|
Indlæg i POLITIKEN den....

- diskriminationen af bøsser og lesbiske ....i
Danmark

Youth For Understanding
forsøger gennem udveksling af unge at nedbryde fordomme,
men har fået et trist dansk problem.
Normalt er det let at finde
værtsfamilier, men nu har den amerikanske pige Sally i
sin ansøgning skrevet, at hun er lesbisk, med det
resultat, at hun som den eneste ikke kan finde plads i et
dansk hjem. Sally har uden tvivl valgt Danmark pga. af
vort ry som tolerant, og troet at hun her kunne finde en
kærlig families forståelse i den svære
identitetskrise, der følger af som 17-årig at
"springe ud" i en fordømmende verden. Hvis vi
ikke finder et hjem inden deadlinen 15. juni er hun
altså blevet forrådt af vort smukke internationale ry.
At Sally også nævner alt sit
frivillige arbejde for AIDS-patienter har ikke kunnet
opbløde vore forhærdede tidselgemytter. Ingen med
kendskab til denne homofobiske danske virkelighed ville
selvfølgelig have drømt om i en ansøgning tillidsfuldt
at betegne sig som "lesbisk." Men Sally kommer
fra et samfund, hvor højere idealer og faktiske
realiteter går hånd i hånd og derved tillader bøsser
og lesbiske også at gøre det. Hun er fra den frisindede
by Madison i Wisconsin - i mange år med socialistisk
borgmester - hvor det er naturligt at benytte en sådan
etiket. I dette dansksindede område har
bøssebevægelsen måske mere end i resten af USA (over?)-romantiseret det danske frisind. (Alle har jo
brug for troen på et paradis et eller andet sted.)
Derfor kan jeg forestille mig det ramaskrig, der ville
lyde, hvis danskernes diskrimination mod Sally bliver
slået op i den lokale og nationale presse. For er der
noget amerikansk presse ynder, er det at finde hullerne i
den skandinaviske velfærdsstat, i vort højt besungne
frisind osv. Dette koster kroner og ører i
turistindtægter, da vi jo ikke som Sydeuropa har store
natur- og bygningsværdier, men netop er tvunget til at
sælge os selv til turister, der satser mere på
menneskelige værdier.
Omvendt nyder danske turister i
udlandet godt af at være fra et land med ry for stor
tolerance. F.eks. af vores ry for at have reddet
jøderne. At bulgarerne gjorde dette bedre, tales der
ikke højt om, for billedet af det tolerante, frisindede
nord har vi været dygtige til at sælge i
verdensopinionen. Især møder man positiv bevågenhed
ved at være fra det land, der af homoseksuelle
klassificeres som det mindst homofobiske! Vi
ønsker derfor helst at se det som en uheldig undtagelse
at massiv intolerance nu nægter Sally et dansk ophold.
Men samtidig skriver Politiken
(5.6), at bøssefestivalen Europride som det eneste af
Kulturbyens arrangementer ikke kan finde sponsorer. Så
når alverdens homoseksuelle drager til Danmark netop
fordi vi har været så gode til at sælge os selv som
tolerante og i den tro at de i dette Mekka vil kunne
indånde lidt frihed, - ja, så ender de altså som Sally
med tværtimod at blive totalt ghettoiserede af os.
Her må jeg udtrykke min
forbløffelse over at homofobien er så dyb i danske
erhvervsfolk at den fuldstændig overvinder professionel
markedsføring. Det er jo bekendt, at et stort antal af
de velhavende bøsser i f.eks. New York, San Francisco og
Los Angeles vil strømme hertil. Når man tænker på
hvor fremtrædende disse er i mange erhverv - såsom
tøj- og reklamebranchen og modeverdenen - og ligesom
andre diskriminerede mindretal som f.eks. jøder og sorte
står uforholdsmæssigt stærkt inden for kunst, film,
teater og litteratur, - ja, så er det mig en gåde at
danske erhvervsfolk så himmelråbende åbenlyst spytter
på bøsserne ved udelukkende i deres tilfælde
ikke at spytte i bøsserne. I erhvervsanalyser om
købekraft står homoseksuelle jo uforholdsmæssigt
stærkt.
Men bliver erhvervslivet ene om
at ghettoisere bøssefestivalen? Når man har været til
ikke så få bøssefestivaler i tidens løb, kan man
frygte, at også denne vil blive mødt med ligegyldighed.
For at undgå, at vi også menneskeligt træder os selv
over tæerne som dansk erhvervsliv har gjort det, kan jeg
kun opfordre alle til at tage del i festivalen. Bøsser
har som andre minoriteter behov for at finde tryghed hos
hinanden, men de ønsker ikke at blive ghettoiserede.
Kulturbyens andet store tilbud, Images of Africa,
arrangeres jo ikke kun for de få herboende afrikanere,
men for at berige os andre med de mange dynamiske og ofte
ukendte aspekter ved afrikansk kultur. Ligeså arrangeres
Europride også for at give "os andre" et
enestående indblik i og en berigelse gennem en oplevelse sammen med de seksuelle minoriteter af
bøssekulturens mange forskelligartede aspekter. Og
tillader ens dybere forstenede homofobi ikke, at man
deler livgivende vand ved den samaritanske kvindes
brønd, ja, så kunne man jo gå med blot for at
overbevise sig selv og omverdenen om, at vi danskere ikke
er helt så undertrykkende som dansk erhvervsliv eller
eksemplet med Sally gør os - at vi ind imellem kan leve
op til det image vi har solgt udlandet. Skal man modvirke
ghettoisering af mindretal, skal der også en aktiv
indsats til.
( En sådan aktiv indsats
består f.eks. også i - på vej til bøssefestivalen på
Israels plads - at gå i en stor bue uden om Brugsen ved
Nørreport. Denne har netop fyret så godt som alle sine
ansatte indvandrere (ca. 10), men ingen af de danske.
Heller ikke kortsigtet må diskrimination betale sig.
Ingen vil naturligvis benægte
at vi som Brugsen viser det tager aktivt del i den
internationale ghettoisering af indvandrere. Men
spørgsmålet er om vi ikke i Danmark ellers har været
lidt for dygtige til at sælge os selv - ja, direkte at
forføre - med højtløftet retorik og officiel
lovgivning frem for oprigtige holdninger. )
Tolerance handler ikke om at
"acceptere" noget man ser som beklageligt
såsom Christiania, indvandrere, bøsser eller Tvind, men
om at vise medmenneskelig interesse overfor det
anderledes.
|
|