|
|
Politikens kronik 4. april 2009:
Vreden, Gudinde,
Besyng! Jo, intet er lettere.
Men hvad er en venstrefløj eller
velfærdsstat uden empati og solidaritet?
Før vi solgte ud til det
sorte kabinet i 2001 var venstrefløjens opgave altid at afkode og
forklare de vredes- og smertesophobninger, som finder sted i samfund
under udvikling. I samspil med fortidens borgerlige udviklede vi
velfærdsstaten som det intelligente forsøg på at indkapsle og
integrere vreden og derved undgå de voldsomme brud og eksplosioner,
som karakteriser mere undertrykkende stater. Men frem for at
indkapsle smertesophobningen - også i f.eks. DF - gennem en
tværpolitisk alliance vendt mod ekstremisme som førhen mod
stalinister og fremskridtsfolk, valgte vi en DF-regering med 7
bjæffende støttepartier.
At denne
Mefisto-pagt undergraver vort tidligere inkluderende og solidariske
menneskesyn viser f.eks. socialdemokratiets opkog af VKO’s
retspolitik, som fremtiden vil huske som Chaplins Hitler-parodi, i
hvilken de eneste forståelige ord var "straf, straaf" og atter "straaaaf."
Når had mod taberne således institutionaliseres, forrådes
velfærdsstatens inkluderende årsagsforklaring og indsats mod f.eks.
ADHD, incest, tidlig mobning, udstødelse, marginalisering samt
indlæringsblokeringen, vredesophobningen og kriminaliteten, dette
alt sammen medfører.
Velfærdsstatens forebyggende og besparende funktion bliver afløst af
en demagogisk parodi, hvor problemerne fejes under gulvtæppet med
alle de ekstraregninger, dette giver. Hvor intelligente, vi
tidligere var, sås af at vi blev verdens rigeste og mest rejsende
borgere. Når alle regningerne i samfundet er betalt, har vi f.eks. 5
gange så mange penge til at holde ferie for i fjerne lande som
amerikanerne. Ønsker Socialdemokratiet med sine USA-republikanske
Chaplinparodier nu at tage vore jordomrejser fra os?
Åh, jo, jeg glemte at vi nu skal tage ansvar for vores liv og ikke
må se hinanden som ofre, som det hedder under den sorte koalitions
nye toner. Men rummede det gamle menneskesyn ikke en mere
intelligent og ægte egoisme på langt sigt? Når vi i dag møder
mennesker, hvis adfærd vi ikke forstår såsom kriminelle,
ungdomshusoprørere, indvandrere, muslimer osv., får vi nu at vide at
vi skal "tage afstand fra dem", "finde fejl hos dem", "bebrejde dem"
osv. frem for at leve os ind i dem og forstå deres bevæggrunde.
Jeg selv lærte – af ren og skær overlevelsestrang – tidligt at
definere alle mennesker som "ofre" og indså siden i mine
frigørelses-workshops i amerikanske universiteter at de alle rent
faktisk er "ofre". Selv "the best and brightest" i Harvard-eliten
slæber rundt med tidlige skader, som former dem for livet. Fordelen
ved at opfatte mennesker som ofre frem for "lede sataner", som "vi
bør tage afstand fra," er at man tvinges til at forholde sig til dem
som en læge, en socialarbejder, en workshopleder eller blot et
kærligt medmenneske ville gøre det. Og med sin lyttende
imødekommenhed er man straks med til at frigøre nogle af de
lidelsesmønstre i dem, som vi først ikke forstod. Alle mennesker
elsker nemlig at føle sig elskede.
Jeg bruger tit
mit eget første møde med USA’s sorte kriminelle som illustration.
Ustandseligt blev jeg efter ankomsten i 1970 overfaldet – 4 gange af
pistolrøvere og talrige gange af knivbevæbnede bander uden motiv.
Men derefter ophørte overfaldene skønt kriminaliteten omkring mig
blev stadig værre. Min fejl var, at jeg i de første to år var
"offer" for de hvides racisme. Ustandseligt plantede de frygt i mig:
"Gå ikke ind i det og det (sorte) kvarter".
