Mens Moses er i landflygtighed i Arabien i 60 år regeres Ægypten af 12 småkonger. Da han vender tilbage som næsten 80-årig for at føre jøderne ud af Ægypten, hedder den ny farao Dudimose. Han er altså den, som Moses må overtale til at lade israelitterne rejse, og som sætter efter ham med stridsvogne gennem de rørsumpe, hvor i dag Sueskanalen ligger (fejlagtigt oversat i Biblen som Det Røde Hav). Under Dudimose går det galt for Ægypten, som Biblen antyder med plagerne. Historikeren Josefus citerer ægypteren Manetho:

"Under Dudimoses styre ramte Guds ødelæggelser os. Pludselig blev vi invaderet fra de østlige regioner af en obskur race. Med magt overtog de vort land uden et sværdhug og efter at have overvundet vore herskere, nedbrændte de skånselsløst byerne, raserede gudernes templer og behandlede alle indfødte grusomt. Deres race blev kaldt Hyksos, hvilket betyder ‘Hyrdekonger’."

Hvem er så de barbariske hyrdekonger, der vælter ned gennem Ægypten? Arabiske historikere som El-Samhudi og Masudi skrev at det var beduinfolket amalekitterne: "Amalekitterne invaderede Ægypten og begyndte at plyndre landet." Dette stemmer meget godt overens med at Moses og israelitterne under vandringen gennem Sinai støder på amalekitternes opmarcherede hære på vej mod Ægypten. Men da Moses’ (åbenbart sværtbevæbnede!!!) ex-slaver nedkæmper amalekitterne, er det jo svært at forestille sig at disse slagne styrker kort efter er i stand til at erobre Ægypten.

Og hvis det drejede sig om at voldsomme beduinstammer pludselig tager magten i Ægypten, havde egyptisk kultur nok ikke fået lov til fortsat at florere. Det må have været folk inde i Ægypten med dyb respekt for ægyptiske guder og traditioner, som tog magten. Og hvem kan mon så det være, når de betegnes som "fårehyrdekonger"?

Lad os prøve at rekonstruere hvad der er sket siden Josefs tid ved igen at bruge Biblen som kilde. I Anden Mosebog 1:6-14 fortælles:

"Josef og alle hans brødre og hele slægtled var døde. Men israelitterne var frugtbare; det vrimlede med dem, og de blev uhyre talrige, så landet var fuldt af dem. Nu kom der en ny konge over Ægypten, som ikke kendte til Josef. Han sagde til sit folk: "Det israelitiske folk er større og talrigere end vi. Lad os nu bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive endnu flere. Ellers slutter de sig måske til vore fjender, og så bliver de herre i landet." De satte så hoverifogeder over dem, som skulle plage dem med tvangsarbejde, da Faraos forrådsbyer Pitom og Ramses skulle bygges."

Lad os nu se om der er nogle ægyptiske kilder, der kan uddybe dette. Jeg havde tidligere troet at der altid havde været slaver i Ægypten og overraskedes over at lære at de først bliver almindelige omkring Amenemhat III’s tid, hvor Josef blev solgt som slave til Ægypten. Før havde man livegne bønder, men ikke privatejede slaver som handelsvare. Et af de allervigtigste dokumenter om dette er en papyrus i Brooklynmuseet. Det er et kongeligt dekret af Sobekhotep III, som godkender overførslen af en slaver til et gods i det sydlige Ægypten. De næsten 100 navne viser at over halvdelen er af semitisk oprindelse og har fået betegnelsen ‘aamu’ - asiat - eller ‘habiru’ - hebræer. Hele 5 af dem er opkaldt efter Issachar, som var Josefs far. En anden, Asher, er opkaldt efter Jacobs søn. En tredje, Shiprah, har samme navn som en af de hebræiske jordemødre, som farao påbyder at dræbe israelitternes drengebørn, osv.

Uafhængigt af Biblen er her et ægyptisk bevis for at mange af Josefs efterkommere er blevet slaver på dette tidspunkt og - sammen med de mange andre semitter der var indvandret siden Abrahams tid - sikkert sås som en stigende trussel. For når papyrusen optegner over halvdelen af slaverne nede i det sydligere Ægypten som hebræere og semitter, kan man forestille sig hvor mangfoldige de var oppe omkring Josefs bopæl i Nildeltaet.

