Præst ved
Grundtvigskirken
Hurtigt efter indsættelsen kom jeg i gang.
Allerede to dage efter bad pastor Olsen mig ved middagstid om
at tage aftensangen i kirken om aftenen. Så det var bare om
at komme i gang med at skrive den korte prædiken, der skulle
til.
I sommerhalvåret var der hver onsdag aften en
kort gudstjeneste: Salme-prædiken - salme - fadervor -
velsignelse - salme. Der var nogenlunde god tilslutning til
disse aftener, selv om det kunne variere ret meget.
Den følgende søndag havde jeg så den
første gudstjeneste, det var kl. 8,30. I min dagbog har jeg
noteret: slap nogenlunde godt fra det. Og kl. 13,30 havde jeg
en dåbsgudstjeneste, hvor jeg døbte 9 børn. På den tid
blev der født mange børn i sognet, og da vi ikke kunne have
mere end 2-3 børn til dåb ved højmessen, blev der
adskillige søndage ordnet en el. flere særlige
dåbsgudstjenester. Her var der så som regel højst 5 i hvert
hold. Det var lidt samlebåndsagtigt, men man fik da en vis
rutine.
Alligevel måtte det før eller senere gå
galt. Vi brugte den fulde tilspørgsel til hvert barn ...
ingen forkortelser her. Først en salme, og her valgte man
selvfølgelig noget som var almindelig kendt, også hos
"kirkefremmede." Derpå selve dåbshandlingen,
velsignelse og igen en salme. Men en dag, da jeg havde haft
gudstjeneste og flere dåbsgudstjenester, kom jeg i
faddertiltalen til at sige: Og hvis det sker, at barnet dør,
før forældrene er kommet til skels alder, da skal I som er
faddere... !! Jeg ved ikke om nogen opdagede det.
I sommerhalvåret havde vi gudstjenester kl.
8,30 og kl. 10, om vinteren kl.10 og kl. 14. I de første år
var gudstjenesterne i vinterhalvåret henlagt til kirkens
krypt for at spare på brændslet. Her var der en stor
mødesal, som man havde indrettet som kirke med alter,
prædikestol og døbefont af krydsfiner. Det var egentlig ret
så hyggeligt. Rummet var mere intimt, afstanden mellem præst
og menighed var meget mindre, og man kunne tale med mere
almindelig stemme. Det var derfor en stor overgang, når vi om
sommeren skulle holde gudstjeneste i selve kirken. Den er
umådelig stor. Der er langt fra alter til de første rækker,
hvor menigheden sad. Akustikken var ikke særlig god, og der
var dengang intet højttaleranlæg. Men det havde den store
fordel, at jeg lærte at tale klart og tydeligt, med passende
hastighed, pauser mellem sætningerne og ikke noget med at
sænke stemmen i slutningen af sætningerne. Det var også på
den måde et godt lærested. Jeg har derfor aldrig siden haft
svært ved at indrette min stemmeføring efter de rum, jeg
skulle tale i.
Kirkeligt Samfund havde en lejrbygning "Maglekær"
ved Solrød Strand. Der havde Bispebjerg sogn en uges
sommerlejr for trætte husmødre med børn. Grethe var dernede
for at hjælpe, jeg tog derned en enkelt dag for om aftenen at
underholde med oplæsning af H.C. Andersens eventyr.
Nu begyndte jeg også med konfirmander, dvs.
foreløbig var det Olsens eller Jelsbaks hold, jeg havde, når
de havde ferie eller var forhindret. Fra november begyndte jeg
med mine egne hold. Foreløbig var det aftenholdet, som vi
hjælpepræster måtte tage os af. Det kunne være noget af en
prøvelse, børnene havde først været i skole, derefter haft
budpladser eller andet arbejde, så hjemme at spise og kom så
kl. 18,30, så det var ikke de mest vågne unge mennesker.
