Vreden, Gudinde, Besyng! Jo, intet er lettere.
Men hvad er en venstrefløj eller velfærdsstat uden empati og solidaritet?
Før vi solgte ud til det sorte kabinet i 2001 var venstrefløjens opgave altid at afkode og forklare de vredes- og smertesophobninger, som finder sted i samfund under udvikling. I samspil med fortidens borgerlige udviklede vi velfærdsstaten som det intelligente forsøg på at indkapsle og integrere vreden og derved undgå de voldsomme brud og eksplosioner, som karakteriser mere undertrykkende stater. Men frem for at indkapsle smertesophobningen - også i f.eks. DF - gennem en tværpolitisk alliance vendt mod ekstremisme som førhen mod stalinister og fremskridtsfolk, valgte vi en DF-regering med 7 bjæffende støttepartier.

At denne Mefisto-pagt undergraver vort tidligere inkluderende og solidariske menneskesyn viser f.eks. socialdemokratiets opkog af VKO’s retspolitik, som fremtiden vil huske som Chaplins Hitler-parodi, i hvilken de eneste forståelige ord var "straf, straaf" og atter "straaaaf." Når had mod taberne således institutionaliseres, forrådes velfærdsstatens inkluderende årsagsforklaring og indsats mod f.eks. ADHD, incest, tidlig mobning, udstødelse, marginalisering samt indlæringsblokeringen, vredesophobningen og kriminaliteten, dette alt sammen medfører.

Velfærdsstatens forebyggende og besparende funktion bliver afløst af en demagogisk parodi, hvor problemerne fejes under gulvtæppet med alle de ekstraregninger, dette giver. Hvor intelligente, vi tidligere var, sås af at vi blev verdens rigeste og mest rejsende borgere. Når alle regningerne i samfundet er betalt, har vi f.eks. 5 gange så mange penge til at holde ferie for i fjerne lande som amerikanerne. Ønsker Socialdemokratiet med sine USA-republikanske Chaplinparodier nu at tage vore jordomrejser fra os?

Åh, jo, jeg glemte at vi nu skal tage ansvar for vores liv og ikke må se hinanden som ofre, som det hedder under den sorte koalitions nye toner. Men rummede det gamle menneskesyn ikke en mere intelligent og ægte egoisme på langt sigt? Når vi i dag møder mennesker, hvis adfærd vi ikke forstår såsom kriminelle, ungdomshusoprørere, indvandrere, muslimer osv., får vi nu at vide at vi skal "tage afstand fra dem", "finde fejl hos dem", "bebrejde dem" osv. frem for at leve os ind i dem og forstå deres bevæggrunde.

Jeg selv lærte – af ren og skær overlevelsestrang – tidligt at definere alle mennesker som "ofre" og indså siden i mine frigørelses-workshops i amerikanske universiteter at de alle rent faktisk er "ofre". Selv "the best and brightest" i Harvard-eliten slæber rundt med tidlige skader, som former dem for livet. Fordelen ved at opfatte mennesker som ofre frem for "lede sataner", som "vi bør tage afstand fra," er at man tvinges til at forholde sig til dem som en læge, en socialarbejder, en workshopleder eller blot et kærligt medmenneske ville gøre det. Og med sin lyttende imødekommenhed er man straks med til at frigøre nogle af de lidelsesmønstre i dem, som vi først ikke forstod. Alle mennesker elsker nemlig at føle sig elskede.

Jeg bruger tit mit eget første møde med USA’s sorte kriminelle som illustration. Ustandseligt blev jeg efter ankomsten i 1970 overfaldet – 4 gange af pistolrøvere og talrige gange af knivbevæbnede bander uden motiv. Men derefter ophørte overfaldene skønt kriminaliteten omkring mig blev stadig værre. Min fejl var, at jeg i de første to år var "offer" for de hvides racisme. Ustandseligt plantede de frygt i mig: "Gå ikke ind i det og det (sorte) kvarter".

