|

Reaktion på artikel i
Politiken af Jacob Holdt
bestyrelsesmedlem i Mixeurope
og Kritiske Muslimer
Jeg tvivler på at nogen amerikansk avis ville trykke
Katrine Winkels racistiske indlæg om islam Pol. 11.5 og det siger
noget om den kollektive formørkelse vi her i landet er sunket ned i
at Politiken gør det. Alle ved nemlig i et multietnisk-religiøst
samfund som det amerikanske at man ikke kan leve sammen i harmoni
hvis man begynder at tale eller blot tænke negativt om andres
religioner. Selv de dybt reaktionære amerikanske radiostationer
irettesætter eller afskærer straks folk, der ringer ind og
uforvarende roder sig ud i negative udtalelser om f.eks. jøder eller
muslimer. Hvad vigtigere er, i denne frihed har man heller ikke
noget dybere indre behov for at svine hinanden til sådan som Winkel
forsøgte at gøre med islams udøvere.
Jeg selv lærte først at tænke positivt om andres tro ved som blaffer
i USA at skulle ”konvertere” flere gange om dagen under morgenbøn
med f.eks. en kristen værtsfamilie, middagsbøn med en buddhistisk
chauffør og aftenbøn med min næste vært, hyppigt en muslimsk
forretningsmand. Alle mennesker – selv de ”lukkede” hassidiske jøder
og sikher – bliver nemlig åbne og kærlige overfor den, der viser
indlevelse i deres trosudøvelse. Nøjagtig som vi oplever det med
danske muslimer, når vi gør forsøget af et rent hjerte. Og
omvendt, kommer man jo selv til at tænke kærligt om dem, man føler
sig elsket af. Så jeg lovede dengang mig selv at jeg altid ville
forsvare mennesket og dets tro. Det er mig flintrende ligegyldigt om
mennesker tror på flyvende lyserøde gyngeheste eller fødende
jomfruer. Al religion er ligegyldig og latterlig for den som står
udenfor.
Men mennesket må vi aldrig vende ryggen til. Og overalt i verden er
mennesker kommet ind i deres religion ved som snottede og forvirrede
børn at blive trukket i skørterne af deres mor hen i den lokale
kirke, synagoge, moske, tempel osv. Siden hen, ved vi, er de alle
”fortabte” og det lykkes kun for ca. 0,001% af os senere at løsrive
os fra mors skørter - selv mange år efter hendes død.
Jo, hvis vi forsvarer forældres ret til at hjernevaske
og undertrykke deres børn må vi også kæmpe for deres ret til at gå med
lyserøde gyngeheste på hovedet, der hvor det er praktisk muligt, eller
som en indisk Sikh, jeg i et år havde boende, til hver morgen at vikle
hele min lejlighed ind i sin 30 meter lange turban, så jeg bogstaveligt
måtte bukke for ham formiddagen lang – en ganske farverig måde at lære
ærbødighed overfor andres kultur på.
Det er derfor Katrine Winkels og danskernes sygelige
negative tænkning om islam og muslimer er så fortvivlende racistisk. Man
”måler” nemlig ikke det umålelige som hun gør det i sin hadske artikel
om at ville gøre én religion bedre end en anden. Ligeså - lærte jeg også
ude i vores de facto multietniske verden, som USA jo blot er fortrop for
– sammenligner man naturligvis ikke den enes smerte med den andens.
F.eks. hvor vidt jødens smerte efter århundreders forfølgelse og
holocaust er større end den sorte smerte efter århundreders
ghettoisering og forhånelse. Ethvert menneskes religion og smerte – dybt
forbundne som de jo hyppigt er - vil naturligvis for dette menneske
altid være den største.
Winkels artikel er rendyrket racisme fordi den kun bruger kulturelle
argumenter i forsøget på at svine islam til i vore tanker. Nemlig
tørklædet og tvangsægteskaber. Som sådan svarer den til argumenter som
”Jøden lugter og undertrykker kvinder med tvangsægteskaber og påbud om
tildækning.” Jo, jeg må tilstå at det lugtede hver gang hassidiske
jøder, jeg boede hos i USA, gav mig deres aflagte tøj og indrømme at Pia
Tafdrup og jeg blev bedt om at sidde på hver side af muren, der
adskiller mænd og ”deres” tildækkede, hyppigt tvangsgiftede kvinder i
Brooklyns restauranter, indtil jeg protesterede: ”Ja, men selv om Pia er
jøde gælder jeres påbud vel kun for de troende?” Vi vidste jo at dette
ikke handlede om ”jødedommen,” men om en lille gruppe mennesker, hvis
næsten holocaust-udslettede kultur blev født af århundreders smerte og
ghettoisering i Østeuropa.
Og på samme måde ved enhver udstationeret dansker, der som jeg har
danset natten lang med dybt nedringede, barmfagre, kinddansende,
øldrikkende, skinkesandwichspisende, lårkorte muslimske piger ad libitum
i Europas vildeste natteliv i Kosovo (eller i USA) at tørklæder og
tvangsægteskaber intet har med islam at gøre. Kun med nogle muslimers
kultur i visse muslimske lande. Derfor må vi ustandseligt i foreningen
Kritiske Muslimer råde forvirrede danske muslimske kvinder til selv at
vælge, hvad der føles rigtigt for dem, da Koranen jo ikke siger stort
andet end gængse danske kulturnormer om at kvinden bør være anstændigt
tildækket.
