Under afsavnet af min daglige morgenavis fandt jeg på at skrive min egen "avis" ved at bruge de ledige læsestunder til at fortælle ca. 70 amerikanske e-mail-venner om vores "store nationale gærkrig." Både storkonfliktens omfang og de bagvedliggende ideer om velfærdsstaten er jo amerikansk tankegang fuldstændig fremmede.

Min e-mail skabte derfor ikke så lidt af en chok reaktion og de fleste af mine venner - en stor del af dem konservative republikanere - sendte den videre til deres egne amerikanske venner. Andre gik i gang med at redigere mit klodsede engelsk for at sætte den i aviser som New York Times.

Hvis du har lyst til at skrive en tilsvarende e-mail til dine venner i USA er du velkommen til at genbruge min. Min stil er lettere romantiserende og drillende - for man elsker jo at drille sine venner - men du kan skrive den om med dine egne oplevelser og argumenter og sende den i eget navn.

Men forsigtighed tilrådes. Mange, der har venner i USA - eller venner som er flygtet dertil fra "de høje danske skatter" - har jo tit forsøgt at overbevise disse om velfærdsstatens velsignelser. Men da "vi danskere" - som Mogens Camre siger - jo har en forbandet nationalchauvinistisk måde at gøre det på, får vi let vore venner til at gå i baglås.

Efter i en årrække at have undervist studenter i USA har jeg med tiden lært at undgå de værste faldgrupper i forsøget på at inspirere dem til at søge alternative løsninger på USA’s store problemer med fattigdom og social utryghed. Først og fremmest ved at bruge deres egne konservative argumenter om at "spare i skat" og blinde, men naive tro på at dette uden videre vil give dem "flere penge til overs".

Vender man solidarisk disse argumenter på hovedet og viser dem hvordan vi herhjemme netop i kraft af at betale verdens højeste skatter får råd til at blive jordens mest rejsende og ferierende folkeslag - mens flere og flere amerikanere er nødt til at bruge deres 1-2 ugers ferie til at arbejde ophobede regninger af i - kan man pludselig få en spændende dialog ud af det. (Men husk solidariteten: glem aldrig at mennesker, der sidder begravet i problemer til op over halsen - selvforskyldte eller ej - sjældent har overskud eller følelsen af magt til at søge - endsige se - alternativer).

Det mest chokerende for mine amerikanske venner var derfor at høre at 78% af danskerne ønskede mere ferie og kun 13% mere i løn - hvilket på verdensplan er uhørt. For har man som amerikanerne ingen velfærdsstat vil kampen for daglig overlevelse vise det stik modsatte ønske i befolkningen - en befolkning, som derpå ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig noget så skørt som at man kan finde på at "lukke et helt land ned" under store personlige afsavn i sin kampiver efter at få endnu mere ferie og velfærdsstat. (Endsige hvordan dette kan frembringe større gennemsnitlige vækstrater end deres egne!)

Men da de fik forklaret hele sammenhængen, havde selv de mest reaktionære republikanske venner en utrolig beundring "for the fighting spirit in the Danes" - og pludselig forståelse for "at det ikke behøver at være noget Guds-givet at skulle føle sig stadig mere fanget i en ond cirkel af at arbejde som en slave året rundt".

(Ikke underligt var kvinderne mest begejstrede for artiklen ved at høre om hvordan velfærdsstatens seneste landvindinger først og fremmest skyldes danske kvinders kampvilje - både i og udenfor folketinget - og udtrykte voldsom skamfølelse over det næsten totale fravær af kvinder i kongressen).

Artiklen (og deres ligeså sigende reaktioner) kan hentes ved klik på "On the welfare state: "Fighting for more vacations...."  

Har du lyst til at "missionere" yderligere kan du samme sted hente og genbruge argumenterne i en e-mail om danskernes økologiske bevidsthed, som skabte ligeså meget røre derovre, idet gennemsnitsamerikanerne så godt som ingen økologi har i deres butikker eller bevidsthed. Her er lidt missioneren i al fald nødvendig, for skal vi gøre os håb om at redde verdenshavene må vi sørge for at vores - og EU’s - fremadbrusende progressive ringe deri også med tiden skyller op på amerikanske kyster.

Men husk nu at lægge klaphatten fra dig mens du skriver til dem!