Ungdomsårene i
Allerslev
Da mange af katedralskolens elever kom fra et
stort opland, var der grænser for, hvor meget vi kom sammen
uden for skoletiden.
Jeg havde egentlig
mere glæde af mine
kammerater i Allerslev. Især de to nabodrenge. Ebbe og Finn.
Deres forældre havde en gård, der lå lige nedenfor
præsteboligen, så der tilbragte jeg megen tid, eller de var
hos mig.
Vi byggede huler i gamle halmstakke, eller
hytter oppe i store træer. Legede indianere, sørøvere og
alt muligt andet. Undertiden var vi lidt med i markarbejdet,
kørte med, når fodermesteren skulle ud at malke køerne på
marken, men især når hø og korn skulle køres hjem. Det var
festligt at sidde med på læssene og at være med at forke
negene ind i laden eller op i stakkene.
Undertiden fik vi lov at ride på hestene.
Store sindige jyske arbejdsheste, men de kunne sandelig godt
flytte sig. Sadler havde vi ikke, så det bumpede slemt, når
hesten gik i trav, bedre var det, når den slog over i galop.
I nærheden af mit hjem løb en å. Der var
på den ene side af den nogle dejlige skrænter med græs
eller krat. Det var en herlig legeplads, hvor man kunne
balancere på de store sten i åen. Somme tider gik det
selvfølgeligt galt, så man plumpede i med et ben, "fik
en sok", som vi kaldte det. Der var skræpper så store,
at man kunne gemme sig i dem. Der var fisk i åen, som vi
prøvede at fange med snøre eller løkke, dvs. det var en
pind med en meget tynd ståltråd, der endte i en løkke, der
kunne trækkes sammen. Så gjaldt det om, når vi kunne se en
stor fisk, at få løkken ned i vandet og listet hen om
fisken, og så trække den op. Det kunne lade sig gøre, men
var meget svært.
Men sommer og vinter gik mange ture til
"skrænten". Om vinteren var der de fineste
kælkebakker. Nogle steder gik åen om vinteren over sine
bredder, og var der længere tids frostvejr, blev der gode
skøjtebaner. Selv om vort udstyr ikke var det bedste, så
have vi det sjovt.
Jeg var så heldig at have nogle gode
fedtlædersstøvler, jeg kunne spænde skøjterne på, andre
havde bare gummistøvler, som de nærmest bandt skøjterne
på. Men skøjteløb blev nu aldrig min store interesse. Jeg
frøs altid om fødderne.
Tidligt begyndte jeg at samle på frimærker.
Det hang nok sammen med, at min rigtige far, havde samlet
frimærker gennem mange år. Men han satte dem aldrig i album,
vaskede dem og bundtede dem med 100 i hvert bundt. Så der var
meget spændende at gå på jagt i. Jeg fik album og klæbede
mærkerne op, efterhånden i serier for de forskellige lande
osv.
Mange af mine jævnaldrende samlede også på
frimærker, så vi dannede naturligvis en frimærkeklub, hvor
vi mødtes en gang imellem og byttede frimærker. Jeg havde
yderligere det store held, at min stedfaders broder, Olav
Marstrand, der boede i Schweiz, var frimærkesamler og
-handler.
Han var oprindelig uddannet elektroingeniør,
men da hans far, borgmester Jacob Marstrand, ville afhænde
sit store bageri på Købmagergade, gik han ind og overtog
det. Men han var vist ikke heldig med det, så han flyttede
til Schweiz, arbejdede en del år som ingeniør, men slog sig
senere ned i en bjerghytte, hvorfra han drev sin
frimærkehandel. Fra ham fik jeg mange spændende mærker.
Senere, da han flyttede til Danmark i 1937, slog han sig ned i
Allerslev, så jeg havde nær kontakt til ham og lærte meget
om frimærker, deres opsætning osv. Så jeg fortsatte en hel
del år, med pauser ind imellem, med at samle og ordne
frimærker. Endnu de første år i Fåborg kunne jeg pusle med
dem, men efter hånden blev der så meget andet, jeg var
optaget af, så frimærkerne blev lagt på hylden.
En overgang var jeg meget optaget af at fange
og samle sommerfugle og biller. De blev omhyggeligt
præparerede og sat på knappenåle i tomme cigarkasser.
Gymnastik og
ungdomsoptræden
Stor betydning havde gymnastikforeningen i
Allerslev. Der var gymnastik for os drenge om
eftermiddagen. Pigerne havde deres egne hold, og senere, da vi
var konfirmerede, var vi med på karleholdet. Der havde vi
gymnastik to gange om ugen om aftenen. Det kunne godt om
vinteren være lidt koldt. Der var kun en stor gammel
kakkelovn i den ene ende af salen, og megen varme gav den
ikke. Der kunne undertiden være is på vinduerne og gulvet
var hundekoldt. Hygiejnen var ikke noget at prale af. Gulve
blev svabret over en gang imellem. Bad var der ikke til os,
kun et beskedent omklædningsrum. Men der var fest, når der
var gymnastikopvisning. Så mødte mange op og trængtes på
de få bænke uden rygstød for at se vore anstrengelser:
Først de små piger, så drengene, så de voksne piger og til
sidst karlene, der gerne sluttede af med nogle raske spring:
kraftspring, flyvespring og flik-flak. Så var der kaffebord
med medbragt kage eller smørrebrød og til sidst bal.
I april var der amtsgymnastikopvisning. Det
foregik i Roskilde i Hærens store gymnastiksal, hvor holdene
fra de forskellige sogne i amtet viste deres præstationer.
Disse store opvisninger blev senere henlagt til
Højskolehjemmet.
Om sommeren var der det store gymnastikstævne
i Borrevejle Vig. Her havde amtsforeningen i begyndelsen af
30'erne bygget en opvisningsplads med siddepladser på en stor
skråning ned mod vigen. Der var så en stor estrade, hvor
gymnastikken og de øvrige opvisninger fandt sted. Her var
også indrettet vandrerhjem, kiosk og omklædningsrum. Meget
af det var bygget ved frivillig arbejdskraft. Jeg selv har
været med ude at arbejde der. Der var også badebroer,
bådudlejning, så det var et meget søgt sted om sommeren. De
store opvisninger sluttede gerne med et historisk optrin.
Lejrekongerne var ofte hovedpersonerne i disse spil fra
sagnhistorien.
En af gymnastikforeningens aktiviteter var
folkedans, hvor vi et par måneder, vist om efteråret,
dansede i gymnastiksalen. Her havde vi også dilletant, som
det hed på egnes udtryksmåde, amatørskuespil. Også her var
jeg ofte med. Jeg har spillet klokker Link i "Nej",
den unge københavner i "En søndag på Amager". Det
var festligt, ikke blot selve opførelsen, men også de mange
prøveaftner, der som regel foregik i skiftende hjem. Det var
et godt kammeratskab, der trivedes her mellem sognets mange
unge og ældre.
På mange måder følte jeg mig bedre til pas
mellem de unge, jeg var vokset op sammen med på landet, end
mellem mine klassekammerater på Katedralskolen. Det var et stort fremskridt, da der sidst i
30'erne blev bygget ny skole med tilhørende gymnastiksal med
ordentlig varme, omklædningsrum med bad, og scene. Der var nu gode muligheder for foreningslivet.
|