Jacob:
Ja, jeg kunne have lyst til ikke blot at vise lidt af den musik, som direkte belyser problemerne, men også lidt af den soulmusik, som jeg hørte igen og igen i sorte hjem, hvorfor jeg ofte fik knyttet meget stærke og personlige minder til visse musikstykker. Jeg tror at de fleste danskere kender ret godt til soulmusikken, men jeg tror også at det er de færreste der egentlig tænker over, hvad der bliver sagt i musikken. 

Lad os begynde med begyndelsen - slaveriet - som naturligvis ligger alle negre stærkt på sinde. Det første stykke her er lavet af en af de mest populære soulgrupper, der hedder "The 0'Jays" og jeg kan lige læse lidt af teksten op på dansk: 

Skib ohøj, skib ohøj 
Så langt øjet kan se 
Mænd, kvinder og børneslaver, 
som kommer til frihedens land, 
hvor livets mønster allerede er lagt. 
så unge og så stærke.
De venter blot på at blive frelste.

Ja, det er jo et meget stærkt stykke musik, som man vel ikke just kan kalde nostalgisk, men i allerhøjeste grad folkeligt.

De sorte pantere har da også kaldt The O'Jays for en virkelig folkets gruppe, som i mange af sangene er yderst politiske ved at angribe de store uligheder i samfundet, men uden at romantisere negrene, der også får deres tur for. I øvrigt skal jeg lige nævne at hele temaet med slavefangsterne i Afrika og overførslen til Amerika lige for tiden er blevet forrygende aktuelt i USA, idet en sort mand, Alex Haley netop har udgivet en bog, der allerede nu - efter et par måneder - tyder på at skulle blive alle tiders største bestseller og er blevet sammenlignet med selveste Tolstojs "Krig og Fred".

I bogen, som hedder "Roots" eller "rødder" på dansk, skildrer Haley, hvordan det er lykkedes ham - som vist nok den eneste neger i USA's historie - at føre sin families stamtræ helt tilbage til Afrika ved at benytte et par afrikanske ord, som han kunne huske hans bedstemoder brugte, når hun fortalte om sin egen tipoldefar, som blev hentet i Afrika i 1700-tallet. Mellem de tusinder af afrikanske sprog, der findes, fandt Haley så ud af, at netop disse ord benyttes af en lille afsides stamme i Gambia. 

Da han besøgte stammen og lyttede til dens historieberetter, som mundtligt kunne fremsige hele stammens historie flere århundreder tilbage i en slags Bibellignende sprog, der berettede om hver eneste
ægteskab i stammen, kom han på et tidspunkt til en sætning, der lød: "Og på denne dag gik Kinte ud for at hente træ og vi så ham aldrig mere". Det var den Kinte, som den dag blev fanget af slavehandlerne og ført til USA, og således kunne Alex Haley gennem denne historieberetter føre sit stamtræ endnu længere tilbage i Afrika. 

Samtidig var han forbløffet over den høje civilisation, der mødte ham i Afrika, mens der i Amerika så at sige ikke eksisterer noget om slavernes familieforhold, der brutalt blev solgt væk fra hinanden som dyr. Hans tidligere indtryk af Afrika var hovedsagelig dannet af racistisk Hollywoodpropaganda såsom Tarzanfilm o.lign.

Den bog, Haley har skrevet i løbet af 12 år på grundlag af disse kendsgerninger, er åbenbart så gribende og så betydnings fuld, at han bl.a. har været inviteret til det Hvide Hus af både præsident Ford og Carter. Der er lavet en 12 timers TV-film efter den, som vi forhåbentlig senere får at se i dansk TV. Bogen udkommer i Danmark til efteråret. Når jeg omtaler den er det ikke blot fordi jeg ved, hvor meget det betyder for negrene endelig at få et litterært sidestykke til den pladderracistiske "Borte med blæsten", men fordi denne manglende forbindelse tilbage til Afrika er et stående tema i sort tænkegang udtrykt i både musik og litteratur. 