Enten var de oplagt til lidt ballade og ellers halvsov de. Men
det kunne ske, når een eller anden protesterede mod noget man
sagde, at de så vågnede op, og så kunne vi måske få en
god snak. Men jeg lærte meget af det og fik efterhånden
også tag på det.
Konfirmandlæsningen gav også anledning til
besøg i nogle af hjemmene. Det var lærerigt. Man kom til at
kende sognet og dets beboere på en spændende måde. Sognet
havde tre slags beboelser. De fleste af mine konfirmander kom
fra boligblokkene i Gravervænget, Klokkerhøjen, Rinertoften
og Skoleholdervej. Her boede fortrinsvis håndværkere og
ufaglærte arbejdere. De fleste i to-værelses lejligheder,
undertiden med temmelig mange børn. Et andet kvarter var de
lidt nyere ejendomme mellem Frederiksborgvej og Tagensvej. Her
boede lidt bedre stillede folk, mennesker i faste stillinger,
offentligt ansatte, funktionærer, folk på månedsløn.
Endelig var der villakvarteret nord for kirken, det var
fortrinsvis selvstændige erhvervsdrivende og andre, der havde
klaret sig godt, rent økonomisk.
En enkelt familie lærte jeg gennem dens to
drenge i TK særlig godt at kende, så der var Grethe og jeg
inviteret med til selve konfirmationsfesten i hjemmet.
I de sidste år ved Grundtvigskirken, hvor vi
kun var 3 præster, havde jeg også eftermiddagshold. I
København havde man den ordning, at konfirmanderne først kom
til forberedelse efter skoletid, dvs. kl. 14. De var nu også
lidt sløve på den tid, især de som havde været tidligt
oppe som mælkedrenge og avisuddelere. Jeg havde altså to
hold. De gik to gange om ugen. Til selve konfirmationen var de
to hold slået sammen, så det kunne være en ret så stor
flok. Festligt var det med alle de mennesker, forældre
faddere, søskende og kammerater, der nu ikke særlig
stilfærdigt fulgte med ude i kirkens sidegange, mens man gik
ad rækkerne og konfirmerede børnene. Det kunne udarte til
lidt af et gedemarked. Vi havde konfirmationer 2 gange om
året, i oktober og i april.
Den første sommer nåede jeg, på trods af
friheden til Frankrigsturen, at få lidt ferie sammen med
Grethe. Vi tog på en 8-dages forsinket bryllupsrejse til
Bornholm, havde cykler med og boede på vandrerhjem,
sommetider med værelse for os selv, i Svaneke dog også
beboet af væggelus. Vi fik set meget af øen, nåede endog at
besøge Christiansø.
Så hverdag igen med træffetider i kirken.
Her skrev jeg kirkebog. Det var egentlig sognepræstens
arbejde, men det blev pålagt hjælpepræsten at tage sig af
det. Dvs. det bestod i at afskrive kordegnens bog. Men også
det lærte man en hel del af, for der skete meget i så stort
et sogn.
Kirken udgav et sogneblad 5-6 gange om året.
For at spare porto blev det uddelt ved frivillige hjælpere.
Til dem hørte også hjælpepræsterne, så vi havde hver vort
distrikt, op og ned i trappeopgange, ind og ud til villaerne.
Ved Grundtvigskirken havde man ingen
søndagsskole. Sådan noget var for pietistisk, også efter
min mening. Men man havde en tirsdagsskole, hvor små og
større børn samledes i kirkens krypt. Det var især pastor
Olsens domæne. Han fortalte bibelhistorie, mytologi,
Danmarkshistorie og sang med børnene. Somme tider måtte jeg
overtage hans timer. Også det var lærerigt.
Også de ældre i sognet var der arrangementer
for. Om sommeren en udflugt som regel ud i Nordsjælland i bus
og med spisning. Om vinteren var der møder med kaffe i
kirkens krypt, her skiftedes vi præster til at stå for det
med foredrag og oplæsning.