Så hvorfor vælger efterhånden flere danske muslimer
tørklædet end mange muslimske landes kvinder? En grund ville du,
Katrine, hurtigt indse, hvis du i solidaritet gik med tørklæde i få
måneder i lighed med den hvide John Howard Griffin, der farvede sig sort
blandt USA’s sorte og skrev bestselleren om smerten han derefter gik
igennem, ”Black like me.” Langsomt, i takt med den massive negative
tænkning om dig, den fjendtlige nedstirren, ydmygelserne, tilråbene,
truslerne, knytnæveslagene – der får dig til at græde og gå i stykker
fordi de kommer fra danskere du før havde opfattet som retskafne,
oplyste, søde og velmenende – langsomt vil dit sind ændre sig og lukke
sig i trods mod hadet omkring dig. ”Det kan ikke passe,” vil du sige,
”så skal jeg også vise dem.” Og snart vil også du vælge permanent at gå
med ”jødestjerne” – ligesom mange af nutidens jøder af samme grund har
fundet kalotten frem igen.
Men hvis du virkelig ønsker at skaffe dig af med dit
”Tell-Tale Heart” (af Edgar Allan Poe), som din artikel jo er en tro
kopi af, vil jeg lidt mere konstruktivt foreslå en måde du kan fjerne
vore, åh, så forhadte tørklæder på. Også jeg er nemlig træt af nu på
tiende år i denne tilbagevendende debat at få rippet op i mine danske
fobier – en fobi jeg selv led af indtil for få år siden – i al fald når
jeg befandt mig i Danmark. Prøv i stedet konsekvent at tænke positivt om
tørklædet, - ja, helt til det punkt hvor du - som jeg er nået til -
nærmest forelsker dig i det. Pludselig vil du se mirakler og tørklædet
vil falde for dine øjne. Selv indenfor det undertrykkende klima i
Danmark kan eksperimentet lade sig gøre – i al fald ”indenfor murene”.
Ofte har jeg nemlig set mine tilhyllede muslimske veninder under middage
hos mig - når først de føler sig ”hjemme,” ”trygge” og ”inde i varmen” -
pludseligt udbryde: ”Ih, hvor er der dog varmt herinde. Har I noget imod
at jeg lige smider tørklædet?”
Jo, det var ikke let for mig som jantelovsdansker at nå
til ”at kunne afklæde kvinder med mine øjne” - og alt det positive
samvær, der deraf følger - og jeg må da også igen tilstå at det blot er
et smart lille trick, jeg har lært i USA. Her er der jo langt, langt
flere muslimer, men man ved det bare ikke fordi amerikanerne på denne
kærlige måde får dem til at forsvinde for øjnene af sig. De få
undtagelser, der er dukket frem de sidste år, bekræfter mønstret. Jeg
fik et chok da jeg for to år siden så et par tørklæder i mit publikum i
Baltimore. ”Hvorfor?” spurgte jeg de to piger, der kom fra samme områder
i Pakistan som danske muslimer. Jo, de havde naturligvis heller ikke
haft noget ønske om at gå med tørklæde tidligere i USA, men efter 9/11
fornemmede de nye hadske toner ude i verden og følte at de i solidaritet
måtte vise deres identitet. Selv i det muslimske og arabiske Detroit,
hvor kirker og moskeer kærligt omslynger hinanden med fælles parkering,
tilkørsel osv., og hvor jeg tidligere kun så de sorte muslimer inde i
ghettoen gå med tørklæde, er de nu begyndt at dukke frem. Men her er
svarene fra mine publikums ligeså entydige. Parallelt med ”Det er da
skide smart og sexet” kommer de med udsagn som ”Det er i solidaritet med
vore undertrykte søstre i Europa” eller som én sagde det: ”…med de
forfulgte muslimer i Danmark.” Med andre ord er tørklæderne i høj grad
en reaktion på netop den undertrykkelse og menneskeforagt, som Winkels
artikel er eksponent for. Samt udtrykker en solidaritet, som danskerne
helt har glemt betydningen af siden vi gik med palæstinenser- og ”søster”-tørklæder.
Men når muslimerne føler sig frie i USA, som modsat
Europa ikke producerer muslimske ”terrorister” og ”kriminelle” (indenfor
landets grænser!) og kun i lidet omfang ”muslimske tørklæder”, hvorfor
ønsker danskerne ikke at opnå en tilsvarende harmoni og fred? Hvorfor
insisterer danske medier modsat de amerikanske – som dog også kender til
ordet ytringsfrihed – på som i dette tilfælde Politiken at krænke andre
mennesker ved at svine deres religion og hele identitet til? Jeg – og
muslimerne – har ingen problemer med at I trykker Pia Kjærsgårds
pædagogisk oplysende artikler med deres primitive inspiration fra det
amerikanske nazistparti a la ”Send the niggers back to Africa.”
For de
tvinger os til at forholde os til – og dernæst skræmte at tage afstand
fra – vores egen ubevidste nazistiske tænkning. Men Katrine Winkels
intellektuelle sortstempling af islam er langt, langt farligere for
demokratiet – og det som demokratiet handler om – mennesket og respekten
for medmennesket. Det var nemlig i høj grad teologer og intellektuelle
som hende i 30’ernes Tyskland, der med tilsvarende ”oplyste” og
”historiske” analyser af alt, hvad der var galt med jøderne, leverede
det moralske forsvar, som opflammede og fik selv rettænkende mennesker
til at hoppe på afgrundstoget af kollektiv negativ, national tænkning og
fordømmelse af jøderne. Hvis det er dette vores ytringsfrihed skal
handle om herhjemme, så flygter jeg snart – som dengang jøderne og i dag
mange af vore muslimer – til USA.
|
|