Begravelser
Når der skete et dødsfald, kom de
pårørende til præstegården for at melde det, og for at
aftale nærmere om begravelsen. Jeg blev hurtigt klar over, at
det var en meget stiv og unaturlig situation for familien, så
jeg begyndte hurtigt, når folk ringede om dødsfaldet, da at
aftale, at jeg kom ud i hjemmet for at snakke om det. For det
første, var folk, selv i den situation meget mere naturlige
og åbne, og for det andet fik jeg allerede ved et sådant
besøg et indtryk af familien, så hjemmet og hvad der
prægede det, billeder, skriftsteder på væggene, bøger osv. Og bare i den dagligdags handling, at der da skulle
laves og drikkes en kop kaffe, fik meget lettere en samtale i
gang. Ofte traf man også flere af familien, så også det gav
mig et indtryk, som sagde mig noget. Så kunne man i ro og mag
høre om sygdomsforløbet, dødsfaldet, og tale om salmerne,
der skulle synges ved begravelsen. I de fleste tilfælde, i
hvert fald endnu i halvtresserne, blev kisten stående i
hjemmet eller evt. på sygehuset til selve begravelsesdagen.
Der var nu heller ikke i Fåborg og Årre kapeller ved
kirkerne før omkring 1955. Var det fra en af de små
lejligheder, blev kisten anbragt i en garage eller lignende.
På selve begravelsesdagen mødte degnen så
op i hjemmet til den aftalte tid, for at "synge ud."
Man sang en salme, degnen sagde trosbekendelsen, bad en bøn,
endnu en salme, så blev kisten sat i rustvognen, eller i
enkelte tilfælde på hestevognen, der så var passende
pyntet. Og man kørte af sted til kirken, familie og naboer
var mødt op og fulgte efter. Ved huse og gårde ligtoget
passerede, havde man ofte langt blomster og grankviste på
vejen.
Når kirkebetjenten fra kirketårnet kunne se
ligtoget, begyndte han at ringe med kirkeklokken, indtil
vognen standsede ved kirkegårdslågen. Her blev kisten sat
på et par bukke uden for lågen, og præst og degn tog imod,
hilste på familien. Så begyndte man at gå ind over
kirkegården, mens klokken igen ringede, og man sang salmen:
Du Herre Krist. Det var ganske vist oftest kun præst og degn,
der sang, så efterhånden fik jeg afskaffet dette. Ved lågen
stod også undertiden faner, fra pensionistforening,
ungdomsforening, gymnastikforening, de gik forrest ind over
kirkegården og ind i kirken. Når vi kom ind i kirken,
begyndte orglet at spille Du Herre Krist. Så var det jo
spændende om degnen havde ramt den rigtige toneart. Mens
kisten blev sat på plads foran kordøren, og følget fandt
sig pladser, sang man resten af salmen, minus det sidste vers.
Naboer og venner havde pyntet kirken med løv
og blomster, undertiden lidt rigeligt. Og over kordøren var
lagt et bredt bræt fra side til side, og her stod krukker
med blomster eller potteplanter. Der kunne også stå stager
med brændende lys. Det hele omgivet af sort slør. Og lige
under det bræt stod præsten under sin tale. Det var ikke
rart, særlig ikke i Årre, hvor gesimsen, brættet hvilede
på, sad ret lavt. Der havde jeg fornemmelsen af at stå med
det hele på hovedet. Det bræt fik jeg dog efterhånden
afskaffet. Ved restaureringen af Fåborg kirke i 1955 blev
brættet "væk !"
Når folk så var kommet til sæde i kirken,
sang vi en salme og præsten holdt sin tale. Så en salme, en
bøn og velsignelse og endnu en salme, hvorefter de, som
skulle bære kisten, rejste sig og gjorde klar til at bære
ud. Mens det skete, sang vi verset: "Så rejse vi til vort
fædreland" og langsomt kom vi ud på kirkegården, hvor
kisten blev sænket, mens vi sang det sidste vers af Du Herre
Krist: Giv os, o Gud, vi på dit bud..
Derefter jordpåkastelse, fadervor og
velsignelse. Så ringede klokken de 9 bedeslag, en fra
familien eller degnen takkede for blomster og deltagelse og
bød til mindesammenkomst på kroen. Det hele sluttede med,
at vi sang Klokken slår.
Hvis der var faner, blev de højtideligt
sænket over graven. Men det var nu lidt problematisk, hvis
det var pensionistforeningen fane, for bærerne var ofte lidt
gamle, det var jo en æressag, at få lov at bære fanen. Men
for det første mente de, at fanen skulle sænkes ikke over
graven, men ned i graven. Det så ikke så godt ud. Og var det
så tilmed blæsevejr, kunne fanebæreren have svært ved at
styre fanen. Vi fik så den ordning, at nok var de med ude at
tage imod kisten, når den kom til kirkegården, men efter
højtideligheden i kirken, blev fanerne inde i kirken.