Da jeg kom til Grundtvigskirken var Bispebjerg
sogns indbyggertal på ca. 20.000. Derfor var der der 2 faste
præstestillinger og to hjælpepræstestilllinger. Men det var
allerede på det tidspunkt besluttet, at sognet skulle gøres
mindre. Den nordlige del udskiltes som selvstændigt sogn;
Emdrup sogn i 1946. Der opførtes en midlertidig barakkirke,
og oprettedes to præsteembeder.
Den sydligste del, med ca. 4.500 mennesker,
blev også i 1946 lagt sammen med dele af Kapernaums sogn med
ca. 5.500 mennesker til et nyt sogn, Tagensbo sogn. Også her
oprettedes to præsteembeder. Der opførtes en midlertidig
barakkirke.
Ved Grundtvigskirken var vi 4 præster:
Sognepræst var Oluf Anker Olsen (f. 1893), havde tidligere
været sognepræst i Næstved, men var kommet til
Grundtvigskirken i 1941. Han var udpræget grundtvigsk i sin
forkyndelse, der her under besættelsen naturligvis var
stærkt præget af danskhed med mange salmecitater og levende
illustrationer fra historie, mytologi og barnekammeret, idet
han var ret nygift (2.ægteskab) og havde to småbørn.. Der
var stor søgning til hans gudstjenester, også af
sognebåndsløsere, der sluttede sig til menigheden. Han var i
bedste forstand en påskønnet og afholdt præst. Hans første
kone var død i 1944, men året efter havde han giftet sig med
hendes søster, der var læge. Begge døtre af
valgmenighedspræst Clausen, Københavns valgmenighed.
Han havde været meget igangsættende med
folkeligt arbejde, med møder o.l., men senere optog
familielivet ham meget stærkt, så det gik lidt ud over
sognearbejdet. Desværre gik det ikke så godt siden hen. Han
begik utroskab. Det var som den stærke familie havde siddet
for meget på ham. Det kom biskop og ministerium for øre, og
han måtte søge sin afsked i 1952 og døde få år senere.
Men de år jeg var ved kirken havde vi gode
forhold. Det var rart at have en ældre erfaren præst at
søge råd hos. Ofte bad han mig tage kirkelige handlinger,
han ikke selv var interesseret i at tage. Men det var altid
meget forstående " De kunne vel ikke tænke Dem at tage
en begravelse for mig, hvis ikke De har andet for?" Det
kunne også være en konfirmandtime eller et bryllup.
Hans to døtre af 1. ægteskab, Karen og
Lisbeth kendte jeg fra Studenterkredsen, hvor de var
medlemmer. Og jeg tror, at det var dem, der gjorde ham
opmærksom på mig, da man skulle have en ny hjælpepræst til
sognet.
Residerende kapellan var Jens Jelsbak
(f,1909). Han havde været sognepræst i Ugilt i Vendsyssel
fra 1936 og var kommet til Grundtvigskirken i 1944. Han var
jyde, sindig, underfundig og stærkt politisk interesseret og
engageret, medlem af borgerrepræsentationen. Venstres
hovedbestyrelse, og Kirkeligt Samfunds Styrelse. Han forstod
at udnytte sine politiske og kirkelige forbindelser. Hans
prædikener var korte og djærve, hans jyske mål fornægtede
sig ikke. Heller ikke når han havde konfirmander, de havde
undertiden lidt svært ved at forstå ham. Han var en god
organisator af sognedelinger, menighedsrådsvalg, udflugter,
husmødrelejre og lignende. Men også han var en god kollega
at tage ved lære af og støtte sig til.
Hjælpepræst var Georg-Albert With (f. 1919).
Havde været præst der siden 1944. Han var københavner.
