F.eks. kunne jeg i New York bruge dage, ja uger som vagabond på at importere danske 25-ører (den eneste mønt i verden, der kan fungere som en polet i undergrundsbanen) for at kunne komme næsten gratis rundt i denne by hvor man ikke kan blaffe. Nu betaler jeg gladeligt de 3 kr. for at slippe for frygten for at blive anholdt, men skyldfølelsen rider stadig med mig i undergrunden. Og det giver stadig et gib i mig hver gang jeg passerer en avis i affaldsspandene, skønt jeg nu har råd til at købe dem. Tabet af den mere menneskelige side af vagabondrollen forekommer mig dog mere uhyggelig. Jeg stikker nu tiggerne en dollar fordi jeg skal skynde mig til universitetet og køre showet for 400 mennesker skønt jeg godt ved at det er menneskeligt samvær tiggeren har brug for. Hvor intet før forekom mig mere væsentligt end at lytte til de mennesker jeg var sammen med i øjeblikket, får jeg nu pludselig en forpligtelse overfor nogen jeg end ikke kender. Jeg vælger publikummet, men kommer med et par bitre bemærkninger til dem, om det vanvittige i at universitetet bruger 5000 kr. på at flyve en udlænding halvvejs over jordkloden for at vise dem ting, de kan gå ud og se i deres egen by.

Ny tidsfornemmelse

Den nye tidsfornemmelse, som man automatisk får, når man igen bliver en del af systemet, virker direkte dræbende på mine forsøg på at skildre lidelserne i samfundet (som jeg naturligvis nu heller ikke oplever så intenst). Med min bil er det nu muligt at komme til områder i Syden, hvor jeg aldrig kunne komme som vagabond, og således se en fattigdom så rystende, at selv jeg chokeres. Men hver gang jeg forsøger at fotografere den, lider jeg nederlag. Ikke blot oplever jeg nu langt flere tilfælde af folk, der med geværer jager mig væk, men først og fremmest har jeg nu en hast i kroppen, der gør det umuligt for mig som før at tilbringe dagevis i en shack før det øjeblik kommer, hvor man kan fotografere hverdagen (som den ser ud før den fremmedes indtrængen). Jeg oplever således på tragisk vis komplementaritetsbegrebet: at være i stand til hurtigere og "bekvemmere" at finde fattigdommen tilmed værre end jeg så den som vagabond, men samtidig at være ude af stand til at skildre den.

Bilen dræber på samme måde meget af min kærlighed til Amerika. Hvor jeg som vagabond oplevede landet gennem dets vidunderlige befolkning med den berusende velvilje man føler overfor den chauffør, som samler en op, - med den intense kærlighed man har overfor det menneske, som giver en mad og husly, - med den spænding og glæde man har i de konstante nære og forskellige menneskelige samvær, hvor man er i stand til at give af sig selv og som giver en følelsen af, at man aldrig vil blive træt af at være vagabond, - så opleves Amerika set fra bag et bilrat næsten diametralt modsat: som en endeløs, uspændende række af gentagelser: hamburgerskiltene, Holiday Inns, tankstationerne, den konstante larm fra Tv game-shows i baggrunden osv., facader bag hvilke der gemmer sig en række ligeså stereotype mennesketyper, som det forekommer en at man har set en million gange før, - en grå og kedelig mur af mennesker, som man i sin egen ensomhed ingen trang har til at kontakte og, når det ind imellem alligevel sker, knapt nok magter evnen til at kommunikere med.

Amerika set på denne måde må høre til de kedeligste turistlande i verden. En del af forklaringen på den opsigt lysbilledshowet vækker i USA ligger sikkert også i, at amerikanerne selv ser deres samfund som sådan et uspændende samfund. En af Hollywood-promotorerne siger noget, der i min bilensomhed pludselig forekommer mig at være en nøglesandhed: "Her går vi og tror, at vi skal rejse til Grækenland, Caribien, Mexico osv. for at opleve noget. Hvad dit show viser, er at Amerika er mindst lige så spændende et samfund." Den intense længsel, jeg har haft efter Amerika i de to år jeg har været væk, - de varme følelser ordet Amerika hver gang vakte i mig under mit fravær, er i al fald blevet totalt kvalt nu, hvor jeg er blevet "amerikaniseret" med bil, med moteller "sanitized for your protection", med rejsechecks og med et næsten erotisk følelsesuladet "benign neglect" forhold til menneskene omkring mig.

