Det første spørgsmål var så, hvor jeg skulle bo. Jeg fik tilbud om at bo i Lyngby hos fars søster, " Faster Anna", der var enke og boede i en stor villa. Det tog jeg imod. Fra Lyngby tog jeg så ind til undervisning og forelæsninger i København Jeg gik til filosofikum hos professor Kuhr, og begyndte på både græsk og hebraisk. Det var en noget barsk omgang at skulle lære de to sprog. Et lyspunkt var imidlertid professor Hal Kochs forelæsninger over kirkehistorien. Han var en fremragende underviser, der med sin levende fremstilling kunne gøre os virkelig interesserede i faget.

Mens jeg boede her i Lyngby, oplevede jeg 9. april. Vi hørte motorstøj, så store flyvemaskiner stryge lavt hen over byen, og blev gennem radioen klar over, hvad der var sket. Jeg tog ind til København, så de første tyske soldater på Nørreport station og siden rundt i byen, hvor de kom farende på motorcykler eller marcherede i kolonner. Undervisningen på universitetet var suspenderet den dag. Vi fattede faktisk kun sådan halvt, hvad der var sket og regnede i øvrigt i den første tid med, at det var et halvt års tid, så ville besættelsen være ophørt.

Samme dag kom dekret om mørkelægning, så alle fik travlt med at dække vinduer med tæpper, og hvad man nu ellers havde. Men inden så forfærdelig længe, gik livet sin nogenlunde vante gang igen, og man passede sit arbejde, sine studier, foreningsliv og fornøjelser, selvfølgelig med den dæmpning og de restriktioner, som besættelsen medførte. Den medførte også en stærk national bevidsthed, der gav sig udslag i forskellige folkelige møder og stævner. Det store nummer var alsangsstævner i parker, hvor tusinder samledes for at synge danske sange.

Der blev udgivet særlige alsangsbøger, og en kongesangbog. Og kongen, Chr.X., blev et nationalt samlingspunkt. Han genoptog sine morgenrideture i byen, og folk flokkedes om ham, skraldemænd stoppede op i deres arbejde og hilste ham ærbødigt. Der var altid en store skare cyklister, der fulgte ham. Som en af datiden sange udtrykte det: " om kongen af Danmark, står hjerterne vagt."

Men der var også nogle, der var klar over den store fare folket var i. Fare for at blive præget af nazismen. Medløbere med tyskerne var der hurtigt mange af. Een af de mænd, der gik i spidsen for en ægte dansk vækkelse, var professor Hal Koch.

Han holdt i september 1940 på universitetet en række forelæsninger om Grundtvig. Det var et vældigt tilløbsstykke. Auditoriet var stuvende fuldt, og folk stod på trapper og gange for at lytte. Det var et bevidst forsøg på, ved beretningen om Grundtvig, at vække det danske folk til bevidsthed om dets egenart og historie. Det blev på en vis måde begyndelsen til modstanden mod nazificeringen af folket.

Man har senere sammenlignet disse forelæsninger med den tyske digter Henrik Steffens berømte forelæsninger i København 1802, der vakte et nyt åndeligt liv i Danmark og som indvarslede romantikken. For alle os, som hørte Hal Kochs forelæsninger, var de en vældig oplevelse og en inspiration både til et teologisk studium og til en fordybelse i dette at være dansk.

En anden vigtig begivenhed i det første besættelsesår var indvielsen af Grundtvigskirken på Bispebjerg d. 8 september 1940. De mandlige medlemmer af Studenterkredsen var blevet bedt om at være ordensmarskaler ved den lejlighed. På den måde kom jeg med til indvielsen. Den begivenhed var jo ellers forbeholdt alle mulige prominente personer.

At jeg senere skulle blive præst ved kirken, anede jeg jo ikke. Men der var en anden grund til, at jeg var glad for at være med: Min far havde siddet i kirkens byggekomite. Han havde arvet pladsen efter sin far, borgmester Jacob Marstrand, der havde været en af initiativtagerne til at få kirken bygget, og havde til sin død været formand for byggekomiteen.

Byggeriet havde været længe undervejs. Det var påbegyndt i 1921 og i 1929 kunne man indvie tårnet som midlertidig kirke, medens kirkeskibet så blev bygget i løbet af 30'erne. Det tog sin tid at skaffe pengene til dette store værk, og der var kun 8 uddannede murersvende, der arbejdede på det. Min far fortalte, at han havde været i kirken dagen før indvielsen. Da gik een af disse efterhånden gamle murersvende og fugede alteret, der var opført af gule mursten, som hele kirken. Han gik og kom og blev ved at pusle med arbejdet, det var som om, han ikke rigtig kunne forstå, at nu var det arbejde forbi, et livsværk for ham, en af de anonyme kirkebyggere.

Jeg fortsatte mine studier i græsk med eksamen i januar 1941 og tog også samtidig filosofikum. Så gjaldt det hebraisk og nytestamentlig græsk med eksamen i disse fag i juni 1941.

Jeg var imidlertid flyttet ind til byen. Det var lidt upraktisk at bo i Lyngby, og da jeg så fik mulighed for at bo hos min faster Anna, min "rigtige" faster, flyttede jeg ind til hende i september 1940. Hun havde en lejlighed i Øster Farimagsgade 87 på 5. sal. Hun havde været enke siden 1918, havde en 3½ værelses lejlighed med kakkelovne. Hun blev dog ret hurtigt syg og døde i sommeren 1941. Jeg havde imidlertid fundet ud af, at det ville være bedre selv at have en lejlighed sammen med en kammerat.

Det blev Svend Bladt, der også studerede teologi. Vi kørte byen rundt og ledte efter lejlighed, og trods begyndende boligmangel fandt vi omsider en. Den havde samme baggård, som den jeg boede i. Den fik vi lejet fra 1 oktober 1941. Det var Øster Søgade 108. Det var ganske vist en lejlighed med vinduer ud til gården, men med lidt eftermiddagssol, centralvarme og et lille badeværelse. Der boede jeg så hele min studietid og det første år efter, at jeg var blevet præst og gift. Det var meget heldigt med den lejlighed, for den var billig (80 kr. om måneden) og lå i rimelig afstand fra universitetet.

Den første tid cyklede vi ind sidst på eftermiddagen og spiste middag på "Kannibalkøkkenet", Universitetets kantine. Det var billigt og rimelig godt. Så vidt jeg husker kostede en varm ret 95 øre. Når vi flottede os fik vi kogt eller stegt rødspætte, men den kostede også 1,25 kr. Vi blev nu hurtigt trætte af denne storkøkkenmad, og det var også besværligt at skulle cykle ind til byen for at spise, og da der nu var køkken i lejligheden, så var det jo nærliggende selv at lave noget mad. Ingen af os havde nogen erfaring i det, men efterhånden fik vi da lært os en lille smule.

Og når jeg var hjemme i Allerslev, fik jeg gerne pakke med mad lige til at varme, og da Svend Bladt stammede fra en stor proprietærgård i Sønderjylland, kom der hyppigt pakker derfra. Der var spegepølse, røget skinke og meget andet godt. Og der var noget om, at rationeringen ikke rigtig var gennemført i Sønderjylland, i hvert fald ikke på en stor gård, så mens andre i København efterhånden som forsyningssituationen blev ringere og man måtte bruge byg selv til franskbrød og kager, så kunne vi nyde dejlige hjemmebagt hvedebrød.

