Følgende beskrivelse af hvad der rører sig i USA's befolkning i dag er langt fra fyldestgørende og kan som følge af måden, den er foretaget på aldrig blive det. Men den står som det indtryk jeg har gjort mig af USA efter ca. 5 måneders ophold her, hvor jeg har boet i 27 hjem deraf 7 sorte og besøgt 68 hjem heraf 19 sorte og et indianerhjem plus utallige samtaler med folk på gaden. Disse hjem falder inden for alle sociale klasser lige fra de mest fortvivlede narkoreder i ghettoerne til universitetspræsidenter og højtstående regeringsembedsmænd, men er hovedsagelig i og omkring storbyerne tværs over det nordlige USA. De omtalte eksempler er således, udelukkende dem jeg selv tilfældigt er stødt på under rejsen.

At jeg kalder det "det andet Amerika" skyldes udelukkende at jeg har mødt så få der støtter Nixons Vietnam-krig, at det er mit indtryk at den store overvejende del af befolkningen i norden er modstandere af krigen, og den lille minoritet, det støtter den er ofte af en sådan mentalitet, at det er umuligt at komme på talefod med den endsige sætte foden i dens hjem.
Dette er nemlig en ting man hurtigt vil blive opmærksom på som besøgende i USA: overalt bliver man slået af fjendtligheden, frygten og irrationaliteten, af den følelse at samfundets stabilitet ikke blot er i fare, men i opbrud, skønt intet virkeligt alternativ for de fleste er synligt. Overalt hvor man kommer hører man tale om det der nu vidt og bredt går som "revolutionen" lige fra visse dele af ungdommens begejstrede tilslutning til en sådan til højreorienteredes tørre konstatering: "Ja, der er visselig en revolution i gang."

Det er denne usikkerhed og gæring, der hos den ældre hvide generation har skabt et had og en voldstendens, man sikkert ikke finder magen til i noget andet land i verden, og et had der, først og fremmest er rettet mod ungdommen og studenterne. Utroligt mange unge jeg har mødt har måttet bryde med forældrene (dette er dog ikke tilfældet blandt negrene, hvor jeg ofte fandt et meget stærkt gensidigt kærlighedsforhold mellem unge og deres forældre). En gallupundersøgelse for nylig afslørede at ca. 25 pct. af amerikanske forældre mener deres egne børn burde skydes ned som ved Kent State, dersom de deltog i optøjer og demonstrationer. Denne undersøgelse dækker meget godt den virkelighed; man ser og hører om overalt i USA. "Easy Rider" var ikke symbolik, som mange danskere troede, men i stigende grad dagligdag et eller andet sted i USA. For mange unge i byerne er landet simpelthen ingenmandsland stedet hvor de er fredløse og kan blive skudt ned uden varsel. Dette gælder især ensomme blaffere af hvilke jeg foruden et utal af beretninger og rygter om andre tilfælde - har mødt i hvert fald fire der er blevet beskudt fra biler plus fået bekræftet tre dødsfald af samme årsag. Mange studenter på universiteter specielt i midtvesten og uden for storbyerne fortalte mig at de ikke længere tør deltage i demonstrationer, da den lokale befolkning fra de omkringliggende landsbyer hver gang møder op med geværer ved udsigten til "at kunne plaffe noget hippievildt ned".

I almindelighed må man sige at USA er stedet, hvor alle frygter alle og i særdeleshed ungdommen er plaget af denne frygt: i Syden for de hvides vold, i Norden for de sortes vold (storbykriminaliteten) og overalt for politiets vold. Megen af denne vold omtales overhovedet ikke i pressen. Det er derfor forbløffende at se den kontrast der er mellem steder, hvor befolkningen næsten ingen kontakt har med den og ofte derfor heller ingen viden om den, og steder, hvor man ikke kan tilbringe en nat uden at høre skud uden for sine vinduer og ligger med konstant hjertebanken af angst for at næste offer skal blive en selv. I nogle tilfælde finder man denne kontrast inden for blot få. kilometers afstand f. eks. mellem storbyghettoerne og deres hvide forstadskommuner. USA er et ualmindeligt delt samfund og der er ofte et fantastisk "credibility-gab" mellem dets enkelte grupper, et uhyggeligt fænomen, der på grund af uvidenheden er med til at fremme hadet og usikkerheden.

