|
Information lørdag-søndag 19-20
august 1978
Gensyn med Amerika 2.
del
En vagabond som
multinational showbusinessman
Af JACOB HOLDT
En fortsat beretning om Amerika set fra den anden side og om gensyn
- og ikke-gensyn - med venner fra et andet liv
Forvandlingen
fra vagabond til en slags multinational show-businessman er ikke den
letteste - og slet ikke når man kører shows i det samfund, man har
set og oplevet som vagabond, som udskudt, som social taber osv. Man
står med et ben i hver grøft og må konstant omdefinere sig selv i
forhold til sine nye omgivelser. Ens tidsfornemmelse bliver en helt
anden.
F.eks. kunne jeg
i New York bruge dage, ja uger som vagabond på at importere danske
25-ører (den eneste mønt i verden, der kan fungere som en polet i
undergrundsbanen) for at kunne komme næsten gratis rundt i denne by
hvor man ikke kan blaffe. Nu betaler jeg gladeligt de 3 kr. for at
slippe for frygten for at blive anholdt, men skyldfølelsen rider
stadig med mig i undergrunden. Og det giver stadig et gib i mig hver
gang jeg passerer en avis i affaldsspandene, skønt jeg nu har råd
til at købe dem. Tabet af den mere menneskelige side af
vagabondrollen forekommer mig dog mere uhyggelig. Jeg stikker nu
tiggerne en dollar fordi jeg skal skynde mig til universitetet og
køre showet for 400 mennesker skønt jeg godt ved at det er
menneskeligt samvær tiggeren har brug for. Hvor intet før forekom
mig mere væsentligt end at lytte til de mennesker jeg var sammen med
i øjeblikket, får jeg nu pludselig en forpligtelse overfor nogen jeg
end ikke kender. Jeg vælger publikummet, men kommer med et par bitre
bemærkninger til dem, om det vanvittige i at universitetet bruger
5000 kr. på at flyve en udlænding halvvejs over jordkloden for at
vise dem ting, de kan gå ud og se i deres egen by.
Ny tidsfornemmelse
Den nye tidsfornemmelse, som man automatisk får, når man igen
bliver en del af systemet, virker direkte dræbende på mine forsøg på
at skildre lidelserne i samfundet (som jeg naturligvis nu heller
ikke oplever så intenst). Med min bil er det nu muligt at komme til
områder i Syden, hvor jeg aldrig kunne komme som vagabond, og
således se en fattigdom så rystende, at selv jeg chokeres. Men hver
gang jeg forsøger at fotografere den, lider jeg nederlag. Ikke blot
oplever jeg nu langt flere tilfælde af folk, der med geværer jager
mig væk, men først og fremmest har jeg nu en hast i kroppen, der gør
det umuligt for mig som før at tilbringe dagevis i en shack
før det øjeblik kommer, hvor man kan fotografere hverdagen (som den
ser ud før den fremmedes indtrængen). Jeg oplever således på tragisk
vis komplementaritetsbegrebet: at være i stand til hurtigere og
"bekvemmere" at finde fattigdommen tilmed værre end jeg så den som
vagabond, men samtidig at være ude af stand til at skildre den.
Bilen dræber på samme måde meget af min kærlighed til Amerika. Hvor
jeg som vagabond oplevede landet gennem dets vidunderlige befolkning
med den berusende velvilje man føler overfor den chauffør, som
samler en op, - med den intense kærlighed man har overfor det
menneske, som giver en mad og husly, - med den spænding og glæde man
har i de konstante nære og forskellige menneskelige samvær, hvor man
er i stand til at give af sig selv og som giver en følelsen af, at
man aldrig vil blive træt af at være vagabond, - så opleves Amerika
set fra bag et bilrat næsten diametralt modsat: som en endeløs,
uspændende række af gentagelser: hamburgerskiltene, Holiday Inns,
tankstationerne, den konstante larm fra Tv game-shows i baggrunden
osv., facader bag hvilke der gemmer sig en række ligeså stereotype
mennesketyper, som det forekommer en at man har set en million gange
før, - en grå og kedelig mur af mennesker, som man i sin egen
ensomhed ingen trang har til at kontakte og, når det ind imellem
alligevel sker, knapt nok magter evnen til at kommunikere med.
