Kristian Sømand

af provst Jacob Holdt

Kristian Sømand fik stor betydning for os børn i Fåborg og endte med at bo i et skur bag præstegården en stor del af min barndom. Som 78-årig satte min far sig til at nedskrive mindet om ham.
 Jeg har også sat hans tale ind fra Kristian Sømands begravelse.
Jacob Holdt junior.


Se også fars erindringer og min tale til fars 70 års fødselsdag

 

Tilbage til min virtuelle kirkegård   

 

CHRISTIAN SØMAND

I billedet af livet i Fåborg og omkring præstegården i 1950'erne og 60'erne hører " Christian Sømand" med. Hans fulde navn var Peder Christian Pedersen, men han var almindelig kendt under navnet Christian Sømand. Han var født 12 november 1889 i Struer, søn af arbejdsmand Peter Abraham Petersen og hustru Eva Sofie Svendsen.

Han var, vist allerede som stor dreng, på een eller anden måde kommet til Fåborg. Som ung tog han ud at sejle, og sejlede, som han selv sagde "på de store have" under 1. verdenskrig. Han har i hvert fald været over Atlanten og i en tid arbejdet i Canadas skove. Men på grund af de stadig større trusler fra de tyske u-både gik han i land, inden krigen sluttede og vendte tilbage til Fåborg. Han fortalte, gerne når han havde fået et par øller, om sit liv som sømand. Og så fik den ikke for lidt. "Jo, " han havde været i lag med både den brune, den gule og den sorte race", hvad han så ellers mente med det.

Da han vendte tilbage til egnen, blev han karl på en gård i Autrup, kaldet "Guldgravergården".

Ejeren var en Jens Peter Falk. Der var han et års tid. Senere begyndte han at gå ud i dagleje. Han hjalp med alt forefaldende arbejde på gårdene, men nok især det tunge og slidsomme, som at samle kartofler op, gå i tørvemoserne, køre korn ind, tage roer op og læsse møg, når møddingerne skulle køres ud. Man har fortalt, at han skulle have sig en skrå for hvert læs, han læssede, og tobakssovsen løb i to striber ned ad mundvigene.

Han boede, i hvert fald en lang tid, i et kammer i et lille hvidt hus, der lå bag den daværende telefoncentral i Fåborg. I samme hus boede også en kone, der hed Marie Friis.

Een har fortalt min om en episode under krigen. Tyskerne havde beslaglagt kroen , og en dag holdt nogle af officererne et lille gilde, hvor de ude i vognporten havde lavet en lille bar. For at pynte på rummet var det afskærmet med noget bordpapir, også ovenover, så der var som et hvidt loft. Christian kom derned og fik sig en hel del at drikke. Et par af officererne gav ham en tysk stålhjem på, og pludselig greb to af dem Christian og løftet ham i vejret, så hans hoved røg igennem bordpapiret i taget, mens han sprællede voldsomt.

Et par dage efter var han som sædvanlig inde hos købmanden, og der fortalte han lidt om, hvad der var sket: " Du kan tro mit liv var i fare den anden dag, de løfted mig op, så mit hoved røg gennem loftet, så puds og kalk røg om ørerne på mig!"

Senere fik han anskaffet en gammel jernbanevogn, der havde været brugt til kreaturtransport. Den fik han opstillet bag et dige tæt ved Diagonalvejen. Vand, som han nok ikke brugte så forfærdelig meget af, undtagen til lidt madlavning, hentede han på en nærliggende gård. Huset blev opvarmet af en brændeovn, og maden lavede han på et primusapparat.

Gennem mange år hjalp han graveren, Hans Hermansen, når der skulle graves grave på kirkegården. Han påstod, at han havde været med så mange år, at han havde gravet to gange på samme sted. Det vil sige, at der var gået over 30 år.

Da det tager sin tid at grave en grav, så måtte man begynde dagen før begravelsen, og Christian var da så fornuftig at komme om formiddagen, for så kunne han redde sin middagsmad allerede den dag, såvel som på selve begravelsesdagen, hvor han også hjalp med at kaste graven til.

En dag, der skulle være begravelse, stod han nede på bunden af graven og var ved at ordne det sidste, da en mand kom hen til kanten af graven og sagde til ham: "Nå, du har nok travlt i dag, Christian ! " "Ja, svarede Christian, jeg skal være færdig, for det er Thomas Henriksen, der skal begraves i dag, og han har altid været så præcis."