Når et så
racistisk syn på en hel gruppe først lammer én, er man forsvarsløs.
Uundgåeligt sender man undvigende frygtsignaler ud til de sorte a la
"Du er en skidt fyr. Jeg har grund til at frygte dig!" Med sit
kropssprog restimulerer man alle de dårlige følelser,
marginaliserede unge har omkring sig selv, hvorfor de let
eksploderer i irrationel vrede og overfalder én. Modsat berigelses-
og narkokriminalitet, som delvist kan holdes i ave med straf, virker
ingen straf overfor den marginaliseredes vredesbetonede
kriminalitet. Den er farlig og voldelig fordi den intuitivt retter
sig mod den formodede undertrykker. Den "dræber for en dollar" som
jeg ustandseligt så sorte børn gøre det i USA i de år hvor vi hvide
aktivt tvang dem ind i ghettoer ligesom vi i dag af nøjagtig samme
årsag ser det ske i Danmark. Og dog handler den ikke om at skaffe
sig en dollar i USA eller en mobiltelefon fra en dansk skoledreng,
men om raseri og afmægtig magtudøvelse, som vi ser det når
2.generations indvandrerdrenge rasende sparker glasset itu på
S-togsstationer.
Men gradvist fik jeg kæmpet mig ud af de hvides negative tænkning og
ved at få sorte venner og at bo hos dem, så jeg dem ikke længere som
udyr, jeg burde frygte, men som mennesker. Uden at være klar over
det, fik jeg derved langsomt oparbejdet tillid til de sorte, som jeg
først havde opfattet som lukkede og fjendtlige – nøjagtig som
danskerne opfatter indvandrerne. Fra nu af begyndte hele mit
angstfyldte kropssprog at ændre sig og at sende modsatte signaler
ud: "Du er god. Jeg har grund til at vise dig tillid."
For
marginaliserede ghettobørn, som dels mishandles af deres
arbejdsløse/afviste fædres manglende selvagtelse og dels
ustandseligt føler det hvide samfunds afvisning og undvigende
frygtreaktioner, er dette - pludseligt at få at vide at man er god
nok – intet mindre end en kærlighedserklæring. Alle mennesker
hungrer efter kærlighed, men ingen så meget som smertens børn, der
aldrig fik den. Og intet er mere afvæbnende og forebyggende,
så fra nu af tog de kriminelle mig overalt ved hånden for at vise
mig rundt i deres verden af smerte.
Jeg lærte hvor naiv jeg havde været med mit tidligere negative
(racistiske) syn på mennesket og at intelligent egoisme
handler om at tro på og derved at fremelske "det gode," som alle
mennesker rummer. For skønt kriminaliteten er mangedoblet sidenhen,
er jeg aldrig siden blevet overfaldet. Gennem en empatisk
inkluderende indre tænkning åbnede verden sig op og jeg kunne fra nu
af trygt rejse ind og ud af ghettoer som et frit menneske - modsat
amerikanerne selv.
Det racistiske menneske, tynget af negative tanker om sine
medmennesker, mister nemlig sin (bevægelses)frihed – verden lukker
sig - nøjagtig som danskerne i dag oplever det i store dele af
verden, hvor vi tidligere var populære – dengang vi var kendt for et
solidarisk menneskesyn uden hadske behov for at angribe identitet og
selvværdsfølelse hos vore udstødte. Vore endeløse angreb kulminerede
under den sorte koalitions indbyggede konfrontations-søgende logik
til sidst i blodige tegningekrige.
Og nøjagtig som
fordums dehumaniserende latterliggørelse af sorte med vandmeloner,
krumnæsede jøder med pengepunge osv. bliver denne racisme moralsk
retfærdiggjort som et forsvar for "vore værdier". Som chokerede
langskæggede hassidiske jøder i New York sagde til mig under
danskernes sidste Muhammedkrig: "Hvordan kunne I dog gøre dette "mod
os" som igennem århundreder er blevet nedgjort på præcis denne
måde?
