Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

 

Kronik i Politiken  27. februar 1991

 

Om jødernes flugt fra Sovjetunionen:

Bring jøderne til Danmark

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Den store flugt af jøder fra Sovjet i disse år burde give Vesten lidt at tænke over. Skal vi lade historien gentage sig ved som i 30'erne endnu engang at lukke grænserne og øjnene for et undertrykt folk på flugt? Ikke mindst tanken om de skæbnesvangre konsekvenser det dengang fik, giver os svimlende skyldfølelse? Denne skyldfølelse, som bl.a. udmønter sig i vores eftergivenhed overfor Israel, har ikke desto mindre samme faktiske resultat: at vi endnu engang af egen bekvemmelighed tvinger jøder i "lukkede jernbanevogne" mod et for dem uønsket mål.

Det er ikke p.t. på mode at argumentere på et humanitært, altruistisk grundlag, når det drejer sig om flygtninge. Lad mig derfor i stedet nævne en del af de rent egoistiske grunde, vi kunne have for at sluse et stort antal russiske jøder ind i "vort" land som erstatning for "de lukkede godsvognes (eller nu flys) politik". Lad os først slå fast, at når det drejer sig om befolkningsgrupper, som aldrig nogensinde er blevet fuldt accepteret i noget land, kan vi ikke tillade os snævert at definere noget land som "vores" land. Alle lande må betragtes som deres. Uden en sådan definition må man, i yderste konsekvens, være rede til at tage Auschwitz på samvittigheden. Den værste forbrydelse i det 20. årh. var ikke den som blev fostret af et sygt system som nazismen, hvor det enkelte menneske havde mistet kontrollen, men derimod hvad de "kristne" lande med demokratisk styreform og mulighed for at handle undlod at gøre. Resultatet af denne forbrydelse blev oprettelsen af Israel som et logisk svar for jøderne på vores og den arabiske verdens antisemitisme. Skønt Vestens parlamentariske endlösungspolitik uden forudgående afstemning hos den daværende befolkning i Palæstina var og blev uretfærdig, må vi, som dem der støttede den, i dag føle ansvar overfor både Israel og palæstinenserne. Dette ansvar mener jeg vi vil forvalte uhyre dårligt ved at være med til at tvinge hundredtusinder af flygtende, russiske jøder ned på et område på størrelse med Jylland. Uden nogen mulighed for at huse dette antal, vil et stort antal andre Israelere føle sig tvunget over på Vestbredden. Således vil vi endnu engang være med til at undertrykke palæstinensernes rettigheder med det dermed svindende håb om at de nogensinde får deres egen stat. Denne desperation vil med sikkerhed give sig udslag i fornyet terrorisme - ikke blot mod Israel, men også mod det Vesten, der endnu engang svigtede palæstinenserne. Undertrykkelsen, fattigdommen og afmagten, som jeg selv oplevede sidste år på Vestbredden og i Gaza, vil forværres, da de russiske jøder vil blive foretrukket til de jobs, som palæstinenserne i dag har i Israel. Med det samtidige bortfald af indtægter fra Kuwait og Saudi-Arabien, er det let at se, at en sådan stigende eksplosiv udvikling ikke er hverken i Israels eller Vestens langsigtede interesse.

At tvinge de russiske jøder til at tage del i en undertrykkelse, de for det store flertals vedkommende ikke ønsker at tage del i, er dybest set antisemitisme: når de ingen valgmulighed har under flugten og tvinges "indenfor murene" i et område, de ikke ønsker at tage til, har vi endnu engang tvunget dem ind i en ghetto (nøjagtig som i det Rusland, der for ikke så længe siden tvang dem ind i de litauiske, ukrainske og polske områder med forbud mod bosættelse alle andre steder). En sådan ghettoisering på verdensplan er antisemitisme - også selv om det ikke i første omgang vil blive udlagt som sådan af staten Israels nuværende magthavere. Postulater om at de jo har et valg - at de blot kan blive og dele skæbne med Sovjets andre lidende masser - viser en insensitivitet i stil med 30'ernes. Rigtignok rapporterer de fleste russiske jøder ikke i dag om direkte personlige anti-semitiske angreb, men årtusinders undertrykkelse har givet dem et veludviklet instinkt for, hvornår et samfunds kollektive forarmelse har nået syndebukkestadiet og tiden er inde til flugt til næste værtsland.