Og da jeg havde lært Grethe at kende og kom i hendes hjem, kom der også mad derfra. Så vi led ingen materiel nød. Middagen indtog vi ved et lille firkantet bord i Bladts værelse, med gryderne på bordet. Dugen var gårsdagens Kristeligt Dagblad, som vi havde et studenterabonnement på. Opvasken var det ømme punkt.

Ofte fik porcelænet lov at stå i vasken til, vi havde brugt det hele. Så måtte vi tage os sammen og vaske op. Siden hen, da vi begge var blevet forlovet, hændte det nok ret tit, at der stod en opvask og ventede på, at en af pigerne skulle dukke op, for de forbarmede sig som regel over os. Ofte tillige med at lave lidt god mad til os. De blev så belønnet ved, at vi gik i biografen med dem.

Det var selvfølgelig ikke nogen overdådig husholdning, vi førte. Dels forbød rationeringen det, og dels var vi begge meget sparsommelige. Jeg i hvert fald, fordi jeg var nødt til det. Min arv efter min far, 6.000 kr., der havde stået i Overformynderiet skulle slå til så længe som muligt. Det var begrænset, hvad jeg kunne få hjemmefra, for også der var økonomien ret stram, selvom det var blevet noget bedre på grund af lidt ekstra indtægter, som både far og mor havde. Han for undervisning på Århus Universitet, hun for foredrag.

Men Bladt var meget sparsommelig. Selvom han kom fra en stor sønderjysk proprietærgård, så havde han den holdning, at familien ikke skulle koste mange penge på ham. Ham kørte altid på en gammel nærmest udslidt cykel (senere opdagede jeg, at han i sit hjem havde den dejligste cykel stående. Nå, det skyldtes måske, at han ikke ville risikere at få den stjålet i København). Dårlige sko, der tilmed var for små, gik han altid med. Han var ikke hypokonder, men drak alligevel kamillete hver dag for ikke at blive syg. Så køkkenet stank altid af kamillete, og jeg har lige siden haft meget svært ved at nyde dette fremragende lægemiddel. Og lugten af det bringer mig altid i tankerne tilbage til Østersøgade 108.

En dag så jeg på opslagstavlen i Kannibalkøkkenet, at en blind dame søgte en student til at læse op for sig. Det ville blive betalt med et måltid og lidt penge. Det måtte jeg prøve. Så jeg tog ud til hende, et sted på Gl. Kongevej. Det viste sig, at hun var ret gammel, var svensk og havde i sit første ægteskab været gift med den svenske digter Werner von Heidenstam. Jeg kom der en gang om ugen og læste højt et par timer af forskellige romaner, vi fik snakket en del, og så fik jeg middagsmad og lidt penge. Hun forærede mig Heidenstams store historiske tobinds roman "Karolinerne", som jeg desværre ikke har mere.

Nogle år senere fik jeg, vist nok gennem en kammerat, et andet madsted. Det var hos en kontorchef på Carlsberg og hans kone, Max og Soff Eskildsen. De var barnløse, og havde så set en opgave, en fornøjelse i at indbyde en student engang om ugen til at spise hos dem. Det var et stort fint hjem i en lejlighed på Frederiksberg. Det var jo rart sådan at komme ud og spise lidt godt.

Teologistudiet

Foruden de sproglige forprøver og filosofikum begyndte jeg på de egentlige teologiske fag. Man kunne på den tid vælge mellem tre forskellige studieformer. Være maximist i 1) kirkehistorie med et større speciale og meget lille studium af Gammel testamente, eller 2) maximist i G.T. med speciale der, og lidt kirkehistorie eller 3) "gammel ordning" uden specialer, men med en større del af G.T. Jeg valgte det sidste. Det betød et stort kirkehistorisk pensum med Holmquist/Nørgårds 3 binds kirkehistorie, og af G.T. et større udvalg salmer, genesis og profettekster.

Det var ud fra den betragtning, at skulle man læse G.T. på hebraisk, så skulle det ikke være bare en lille forsmag med Genesis og 15 salmer, men et lidt grundigere studium. Jeg fortrød heller ikke dette valg, selvom professor Bendtsen bestemt ikke var den mest inspirerende forelæser. Lidt bedre var det med professor Hvidberg.

Derimod var det meget spændende at gå til professor Hal Kochs kirkehistoriske forelæsning, torsdag, fredag, lørdag kl. 1o. Han var en meget levende og engageret underviser, der ikke stod og læste op af sit manuskript, men ofte siddende på kanten af katederet fortalte han livfuldt og spændende om kirkens historie, ganske særligt oldkirken, der var hans speciale. Han arbejdede på disputats om Konstantin den Store, men fik den aldrig gjort færdig. Hans engagement i det folkelige arbejde under og efter krigen tog hans tid. Men hans forelæsninger var en vældig god indgang til det teologiske studium.

Da jeg i juni 1941 havde bestået prøven i nytestamentlig græsk, kunne jeg så i efterårssemesteret følge forelæsninger i Ny Testamente. Det har formodentlig været over et af de synoptiske evangelier (Mattæus, Markus eller Lukas). Det var professor Mosbech der forelæste.

Men der var ikke en samlet plan for gennemgangen af N.T. Man kunne simpelthen ikke komme hele NT igennem ved at gå til professorernes forelæsninger. Men man lærte en metode at arbejde efter. Derfor gik de allerfleste studenter tillige til manuduktion. Det var et privat arrangement, som man betalte for. Men det var derimod meget givende, vi var vel ikke mere end 2o studenter på hvert hold, og her blev virkelig undervist systematisk, så man fik lært noget. Jeg gik i NT hos undervisningsassistent Børge Diderichsen, der senere blev professor i NT.

Men når man først havde lært metoden gennem nogle semestre, kunne man læse videre på egen hånd ved hjælp af de forskellige kommentarer. På den måde kunne man komme hele stoffet igennem. Også i GT gik jeg til manuduktion, det var hos Svend Holm Nielsen, der senere blev professor i GT.

Jeg passede nogenlunde omhyggeligt studierne. Men det hele fik en brat ende på grund af tyskernes overgreb, først 29 august 1943 og siden med interneringen af politiet og jødeforfølgelserne. Universitetet fungerede ikke, al undervisning var standset, om end man kunne bruge biblioteker og laboratoriet, det teologiske håndbibliotek og læsesal.

Men da der var vedholdende rygter om, at også studenter og lærere skulle interneres, kom vi der ikke, og mange flyttede i hvert fald for en tid fra deres hidtidige bopæl. Jeg boede således en tid hos min faster Hedvig i Baggesensgade. Men efterhånden vendte vi tilbage til vore værelser og lejligheder. Manuduktionen fortsatte, men nu under jorden, i private hjem eller i spejderlokaler og menighedshuse. Vi sad ofte klumpet sammen med meget primitive borde og bænke. Det værste var næsten tobaksrøgen. Rygerne kunne ikke undvære deres cigaretter under manuduktionen, og det var det elendige krigs"tobak", de pulsede på.

Det var også en stor fordel at læse sammen to og to, navnlig efterhånden som vi nærmede os eksamen. Efter den dagældende studieordning var der ingen eksamen før efter 5-6 års studier. Så gik man op til det hele, ud fra den betragtning, at der var en sådan sammenhæng mellem de historiske, sproglige og dogmatiske fag, at man skulle have det hele samlet. Man kunne dog dele eksamen i to dele: 1.del med de systematiske fag, GT., NT. kirkehistorie m.m. og 2. del med de dogmatiske fag dogmatik og etik, men der måtte kun være et halvt år imellem de to eksaminer. Så det var et meget stort stof man skulle igennem. Vi var 2-3- stykker der læste GT sammen, det foregik hos en af vore kammerater på Regensen. En anden teolog, Johs Bjerrum, der boede tæt ved Østersøgade læste jeg kirkehistorie med.

