|
Kronik i Politiken mandag 9.
juli 1979


Politikerne vil hellere lade deres vælgere ose vore byer og
samvittigheder sorte og speede søer og nerver tynde end
gemme denne luksusolie til at give ulandene den fornødne
industrialisering.
Jacob Holdt, fotograf og forfatter til den verdenskendte bog
'Amerikanske Billeder', har skrevet dagens kronik inspireret
af politikernes løsning på energikrisen.
FOR MINDRE end et år siden snakkede
politikerne ivrigt om at belemre Danmark med en
Storebæltsbro, som hovedsagelig ville bevirke en yderligere
udvidelse af privatbilismen herhjemme - ved at sparke det
muliges grænser ud hinsides det urimelige. Få måneder efter
laver de så - per diktat udefra - denne overflodspolitik
fuldstændig om, og vi skal i stedet til at spare på energien
og forbruget.
Ikke siden
præsident Fords berømte kovending, da han den ene dag
bebudede skatteforhøjelser som en løsning på krisen og den
næste dag sendte checks med millioner af dollars tilbage til
vælgerne for at få dem til at øge deres forbrug – ikke siden
denne fabelagtige saltomortale mindes jeg at have set
politikere demonstrere større mangel på overblik og
forståelse af situationen.
Nuvel, der er
ingen af os der forstår tiden vi lever i til bunds, og netop
derfor føler jeg det rimeligt uden at bruge tørre tal
og kendsgerninger at beskæftige mig med det verdensbillede,
vi intuitivt kan begynde at skimte. Det første, der
umiddelbart chokerer i den forbindelse, er at politikerne -
slavebundne af befolkningens almindelige egoisme med
kortsigtede mål - ikke længere kan eller tør tænke i
moralske eller verdensperspektiviske baner, men overlader de
mere filosofiske langtrækkende beslutninger til en gruppe
Tredje Verdens ledere.
Anker Jørgensen,
som bør huskes som en mand, der mens det endnu var
upopulært, bravt tog stilling mod Vestens forbrydelser i
Indokina, forekommer på netop denne baggrund i dag som en
olievædet vatnisse af dimensioner truet af øjeblikkelig
tørlæggelse i samme sekund den befinder sig udenfor den
brede benzindrivende strøm af motorveje.
De virkelige
vogtere af menneskehedens vel er derfor ikke sådanne kyniske
fireårstænkende vestlige politikere, men i stigende grad en
gruppe OPEC-ledere med ørkenagtige visioner. Som
repræsentanter for tidligere fattige og nøjsomme nationer
kan de ikke andet end skræmmes over denne, måske
menneskehedens hidtil største skændsel: at en lille håndfuld
mennesker i Vesten ødsler størstedelen af Jordens ressourcer
væk på et enkelt århundrede.
NU HVOR vi så har
fået at vide udefra, at vi skal til at skære vort
olieforbrug ned med små 5-7 pct. skorter det naturligvis
ikke på røster fra politikere og avisskribenter om "man dog
ikke godt vil spare en lille smule på olien." Ingen, der kan
huske blot 6 år tilbage, kan imidlertid have nogen tiltro
til muligheden af at overtale en grådig rotte til at bide
sig selv i halen ad frivillighedens vej. Men hvad der
virkelig ryster - også når man gennemløber Politikens
spalter - er, at ingen af disse velmenende appeller
tilsyneladende løfter sig op over rotteplanet. Alle
kommentarer, ledere osv. kører videre ad selviskhedens
ensporethed ved at bruge argumenter om valutabalancen og
lign. "nødvendige foranstaltninger for Danmark". Ingen
tænker på at lave spareforanstaltninger til fordel for
Jordens fattige majoritet. Og de færreste skænker det en
tanke hvilken verden deres egne børn skal leve i. Sådanne
tanker regnes for naive, for teknikkens fremskridt løser jo
sikkert alle problemerne.
Tanken om hvornår
olien slipper op skubbes til side, mens ungerne skubbes ind
på bagsædet. Selv venstreorienterede idealister køber bil
"af hensyn til børnene" (skønt børn har det meget sjovere i
tog og bus). Men rent bortset fra folks sikre overbevisning
om at andre energiformer nok skal blive opfundet i tide til
at vi kan føre vor overdådige livsform videre i Vesten og
dens satellitklasser i ulandene, hvordan står det så til med
de brede befolkningers evne til at betale for disse nye
energiformer?