Det er disse manglende rødder vi skal høre om i den næste sang, i hvilken jeg håber at man aner hvor uhyggeligt destruktiv dette har været for negrene, thi den slave Jimmy Cliff her synger om, er ikke den slave vi så under slaveriet, men derimod den slave vi ser i dag i mange negre, først og fremmest i Amerika, hvor slaveriet var langt mere ødelæggende og menneskeudslettende end andre steder i Vesten. 

Jimmy Cliff er fra Jamaica, men at dømme efter den popularitet hans reggaemusik har fået blandt sorte amerikanere, er der vist ingen der har beskrevet denne sindets slavetilstand bedre end ham. Lyt engang til ordene: 

Stakkels slave, fjern kæderne fra din krop. 
Stakkels slave, læg dem på dit sind. 
Lyt omhyggeligt til mig, 
og hvis jeg har uret, så korriger mig, 
men hvis jeg har ret, vil min sang gøre lykke, 
lad os nu se om vi er enige: 
Definitionen på en slave er en, 
som ikke er fri i et og alt, 
så en slave er stadig en slave, 
hvis han ikke kan tænke selvstændigt.

Stakkels slave,
Et træ er stadigvæk et træ,
skønt det taber bladene, når vinteren falder på,
for det blomstrer igen om foråret,
thi det mistede overhovedet ikke sine rødder.
Men en slave forbliver en slave
uden viden om sine rødder,
indtil han er i stand til at kende sin fortid,
ikke blot en del - men hele sandheden.

Stakkels slave, 
Der var er broder forleden dag,
som fortalte mig, at han var "høj" (eller "skæv"),
nuvel, jeg måtte blot bedrøveligt sukke,
for narkotika og alkohol er ikke nogen glorværdighed,
og hvis jeg havde chancen til at blive "høj,"
ville jeg fortælle sandhed og ej en løgn,
thi det højeste høje, et menneske kan opnå,
kommer fra visdom, kundskab og forståelse.
Stakkels slave, fjern kæderne fra din krop,
læg dem på dit sind.

Omkvædet skal naturligvis ikke forstås som en opfordring til at lægge lænkerne over sindet, men tværtimod som en bedrøvelig konstatering af hvad der rent faktisk sker.

Men hvis Jimmy Cliff rent faktisk konstaterer at der findes en sådan slaveagtig sindstilstand, ville det være rimeligt at spørge, hvad der har fremkaldt denne tilstand. Lad os derfor se et øjeblik på de arbejdsforhold, de har haft lige siden slaveriet. Naturligvis er det svært for en udenforstående at bedømme, hvilken indvirkning arbejdsforhold har på folks psykologi, men da jeg i sydstaterne mange steder i længere tid arbejdede sammen med negrene for at hjælpe dem med at skaffe føden, når jeg boede hos dem, - ja så kan jeg i al fald tale med om hvad det gjorde ved mit eget sind. 

Da jeg arbejdede i bomuldsmarkerne, gav jeg de folk, jeg boede hos, al den bomuld jeg selv plukkede. Men skønt jeg sled i det fra morgen til aften, lykkedes det mig ikke at plukke for mere end 24 kr. om dagen. Vi blev betalt fire cents per pund, mens den hvide godsejer selv solgte det videre på markedet for 72 cents per pund. Så er det lettere at forstå hvordan godsejerne kan få råd til at bo i kæmpemæssige plantagehjem, som de hedder, mens vi plukkere hver aften måtte liste hjem i mørket til vore små regndryppende skure, hvor der hverken var elektricitet eller rindende vand. 

Men hvis dette ikke fik indprentet herre-slaveforholdet i mit sind, så fik jeg i al fald dette forhold tydeligt demonstreret i North Carolinas tobaksmarker, hvor de hvide ejere stod og råbte til de sorte om at arbejde hurtigere, skønt de kun fik 12 kr. i timen ligegyldigt hvor
hurtigt de arbejdede. Endnu værre var forholdene i Louisianas sukkerplantager, hvor de hvide godsejere ikke blot ejede markerne, men også de skure, som negrene bor i og de butikker, de må købe ind i til højere priser end i storbyerne. Lidt efter lidt kommer de derfor i konstant gæld til godsejeren - en gæld som det er dem umuligt at slippe ud af. Således kom de også ind i en ond cirkel af frygt overfor godsejeren og det var mig næsten umuligt at komme til at bo hos dem, da de frygtede repressalier fra godsejeren eller andre hvide. 