Faderen præst ved Skt.. Paulskirke. Jeg kendte ham fra
Studenterkredsen. Vi kom da meget godt ud af det med hinanden,
men fik aldrig noget rigtigt venskab ud af det. Der var noget
arrogant over ham. Han betragtede mig nok som lidt af en
konkurrent.
Det viste sig heller ikke at være uden grund.
På grund af sognedelingerne og det meget mindre folketal
skulle den ene af hjælpepræstestillingerne nedlægges. Jeg
regnede med at det blev min, så jeg spekulerede på andre
muligheder. Fra min fætter Helmer Mørks virke som
sømandspræst havde jeg fået lyst til at prøve det. Og nu
var stillingen som sømandspræst i Hamburg ledig. Jeg
forhandlede med sømandsmissionens generalsekretær og senere
med den hidtidige sømandspræst i Hamburg. Men da jeg hørte
nærmere om forholdene i Hamburg her lige efter krigen, var
jeg klar over, at det ikke var et sted at tage hen med kone og
spædbarn. Så det droppede jeg.
Samtidig var de to gamle præster og
menighedsrådet blevet enige om at bede mig blive ved
Grundtvigskirken, fordi jeg var kommet så godt i gang med
ungdomsarbejdet i T.K. Det blev så With, der måtte søge sig
noget andet, hvad han var noget sur over. Som københavner
kunne han godt have tænkt sig at blive i byen.
Han søgte en del embeder bl.a. i Viborg
stift. Han kunne ikke forstå, at han ikke hørte noget fra de
pågældende menighedsråd. Senere fandt han ud af, at Biskop
Baun ved de orienterende møder med menighedsrådene skulle
sagt om With..." at han havde hørt om den mand, at han
skulle have bandet i en tobaksforretning i København."
!! Når man kendte både With og til tobakssituationen i
krigens sidste år, var det slet ikke utænkeligt. Men
alligevel! Da With blev klar over denne omtale blev der da
også lidt ballade. Imidlertid havde han søgt og fået embede
på Djursland i Ålsø-Hoed fra Jan 1948. Her var han til
1956, hvor han blev sognepræst i Middelfart og i 1974 provst
der.
Jeg blev så udnævnt til kaldskapellan fra 1
Jan 1948. Det medførte for så vidt ingen ændringer i
arbejdet, bortset fra, at vi nu var tre præster i stedet for
fire. Lønnen var lidt bedre og det var en fast stilling.
Det arbejde jeg, for at tjene lidt penge,
havde haft for Det Grundtvigske Soldaterarbejde fra
begyndelsen af 1946, fortsatte jeg med til hen på efteråret.
Det bestod i besøg på militærhospitalet og flådens
infirmeri, med snak med soldaterne, salg af frimærker,
brevpapir og andet, bogudlån o.s.v. Særlig sjovt var det
ikke, men man traf jo vidt forskellige unge mennesker og
lærte vel også lidt af det.
Præst ved
Marmorkirken
Mere vigtigt var det, at jeg et
års tid fra april 1947 også passede et embede ved
Marmorkirken, hvis ene præst Øyvind Jeppesen var syg. Jeg
læste med konfirmander, havde også konfirmation, jeg tror 3
gange derinde. Derudover var der begravelser og bryllupper.
Det gav nogle særlige oplevelser. Blandt andet kom jeg til at
begrave "prins Jørgen". Prins var han nu ikke, men
det blev han kaldt. Han påstod selv, at han var resultat af
et eller andet kongeligt sidespring. Han havde været
skræddermester i Borgergade kvarteret, men på grund af
forlist ægteskab og drikkeri var det gået ned ad bakke med
ham, Han var fundet død i en trappeopgang. Politiet tog sig
af det og bad mig forrette begravelsen. Der var ingen
pårørende, så der skulle ikke være nogen højtidelighed,
blot jordpåkastelse ved graven på Bispebjerg kirkegård. Her
kom så 6 professionelle ligbærere (kirkegårdsbetjente) med
kisten. Men bag den kom et par forhutlede bumser. Efter
jordpåkastelsen gik de op på stilladset over graven, viklede
noget avispapir op og kastede nogle blomster ned i graven.
