Integration forudsætter
 
ligeværdighed

De muslimske friskolers succes med at levere elever til gymnasiet skyldes ikke religion, men identitet. Fænomenet er kendt i andre samfund gennemsyret af undertrykkende kollektiv tænkning over for udsatte grupper? F.eks. klarer piger fra pigeskoler i USA, hvor de beskyttes fra samfundets sexisme, sig bedre i livet end piger fra integrerede skoler. Har vi danskere i dag svært ved at se vores egen racisme i øjnene, er det værd at tænke over, hvor få danske mænd, der for 50 år siden så os selv som sexister. Men at vi smadrede pigerne med vore holdninger, viser den tids statistikker af hvor mange kvinder, som vi ”tvang” bort fra en højere uddannelse ved at vi gav dem emotionelle blokeringer, så de ikke blev læger, jurister osv.
 

Det samme undertrykkende magtprivilegium udøver de hvide i USA gennem negativ tænkning over for sorte. Da de samtidig sidder på magten og medierne, siver deres ødelæggende tænkning uundgåeligt ned til de svageste, de sorte børn, som tidligt indvendiggør den og begynder at tænke dårligt om sig selv. I skolen klarer de sig jævnbyrdigt med de hvide til 4. klassetrin, men derefter begynder de ligesom danske indvandrerbørn at indvendiggøre samfundets opfattelse af dem. De mister selvtilliden og troen på egne evner og fremtid og bliver umotiverede i skolen. Undertrykkelsens onde selvforstærkende cirkel træder derpå i kraft så de falder stadig længere bagud de hvide og hyppigere havner i fængsel end i universitetet. Om de går i ghettoskoler eller integrerede skoler gør ingen forskel. De er lige udsatte for vores sårende racistiske tænkning, som skaber den voldsomme smerte, frustration og selvforagt, der ligger bag det magtesløshedens voldelige ghettosprog, de udvikler mod undertrykkeren eller dem, der samarbejder med denne.

Kun én ting kan redde smertens børn, nemlig at de så vidt muligt beskyttes mod det ydre undertrykkende samfund af yderst engagerede og politisk bevidste lærere, der kan genskabe den selvværds- og identitetsfølelse, som vi så tidligt stjal fra dem. I USA har sorte friskoler tit held med at bringe eleverne op på landsgennemsnittet. Jeg er desværre en aktiv del af denne racisme når jeg f.eks. efter lang tids undervisning i kun hvide universiteter internaliserer elevernes tænkning og ustandseligt fanger mig selv i at tænke racistisk om de sorte, dvs. i bebrejdende og afstandtagende tænkning med hang til at finde fejl hos ”de andre” hvormed jeg er med til at give ”de udstødte” en anderledes kultur – mit hvide privilegiums blindhed.
For blindhed er det, når vi udadtil kræver integration, men i vores indre tænkning ”tager afstand fra” eller frygter dem, vi skal integreres med. USA har altid haft fysisk integration på arbejdspladsen mellem hvide og sorte, men fysisk og mentalt har det store flertal siden 60’erne levet mere og mere isoleret fra hinanden – samtidig med at de hvide åbnede sind og hjerter op for generationer af fx muslimske indvandrere så disse kunne få amerikanske værdier.

Vi må derfor blande os med ”de andre”, hvis vi ønsker integration – også herhjemme. Men at kræve integration i danske skoler mellem dem, hvis hele identitet vi i vore inderste tanker ikke ser som ligeværdige, og os, som værdichauvinistisk insisterer på psykisk at flyde ovenpå, er som at integrere olie og vand. Også jeg har famlet mig ud i indre negativ tænkning om islam og muslimer, opildnet af de senere års danske ”merværdi”-debat. Jeg tror ikke at jeg står alene og vil opfordre mine læsere til at ransage sindet og undersøge hvor vidt I også har deltaget i denne mest racistiske forbrydelse af alle, at angribe mennesker på deres identitet? Ligesom sort hudfarve er religion kun en lille del af vore medborgeres identitet, men når de årti efter årti angribes for en religion, de ikke selv har valgt, bliver dette snart både for os og for dem til HELE deres identitet. Lad mig give blot et eksempel. Hovedløs kastede jeg mig ud i et Tv-skænderi med Mogens Camre om en ”rystende” rapport om at muslimerne i 2050 vil udgøre flertallet i Danmark. Jeg hævdede at det jo var et ligegyldigt fiktivt ”problem”, hvis bare vi sørger for at blande os så meget med dem at de til den tid har fået vore værdier og føler sig som danskere. Men vores knusende hovedbudskab, der sivede ned til og blev internaliseret af hvert eneste muslimske barn, var jo at ”vi ønsker jer ikke, I er værre end pesten.” 