Jeg var imidlertid blevet CB-betjent. Det var et slags hjælpepoliti med særlige opgaver. 15 marts 1943 skulle jeg møde til grunduddannelse i 14 dage, lidt eksercits, lidt praktisk skolegang. Og så blev vi fordelt til de forskellige tjenester. Jeg kom til telefontjeneste, og fik tjenestested på Øbro central, der lå i Rosenvænget tæt ved min bopæl, så det var nemt. Opgaven bestod i at sidde ved et særligt telefonapparat, hvorfra vi skulle give melding om luftalarm. Der kom en opringning fra luftmeldecentralen på politigården. Den skulle vi så give videre til 20 abonnenter, vi havde samlet en særlig omstillingskasse. Der kunne være "forvarsel", når engelske flyvere kom ind over landet, eller "luftalarm", når de nærmede sig København. Vore abonnenter var hospitaler og særlige fabrikker, især nogle der arbejde for tyskerne, som Våbensyndikatet.

Vi var placerede i et lille lagerlokale på centralen. Vort apparat og bord stod mellem to store vinduer, der ikke var nogen beskyttelse for, så vi havde dagslys. Det var rart, da vi udnyttede tiden til læsning. Vi var kun een mand på vagt ad gangen, men i 24 timer. Der stod en seng, så vi kunne sove om natten, og da det var ret begrænset, hvad der var af overflyvninger, var der god tid til at læse. Og da de to andre, der passede Øbro også var teologer, havde vi rig lejlighed til at læse sammen. Da vagterne var så lange uden ret meget arbejde, var det kun studenter, der kunne udnytte tiden til læsning, de kunne bruge til det job. Og da der kun var 14 dages sommerferie, kunne man lige så godt udnytte tiden, og jeg regner med, at jeg blev færdig med mine studier et halvt år tidligere end jeg ellers ville have været.

Når andre måtte i beskyttelsesrum, når der blev slået alarm, skulle vi blive siddende ved telefonerne. Så man kunne læse videre eller vende sig om på den anden side og sove. Det var en rigtig god tjans, jeg havde fået der, især da aflønningen efterhånden blev rimelig, og det var med til at jeg kunne slutte mine studier uden studiegæld.

Det gav også lejlighed til snak med de telefonarbejdere, der kom ind på det lille lager efter tråd og ledninger. Når de drak deres "kaffe" formiddag og eftermiddag, stak de en kop ind til mig. Så det var meget hyggeligt.

Lidt dramatik oplevede jeg dog der. Jeg havde vagt den dag, da Shell-huset blev bombarderet. Hvis der overhovedet var forvarsel, så var det meget kort, og pludselig var de engelske maskiner over byen: Faktisk først da gik luftalarmen. Shell-huset blev bombarderet, og der udviklede sig luftkamp over byen, også over Øbro-centralen, et par skud ramte muren, men forårsagede ingen skade. Da det gik løs, var min eneste beskyttelse at krybe ned under det kraftige bord, der stod mellem vinduerne. Det var det nærmeste, jeg kom krigen. Men hurtigt hørte vi at Shell-huset, Gestapos hovedkvarter var bombet med utrolig præcision. Og desværre ved en fejltagelse også den franske skole på Frederiksberg, hvor en del børn og lærere omkom. Shellhusets bombning medførte, at Gestapos arkiver med navne på modstandsbevægelses folk var tilintetgjort, samtidig slap en hel danske fanger, der havde siddet i de øverste etager som et slags skjold, ud i friheden igen.

Denne telefontjeneste havde jeg til et par måneder efter befrielsen, da vi blev hjemsendt. Men både økonomisk og studiemæssigt havde det været stor fordel. Selvfølgelig var der ting, man ikke kunne deltage i på grund af vagterne, men nogen byrde var det bestemt ikke.

Jeg havde heldigvis også tid til at udnytte de kulturelle muligheder i byen. Biograf og teaterture var hyppige. Der var biografer, der gav billige billetter til studenter, 50 øre. Bladt og jeg er mange gange cyklet helt ud til Enghave bio eller Bispebjerg bio for at få en billig biograftur. Men engelske og amerikanske film forsvandt, så det var danske, franske og svenske og vel også tyske film. Meget populær var den svenske film "Landevejskroen", der i flere år gik i Nørreport Bio.

Teaterlivet blomstrede. På det kgl. teater kunne man også få billige billetter, så det benyttede vi os af, bl.a. så jeg " Porgy og Bess" inden tyskerne forbød opførelsen af den. Hyppigt var vi på Folketeateret. Det var nok mit foretrukne teater. Men også Det Ny Teater og Betty Nansen Teatret besøgte vi.

For en teolog var det jo en naturlig ting at deltage i søndagenes gudstjenester. Og der var mange steder at vælge imellem, nogle gange var jeg med Bladt i St. Johannes kirke, hvor Marius Jacobsen prædikede. Ham var Bladt meget optaget af, men jeg brød mig ikke om hans lidt højtidelige, pietistiske forkyndelse. Jeg søgte til Vartov, hvor den gamle Balslev var præst og var en vinter med til bibelkreds hos ham. Der var og er en ganske særlig stemning over gudstjenesterne der. En meget levende salmesang og en fortrolig og for mig hjemlig atmosfære. Balslevs forkyndelse var meget stilfærdig, dybtgående, enkel og redelig. Barnedåben og altergangen var der en ganske særlig højtid over. Enkelte gange hørte jeg Neiiendam i Holmens kirke, men det var mig lidt opstyltet og selvhøjtideligt.

Derimod var det en glæde at komme til gudstjeneste i Slotskirken, der endnu den gang var almindelig sognekirke. Her var Oscar Geismar præst. Det var en nydelse at høre hans smukke om end ofte lidt ordrige dansk. Han var en mester i at benytte modersmålet i sine ofte meget litterært prægede prædikener. Det var så markant, at jeg, når jeg nu læser en af hans prædikener, ligefrem kan høre hans tonefald og udtryk.

Men mest betød det nok for mig at være med til gudstjenesterne i valgmenigheden, når jeg var hjemme. Far brugte de to sognekirker i Osted og Allerslev til gudstjeneste. Der var næsten altid god kirkegang, menighedens medlemmer var meget trofaste overfor gudstjenesten. Og der var en vældig god salmesang. Far var selv kirkesanger, bad selv ind- og udgangsbøn og ledede, gående op og ned ad gulvet, selv kirkesangen. Men det var nu ikke svært, for der var mange gode sangere i menigheden. Jeg kan endnu for mig se disse stovte sjællandske bønder, der sang... netop af hjertens lyst. Gudstjenestegangen var den almindelige, men meget enkel. Far forberedte sine prædikener ved at nedskrive dem på maskine lørdag formiddag, så lærte han dem udenad. Han brugte aldrig manuskript på prædikestolen, men havde det dog for en sikkerheds skyld i lommen. Jeg mindes kun een gang, at jeg har oplevet, at han måtte tage sit manuskript frem.