Amerika set på denne måde må høre til de kedeligste turistlande i
verden. En del af forklaringen på den opsigt lysbilledshowet vækker
i USA ligger sikkert også i, at amerikanerne selv ser deres samfund
som sådan et uspændende samfund. En af Hollywood-promotorerne siger
noget, der i min bilensomhed pludselig forekommer mig at være en
nøglesandhed: "Her går vi og tror, at vi skal rejse til Grækenland,
Caribien, Mexico osv. for at opleve noget. Hvad dit show viser, er
at Amerika er mindst lige så spændende et samfund." Den intense
længsel, jeg har haft efter Amerika i de to år jeg har været væk, -
de varme følelser ordet Amerika hver gang vakte i mig under mit
fravær, er i al fald blevet totalt kvalt nu, hvor jeg er blevet
"amerikaniseret" med bil, med moteller "sanitized for your
protection", med rejsechecks og med et næsten erotisk følelsesuladet
"benign neglect" forhold til menneskene omkring mig.
Til ghettoerne
Gensynet med de gamle venner er dog rejsen værd: Deres glæde og
forbavselse over at se sig selv i bogen og over at der i det hele
taget kom noget ud af den tilfældige måde jeg havde fotograferet på.
Jeg viser showet for mange af dem bl.a. i nogle af de usle shacks
(hvor der er elektricitet). Det er mit mål at vise det til dem
allesammen, men det er naturligvis ikke uden bekymring jeg kommer
kørende med udstyr for 50.000 kr. ind i de værste ghetto-områder.
For at kunne gøre det har jeg hældt affald ud over alle apparaterne,
revet indmaden i bilen i stykker, skrabet malingen af bilen og bulet
den for at undgå indbrud.
Men det er anstrengelserne værd ikke mindst for mig selv nu hvor jeg
har holdt foredrag i to år i uvished om, hvordan de fattige på
billederne egentlig selv ville opfatte det, om jeg måske totalt har
forfalsket deres virkelighed eller misforstået den. Det er mit mål
at få feedback fra alle de involverede personer og få forslag
til, hvad der kan forbedres før bogen, showet og filmen kommer på
det amerikanske marked. Jeg er således meget nervøs, da jeg står
overfor det første helt sorte publikum, en gruppe socialhjælpsmødre
med børn helt ned i 3 års-alderen. Til min forbavselse lykkes det at
holde selv børnene i ro i 5 timer. "Hvordan kan du være forbavset?
Det er jo i så høj grad deres verden og fremtid der skildres". Jeg
bliver stærkt bevæget over at opleve disse positive tilkendegivelser
fra netop de mennesker, hvis fremtid jeg håber showet kan hjælpe til
at blive bedre.
For nogles vedkommende er den allerede blevet bedre: den fattige
enke Virginia Pate, som i 1972 syede vattæpper for at jeg ikke
skulle fryse i hendes shack ude i sumpene (side 28), er nu
flyttet ind i en moderne skurvogn. Det er fjerde gang jeg besøger
hende, men det er første gang jeg virkeligt føler mig i stand til at
udtrykke min taknemmelighed over hendes hjælp dengang jeg sulten og
uden husly en sen nat blev inviteret til at dele en seng med hendes
5 børn, da jeg giver hende et eksemplar af bogen.
Mary, hvis hus
brændte ned, bor jeg denne gang hos i et par dage, i hendes dejlige
nye store 100 år gamle shack med indlagt vand og elektricitet
og et stykke jord, hvor hun og sønnen dyrker majs og grøntsager. Hun
udtrykker forbavselse, men også glæde over, at jeg har fundet
brandbombningen så interessant at skrive om, efter den ligegyldighed
politiet viste i forsøget på at finde brandstifterne. Hun ønsker dog
at forblive anonym i den amerikanske udgave af bogen "af hensyn til
snæversynet her omkring."
Mange af folkene i bogen er det i øvrigt svært at finde fordi deres
shacks i mellemtiden er brændt ned af mere naturlige årsager:
"kaminbrande". Således Anna Kings og Virginia Browns, hvor gnister
fra ovnrøret fangede papkassevæggene og bl.a. forbrændte drengen på
billedet. Forsidebilledet med Martin Luther King og Robert Kennedy
er også brændt af stikflammer fra kakkelovnen nedenunder, men ejerne
Willie og Julia Williams har det nu godt på et plejehjem i Georgia.