Ligesom for kineserne i Sydøstasien og inderne i Østafrika har det traditionelle undertrykkelsesmønster for jøderne været, at de blev tolereret af værtslandets herskere som en buffer mellem disse og masserne. En kontinuerlig men tilsyneladende uskyldig, "uofficiel" anti-jødisk propaganda blev holdt i live blandt masserne, således at herskerne - når de følte sig truet af revolte fra masserne - kunne erstatte denne med en "officiel", voldelig antisemitisme. Pogromer, massakrer og fordrivelse blev organiseret for at vende den undertrykte majoritets harme mod jøder (kinesere og indere) frem for mod undertrykkeren.

Intet i den nuværende Sovjetmagts sammenbrud synes at adskille sig fra dette klassiske mønster - og et nyt muligt diktatur af den art Sjevardnadse advarer imod, kan udmærket tænke sig at ville benytte jøder som officielle syndebukke. Massakrerne i 1648 på hundredtusinder i de polske områder, zarernes tvangsindskrivning i hæren af alle 12-årige jødiske drenge til 30 års anti-jødisk indoktrinering, personligt oplevede pogromer, som jeg stadig får berettet af ældre overlevende jøder i USA, og den kendsgerning, at Rusland er det eneste land, som i hele sin historie (også den kommunistiske efter Trotskij) har udøvet "officiel" statslig antisemitisme, - alt sammen sidder dette dybt forankret i russisk-jødisk mentalitet og kollektiv paranoia. Derfor gælder det om at få jøderne ud nu - ikke at græde "Holocaust"-Hollywood tårer over dem om føje år!

Danmark har en klar interesse i at tage imod et betydeligt antal. Vi har blandt jøder allerede ry for at være et af de mindst antisemitisme lande - noget jeg ustandseligt har fået at vide af dem under rejser i udlandet. Så assimilerede er jøderne blevet her at jeg aldrig, før jeg kom til udlandet blev opmærksom på, om folk var af jødisk oprindelse. Skønt assimilation ikke er et resultat af tolerance (snarere velvillig ligegyldighed) og ikke nødvendigvis deles som mål af alle jøder, er det dog et udtryk for harmoni. En harmoni, der måske skyldes de fælles børneopdragelsesmønstre vi har, med vægt på skyldfølelse snarere end på straf, som hos voksne udmønter sig i større social samfundsforståelse og -forpligtelse - i al fald, hvis det mønster jeg har set blandt amerikanske jøder er almindeligt gældende. Også med den indvandring vi oplevede af russiske jøder omkring århundredskiftet in mente, bør vi altså ikke på længere sigt forvente og frygte ghettoisering. De vil hurtigt blive langt mere danske end de nogensinde har fået lov til at blive russiske - på samme måde som de i USA utroligt hurtigt er blevet super-amerikanere som resultat af den relativt lille antisemitisme der.