Hans forkyndelse var meget enkel og forståelig, så redelig og ægte, så man følte, at han stod inde for hvert ord, han sagde. Det var ikke aktuelle prædikener, men nærværende og vedkommende. Han kunne bruge billeder fra litteraturen, musikken, kunsten og dagliglivet til at belyse evangeliets sandheder med. Før altergangen holdt han en kort tale, stående i kordøren, en jævn ligetil indbydelse til nadveren, ofte bygget over en salmelinje eller et skriftsted. Så fulgte en salme, Fadervor og indstiftelsesordene. Ingen af de mange bønner, der ellers bruges ved altergangen, for som han sagde, fadervor og indstiftelsesordene er det eneste, vi har fra Jesus selv.

En ganske særlig højtid var der over gudstjenesten Skærtorsdag. Den blev naturligvis altid holdt om aftenen. Og menigheden mødte talrigt op med deres store og mindre børn i flok. Sangen var varm og levende, lydhørheden stor, fællesskabet i menigheden blev udtrykt her stærkere end noget andet sted.

"Ene det på jorden ved,
Jesus og hans menighed,
at til jord er dalet ned,
livet i Guds kærlighed"

Det vers brugte far engang ved en Skærtorsdagsgudstjeneste, og det udtrykker for mig noget af det, jeg kom til at opleve i den lille Osted valgmenighed og dens gudstjenester.

Studenterkredsen i Grundtvigshus

Ud over studierne havde jeg også tid til at leve med i studenterlivet. Det første år var jeg bl.a. med i den store Studenterforeningen, der havde sit eget store hus i Vester Voldgade tæt ved Rådhuspladsen. Der var vist lørdag aften altid foredrag eller underholdning og dans bagefter, her traf jeg enkelte fra mit studenterhold i Roskilde. Der var læse- og avisstue og mange andre tilbud. Men jeg befandt mig ikke særlig godt der. Der var for mange rige fars sønner og døtre, lidt snobbet og overklassepræget.

Derimod fandt jeg mig hurtigt til rette i Studenterkredsen. Jeg havde på fars tilskyndelse allerede i sommeren 1939 deltaget i dens sommermøde på Danebod Højskole. Vi var der en uges tid, der gik med foredrag, diskussioner, udflugter, dans og så videre. Det havde været en god oplevelse. Så da jeg begyndte at læse i København, søgte jeg ganske naturligt dertil. Studenterkredsen holdt til i Grundtvigs Hus i Studiestræde. Her var der altid åbent i dagligstuen med aviser, skakspil og bøger. Og der var "den tavse", hvor man kunne sidde og læse i fred og ro. Der var næsten altid nogle i dagligstuen at snakke og diskutere med. Hver fredag aften var der møde i Billedsalen. Det var foredrag, ofte af kendte grundtvigske personligheder, højskolefolk og præster, universitetsfolk. Efter kaffen var der så diskussion om aftenens foredrag, eller lidt underholdning. Undertiden var der underholdning ved kendte kunstnere.

St. Bededags aften var der "Bedebal", det foregik oftest i et lille forlystelsessted i byens omegn. Her i Kredsen befandt jeg mig særdeles godt. Medlemmerne var næsten alle fra grundtvigske kredse rundt i landet. Her havde de et tilholdssted under deres studier eller anden uddannelse i København. Det var teologer, mag'er. medicinere, polit'er, sygeplejeelever, studerende på Landbohøjskolen, altså en meget broget flok. Med denne blanding undgik man at blive fagidiot, som kun kunne interessere sig for sit eget lille snævre studieområde.

En del højskoler tilbød medlemmer af Studenterkredsen et ophold i januar måned på højskolen. På den måde var jeg i januar 1942 på Rødding Højskole. Jeg deltog i den almindelige undervisning, men var også en del sammen med lærerne, så jeg lærte lidt om højskolelivet, og overvejede siden som så mange andre teologer at blive højskolelærer nogle år, inden jeg ville være præst. Det blev imidlertid ikke til noget.

En vigtig begivenhed i Kredsen var det årlige sommermøde, som blev holdt 6 dage først i august på een eller anden højskole rundt i landet. Foredrag, diskussioner, udflugter, gudstjenester, revy og sommermødebal. En helt særlig stemning var der over det første sommermøde efter befrielsen. Det blev holdt på Vrå højskole i Vendsyssel med vældig deltagelse også fra Studenterkredsen i Århus.

Et kapitel for sig selv var "Studenterkredsens Gymnastikforening", der holdt til på 4. sal i Grundtvigs Hus. Her mødtes vi onsdag og fredag aften til gymnastik kl 19-20. Lederen var Alfred Rye, der var meget optaget af den gymnastikform, som var kommet fra Sverige, udformet af Per Henrik Ling. Det var den lette, elegante, smidige gymnastik i modsætning til Niels Bukhs Ollerupgymnastik med dens kraftfulde, lidt voldsomme øvelser.

Vi var aldrig mere end 20-25 medlemmer, men havde et vældigt godt sammenhold og kammeratskab. Det udbyggedes ikke sjældent ved, at vi engang imellem efter gymnastikken gik ud i byen for at få "en kop øl" i en een eller anden beværtning. Den årlige generalforsamling var en meget vigtig begivenhed. Den blev i en del år holdt hos et par af medlemmerne, der boede i tagetagen over et institut i Botanisk Have. Det rent formelle ved generalforsamlingen blev ret hurtigt afviklet med diverse indlæg, taler og valg. Så var der øl og pølser. Selvom det under krigen var svært at skaffe disse ting, så lykkedes det altid Rye at fremtrylle dem. Han havde visse forbindelser til Carlsberg og Houlberg. Og så forløb aftenen med nydelse af disse ting, med sange, optræden og anden underholdning. Det gik ikke stille af.

En anden væsentlig ting var de gymnastikopvisninger, vi var med til i foreninger rundt om på Sjælland. Vi var som regel slutnummeret. Når de lokale hold havde vist deres gymnastik, så kom vi på gulvet og høstede stort bifald. Og så var der "bal bagefter" og vi studenter fra København, havde stor succes hos pigerne ....til mægtig fortrydelse hos de lokale karle.

Vi var gerne indkvarterede i private hjem, som regel på gårdene. Vi nød det, for der blev rigtig kræset op for de formentlig forsultne studenter fra København. Festligt var det at være med til Roskilde Amts Gymnastikforenings amtopvisninger i hærens gymnastiksal i Roskilde eller på festpladsen ved Borrevejle vig. En af de rigtig gamle gymnastikledere, en bonde fra egnen nord for Roskilde, kaldte os i sin takketale for "Studenterkarlene."

En sommer, vistnok 1943, var vi på opvisningsturne til Sønderjylland. Vi cyklede først til Sorø, hvor vi overnattede i Ingemanns Hus på Akademiet. Her havde undervisningsministeren ret til bolig, og Jørgen Jørgensens søn, Ejgil var med på holdet, så det var nemt ordnet. Næste dag kom vi til Vester Åby på Sydfyn, hvor Jakob Andersens far var præst. Vi boede i den store præstegård, kunne have en gymnastiktime i den store havestue, endda uden at flytte møblerne.

