Min far nævnte ofte i festtaler hvordan jeg på skolelægens spørgsmål: "Hvad vil du være, når du bli’r stor?" skulle have svaret med mit vestjyske: "A ska’ vær’ en gu’ eksempel!" Som præstesøn var jeg altså allerede i 4. klasse dybt miljøskadet af et eller andet kristeligt budskab om at skulle være god (mod min næste) og følgelig var Albert Schweitser også i netop de år min store helt. Da jeg på vej hjem fra skole fik tæsk af nogle af de fattigere drenge "for at være for fin" (i klædedragt og manerer som præstesøn) kom netop parallellen til en tilsvarende episode i Schweitsers barndom til at forme mig stærkt med skyldfølelse. Dels ville jeg aldrig siden gå i "fint" tøj og dels blev mit højeste mål i livet selv at bygge et hospital for de fattige i Afrika. Begge aspekter har jeg lidt af lige siden. I årevis fik min agent i USA klager fra mine publikums over "mit ildelugtende tøj" skønt de amerikanske universitetselever år efter år til min åbenlyse irritation alligevel stemte på min konkurrent, Mitch Schneider, som "dårligst klædte foredragsholder". Da jeg endelig mødte denne, de hjemløses talsmand, og vi stod og "målte hinanden" ved et pissoir i New Orleans lufthavn, noterede jeg mig da også med tilfredshed at han var "ulasteligt" klædt i et splinternyt jakkesæt. Dette var kun en måned før han begik selvmord efter New York Times’ afsløring af at han havde brugt alle de hjemløses penge på sig selv.

At jeg selv havde mere held i livet skyldes ikke at jeg var et "bedre" menneske end ham, men at jeg blev formet af "gode", dvs. mere trygge kår. Jeg lærte hurtigt at der ikke findes gode og onde mennesker, men kun "mindre skadede" og "meget skadede" mennesker. Med den første synsvinkels negative syn på menneskene fremelsker man uundgåeligt deres negative sider og får dem bekræftet, mens man med den andens positive syn hele tiden fremelsker de positive sider. Når jeg i mine år som fattig vagabond fik spørgsmålet fra de fattige om de ligesom jeg ville kunne rejse rundt uden penge, svarede jeg dem altid ærligt at det kunne de ikke. Vi var godt nok lige fattige i øjeblikket, men da jeg var formet af "gode" kår var jeg modsat dem hele tiden i stand til tillidsfuldt at se mennesker som gode hvilket gav disse den fornødne tryghed til at leve deres naturlige godhed i sig ud overfor mig. Fra første dag i USA blev jeg således båret rundt af menneskers godhed nøjagtig som jeg havde hørt det i min fars kirke: "til den som er meget givet skal mere gives…." - hvilket blot gav mig yderligere skyldfølelse og bevidsthed om at jeg konsekvent måtte arbejde for at ændre denne uretfærdighed. Alverdens astrologer, psykologer, håndaflæsere osv. på min vej mindede mig også ustandseligt om det med ordene: "Du vil altid få meget givet…." Så hvis jeg undertiden i min fattigdom følte mig fristet til at snuppe et par mønter til en bybus blandt de enorme værdier, amerikanerne tillidsfuldt efterlod mig i mens de gik på arbejde, kunne den hyppige efterfølgende påmindelse nok få mig til at modstå fristelsen: "….men hvis du nogensinde prøver at drage personlig fordel af disse gaver, vil det straks føre til dit fald."

Denne advarsel tog jeg så bogstaveligt at da min fotografiske udbytning af USA’s fattige siden gjorde mig til millionær, kunne det da heller ikke gå hurtigt nok med at få brugt ALLE pengene på at oprette mit eget "Albert Schweitser-hospital" i Afrika – en sygeplejeskole for Namibias frihedsbevægelse ledet af Namibias nuværende sundhedsminister – med det resultat at min familie og alle ansatte i mit firma kort efter selv måtte søge socialhjælp i San Francisco. Da jeg 10 år efter befrielsen blev inviteret til Namibia fik jeg alligevel et øjebliks berusende følelse af selvgodhed ved mødet med de mennesker, der berettede at de ikke ville have været i live uden min flygtningelejr. Men jeg er ikke så naiv at jeg ikke kan skelne mellem gode handlinger og "godhed", thi jeg ved jo af hele mit gode hjerte at min velgørenhed var et resultat af nøjagtig den samme egoisme, som fældede Mitch Schneider. De gode handlinger karakteriseres blot af en mere langsigtet og beregnende form for egoisme gjort mulig af en "god" kærlig opvækst.

