Under omtale af en sort massemorders nedskydning af hvide i New York skrev Berlingske Tidende 15.12, at sortes drab på hvide og asiatere nu udgør 46% af alle drab i USA. Da nyheden blev nævnt to gange var der ikke tale om en trykfejl. Det er meget farligt at sætte en hel befolkningsgruppe på 31 millioner under en sådan anklage med de prøvelser den allerede er udsat for og jeg vil derfor gerne kraftigt korrigere disse tal.

Med den frygt det hvide Amerika i dag lever i - og den repressive tænkning en sådan normalt avler (såsom krav om dødsstraf, selvjustits, livstidsfængsel og kollektiv afstraffelse i form af yderligere ghettoisering) - havde de sorte for længst været i koncentrationslejre, dersom tallene var rigtige. Imidlertid bliver kun 6% af mordene i USA begået af sorte mod hvide og 3% af hvide mod sorte.

De fleste mord på hvide sker under røverier af butikker, af strejfkugler osv. og er ikke racehadsbetonede. Snarere tværtimod. Hvad hvide aldrig har forstået i USA er, at det er langt tryggere for hvide at færdes i sorte kvarterer end for sorte. Jeg selv færdes en stor del af året i de mest voldsplagede ghettoer både dag og nat og er ikke blevet overfaldet i over 20 år. Overalt i verden er det nemlig lettere for undertrykte at tage de ophobede aggressioner ud imod hinanden end mod den, som antages at være undertrykkeren, idet langvarig undertrykkelse får dem til at "indvendiggøre" undertrykkerens tankevis og derfor f.eks. værdsætte dennes liv langt højere end sit eget.

Undertrykkeren, f.eks. den hvide amerikaner eller israelske jøde, er altid lammet af frygt og/eller skyldfølelse overfor ofrene, og vil derfor i bedste tro skræmme udefra kommende turister til at føle det samme. Derfor stiller de sig fuldstændig måbende og føler sig nærmest forrådt, når f.eks. danskere rejser ind i sorte ghettoer eller amerikanske jøder ofte foretrækker at rejse og bo hos Vestbredens langt mere gæstfri palæstinensere. Den nævnte sorte massemorder i New York var da heller ikke indfødt sort, men hørte til de Vestindiske indvandrere, der normalt klarer sig godt i USA med en indtægt dobbelt så høj som sorte amerikaneres og flere højtuddannede jobs end gennemsnitsamerikanerne (eksempelvis Harry Belafonte, Sidney Poitier, general Powell osv).

Når jeg påpeger dette er det ikke mindst fordi vi danskere jo er underligt fascinerede af og tiltrukket af sorte. Næsten hver søndag, når jeg er i kirke i Harlem, løber jeg ind i og ender med at guide mængder af danske turister rundt, som ønsker at se denne ghetto ofte som det første i New York - det absolut sidste sted hvide amerikanske turister kunne drømme om at tage hen eller nogensinde kommer. Og i reglen ser jeg disse danskere næsten lammede af en irrationel og i hvert fald stærkt ubegrundet angst (enhver ved vel at de kriminelle sover til langt over kirketid!).

Jeg kan kun konkludere at deres angst stammer fra sådanne ensidige reportager, amerikansk Tv-påvirkning - eller at de allerede har lyttet til hvide amerikaneres evindelige formaninger "Gå ikke 3 husblokke den vej... osv." De få steder hvor overdådigt rige institutioner er plantet midt i fattige ghettoer såsom Yale, U. of Chicago, Columbia osv. kan der ofte spores vrede overfor de hvide studerende, men denne vrede fremkaldes i høj grad af disses egen racisme: skyldfølelsen og frygtens undvigende blikke og reaktioner, som altid avler fjendtligheds- og vredesmønstre hos ofrene.