På samme måde forholder det sig med den såkaldte revolution eller aktive modstandskamp. Der er områder, der knapt nok har hørt tale om modstandskampen specielt i New England-området og i bjergstaterne omkring Montana og der er andre steder, hvor næsten hver eneste ung man møder, taler om den og for en stor dels vedkommende med sympati eller aktiv støtte som i tilfældet Seattle den stærkt depressionsramte by, der allerede har fået sin egen "Seattle Befrielsesfront" og hvor en vis radikalisering af arbejderne er i gang. Men i de fleste byer behøver man blot at gå ind på, posthusene og se opslagene over hundreder af eftersøgte modstandsfolk for at vide at en aktiv modstandskamp er i gang.

Ud over sidste sommers store sabotageaktioner i Madison, Boston, olieraffinaderiet i New jersey og de mange større bombninger, der nåede frem til aviserne, er det dog svært at danne sig et billede af hvor stærk den rent militære modstandskamp er. Pressen er i almindelighed holdt op med at omtale bombningerne, får man indtryk af. Flere gange har jeg hørt om bombninger, der ikke har været omtalt i pressen. Fra højreorienterede og neutrale kilder har jeg således fået kendskab til en serie af bombninger, der i den sidste måned er gået hen over North Carolina uden omtale i aviserne. Det er en almindelig opfattelse blandt unge, at pressen har indført en vis grad af selvcensur, men de fleste er dog også af den opfattelse at antallet af sabotageaktioner er dalet i løbet af vinteren efter de ca. 500 bombninger sidste sommer. I Californien, der jo har "evig sommer", er bombningerne dog fortsat med uforstyrret kraft. Under mit ophold der i marts blev den 34. og 35. "Bank of America"-bygning sprunget i luften og to politistationer var på nippet til at få samme tur.

Skønt store dele af ungdommen bifalder disse aktioner, møder man dog en hel del, der ikke kan tilslutte sig disse voldshandlinger og man må antage at det kun er en meget lille minoritet, der har dannet aktive modstandsceller. Meg et af den revolutionsromantik man fornemmede sidste forår er forduftet - enten opgivet eller erstattet med en følelse af - som den vigtigste modstandsgruppe "Vejrmændene" siger det i sit sidste kommuniké - at tendensen til at betragte kun bombninger og våbenbrug som revolutionært med glorificeringen af jo større jo bedre er en "militær fejltagelse", og i hvert fald en følelse af at en revolution har et noget længere forløb end man i sidste forårs, begejstring måske havde tænkt sig.

Derimod har fængslingen af AngelaDavis haft en enorm indflydelse på både sorte og hvide amerikanere. Hendes billede ses nu hængende side om side med Martin Luther Kings i mange sorte hjem og alle negre både giver hende ret i hendes anklager mod det racistiske retsvæsen og er overbeviste om at hun er uskyldig. Men den samme store opslutning man finder hos negrene omkring Angela Davis lige fra en ung syg og rullestolssiddende piges varme tilbedelse af hende, som jeg så det i Detroit til sorte præsters prædikener over temaer som "Lad dem ikke korsfæste søster Angela" i kirkerne, - det samme chok og den samme forbløffelse har hun tilsyneladende slået det voksne hvide Amerika med, der for det meste råt har slugt pressens fremstilling af hende som leder af guerilla-angrebet på retsbygningen i San Rafael hvor både dommeren og guerillaerne blev dræbt, og mange grunder over som en professor sagde til mig i Illinois: "Hvordan kan en pige med den fremragende intelligens og uddannelse erklære sig kommunist?" - hvilket naturligvis i sig selv for de fleste ældre gør hende skyldig og uden tvivl er den egentlige grund til at den gamle kommunistjager Hoover satte hele maskineriet i gang imod hende.

Og her kommer vi til noget centralt i USA i dag, det som af unge og negre overalt nu betegnes "Nixonfascismen". Det er de flestes opfattelse, at repressionen og undertrykkelsen af borgerlige rettigheder bestandig bliver værre. Og dette gælder i særdeleshed for negrenes vedkommende. Den mest almindelige undertrykkelse af oppositionen består tilsyneladende i bortvisning fra universiteter og skoler af politisk aktive studenter, hvilket jeg har mødt adskillige eksempler på og hørt om et utal af andre. Og det er her mit indtryk at negrene er langt, langt de hårdest ramte. overalt har det været min erfaring, at negre af samme grund ikke tør deltage i demonstrationer eller andre meningstilkendegivelser (på enkelte universiteter som f. eks. Kent State er op til en fjerdedel af indskrevne studenter FBI-agenter). Diane, en ung sort elev på sygeplejeskole i Detroit sagde således, at både hun og hendes sorte kammerater altid holdt sig indendørs under politiske møder og demonstrationer på skolen, da det indirekte var gjort dem forståeligt, at det var et privilegium for dem som negre at gå på denne ellers hvide skole og at de kunne miste dette privilegium hvert øjeblik (det bør understreges at Detroit har et flertal af sorte borgere!). Af de studenter der faktisk er blevet udvist, talte jeg bl.a. med Chris en 22-årig usædvanlig begavet Black Power aktivist, der var blevet bortvist fra universitetet efter at han sidste sommer havde været med en studenterbrigade i Cubas sukkermarker efter hvilket både han og hans forældre i øvrigt 3 gange var blevet opsøgt af FBI-agenter. Chris havde bittert måttet erkende rigtigheden i Fidel Castros tale i 1963: "USA ønsker ikke at lade sine negre se den racemæssige lighed, der eksisterer i vort land og indrømmer derfor sin frygt for eksemplet og sandheden om Cuba."