Når mennesker således ikke modtager egentlig løn for deres arbejde, men kun føde og husly, tror jeg godt man kan forstå hvorfor de begynder at føle sig som slaver. Endnu værre er det dog i Florida, hvor der findes arbejdslejre for negrene, som direkte af Floridas justitsminister er blevet dømt for at drive slaveri. Da et af de store amerikanske Tv-selskaber ankom til en af dem for at skildre forholdene, blev de gennempryglet og beskudt og i øvrigt jaget på flugt. Ved at ankomme som fattig vagabond, lykkedes det imidlertid mig selv at trænge ind i en af de værste af disse arbejdslejre og at bo og arbejde sammen med landarbejderne. 

Det blev en uhyggelig oplevelse og næsten hver nat hørte jeg skyderier i gaderne. Folk lå syge eller fordrukne rundt i gaderne og politichefen fortalte mig i øvrigt, at han i det sidste halve år havde fundet 25 lig i gaderne. Folk var ellers ret hærdede, skulle man synes. En aften satte en landarbejder sig ved siden af mig i en bar og sagde med rolig stemme til bartenderen, at han skulle ringe efter en ambulance. Bartenderen spurgte hvorfor, og landarbejderen tog så skjorten af for at vise ham, at han var blevet stukket flere gange med kniv, hvorved der stod en tyk stråle af blod ind over desken. Således er disse arbejdslejre i allerhøjeste grad prægede af vold. I nogle af dem må kvinder og børn ikke engang bo hos deres mænd, som stuves sammen op mod en hundred stykker i samme rum. 

Men naturligvis er dette ekstreme tilfælde af arbejdsforhold, som har bevirket en vis slavelignende tilstand hos negrene. Når negrene synger om slaveriet i hverdagen, mener de først og fremmest det herre-slaveforhold, som det kan ses overalt først og fremmest i Sydstaterne. Når vi gik og plukkede bomuld i markerne, blev stilheden næsten kun afbrudt af den konstante susen af velhavende hvide oppe fra nordstaterne, der skulle ned i deres store rullende motorhjem til solen og varmen i Florida. Hver gang de strøg forbi os, lød det eller fornemmedes det næsten som piskeslagene i denne sang af Taj Mahal om det nuværende slaveri. I San Francisco kom jeg til at kende Taj Mahal godt. Han er en af de kendteste og mest originale soulmusikere i USA, der udstråler en kærlighed og ro, som gjorde et dybt indtryk på mig. Hans sang her beskriver bedre end noget de forhold jeg havde stiftet bekendtskab med i Sydstaterne: 

Slave Foged, 
billedet er ved at vende sig,
tampen brænder, 
ilden vil fange dig snart. 
Hver gang jeg hører piskens smæld, 
løber mit blod mig koldt. 
Jeg husker hvordan de på et slaveskib 
brutaliserede selveste min sjæl.

I dag siger de at vi har frihed 
blot for at blive lænkede til denne fattigdom. 
Gode Gud, jeg tror det er uvidenhed, 
det er jo kun en maskine 
som tjener penge.

Skønt Taj Mahal her beskriver hele dette undertrykkelsessystem som en maskine, kunne vi dog når vi arbejdede i bomulds- og tobaksmarkerne ikke undgå at opleve det på en mere personificeret måde.

Alligevel er jeg af den opfattelse, at negrene i det store
og hele ser det som et system vendt imod dem - om end mange vil angribe den enkelte hvide mand, når tålmodigheden brister. Kort sagt ser de ikke den hvide mand som ond, da de jo har set adskillige eksempler på at den hvide mand var én ting i Syden og noget andet i Norden. Altså måtte der være ydre faktorer, som bevirkede at den hvide mand åbenbart kunne handle på en ond måde i ét system og på en knap så ond måde i et andet system. 