Men det mest chokerende er at 75% af de opremsede slaver er kvinder og at dette modsvares af et tilsvarende billede i de østrigske udgravninger af hebræernes gravsteder i Avaris. Her opdagede man også at der var en langt højere procentdel af barnebegravelser end normalt i den antikke verden. 65% af alle dem, der var begravet efter ikke-ægyptisk skik, var børn under 18 mdr. gamle mens det normale ville være 20-25%. Hvad andet kan man konkludere end at det virkelig - som Biblen hævder - var den ægyptiske stats overlagte politik at reducere den antagede semitiske trussel ved hjælp af systematisk drengebarnemord. Som udgiveren af Brooklynpapyrusen William Hayes skrev:

"Måske det mest overraskende ved disse asiatiske tjenestefolk er at embedsmænd i det sydlige Ægypten skulle have ejet mere end fyrre af dem. Hvis et tilsvarende antal slaver fandtes i enhver ægyptisk husholdning, undres man over hvordan så stort et antal asiatiske slaver fandt vej ind i Ægypten på det tidspunkt. Forholdet tre til en mellem kvinder og mænd lader én tro at der er tale om krigsfanger. Imidlertid kendes ingen ægyptiske krige i Asien i Mellemste Kongerige og slet ikke i det 13. dynasti."

Noget tyder på at Biblen havde ret og at Sobekhotep IV var jødernes første Hitler. Lad os derfor undersøge om han havde noget grundlag for sin paranoia. En anden papyrus er kendt blandt ægyptologer som "Ipuvers formaninger." Ipuver fremsætter et yderst pessimistisk syn på det ægyptiske samfund og i de senere år har ægyptologer konkluderet at det omhandler 13. dynasti. Både Brooklynpapyrusen og Ipuver refererer nemlig til "Det store fængsel" som ikke var kendt før. Dette var både et fængsel og et justitsministerium, hvor mandtalslister såsom Brooklynpapyrusen opbevaredes over slaver. Mange var slaver pga. kriminel aktivitet og da denne status gik i arv til efterkommerne, kan man forestille sig hvilket gigantisk bureaukrati, dette må have affødt. Talrige skrivere var ansat til at besvare forespørgsler om hvorvidt f.eks. sønnen af en slavekvinde må gives tilladelse til at opnå en højere status gennem undervisning. I modsætning til tvangsarbejdere, som straffedes med tvangsarbejde for livstid ved flugtforsøg, blev royale slaver henrettet. Asiatiske slaver blev alle betragtet som "royale" og skønt de fik ægyptiske navne ved siden af deres egne og efterhånden blev ægyptiserede, betegnedes de altid som "asiat" eller "hebræer" i listerne.

Dette giver en idé om hvilken folkeforfører Moses må have været, når han - i en tidsalder hvor der ikke var computer - overhovedet kan finde på at gå til farao for at få udleveret tusindvis af slaver spredt i et bureaukratisk virvar over hele landet. Slaver, som for længst havde lært at leve som ægyptere i trygge stillinger som frisører, gartnere, mundskænke og som man har svært ved at forestille sig pludselig er villige til at opgive alt og risikere dødsstraf for at følge en visionær 80 årig mand ud i en uvis fremtid i ørkenen.

Nej, sådan er det selvfølgelig ikke foregået. Og det er netop det man får en anelse om ved at læse Ipuwers Formaninger, hvor han siger: "Offentlige kontorer er blevet åbnede og mandtalslisterne stjålet. Slaver er blevet herrer. Skrivernes dokumenter er blevet ødelagt." Når man husker på hvor assimilerede asiaterne er blevet på det tidspunkt og at man ikke umiddelbart - som under negerslaveriet - kan se forskel på frimænd og slaver, forstår man hvor vigtige disse mandtalslister er for at afgøre en slaves status. Så hvem er det mon, der er brudt ind i det "store fængsels" arkiver? Det går op for én når Ipuwer dernæst beklager tingenes uorden: "Asiater er blevet ægyptere overalt og der er næsten ingen ægyptere i højere stillinger mere"

Noget tyder på at vi her har med verdens første slaveoprør at gøre. Mon det lykkes? Det besvarer Ipuwer ved at begræde det nylige tab af ‘residensen’ - hovedstaden nede ved Memphis. Så oprøret er altså blevet indledt et andet sted. Men hvor? Da størstedelen af asiaterne var bosat oppe i deltaområdet, blev mandtalslisterne opbevaret i det nordlige "departement" i Avaris. Det ministerium som Josef engang oprettede for at redde Ægypten fra en sultkatastrofe - lige i nærheden af sit eget palads - er altså i mellemtiden blevet forvandlet til en stor Big Brother overvågningsanstalt for at holde hans mange efterkommere nede.