Blomster som de sandsynligvis havde tiltusket sig på
grønttorvet. Prins Jørgen var ikke helt glemt af sine gamle
kammesjukker!
Een af en præsts opgaver var også at
foretage mægling, når folk ville skilles. Jeg mindes særlig
een i Marmorkirken. Jeg havde det princip, at jeg altid
tilsagde den, som ville skilles et kvarter før den anden, så
jeg i ro og mag kunne høre hans eller hendes begrundelser for
ønsket om skilsmisse. Men da jeg den dag kom ind til kirken
kom kordegnen mig i møde og sagde: " De er allerede
kommet begge to og de skændes, så det rasler i hele
kirken." Jeg fik så først konen ind i præsteværelset,
hvor vi havde træffetid: "Ja, der var jo ikke det, der
ikke var i vejen med manden, han var tjener, blev hængende
på sin arbejdsplads, når han ellers skulle hjem, var
drikfældig osv." Så snakkede jeg lidt med manden alene:
" Hun var en strid kælling, der hellere sladrede med
nabokonerne end at passe hjemmet osv." Så havde jeg dem
begge sammen. Men så gik det galt. De begyndte igen at
skændes og slynge beskyldninger mod hinanden. Jeg måtte slå
i bordet og bede dem tie stille. Her var det mig, der
bestemte, hvornår der skulle siges noget. Selvfølgelig kom
der ikke noget ud af den mægling. Det var en meget dårlig
ordning, for sagerne blev først sendt til præsterne, når de
havde været hos sagførere, og så var det altid kørt
uhjælpeligt fast. Jeg tror, at kun 2 gange er det lykkedes
mig at få reddet ægteskabet, men det var i begge tilfælde,
før sagen var kommet så langt som til sagførere. Begge
gange var i Fåborg. Men jeg kunne jo i tilfældet i
Marmorkirken ikke lade være at betragte mig selv i den
situation. Der sad jeg en ganske grøn og uerfaren præst og
skulle prøve at mægle mellem et par midaldrende
ægtefæller, det hele var kørt i hårdknude for.
I sommeren 47 havde jeg konfirmander, både
ved Grundtvigskirken og i Marmorkirken og ofte gudstjenester
samme dag begge steder. Højmesserne var som regel godt
besøgt begge steder. Men eftermiddagstjenesterne kl. 17 i
Marmorkirken var noget af en prøvelse. Selv her i
sommerhalvåret holdt sognepræsten på, at der skulle være
gudstjeneste kl.17 ! Der kunne så i dette kæmperum af en
kirke være en 1o-15 enlige mennesker, ofte gamle koner. Og de
sad altid ydmygt forsigtigt helt ude i siderne af kirkerummet,
så man havde fornemmelsen af at stå og tale i en
fuldstændig tom kirke. Det var de gamle forslidte og forsagte
koner fra slumkvarteret i sognet, Borgergade og Adelgade, der
dristede sig til at komme. De vovede ikke at komme til
højmesserne, hvor "de fine", sognets spidser med
Chr. X. i spidsen, logebrødrene, sognebåndsløserne til
sognepræsten, Lund-Sørensen kom.
Der var stor forskel på konfirmander i
Grundtvigskirken og dem i Marmorkirken. Ved Grundtvigskirken
var de præget af, at familierne for ret nylig var flyttet til
sognet, stadig lidt rodløse, ofte med begge forældre på
arbejde, så børn var i udstrakt grad vokset op som
"nøglebørn", dvs. med nøgle til hjemmet hængende
om halsen, så de selv kunne lukke sig ind og ud, og var
overladt til sig selv, når de kom fra skole. Skolerne var for
fleres vedkommende nye med yngre lærere, der ikke altid havde
den bedste styr på eleverne. Så de kunne være ret
uinteresserede og urolige i konfirmandtimerne. Undervisningen
foregik i kirkens store krypt, hvor stolerækker var sat op
til møde eller gudstjeneste. Ingen borde eller andet de kunne
lægge bøgerne på. Blot sidde og hænge på en stol. Timerne
lå efter skoletid (en dårlig københavnsk ordning) kl.