Således var det min opfattelse, at negrene altid har haft en uendelig tillid til det gode i den hvide mand og en stærk bevidsthed om at den hvide mand måtte kunne blive mere menneskelig. Og det på trods af at næsten hver eneste sort familie i de sidste hundrede år har været ramt af lynchninger. Næsten 10.000 negre er blevet hængt eller brændt af hvide pøbler, men negrene vidste altid at de hvide, som deltog i denne terror mod negrene for at holde "niggerne på plads", som det hed, i virkeligheden ikke var onde mennesker, men for det meste kom fra de fattigste hvide samfundslag, som på mange måder var ligeså undertrykte som negrene og derfor reagerede på denne voldsomme måde. 

Det er disse hvide, negrene næsten havde medlidenhed med og derfor kaldte for "poor white trash" eller "fattigt hvidt affald". De eksisterer stadigvæk og har fået deres stærke bitterhed overfor negrene fordi de altid må konkurrere med negrene om de dårligste og lavest betalte jobs. Negrene er blevet deres syndebuk ligesom jøderne blev det for laverestillede hvide i 30ernes Europa. I dag er der dog heldigvis ikke mange lynchninger tilbage, vel nok først og fremmest fordi politiet er mere villige til at opklare dem nu og føre de skyldige for retten. 

Dog oplevede jeg i selve den liberale stat New York at den 15-årige søn af en sort familie, jeg kom til at kende godt, en dag var gået ind i et fattigt hvidt kvarter, hvor han blev overfaldet af en hel  hob af teenagere, der gik løs på ham med baseball-køller i fuldt dagslys, stærkt opilnede af deres forældre, som stod i deres gadedøre og råbte "Dræb niggeren", "Dræb den bastard". Og dette gjorde deres børn så ved at slå hans hoved fuldstændigt til grød. Da politiet senere spurgte beboerne ud, ville ingen i gaden udtale sig til politiet, og derfor blev der ikke gjort mere ved sagen. Til begravelsen, som foregik i Harlem, var jeg den eneste hvide tilstede, og jeg skal villigt indrømme at det ikke var nogen behagelig situation at være hvid repræsentant ved denne lejlighed. 

Der er i øvrigt tegn på, at lynchningerne i fremtiden mest vil finde sted i Nordstaterne. Ved skoleintegrations- kampene i Boston for nylig var der flere lignende situationer med rasende hvide forældre, der dog heldigvis ikke fik så tragisk en udgang. Også her var det de fattigste hvide fra South Boston, der var på spil. 

Mens Nordens hvide således tilsyneladende bliver værre og værre, er næsten alle negre dog enige om, at Sydens hvide har forbedret sig enormt meget siden negrene fik stemmeret for ca. 10 år siden. En af grundene er bl.a. den at de hvide politikere og embedsmænd nu må bruge et andet sprog for at få negrenes stemmer, mens det før i tiden var et spørgsmål om at "outnigger" hinanden, dvs. at sige nigger flest mulige gange i hver sætning for at blive valgt. 

Denne moderering af sproget i radio og TV har været med til at skabe et helt anderledes klima og mange negre mener i dag at der en dag vil kunne blive et ganske godt menneske ud af den hvide mand. Men det skal ikke nægtes at der er lang vej endnu, hvilket denne sang af Merry Clayton stærkt antyder.
Men selv om den er en rasende anklage og advarsel til den hvide mand, synes jeg at den karakteriserer negrenes holdning i Syden fint ved at den har en vis sympati for de hvide og en viden om, at det trods alt kun er et spørgsmål om tid før de vil blive menneskelige og opgive herre-slaveforholdet.

Hvide mand af Syden
du gør bedst i at holde hovedet koldt,
glem ikke hvad Biblen sagde
Forandring i Syden
vil komme til sidst
Nu brænder dine kors
så hurtigt de kan.
Hvide mand af Syden.
Kan du, kan du, kan du mon blive retfærdig en dag.
Midt i bomulden ser jeg en mand
i et hvidt palads omgivet af negerhytter.
Hvide mand af Syden
hvornår vil du betale dem tilbage
Jeg hører skrig af smerte 
tyrepiskes smælden 
Hvor længe, hvor længe, hvor længe
vil det dog fortsætte,
Sydens mand ?

