|
Kronik i Politiken 27. februar 1991
Om
jødernes flugt fra Sovjetunionen:


Den store flugt af jøder fra Sovjet i
disse år burde give Vesten lidt at tænke over. Skal vi
lade historien gentage sig ved som i 30'erne endnu engang
at lukke grænserne og øjnene for et undertrykt folk på
flugt? Ikke mindst tanken om de skæbnesvangre
konsekvenser det dengang fik, giver os svimlende
skyldfølelse? Denne skyldfølelse, som bl.a. udmønter
sig i vores eftergivenhed overfor Israel, har ikke desto
mindre samme faktiske resultat: at vi endnu engang af
egen bekvemmelighed tvinger jøder i "lukkede
jernbanevogne" mod et for dem uønsket mål.
Det er ikke p.t. på mode at
argumentere på et humanitært, altruistisk grundlag,
når det drejer sig om flygtninge. Lad mig derfor i
stedet nævne en del af de rent egoistiske grunde, vi
kunne have for at sluse et stort antal russiske jøder
ind i "vort" land som erstatning for "de
lukkede godsvognes (eller nu flys) politik". Lad os
først slå fast, at når det drejer sig om
befolkningsgrupper, som aldrig nogensinde er blevet fuldt
accepteret i noget land, kan vi ikke tillade os snævert
at definere noget land som "vores" land. Alle
lande må betragtes som deres. Uden en sådan definition
må man, i yderste konsekvens, være rede til at tage
Auschwitz på samvittigheden. Den værste forbrydelse i
det 20. årh. var ikke den som blev fostret af et sygt
system som nazismen, hvor det enkelte menneske havde
mistet kontrollen, men derimod hvad de
"kristne" lande med demokratisk styreform og
mulighed for at handle undlod at gøre. Resultatet
af denne forbrydelse blev oprettelsen af Israel som et
logisk svar for jøderne på vores og den arabiske
verdens antisemitisme. Skønt Vestens parlamentariske
endlösungspolitik uden forudgående afstemning hos den
daværende befolkning i Palæstina var og blev
uretfærdig, må vi, som dem der støttede den, i dag
føle ansvar overfor både Israel og
palæstinenserne. Dette ansvar mener jeg vi vil forvalte
uhyre dårligt ved at være med til at tvinge
hundredtusinder af flygtende, russiske jøder ned på et
område på størrelse med Jylland. Uden nogen mulighed
for at huse dette antal, vil et stort antal andre
Israelere føle sig tvunget over på Vestbredden.
Således vil vi endnu engang være med til at undertrykke
palæstinensernes rettigheder med det dermed svindende
håb om at de nogensinde får deres egen stat. Denne
desperation vil med sikkerhed give sig udslag i fornyet
terrorisme - ikke blot mod Israel, men også mod det
Vesten, der endnu engang svigtede palæstinenserne.
Undertrykkelsen, fattigdommen og afmagten, som jeg selv
oplevede sidste år på Vestbredden og i Gaza, vil
forværres, da de russiske jøder vil blive foretrukket
til de jobs, som palæstinenserne i dag har i Israel. Med
det samtidige bortfald af indtægter fra Kuwait og
Saudi-Arabien, er det let at se, at en sådan stigende
eksplosiv udvikling ikke er hverken i Israels eller
Vestens langsigtede interesse.
At tvinge de russiske jøder til at
tage del i en undertrykkelse, de for det store flertals
vedkommende ikke ønsker at tage del i, er dybest set
antisemitisme: når de ingen valgmulighed har under
flugten og tvinges "indenfor murene" i et
område, de ikke ønsker at tage til, har vi endnu engang
tvunget dem ind i en ghetto (nøjagtig som i det
Rusland, der for ikke så længe siden tvang dem ind i de
litauiske, ukrainske og polske områder med forbud mod
bosættelse alle andre steder). En sådan ghettoisering
på verdensplan er antisemitisme - også selv om
det ikke i første omgang vil blive udlagt som sådan af
staten Israels nuværende magthavere. Postulater om at de
jo har et valg - at de blot kan blive og dele skæbne med
Sovjets andre lidende masser - viser en insensitivitet i
stil med 30'ernes. Rigtignok rapporterer de fleste
russiske jøder ikke i dag om direkte personlige
anti-semitiske angreb, men årtusinders undertrykkelse
har givet dem et veludviklet instinkt for, hvornår et
samfunds kollektive forarmelse har nået
syndebukkestadiet og tiden er inde til flugt til næste
værtsland.