Til ghettoerne

Gensynet med de gamle venner er dog rejsen værd: Deres glæde og forbavselse over at se sig selv i bogen og over at der i det hele taget kom noget ud af den tilfældige måde jeg havde fotograferet på. Jeg viser showet for mange af dem bl.a. i nogle af de usle shacks (hvor der er elektricitet). Det er mit mål at vise det til dem allesammen, men det er naturligvis ikke uden bekymring jeg kommer kørende med udstyr for 50.000 kr. ind i de værste ghetto-områder. For at kunne gøre det har jeg hældt affald ud over alle apparaterne, revet indmaden i bilen i stykker, skrabet malingen af bilen og bulet den for at undgå indbrud.

Men det er anstrengelserne værd ikke mindst for mig selv nu hvor jeg har holdt foredrag i to år i uvished om, hvordan de fattige på billederne egentlig selv ville opfatte det, om jeg måske totalt har forfalsket deres virkelighed eller misforstået den. Det er mit mål at få feedback fra alle de involverede personer og få forslag til, hvad der kan forbedres før bogen, showet og filmen kommer på det amerikanske marked. Jeg er således meget nervøs, da jeg står overfor det første helt sorte publikum, en gruppe socialhjælpsmødre med børn helt ned i 3 års-alderen. Til min forbavselse lykkes det at holde selv børnene i ro i 5 timer. "Hvordan kan du være forbavset? Det er jo i så høj grad deres verden og fremtid der skildres". Jeg bliver stærkt bevæget over at opleve disse positive tilkendegivelser fra netop de mennesker, hvis fremtid jeg håber showet kan hjælpe til at blive bedre.

For nogles vedkommende er den allerede blevet bedre: den fattige enke Virginia Pate, som i 1972 syede vattæpper for at jeg ikke skulle fryse i hendes shack ude i sumpene (side 28), er nu flyttet ind i en moderne skurvogn. Det er fjerde gang jeg besøger hende, men det er første gang jeg virkeligt føler mig i stand til at udtrykke min taknemmelighed over hendes hjælp dengang jeg sulten og uden husly en sen nat blev inviteret til at dele en seng med hendes 5 børn, da jeg giver hende et eksemplar af bogen.

Mary, hvis hus brændte ned, bor jeg denne gang hos i et par dage, i hendes dejlige nye store 100 år gamle shack med indlagt vand og elektricitet og et stykke jord, hvor hun og sønnen dyrker majs og grøntsager. Hun udtrykker forbavselse, men også glæde over, at jeg har fundet brandbombningen så interessant at skrive om, efter den ligegyldighed politiet viste i forsøget på at finde brandstifterne. Hun ønsker dog at forblive anonym i den amerikanske udgave af bogen "af hensyn til snæversynet her omkring."

Mange af folkene i bogen er det i øvrigt svært at finde fordi deres shacks i mellemtiden er brændt ned af mere naturlige årsager: "kaminbrande". Således Anna Kings og Virginia Browns, hvor gnister fra ovnrøret fangede papkassevæggene og bl.a. forbrændte drengen på billedet. Forsidebilledet med Martin Luther King og Robert Kennedy er også brændt af stikflammer fra kakkelovnen nedenunder, men ejerne Willie og Julia Williams har det nu godt på et plejehjem i Georgia. Hele plejehjemmet samles om dem, da de stolte får overrakt bogen, og den hvide forstanderinde tilkalder den lokale presse, som laver en store sensation ud af at byens indbyggere er kommet i en bog i Europe. At byen vises i en, for de hvide negativ sammenhæng, synes til min forbavselse ikke at spille nogen rolle for de hvide i denne sydstatsby. Som mange andre i Syden kan hverken Willie eller Julia skrive deres eget navn. De nøjes derfor med at slå et kryds på de indviklede juridiske billedtilladelser, hvorefter hvide vidner underskriver for dem. Havde de ønsket det, kunne disse let have forhindret bogen i at udkomme i USA.

Også Helen Wilson har fået det bedre, og det lykkedes mig som med de fleste andre, der er flyttet, at opspore hende i en nærliggende by i Mississippi, hvor hun har fået arbejde i et kyllingeslagteri. Men dermed er det også slut med solstrålehistorierne. Den prostituerede i Jacksonville bor nu i et lille råddent skur, ensom og forladt, og det eneste af værdi hun har er stort set den silketryksplakat på den fugtige cementvæg, som Annie Hedvard har lavet efter billedet i min bog. Lefus Whitley i North Carolina, ligger denne gang på gulvet i en brandert, da jeg ankommer til den ildelugtende hytte.