Få har som jeg haft så "gode" muligheder for at afprøve menneskers godhed. Skønt jeg kun har mødt gode mennesker gennem de mange års rejser, kan det måske overraske at jeg ikke tror på "godhed". Begrebet omhandler jo noget relativt og hvis man kun oplever gode mennesker bliver "godhed" både naturligt og fællesmenneskeligt. Bevares, jeg har mødt ubetænksomhed, frygt og tilbageholdenhed og at jeg ofte skulle grave meget længe inden mennesker turde vise deres gode sider.

Ingen lignelse har formet mig i så høj grad som "Den gode samaritaner" (som den hedder på engelsk). Den dag i dag kører jeg i reglen i inderste bane på motorvejene af frygt for at overse en blaffer, der beder om hjælp i nattemørket. Jeg mindes de år hvor jeg eksperimenterede med selv som blaffer at stå med skilte som: "Bibel belt – and no good Samaritan?" i forundring over at det kunne tage mig timer at fremelske den gode samaritaner i forbikørende natlige bilister. Når jeg ikke straks fandt den, bebrejdede jeg altid mig selv for ikke at tænke positivt nok om mine medmennesker hvorfor jeg naturligvis ikke hverken var i stand til at "fremelske" det gode i dem eller gjorde mig fortjent til det. Men før eller siden fandt jeg det altid og fik fornyet min tro på mennesket – også selv om jeg næsten hver gang analyserede mig frem til at det blot var en form for beregnende egoisme snarere end egentlig "godhed", der havde samlet mig op. Med min kristendomsbagage prøvede jeg altid at finde motivet bag folks handlinger og ligesom Jesus fandt jeg ofte mere oprigtighed blandt de udstødte "samaritanere" end blandt dem, der som jeg selv havde været "velsignet" af gode kår. Gang på gang samlede velnærede kristne mig f.eks. op blot for senere at ville vise mig frem i deres kirke eller overfor deres Gud mens jeg igen og igen blandt de udstødte mødte spontan godhed uden hverken beregnende tanke eller sågar omtanke. F.eks. da to sorte prostituerede ville hjælpe mig til et sted at bo og endte med at slå en taxachauffør ihjel for at skaffe penge til et motel eller når sorte hyppigt var genstand for udstødelse eller voldelige overfald fordi de "forrådte den sorte race" ved at have en hvid boende.

Alligevel har jeg altid måttet gøre mig utrolig umage for at bekæmpe min egen racisme – dvs. min tendens til at favorisere dem, som pga. opvækst i "gode" kår umiddelbart fremstod som mere tiltalende, uddannede, artikulerede, intelligente, smukke – eller som blot lignede mig selv mere. I årevis havde jeg f.eks. en uskreven aftale med min sorte agent om at tilbyde mine foredrag langt billigere til rige eliteuniversiteter såsom Harvard, Yale, Princeton osv. end til fattige sorte universiteter. Der er nemlig ingen grænser for alt det "gode" som mennesker, der er formet af en tryg opvækst i overflod, vil gøre for andre når jeg med mine billeder gør dem opmærksom på den fattigdom, de hidtil har været skærmet fra at se. Fem gange har Rockefellerbørn bagefter rådspurgt mig om hvad de kunne gøre for de fattige, hvilket hver gang fik mig til drillende at nævne lignelsen med kamelen og nåleøjet. For selv om man som Rockefeller er opdraget til at gøre godt er man også opdraget til at skulle "vise" sin godhed sådan som det ses på Rockefellerbygninger i hvert andet universitet i USA. Alligevel ender jeg ubevidst altid med at favorisere den slags mennesker, som udstråler en smittende glæde, begejstring, handlekraft, gavmildhed osv. i kraft af den sociale godhed, de har været genstand for.