Så nåede vi til Sundeved, hvor vi var gæster til middag i Svend Bladts hjem i Vester Sottrup, en stor proprietærgård. Vi fik stor middag, flæskesteg og jordbær. Om eftermiddagen havde Sønderborg Amts Gymnastikforening inviteret os til kaffe på et traktørsted. Stort sønderjysk kaffebord. Derfra blev vi indkvarteret i forskellige privathjem, hvor man igen diskede op for os med megen god mad. Vi opdagede, at rationeringen ikke rigtig var nået til Sønderjylland. Om aftenen deltog vi så i den lokale gymnastikforenings opvisning, men til trods for al den gode mad vi havde nydt i dagens løb gik det fint. Alfred Rye påstod, at vi aldrig havde sprunget så højt i højdespring som den aften. Et par steder mere havde vi opvisninger. Vi sluttede på Snoghøj Gymnastikhøjskole med opvisning og fest med skolens mange piger. Derfra gik det så tilbage til København.

Gymnastikforeningen havde før krigen haft samarbejde med en gymnastikforening i Malmø, Örnarna". Den forbindelse blev hurtigt efter krigen genoptaget, og vi blev inviteret til at deltage i opvisning hos dem i Malmø. Det var spændende at komme udenlands første gang efter krigen. Så der var ikke blot opvisning, men også indkvartering i privathjem og indkøb af chokolade, kaffe, cigaretter, nylonstrømper osv. Et års tid senere gæstede de os i København, hvor vi arrangerede opvisning og fest.

Men foreningen havde også en gammel forbindelse i Frankrig, og den udvirkede en invitation til at komme og give opvisninger i Paris og Strasbourg. Det blev alle tiders oplevelse. Det skulle være i juli 1946. Jeg var formand for gymnastikforeningen og skulle lægge turen til rette. Der skulle skaffes visa til Frankrig på den franske ambassade, tilladelse hos englænderne til at rejse gennem Tyskland, det foregik på Dagmarhus, den engelske militærkommandos hovedsæde. Der skulle forhandles med DSB om turen. Der gik kun tog til Paris to gange om ugen på den tid, og der var udsolgt, men vi fik Statsbanerne til at indsætte en ekstra vogn i toget d. 1 juli, så vi kunne komme af sted til planlagt tid. Udstyret med store madpakker, både til selve turen og til lidt foræringer i Frankrig kom vi af sted. Vi var 16 mand og Alfred Rye.

Det var 40 timer med tog og en chokerende oplevelse at køre gennem Tyskland med de hårdt medtagne byer som Hamborg og Hannover. Ruiner og ruiner i endeløse gader. På stationerne tusindvis af mennesker ventende --- på hvad? Tiggende om mad og cigaretter. Trøstesløse skarer. Vi kom til Köln tidlig om morgenen. Vi havde egentlig forbud mod at forlade toget. Men vi regnede ikke med at de engelske soldater var så tidligt oppe. Så vi dristede os ud af den sønderbombede banegård og over for at se på domkirken, hvis tårne vi længe havde kunnet se hæve sig over byen. Der gik tipvognsspor ind i kirken, hvis indre var fuldstændig udbrændt, enkelte hvælvinger styrtet ned. Domkirken lå lige ved siden af banegården, så det var ikke underligt, at den også var blevet ramt. På døren til et lille sidekapel sad et opslag, der fortalte, at der holdtes gudstjeneste der hver søndag. Selvom tårnene her dog stod, i modsætning til mange andre kirker vi så, så passede Grundtvigs ord dog "Kirken er et gammelt hus, står om end tårnene falde. Tårne fuldmange sank i grus. Klokker dog kime og kalde". Lidt oprydning og genopbygning var begyndt, men det så uendelig håbløst ud. Folk boede i ruinerne, i kældre og faldefærdige bygninger, apatiske, udmagrede.

Selvom Belgien også havde været hårdt ramt og byerne stærkt ødelagte, var der der ligesom lidt mere gang i genopbygningen og folk så ikke så sløve og udtærede ud. 

Omsider kom vi til Frankrig og nåede ved middagstid til Paris, hvor vi blev modtaget af et par mennesker fra det franske kulturministerium og en tolk. I bus blev vi så kørt til Cité Universitaire. Her blev vi indlogeret i "Det belgiske hus" og fik omsider et meget tiltrængt bad efter den lange togtur med prustende kulfyrede lokomotiver foran de ikke særligt godt tættede vogne. Vi kunne spise i en stor kantine på universitetet, og her mødtes unge mennesker af alle nationer, farver og sprog. Man var meget stolt over, at man havde sikret os rationeringskort, også til kød. Det viste sig at være ca. et stykke rullepølse el.lign. om dagen. Men spaghetti, grøntsager var der nok af, så vi blev da mætte. 

Vi var byens gæster, og blev modtaget på Rådhuset ved en reception med vin og taler, og blev kørt rundt i byen til de vigtigste seværdigheder. Senere havde vi rig lejlighed til at gå på egen hånd, lærte hurtigt at bruge metroen og fik set utrolig meget. Vi havde et par opvisninger i Paris, et ved et stort sportsstævne, et andet på et militærakademi. Det var meget festligt og vi blev behørigt takket for indsatsen og til ære for os, lod man Dannebrog gå til tops i akademiets store flagstang, mens orkesteret spillede "Kong Kristian" !! jo, jo, der var stil over det.

Vi tog dernæst med toget til Strasbourg, for også der havde Rye en forbindelse til et sportsinstitut. Indkvartering der og lejlighed til at se Strasbourg, hvor vi havde opvisning. Udflugt til Vogeserne, hvor vi besøgte et højt beliggende kloster "St. Odile."

Tilbage til Paris, hvor vi oplevede 14 juli, Bastilledagen. Der var sørget for reserverede pladser til os, så vi kunne se den store militærparade på Champes Elysee. Det var den første efter krigsafslutningen, så der var gjort meget ud af det. Store styrker, også fra de franske kolonier. Deltagelse af engelske og amerikanske troppeenheder. Bagefter var der fest i gaderne i hele byen, så det forslog. I bistroer, cafeer, restauranter og på gaderne sang og dansede man. Det var en fantastisk oplevelse og en festlig afslutning på vor parisertur.

Dagen efter gik det hjemad med toget. Den 18 juli om morgenen nåede vi omsider til København.

Men tilbage til studieårene. Svend Bladt ville se at blive færdig med eksamen i 1944 og mente, at det var bedre, at han fik lejet sig et værelse inde i byen, så han bedre kunne koncentrere sig om sin læsning. Jeg fik så en anden kontubernal, Knud Haugstrup, der også var teolog. Han havde læst i Århus, men ville afslutte i København. Han var en herlig fyr. Vi var nogenlunde lige langt, så vi besluttede at læse sammen. Jeg opdagede imidlertid, at han tog sig meget god tid, så det kunne jeg ikke rigtig vente på. Han var meget pertentlig med sine noter, brugte megen tid på at renskrive dem og var meget omstændelig, og på samme tid skulle han have alt det som skete af kulturelle ting i byen med, maleriudstillinger, særlige foredrag osv. Og det er der ikke rigtig tid til, når man nærmer sig eksamen. Jeg arbejdede på at blive færdig til eksamen med 1. del i juni 1945. Så det blev ikke til noget samarbejde, men derimod et vældig godt samvær i lejligheden og ved mange andre ting.

Jeg havde nogenlunde regelmæssigt passet forelæsninger, manuduktion og øvelser, så jeg indskrev mig til skriftlig eksamen i maj 1945. Selvom universitet på grund af krigen officielt var lukket, holdt man dog visse eksaminer. Men af sikkerhedsgrunde foregik de "under jorden". Vi skulle således have skriftlig eksamen i et menighedshus i Hellerup. Her sad vi så til skriftlig eksamen de første dage af maj 1945, skrev kirkehistoriske opgave, NT. Og GT.