Repressionen gør det også i stigende grad vanskeligt at komme i tale med negre, der ofte er bange for at udtale sig. Et eksempel herpå. fik jeg bl.a. da jeg i Washington for nylig kom i tale med en ung regeringsansat mor til to børn, der på afstand stod og overværede vietnamveteranernes demonstration foran Capitol. Da jeg havde talt med hende et stykke tid og bl.a. spurgt hende ud om hendes arbejde, hverdag o. lign., for hun med ét skræmt sammen og råbte: "Åh - nej nej, du er vel ikke agent fra FBI?" Det tog mig lang tid at overbevise hende om min virkelige identitet, og jeg mente først det var et udslag af det almindelige hysteri, der har været over hærens hemmelige kartoteker gennem den senere tid. Men hun hævdede, at hvis hun var blevet set dernede til demonstrationen ville hun sandsynligvis omgående blive fyret og hun var netop nu blevet lovet forfremmelse. To af hendes nærmeste veninder i et andet ministerium var blevet afskedigede efter at have fået forelagt fotografier som beviser for deres deltagelse i en demonstration.

Hvor mærkeligt det end lyder: da jeg et par uger efter opsøgte hende på hendes bopæl fortalte hun at hun alligevel ikke havde fået forfremmelsen, da hun havde været så uheldig at komme med på et avisbillede af demonstrationen og det havde været eneste begrundelse. Ved samme lejlighed fandt jeg i øvrigt ud af at hendes mand er en af de hundreder af negre, der har siddet fængslet lige siden negeroprøret, der brød ud i Washington for 3 år siden efter Kings død - ude af stand til at komme ud da der enten er sat skyhøje kautionsbeløb for dem eller lange fængselsstraffe. Overalt hvor jeg er kommet har jeg på denne måde mødt mange negre, der har pårørende i fængsel af mere eller mindre politiske årsager - ja ofte helt uden grund. Skønt det her omtalte eksempel er det eneste jeg er stødt direkte på, hvor jeg har set beviser for regeringens oppositionsundertrykkelse ved afskedigelse af ansatte, er det min opfattelse at det i stigende grad er en fremgangsmåde, der bliver anvendt over for i al fald negre. Da regeringsansatte den 5. maj havde en fredsdemonstration i en frokostpause var der ikke en neger imellem.

I almindelighed er det mit indtryk at negrene er skræmte efter de sidste 2 års udvikling med de mange politiangreb på panterhovedkvarterer og myrdede pantermedlemmer, de vilkårlige fængslinger og de utroligt mange politiske fanger man hører om overalt. jeg har talt med mange ældre ellers resignerende arbejdere, som følte sig personligt sårede og var blevet rasende efter Angela Davis' fængsling og følte de nu burde gøre noget, men som ikke turde af angst for yderligere repression. Negrenes forhold til "Nixonfascismen" er nærmest at sammenligne med de hvides forhold til storbykriminaliteten: man kan vove sig på gaden om natten og være heldig at slippe uskadt fra det - men der er så mange skræmmende fortilfælde - så man gør det ikke!! Eller for at sige det med andre ord jeg har hørt igen og igen: "Nixonfascismen har virket".