Skønt olie næst
efter pindebrænde og kokasser nok er den billigste form for
brændsel verden nogensinde vil opleve, har vi for længst set
at ulandene ikke længere er i stand til at betale for denne
energi. Hvordan de så vil være stillede den dag det meste af
olien skal produceres fra højtudviklede astronomiske
Statfjordanlæg i havene eller andre utilgængelige steder,
tør man kun gisne om. En kendsgerning er uomtvistelig: hvad
der end kommer af energiopfindelser efter olien vil blive
endnu dyrere. Måske indenfor mulighedernes ramme for os, som
har stjålet Jordens billige energi til at bygge vor
gigantiske industriformåenhed op, men for Jordens brede
befolkninger vil disse nye energiformer være endnu mere
uopnåelige end selv nutidens olie. Og den nåede de som
bekendt aldrig rigtig at få del i!
Vi står altså her
ved århundredskiftet i en situation, hvor ca. 20 pct. af
Jorden er blevet industrialiseret, mens de resterende 80
pct. aldrig vil blive det. Men på trods af at de fleste
mennesker intuitivt er klar over dette, oplever vi alligevel
ingen seriøse forsøg indefra i Vesten på effektivt at
standse den del af dette forbrug, som må karakteriseres som
overforbrug såsom privatbilisme, lystsejlads,
airconditionering etc. Politikerne vil hellere lade deres
vælgere ose vore byer og samvittigheder sorte og speede vore
søer og nerver tynde end gemme netop denne luksusolie til at
give ulandene den fornødne industrialisering, som vil kunne
bringe dem lige op på det niveau, hvor de kan få råd til
fremtidens endnu ikke opfundne, men i al fald dyrere
energiformer. Ingen atomkraft, solkraft, vindkraft eller
religiøs kraft (den ukendte kraft man håber vil blive
opfundet) vil kunne give bonden i Bangla Desh eller Tanzania
den kunstgødning eller de traktører, som er et
minimumsgrundlag for enhver begyndende industrialisering. At
sætte en industrialisering i gang i sådanne ulande her ved
århundredskiftet, hvor den billige olie slipper op, er
næsten lige så umuligt som at appellere til den sunde
fornuft hos en Lyngbyvej, der hver morgen sluger mere benzin
end hvad et tilsvarende stykke jord skulle bruge til
kunstgødning for at give føde og liv til hundreder af
familier i Bangla Desh.
De fleste
'Lyngbyveje' i verden har et alternativ i form af tog og
bus, men der findes intet alternativ for familierne i Bangla
Desh. At appellere til folks fornuft i et luksusdemokrati
(som jo er et produkt af høj velstand og social ro:
kvaliteter vi berøver ulandene, hvorved de også berøves
chancen for demokrati) kompliceres yderligere af triste
kendsgerninger såsom at f.eks. disse linier sandsynligvis
blot læses af dem, som sidder mageligt i tog og busser på
vej til arbejde, mens de som virkelig har brug for at læse
dem, højst får tid til at skimme avisen fordi de mere eller
mindre stressede må sidde med begge hænderne på et rat hele
vejen.
Der skal megen
fantasi til at forestille sig hvordan verden vil se ud, hvis
den fortsætter på det nuværende ansvarsløse grundlag, hvor
20 pct. industrialiserer videre til skyerne ved hjælp af det
allerede opnåede forspring, mens de resterende 80 pct.
bliver ladt tilbage til et fremtidigt niveau, der i
realiteten vil ligge under det nuværende. For fantasien har
åbenbart allerede i dag svært ved at forestille sig de
ufattelige menneskelige lidelser vi producerer rundt i
verden ved daglig at trykke speederen i bund for en
yderligere forværring af den globale skævhed.
Alligevel kan man
intuitivt gisne sig til, at hvad vi i dag ser af social uro,
sult og oprør vil blive mangedoblet. Når først den stigende
bevidsthed i de fattige lande om at man for evigt skal være
fattig (uden håb), om at man er blevet ladt i stikken og så
at sige forvist fra jordkloden, - når først denne bevidsthed
for alvor slår igennem i de brede befolkninger, vil de
aktioner vi har set fra palæstinensernes side, da de blev
klar over at netop dette var sket for deres vedkommende,
være rene bagateller. Hele jordkloden vil blive sat i en
permanent undtagelsestilstand. Guerillaer bevæbnede med
giftsprøjter vil forgifte tilfældige banan- og
kaffesendinger til de rige lande. Sabotageaktioner,
flybombninger etc. vil ramme "uskyldige" hvor som helst i de
rige lande. Hvad desperate udskudte som palæstinenserne har
kunnet udrette med en befolkning på kun ca. 1 million er den
rene folkeforlystelse i sammenligning med de kommende 3-4-5
milliarder u-lændinges aktioner.