Ja, det er jo ikke just noget kønt syn, vi her får på sydens
a hvide. Det kan måske derfor forbavse, at negrene i virkeligheden har et ret stærkt og gensidigt kærlighedsforhold til sydens hvide bl.a. fordi de ved hvor de har disse, hvorimod Nordens mere liberale hvide tit gør negrene usikre fordi de liberale altid siger et - og gør noget andet. Vi kan altså næsten tale om et had-kærligheds-forhold mellem de hvide og de sorte i Syden, mens der i norden blot findes indifference og overfladiskhed imellem dem. Det er blandt andet det der gør at negrene altid taler om Syden som "back home" eller deres hjemstavn selv om de måske ikke har været der i flere generationer og det er det, der har fået negrene til at kaste alle deres stemmer på en sydstatsmand som Jimmy Carter selv om der også er andre grunde til det. Jeg vil her gerne påpege hvor fantastisk vigtigt det er for negrene at få en mand fra det dybe Syden valgt som præsident.

Jeg tror nemlig at det vil bevirke, at borgerkrigen, som jo nu har raset i over 100 år, nu endelig er ved at være slut. Sydstaterne tabte borgerkrigen for over 100 år siden, men i de hvides sind har den raset videre og mangen en hvid fortalte mig om at han håbede at krigen igen ville bryde ud i lys lue så de kunne få hævn over Nordstaterne. 

Selv oplevede jeg borgerkrigen adskillige gange, når jeg f.eks. havde lånt en bil i Nordstaterne, der derpå brød sammen et eller andet sted i Sydstaterne med det resultat, at jeg kunne stå på landevejen i timevis uden at få hjælp blot fordi jeg havde nordstatsnummerplader på. Eller i visse byer i Georgia ganske nær ved Plains, hvor præsident Carter kommer fra, var det næsten lige meget hvor langsomt jeg kørte, for jeg ville alligevel få en kæmpemæssig bøde for at køre for stærkt, som skulle betales med det samme hvis jeg ikke ville lige i fængsel. Endnu værre har det naturligvis været for de hundredvis af langhårede blaffere fra Nordstaterne, som er blevet skudt eller chikaneret i Syden. 

Derfor kan betydningen af Carters valg simpelthen ikke overdrives, fordi det forhåbentlig vil gøre en ende på det mindreværdskompleks Syden altid har haft over for Norden og når dette mindreværdskompleks er fjernet ved at Syden er blevet en del af nationen i bevidsthed og realitet, vil negrene i Syden få det langt bedre, da de nu ikke i samme grad vil være syndebukke for dette mindreværdskompleks, men tværtimod vil Sydens hvide bestræbe sig på at vise at de nu også er en jævnbyrdig del af nationen ved at give negrene nye rettigheder. At Martin Luther Kings far for nylig var hovedgæstetaler ved præsident Carters indsættelse, er derfor et godt tegn på den nye udvikling, der er i gang, som jeg håber vil give både sydens hvide og sorte ny stolthed.

Ikke alle ser dog så lyst på det. Den næste sang giver et lidt andet syn på Syden, men især dog det Syden som det var for ti år siden. Tendenserne er der dog stadig, så derfor vil det være rigtigt at spille sangen. Men jeg har også en mere personlig grund til det. Sangen er nemlig skrevet og sunget af Phil Ochs, som jeg kom til at kende godt i New York. Han var en af dem, som mest har været med til at forandre Syden, idet han fulgte Martin Luther King rundt i borgerretsbevægelsen og så mange af sine sorte venner blive myrdet af hvide racister. 

Ud fra disse rystende oplevelser har han skrevet mange bitre sange om sorte forhold. Men i det sidste par år er han blevet mere og mere deprimeret over udviklingen. Sidst, jeg så ham i "the village" i New York, kunne vi ikke få ham til at synge. En af mine venner var til hans sidste lukkede koncert, hvor han blot stod og gav publikum en politisk dundertale og nægtede at synge for dem. Et par dage efter begik han selvmord. Jeg vil her gerne mindes ham med denne bitre sang om Mississippi, hvor han så sin bedste ven Medgar Evers blive skudt ned, "Here's to Mississippi".