Mest deprimerende er det dog at gense Lindas familie, der nu er gået helt i opløsning. Faderen bor alene i et lille skur efter at deres shack blev revet ned, fordi en hvid landmand skulle bruge jorden den stod på. Han ejer end ikke sko og går derfor hver dag 8 km frem og tilbage til arbejde på bare fødder. Han tjener kun 12 dollars om ugen. Han er blevet alkoholiker og fortæller om alle de lykkelige år, hvor familien var sammen og aldrig skændtes. Lindas mor lider af en sindssygdom og bor hos en søster. Linda og broderen bor hos en fostermor, der virker grusom og ikke vil lade mig snakke med Linda, som jeg ellers havde tænkt mig at invitere til Disney World.

"Gensynet" med Linda virker således endnu mere deprimerende end at komme tilbage til alle de venner, som ikke er der mere, fordi de er myrdede eller døde af andre årsager. 5 af de fotograferede i bogen er blevet myrdet siden sidst, hvilket er mindre end jeg havde forventet, men det skal da også siges, at jeg heller ikke når rundt til alle mine venner i nordstaterne, hvor volden er værst.

En af dem jeg har glædet mig mest til at bo hos igen er Leon Paines, min bedste ven i Georgia, i hvis hus jeg altid havde mit eget værelse. Da jeg banker på døren, åbner en fremmed pige den, og siger, at han blev skudt for to år siden. Da jeg derefter opsøger hans mor, fortæller hun grædende, at en hvid mand skød tre skud gennem hans dør, og stadigvæk går ustraffet rundt i gaderne.

Udover denne nære ven er de eneste af mordene der chokerer mig, dem der forbavser mig. Hvem ville f.eks. forestille sig, at den 98-årige Willie White på mit idylliske billede få mdr. efter mit besøg skød konen på billedet, og selv døde tre mdr. efter af sorg over tabet. Eller at Sam skulle blive pryglet ihjel af politiet, mens han var i fængsel. Så forekommer det trods alt mindre overraskende, at Daisy Thomas, moderen til de sovende børn på billedet i bogen, blev myrdet i et almindeligt familieskænderi, eller at Mike blev myrdet af sin kæreste, da han huggede nogle penge fra hende.

Og det ryster mig heller ikke, at mindst lige så mange af mine venner er blevet mordere i mellemtiden. Blot forbavser det i nogle tilfælde, hvor tilfældigt de blev det, og hvem der blev det. Således med Baggie, som jeg var så forelsket i mens jeg boede der, at jeg sikkert har overromantiseret hende i dette mor/barn-billede. Nu er hun gået under jorden eftersøgt for mord og umulig for mig at finde. Mange andre er kommet i fængsel.

Som for næsten at bekræfte temaet i bogen er ægteskabet mellem Linda og Lewis gået i opløsning, nu hvor han er idømt 16 års fængsel for væbnet røveri. Og det 14-årige bandemedlem Larry, som lige havde skudt sin bror gennem hovedet, da jeg tog billedet af ham med pistolen i Richmond, skød et par uger efter en anden og blev idømt 16 års fængsel, inden han var fyldt 15 år. Broderen, som jeg dengang besøgte på hospitalet, blev reddet, men mistede synet.

Og som for at bekræfte et andet tema i bogen, begik min mangeårige veninde Emely for få mdr. siden selvmord, efter et luksuriøst liv med konstant opvartning af sorte tjenestefolk. Da jeg ankommer til plantagehjemmet i Mississippi har datteren, der nu har overtaget huset og den ene af tjenestepigerne, allerede hørt om showet fra folk, der har set det rundt om i USA og genkendt familien. Hun har ikke samme begejstring for de gamle plantagetraditioner som moderen, så hun giver mig straks tilladelse til at bruge fotografierne af moderen også i den amerikanske bog. I de andre plantagehjem deromkring raser man i øvrigt over en artikel i New York Times, der netop har afsløret deres overfladiske overklasseliv med alkoholisme og hor bag de gyldne antebellum-traditioner.

De andre hvide i bogen reagerer med ligeså stor glæde over mit besøg. Bogen har i øvrigt gjort så stort indtryk på playboymillionæren, at han ikke "vil være kapitalist længere", men har solgt hele sin millionforretning (dog uden at forære pengene væk). Han snakker med mig om hvordan han bedst kan investere pengene så de kommer den lokale sorte befolkning til gode. Bankmanden i Alabama ejer nu også en automobilforretning og inviterer mig på kæmpemiddag med konen, hvorunder hun efter et par flasker vin, betror mig, at deres ægteskab er ved at gå i opløsning. De to gamle plantagedamer har allerede hørt om showet fra besøgende fra Danmark, og da jeg fortæller fru Barnett om hvordan europæerne morer sig over hendes bemærkning om, at de savner slaverne, griner hun højlydt og siger at vi jo ingen forudsætninger har for at forstå det, når vi ikke har haft slaveri. Det skal dog til hendes fordel siges, at hun, som Amerika i almindelighed, er en modsætningsfyldt sammensat karakter. Hun er således, ivrig forkæmper for fængselsreformer og tager mig denne gang rundt i det lokale fængsel, for at lade mig fotografere de sorte livsfanger, som hun forsøger at skaffe på fri fod.