Men selv om der skulle have været et slaveoprør i Avaris i det 13. dynasti, hvorfor skulle det lige netop være sket under Sobekhotep IV? Det besvarer en gravsten, som Ramses II satte op "400 år og fire måneder og fire dage efter grundlæggelsen af templet for Seth i Avaris." Af denne kan ægyptologer regne ud at Hyksos kom til magten i Avaris netop mens Sobekhotep IV regerede. Hans politik med at myrde semitiske drengebørn er sikkert indledt her for at forhindre et oprør, eftersom det netop er i Avaris man fandt skeletterne efter de mange barnelig. Men netop en sådan politik kan meget vel tænkes at have været dråben, der udløste oprøret. Da slaverne jo var dybt ægyptiserede og som slaver overalt i verden havde ‘indvendiggjort’ undertrykkerens tankeunivers, ville de ikke drømme om ellers at gøre oprør med udsigt til øjeblikkelig henrettelse.

Derfor må en helt ekstraordinær katastrofe have udløst det - såsom en paranoid barnemordspolitik måske kombineret med den ødelæggende nubiske invasion, der ifølge Josefus nåede helt op til Middelhavet. Da Ipuwers tekst stærkt antyder en slags alliance mellem asiaterne og nubierne - skønt de normalt befinder sig flere tusind kilometer fra hinanden - vil jeg gætte på at nubierne under deres invasion oppe i deltaet svækkede området militært eller direkte selv brød ind i "det store fængsel" og at dette gjorde det muligt for de asiatiske slaver at tage magten. Det er i så fald et paradoks at Moses straks efter får til opgave af sin adoptivfar at jagte nubierne langt ned i Kush - de sorte afrikanere der lige har ført hans "udvalgte folk ud af trældom."

Herefter regerer Hyksosoprørerne i det nordlige Avaris og kongefamilien nede ved Memphis side om side i 60 år indtil Dudimose. Moses håbløse opgave, da han kommer tilbage fra Arabien for at hente israelitterne ud, synes nu uendeligt meget lettere. Flertallet af dem oppe i Avaris levede jo nu allerede i befriet område, så han har blot behøvet at gå rundt i gaderne og bruge sine overtalelsesevner. Men mon ikke dette har givet ham endnu større besvær? Thi når israelitterne nu sammen med andre semitter er kommet til magten midt i jordens største kornkammer i Nildeltaet, skal der vist mere end løfter om "et land med mælk og honning" til at føre dem væk derfra.

Igen er en katastrofe sikkert nødvendig - ikke for at overtale farao som for længst har mistet magten over dem - men for at overtale israelitterne selv. Biblens 10 plager har selvfølgelig ingen historisk autenticitet over sig, men røber uden tvivl en vis sandhed, der i de nedarvede mundtlige fortællinger er blevet Gudsforherliget. Artapanus leverer en mere sandsynlig beretning om hvad der skete natten før jøderne udvandrede:

"Men da kongen forsatte sin tåbelighed, forårsagede Moses hagl og jordskælv om natten, så at de som flygtede fra jordskælvene blev dræbt af hagl, og de som søgte ly fra haglene blev ødelagt af jordskælv. Og på det tidspunkt faldt alle husene sammen."
 

Er der beviser for en sådan katastrofe? Ja, under udgravninger af Avaris fandt ægyptologerne overalt massegrave i hvilke ofrene for en frygtelig ulykke i hast var blevet nedkastet. Intet gravgods var placeret ved skeletterne som normalt. Tilmed viser jordlagene at hele den overlevende befolkning pludseligt havde forladt Avaris - alle på en gang! Da man netop kan datere det til at være sket under Dudimose, taler meget for at Moses virkelig har haft sin Gud med sig her - nemlig den gammeltestamentlige, lige lovligt voldelige Gud.