Ligesom for kineserne i Sydøstasien og
inderne i Østafrika har det traditionelle
undertrykkelsesmønster for jøderne været, at de blev
tolereret af værtslandets herskere som en buffer
mellem disse og masserne. En kontinuerlig men
tilsyneladende uskyldig, "uofficiel"
anti-jødisk propaganda blev holdt i live blandt
masserne, således at herskerne - når de følte sig
truet af revolte fra masserne - kunne erstatte denne med
en "officiel", voldelig antisemitisme.
Pogromer, massakrer og fordrivelse blev organiseret for
at vende den undertrykte majoritets harme mod jøder
(kinesere og indere) frem for mod undertrykkeren.
Intet i den nuværende Sovjetmagts
sammenbrud synes at adskille sig fra dette klassiske
mønster - og et nyt muligt diktatur af den art
Sjevardnadse advarer imod, kan udmærket tænke sig at
ville benytte jøder som officielle syndebukke.
Massakrerne i 1648 på hundredtusinder i de polske
områder, zarernes tvangsindskrivning i hæren af alle
12-årige jødiske drenge til 30 års anti-jødisk
indoktrinering, personligt oplevede pogromer, som jeg
stadig får berettet af ældre overlevende jøder i USA,
og den kendsgerning, at Rusland er det eneste land, som i
hele sin historie (også den kommunistiske efter
Trotskij) har udøvet "officiel" statslig
antisemitisme, - alt sammen sidder dette dybt forankret i
russisk-jødisk mentalitet og kollektiv paranoia. Derfor
gælder det om at få jøderne ud nu - ikke at græde
"Holocaust"-Hollywood tårer over dem om føje
år!
Danmark har en klar interesse i at tage
imod et betydeligt antal. Vi har blandt jøder allerede
ry for at være et af de mindst antisemitisme lande -
noget jeg ustandseligt har fået at vide af dem under
rejser i udlandet. Så assimilerede er jøderne blevet
her at jeg aldrig, før jeg kom til udlandet blev
opmærksom på, om folk var af jødisk oprindelse. Skønt
assimilation ikke er et resultat af tolerance (snarere
velvillig ligegyldighed) og ikke nødvendigvis deles som
mål af alle jøder, er det dog et udtryk for harmoni. En
harmoni, der måske skyldes de fælles
børneopdragelsesmønstre vi har, med vægt på
skyldfølelse snarere end på straf, som hos voksne
udmønter sig i større social samfundsforståelse og
-forpligtelse - i al fald, hvis det mønster jeg har set
blandt amerikanske jøder er almindeligt gældende. Også
med den indvandring vi oplevede af russiske jøder
omkring århundredskiftet in mente, bør vi altså ikke
på længere sigt forvente og frygte ghettoisering. De
vil hurtigt blive langt mere danske end de nogensinde har
fået lov til at blive russiske - på samme måde som de
i USA utroligt hurtigt er blevet super-amerikanere som
resultat af den relativt lille antisemitisme der.
