Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Politikens undertrykkende Winkel


Reaktion på artikel i Politiken af Jacob Holdt
bestyrelsesmedlem i Mixeurope
og Kritiske Muslimer

 

Jeg tvivler på at nogen amerikansk avis ville trykke Katrine Winkels racistiske indlæg om islam Pol. 11.5 og det siger noget om den kollektive formørkelse vi her i landet er sunket ned i at Politiken gør det. Alle ved nemlig i et multietnisk-religiøst samfund som det amerikanske at man ikke kan leve sammen i harmoni hvis man begynder at tale eller blot tænke negativt om andres religioner. Selv de dybt reaktionære amerikanske radiostationer irettesætter eller afskærer straks folk, der ringer ind og uforvarende roder sig ud i negative udtalelser om f.eks. jøder eller muslimer. Hvad vigtigere er, i denne frihed har man heller ikke noget dybere indre behov for at svine hinanden til sådan som Winkel forsøgte at gøre med islams udøvere.

Jeg selv lærte først at tænke positivt om andres tro ved som blaffer i USA at skulle ”konvertere” flere gange om dagen under morgenbøn med f.eks. en kristen værtsfamilie, middagsbøn med en buddhistisk chauffør og aftenbøn med min næste vært, hyppigt en muslimsk forretningsmand. Alle mennesker – selv de ”lukkede” hassidiske jøder og sikher – bliver nemlig åbne og kærlige overfor den, der viser indlevelse i deres trosudøvelse. Nøjagtig som vi oplever det med danske muslimer, når vi gør forsøget af et rent hjerte. Og omvendt, kommer man jo selv til at tænke kærligt om dem, man føler sig elsket af. Så jeg lovede dengang mig selv at jeg altid ville forsvare mennesket og dets tro. Det er mig flintrende ligegyldigt om mennesker tror på flyvende lyserøde gyngeheste eller fødende jomfruer. Al religion er ligegyldig og latterlig for den som står udenfor.

Men mennesket må vi aldrig vende ryggen til. Og overalt i verden er mennesker kommet ind i deres religion ved som snottede og forvirrede børn at blive trukket i skørterne af deres mor hen i den lokale kirke, synagoge, moske, tempel osv. Siden hen, ved vi, er de alle ”fortabte” og det lykkes kun for ca. 0,001%  af os senere at løsrive os fra mors skørter - selv mange år efter hendes død.

Jo, hvis vi forsvarer forældres ret til at hjernevaske og undertrykke deres børn må vi også kæmpe for deres ret til at gå med lyserøde gyngeheste på hovedet, der hvor det er praktisk muligt, eller som en indisk Sikh, jeg i et år havde boende, til hver morgen at vikle hele min lejlighed ind i sin 30 meter lange turban, så jeg bogstaveligt måtte bukke for ham formiddagen lang – en ganske farverig måde at lære ærbødighed overfor andres kultur på.

Det er derfor Katrine Winkels og danskernes sygelige negative tænkning om islam og muslimer er så fortvivlende racistisk. Man ”måler” nemlig ikke det umålelige som hun gør det i sin hadske artikel om at ville gøre én religion bedre end en anden. Ligeså - lærte jeg også ude i vores de facto multietniske verden, som USA jo blot er fortrop for – sammenligner man naturligvis ikke den enes smerte med den andens. F.eks. hvor vidt jødens smerte efter århundreders forfølgelse og holocaust er større end den sorte smerte efter århundreders ghettoisering og forhånelse. Ethvert menneskes religion og smerte – dybt forbundne som de jo hyppigt er - vil naturligvis for dette menneske altid være den største.

Winkels artikel er rendyrket racisme fordi den kun bruger kulturelle argumenter i forsøget på at svine islam til i vore tanker. Nemlig tørklædet og tvangsægteskaber. Som sådan svarer den til argumenter som ”Jøden lugter og undertrykker kvinder med tvangsægteskaber og påbud om tildækning.”  Jo, jeg må tilstå at det lugtede hver gang hassidiske jøder, jeg boede hos i USA, gav mig deres aflagte tøj og indrømme at Pia Tafdrup og jeg blev bedt om at sidde på hver side af muren, der adskiller mænd og ”deres” tildækkede, hyppigt tvangsgiftede kvinder i Brooklyns restauranter, indtil jeg protesterede: ”Ja, men selv om Pia er jøde gælder jeres påbud vel kun for de troende?” Vi vidste jo at dette ikke handlede om ”jødedommen,” men om en lille gruppe mennesker, hvis næsten holocaust-udslettede kultur blev født af århundreders smerte og ghettoisering i Østeuropa.

Og på samme måde ved enhver udstationeret dansker, der som jeg har danset natten lang med dybt nedringede, barmfagre, kinddansende, øldrikkende, skinkesandwichspisende, lårkorte muslimske piger ad libitum i Europas vildeste natteliv i Kosovo (eller i USA) at tørklæder og tvangsægteskaber intet har med islam at gøre. Kun med nogle muslimers kultur i visse muslimske lande. Derfor må vi ustandseligt i foreningen Kritiske Muslimer råde forvirrede danske muslimske kvinder til selv at vælge, hvad der føles rigtigt for dem, da Koranen jo ikke siger stort andet end gængse danske kulturnormer om at kvinden bør være anstændigt tildækket.