Men natten før har jeg samlet en fattig hvid blaffer op, som på trods af sin tidligere racisme og sit stereotype redneck-udseende viser sig at være blevet "omvendt" af "Rødder", og reagerer så positivt på min bog, at han indvilger i at hjælpe mig, da han hører om klanmødet. Vi aftaler, at han skal samle filmen op på et aftalt sted, når jeg har taget nogle billeder, for at være sikker på at ikke alle billeder bliver konfiskerede, samt at ringe til min familie, hvis jeg kommer til skade, da Klanen jo har det med at lade folk "forsvinde" på mystisk vis. Det lykkes mig at slippe ind til mødet ved at benytte samme taktik som over for kriminelle: at vade lige op til de farligst udseende og ledende personer og stille afvæbnende spørgsmål og spille dum (hvilket altid har forekommet mig let): "Jeg troede det var en bryllupsfest indtil jeg så alle de pistoler og maskinpistoler. Hvorfor har I dem?" De viser sig næsten alle at være angste og ensomme mænd, tabere som jeg ikke kan andet end fø1e medlidenhed med. De er for det meste uvidende og uintelligente og har f.eks. godt hørt om Danmark, men mener det er en by i Georgia.

De er næsten ligeså bange for mig, som jeg er for dem, men da barriererne begynder at falde, bliver jeg hurtigt gode venner med nogle af dem, fordi de har et stort kontaktbehov. Det er tydeligt at de samarbejder med det lokale politi. De prædiker lov og orden og taleren snakker om hvordan de burde lynche de sorte voldsmænd "for at hjælpe politiet i deres svære arbejde."

Inden korsafbrændingen mødes jeg med min medhjælper i en Burger King i nærheden. Vi opdager, at tre politibiler bliver ved med at cirkle rundt om restauranten i mørket, og han bliver så angst, at han ringer hjem til sine forældre i Little Rock for at fortælle dem om hvor han er, hvis der skulle ske noget.

Men hans far fortæller ham, at han skal skynde sig at komme hjem, for onklen er netop blevet skudt af et par sorte røvere og har måske kun få timer at leve i. Pludselig bliver den stakkels fyr fanget i et dilemma, der har med hele hans sydstatsopvækst at gøre, og jeg ser ham gå igennem en frygtelig sjælekamp: vil hadet eller fornuften vinde overhånd? Uden at være sikker på at han er på min side længere, lykkes det mig at overtale ham til at gå tilbage til selve korsbrændingsceremonien med mig. Jeg er ikke direkte bange for at han skal angive mig, men med hans dybere religiøsitet frygter jeg alligevel, at han under indtryk af det netop skete vil blive påvirket under bønnen og den religiøse ceremoni under den, selv for mig, betagende korsafbrænding. Da politiet senere på natten bliver ved med at cirkle efter os i mørket, må vi køre en omvej på mere end 100 km ad motorveje for at undgå de lokale biveje tilbage til Atlanta, og det går pludselig op for mig, at man selv som bilturist trods alt, kan opleve et spændende USA.

Da jeg i flere år har drømt om at opleve et klanmøde, tager jeg det for givet at denne rædselsnat bliver det følelsesmæssige klimaks for mig på min rejse. Men få dage efter fortrænges denne rejse næsten helt, da jeg i samme egn af Alabama har en "date" med den netop afdøde ærkereaktionære senator Jim Allens sekretær, der inviterer mig til middag med det lokale hvide aristokrati i en privat klub (måden de omgås racediskriminationslovene på), stærkt beskyttet på toppen af et bjerg udenfor Gadsden. Der er alle de lokale spidser tilstede bl.a. borgmesteren, og vi får store flamberede steaks.