Christian var ofte i pengetrang. Dels havde han ikke altid arbejde, og dels blev en del drukket op i øl, og der var altid nogle, der gerne ville hjælpe ham med det. En dag, da tørsten måske var særlig slem, og der ingen penge var, gik han til Hans Hermansen og sagde: "Do, Hans, lille Kresten ude i Vrenderup, han er grow skidt, han gør'et it møj længer, jeg ku vel it få et forskud på at grave hans grav?" Det forskud fik han, men lille Kresten snød ham og kom sig.

Men Christian har nu nok fået gjort nytte for sit forskud på een eller anden måde.

Han havde også fået lært at ringe med kirkeklokken, og han var meget stolt over at det var blevet betroet ham, og han var meget påpasselig med at overholde tiden. Han var meget punktlig med at betale lån tilbage, når han igen fik penge. Der var en tidligere gårdmand , der nu boede i Fåborg, Hans Charles Christensen, som var ret så god af sig. Han lånte tit penge til Christian , men han fik dem altid tilbage igen, når Christian havde fået penge .

Christian var en flittig låner på biblioteket i Fåborg. Det var nok mest det, man kaldte hjemstavnslitteraturen, han lånte. Men på sine gamle dage blev kvaliteten lidt ringere, så det var datidens knaldromaner, han på én eller anden måde fik fat i.

Jeg traf ham ofte i byen, ved Brugsen eller købmanden. Og Christian ville altid gerne snakke. Han filosoferede en del over Bibelen og tilværelsen i det hele, så vi fik ofte en lille drøftelse over dybsindige emner .

Han var en lille, lidt skæv mand, let hjulbenet i store gummistøvler, vest med stort lommeur med kæde, og ofte en jakke, der var lidt for stor, formodentlig tøj, som han havde fået foræret. Kasketten på snur over det vejrbidte ansigt.

Han havde altid sin cykel med sig, men sommetider, når han havde fået sig en bajer eller to udenfor købmanden, kunne han ikke finde den igen. Så lovede han børnene bolcher, hvis de kunne finde den til ham. Og ungerne var jo ikke bedre end, at de somme tider gemte hans cykel, så han måtte love dem en is eller bolcher for at finde den.

Men børnene var nu glade for ham, han havde ofte bolcher til dem, snakkede med dem. De var trygge ved ham og holdt af ham.

Mens han boede i sin jernbanevogn blev han syg, havde smerter i det ene ben, og fik sendt bud op til læge Munk, der så til ham adskillige gange.

Det var ischias, der plagede ham. Munk havde ofte lidt middagsmad med ud til ham, og han har fortalt, at en hjemmesygeplejerske "Stine" kom hver dag med en termokande med varm kaffe. Christians sengetøj havde mosens brune farve, men en dag lagde Munk mærke til, at det også var vådt. Da han spurgte om grunden, forklarede Christian, at han havde opdaget, at kaffen virkede bedre, hvis han brugte den til varmt omslag, i stedet for at drikke den.

Længe efter at Christian var blevet rask, traf Munk ham hos købmanden og Christian sagde til ham: "Kan du huske, da du kurerede mig for astma i det ene ben ?"

En nat ved totiden ringede det på Munks dør. Udenfor stod Christian - godt pyntet. " Jeg er ikke syg", sagde han, " men jeg har svært ved at komme hjem, og så kunne jeg jo gå ned til taxavognmanden, men jeg kan godt unde dig, at du tjener de penge, for du har nu altid været så flink !"

Munk kørte ham hjem, og havde det største besvær med at blive fri for Christians betaling.

En aften, da det var ved at mørkne, løb nogle drenge og legede på kirkegården, men da de så Christian komme gående langs med diget ved vejen, gemte de sig, men sad og hviskede. Det hørte Christian, og sagde så: "Nå, er de døde nu også begyndt at snakke med hinanden!"

Men Christian kom da igang igen, og blev så gammel, at han kunne få folkepension, og det hjalp jo lidt på økonomien, i hvert fald de første dage i måneden. Når pensionen så var sluppet op, arbejdede han lidt, eller lånte sig frem, til der igen kom penge fra kommunen.