Hele plejehjemmet samles om dem, da de stolte får overrakt bogen, og
den hvide forstanderinde tilkalder den lokale presse, som laver en
store sensation ud af at byens indbyggere er kommet i en bog i
Europe. At byen vises i en, for de hvide negativ sammenhæng, synes
til min forbavselse ikke at spille nogen rolle for de hvide i denne
sydstatsby. Som mange andre i Syden kan hverken Willie eller Julia
skrive deres eget navn. De nøjes derfor med at slå et kryds på de
indviklede juridiske billedtilladelser, hvorefter hvide vidner
underskriver for dem. Havde de ønsket det, kunne disse let have
forhindret bogen i at udkomme i USA.
Ikke flere solstrålehistorier
Også Helen Wilson har fået det bedre, og det lykkedes mig som med de
fleste andre, der er flyttet, at opspore hende i en nærliggende by i
Mississippi, hvor hun har fået arbejde i et kyllingeslagteri. Men
dermed er det også slut med solstrålehistorierne. Den prostituerede
i Jacksonville bor nu i et lille råddent skur, ensom og forladt, og
det eneste af værdi hun har er stort set den silketryksplakat på den
fugtige cementvæg, som Annie Hedvard har lavet efter billedet i min
bog. Lefus Whitley i North Carolina, ligger denne gang på gulvet i
en brandert, da jeg ankommer til den ildelugtende hytte.
Mest
deprimerende er det dog at gense Lindas familie, der nu er gået helt
i opløsning. Faderen bor alene i et lille skur efter at deres shack
blev revet ned, fordi en hvid landmand skulle bruge jorden den stod
på. Han ejer end ikke sko og går derfor hver dag 8 km frem og
tilbage til arbejde på bare fødder. Han tjener kun 12 dollars om
ugen. Han er blevet alkoholiker og fortæller om alle de lykkelige
år, hvor familien var sammen og aldrig skændtes. Lindas mor lider af
en sindssygdom og bor hos en søster. Linda og broderen bor hos en
fostermor, der virker grusom og ikke vil lade mig snakke med Linda,
som jeg ellers havde tænkt mig at invitere til Disney World.
"Gensynet" med
Linda virker således endnu mere deprimerende end at komme tilbage
til alle de venner, som ikke er der mere, fordi de er myrdede eller
døde af andre årsager. 5 af de fotograferede i bogen er blevet
myrdet siden sidst, hvilket er mindre end jeg havde forventet, men
det skal da også siges, at jeg heller ikke når rundt til alle mine
venner i nordstaterne, hvor volden er værst.
En af dem jeg
har glædet mig mest til at bo hos igen er Leon Paines, min bedste
ven i Georgia, i hvis hus jeg altid havde mit eget værelse. Da jeg
banker på døren, åbner en fremmed pige den, og siger, at han blev
skudt for to år siden. Da jeg derefter opsøger hans mor, fortæller
hun grædende, at en hvid mand skød tre skud gennem hans dør, og
stadigvæk går ustraffet rundt i gaderne.
Udover denne
nære ven er de eneste af mordene der chokerer mig, dem der forbavser
mig. Hvem ville f.eks. forestille sig, at den 98-årige Willie White
på mit idylliske billede få mdr. efter mit besøg skød konen på
billedet, og selv døde tre mdr. efter af sorg over tabet. Eller at
Sam skulle blive pryglet ihjel af politiet, mens han var i fængsel.
Så forekommer det trods alt mindre overraskende, at Daisy Thomas,
moderen til de sovende børn på billedet i bogen, blev myrdet i et
almindeligt familieskænderi, eller at Mike blev myrdet af sin
kæreste, da han huggede nogle penge fra hende.
Og det ryster
mig heller ikke, at mindst lige så mange af mine venner er blevet
mordere i mellemtiden. Blot forbavser det i nogle tilfælde, hvor
tilfældigt de blev det, og hvem der blev det. Således med Baggie,
som jeg var så forelsket i mens jeg boede der, at jeg sikkert har
overromantiseret hende i dette mor/barn-billede. Nu er hun gået
under jorden eftersøgt for mord og umulig for mig at finde. Mange
andre er kommet i fængsel.