Her er til staten Mississippi
thi indenfor dens områder
kender djævlen ingen grænser.
Hvis man undersøger dens mudrede floder,
finder man mange navnløse lig.
Skovenes høje træer har skjult tusinder af forbrydelser.
Kalenderen lyver, når den siger,
vi befinder os i nutiden.
Her er til landet som I har revet hjertet ud af.
Mississippi, gå hen og find dig en anden nation
at blive en del af.

Og her er til Mississippis indbyggere, 
som siger at folkene oppe nordpå blot ikke forstår,
og de ryster i skyggerne ved Ku Klux Klans torden. Deres sjæles holdning 
kan ikke vaske blodet af deres hænder, 
for de smiler og trækker på skuldrene 
ved mordet på et menneske.

Ja, det var Phil Ochs, som altså for nylig begik selvmord,
der her sang om alle de unge frihedskæmpere, som døde i Mississippi i tresserne. 3 af hans venner, der som han selv kom fra New York, blev i øvrigt myrdet i den landsby i hvilken min tidligere kone voksede op. Hun husker tydeligt hvordan Ku Klux Klan terroriserede hendes barndomsby og tør den dag i dag ikke at vende tilbage, fordi hun var den første neger i byen, som dristede sig til at bruge det hvide bibliotek.
Men hun husker også tydeligt, hvordan hendes skolebøger var næsten totalt censurerede for oplysninger om andre minoriteter. Først da hun blev voksen, fandt hun f.eks. ud af at 6 millioner jøder var blevet myrdet i koncentrationslejre i Tyskland, hvilket gjorde et uudsletteligt indtryk på hende. Jøder er nemlig heller ikke særligt populære i sydstaterne. 

Det er om denne censur af skolebøgerne - og i det hele taget racistiske udvælgelse af kendsgerningerne i pressen såvel som i Hollywoods film - den næste sang drejer sig om. Den handler om hvordan Vietnamkrigen var en logisk følge af alle de løgne, man er blevet bombarderet med om USA's indre farvede minoriteter. I det hele taget var det mit indtryk i begyndelsen af 70erne, at negrene, indianerne og mexikanerne ser sig som en del af den tredje verden. Skønt de stadig bruger udtrykket "third world" om sig selv, tror jeg dog nok at deres bevidsthed om det er dalet en del efter at Vietnamkrigen afsluttedes. Men denne sang af Holly Near giver stærkt udtryk for den bevidsthed, USA's minoriteter havde i begyndelsen af 70erne såvel som store dele af den hvide ungdom i universiteterne "Why do we call them the enemy?": 

Hvorfor kalder vi dem "fjenden," 
denne kæmpende nation, 
som vi bomber på den anden side af havet ? 
Hvorfor ønsker vi, at disse mennesker skal dø ? 
Hvorfor deler vi dem i "Nord" og "Syd" ? 
Hvorfor ? Hvorfor ? Hvorfor ? 
Det er jo blot en løgn, en af de mange, 
og vi har haft mange løgne. 
Jeg ønsker ikke flere af dem. 
Ikke flere folkemord i mit navn.

Hvorfor er vore historiebøger så fyldte med løgne ? 
Og ikke et ord er sagt om, hvorfor indianerne døde. 
Eller at mexicanerne elsker Californiens land. 
Hvorfor siger vore historiebøger alle sammen, 
at Californien blev opdaget af den hvide mand ? 
Hvorfor, Hvorfor Hvorfor ?

Hvorfor er krigens våben så unge, og hvorfor er der kun gamle mænd til at bestemme den? 
Hvorfor er så mange af vore soldater sorte og brune? Siger vi, at det er fordi de er bedre 
til at nedslagte gule folk ? 
Hvorfor ? Hvorfor ? Hvorfor?