Han var imidlertid kommet for skade at sælge sit hus, jernbanevognen. Der var en mand, der kunne bruge det til kreaturskur, og han havde budt Christian nogle penge for den. Det kunne han ikke stå for, så han solgte den og flyttede til Agerbæk. Til Sønderbyen; her fik han lov at bo i den ene ende af et gammelt stråtækt hus bag ved Jens Chr. Nielsen (Jens Chr. Vendsyssel). Her boede i forvejen én af hans gode venner, der også hed Christian med tilnavnet "slagter". Men han befandt sig ikke så godt i Agerbæk. Børnene drillede ham lidt, og han savnede sine gamle venner i Fåborg.

Så en dag, nok sidst i 5o'erne kom han til mig og forpagteren, Morten Søndergård, og spurgte, om han ikke kunne få lov at sætte et lille skur op i udkanten af den lille plantage, der lå bag ved præstegården. Vi blev enige om, at det kunne vist godt lade sig gøre, og jeg foreslog ham at lægge det på østsiden af plantagen, så han kunne ligge i læ for vestenvinden. Men, nej, han ville om på vestsiden. Og det fik han så da lov til . Jeg vidste godt, at det var fordi, han så mere ugenert kunne gå op langs læbæltet, når han havde fået lidt for meget at drikke.

Med hjælp af en traktor fik han slæbt sit skur på plads og indrettet sig. Men han havde ikke mere end lige fået sig installeret, så kom der en voldsom storm fra vest. Den varede flere dage, og det ruskede og rev i hans hytte, så han måtte tøjre den og se, at holde sammen på den, så den ikke blæste væk. Da stormen så lagde sig, kom han og spurgte, om han alligevel ikke godt måtte flytte om på østsiden. Igen kom en traktor i brug til at slæbe huset derom, men det havde nær splittet det hele ad. Han fik sig da indrettet igen. Men få dage efter kom en ny storm og nu fra øst, så hans hus igen var truet. Den løjede dog af, inden der skete noget. Og nu blev han der og fik huset i orden. Der var en gammel retiradedør med tremmer, som indgangsdør.

Man kom så ind i et lille forum, hvor han havde sit tøj og værktøj hængende. Det store rum indeholdt en seng, et bord og nogle stole, et bord til primusen, og en brændeovn, hvor han fyrede med træ og tørv. Belysningen var petroleumslamper. Der var såmænd ret så hyggeligt og også nogenlunde rent.

Bag huset havde han overdelen fra en af de mælkevogne, man tidligere havde brugt, når mælkemanden kørte rundt i gaderne og solgte mælk. Her havde han sit lager af brænde. Det varede ikke længe, før folkeviddet i Fåborg kaldte huset for "Christiansborg" eller "Fåborg sømandshjem".

I præstegården boede foruden præstefamilien også den tidligere forpagter, Morten Søndergård og hans kone Stine. De var kommet der til, vistnok i 1927, om forpagtere af præstegårdsjorden. Men havde senere købt jorden som et husmandssted , og havde fået lov til at drive den fra de gamle avlsbygninger og stuehuset. Men i daglig tale blev han stadig kaldt forpagteren.

Vi boede i præsteboligen , og rundt om gårdspladsen, der i mange år havde gammeldags stenbrolægning, lå den trelængede gård. Herfra blev jorden drevet med gammeldags dyrehold, med heste, køer og svin. Og selv om Christian nu var over 70, hjalp han ofte til med arbejdet. Morten og Stinne tog sig til gengæld godt af ham. I nogle år gik han hver morgen ærinder for Stinne, til mejeriet og købmanden. Så hos dem reddede han sig som regel sin morgenkaffe. De holdt også hans fødselsdage, hvor vi i præsteboligen var inviteret med. Men det var nu ikke altid Christian selv nåede hjem til fødselsdagen med dens chokolade og kaffe og kager. Han havde ofte fejret den med sine venner, der altid var parate til at hygge sig med ham.

Én fødselsdag husker jeg særlig. Vi i præsteboligen var inviteret med, inklusive min gamle mor og vores unge pige. Den aften var Christian selv med og var i godt humør. Han fortalte om sit livs mange hændelser, om hvordan han havde sejlet på Middelhavet, set "verdens største kirkegård i Genua", han havde oplevet forrygende stormvejr i Biscayen, været over Atlanten og en tid arbejdet i skovene i Canada. Men var kommet hjem, da 1. verdenskrig blev lidt for farlig, og så var han altså strandet i Fåborg.