Det mest uhyggelige eksempel på undertrykkelsen af borgerlige rettigheder stødte jeg ligeledes på i hovedstaden. jeg fik her kontakt med folk der fortalte mig at Washingtons eneste sorte dagblad (og det er værd at lægge mærke til at ca. 80 pct. af byens indbyggere er negre) var blevet standset den 22. marts, da politiet havde stormet redaktionen og beslaglagt hele udgaven på nær få eksemplarer, der allerede var kommet på gaden, og som det lykkedes mig ad omveje at få et eksemplar af. Navnet på avisen var The Washington Daily Match, og netop den pågældende dag havde bladet bragt en artikel med et interview med en dame, der havde givet hidtil ukendte oplysninger, der stærkt indicerede at CIA dræbte Martin Luther King, noget som så godt som alle negre og unge herovre i forvejen er fuldt og fast overbeviste om. Jeg spurgte mig omkring i byen for at få flere oplysninger en hel del kendte ikke bladet, men de som gjorde vidste blot at det - var standset uden at kunne angive nogen grund for det. Det var tilsyneladende gået stille for sig. Det lykkedes mig dog at få. opsporet folk med nærmere kendskab til bladet og de fortalte at chefredaktøren Frank Arrington og hele redaktionen den pågældende dag var blevet fængslet og siden hen blevet idømt fra 4-10 års fængsel under en efter amerikanske forhold usædvanlig lynhurtig proces (det var kun en måned efter at jeg kom og ventetiden før en sag kommer for retten er i USA normalt fra 10 mdr. til over et år). Anklagen havde, så vidt jeg kunne Forstå, været - "foragt for retten".

Jeg ringede efter at have fået disse oplysninger til forskellige myndigheder for officielt at få det bekræftet, men overalt nægtede man at give nogen som helst oplysninger derom og at udtale sig overhovedet. Da jeg derefter ringede til nogle af redaktørernes bekendte, jeg havde opsporet, for at få det yderligere verificeret, skete der i to tilfælde nøjagtig det samme. jeg spurgte: "Kender De Frank Arrington?" og svaret var ja og jeg fortsatte: "Kender De de nærmere omstændigheder vedrørende hans fængsling?", hvorpå røret i den anden ende øjeblikkeligt blev smækket på. Herefter havde jeg faktisk ikke videre lyst til at forfølge den stærkt kontroversielle sag længere. jeg skal ikke nærmere kommentere det omtalte - det taler på sin vis tydeligt for sig selv.

Der kan imidlertid ikke herske nogen tvivl om at de demokratiske rettigheder er i færd med at bortvisne i Nixons USA. jeg har her kun omtalt nogle af de tilfælde jeg selv direkte er stødt på under min vandring på bunden af det amerikanske samfund. Der eksisterer da rigtignok langt, langt værre og mere kendte eksemplarer, men jeg har først og fremmest sat mig for at danne mig et billede af situationen ud fra dem jeg selv har fundet frem til ved samtaler med folk tværs over nationen. Der er grund til at påpege at netop den kendsgerning at jeg i de fleste tilfælde har kunnet få et, tror jeg, ærligt svar hos folk jeg mødte stærkt indicerer, at der ikke er tale om nogen virkelig "Nixon-fascisme", men der er sikkert en tendens til at man i stigende grad skal føre disse samtaler "indenfor hjemmets fire vægge" og ikke f. eks. i telefon og på læreanstalter. Set fra bunden af samfundet - og denne inkluderer jo i al fald negrene - er det mit indtryk at man må tale om en slags "begrænset fascisme" eller måske rigtigere "indskrænket demokrati". Man kan så. blot forfærdes over den hastighed med hvilken det indskrænkes. Mange jeg har talt med udtrykker tvivl om at USA vil være i stand til at overleve sit 200 års revolutionsjubilæum om 5 år som blot et "skindemokrati", mens enkelte andre mener at dette jubilæum vil, "drukne i en ny revolution". 

En ting er i hvert fald sikkert: man føler allerede i dag ingen større forskel på at færdes på bunden af USA og i et helfascistisk samfund som f. eks. Spanien - og et samfund bør vel altid bedømmes ud fra de ringeststilledes synsvinkel.

Jeg har her kun omtalt fascismen på bunden. Blandt de politiske flygtninge jeg mødte i Canada talte jeg med en yngre mand i Vancouver, der var tidligere rådgiver for Mike Mainsfield og var en af Bob Kennedys nærmeste medarbejdere i valgkampagnen og siden hen havde arbejdet med McCarty i New Hampshire-valgene. Han var netop ankommet og var flygtet chokeret over det som han kaldte "fascismen på toppen". Skønt jeg boede hos ham i tre uger, nægtede han at give nærmere oplysninger om, hvad han mente hermed, og jeg måtte nøjes med at blade hans mange scrapbøger igennem med udklip fra hans periode "på toppen".

Men måske et andet eksempel kan kaste et lys over hvad det var han skjulte. Man kan kun frygte det: En anden afhopper til Canada, en højtstående CIA-funktionær, der havde fået moralske kvaler, rystede sidste sommer hele den canadiske presse ved at afsløre at "CIA på højeste niveau er i færd med at planlægge stadigt eskalerende krige for USA langt ud i fremtiden". - Hvis der i dette er blot en lille kerne af sandhed, er det fristende heri også at se forklaringen på den stigende og - forekommer det en - meningsløse undertrykkelse af borgernes rettigheder.