Så hvorfor vælger efterhånden flere danske muslimer tørklædet end mange muslimske landes kvinder? En grund ville du, Katrine, hurtigt indse, hvis du i solidaritet gik med tørklæde i få måneder i lighed med den hvide John Howard Griffin, der farvede sig sort blandt USA’s sorte og skrev bestselleren om smerten han derefter gik igennem, ”Black like me.”  Langsomt, i takt med den massive negative tænkning om dig, den fjendtlige nedstirren, ydmygelserne, tilråbene, truslerne, knytnæveslagene – der får dig til at græde og gå i stykker fordi de kommer fra danskere du før havde opfattet som retskafne, oplyste, søde og velmenende – langsomt vil dit sind ændre sig og lukke sig i trods mod hadet omkring dig. ”Det kan ikke passe,” vil du sige, ”så skal jeg også vise dem.” Og snart vil også du vælge permanent at gå med ”jødestjerne” – ligesom mange af nutidens jøder af samme grund har fundet kalotten frem igen.

Men hvis du virkelig ønsker at skaffe dig af med dit ”Tell-Tale Heart” (af Edgar Allan Poe), som din artikel jo er en tro kopi af, vil jeg lidt mere konstruktivt foreslå en måde du kan fjerne vore, åh, så forhadte tørklæder på. Også jeg er nemlig træt af nu på tiende år i denne tilbagevendende debat at få rippet op i mine danske fobier – en fobi jeg selv led af indtil for få år siden – i al fald når jeg befandt mig i Danmark. Prøv i stedet konsekvent at tænke positivt om tørklædet, - ja, helt til det punkt hvor du - som jeg er nået til - nærmest forelsker dig i det. Pludselig vil du se mirakler og tørklædet vil falde for dine øjne. Selv indenfor det undertrykkende klima i Danmark kan eksperimentet lade sig gøre – i al fald ”indenfor murene”. Ofte har jeg nemlig set mine tilhyllede muslimske veninder under middage hos mig - når først de føler sig ”hjemme,” ”trygge” og ”inde i varmen” - pludseligt udbryde: ”Ih, hvor er der dog varmt herinde. Har I noget imod at jeg lige smider tørklædet?”

Jo, det var ikke let for mig som jantelovsdansker at nå til ”at kunne afklæde kvinder med mine øjne” - og alt det positive samvær, der deraf følger - og jeg må da også igen tilstå at det blot er et smart lille trick, jeg har lært i USA. Her er der jo langt, langt flere muslimer, men man ved det bare ikke fordi amerikanerne på denne kærlige måde får dem til at forsvinde for øjnene af sig. De få undtagelser, der er dukket frem de sidste år, bekræfter mønstret. Jeg fik et chok da jeg for to år siden så et par tørklæder i mit publikum i Baltimore. ”Hvorfor?” spurgte jeg de to piger, der kom fra samme områder i Pakistan som danske muslimer. Jo, de havde naturligvis heller ikke haft noget ønske om at gå med tørklæde tidligere i USA, men efter 9/11 fornemmede de nye hadske toner ude i verden og følte at de i solidaritet måtte vise deres identitet. Selv i det muslimske og arabiske Detroit, hvor kirker og moskeer kærligt omslynger hinanden med fælles parkering, tilkørsel osv., og hvor jeg tidligere kun så de sorte muslimer inde i ghettoen gå med tørklæde, er de nu begyndt at dukke frem. Men her er svarene fra mine publikums ligeså entydige. Parallelt med ”Det er da skide smart og sexet” kommer de med udsagn som ”Det er i solidaritet med vore undertrykte søstre i Europa” eller som én sagde det: ”…med de forfulgte muslimer i Danmark.” Med andre ord er tørklæderne i høj grad en reaktion på netop den undertrykkelse og menneskeforagt, som Winkels artikel er eksponent for. Samt udtrykker en solidaritet, som danskerne helt har glemt betydningen af siden vi gik med palæstinenser- og ”søster”-tørklæder.    

Men når muslimerne føler sig frie i USA, som modsat Europa ikke producerer muslimske ”terrorister” og ”kriminelle” (indenfor landets grænser!) og kun i lidet omfang ”muslimske tørklæder”, hvorfor ønsker danskerne ikke at opnå en tilsvarende harmoni og fred? Hvorfor insisterer danske medier modsat de amerikanske – som dog også kender til ordet ytringsfrihed – på som i dette tilfælde Politiken at krænke andre mennesker ved at svine deres religion og hele identitet til? Jeg – og muslimerne – har ingen problemer med at I trykker Pia Kjærsgårds pædagogisk oplysende artikler med deres primitive inspiration fra det amerikanske nazistparti a la ”Send the niggers back to Africa.”

For de tvinger os til at forholde os til – og dernæst skræmte at tage afstand fra – vores egen ubevidste nazistiske tænkning. Men Katrine Winkels intellektuelle sortstempling af islam er langt, langt farligere for demokratiet – og det som demokratiet handler om – mennesket og respekten for medmennesket. Det var nemlig i høj grad teologer og intellektuelle som hende i 30’ernes Tyskland, der med tilsvarende ”oplyste” og ”historiske” analyser af alt, hvad der var galt med jøderne, leverede det moralske forsvar, som opflammede og fik selv rettænkende mennesker til at hoppe på afgrundstoget af kollektiv negativ, national tænkning og fordømmelse af jøderne.  Hvis det er dette vores ytringsfrihed skal handle om herhjemme, så flygter jeg snart – som dengang jøderne og i dag mange af vore muslimer – til USA.

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;