For 50 år siden brugte amerikanske politikere på samme måde medierne til at smadre selvværdsfølelsen hos en udsat minoritet ved at ”out-nigger” hinanden for at fiske racismens stemmer. Millioner af sorte flygtede dengang fra Sydens racisme i håb om at blive accepteret som ligeværdige blandt nordens frisindede, retskafne hvide - kun for deroppe at møde den samme undvigende racisme, som muslimer på flugt fra sydens undertrykkelser møder i det kolde, danske nord.
Nej vel, vi danskere bryder os ikke om at blive sammenlignet med den racisme, vi selv engang fordømte, da Martin Luther Kings demonstranter med skilte som ”I am a man” anråbte de hvide om at blive anerkendt for ”indholdet af deres karakter” og ikke for deres ydre identitet.

Men nu afslører de muslimske friskolers succes, at vi selv opfører os nøjagtigt som USA’s hvide dengang. Frem for at give tosprogede i folkeskolen danske værdier som frisind og tolerance ved at åbne vore kvarterer, skoler, hjem og hjerter for dem og med eksemplets magt lege disse værdier ind i dem på samme kærlige måde, som vi legede dem ind i vore egne børn, - ja, så knuses de langsomt af at vi i stedet giver dem skråt-op-fingeren. For racismen bag vort ydre ”frisind” afsløres hver gang de ser os trække vore børn ud af skolen eller flytte ud til ”bedre kvarterer” på samme måde som analoge hvide med ”alle de rigtige meninger” tvang millioner af sorte i USA ind i ghettoer frem for at give dem følelsen af ligeværd og accept. Det var i denne følelse af udstødthed at både de og vore egne hjemlige forkastede udviklede et ghettosprog a la Yallahrup Færgehavn og eksploderede i en ”hadsk” afmagtskriminalitet, de aldrig før havde haft – typisk vendt mod hvide unge med magtens mærkevaresymboler. Vi kunne måske more os i julekalenderen over på så kort tid at have skabt et sprog blandt vore egne udstødte, som ord for ord er parallelt med sproget blandt USA's udstødte sorte med ”motherfucker”, ”du er ikke rigtig muslim”, ”du er for dansk”, ”danskersvin”, ”luder” (om kvinder der klæder sig for ”dansk” eller anderledes end den udstødte gruppe), ”bøssekarl” osv. Ligesom i de sortes ”snapping” afprøver og måler muslimske elever allerede i 8. klasse hinanden med ”du lugter af svinekød” eller ”din søster er danskerfucker”.
Men sproget afslører at de bløder indvendigt. Vi finder det ubehageligt, da det afslører vores egen ”skråt-op-med-jer”-racisme, som skabte det. For et så voldeligt tabersprog udvikles kun i grupper, som føler sig forkastede. Jeg oplever ikke et tilsvarende sprog blandt USA’s muslimske indvandrere, som omvendt klarer sig ligeså godt som de hvide i skolen.

Det er i denne triste forståelsesramme vi skal se de muslimske friskolers succes med at rette den knuste selvværdsfølelse op hos de elever, der hele tiden havner hos dem efter at have fået den ødelagt af os. Ikke fordi de var fysisk integrerede i folkeskolen, men fordi vi ikke integrerede dem mentalt og hele tiden afslørede vores indre negative tænkning gennem undvigende og nedladende adfærd. Når vi ser hvordan børn i asylcentre bliver syge af at leve i et ingenmandsland, kan vi forstå de identitetskriser nydanske børn får i vore psykiske ghettoers limbo, hvor de føler sig fremmede både i forældrenes kultur og i den kultur, vi holder dem ude fra gennem vores berøringsangst og skyldfølelse over vores daglige negative tænkning om dem – skyldfølelsen jeg oplever når jeg slæber danskere med til indvandrerfester og ser dem bryde i gråd over pludselig at opleve ”de andre” som mennesker frem for truende fjendebilleder - nøjagtig ligesom når jeg slæber hvide med til sorte fester i USA.