Når man ser den utrolige succes, som
jøder af russisk afstamning har haft i USA, er det ikke
svært at forestille sig, at det ville gavne det danske
samfund at modtage denne flygtningestrøm. Som
meritokratisk samfund belønner USA "succes"
økonomisk, og den russiske befolkningsgruppe har da
også, indtil den store "hjerne-import" af
asiatere i 80'erne, konstant ligget højest i indtægt af
alle etniske grupper. At nævne denne kendsgerning kan
måske nok give folk, der i for høj grad har tilegnet
sig klassisk antisemitisme, visse konnotationer, men det
bør ikke glemmes, at denne succes netop er et resultat
af det gamle undertrykkelsesmønster, der kun tillod
jøder at excellere indenfor visse erhverv. Det samme er
tilfældet for andre minoritetsgrupper i diaspora som
f.eks. palæstinensere, asiater, sorte vestindere (kaldet
"sorte jøder" af USA's sorte) o.a. Af behov for
ren og skær overlevelse lægger disse mere vægt på
uddannelse end den brede befolkning og klarer sig
således bedre. På mange måder er Israel det første
frie samfund jøder nogensinde har kunnet leve i: et
samfund hvor de frit kan udfolde sig indenfor alle
erhverv. Men når de nu i så høj grad som de russiske
jøder erhvervsmæssigt er blevet formet gennem
århundreders undertrykkelse, vil det ikke nødvendigvis
opleves som frihed pludselig at komme til et samfund,
hvor der p.t. kun er brug for dem som landmænd, soldater
eller jord- og betonarbejdere, når de nu er uddannet som
ingeniører, læger, el. lign. Disse kvalifikationer er
der langt større behov for i de højtudviklede vestlige
lande. Jeg tænker tit på, hvor USA mon havde været,
hvis det ikke var for den utrolige gave af
højtuddannede, jødiske kunstnere, videnskabsmænd,
lærere osv. landet har fået - ligesom USA i fremtiden
ikke kan klare sig uden en intensiv import af asiatiske
ingeniører og lærere. Store dele af undervisningen på
de højere læreanstalter ville bryde sammen, og USA
ville sikkert blive et ekstremt reaktionært land uden
den påvirkning millioner af amerikanere får gennem
især russiske jøders dybe engagement i undervisningen
med deres velkendte vægt på det etiske
"Hvorfor?" til alt, hvad man er opdraget til at
tage for givet. (Selv i Detroit, hvor araberne
fuldstændigt har overtaget jødernes klassiske
"buffer"-position, har jeg gang på gang
oplevet den enorme respekt og hengivenhed jødiske
professorer er genstand for fra arabiske studenter.) Hvad
kunne Danmark ikke blive til med en tilsvarende
saltvandsindsprøjtning! Forbedret konkurrenceevne (med
de dataprogrammører Silicon Valley nu forsøger at
kapre), kulturfremstød (med de symfonikere Israel med
sit store overskud ville gøre til betonarbejdere) osv.
osv. Her kunne vi dyrke renlivet egoisme i humanistisk
forklædning. (Naturligvis skal man ikke føre
flygtningepolitik udfra en kræmmerpolitisk tankegang:
hvor meget der kan tjenes på hjerneimport. Jeg tillader
mig dette som sidste udvej i et flygtningetræt Europa,
og fordi jeg tidligere i Politiken har skrevet om den glæde
og gavn jeg personligt har haft af at huse et
stort antal palæstinensere, iranere og andre forfulgte
muslimske og afrikanske flygtninge uden nogen form for
uddannelse).
Mange vil indvende, at en sådan
russisk jødisk indvandring ville komme til at gå ud
over vore andre flygtninge og indvandrere, der er så
hårdt ramt af racisme i disse år, og at vi burde tage
os af disse først. Mit svar er: tværtimod! Som det
snæversynede, traditionelt homogene samfund vi er - uden
stor forståelse for anderledes kulturgrupper - har vi
netop brug for de russiske jøder til at hjælpe os med
at danne bro mellem "dem" og "os".
Thi noget af det, der har gjort mest indtryk på mig i
min undervisning i USA, er det utrolige engagement jøder
(især af russisk afstamning) har i borgerretskampen. Det
er alment kendt, at størstedelen af de hvide, der ofrede
livet under negrenes borgerretsbevægelse, var jøder.
Mindre kendt i udlandet er det, at det altid er jøderne,
der går forrest i kampen for undertryktes rettigheder hvad enten det drejer sig om kvinder, homoseksuelle,
fattige, ældre eller arabere og palæstinensere - ja
endog når det gælder nazisternes ret til at
demonstrere. Jeg har selv undervist i racisme på 250
universiteter i USA og har for længst erfaret, at over
60% af mine invitationer kommer fra jøder af russisk
herkomst, ligesom 60% af de hvide i de sort-hvide
dialoggrupper, der ofte er et resultat af mine workshops,
er det. Så vidt er det kommet, at når elever udtrykker
en dybere forståelse for racisme i undervisningen,
spørger jeg næsten per refleks: "Oh, are you
Russian Jewish?" og har næsten altid ret, selv om
vi befinder os i egne af USA, hvor der næsten ingen
jøder bor. De udgør kun 2% af befolkningen.
Sagen er naturligvis, at man ikke går
igennem 2000 års undertrykkelse som betragtende
"outsider" uden at udvikle en betydelig
forståelse for undertrykkelsesdynamikken i
almindelighed. Og få steder har undertrykkelsen af
jøder været så intens som i Østeuropa og Sovjet.
