Youth For Understanding forsøger gennem udveksling af unge at nedbryde fordomme, men har fået et trist dansk problem.

Normalt er det let at finde værtsfamilier, men nu har den amerikanske pige Sally i sin ansøgning skrevet, at hun er lesbisk, med det resultat, at hun som den eneste ikke kan finde plads i et dansk hjem. Sally har uden tvivl valgt Danmark pga. af vort ry som tolerant, og troet at hun her kunne finde en kærlig families forståelse i den svære identitetskrise, der følger af som 17-årig at "springe ud" i en fordømmende verden. Hvis vi ikke finder et hjem inden deadlinen 15. juni er hun altså blevet forrådt af vort smukke internationale ry.

At Sally også nævner alt sit frivillige arbejde for AIDS-patienter har ikke kunnet opbløde vore forhærdede tidselgemytter. Ingen med kendskab til denne homofobiske danske virkelighed ville selvfølgelig have drømt om i en ansøgning tillidsfuldt at betegne sig som "lesbisk." Men Sally kommer fra et samfund, hvor højere idealer og faktiske realiteter går hånd i hånd og derved tillader bøsser og lesbiske også at gøre det. Hun er fra den frisindede by Madison i Wisconsin - i mange år med socialistisk borgmester - hvor det er naturligt at benytte en sådan etiket. I dette dansksindede område har bøssebevægelsen måske mere end i resten af USA (over?)-romantiseret det danske frisind. (Alle har jo brug for troen på et paradis et eller andet sted.) Derfor kan jeg forestille mig det ramaskrig, der ville lyde, hvis danskernes diskrimination mod Sally bliver slået op i den lokale og nationale presse. For er der noget amerikansk presse ynder, er det at finde hullerne i den skandinaviske velfærdsstat, i vort højt besungne frisind osv. Dette koster kroner og ører i turistindtægter, da vi jo ikke som Sydeuropa har store natur- og bygningsværdier, men netop er tvunget til at sælge os selv til turister, der satser mere på menneskelige værdier.

Omvendt nyder danske turister i udlandet godt af at være fra et land med ry for stor tolerance. F.eks. af vores ry for at have reddet jøderne. At bulgarerne gjorde dette bedre, tales der ikke højt om, for billedet af det tolerante, frisindede nord har vi været dygtige til at sælge i verdensopinionen. Især møder man positiv bevågenhed ved at være fra det land, der af homoseksuelle klassificeres som det mindst homofobiske! Vi ønsker derfor helst at se det som en uheldig undtagelse at massiv intolerance nu nægter Sally et dansk ophold.

Men samtidig skriver Politiken (5.6), at bøssefestivalen Europride som det eneste af Kulturbyens arrangementer ikke kan finde sponsorer. Så når alverdens homoseksuelle drager til Danmark netop fordi vi har været så gode til at sælge os selv som tolerante og i den tro at de i dette Mekka vil kunne indånde lidt frihed, - ja, så ender de altså som Sally med tværtimod at blive totalt ghettoiserede af os.

Her må jeg udtrykke min forbløffelse over at homofobien er så dyb i danske erhvervsfolk at den fuldstændig overvinder professionel markedsføring. Det er jo bekendt, at et stort antal af de velhavende bøsser i f.eks. New York, San Francisco og Los Angeles vil strømme hertil. Når man tænker på hvor fremtrædende disse er i mange erhverv - såsom tøj- og reklamebranchen og modeverdenen - og ligesom andre diskriminerede mindretal som f.eks. jøder og sorte står uforholdsmæssigt stærkt inden for kunst, film, teater og litteratur, - ja, så er det mig en gåde at danske erhvervsfolk så himmelråbende åbenlyst spytter på bøsserne ved udelukkende i deres tilfælde ikke at spytte i bøsserne. I erhvervsanalyser om købekraft står homoseksuelle jo uforholdsmæssigt stærkt.

Men bliver erhvervslivet ene om at ghettoisere bøssefestivalen? Når man har været til ikke så få bøssefestivaler i tidens løb, kan man frygte, at også denne vil blive mødt med ligegyldighed. For at undgå, at vi også menneskeligt træder os selv over tæerne som dansk erhvervsliv har gjort det, kan jeg kun opfordre alle til at tage del i festivalen. Bøsser har som andre minoriteter behov for at finde tryghed hos hinanden, men de ønsker ikke at blive ghettoiserede. Kulturbyens andet store tilbud, Images of Africa, arrangeres jo ikke kun for de få herboende afrikanere, men for at berige os andre med de mange dynamiske og ofte ukendte aspekter ved afrikansk kultur. Ligeså arrangeres Europride også for at give "os andre" et enestående indblik i og en berigelse gennem en oplevelse sammen med de seksuelle minoriteter af bøssekulturens mange forskelligartede aspekter. Og tillader ens dybere forstenede homofobi ikke, at man deler livgivende vand ved den samaritanske kvindes brønd, ja, så kunne man jo gå med blot for at overbevise sig selv og omverdenen om, at vi danskere ikke er helt så undertrykkende som dansk erhvervsliv eller eksemplet med Sally gør os - at vi ind imellem kan leve op til det image vi har solgt udlandet. Skal man modvirke ghettoisering af mindretal, skal der også en aktiv indsats til.

( En sådan aktiv indsats består f.eks. også i - på vej til bøssefestivalen på Israels plads - at gå i en stor bue uden om Brugsen ved Nørreport. Denne har netop fyret så godt som alle sine ansatte indvandrere (ca. 10), men ingen af de danske. Heller ikke kortsigtet må diskrimination betale sig.

Ingen vil naturligvis benægte at vi som Brugsen viser det tager aktivt del i den internationale ghettoisering af indvandrere. Men spørgsmålet er om vi ikke i Danmark ellers har været lidt for dygtige til at sælge os selv - ja, direkte at forføre - med højtløftet retorik og officiel lovgivning frem for oprigtige holdninger. )

Tolerance handler ikke om at "acceptere" noget man ser som beklageligt såsom Christiania, indvandrere, bøsser eller Tvind, men om at vise medmenneskelig interesse overfor det anderledes.