Han fortalte livligt og med mange fagter, så han flere gange var ved at ramme min mor, denne lidt selvbevidste gamle præstekone i hovedet, så hun trak sig lidt forsigtigt tilbage på stolen. Da vi havde drukket chokoladen og kaffen, kom der en flaske vin på bordet for ..." Erling købmand havde sagt til Christian, tror du ikke godt præsten vil have et glas vin."

Så Christian havde købt en flaske, som vi så fik nogle glas af. Så sad han og filosoferede over denne vin og sagde: " Det var nu praktisk med Vorherre, der sådan kunne lave vand om til vin. Det var jo ved det her bryllup i Canada !" Om det var en fortalelse, fordi han lige havde siddet og fortalt om sine oplevelser i Canada, eller han troede, at Kana i Galilæa hed sådan, det er aldrig opklaret. Det varede lige et øjeblik, før vi blev klar over, hvad han havde sagt, men så bredte nogle stille smil sig på ansigterne. Men Christian opdagede det ikke.

Det værste ved den historie var, at jeg siden den aften aldrig har kunnet læse det sted i vielsesritualet, hvor brylluppet i Kana omtales , uden at jeg kommer til at tænke på Christian Sømand, og jeg frygtede, at jeg en dag selv skulle komme til at sige Canada på det sted. Så jeg besluttede at springe den linje i ritualet over. Men trods det, så har jeg lige siden, når jeg sprang over, tænkt på Christian Sømand.

Han havde forskellige venner i Fåborg, som naturligvis gerne ville dele nogle øller med ham. Det hændte selvfølgelig ofte med, at han fik lidt rigeligt, så kunne vi om aftenen høre, at han kom op ad alleen til præstegården, skældende ud på både sine ben og sin cykel. Cyklen stod som regel op ad gavlen til forpagterboligen, og vi kunne på cyklens hældningsgrad se, hvor høj den havde været aftenen før. Stod cyklen nogenlunde op, så havde det været en almindelig god aften. Stod den meget skråt, så havde aftenen ikke været så ringe endda. Men lå cyklen på jorden, så havde det været alle tiders aften.

Det skete også nogle gange, at han blev bragt hjem i Taxa. Så var der nok nogle behjertede sjæle, der havde skillinget sammen til vognen.

Vores yngste dreng, Steen, var på det tidspunkt 3 år, og gik ofte i en stor kravlegård, der stod på græsplænen tæt ved opkørslen. Ham gik Christian ofte hen og snakkede med, og han havde ofte bolcher med til ham, så de var meget fine venner. Men en dag Christian havde fået lidt rigeligt at drikke, stod han også og snakkede med Steen, som så troskyldigt sagde:

" Er du fuld, Christian? " "Ja, gamle Christian Sømand er blevet fuld igen!", sagde han. Senere besøgte Steen ham tit oppe i den lille hytte.

Hver sommer arrangerede menighedsrådene en udflugt for de gamle fra alle tre sogne. Turen blev kørt i privatbiler , og der var ofte mere end 50 biler i flokken. Det var lidt besværligt at holde sammen på en sådan kortege. I sommeren 1963 skulle vi blandt andet til Skamlingsbanken. Lærer Teglgård fra Slebsager skole var altid en af chaufførerne, der meldte sig , og han havde år efter år de samme passagerer med. Det var Christian Sømand, Christian Thomsen (kaldet "Christian uldtot" eller "Indianer") og Knud Pedersen (ofte kaldet "Bedstefar"). Da vi nærmede os en hovedvej lige før Skamlingsbanken bremsede den forankørende bil pludselig op, og Teglgård kunne ikke undgå at støde ind i den med det resultat, at chauffør og passagerer slog hovederne imod forruden og taget og måtte til en læge for at blive reparerede lidt.

De indhentede os dog, mens vi sad ved kaffen på hotel Skamlingsbanken. Da de kom, kunne jeg se, at de så lidt chokerede ud disse tre gamle gutter, så jeg fik dem ind i skænkestuen, hvor de fik sig en god kaffepunch, og så var de helt kry igen, da de kom ind i salen, hvor vi sad. De blev da også modtaget med klapsalver og høj stemning. Det var som det var noget særligt, at det var de tre, det var gået ud over. De var jo alle tre lidt af det, man kalder originaler, forstået på bedste måde.

