Byggeriet
af den ny præstegård i 1955
Der var problemer med huset. Taget viste sig
at være meget utæt, så når det regnede måtte vi sætte
baljer og spande op på loftet for ikke at få vand ned i
stuerne. Efter snestorm måtte jeg sikre mig, at der ikke lå
store driver på loftet. Men trods alle afdækninger dryppede
det ofte ned i stuerne. Undertiden måtte vi ikke blot have
skåle og spande stående de værste steder, men også flytte
møbler og gardiner for ikke at få det ødelagt.
Der var endvidere fugt i ydervæggene. Den
nytapetserede væg i soveværelset blev hurtigt skjoldet og
sort. Det var just ikke sundt, der dukkede svampeangreb op i
studereværelset. Jeg opdagede, at der groede svamp i
gulvtæppet og op i en af mine reoler. (Den har mærker af det
endnu.) Så måtte kontoret sættes i stand igen. Og sådan
blev det ved . De første 5 år var den længste tid, hvor vi
ikke havde håndværkere i huset ½ år. Vi kunne se, at
ydermurene begyndte at svaje ud for oven. Det viste sig at
bjælkeenderne i tagkonstruktionen var rådnede, så spærene
trykkede murene ud ad.
Man blev klar over, at huset bogstavelig talt
var bygget på sand. Just ikke nogen reklame for netop
præstegården. Der var ingen syldsten under. Murene, der var
af hjemmebrændte sten og kompakte 1½ stens mure, var lagt
lige ovenpå sandet uden nogen fundamentering. Det var
byggeskik med de gamle vestjyske gårde, men det duede altså
ikke til så stort et hus som præstegården, der tilmed altid
havde haft tegltag, der er meget tungere end de vestjyske
stråtage. Desuden var tagkonstruktionen for svag. Så hele
taget gav sig lidt, når det stormede. Det fik
understrygningen til at falde af og taget blev mere og mere
utæt. Man besluttede så i samråd med stiftets
bygningskonsulent at sætte ekstra spær op og lægge nye tegl
på. Det blev gjort. Men dermed blev taget endnu tungere, og
murene svajede mere og mere ud. Til sidst nægtede murerne at
gøre mere ved huset. Jeg tog ned til Ribe for at snakke med
biskoppen om sagen. Og da han hørte, hvordan det stod til,
sagde han: "I må have en ny bolig !" Det var en
bitter pille at sluge for menighedsrådene, der havde arbejdet så
meget med at få huset i orden og det havde kostet over 35.000
kr. Og det var mange penge dengang.
Efter nogle bevægede møder enedes
menighedsrådene så om at bygge nyt. Det forårsagede en del ballade i sognet.
"Skulle sådan et godt hus rives ned!" " Vi
andre bor ikke så godt!" osv. Stemningen var sådan, at
jeg var lige ved at søge et andet embede, for det var næsten
ikke til at holde ud. Der blev holdt et stort offentligt møde
på Fåborg kro, hvor tingene blev forklaret og folk havde
lejlighed til at ytre sig. Det skabte lidt ro, men rart var det ikke.
Vi fik fundet en arkitekt fra Esbjerg, Henning
Nordholdt. Han havde ikke bygget præstegård før, men det
anså jeg nu for en fordel. Jeg havde trods alt boet i den
gamle bolig i 5 år, og vidste lidt om, hvordan en
præstebolig skulle fungere. Derfor fik jeg ret stor
indflydelse på indretningen af den.
Byggeudvalg, arkitekt og jeg var rundt at se
på nyopførte præsteboliger andre steder for at hente lidt
erfaringer og gode ideer. Og efterhånden tog skitserne form, tegninger
udarbejdet og godkendt af menighedsråd og
kirkelige myndigheder og licitation afholdt. Men det blev alt
for dyrt. Så måtte vi til at skære lidt ned. Det blev nu
ikke så forfærdelig meget. Heldigvis var menighedsrådene
meget forstående, skulle der bygges så skulle det også
gøres ordentligt. Men vi sad bogstaveligt talt og handlede
med håndværkerne om små ting, bl.a. om de sidste
stikkontakter.
Man besluttede at lægge boligen, hvor den
gamle lå, ikke mindst af hensyn til haven. Men det gav problemer. Hvor skulle vi
være mens det gamle blev revet ned og det ny bygget? Der
kunne lejes et hus til os, men hvor, og det kostede jo også
en del. Så jeg foreslog at man byggede i to etaper. At vi
flyttede i den vestlige del af det gamle hus. Så blev det
øvrige revet ned, og man byggede selve stueafdelingen af
huset. Når det var sket, flyttede vi ind der, så rev man
resten ned og byggede konfirmandstuen til. Det kunne teknisk
lade sig gøre og sådan blev det.
Havestuen blev indrettet til kombineret kontor
og opholdsstue. Studereværelset blev indrettet til
soveværelse, et hjørne af konfirmandstuen blev indrettet til
køkken med afløb lige ud gennem, vandrør ovenpå jorden og
ind gennem muren.
Nogle møbler blev opmagasineret ude i byen, og de, som vi ikke skulle bruge, samlede i konfirmandstuen.
Konfirmanderne havde jeg så i missionshuset. Men det var en
besværlig tid. Vi begyndte med at flytte og rive ned i maj,
og først juleaftensdag kunne jeg flytte ind i det nye
studereværelse, som man havde arbejdet på at få gjort
færdig, så jeg kunne bruge det. Resten af huset var først
klar til indflytning til Påske.
Det var besværligt at bo på den måde, ikke
mindst da det blev vinter og vandet i det interimistiske
køkken frøs i hanen, afløbet stoppede osv. Men vi
overlevede, var unge og havde noget godt at se frem til.
Drengene, der nu var 6-7 år, syntes at det var spændende.
Resultatet var særdeles godt. Jeg vil stadig
holde på, at det er en af landets bedste præsteboliger, kun
blev konfirmandstuen ikke stor nok. Men på den tid måtte man
ikke bygge dem større. Mine efterfølgere har også været
meget glade for huset.
Det gamle hus havde ligget lidt højere end
selve haven. Der var således en bred skråning beklædt med græs, og foran havestuen en muret terrasse. Den
udnyttedes til friluftsskuespil. Da vi byggede det nye hus, sørgede jeg
for, at den jord, der blev gravet ud fra kælderen blev brugt
til at udvide skråningen, så der blev en 3-4 m bred
græsplæne fra terrassen og ud mod vest. Stykket foran
konfirmandstuen, der her var trukket et stykke tilbage, fik en
ret stor plads, der kunne bruges som scene, indrammet dels af
huset, dels af læbælte og buskads. Forhøjningen gik over i
en skråning, der fortsatte ud i græsplænen. Det var meget vellykket til friluftsskuespil.
|