Når man ser den utrolige succes, som jøder af russisk afstamning har haft i USA, er det ikke svært at forestille sig, at det ville gavne det danske samfund at modtage denne flygtningestrøm. Som meritokratisk samfund belønner USA "succes" økonomisk, og den russiske befolkningsgruppe har da også, indtil den store "hjerne-import" af asiatere i 80'erne, konstant ligget højest i indtægt af alle etniske grupper. At nævne denne kendsgerning kan måske nok give folk, der i for høj grad har tilegnet sig klassisk antisemitisme, visse konnotationer, men det bør ikke glemmes, at denne succes netop er et resultat af det gamle undertrykkelsesmønster, der kun tillod jøder at excellere indenfor visse erhverv. Det samme er tilfældet for andre minoritetsgrupper i diaspora som f.eks. palæstinensere, asiater, sorte vestindere (kaldet "sorte jøder" af USA's sorte) o.a. Af behov for ren og skær overlevelse lægger disse mere vægt på uddannelse end den brede befolkning og klarer sig således bedre. På mange måder er Israel det første frie samfund jøder nogensinde har kunnet leve i: et samfund hvor de frit kan udfolde sig indenfor alle erhverv. Men når de nu i så høj grad som de russiske jøder erhvervsmæssigt er blevet formet gennem århundreders undertrykkelse, vil det ikke nødvendigvis opleves som frihed pludselig at komme til et samfund, hvor der p.t. kun er brug for dem som landmænd, soldater eller jord- og betonarbejdere, når de nu er uddannet som ingeniører, læger, el. lign. Disse kvalifikationer er der langt større behov for i de højtudviklede vestlige lande. Jeg tænker tit på, hvor USA mon havde været, hvis det ikke var for den utrolige gave af højtuddannede, jødiske kunstnere, videnskabsmænd, lærere osv. landet har fået - ligesom USA i fremtiden ikke kan klare sig uden en intensiv import af asiatiske ingeniører og lærere. Store dele af undervisningen på de højere læreanstalter ville bryde sammen, og USA ville sikkert blive et ekstremt reaktionært land uden den påvirkning millioner af amerikanere får gennem især russiske jøders dybe engagement i undervisningen med deres velkendte vægt på det etiske "Hvorfor?" til alt, hvad man er opdraget til at tage for givet. (Selv i Detroit, hvor araberne fuldstændigt har overtaget jødernes klassiske "buffer"-position, har jeg gang på gang oplevet den enorme respekt og hengivenhed jødiske professorer er genstand for fra arabiske studenter.) Hvad kunne Danmark ikke blive til med en tilsvarende saltvandsindsprøjtning! Forbedret konkurrenceevne (med de dataprogrammører Silicon Valley nu forsøger at kapre), kulturfremstød (med de symfonikere Israel med sit store overskud ville gøre til betonarbejdere) osv. osv. Her kunne vi dyrke renlivet egoisme i humanistisk forklædning. (Naturligvis skal man ikke føre flygtningepolitik udfra en kræmmerpolitisk tankegang: hvor meget der kan tjenes på hjerneimport. Jeg tillader mig dette som sidste udvej i et flygtningetræt Europa, og fordi jeg tidligere i Politiken har skrevet om den glæde og gavn jeg personligt har haft af at huse et stort antal palæstinensere, iranere og andre forfulgte muslimske og afrikanske flygtninge uden nogen form for uddannelse).

Mange vil indvende, at en sådan russisk jødisk indvandring ville komme til at gå ud over vore andre flygtninge og indvandrere, der er så hårdt ramt af racisme i disse år, og at vi burde tage os af disse først. Mit svar er: tværtimod! Som det snæversynede, traditionelt homogene samfund vi er - uden stor forståelse for anderledes kulturgrupper - har vi netop brug for de russiske jøder til at hjælpe os med at danne bro mellem "dem" og "os". Thi noget af det, der har gjort mest indtryk på mig i min undervisning i USA, er det utrolige engagement jøder (især af russisk afstamning) har i borgerretskampen. Det er alment kendt, at størstedelen af de hvide, der ofrede livet under negrenes borgerretsbevægelse, var jøder. Mindre kendt i udlandet er det, at det altid er jøderne, der går forrest i kampen for undertryktes rettigheder hvad enten det drejer sig om kvinder, homoseksuelle, fattige, ældre eller arabere og palæstinensere - ja endog når det gælder nazisternes ret til at demonstrere. Jeg har selv undervist i racisme på 250 universiteter i USA og har for længst erfaret, at over 60% af mine invitationer kommer fra jøder af russisk herkomst, ligesom 60% af de hvide i de sort-hvide dialoggrupper, der ofte er et resultat af mine workshops, er det. Så vidt er det kommet, at når elever udtrykker en dybere forståelse for racisme i undervisningen, spørger jeg næsten per refleks: "Oh, are you Russian Jewish?" og har næsten altid ret, selv om vi befinder os i egne af USA, hvor der næsten ingen jøder bor. De udgør kun 2% af befolkningen.

