Berlingske Tidende torsdag 5. januar 2005
Lars Hedegaard raser den 23. december mod kritikerne af
Jyllands-Postens
Muhammed-tegninger: »Den dag, imamerne og lederne af de islamiske
organisationer får sat hensynet til deres 'sårede følelser' over
ytringsfriheden, vil det være slut med den. Så må pressen gå under
jorden, som vi sidst oplevede under den tyske besættelse.«
Antyder han dermed at vi ikke har ytringsfrihed i USA, hvor pressen
netop udviser sådanne hensyn? Alle og enhver ved jo i et
multireligiøst samfund som det amerikanske at dette ikke kan bevare
sin sammenhængskraft og dynamik hvis man begynder at hetze mod sine
egne borgere. Og alle indretter sig efter det helt til det punkt,
hvor man end ikke drømmer om at gøre det i nogen anstændig avis.
Omvendt kunne man netop i denne tolerante form for frihed publicere
Muhammed-tegninger sikkert uden at såre muslimernes følelser, idet
disse i USA jo i forvejen føler sig værdsatte og integrerede og
dermed ikke-udstødte.
Jyllands Postens tegninger ville derfor i USA snarere være at
sammenligne med at tegne vandmelonspisende ”negre”, sorte som
kriminelle eller de mange andre stereotypier af sorte, som enhver i
USA ved straks presser vredesknappen i bund hos de sorte – den
sårede forurettede vredesknap, som man får ved at føle sig
ikke-værdsat og psykisk udstødt og som kan udløse ghettooprør a la
de franske på grundlag af de mest ”uskyldige” bemærkninger.
Jo
vist forsøgte medierne i USA også indtil for 50 år siden at sparke
til de liggende for derefter at gnide salt i sårene i
ytringsfrihedens navn. Siden er de dog på dette punkt vokset op til
at stræbe efter noget langt højere end undertrykkende ytringsfrihed,
nemlig frihed – friheden til at kunne leve med hinanden og at se
hinanden i øjnene som ligeværdige mennesker.
Gør tabet af Jyllands Postens og Hedegaards ”ytringsfrihed” USA til
et mindre frit og demokratisk land end vores?