Alkoholisme og hor
Som for næsten
at bekræfte temaet i bogen er ægteskabet mellem Linda og Lewis gået
i opløsning, nu hvor han er idømt 16 års fængsel for væbnet røveri.
Og det 14-årige bandemedlem Larry, som lige havde skudt sin bror
gennem hovedet, da jeg tog billedet af ham med pistolen i Richmond,
skød et par uger efter en anden og blev idømt 16 års fængsel, inden
han var fyldt 15 år. Broderen, som jeg dengang besøgte på
hospitalet, blev reddet, men mistede synet.
Og som for at
bekræfte et andet tema i bogen, begik min mangeårige veninde Emely
for få mdr. siden selvmord, efter et luksuriøst liv med konstant
opvartning af sorte tjenestefolk. Da jeg ankommer til
plantagehjemmet i Mississippi har datteren, der nu har overtaget
huset og den ene af tjenestepigerne, allerede hørt om showet fra
folk, der har set det rundt om i USA og genkendt familien. Hun har
ikke samme begejstring for de gamle plantagetraditioner som moderen,
så hun giver mig straks tilladelse til at bruge fotografierne af
moderen også i den amerikanske bog. I de andre plantagehjem
deromkring raser man i øvrigt over en artikel i New York Times, der
netop har afsløret deres overfladiske overklasseliv med alkoholisme
og hor bag de gyldne antebellum-traditioner.
De andre hvide i
bogen reagerer med ligeså stor glæde over mit besøg. Bogen har i
øvrigt gjort så stort indtryk på playboymillionæren, at han ikke
"vil være kapitalist længere", men har solgt hele sin
millionforretning (dog uden at forære pengene væk). Han
snakker med mig om hvordan han bedst kan investere pengene så de
kommer den lokale sorte befolkning til gode. Bankmanden i Alabama
ejer nu også en automobilforretning og inviterer mig på kæmpemiddag
med konen, hvorunder hun efter et par flasker vin, betror mig, at
deres ægteskab er ved at gå i opløsning. De to gamle plantagedamer
har allerede hørt om showet fra besøgende fra Danmark, og da jeg
fortæller fru Barnett om hvordan europæerne morer sig over hendes
bemærkning om, at de savner slaverne, griner hun højlydt og siger at
vi jo ingen forudsætninger har for at forstå det, når vi ikke har
haft slaveri. Det skal dog til hendes fordel siges, at hun, som
Amerika i almindelighed, er en modsætningsfyldt sammensat karakter.
Hun er således, ivrig forkæmper for fængselsreformer og tager mig
denne gang rundt i det lokale fængsel, for at lade mig fotografere
de sorte livsfanger, som hun forsøger at skaffe på fri fod.
Overalt finder
jeg i øvrigt, at forholdene i Syden psykologisk er blevet bedre for
negrene. Det er først og fremmest Tv-serien "Rødder", der har ændret
hjerte og sind hos de hvide og givet negrene stolthed. Men netop i
sådanne opbrudstider er det også at den mindretallige hvide
modreaktion ses kraftigst. Således er Ku Klux Klan blusset op
overalt i Syden og deres anslåede medlemstal er næsten fordoblet til
8000 siden jeg sidst var der. Hvor det som vagabond var mig umuligt
at finde et Klanmøde, er det nu med min bil uden besvær, at jeg
finder et i Alabama. Det er naturligvis ikke ufarligt at gå til et
KKK-møde som vildtfremmed, og med mit udseende. Kun et par dage før
er en pænt udseende kortklippet sydstatsjournalist blevet skudt af
kutteklædte folk under et andet møde i Tupelo i Mississippi mens en
anden journalist bliver fængslet af politiet og pryglet blot for at
fotografere mødet.