Sagen er naturligvis, at man ikke går igennem 2000 års undertrykkelse som betragtende "outsider" uden at udvikle en betydelig forståelse for undertrykkelsesdynamikken i almindelighed. Og få steder har undertrykkelsen af jøder været så intens som i Østeuropa og Sovjet. Ligeledes har de tydeligvis udviklet en sans for at deres eneste tryghed lå i alliance med andre undertrykte. Om ikke andet så i form af et instinkt, der siger dem, at hvis de sorte bliver samfundets syndebukke bliver det jødernes tur næste gang. (Deres sociale engagement er altså efter min mening langt mere betinget af deres lange undertrykkelse end af mosaisk Halachah-tankegangs vægt på at skabe en retfærdig verdensorden i denne verden modsat i det hinsides, som i de fleste andre religioner). De er sikkert ikke mindre racistiske end andre hvide, men - nok så vigtigt for sorte - forpligtede "anti-racistiske racister." De stemmer f.eks. næsten altid på anti-racistiske kandidater og ligger generelt til venstre for midten. Sorte især i Syden udtaler i reglen, at de første hvide, der viste dem menneskelighed, var jøder.

I dag, hvor Danmark på så mange måder er blevet mere racistisk end USA, og jeg fornemmer en total mangel på forståelse hos især unge overfor kulturelt anderledes indvandrere og flygtninge, tror jeg at de russiske jøder kunne blive det brohoved, der kunne hjælpe med at genskabe harmoni her i landet. Samtidig vil vi om få år igen stå og mangle højt kvalificeret arbejdskraft. Med den stærke humanisme jeg har set jøderne udvikle under gunstige forhold i USA, vil det være en tragedie at tvinge dem til ufrivilligt at bosætte sig i en heksekedel som Israel. Med ryggen mod muren vil de her uundgåeligt ende i undertrykkerrollen og udvikle den velkendte hårde israelske Sabra-karakter og intolerance, som står i så skærende kontrast til alt, hvad jeg holder af ved amerikanske jøder.

Alle de generaliseringer, jeg har lavet her, er yderst farlige - især når vi taler om jøder, sorte, homoseksuelle og andre hyppigt negativt og positivt stereotypiserede minoriteter. Men netop når kontrasten er så grel som mellem amerikanske jøder af russisk afstamning og israelere, føler jeg, at det kan tillades. Her er det så tydeligt som nogensinde, at vi ikke taler om nogen specifik "jødisk" karakter i klassisk antisemitisk forstand (den traditionelle europæiske antisemit havde jo aldrig personligt mødt en jøde, som Sartre flot konkluderede i "Reflexions sur la Question Juive"), men om egenskaber enhver gruppe kan udvikle under forskellige undertrykkelsesmønstre. (Jeg inkluderede homoseksuelle, som ligesom jøderne er en for det meste usynlig minoritet, bl.a. fordi vi midt i Holocausttårepersernes (nødvendige!) hærgen let glemmer, at da allierede tropper befriede jøderne fra koncentrationslejrene, gav de ikke de indespærrede homoseksuelle friheden, men førte dem direkte over i andre fængsler for at afsone resten af de domme det Tredje Rige havde givet dem! Nazismens ideer endte altså ikke med nazismen. Selv i dag - 100 år efter Dreyfus-affæren - er det ved lov forbudt homoseksuelle - en endnu større minoritet end jøderne - at opnå Dreyfus' officersrang i USA).

Nu hvor USA i misforstået solidaritet med Israel har lukket døren for russiske jøder, har vi en enestående chance for at genskabe det næsten magiske ry Danmark har fået blandt jøder ude i verden. Samtidig yder vi dermed et afgørende, stiltiende bidrag i forsøget på at ende palæstinensernes undertrykkelse. Om ikke andet kan disse derved hurtigere tilkæmpe sig demokratiske rettigheder ved at blive en majoritet i en til den tid forhåbentlig sekulariseret og integreret nation - (et lidt blåøjet håb, måske, men ikke desto mindre i harmoni med dybere jødisk humanistisk tankegang). Men først og fremmest kunne vi tjene vor egen samfundsegoisme ved at åbne døren for jøder på flugt. Og det er, når alt kommer til alt, måske det eneste argument, der kan appellere til danskerne i dag....

 

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;