Når et så racistisk syn på en hel gruppe først lammer én, er man forsvarsløs. Uundgåeligt sender man undvigende frygtsignaler ud til de sorte a la "Du er en skidt fyr. Jeg har grund til at frygte dig!" Med sit kropssprog restimulerer man alle de dårlige følelser, marginaliserede unge har omkring sig selv, hvorfor de let eksploderer i irrationel vrede og overfalder én. Modsat berigelses- og narkokriminalitet, som delvist kan holdes i ave med straf, virker ingen straf overfor den marginaliseredes vredesbetonede kriminalitet. Den er farlig og voldelig fordi den intuitivt retter sig mod den formodede undertrykker. Den "dræber for en dollar" som jeg ustandseligt så sorte børn gøre det i USA i de år hvor vi hvide aktivt tvang dem ind i ghettoer ligesom vi i dag af nøjagtig samme årsag ser det ske i Danmark. Og dog handler den ikke om at skaffe sig en dollar i USA eller en mobiltelefon fra en dansk skoledreng, men om raseri og afmægtig magtudøvelse, som vi ser det når 2.generations indvandrerdrenge rasende sparker glasset itu på S-togsstationer.

Men gradvist fik jeg kæmpet mig ud af de hvides negative tænkning og ved at få sorte venner og at bo hos dem, så jeg dem ikke længere som udyr, jeg burde frygte, men som mennesker. Uden at være klar over det, fik jeg derved langsomt oparbejdet tillid til de sorte, som jeg først havde opfattet som lukkede og fjendtlige – nøjagtig som danskerne opfatter indvandrerne. Fra nu af begyndte hele mit angstfyldte kropssprog at ændre sig og at sende modsatte signaler ud: "Du er god. Jeg har grund til at vise dig tillid."

For marginaliserede ghettobørn, som dels mishandles af deres arbejdsløse/afviste fædres manglende selvagtelse og dels ustandseligt føler det hvide samfunds afvisning og undvigende frygtreaktioner, er dette - pludseligt at få at vide at man er god nok – intet mindre end en kærlighedserklæring. Alle mennesker hungrer efter kærlighed, men ingen så meget som smertens børn, der aldrig fik den. Og intet er mere afvæbnende og forebyggende, så fra nu af tog de kriminelle mig overalt ved hånden for at vise mig rundt i deres verden af smerte.

Jeg lærte hvor naiv jeg havde været med mit tidligere negative (racistiske) syn på mennesket og at intelligent egoisme handler om at tro på og derved at fremelske "det gode," som alle mennesker rummer. For skønt kriminaliteten er mangedoblet sidenhen, er jeg aldrig siden blevet overfaldet. Gennem en empatisk inkluderende indre tænkning åbnede verden sig op og jeg kunne fra nu af trygt rejse ind og ud af ghettoer som et frit menneske - modsat amerikanerne selv.

Det racistiske menneske, tynget af negative tanker om sine medmennesker, mister nemlig sin (bevægelses)frihed – verden lukker sig - nøjagtig som danskerne i dag oplever det i store dele af verden, hvor vi tidligere var populære – dengang vi var kendt for et solidarisk menneskesyn uden hadske behov for at angribe identitet og selvværdsfølelse hos vore udstødte. Vore endeløse angreb kulminerede under den sorte koalitions indbyggede konfrontations-søgende logik til sidst i blodige tegningekrige.

Og nøjagtig som fordums dehumaniserende latterliggørelse af sorte med vandmeloner, krumnæsede jøder med pengepunge osv. bliver denne racisme moralsk retfærdiggjort som et forsvar for "vore værdier". Som chokerede langskæggede hassidiske jøder i New York sagde til mig under danskernes sidste Muhammedkrig: "Hvordan kunne I dog gøre dette "mod os" som igennem århundreder er blevet nedgjort på præcis denne måde?
I danskere, som var vores forbillede med jeres tidligere indlevende og solidariske menneskesyn, der reddede os jøder, kaster jer nu ud i den værste af alle racismens forbrydelser – kollektiv afstraffelse af hele gruppen for en synd begået af et par af gruppens medlemmer med nøjagtig den samme hadets logik som vi så det under pogromerne i Østeuropa og mod de sorte her i USA."