Omvendt af
"Rødder"
Men natten før har jeg samlet en fattig hvid blaffer op, som på
trods af sin tidligere racisme og sit stereotype redneck-udseende
viser sig at være blevet "omvendt" af "Rødder", og reagerer så
positivt på min bog, at han indvilger i at hjælpe mig, da han hører
om klanmødet. Vi aftaler, at han skal samle filmen op på et aftalt
sted, når jeg har taget nogle billeder, for at være sikker på at
ikke alle billeder bliver konfiskerede, samt at ringe til min
familie, hvis jeg kommer til skade, da Klanen jo har det med at lade
folk "forsvinde" på mystisk vis. Det lykkes mig at slippe ind til
mødet ved at benytte samme taktik som over for kriminelle: at vade
lige op til de farligst udseende og ledende personer og stille
afvæbnende spørgsmål og spille dum (hvilket altid har forekommet mig
let): "Jeg troede det var en bryllupsfest indtil jeg så alle de
pistoler og maskinpistoler. Hvorfor har I dem?" De viser sig næsten
alle at være angste og ensomme mænd, tabere som jeg ikke kan andet
end fø1e medlidenhed med. De er for det meste uvidende og
uintelligente og har f.eks. godt hørt om Danmark, men mener det er
en by i Georgia.
De er næsten
ligeså bange for mig, som jeg er for dem, men da barriererne
begynder at falde, bliver jeg hurtigt gode venner med nogle af dem,
fordi de har et stort kontaktbehov. Det er tydeligt at de
samarbejder med det lokale politi. De prædiker lov og orden og
taleren snakker om hvordan de burde lynche de sorte voldsmænd "for
at hjælpe politiet i deres svære arbejde."
Inden
korsafbrændingen mødes jeg med min medhjælper i en Burger King i
nærheden. Vi opdager, at tre politibiler bliver ved med at cirkle
rundt om restauranten i mørket, og han bliver så angst, at han
ringer hjem til sine forældre i Little Rock for at fortælle dem om
hvor han er, hvis der skulle ske noget.
Men hans far
fortæller ham, at han skal skynde sig at komme hjem, for onklen er
netop blevet skudt af et par sorte røvere og har måske kun få timer
at leve i. Pludselig bliver den stakkels fyr fanget i et dilemma,
der har med hele hans sydstatsopvækst at gøre, og jeg ser ham gå
igennem en frygtelig sjælekamp: vil hadet eller fornuften vinde
overhånd? Uden at være sikker på at han er på min side længere,
lykkes det mig at overtale ham til at gå tilbage til selve
korsbrændingsceremonien med mig. Jeg er ikke direkte bange for at
han skal angive mig, men med hans dybere religiøsitet frygter jeg
alligevel, at han under indtryk af det netop skete vil blive
påvirket under bønnen og den religiøse ceremoni under den, selv for
mig, betagende korsafbrænding. Da politiet senere på natten bliver
ved med at cirkle efter os i mørket, må vi køre en omvej på mere end
100 km ad motorveje for at undgå de lokale biveje tilbage til
Atlanta, og det går pludselig op for mig, at man selv som bilturist
trods alt, kan opleve et spændende USA.
Da jeg i flere
år har drømt om at opleve et klanmøde, tager jeg det for givet at
denne rædselsnat bliver det følelsesmæssige klimaks for mig på min
rejse. Men få dage efter fortrænges denne rejse næsten helt, da jeg
i samme egn af Alabama har en "date" med den netop afdøde
ærkereaktionære senator Jim Allens sekretær, der inviterer mig til
middag med det lokale hvide aristokrati i en privat klub (måden de
omgås racediskriminationslovene på), stærkt beskyttet på toppen af
et bjerg udenfor Gadsden. Der er alle de lokale spidser tilstede
bl.a. borgmesteren, og vi får store flamberede steaks.
Middag med FBI-direktør
Under middagen
sidder jeg og underholder sekretæren med mine rejseoplevelser,
hvilket morer mig da hun selv er stokkonservativ og taler med on
fascinerende dialekt, der svarer dertil. Da jeg fortæller hende om
FBI’s mord på min ven Popeye Jackson i Californien, tager hun
pludselig hånden for munden og prøver at tysse mig ned og hvisker
til mig: "Er du da ikke klar over, at du sidder lige ved siden af
FBI-director Clarence Kelley?" Det giver et gib i mig, og hjertet
ryger helt op i livet. Den ældre mand, som jeg sidder så tæt ved at
jeg rører ham, er virkelig selveste chefen for det amerikanske
forbundspoliti, måske den mest magtfulde efter præsidenten. Hvad der
derefter rører sig i mig af personlige fø1elser har jeg svært ved at
beskrive. I den næste time er jeg fuldkommen mundlam mens tanker som
"Er han selve manden som gav ordren til Popeyes mord? Han er i hvert
fald ansvarlig," flyver rundt i mit hoved.