13,30. De havde først siddet 5-6 timer i skolen. Og så sidde
her i krypten uden dagslys. Der skulle noget til for at holde
dem bare vågne. Værst var det med aftenholdet, som altid var
overladt til os yngre præster. Det foregik kl. 18,30 - 19,30.
Det var de børn som efter skoletid havde haft
budpladser, nogle endda været tidligt oppe om morgenen som
mælkedrenge. Enkelte var kommet ud af skolen og var
arbejdsdrenge, der havde haft en lang arbejdsdag forud. De
kunne være ret så sløve eller også direkte urolige. Det
kunne være svært at fange deres interesse endsige da at få
dem til at synge. Men skete det, at en eller anden slyngede
ud:" Den tror jeg ikke på, hr. pastor!" så
vågnede de alle op, og vi kunne ofte få en god snak i gang.
Mange forkundskaber havde de ikke fra skolernes
kristendomsundervisning. Enkelte lærere havde nok givet en
god undervisning, men det var gået hen over hovedet på
eleverne eller de havde simpelthen glemt alt. Andre steder
hørte man, at timerne var blevet brugt til alt andet end
kristendomsundervisning. Hvor meget der så kom ud af de timer
i konfirmandlokalet er et stort spørgsmål, men præsten
lærte i hvert fald en del af det og fik i øvrigt ret god
kontakt med mange hjem. Jeg forsøgte i så vid udstrækning
som muligt at besøge alle hjemmene. Også det gav mange gode
oplevelser, ikke mindst i de udprægede arbejderkvarterer. Det
var egentlig mest givende at komme på besøg i
arbejderkvarteret. Det var selvfølgelig aftenbesøg, når
manden var kommet hjem fra arbejde. Når familien først var
kommet sig over overraskelsen over at få besøg af pastoren,
fatter havde fået rejst sig fra divaneseren, og konen kommet
ind fra køkkenet, fik man ofte en rigtig god snak med
familien, måske over en øl eller en kop kaffe, om
konfirmanden, om de andre børn, deres vilkår og familiens
problemer, om arbejdet eller om det manglende arbejde osv.,
også tit religiøse spørgsmål blev drøftet. En enlig mor
sagde til mig om sin dreng:" Ja, Freddy ville faktisk
ikke konfirmeres, men så sagde jeg også til ham: du er
døbt, så skal du sgu også konfirmeres!" Det var da
ordentlig snak og jeg konfirmerede Freddy.
Konfirmanderne ved Marmorkirken var meget
nemmere at have med at gøre. Det var børn fra familier, der
havde boet i kvarteret, hvoraf noget var saneringsmodent,
gennem ofte flere generationer. Der var et roligt
familiemønster, og der var nogle gamle skoler med erfarne
lærere, der både havde styr på eleverne og på
religionsundervisningen. Så børnene var meget bedre
orienterede, lidt mere interesserede, vante til at høre. Og
holdene var heller ikke her så store, som på Bispebjerg.