Ligeledes har de tydeligvis udviklet en sans for at deres
eneste tryghed lå i alliance med andre undertrykte. Om
ikke andet så i form af et instinkt, der siger dem, at
hvis de sorte bliver samfundets syndebukke bliver det
jødernes tur næste gang. (Deres sociale engagement er
altså efter min mening langt mere betinget af deres
lange undertrykkelse end af mosaisk Halachah-tankegangs
vægt på at skabe en retfærdig verdensorden i denne
verden modsat i det hinsides, som i de fleste andre
religioner). De er sikkert ikke mindre racistiske end
andre hvide, men - nok så vigtigt for sorte -
forpligtede "anti-racistiske racister." De
stemmer f.eks. næsten altid på anti-racistiske
kandidater og ligger generelt til venstre for midten.
Sorte især i Syden udtaler i reglen, at de første
hvide, der viste dem menneskelighed, var jøder.
I dag, hvor Danmark på så mange
måder er blevet mere racistisk end USA, og jeg fornemmer
en total mangel på forståelse hos især unge overfor
kulturelt anderledes indvandrere og flygtninge, tror jeg
at de russiske jøder kunne blive det brohoved, der kunne
hjælpe med at genskabe harmoni her i landet. Samtidig
vil vi om få år igen stå og mangle højt kvalificeret
arbejdskraft. Med den stærke humanisme jeg har set
jøderne udvikle under gunstige forhold i USA, vil det
være en tragedie at tvinge dem til ufrivilligt at
bosætte sig i en heksekedel som Israel. Med ryggen mod
muren vil de her uundgåeligt ende i undertrykkerrollen
og udvikle den velkendte hårde israelske Sabra-karakter
og intolerance, som står i så skærende kontrast til
alt, hvad jeg holder af ved amerikanske jøder.
Alle de generaliseringer, jeg har lavet
her, er yderst farlige - især når vi taler om jøder,
sorte, homoseksuelle og andre hyppigt negativt og
positivt stereotypiserede minoriteter. Men netop når
kontrasten er så grel som mellem amerikanske jøder af
russisk afstamning og israelere, føler jeg, at det kan
tillades. Her er det så tydeligt som nogensinde, at vi
ikke taler om nogen specifik "jødisk" karakter
i klassisk antisemitisk forstand (den traditionelle
europæiske antisemit havde jo aldrig personligt mødt en
jøde, som Sartre flot konkluderede i "Reflexions
sur la Question Juive"), men om egenskaber enhver
gruppe kan udvikle under forskellige
undertrykkelsesmønstre. (Jeg inkluderede homoseksuelle,
som ligesom jøderne er en for det meste usynlig
minoritet, bl.a. fordi vi midt i Holocausttårepersernes
(nødvendige!) hærgen let glemmer, at da allierede
tropper befriede jøderne fra koncentrationslejrene, gav
de ikke de indespærrede homoseksuelle friheden, men
førte dem direkte over i andre fængsler for at afsone
resten af de domme det Tredje Rige havde givet dem!
Nazismens ideer endte altså ikke med nazismen. Selv i
dag - 100 år efter Dreyfus-affæren - er det ved lov
forbudt homoseksuelle - en endnu større minoritet end
jøderne - at opnå Dreyfus' officersrang i USA).
Nu hvor USA i misforstået solidaritet
med Israel har lukket døren for russiske jøder, har vi
en enestående chance for at genskabe det næsten magiske
ry Danmark har fået blandt jøder ude i verden. Samtidig
yder vi dermed et afgørende, stiltiende bidrag i
forsøget på at ende palæstinensernes undertrykkelse.
Om ikke andet kan disse derved hurtigere tilkæmpe sig
demokratiske rettigheder ved at blive en majoritet i en
til den tid forhåbentlig sekulariseret og integreret
nation - (et lidt blåøjet håb, måske, men ikke desto
mindre i harmoni med dybere jødisk humanistisk
tankegang). Men først og fremmest kunne vi tjene vor
egen samfundsegoisme ved at åbne døren for jøder på
flugt. Og det er, når alt kommer til alt, måske det
eneste argument, der kan appellere til danskerne i
dag....
|
|