Inden vi gik ind til opgaverne, havde vi hørt, at de engelske tropper nærmede sig grænsen, og at den danske brigade stod parat i Helsingborg parat til indsats. Byen og landet citrede af spænding: hvad ville der ske? Bagefter fattede man ikke, at man under de omstændigheder kunne samle sig om at besvare de stillede opgaver. Men det gjorde vi nu. 2. maj var sidste skriftlige eksamen og næste dag tog jeg hjem til Allerslev. Her kom også Grethe, og her oplevede vi 4 maj.

Jeg var ikke med i noget illegalt arbejde under besættelsen ud over, at jeg var med til at cirkulere illegale blade og skaffede penge til modstandbevægelsen ved at henvende mig til forskellige mennesker, jeg havde tillid til. Men det satte mig i en lidt vanskelig situation. Jeg havde en overgang nogle mærkater, der solgtes til fordel for modstandsbevægelsen. Det var en slags kvittering til bidragyderne. En dag Grethe og jeg skulle med toget til Lejre, havde jeg gemt dem i ryggen på min store kirkehistorie, der lå i min mappe. Men uheldigvis glemte jeg mappen i toget.

Hen på aftenen ringede Grethes far, der fortalte, at han var blevet ringet op af det tyske kriminalpoliti i Holbæk. De havde fundet mappen i toget og af breve, der lå i den med Grethes afsenderadresse, havde de fundet frem til svigerfar. Men vi kunne hente mappen på politistationen i Holbæk.

Jeg blev noget hed om ørerne, men da der lå en del studiebøger i mappen, ville jeg gerne have fat i den. Det var imidlertid i en periode, hvor der kun gik tog hver anden dag, og det gjaldt om hurtigst muligt at få fat i den. Så Grethe og jeg cyklede til Holbæk næste dag og fik fat i mappen, hvor de heldigvis ikke havde splittet kirkehistorien ad. Det kunne være blevet en farlig sag.

Tilbage til 4. maj. Grethe og jeg var tidlig på aftenen gået på besøg hos nogle venner, Jørgine og Jens Olsen, der havde en gård i nærheden. Her hørte vi i radioen nyhederne fra England og hørte budskabet om tyskernes overgivelse, og dermed Danmarks befrielse. Vi skyndte os hjem til præstegården. Alle vegne, hvor man havde et flag, blev det hejst, og resten af aftenen var der fest. Vi lyttede til radioen, der fra kl. 23 igen var dansk dirigeret. Foredragsforeningen havde netop bestyrelsesmøde hos os, og man bestemte, at der skulle holdes en gudstjeneste næste morgen i Allerslev kirke. Vi fik travlt med at forberede pyntning af kirken og få meddelelsen om den ud til folk.

Allerede næsten morgen kl. 5,30 var vi oppe, hørte radio, var med til at pynte kirken. Klokkeringning, som over hele landet 8-9. Derefter en kort gudstjeneste, fyldt med glade mennesker. Vi sang "Nu takke alle Gud." Far prædikede. "Vor Gud, han er så fast en borg", mindedes dem, der var døde som følge af besættelsen. " Lover Herren, han er nær." Det var en meget bevægende oplevelse.

Senere på dagen tog Grethe og jeg med toget til København. Men da vi kom til Hovedbanegården var gaderne afspærrede, for der var en del skyderier, idet frihedskæmpere forfulgte de forhadte hipo-folk og gestapoer, arresterede værnemagere og andre medløbere. Men vi kom med S-tog til Østerport, hvorfra vi gik hjem. Men ved 17-tiden tog vi igen ind til byen for at opleve den i festrus. Da vi skulle hjem måtte vi p.g.a. af skyderier i gaderne opholde os på Hovedbanen et par timer. Og togene mod Østerport var nu aflyst. Vi tog så over Vanløse til Frederiksberg station, hvorfra vi gik hjem !

Næste dag var søndag. Vi tog til takkegudstjeneste i Slotskirken. På Kongens Nytorv så vi de første engelske soldater. Folk var ellevilde, vi gik ad Strøget til Rådhuspladsen. Tog senere til Hellerup, hvor den danske brigade, der var kommet fra Sverige, havde hovedkvarter. Den kom ved 2o-tiden marcherende ind ad Østerbrogade under vældig jubel.

Mandag den 7. havde jeg C.B.-tjeneste på Øbro central og med henblik på den nært forestående mundtlige eksamen, skulle jeg have læst en del, men centralen var besat af en gruppe frihedskæmpere, der foretog afhøringer og arrestationer. Jeg fik til opgave at samle nogle iturevne breve, som man havde fundet hos en tysk dame. Tysklands fuldstændige overgivelse bekendtgjordes.

Tirsdag d. 8 maj tog jeg ind til byen, idet jeg fotograferede begivenhederne. Stod længe opstillet for at være med til at modtage de engelske tropper, der skulle komme ind ad Vesterbrogade. Da de endelig kom, kunne man bogstaveligt talt ikke se dem på grund af alle de studiner og andre, der fyldte bilerne. En jubel uden lige. Kl. 15 proklamerede Churchill over radioen V-dagen. Krigen var slut og vundet. Om aftenen var jeg i Tivoli sammen med forskellige folk fra Kredsen, som bagefter var med mig hjemme til en gang rabarbergrød.

Onsdag d. 9 maj. Atter en festdag. Stod opstillet ved Niels Juel for at se kongen køre til åbningen af rigsdagen. Der var et utroligt hav af mennesker i vild begejstring. Senere på eftermiddagen så jeg den første amerikanske film i flere år. Om aftenen var jeg med gymnastikforeningen på Blindeinstituttet for at underholde franske krigsfanger (fra 1940). De var meget taknemmelige.

Så gik dagene med C.B.tjeneste og læsning. Det var kirkehistorie, Genesis og hebræerbrevet, jeg sled med. Jeg læste kirkehistorie sammen med Bo Bøjsen Bøgh.

Fredag d. 11 maj havde vi det sædvanlige møde i Kredsen. Oscar Geismar talte, og senere læste skuespiller Bendt Rothe op af Kaj Munks digte. En stor aften.

Lørdag d. 12 maj. Kirkehistorie, men var også på gaden for at se feltmarskal Montgomery komme. Spiste frokost i Tivoli med far, der var kommet til byen. I bio og så en engelsk flådefilm, derefter på Langelinje, hvor der nu lå engelske krigsskibe.

De følgende dage gik så med eksamenslæsning, dels med Bøgh, dels med Bjerrum. Søndag i Marbjerg, mandag cyklede vi til Allerslev for at se til far og mor og til mine bistader.

Lørdag d. 2 juni fik vi karaktererne fra den skriftlige eksamen:

Indledning: mg-, kirkehistorie mg, N.T. g+, G.T mg.

Juni, læste til kl. 12, derefter i Kredsen, hvorfra en stor flok gik til Fælledparken, hvor der var Grundlovsmøde. Havde en kammerat med hjemme til middag.

Det var aftenen inden, jeg skulle op til eksamen, så Haugstrup og en pige fra Kredsen, Lisbeth Olsen og jeg gik i biografen og så en engelsk film.

Onsdag 6 juni. Eksamen. Grethe og far var kommet ind for at overvære det. Universitetet kl. 11 kirkehistorie: Den irokeltiske kirke og oplysningen i Tyskland: mg. G.T.: Ps 32 og Dommerne : mg-

Jakobsbrevet kap 5 mg.