Jo, tryk blot
speederen i bund for en sådan udvikling. Og når nu danskerne
åbenbart kun kan forstå selviske argumenter, burde de måske
også mindes om at det jo trods alt er deres børn, der er
målet for hvad der end kommer af voldsaktioner, krige og
frygt som et resultat af vore forbrydelser i dag imod den
Tredje Verden.
Og dog tror jeg
ikke at sådanne argumenter hjælper. For folk, som tumler
rundt i speedbåde og charterrejser, har nu engang ikke den
samme historiske bevidsthed og hukommelse som bonden der år
ud og år ind vandrer til fods i den Tredje Verden. Når
derfor gennemsnitsdanskeren en sommerdag står i det konkrete
valg mellem at bile ungerne op til sommerhuset i Hornbæk
eller at tage HT’s billige 6,66 kr's klippebillet sammesteds
for at undgå at ungerne om 30 år bliver ofre for et
terrorangreb fra den Tredje Verden (eller endnu værre: skal
leve med den konstante frygt for et sådant angreb), ja, så
må vi forvente, at gennemsnitsdanskeren vælger bilen. Der er
nemlig i Vesten en uendelig kløft mellem det vi selv anser
for moralsk forsvarligt i øjeblikket og det verden eller
historien anser for moralsk forsvarligt.
FORLEDEN
argumenterede en professor i Politiken for at vi ikke bør få
nulvækst, men tvært imod sætte vor vækst yderligere op for
at vi med vor stigende rigdom skal kunne hjælpe ulandene.
90 pct. af
Folketingets politikere har den samme missionærfilosofi, som
man jo altid har hørt næsten parallelt blandt USA’s
superrige Rockefellere, der ønskede at blive rigere for
bedre at kunne hjælpe negrene og de fattige amerikanere.
Sådanne selviske argumenter har politikere, økonomer og folk
med ekspertise kørt efter i de sidste 400 år i total foragt
for kendsgerningerne, der viser, at kløften er blevet større
og større siden vores oprindelige niveau. Når EF-politikerne
nu anklager USA for at bruge dobbelt så meget olie per
indbygger som EF mens de åbenbart betragter det som en
naturlig ting at vi selv bruger næsten 60 gange så meget som
ulandene, sker det med den samme uhørte frækhed og
'forglemmelsens' demagogi som når de angriber os
fællesmarkedsmodstandere med at vi fører
selvisk politik. (Jeg er dog vis på at de fleste
EF-modstandere med glæde ville gå med, hvis denne rige klub
blev udvidet til også at inkludere alle ulandene og disse
vel at mærke måtte få indflydelse i parlamentet
proportionalt med deres befolkninger og behov. Uden deres
medlemskab kan disse velhaveres diskussionsklub -
Europaparlamentet - ikke blive mere demokratisk end de
hvides Mulder-gate-demokrati i Sydafrika, dvs. diktatorisk i
en større sammenhæng.)
HVAD STILLER vi så
op her under den øjeblikkelige energikrise for, at undgå at
vores energidiktatur skal ødelægge enhver chance for at
ulandene nogensinde kommer på fode, hvilket må være en
betingelse for at vore børn kan leve i nogenlunde fred og
harmoni med omverdenen?
Frivilligt opgiver
Vesten ikke sit firhjulede luksuslegetøj, for så var det
sket for 10-20-30 år siden, dengang da man klart kunne
begynde at vejre hvilken vej oliedunsten blæste. Og de
magtmidler vi modstandere af privatbilisme har ville blive
latterligt illustreret dersom vi f.eks. lavede en
underskriftsindsamling af de få underskrifter vi kunne samle
omkring denne sag herhjemme. Og hvis vi efter et par
århundreder var nået rundt til alle de 3 milliarder i
ulandene, ville Folketinget jo alligevel forkaste
underskrifterne med den sammensætning, det har i dag.
Hvor store odds vi
har imod os blev tydeligt åbenbaret for os, da Dansk
Cyklistforbund - på trods af sine snæversynede krav under
demonstrationen for nylig om blot at få lidt bedre
afstribning af cykelstier - blev udråbt til at være
terrorister af Berlingske Tidende. Når borgerskabet opfatter
selv den mindste indskrænkning i sin bilfrihed som
terrorisme må vi stiltiende acceptere, at sådanne begreber
er lige så letflydende som det brændstof, der unddrages den
Tredje Verden gennem disse bilfascisters anti-terrorkorps.