Engang om sommeren blev Christian syg og gik til lægen, som gav ham noget hvidt pulver, som han skulle røre ud i vand. Men det havde Christian ikke fået rigtig fat i. Så han var gået ned til sin gode ven barberen, Karlis Hansen, hvor han ofte tilbragte mange timer. Her havde han fået en spiseske og tog en skefuld af pulveret - tørt! Så han harkede og spruttede, for det var jo ikke til at få ned i den form.

Senere blev han indlagt på Varde Sygehus. Jeg skulle ud at besøge ham. Inden jeg kørte, kom Steen med en buket blomster, han havde plukket, som jeg skulle tage med ud til ham. Den bestod af mælkebøtter , smørblomster og andre markblomster. Den så da helt pæn ud. Og Christian var meget glad for den. Han viste den stolt frem til læger og sygeplejersker, for " den havde han fået af præstens dreng."

Han kom heldigvis hjem igen, og kunne genoptage sit liv sammen med vennerne i Fåborg. Juleaften tilbragte han hos Stinne og Morten, og Nytårsaften var han hos os. Og det var meget festligt, han havde endog farmor til bords, hvad hun vist ikke var så begejstret for, men hun holdt dog masken. Senere sad jeg og snakkede med ham, og spurgte så, hvor længe han blev ved med at arbejde. Han havde stadig nogle småjob.

"Jow, sagde han, jeg bliver ved, til Vorherre siger: "Nu må du godt holde op, Christian !"

Hen på aftenen sad han og nikkede lidt, og farmor sagde til mig.

" Skulle du ikke følge den gamle mand hjem ?" ( Hun var nu selv noget ældre.) Jeg fulgte ham så op til hytten, men vidste godt, at nytårsaften ikke var forbi for hans vedkommende. Han ville nu lige hjem for at se til brændeovnen, og så gik han hen i byen for at fejre nytår. Og han kom meget sent hjem. På cyklens hældningsgrad kunne vi se, at det havde været en god nytårsaften.

Først på sommeren 1964 blev Christian igen syg og blev indlagt på Grindsted sygehus. Det var ikke godt med ham, men han var ikke glemt, mange fra Fåborg kom og besøgte ham. Jeg besøgte ham lige før, vi skulle på ferie i slutningen af juni, og det var tydeligt, at det nu lakkede mod enden.

Vi lå i telt ved Ebeltoft, men på grund af dårligt vejr besluttede vi os til at køre til Harzen, men vi skulle først lige hjemover for at vaske tøj og høre, hvordan det gik med Christian. Da vi hørte, at det nu var meget dårligt med ham, besluttede vi at blive hjemme. Næste morgen, en søndag, den 5 juli 1964 ringede de da også fra sygehuset, at han nu var død. Morten Søndergård og jeg besluttede, at ordne begravelsen og bestemte den til mandag , af hensyn til, at vi skulle hurtigt videre. Men den begravelse ville jeg selv gerne tage. Da jeg søndag morgen hentede morgenbrød, fortalte jeg hos bageren, at Christian skulle begraves den næste dag. Der var ikke tid til at få nogen dødsannonce i avisen før begravelsen, men da den skulle begynde, var kirken fuld af gode folk fra Fåborg, der ville følge Christian til det sidste. Kirken var smukt pyntet, som det altid var skik, når der var begravelse.

Søndag aften gik jeg op i hans hytte for at hente den bibel, jeg vidste, at han stadig havde. Jeg ville se, om han havde streget eet eller andet under, som jeg eventuelt kunne bruge som udgangspunkt for min prædiken. Der var nu ingen indstregninger, men jeg havde nu også selv en tanke. Men bibelen var præget af, at han havde haft den i hænderne mange gange. Og der var to steder, hvor jeg kunne se, at han ofte havde læst. Siderne var nussede, fingrene har fulgt linjerne. Det ene var salmerne i det Gamle Testamente. De taler så stærkt om menneskenes nød og afmagt, men også om tillid til Gud og hans trofasthed og nåde. Det har talt til Christian.

Det andet sted var de kapitler i Apostlenes gerninger, der beretter om Paulus` sørejse fra Cæsarea langs Lilleasiens kyst, forbi Kreta, og om den dramatiske stranding på Malta. Det har lige været noget for den gamle sømand !