Middag med FBI-direktør

Under middagen sidder jeg og underholder sekretæren med mine rejseoplevelser, hvilket morer mig da hun selv er stokkonservativ og taler med on fascinerende dialekt, der svarer dertil. Da jeg fortæller hende om FBI’s mord på min ven Popeye Jackson i Californien, tager hun pludselig hånden for munden og prøver at tysse mig ned og hvisker til mig: "Er du da ikke klar over, at du sidder lige ved siden af FBI-director Clarence Kelley?" Det giver et gib i mig, og hjertet ryger helt op i livet. Den ældre mand, som jeg sidder så tæt ved at jeg rører ham, er virkelig selveste chefen for det amerikanske forbundspoliti, måske den mest magtfulde efter præsidenten. Hvad der derefter rører sig i mig af personlige fø1elser har jeg svært ved at beskrive. I den næste time er jeg fuldkommen mundlam mens tanker som "Er han selve manden som gav ordren til Popeyes mord? Han er i hvert fald ansvarlig," flyver rundt i mit hoved.

Jeg drister mig til at spørge sekretæren om jeg mon kan tage et billede af ham, og det viser sig at de i virkeligheden er meget gode venner. Samtidig er alle nu så fulde, at hun får den ide at stille os op sammen til alles morskab: "Hey Clarence, I want you to meet my vagabond friend from Denmark." Da jeg er bange for, at han måske skal genkende mig fra en FBI-rapport om anklagerne i min bog, har jeg gemt mit skæg, men hun hiver det straks frem for at det kan være med på billedet.

Samme dag har jeg ved en tilfældighed af omstændigheder, (som nu næsten forekommer mig forudbestemte), købt en brugt båndoptager og efter at have gemt mikrofonen i ærmet, tager jeg mig efter endnu nogle glas vin mod til at spørge ham, om FBI myrdede Popeye. Han benægter naturligvis på det stærkeste, men indrømmer at Sara Jane Moore var en betalt FBI-agent i Popeyes forening. Jeg begynder samtalen så neutralt som mulig som om jeg overhovedet ikke har kendt Popeye, men efterhånden kommer følelserne så meget i kog, at jeg nærmest råber noget lignende "Du myrdede min ven Popeye". Det går op for mig, at jeg har sagt for meget og røbet for mange detaljer, da han pludselig i en dyster tone siger: "Sig mig engang, anklager du mig for at begå mord?" Forskrækket trækker jeg straks i land, men da han lidt senere står i et hjørne og snakker med en mand, som jeg får at vide er en underchef i FBI mens de peger hen på mig, bliver jeg så forskrækket over, om de mon vil arrestere mig, at jeg får overtalt sekretæren til straks at tage afsted med mig ud i byens natteliv. Mit hjerte hamrer løs resten af aftenen (dog absolut ikke for hende, som jeg ikke kan koncentrere mig om). Var det virkelighed eller illusion? Det hele forekommer uvirkeligt, hvis ikke jeg netop har fået at vide at Kelley er på en-dagsvisit i Alabama for at undersøge borgerrettighedsanklager mod politidepartementet om brutalitet og mord på den sorte befolkning. Man tør nok spørge sig selv om hvilken side han tager parti for i den konflikt når den lokale hvide elite, - politichef og borgmester, inviterer ham på luksusmiddag i deres private klub på toppen af et bjerg (i al fald tidligere med vagter) hvor ingen sorte har adgang.

Igen og igen hører jeg for mig han varme, rolige, næsten alfaderlige stemme, så overbevisende, at han i al fald får mig overbevist om, at han ikke kan have givet ordre til mordet. Oplevelsen over at have mødt mennesket bag systemet, som jeg hidtil har set som én stor sammensværgelse i bitterheden efter Popeyes død, er så stor at jeg ikke kan falde i søvn den nat. Det er ikke nogen følelse af at have fået hævn, der gør det, men derimod en underlig følelse af at et eller andet har bragt os sammen, samt en følelse af dyb ro og veltilfredshed over at ringen dermed er sluttet. Det er et inderligt ønske om at møde mennesket bag de mest uigennemtrængelige af systemets facader, bag Klanens kutteslør og det hemmelige politis grå anonymitet, der her er gået i opfyldelse for mig, og dette er en oplevelse så stærk for mig, at jeg må lade dette varme og elskværdige menneske svare på mine anklager:

"Alt hvad jeg kan sige dig er, at det er opdigtet, det er blæst op ud over alle proportioner, ... du må ta' i betragtning hvem der udgør FBI, se på mig... kunne du forestille dig mig dræbe nogen... og det samme gælder de andre i FBI. Vi er mennesker som du og alle andre... vi kan ikke finde på at dræbe eller give ordre til det, absolut ikke, det må du da kunne forstå... Men som du ved findes der en masse folk, som sidder og tjener penge på at opfinde sådanne historier såsom Playboy (der bl.a. har anklaget FBI for Popeyemordet). Ja, der er endog folk som lever af at skrive bøger om, at FBI myrder folk..."

Jacob Holdts første artikel blev bragt 2. august.