Så samledes man på kroen til kaffebord. Når
kaffen var vel overstået, undertiden under ret så livlig
snakken, sang vi forskellige salmer. Der blev holdt taler i
mindet om den afdøde. De første år, hvor de gamle degne
endnu var der, talte jeg ikke her. Jeg havde jo gjort det i
kirken. Men da de gamle degne ikke længere var med, kunne det
ske, at der ikke var een, der sagde et ord, og det kunne være
ret så pinligt. Så besluttede jeg mig for altid at sige eet
eller andet, også for ligesom at få begyndt. Det kunne godt
tage nogle timer med en sådan mindefest. Ikke mindst når vi
af og til fik middag med suppe, kød og kaffe. Det kunne også
være noget af en prøvelse på en varm sommerdag at skulle
ind og have varm suppe kl. 2-3 om eftermiddagen i en
efterhånden tæt pakket sal.
Ved begravelser fra Indre Mission var der
også altid mange, der ved mindefesten ikke blot skulle mindes
den afdøde, men også, og måske ikke mindst aflægge et
lille vidnesbyrd for os alle ud fra eller sluttende med et
skriftsted. Der var jo en alvorlig baggrund at gøre det på,
og det var jo også en måde, hvorpå man gjorde opmærksom
på, at man selv var blandt de rettroende og havde "sin
sag med Gud i orden." Men selvom de var ret gode til at
udtrykke sig, så kunne det være ret strengt at høre på.
Det tog alt sammen sin tid. En begravelse tog
som regel en hel dag, foruden de forudgående samtaler og
besøg hos familien. Forberedelse af talen om formiddagen,
selve begravelsen og så kaffebordet bagefter. Det kunne være
lidt vanskeligt, hvis det var en dag, hvor jeg havde
konfirmander om formiddagen eller det var en lørdag, hvor jeg
skulle skrive prædiken, og måske endda have et bryllup.
Faneindvielser,
hjemmedåb og hjemmealtergang
Jeg skal også lige omtale indvielsen af
Pensionistforeningens fane. En gang i 50’erne havde
Danmarkssamfundet tildelt Fåborg sogns pensionistforening en
fane. Den var blevet overrakt nogle bestyrelsesmedlemmer ved
en gudstjeneste 15 juni i Vor Frelsers kirke i Esbjerg. Men
den skulle indvies hjemme i foreningen. Det skete på Agerbæk
Hotel. Tre stolte ældre mænd førte den op ad gulvet i den
fyldte sal. Der var rejsning over dem. En af dem, Carl
Timmermand, var glødende kommunist ! Jeg slog så med nogle
bevingede ord det første søm i, formanden det andet og et
bestyrelsesmedlem det 3.
Ikke så sjældent blev jeg bedt om at holde
hjemmealtergang for en syg eller døende, eller blot for en,
som på grund af svaghed ikke kunne komme til kirke. Det kunne
ske i hjemmet eller på sygehuset. Og der kunne være en
ganske særlig højtid over det. Det var jo de gamle, det
betød meget for. Så sørgede man for, at de både voksne og
mindre børn kom hjem for at være med. Jeg kan endnu se for mig halvstore børn stå
i døren ind til bedstefars ellers
bedstemors sovekammer og lidt forskræmte følge med i
handlingen, uvante med det hele.
Jeg blev også kaldt ud til hjemmedåb. På
den tid foregik alle fødsler i hjemmene. Kun hvis der var
komplikationer, skete de på sygehusene. Men af og til var der
børn, der var så svage og/eller skulle indlægges på
sygehuset, at forældrene ønskede dem døbt. Det kunne være
ret så højtideligt. Det foregik næsten altid i
soveværelset, hvor moderen lå. Dåbsfadet var et vandfad
eller den pæne suppeterrin. Vi sang en salme og jeg foretog
dåben, igen en salme. Familien var altid lidt beklemte ved
situationen. Det var jo et ny liv, der stod på spil. Senere
blev det ofte på sygehusene, at hjemmedåbene foregik. Nogle
gange endog i kuvøse. Det var ikke altid barnet levede. Så
kom den stilfærdige begravelse med kun lige de allernærmeste
pårørende. Levede barnet, fulgte siden hen fremstillingen ved
en gudstjeneste i kirken.
Men som Kaj Munk skriver et sted i novellen
" Et bette barn bliver født hos Ivers:" "Der er
noget frydefuldt for en præst at blive vækket af sine søde
søvn og blive hentet ud til en hjemmedåb. Man er ved at
føle sig som et lige så nyttigt medlem af samfundet som
lægen og dyrlægen."
Også fødslerne blev meldt i præstegården,
hvor de nødvendige papirer blev ordnet. Der forelå en
anmeldelse fra jordemoderen, og så kunne fødslen indføres i
kirkebogen. I 50’erne var der endnu familier med en del
børn. Der var een familie, hvor faderen kom 11 gange for
melde fødsel. Jeg døbte dem alle og siden hen konfirmerede
jeg de 10 (en var død), og endnu senere viede jeg en del af
dem. De 8 eller 9 børn var piger.
|