Bibelen lugtede af brænderøg og tørveos. Jeg ville gerne have, at den blev i præstegården. Den havde jo tilhørt een af dem, der en tid havde boet der.

Min tale over ham byggede jeg da over hans egne ord om, at Vorherre engang ville sige til ham:" Nu må du godt holde op, Christian !"

Engang Christian havde gået på kirkegården sammen med kirkebetjenten, sagde han til ham, da de standsede ved et lille ledigt gravstykke: " Her kan der lige blive en plads til gamle Christian sjømand !"

Og den plads fik han. En familie i byen, som han ofte havde arbejdet for, gav en sten til graven. På den kom der til at stå: Peder Christian Pedersen (Christian Sømand) og så hans data.

Da vi gjorde hans bo op, var der lidt penge, for han havde ikke kunnet bruge dem, mens han var på sygehuset. Hans bohave var ikke meget værd. Hans store lommeur fik vi solgt og lidt af møblerne foræret væk eller brændt. Også hytten blev solgt og fjernet.

Mens vi var ved at gøre boet op, kom en mand og sagde: " Jeg er egentlig ked af at sige det, men Christian skyldte mig faktisk 100 kr, som jeg havde lånt ham !" Da vi så så i hans almanak, fandt vi ganske rigtigt, at han havde lånt penge af manden, så han fik sine 100 kr.

Alligevel blev der så mange penge tilovers, at vi kunne betale for en gravstedsvedligeholdelse i 30 år, sådan som mange agtværdige folk gjorde det. Så gravstedet blev anlagt og passet, og ligger der den dag i dag.

Et halvt års tid efter døde Steens bedstemor, og en dag sagde han så eftertænksomt: " Nu har jeg kendt 3 mennesker, der er døde : "bedstemor, Christian Sømand og Churchill !" Han havde kort forinden set Churchills begravelse i fjernsynet.

Jo, Christian Sømand var kommet i fint selskab til sidst.
 


 

Prædiken ved Christians sømand begravelse 6 juli 1964.


Ja, så har Vorherre sagt: Så nu må du godt holde op, Christian !

Og Christian er død.

For et par år siden, da han en aften var hos os, spurgte jeg ham, om han blev ved med at arbejde, og da svarede han: Ja, jeg bliver ved lige til Vorherre siger: Nu må du godt holde op Christian !.

Og Christian blev ved med at arbejde, endnu i vinter kunne han nok tage ordentlig fat og gøre en dags arbejde. Han fik hentet sig en god stak brænde i skoven, gamle frugttræer fik han savet og kløvet. Men da det blev forår, kunne vi nok se, at det var skidt med ham, og det var godt, at det ikke varede længere end disse måneder. Men hvor var han glad for de besøg, han fik på sygehuset. De var udtryk for, at han ikke var glemt, og han havde mange venner. Han var nok ene, men ikke nogen ensom mand. Han var på sin måde med til at præge livet her i Fåborg.

Allerede i sin barndom var han kommet hertil, han har tjent her og efter at han havde været ude at sejle under 1. verdenskrig, vendte han tilbage hertil. Her har han arbejdet og færdedes, boet i sine kamre, sin rutebil og sit lille skur.

Og her vil han blive husket som Christian Sømand, som den der gravede vore haver, savede brænde, og hjalp med mange ting. Gennem mange år hjalp han med at grave gravene her på kirkegården. Og af alle dem, som i de senere år er vokset op som børn her, vil han blive husket - for bolcher, chokolade og ispinde, han glædede dem med. Han var en barnlig sjæl, og det var let for ham at vinde børnene. Det er mærkelige venskaber, der kan være mellem sådan en gammel mand og så børn.

En af de første gange jeg skulle ind at besøge ham på sygehuset i Varde, stod vores lille Steen med store tårer i øjnene og sagde: Jeg er så ked af, at Christian er på sygehuset. Du skal sige til ham, at han snart skal komme hjem. Og så havde han plukket en buket blomster. Der var græs, tusindfryd, mælkebøtter og smørblomster mellem hinanden, og hvor den buket glædede Christian.

Og i dag sagde Steen: Jeg er så ked af at Christian er død.