Jeg drister mig
til at spørge sekretæren om jeg mon kan tage et billede af ham, og
det viser sig at de i virkeligheden er meget gode venner. Samtidig
er alle nu så fulde, at hun får den ide at stille os op sammen til
alles morskab: "Hey Clarence, I want you to meet my vagabond friend
from Denmark." Da jeg er bange for, at han måske skal genkende mig
fra en FBI-rapport om anklagerne i min bog, har jeg gemt mit skæg,
men hun hiver det straks frem for at det kan være med på billedet.
Samme dag har
jeg ved en tilfældighed af omstændigheder, (som nu næsten forekommer
mig forudbestemte), købt en brugt båndoptager og efter at have gemt
mikrofonen i ærmet, tager jeg mig efter endnu nogle glas vin mod til
at spørge ham, om FBI myrdede Popeye. Han benægter naturligvis på
det stærkeste, men indrømmer at Sara Jane Moore var en betalt
FBI-agent i Popeyes forening. Jeg begynder samtalen så neutralt som
mulig som om jeg overhovedet ikke har kendt Popeye, men efterhånden
kommer følelserne så meget i kog, at jeg nærmest råber noget
lignende "Du myrdede min ven Popeye". Det går op for mig, at jeg har
sagt for meget og røbet for mange detaljer, da han pludselig i en
dyster tone siger: "Sig mig engang, anklager du mig for at begå
mord?" Forskrækket trækker jeg straks i land, men da han lidt senere
står i et hjørne og snakker med en mand, som jeg får at vide er en
underchef i FBI mens de peger hen på mig, bliver jeg så forskrækket
over, om de mon vil arrestere mig, at jeg får overtalt sekretæren
til straks at tage afsted med mig ud i byens natteliv. Mit hjerte
hamrer løs resten af aftenen (dog absolut ikke for hende, som jeg
ikke kan koncentrere mig om). Var det virkelighed eller illusion?
Det hele forekommer uvirkeligt, hvis ikke jeg netop har fået at vide
at Kelley er på en-dagsvisit i Alabama for at undersøge
borgerrettighedsanklager mod politidepartementet om brutalitet og
mord på den sorte befolkning. Man tør nok spørge sig selv om hvilken
side han tager parti for i den konflikt når den lokale hvide elite,
- politichef og borgmester, inviterer ham på luksusmiddag i deres
private klub på toppen af et bjerg (i al fald tidligere med vagter)
hvor ingen sorte har adgang.
Mennesket bag systemet
Igen og igen
hører jeg for mig han varme, rolige, næsten alfaderlige stemme, så
overbevisende, at han i al fald får mig overbevist om, at han ikke
kan have givet ordre til mordet. Oplevelsen over at have mødt
mennesket bag systemet, som jeg hidtil har set som én stor
sammensværgelse i bitterheden efter Popeyes død, er så stor at jeg
ikke kan falde i søvn den nat. Det er ikke nogen følelse af at have
fået hævn, der gør det, men derimod en underlig følelse af at et
eller andet har bragt os sammen, samt en følelse af dyb ro og
veltilfredshed over at ringen dermed er sluttet. Det er et inderligt
ønske om at møde mennesket bag de mest uigennemtrængelige af
systemets facader, bag Klanens kutteslør og det hemmelige politis
grå anonymitet, der her er gået i opfyldelse for mig, og dette er en
oplevelse så stærk for mig, at jeg må lade dette varme og
elskværdige menneske svare på mine anklager:
"Alt hvad jeg
kan sige dig er, at det er opdigtet, det er blæst op ud over alle
proportioner, ... du må ta' i betragtning hvem der udgør FBI, se på
mig... kunne du forestille dig mig dræbe nogen... og det samme
gælder de andre i FBI. Vi er mennesker som du og alle andre... vi
kan ikke finde på at dræbe eller give ordre til det, absolut ikke,
det må du da kunne forstå... Men som du ved findes der en masse
folk, som sidder og tjener penge på at opfinde sådanne historier
såsom Playboy (der bl.a. har anklaget FBI for Popeyemordet). Ja, der
er endog folk som lever af at skrive bøger om, at FBI myrder
folk..."
Jacob Holdts første artikel blev bragt 2. august.
|
|