Ja, folkemord er et stærkt udtryk, og mange hvide vil sikkert mene at det er for stærkt, selv om indianerne jo vitterligt blev decimerede og gennemsnitslevealderen for slaver var så lav, at det er berettiget at tale om folkemord. Den dag i dag er negrenes levetid 10 år kortere end de hvides og deres børnedødelighed ca. dobbelt så høj som de hvides. Når dette sammenholdes med den selektive terror, der stadig finder sted her og der, begynder ordet at få mening. 

Det er ikke blot i Mississippi at klanmentaliteten hærger. Da jeg boede hos en fattig sort kvinde i Alabama, blev hendes hytte brandbombet af tre hvide og hele hytten stod i flammer og hendes bror brændte inde. Eneste rimelige motiv var at hun havde haft en hvid mand boende. Og i Louisiana faldt jeg på et tidspunkt i et baghold af klanfolk, da jeg ca. 35 km ude i sumpene på de fjerneste bagveje skulle besøge nogle fattige negre, jeg tidligere havde boet hos. Rygtet går hurtigt i sådanne små flækker og lige før jeg ankom i mørket til stedet, blev lysene fra en lastbil tændt lige i øjnene på mig og der blev råbt holdt. I bilen sad flere hvide med geværer og det lykkedes mig på en eller anden mystisk måde at redde situationen ved hurtigt at gå lige op til bilen og naivt, men alligevel resolut at spørge dem om de vidste, hvor gamle nigger-Joe boede, for jeg havde hørt at han havde et gevær til salg. Det kom helt bag på dem, og jeg slap hurtigt ud af denne farlige situation. Det var i det område hvor de tidligere havde brandbombet mange negerhytter og kirker. 

Til folk, der tænker på at blaffe i Sydstaterne, vil jeg i øvrigt sige at for det meste er folk yderst fredelige, men man skal undgå dem når de er fulde og altså slet ikke blaffe fredag og lørdag aften. Jeg er overbevist om at de blaffere, der bliver skudt ned, for det meste er blevet skudt ned af fulde folk. Selv blev jeg aldrig beskudt, men fik dog ustandseligt kylet ølflasker efter mig fra biler. Man skal således ikke rejse ret lang tid i Syden før det begynder at gå op for én, hvorfor negrene ustandseligt taler om at overleve. 

Ordet overleve er i den grad et standardbegreb i sort tankegang at det finder udtryk i den sorte musik igen og igen, naturligvis først og fremmest med tanke på de trange økonomiske kår. Det kan i det hele taget virke paradoksalt, at i et land så rigt som USA bliver ordet "survival" brugt med en hyppighed som vel ingen andre steder i verden. Soulmusik af denne art - med overlevelse som eneste tema - blev bombarderet ind i mine ører næsten døgnet rundt i de små negerhytter i Syden - i al fald de steder hvor de havde elektricitet. Hele tiden hørte jeg disse toner i Sydens negerhytter og ordene, der bliver sunget, beskriver da også lige netop den situation, de der befinder sig i som her i The O'Jays: Survival:

Den hvide mand siger at min husleje skal betales
og min baby har brug for et par sko,
jeg er ved at tabe besindelsen
og er kun et skridt fra at være i suppekøen
det er ikke nogen spøg at skulle prøve at være i live
osv. osv.

Det er ord, der taler direkte til disse folk, der lever der på
sultegrænsen og den hurtige rytme kan få dem til at holde
fødderne varme, når de står i suppekøen eller arbejdsløshedskøen, som jeg så tit så det i San Francisco. Der er vist ingen hvide, som til fulde er i stand til at forstå det enorme psykiske pres, der bliver lagt på det sorte sind ved at vokse op i en sådan hvid verden af overflod, mens de selv lever i konstant kamp for føden. De konsekvenser, det har haft på den sorte familie hele tiden at leve på skyggesiden af det hvide samfund er usigelige, og det er da ikke underligt, at det sorte ægteskab simpelthen ikke kan holde til presset.