Skulle man imidlertid virkelig lave terrorisme til fordel
for den Tredje Verden burde det ikke blot gøres gennem
cyklistens personlige eksempel (hvor livsfarligt dette end
kan være i mange byer), men snarere gennem 'forebyggende'
natlige aktioner med at smide tændstikker i parkerede bilers
benzintanke. På den måde kunne man med en barnlig magtfryd
(mage til den man har når man sidder bag et bilrat)
undersøge hvor let verdensressourcerne sandhed kan ødsles
væk for øjnene af mennesker, der ikke har en chance for at
gribe ind.
Men det er nok
alligevel naivt at forestille sig at selv ødelæggelsen af
hundreder af fjendens 'tanks' vil føre til en afgørende
vending i slaget for jordens fattige ved altså at føre til
Folketingets moralsk begrundede beslutning om at gøre
Danmark til det første vestlige land, der forbyder
privatbilisme. Nej, snarere skal vi have brændt tusinder af
disse stålskeletter af før Folketinget finder på seriøst at
sætte en stopper for bilismen fordi det nu er blevet en
unødvendig 'bebyrdelse af handelsbalancen' med denne
stigende bilimport!
Hvor desperate
sådanne løsninger end er for minoriteterne i Vesten, der
ønsker at tænke og handle i lidt mere verdensdemokratiske
baner, må de dog synes milde for det flertal af
verdensbefolkningen, som passivt må sidde og se på at deres
fremtidsmuligheder går op i ós. Og hvor ensidige disse
betragtninger end er ved udelukkende at omtale den del af
oliefrådseriet, der stammer fra legetøj (og ikke f. eks.
manglende isolering), er de dog så alsidige og rimelige, at
de ikke kræver en eneste alvorlig indskrænkning i vor
levestandard (i første omgang), men tvært imod en berigelse
i form af kollektiv 'valutabesparende' gratis-trafik. Men
når nogle uansvarlige medlemmer i vor regering forgæves
trygler en uansvarlig befolkning om at indskrænke sig til at
ikke at bruge bilen den ene dag i ugen for at opnå
valutabesparelser, er det en sådan latterliggørelse af de
millioner af bønder og fattige, der det sidste par år på
grund af prisstigningerne har måttet indskrænke sig til kun
at tænde olielampen i hytten om 'søndagen', at denne
såkaldte 'kriseerklæring' intet andet er end en
tidsindstillet krigserklæring til disse bønders børn. For
hvis det endelig var lykkedes at overtale den danske
befolkning til at lade bilen stå den ene dag om ugen uden at
samfundet derved går i stå, havde den Tredje Verden jo fået
et slående bevis for at bilen overhovedet ikke er nødvendig
for os - et bevis som nok skal blive husket og brugt, når
det en dag lykkes den Tredje Verden at få sin
Nürnberg-proces over Vestens politikere. 'Hvorfor standsede
I så ikke dette unødvendige spild allerede dengang der først
fremkom tvivl
om hvorvidt verdens olieressourcer ville vare århundredet
ud,' vil de blive spurgt.
Jo, jo, i dag
sidder politikerne stadig som vore kølerfigurer glitrende
med bedøvende indviklet snak om halvtredsøresafgifter og
blændende med dygtige udredninger, kompensationer og forlig,
alt sammen for at give os den tryghed, der kan stampe vor
begyndende tvivl i jorden for at de kan opnå genvalg. Men
hvis man har blot den mindste tvivl om hvorvidt de her
skitserede intuitioner om verdensudviklingen er rigtige
eller forkerte, hvordan kan man så andet end lade tvivlen
komme ens børn til gode ved øjeblikkeligt at sætte en
hængelås for bilgaragen og tage andre nødvendige
foranstaltninger? Kan man andet end f. eks. lave
,underskriftsindsamlinger til OPEC-lederne om igen at 4doble
oliepriserne og denne gang lade profitten komme den Tredje
Verden til gode? Ansvaret for Jordens ressourcer kan i hvert
fald ikke længere overlades til Vestens politikere. Eller
kan man andet end blive "terrorist", når regeringen endnu en
gang fremlægger en "kriselovgivning", der tvinger den Tredje
Verden til at industrialisere med vore indtørrede
kamelklatter fra Matthæusevangeliets kap. 19,24.
|
|