I danskere, som var vores forbillede med jeres tidligere
indlevende og solidariske menneskesyn, der reddede os jøder, kaster
jer nu ud i den værste af alle racismens forbrydelser – kollektiv
afstraffelse af hele gruppen for en synd begået af et par af
gruppens medlemmer med nøjagtig den samme hadets logik som vi så det
under pogromerne i Østeuropa og mod de sorte her i USA."
For 30 år siden
kunne danskerne let på afstand se at alt dette var racisme, når jeg
i "Amerikanske Billeder" viste dem hele det tab af personlig frihed,
der bliver konsekvensen af at føre voldelig kommunikation og
afstandtagende tænkning overfor en udsat minoritet således at denne
føler sig forkastet og havner i et selvdestruktivt vanvid af
kriminalitet, terrorisme og ghettooprør. Overalt pegede danskerne
dengang skadefro fingre af de hvide amerikanere: "Hvor har de dog
godt af det når de opfører sig så modbydeligt overfor de sorte!" Som
altid forsøgte jeg derfor at "forklare" racisten ved i min bog at
skrive at "hvis man smed en flok sorte ned i min landsby i Danmark,
ville hele byen straks finde en redningsplanke som racisten George
Wallace" (den tids Pia Kjærsgård). Udsagnet gjorde datidens danskere
fornærmede: "Hvordan kan du dog finde på at sige at vi ville opføre
os så grusomt?" - Tja, kun 25 år efter kom George Wallace og hans
udstødende apartheidpolitik til magten i Danmark.
Borgerretsbevægelsen krav om at blive
anerkendt som ligeværdige mennesker (Hist. foto)
Og
årsagen var ligesom i USA at vi nægtede at integrere os med "de
andre."
Ligesom millioner af USA's sorte var flygtet fra undertrykkelse i
syd fordi de havde hørt at der fandtes nogle retskafne hvide i
norden, der holdt den menneskelige ligeværdighed og anerkendelse i
hævd, som Martin Luther Kings demonstranter havde tryglet om med
skilte som "I am a man", - ligeså flygtede millioner af indvandrere
fra undertrykkelse i syd for at søge menneskelig accept og frihed
her i vort kolde nord. Men overalt hvor de flyttede ind, spærrede vi
som George Wallace straks dørene for dem og gav dem
apartheidfingeren.
Når mere end 20% flytter ind i "vores" kvarterer
(både i USA og i Europa) flytter vi alle til hobe pludselig ud. Når
mere end 20% af "de andres" børn kommer i "vores" skoler, flytter vi
straks alle vore børn ud. Således tvang vi – de gode, retskafne
hvide med de "rigtige" frisindede (venstreorienterede) holdninger –
aktivt millioner af vore uønskede ind i ghettoer i denne, den værste
af racismens forbrydelser, at få mennesker til at føle sig
forkastede. Når vi på den måde – aktivt og beregnende – konstant
flytter stigen op til den amerikanske/danske drøm længere og længere
væk fra de håbefulde, burde det ikke være svært at forstå, hvad der
sker. Jeg husker nemlig hvor enige danskerne var, da jeg for 30 år
siden skrev om det, som de opfattede som "ondsindede" hvide
amerikanske racister:
"For hver hvid
som flyttede, oplevede jeg på den anden side af apartheid-linien et
stik i hjertet på de sorte. De ældre forsøgte at behage de hvide,
men de unge var langt mere sensitive. Den pludselige følelse af, at
man for evigt er ved at blive lukket ude fra samfundets hovedstrøm,
lige når man er tættere på end nogensinde, udløste harme, og det
smertende stik i hjertet forvandlede nogle få at disse ellers
velopdragne unge til urostiftere, som optændte had mod de
tilbageblevne hvide i ghettoens udkant, der så til gengæld
øjeblikkeligt skød skylden på ofret og flyttede. Jeg kunne ikke
undgå at se en direkte forbindelse mellem den vold som blev begået
mod værdigheden og selvfølelsen hos disse velintegrerede nybyggere
ude i ghettoernes randområder, og den vold jeg senere oplevede i de
indre ghettoer; mellem det hvide stik i hjertet på den sorte
middelklasse og volden og den rystende "back-stabbing" i
underklassen."