Jeg kom til at konfirmere tre hold derinde,
oktober 47, april 48 og oktober 48. Også her havde jeg nogle
sjove oplevelser. Til et af holdene havde jeg sagt, at jeg på
konfirmationsdagen ville prøve at se ind til dem i deres
hjem. Det gjorde jeg så, men blev også klar over, at
børnene havde aftalt, at nu skulle de have lakket præsten
godt til, når han kom. Så i hvert eneste hjem kom der
hurtigt at glas vin på bordet. Og det gik meget godt. Det
sidste sted jeg ville besøge var et hjem i Borgergade i
saneringsmoden ejendom, ind over gården op på 5. sal i
baghuset, hen over loftet. Men der var det rigtige navn på
døren, og jeg kunne også høre, at der var fest. Så jeg
bankede frimodigt på, en serveringsdame lukkede op, og jeg
sagde jo, hvem jeg var. Der gik så bud ind efter faderen, der
let svajende med blanke øjne kom ud og bød mig ind. Da jeg
kom ind i de små stuer med skrå vægge, sad der en del yngre
og ældre mennesker ret op og ned i stole og på sofaer og så
meget højtidelige ud. Så kom faren og spurgte, om jeg ikke
ville have et glas vin, eller føjede han lidt forsigtigt til,
måske en øl.. Tak jeg vil gerne have en øl, for jeg har
allerede fået en del vin. Da jeg havde sagt det, var det
ligesom, der løstes noget op. De her lidt stive mennesker,
der sad der, rakte en hånd ind under sofaen, om bag ved
stolen eller bordet og fiskede deres øl frem, som de
skyndsomt havde gemt, da rygtet om præstens ankomst var nået
ind i gemakkerne. Og så fik vi ellers en god snak. Lidt efter
kom konfirmandens bedstefar ind. Han havde ikke set mig før,
men opdagede, at der var kommet en ny gæst, så han gik hen
til mig og sagde:" Goddaw, hvor er do fræ, a æ fra
Horsens". Inden jeg nåede at svare, havde hans kone
rykket ham i ærmet og hvisket til ham, at det var præsten.
Jeg har aldrig set gassen gå af en ballon, så hurtigt som
han kom ned. Men bagefter fik vi os en god snak. Han var
havnearbejder i Horsens. Så jeg fik meget at vide om ham og
familien. Der var livlig snakken. Da jeg ville til at gå, bad
familien mig om at blive og spise med dem til festmiddagen.
Det syntes jeg ikke, jeg kunne, for jeg havde en kone, der
ventede på mig derhjemme. Så ville de sende bud efter hende.
Men føjede jeg så til, der er også en lille dreng, der skal
passes. Men jeg skulle i hvert fald blive. Det gik jeg så med
til. Der var dækket op på borde ude på det store loft,
bordpapir og lidt blandede tallerkner og glas. Men festligt
var det. God mad og rigelige drikkevarer så stemningen var
høj. På et tidspunkt rejste bedstefaren sig for at holde
tale for konfirmanden, en pige, men hans tale drejede sig nu
mere om denne præst, som var kommet på besøg og som havde
vist sig at være på arbejdernes parti. Jeg voksede
betydeligt i min egen agtelse. Og da jeg omsider brød op,
blev jeg fulgt til dørs af megen tak og hurrah-råb! Jeg var
nok lidt ør for ikke at sige omtåget, da jeg kom hjem.
Det blev næsten 1 1/2 år jeg delvis passede
dette embede ved Marmorkirken. Om sider var pastor Øjvind
Jeppesen blevet rask nok til at komme i arbejde. Dvs. man var
ikke mere sikker på hans helbred end at man bad mig sidde i
kirken ved hans første gudstjeneste med en prædiken parat i
lommen, hvis han ikke kunne gennemføre den. Det gik dog. Men
det varede ikke så længe, før han på ny blev syg og døde
en tid efter. Men i den vakance var jeg ikke indblandet.
Imidlertid var far blevet syg, og man bad fra
Osted valgmenighed mig, om at hjælpe lidt. Så der havde jeg
af og til gudstjenester, begravelse, bryllup og en
konfirmation. Det var jo den menighed jeg selv var vokset op
i, så det var meget hjemligt og fortroligt at komme der. Det
medførte også, at Niels Jørgen, der var født 25 august,
blev døbt ved en gudstjeneste i Osted kirke.
|