Med Dudimose bliver faraoerne nede ved Memphis nu væltet af Hyksosfolket, men når de igennem 60 år har kunnet eksistere i fredelig sameksistens så få kilometer fra hinanden, kunne man gætte på at det er det samme jordskælv og en efterfølgende epidemi, der har tvunget Hyksos væk fra det befæstede Avaris. På det tidspunkt har disse ex-slaver så været stærke nok til at indtage selve Ægyptens hovedstad, som Ipuwer siger. Muligvis har Hyksos været i stand til at indtage hovedstaden "uden så meget som et sværdhug," som Josefus siger, fordi Moses imens lokkede Dudimoses tropper i kamp i rørsumpene. "Israelitterne brød nu op fra Ramses," siger 2. Mos:37 - altså fra Avaris. Og dette er vigtigt. For kun ved at tage af sted fra det "befriede" Hyksos-semitiske område i Avaris kan det forklares hvordan israelitterne - den del af Hyksos-semitterne som nedstammede fra Israel (Jacob) - kunne være bevæbnede nok til at nedkæmpe faraos tropper i rørsumpene - sådan som det malende antydes med Bibelens adskilte vande, der vælter ind over dem. (Den ældste af Bibelforfatterne, Jahvisten, nævner ikke israeliternes vandring gennem havet, der sikkert er romantiseret ind i teksten af de senere skribenter ligesom Moses' andre tryllerier.)

Hvis en sådan udlægning er rigtig, er Moses storhed på dette tidspunkt snarere som en stadig dygtig general og strateg - end som befrier. Han udfriede ikke jøderne fra slaveri - det havde de fleste nemlig selv gjort 60 år tidligere - men han hjalp Ægypten med at befri sig for sit 13. dynasti - og at bringe slaverne endeligt til magten i størstedelen af Ægypten som det såkaldte Hyksosdynasti.

De næste 100 års Hyksosperiode er lykkeligt fri for monumenter bygget af slaver. Netop derfor er den hadet af ægyptologerne, som intet har at udgrave derfra. Og således var Moses måske med til at udforme nutidens officielle hjemmeside for "Egypt’s Turist Authority", hvorpå Hyksosperioden omtales som "anarki og ødelæggelse." Den kan jo ikke i dag "sælges" til turisterne. Nok så vigtigt lagde han med sit lovkodeks grunden til et forjættet land med helt nye tanker om retfærdighed og en fri vilje - vel hovedårsagen til at "københavnerskolen" ikke kunne finde fysiske beviser for eksistensen efter ham og Det Gamle Testamentes andre skikkelser. Men et land befriet for synlige resultater af undertrykkelse såsom pyramider (om end han gav tilladelse til slaveri!), er nu engang det værdigste minde, vi har om en mand, som i en høj alder kom til at præge vor tids tænkning og humanisme mere end nogen anden. Uden ham ingen Jesus og Muhammed!

Men store ideer er ikke ensbetydende med frihed som også Marx viste det. Og for Hollywood, fundamentalister og sorte frihedsbevægelser at gøre udvandringen til en symbolsk beretning om frihed fra tyranni er farligt og usmageligt. Ærlig læsning af Mosebøgerne lader én føle at tyranniet, israelitterne blev befriet fra under farao, var mildt sammenlignet med det, de lod sig underkaste af fra Jahve og udsatte andre folkeslag for. Moses hensynsløse folkemordspolitik - besat af idéen om et tilfældigt landområde - er nutidens globaliserede tænkning fremmed og ville i dag sende denne Khomeini-Saddam Husein for menneskeretsdomstolen. Klogt nok standsede Hollywood her, for mosebøgerne er absolut ikke søndagsskolelæsning og burde forvises til kirkernes våbenhuse med Moses' ordrer om at myrde tusindvis af drenge og kvinder i bl.a. hans kones midjanitiske folk, der havde beskyttet ham i 60 år. ("Har I ladet alle kvinderne leve?" spørger han sine tøvende generaler i 4 Mos 31,15 og dræber alle kvinderne på nær jomfruerne, som han lader sine soldater voldtage og beholde som slaver.)