Juni. Eksamen skulle fejres. Grethe kom, vi forberedte et lille gilde, tog i Tivoli for at bestille bord. Så i biografen "Pimpernel Smith." Middag i Divan 2 sammen med Jakob Andersen og Birte, Haugstrup, Lisbeth Olsen, Ejgil Jørgensen og Inger Klitgård. Senere i Østersøgade til ost, øl og snaps, senere punch og æbleskiver. Gæsterne gik kl. 3.

Juni holdt gymnastikforeningen een af sine ikke så sjældne ekstraordinære generalforsamlinger hos os med pølser og øl i massevis, som Rye, der havde nogle gode forbindelser til Carlsberg, havde skaffet.

Juni så vi livgarden trække op for første gang. I bio igen, som det skete mange gange i de første måneder. Under besættelsen havde kun kunnet se danske, svenske og tyske film. Een af de svenske Landevejskroen var meget populær, den gik 2-3 år uafbrudt i Nørreport Bio. Når der nu kom så mange engelske og amerikanske film ville man ikke gå glip af dem.

I juni havde jeg C.B. tjeneste for sidste gang. Den havde været en mægtig fordel for mig. Ikke blot gav den efterhånden en rimelig betaling, så den var stærkt medvirkende til at jeg ikke fik nogen studiegæld.

Juni i Allerslev husholdningsforeningen, som mor var formand for, arrangerede Skt. Hans-fest. Studenterkredsens gymnaster var med, taler, tableauer, fest og bål på engen. Næste dag alle til gudstjeneste i Osted, så gav vi opvisning, fællesspisning i skolens have og bal .

I juni var jeg til Svend Bladts ordination. Om aftenen en del af kredsgymnasterne i Hjortekær hos Bøjsen, foreningens fanebærer, rutebilejer, kirsebær, gymnastik jordbær, kaffe og sang. På grund af voldsom regn kunne vi ikke komme hjem men blev og spillede kort, nogle af os overnattede i rutebilen. Stadig regn næste morgen, så vi fortsatte med at spille kort til om eftermiddagen, hvor vi til sidst måtte tage en bil ind til byen.

I juli var der kæmpemæssig flyveopvisning af Royal Airforce i Kastrup, alle skulle derud, umuligt at komme med sporvognene, så Grethe og jeg gik fra Holmens Bro til Kastrup. Og efter en ikke særlig spændende flyveopvisning tilbage til Holmbladsgade, hvor vi kunne komme med en sporvogn.

Når jeg nu læser i min dagbog fra maj og juni i 1945, så fatter jeg ikke alt det man oplevede, det var i sandhed hektiske dage med vigtige begivenheder i Danmarks historie, med en mængde fester i byen og private anledninger. Vi havde nu aldrig svært ved at finde et påskud til at feste!

Juli måned tilbragte jeg mest i Allerslev, hjalp med haven, så til mine bier, bandt bøger ind. Hjalp til med en stor indsamling til hjælp til Holland, kørte rundt med hestekøretøj.

I slutningen af krigen var tre unge og en gammel mand fra Ungarn strandet i Allerslev. Dem snakkede jeg en del med og hjalp lidt. Een af dem havde reddet sin violin gennem Europas kaos. Han var meget dygtig, blev senere elev hos Telmanyi, og siden hen solist og medlem af radioorkesteret. Han hed Bela Detrakoy. Hans broder, Erwin fik en handelsuddannelse og blev eksportchef hos Lego i Billund, hvor vi besøgte ham nogle gange og han os i Fåborg.

Far havde foreslået, at jeg skulle prædike en søndag, når jeg nu var hjemme. Det blev søndag d. 15 juli jeg holdt min første prædiken. Det var ved højmessen i Allerslev kirke.

I begyndelsen af august hjalp jeg en uges tid vor gode nabo Viggo Frandsen med at høste og tog senere en tur til Jylland, til Dallerup og besøgte gamle venner, Bastrups og Busks. Derfra til Silkeborg, hvor jeg besøgte moster, besøgte gamle venner, videre til Århus, besøgte min gamle ven fra Silkeborgtiden, Aksel Nielsen, nu Grunø, der havde egen boghandel. Hertil kom Grethe. Næste dag tog vi med toget over Ålborg til Vrå, hvor Kredsen skulle have sommermøde. Vi var omkring 100 deltagere.

Der var en ganske særlig stemning over dette møde, det første efter befrielsen. En mængde gode foredrag, udflugt til Børglum Kloster og Løkken, sommermødebal og gudstjeneste. Hjemrejsen fra Vrå var besværlig. Fra kl. 6 til ca. kl. 20. Men det havde været nogle meget festlige og berigende dage.

I slutningen af august hjalp jeg lidt med høsten igen. Men tog så 3 september til København for at tage fat på 2. del af studiet, dogmatik og etik. Jeg gik til manuduktion hos Thestrup Pedersen og læste en del sammen med Johannes Bjerrum, der også havde taget 1. del. Dagene gik med manuduktion, læsning, dog afbrudt af gymnastik og møder i Kredsen eller besøg af Grethe. Kongens fødselsdag d. 26 september blev naturligvis fejret med besøg på Amalienborg Slotsplads, senere festfyrværkeri på Bellahøj og tur på Rådhuspladsen, hvor der var et mylder af mennesker.

September havde vor gode nabo Viggo og Laura Frandsen sølvbryllup, hvor vi var med til både morgensang og middag om aftenen, hvor også jeg talte.

Oktober havde Kredsen "Rusgilde". Det foregik i Studenterkilden i Dyrehaven. Forfatteren Jørgen Bukhdal talte. Smørrebrød, dans og senere punch, så det var et ret støjende selskab der gik gennem Dyrehaven og med S-toget til byen.

Oktober holdt gymnastikforeningen generalforsamling hos os, 24 mand, 3 kasser øl (5o styks), røde pølser. Jeg blev formand, god stemning, lejligheden møgbeskidt.

Oktober havde gymnastikforeningen opvisning i Otto Mønsted-hallen. Kaffebord, dans øl og pølser.

Oktober fandt det første folketingsvalg efter befrielsen sted. Grethe og jeg var om aftenen på Rådhuspladsen, hvor der var en mægtig valgstemning. Ved 23,30 tiden tog vi til Øster Søgade, hvor huset var fuldt.

Der var en 14-15 mennesker, der fik punch og æbleskiver og indimellem valgresultater. Smørrebrød kl. 4 med øl og snaps. Gæsterne gik kl. 5. Næste morgen kl. 8 til manuduktion.

November tog gymnastikforeningen til Malmø, hvor vi blev modtaget af Örnarna, vores gamle venskabsforening. Gymnastikopvisning og middag med taler. Som formand for Kredsen måtte jeg holde for, og slap vist helt godt fra det. Derefter bal. Næste dag fik vi hver tildelt 2 sv kroner af den danske konsul, idet der var strenge valutabestemmelser. Vi købte te, chokolade, havde fået kakao og marmelade af vore værtsfolk. Det var første udlandstur efter krigen.

November var der efterårsbal i Kredsen, med efterfølgende natmad for en halv snes hos os. Og så ellers læsning, alene og sammen med Bjerrum, og manuduktion.

I december. Skriftlig eksamen i dogmatik: Forsynstroen, og de problemer den frembyder. Og skriftlig eksamen i etik: Synet på ejendom.