Resten af
historien kører så forudsigeligt efter drejebogen "Amerikanske
Billeder", at jeg i 2005 i DR1 kunne advare: "Hvis vi fortsætter med
at ghettoisere vore medmennesker på den måde, vil vi snart se de
samme ghettooprør, USA havde i 60-70’erne, da hundreder af ghettoer
stod i flammer." Kun tre måneder efter gik min spådom i opfyldelse,
da hundredvis af franske ghettoer stod i flammer …..og kun tre år
efter skete det samme i Danmark.
Under sidste forårs danske ghettooprør, modtog jeg denne mail fra en
sort amerikaner, der nu bor i Danmark: "Når ghettoernes unge brænder
biler af, hører jeg ustandseligt hadske kommentarer fra etniske
danskere om "Hvorfor brænder de deres "egne" områder af? Muslimerne
er ikke andet end kriminelle!" Jacob, jeg føler mig rystet og såret
i mit inderste over herovre at skulle genhøre nøjagtig det samme had
som blev ytret overalt af de hvide under raceoprørene i USA."
Los Angeles to dage efter raceoprøret
i 1992
Og hvem slutter sig straks til dette fordømmende hylekor? Villy og
det meste af den venstrefløj, som engang identificerede sig så
stærkt med USA’s raceoprør fordi disse så tydeligt afslørede
undertrykkelsen, som lå bag. Men i dag har venstrefløjen med
afstandtagende retorik solgt ud til den sorte koalition frem for at
vise solidaritet og forståelse. Fordømmelse "sælger", men giver ikke
plads til at formulere en politik til etniske danskere om hvordan vi
selv forårsager disse katastrofer og hvordan de viser nødvendigheden
af at vi nu åbner op for og integrerer os med "de andre". Måske
venstrefløjen kunne have lånt nogle forklarende ord fra Amerikanske
Billeder:
"Det er svært at
illustrere kastesegregationens fulde psykologiske betydning for
andre. Det er, som ser man ud fra en mørk hule i en stejl bjergside,
ser ud på folk, der passerer forbi, og taler indtrængende til dem og
fortæller dem, hvordan disse begravede sjæle er forhindret i at
bevæge sig frit, at udtrykke sig og udfolde sig frit; og hvordan
deres løsladelse fra fængslet ikke blot er et spørgsmål om velvilje,
medfølelse eller hjælp til dem, men at det ville være en hjælp for
alverden. Man bliver ved med at tale, roligt og fornuftigt, men man
ser, at de forbipasserende end ikke drejer hovedet, og hvis de gør,
kaster de blot et nysgerrigt blik på én og går videre. Efterhånden
trænger det ind i fangernes sind, at menneskene, som går forbi, ikke
hører dem; at der er en slags tyk usynlig men håndgribelig
glasbarriere mellem dem og omverden. De bliver ophidsede, taler
højere, gestikulerer. Nogle af de forbipasserende standser
nysgerrigt op; denne gestikuleren synes så meningsløs; de ler og går
videre. Enten hører de stadig væk intet, eller også hører de kun
svagt, og hvis de hører noget, forstår de det ikke. Menneskene, der
er spærret inde, bliver hysteriske. De skriger op og kaster sig mod
glasbarrieren, og i deres fortvivlelse opfatter de knapt nok, at
deres skrig drukner i et tomrum, og at deres fagter blot virker
komiske på dem, der betragter dem udefra. - Måske er der hist og her
nogen, som bryder igennem blødende og vansirede, og de opdager, at
de står ansigt til ansigt med en skrækslagen, utilnærmelig
menneskehob, der frygter for deres egen eksistens. "
Jo, vore ghettooprør og bandekrige var ligeså forudsigelige som de
amerikanske. Men modsat fordums fremsynede og forebyggende politik
har venstrefløjens Mefisto-kinddans med det sorte kabinet i dag
givet den samme afslørende farve – den afsvedne brune farve man får
af konstant at rykke ud for at slukke de brande, man selv har
antændt.
Vreden, med dig Pia, Besyng!
|
|
Copyright © 2009
Jacob Holdt;
|
|