Vi har savnet ham oppe i præstegården i den tid, han har været væk. Og vi har savnet ham her i i byen, for der var noget godt og tilforladeligt ved ham; en forunderlig blanding af underfundighed, barnlig glæde over små ting og over venlighed.

Jeg kan huske, da han første gang skulle ringe solen ned. Hvor stolt han var over det, og hvor påpasselig med tiden han ville være.

Vi vil huske ham og mangen gang fortælle et og andet pudsigt træk

om ham, men ofte vil vi nok ende med at sige: Ja, Christian var nu god nok. Og så har vi også sagt det væsentlige.

Men dermed er ikke alt sagt. Der er en, der er større end os, der har noget at sige, nemlig Vorherre, som Christian havde en barnlig tillid til. Han har ikke blot sagt sit: Nu må du godt holde op Christian ! Han har noget større at sige.

For et års tid siden, da et stykke af kirkegården var blevet reguleret, kom Christian derind og så, at der var blevet nogle små gravstykker. Han pegede på eet og sagde: Her kan der lige blive en plads til Christian Sjømand. Og den plads får han. Vi har haft plads til ham i vor by, i vore venskaber, vi har også en plads til ham på vores kirkegård, og det var hans sikre tro og forvisning, som han selv kunne sige det, at Vorherre har også en plads, der god nok til gamle Christian Sjømand. Og der tror jeg nu heller ikke, at han har taget fejl, for den Herre viste sig, da han kom til mennesker at have et hjerte, der netop var åbent for de små og de forkomne, de som ikke har noget at prale af eller rose sig for overfor Gud, de som ikke havde andet at håbe på og regne med end Guds barmhjertighed.

Christian Sømand havde en bibel. Jeg sad og så i den aftes, for at se om der var ting, han særligt havde heftet sig ved. Læst meget i den havde han, der var dog ikke bestemte ord, han havde understreget. Men to steder lagde jeg mærke, at bladene var lidt mere medtagne: det ene var de sidste kapitler af Apostlenes gerninger, hvor der fortælles om Paulus` dramatiske sejlads fra jødeland til Italien. Man kan næsten forestille sig, hvordan han har oplevet den. Han var og blev sømand. På sin dåbsattest havde han selv efter navnet føjet "sømand" til.

Ja, Hvad vindes på verdens vidtløftige hav,
o, tusinde farer i skummende trav.
Man ved kun to havne,
bekendte af navne, den ene vor vugge, den anden vor grav.

Fra vuggen til til graven må krydes omkring
blandt håbets og frygtens de stridige ting,
snart vippe vi oppe
på bølgernes toppe,
snart nærmes vi grunden i flyvende spring.

Det andet sted i bibelen, der bar præg af hyppig læsning , var salmerne i det Gamle Testamente, ... de som gang på gang taler om menneskers tillid til Gud. Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde.

De taler om menneskers svaghed og usselhed og om Gud storhed: Vær mig nådig Gud. Herre, du er et skjold for mig, min ære og den, der løfter mit hoved.

Det er også i de ord og tanker, vi på sejladsen gennem livet, i magsvejr eller storm, kan finde hjælp, som Christian har fundet det.
 

Dit forsyn , o Fader, det fører os hjem,
det styrer så sikkert, hvor søen er slem.
Vor gisning kan fejle
hvor vi end vil sejle,
Selv stævner vi mere tilbage end frem,
dit forsyn, o Fader, det fører os hjem.
 

Lad mig til sidst med tanke på Christians forhold til børnene læse Nis Petersens digt, de små børns smil.
 

Jeg samler på de små børns smil,
de små børns lyse smil.
Og brød man op mit hjertes skal
med bor, med dirk, med fil,
man fandt den største samling smil,
som nogen tid er set,
man fandt det blide genskin af,
hvad tusind børn har let.

Og trådte du mit hjerte ned
og knuste det til slut,
det skete kun i samme stund
dets arme væg var brudt -
at små børns smil, de lyse smil
brød ud, kom løs, blev fri
og fyldte mig og fyldte dig
med sollyst skælmeri.

Se derfor plukker jeg,
hver gang der blomstrer smil på kind,
et lille smil,
og lukker det i hjertets skatskab ind.!

Amen.

Provst Jacob Holdt.

Nedskrevet april 1998.

 

 
 


  Copyright © 1997 Jacob Holdt, jr; All rights reserved.

 


  Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside