Lad os se. I 1976 vendte jeg som ung jysk bonderøv hjem fra ”En personlig rejse gennem det sorte Amerika” for kort at vise 5 års rejsebilleder for min præstefar og hans vestjyske nabokirker inden jeg ville tilbage til det USA, jeg elskede. Men straks opdagede de danske medier mine lysbilleder, som de i tidens anti-amerikanske ånd omdøbte til det slagkraftige ”Amerikanske Billeder.” Rygtet spredte sig som en lynild til USA og en hel hær af sorte amerikanere kom tilrejsende for at hjælpe med at vise dem i hele verden. Skønt jeg ikke havde brugt ordet racisme (idet jeg ligesom danskerne i dag havde færdedes i en racistisk tankeverden så længe at jeg ikke tænkte over at det var racisme) kunne disse sorte straks se at dette var det mest effektive billedbevis for den følelse af udstødthed og undertrykkelse, de led af under racistiske hvide.

Det officielle USA lagde ikke skjul på sit ubehag over disse omrejsende sorte ambassadører og senere afslørede amerikanske medier hvor mange penge The US State Department havde brugt på at bremse disse ”landsforrædere.” Omvendt følte disse - som så mange andre sorte kunstnere og musikere – at de her i Europa for første gang kunne ånde frit og blive anerkendt som ligeværdige mennesker - samt at deres eneste chance for at blive hørt og skabe forandring var at lægge internationalt pres på USA ligesom det var sket under borgerretskampen. Og for danskerne gav det troværdighed at mit show blev fremvist af sorte og ikke en vestjysk bonderøv.

Men både jeg og min sorte slavehær (thi de arbejdede frivilligt for økonomisk at støtte kampen for de ligeså mange omrejsende apartheid-”forrædere” fra Sydafrika) blev rystede over at se hvilke kræfter vi havde sat i gang. Overalt opflammede mine billeder et sådant had mod USA at vi følte os tvungne til at stå at forsvare USA og endog dets hvide racister. Som jeg skrev i min første bog ”Hvis jeg dumpede 20 sorte i min jyske landsby ville hele byen hurtigt finde sig en redningsplanke som George Wallace (den tids Pia Kjærsgård).” Men ingen ville tro mig for enhver kunne jo indse at det blot var de hvide amerikanere, der var ”onde”.

Det undrede os at de, der syntes at have det største indbyggede behov for således at hade andre - frem for at forstå dem - var den tids venstrefløj hvorfor det ikke undrer os at så mange af netop disse – Søren Espersen, Karen Jespersen, Ralf Pittelkow, Kåre Bluitgen, Ulla Dahlerup og Lars Hedegaard – er blevet til vor tids mest udtalte islamofober. Især VS’erne var for os så uudholdelige at vi lod et flertal af vore offentlige shows organisere af Venstreforeninger i de sindige jyske forsamlingshuse.

Værst var klimaet i det skadefro Tyskland, hvor mine sorte ”landsforrædere” til sidst nægtede at vise mit show medmindre jeg klippede alle de sætninger ud hvori jeg forsvarede eller blot ”forstod” mennesket bag den hvide amerikanske racisme. Thi disse sætninger virkede som en rød klud i ansigtet på de tyske unge, der var midt i et hadsk, kompromisløst opgør med deres forældres stiltiende accept af forhånelserne og ghettoiseringen, som disse havde udsat jøderne for.  

Da vi til sidst lærte at mine billeder genererede så stærke følelser overalt i Europa, at KGB planlagde at bruge dem til at vise vesteuropæerne at menneskerettighederne havde det ligeså slemt i USA som i Sovjet, fik vi nok og flyttede dem til USA. Her har de i nu 30 år været den største foredragssucces nogensinde på universiteterne og Martin Luther Kings familie har vist dem for endog præsident Clinton for at skabe reformer.

Men hvad var det egentlig, jeg viste, som fik den tids danskere til at hade USA så meget – mens publikum i dag i de samme jyske skoler og forsamlingshuse græder over showet? Kunne årsagen være den samme som får vore muslimer til at drage til udlandet for at finde lidt trøst og medfølelse?

Det, jeg viste, var hvordan en gruppe mennesker havde lidt under århundreders undertrykkelse og diktatur (dvs. uden stemmeret og medindflydelse) i sydlige stater. Opmuntret af frisindede stater i det kolde nord, hvorfra man i årevis havde prædiket menneskerettigheder og sendt borgerretsfolk og ”ulandshjælp” for at hjælpe dem og belært deres undertrykkere om demokratiets velsignelser, var disse sorte derpå i millionvis indvandret til nordens frihed i håb om et bedre liv.

Men pludselig var disse nordboere ikke helt så frisindede, for overalt mødte de sorte en kold skulder. Hver gang de flyttede ind i et område begyndte de hvide i hobetal at flytte ud når smertesgrænsen på ca. 20% var nået. Hver gang flere end 20% sorte børn kom i en skoleklasse begyndte de hvide at tage deres børn ud. Således blev de sorte, som flygtede fra sydens fattigdom, gjort fattigere og fattigere, thi rigdom er bundet til de mursten man ejer og disse får hurtigt en høj værdi i de eftertragtede områder mens den falder i de områder alle ønsker at flygte fra – nøjagtigt som vi i dag ser det mellem Gentofte og Brøndbyøster. På den måde havde hver hvid amerikaner dengang gjort sig 6 gange så rig som hver sort mens de i dag er 8 gange så rige. Det er sådan man tvinger millioner af ”uønskede” ind i ghettoer – typisk bor 96% af alle sorte i byer som Chicago og Detroit i helt sorte områder imod deres eget ønske.

”Hvordan kan mennesker dog være så onde,” råbte mit danske publikum dengang når jeg forklarede dem at det ikke var ondsindede Ku Klux Klan-folk, der skabte ghettoerne og hvad deraf følger af ødelæggelse, fængsler og død, men gode retskafne mennesker med høje idealer om lighed som dem selv.

Da de sorte pludselig indså at de hvide hele tiden fjernede ”stigen til den amerikanske drøm” fra dem, knustes alt håb hvorefter ungdommen eksploderede i selvdestruktiv kriminalitet og ghettooprør a la Paris. Ingen af nordens hvide kunne nu længere gå trygt på gaden mens jeg i syden så de hvide bo klods op af de sorte uden at låse deres døre – nøjagtig ligesom kriminaliteten i de fleste af de lande vore indvandrere kommer fra er blandt verdens laveste. Når jeg viste hvordan de hvide låste deres cykler med jernkæde til køleskabet på 5. etage og alligevel fik begge dele stjålet, skreg mine skadefro danske publikums i 70’erne i hånlatter: ”Hvor har de hvide dog godt af det sådan som de har behandlet de sorte.”

Jo, parallellerne til vor egen danske nutid er endeløse. Mens de sorte i håbets år under borgerretskampen stræbte efter at assimilere sig med de hvide, har de siden ”lukket sig” i deres tidligere kultur og forskellen mellem sorte og hvide sprog- kultur- og adfærdsmønstre vokser igen. Ligesom 8 ud af 10 amerikanske hvide, jeg dengang talte med, udtrykte racistiske meninger om de sorte i et afstandtagende, fjendtligt sprog som ”vi må tage afstand fra dem….vi må stille krav til dem” hører jeg i dag 8 ud af 10 danskere sige det samme om indvandrere og ligeså ”hadsk” ustandseligt forsøge at finde fejl hos disse (thi dette er netop hvad had er, har jeg lært af mine venner i Ku Klux Klan).  Omvendt vil 2 ud af 10 hvide i begge tilfælde udtrykke sig i et ikke-voldeligt, imødekommende sprog og forklare den manglende integration ved at ”se bjælken i eget øje”.

Denne massive negative tænkning hos os der sidder på magten og medierne indvendiggøres naturligvis hos de magtesløse, som mister troen på sig selv, egne evner og fremtid, hvorfor danske indvandrerbørn falder ligeså langt bag ud de hvide i PISA-undersøgelser som de sorte gør det i Amerika.
(USA’s indvandrerbørn og muslimer klarer sig omvendt lige så godt som de hvide, idet de hvide i USA tænker positivt og gæstfrit om indvandrere.)

Denne gigantiske voksenmobning forplanter sig naturligvis til ghettoens børn i både USA og Danmark og det har rystet mig hvor hurtigt danske muslimske børn har fået et ligeså svinsk, mobbende sprog som smertens børn i USA med helt parallelle ”ludder”- og ”uncle Tom”/”danskersvin”-udtryk for de ”forrædere”, der prøver at ligne deres undertrykkere for meget.

Alt sammen et sprog, der viser i hvor høj grad de allerede har tilegnet sig danskernes dybere syn på dem om at ”I vil dø som de hunde, I er” parallelt med de evindelige skænderier jeg hører blandt USA’s sorte med sårende smertesskrig som ”You aint nothing but shit, nigger!” gennem hvilke de indirekte påtvinger deres egne børn følelsen de har fået fra de hvide af at ”de er værre end skidt.”

Men der er også forskelle. Mens USA konsekvent har stræbt efter at gå til roden af ondet gennem holdningsbearbejdning af de hvides racisme og positiv særbehandling for de sorte gør man i Danmark hele tiden ondt værre gennem endeløse ”stramninger” for de udstødte. Da USA for længst har indset at alle blev tabere i denne racisme, præges denne i dag af stærk skyldfølelse hos de hvide og man skal 50 år tilbage for at høre amerikanske politikere føre valgkamp som i Danmark ved at svine de udstødte til – at ”out-nigger” hinanden, som det hed. Og endnu længere tilbage for at finde aviser, som fremstillede tegninger med det formål at sparke til de liggende og gnide salt i såret f.eks. af en sort ”vandmelonspiser”, sorte ”kriminelle” og andre ydmygende karikaturer som alle i USA ved presser vredesknappen i bund hos de som føler sig psykisk udstødte.

Tabet af denne undertrykkende brug af ytringsfriheden har i stedet givet alle en større følelse af frihed hvorved det psykiske klima og sammenhængskraften er blevet så god at næsten alle mine tidligere ansatte sorte ”landsforrædere,” som flygtede til friheden i Danmark i 70’erne, nu er vendt hjem. Skønt velintegrerede i Danmark måtte de ligesom hundredvis af vore højest uddannede indvandrere igen drage i landflygtighed for at finde et sted hvor de kunne ånde frihed – denne gang i det multikulturelle USA. De to af dem, som blev tilbage her, er nemlig ved at ædes op i vrede over på deres danske arbejdspladser dagligt at skulle høre på en primitiv racisme om ”perkere” og muslimer mage til den de huskede fra deres egen barndom i USA – dengang vi danskere var enige om at amerikanerne måtte være ”onde.”

Også jeg selv er blevet ”landsforræder”, for i mine racismeworkshops i USA’s universiteter må jeg i stigende grad bruge eksempler fra Danmark – ikke af egen vilje, men fordi jeg ustandseligt bliver mindet om dem af eleverne – ikke mindst tidligere udvekslingsstuderende i Danmark, der er rystede over at møde danske elevers racisme. ”Beskyttende” tørklæder så jeg ingen af for få år siden i USA, hvor kirker og moskeer jo slynger sig så kærligt om hinanden at også fænomener som ”muslimsk kriminalitet” er totalt ukendte. Men nu ser jeg enkelte blandt mine elever gå i hijab ”i solidaritet med vore undertrykte europæiske søstre,” som de siger.