Så nogle dage i Allerslev, hvor der kom et hold canadiere fra den internationale skole i Helsingør. De skulle opleve et dansk sogn, rundt i sognet, fest i skolens gymnastiksal, næste dag besøg på forskellige virksomheder og Ledreborg slot.

December generalforsamling i Kredsen, hvor jeg blev valgt i bestyrelsen. Næste morgen tidligt oppe, der var "kommet en båd med, ikke bananer, men appelsiner", så det gjaldt om at få fat i nogle i de forretninger, der havde dem.

Juleaften var Grethe og jeg i Allerslev, hvor også Gerda, Erling og Ejvind var.

Nytårsaften holdt vi Marbjerg. Og indimellem læsning af religionsfilosofi besøg hos forskellige. Men der var også tid til læsning af en del skønlitteratur og mundtlig eksamen nærmede sig. Så dagene gik med læsning men dog også med samvær med kammeraterne, kortspil, biografbesøg, gymnastik. 9 januar kom karaktererne fra skriftlig eksamen. Dogmatik g+, Etik mg-.

Søndag d. 13 til stor frokost og senere middag hos Alfred Rye, indimellem lidt læsning og så i biografen om aftenen til en rigtig Wild West-film. Det var passende afslappende inden næste dag, hvor jeg skulle op til 2. del.

Januar. Eksamen kl. 12. Etik hos prof. Søe: Kærlighed til Gud, Geuerbach: mg-. Kl. 14 dogmatik hos docent Søren Holm: Kætteri g+. Men sammenlagt med de tidligere karakterer gav det 86 point. dvs. laud. Far og Grethe overværede eksamen, og far gav middag.

I januar holdt jeg så kandidatgilde. Grethe havde medbragt en del madvarer og sørgede for smørrebrød med øl og snaps, senere punch og æbleskiver. Vi var en 14-15 stykker, god stemning og nok af alt. Gæsterne gik først ved 4-tiden.

Et par dage efter var der så kandidatgilde i Allerslev, hvor Grethe, Ebbe og svigerfar og svigermor var med. Og så var den embedseksamen bestået og fejret.

I forårssemesteret fulgte jeg pastoralseminariets undervisning. Det var kirkebogsføring, kirkeret, messesang, kateketik (konfirmandundervisning), salmekundskab, homiletik (prædikekunst), liturgik, psykiatri, religionspsykologi. Efter 6 års teologiske studier var det ikke særligt spændende at sidde på skolebænk igen. Pastoralseminariets forstander Halfdan Høgsbro var direkte kedsommelig, vi voksne mennesker sad og løste kryds og tværs eller læste romaner, alt imens han gennemgik og kritiserede de prædikener, som vi havde holdt, idet vi havde 4 gudstjenester, dvs. kun prædikenen i københavnske kirker. Jeg var således i Skt. Stefans kirken hos pastor Balling, et udmærket sted.

Der var dog to lyspunkter. Kirkeministeriets departementschef gennemgik kirkeret, han havde en herlig tør humor, der virkede oplivende i dette ellers knastørre fag. Diakonissestiftelsens forstander pastor L.J. Koch havde salmegennemgang, og det var meget værdifuldt, ikke mindst hans gennemgang af Brorsonsalmer. I faget kateketik skulle vi have nogle religionstimer med 6. eller 7. klasse i en af byens skoler. Jeg var således på Randersgades skole, det skulle jo forberede os lidt til konfirmandundervisningen.

Det var også obligatorisk at holde et par andagter på hospitalerne. Jeg var således på Kommunehospitalet, hvor jeg skulle holde andagt på en stor 16- mands stue. Det var ikke særlig rart. Patienterne var bestemt ikke motiverede for sådan et åndeligt overgreb!

Et par andre oplivende momenter var der: en lang week-end-tur til Lund, hvor vi besøgte det svenske pastoralseminarium, så kirker i Malmø, Lund, Dalby, forelæsninger, deltog i gudstjenester og fester. Men de svenske teologer var meget selvhøjtidelige og stive, også deres omgivelser f.eks. deres værtsfolk og pensionatsindehavere betragtede dem med stor ærbødighed, tiltalte dem med "De" og "hr. kandidaten". Det har nok for os danske teologer været en fordel at læse i en storby, hvor man ikke regnede en student for noget, frem for et rent ud sagt snobbet miljø som i Lund, hvor man lå på maven for alt, hvad der havde med universitetet at gøre.

Det andet var en cykeltur i Sønderjylland. Med tog til Kolding, cyklede over Christiansfeld, Haderslev til Hoptrup højskole, hvor der var præstekonvent med to foredrag, videre over Åbenrå til Burkal præstegård, med indkvartering i private hjem. Jeg hos en hyggelig husmandsfamilie.

Over Sønderborg til Asserballe, hvor jeg overnattede et par nætter og prædikede i Asserballe kirke om søndagen. Cyklede videre til Høruphav, hvor vi i Høgsbros sommerhus havde forhandling om emner som: " Hvad vil jeg med præstegerningen?"," Duer vi til at være præster?" Gudstjeneste i Kegnæs kirke.

I maj havde vi genbesøg af pastoralseminariet i Lund og sluttede af på pastoralseminariet med en middag hos Høgsbro. Dagen før havde vi haft møde, hvor kirkeminister Hermansen havde talt, og han fortalte mig, at han lige havde underskrevet min udnævnelse til hjælpepræst ved Grundtvigskirken.

Jeg var i løbet af foråret af sognepræsten ved Grundtvigskirken Oluf Olsen blevet opfordret til at søge den ledige hjælpepræstestilling, og det var gået i orden så nu forelå en udnævnelse.

Fra foråret 1946 skal jeg da også omtale det lille arbejde jeg havde for det grundtvigske soldaterarbejde. Jeg skulle besøge de soldater, der var indlagt på de forskellige infirmerier og Militærhospitalet, snakke med dem, hjælpe dem med praktiske ting, sælge frimærker, skaffe dem bøger osv. Sommetider fik man en god snak med een af soldaterne, men som regel var de kun interesserede i de rent praktiske ting. Men man lærte da lidt ved det, og tjente lidt penge.

Februar var jeg blevet formand for Studenterkredsen, idet den hidtidige formand havde fået stilling i Rønne og flyttede fra byen. Så jeg, der var næstformand, måtte overtage hvervet. Grundtvigs Hus, hvor vi ellers holdt til, var blevet beslaglagt af tyskerne et års tid før befrielsen. Vi havde så fået lokale i Helligåndskirkens Sakristi, hvor vi kunne have læsestue og kunne bruge kirkens mødesal til vore møder. Som sædvanlig havde vi møde hver fredag, så der skulle bestandig skaffes foredragsholdere og/eller underholdere. Blandt foredragsholderne var frimenighedspræst Richard Andersen, senere højskolelærer i Askov og mangeårig medarbejder ved radioen. Professor Kuhr, min ungarske ven, Bela Detrekoy underholdt med violin. Min fætter tidligere sømandspræst i Hull talte om England under krigen. Professor Vilhelm Grønbech. Højskolelærer Sigurd Juhl Andersen. Højskolelærer Dahlerup-Petersen talte om Sydslesvig. Biskop Gudmund Schiøler. Tegneren Jensenius: Hvad ler vi af?

Allerede i mine drengeår var jeg begyndt at fotografere. Efterhånden havde jeg fået lidt bedre apparat. Film og papir kunne man mærkelig nok stadig få, så jeg fik bl.a. fotograferet meget ved befrielsen og dagene derefter og har ligesidet haft det som hobby.

Fortsættes i 3. del