For 30 år siden kunne danskerne let på afstand se at alt dette var racisme, når jeg i "Amerikanske Billeder" viste dem hele det tab af personlig frihed, der bliver konsekvensen af at føre voldelig kommunikation og afstandtagende tænkning overfor en udsat minoritet således at denne føler sig forkastet og havner i et selvdestruktivt vanvid af kriminalitet, terrorisme og ghettooprør. Overalt pegede danskerne dengang skadefro fingre af de hvide amerikanere: "Hvor har de dog godt af det når de opfører sig så modbydeligt overfor de sorte!" Som altid forsøgte jeg derfor at "forklare" racisten ved i min bog at skrive at "hvis man smed en flok sorte ned i min landsby i Danmark, ville hele byen straks finde en redningsplanke som racisten George Wallace" (den tids Pia Kjærsgård). Udsagnet gjorde datidens danskere fornærmede: "Hvordan kan du dog finde på at sige at vi ville opføre os så grusomt?" - Tja, kun 25 år efter kom George Wallace og hans udstødende apartheidpolitik til magten i Danmark.
 

Borgerretsbevægelsen krav om at blive
anerkendt som ligeværdige mennesker  (Hist. foto)

Og årsagen var ligesom i USA at vi nægtede at integrere os med "de andre." Ligesom millioner af USA's sorte var flygtet fra undertrykkelse i syd fordi de havde hørt at der fandtes nogle retskafne hvide i norden, der holdt den menneskelige ligeværdighed og anerkendelse i hævd, som Martin Luther Kings demonstranter havde tryglet om med skilte som "I am a man", - ligeså flygtede millioner af indvandrere fra undertrykkelse i syd for at søge menneskelig accept og frihed her i vort kolde nord. Men overalt hvor de flyttede ind, spærrede vi som George Wallace straks dørene for dem og gav dem apartheidfingeren.

Når mere end 20% flytter ind i "vores" kvarterer (både i USA og i Europa) flytter vi alle til hobe pludselig ud. Når mere end 20% af "de andres" børn kommer i "vores" skoler, flytter vi straks alle vore børn ud. Således tvang vi – de gode, retskafne hvide med de "rigtige" frisindede (venstreorienterede) holdninger – aktivt millioner af vore uønskede ind i ghettoer i denne, den værste af racismens forbrydelser, at få mennesker til at føle sig forkastede. Når vi på den måde – aktivt og beregnende – konstant flytter stigen op til den amerikanske/danske drøm længere og længere væk fra de håbefulde, burde det ikke være svært at forstå, hvad der sker. Jeg husker nemlig hvor enige danskerne var, da jeg for 30 år siden skrev om det, som de opfattede som "ondsindede" hvide amerikanske racister:

Resten af historien kører så forudsigeligt efter drejebogen "Amerikanske Billeder", at jeg i 2005 i DR1 kunne advare: "Hvis vi fortsætter med at ghettoisere vore medmennesker på den måde, vil vi snart se de samme ghettooprør, USA havde i 60-70’erne, da hundreder af ghettoer stod i flammer." Kun tre måneder efter gik min spådom i opfyldelse, da hundredvis af franske ghettoer stod i flammer …..og kun tre år efter skete det samme i Danmark.

Under sidste forårs danske ghettooprør, modtog jeg denne mail fra en sort amerikaner, der nu bor i Danmark: "Når ghettoernes unge brænder biler af, hører jeg ustandseligt hadske kommentarer fra etniske danskere om "Hvorfor brænder de deres "egne" områder af? Muslimerne er ikke andet end kriminelle!" Jacob, jeg føler mig rystet og såret i mit inderste over herovre at skulle genhøre nøjagtig det samme had som blev ytret overalt af de hvide under raceoprørene i USA."