Hver tredje sort mor er alene med sine børn og tallet er
stærkt stigende. Sorte ledere taler desperat om hvad der skal gøres for at redde smulerne af det sorte ægteskab. Især i de trange hytter i Syden så jeg hvor umuligt det er for det sorte ægteskab at holde. Millioner af sorte børn er
således vokset op uden deres fædre. Men næsten ligeså mange er vokset op uden deres mødre, da de ikke var i stand til at få arbejde, som kunne forsørge børnene, og tit måtte rejse nordpå for i det hele taget at få arbejde.

Derfor blev det i reglen bedstemoderens opgave at tage sig af børnene. Selve begrebet bedstemor står derfor enormt stærkt i de sortes bevidsthed, og mange tænker med vemod og længsel tilbage til deres bedstemor som Bill Withers i denne rørende sang "Grandmas hands": 

Bedstemors hænder 
- klappede i kirke søndag morgen, bedstemors hænder 
- spillede tamburinen så vel
Bedstemors hænder plejede at advare, 
hun ville sige: Billy, løb ej så stærkt, 
du kunne falde over et stykke glas, 
der kan være slanger i græsset. 
Bedstemors hænder 
- trøstede de lokale ugifte mødre osv.

Vi er nu ved at nå til det punkt hvor vi skal til at slutte. Jeg har her beskæftiget mig lidt med især den musik, der har med negrenes forhold i Sydstaterne at gøre og om hvordan sorte musikere har tolket den undertrykkelse og nød, der var og stadigt er i stort omfang. I den næste udsendelse vil jeg komme ind på reaktionerne på denne undertrykkelse - altså især volden og kriminaliteten i storbyerne i Norden. For at belyse den vil jeg bl.a. fortælle lidt om de mere voldsomme begivenheder, jeg selv har været ude for og dernæst hvordan de bliver tolket i musikken. Men jeg vil også komme ind på et andet emne, som jeg mener er langt alvorligere end selve volden. For fuldt ud at forstå årsagerne til denne vold, som vel alle besøgende i USA på et tidspunkt stifter bekendtskab med dersom de ønsker frit at færdes overalt, er det nødvendigt at forstå den psykologiske undertrykkelse af negrene, som vi her har været inde på i denne udsendelse. For vold kommer jo ikke af sig selv ud af den blå luft.

Men vi må ikke glemme, at selv midt i denne undertrykkelse og nød er der vide muligheder for spillerum, i hvilken vi også får menneskets bedre side at se. Ligegyldigt hvor vi befinder os i verden, er der et tema, som er mere hyppigt end alle andre temaer til sammen indenfor musikken. Og det er naturligvis kærligheden, som sort musik jo er mindst lige så belastet af eller beriget med, hvordan man nu ser på det, som al anden musik. 

Men jeg skal ikke lægge skjul på, at den kærlighed, som der bliver sunget om i sort musik, virker stærkere på mig end nogen anden kærlighed. Og det er fordi jeg så bittert har måttet erkende hvor uhyggelig svært det er for kærligheden at trives netop i det sorte samfund. Da jeg gang på gang så, hvordan kærligheden blandt negrene blev slået i stykker af ydre faktorer, virkede den konstante søgen og længsel efter kærlighed i sort musik mere virkelighedsnært end jeg nogensinde tidligere har oplevet det. Lad os derfor slutte af med en virkelig lykkelig sang af The 0'Jays som lyder sådan: 

Nu da vi har fundet kærligheden, 
hvad skal vi så stille op med den ? 
Lad os give den en chance, 
lad den råde over vor skæbne. 
Vi skylder os selv at leve lykkeligt i evindelighed. 
Nu hvor vi har fundet hvad vi søgte efter - 
og kærligheden er hvad vi søgte efter. 
Nu hvor jeg har fået den lige her i min hånd, 
vil jeg sprede den ud over hele landet. 

Lad os tilgive og glemme,
lad ikke nogen tanke være din fjende.
Jeg har aldrig haft det så godt,
jeg er lykkelig, så lykkelig
som noget menneske kan blive.
Kærligheden er hvad vi har ventet på,
kærligheden er hvad vi har håbet på,
lad os nu sprede det ud over hele landet.