Skolerne
Jeg blev allerede i 1950 valgt i skolekommissionen
for Fåborg sogn. Det betød deltagelse i mange møder. Der
var på den tid lærermangel. Det betød ansættelse af mere
eller mindre kvalificerede vikarer, og hyppige lærerskift.
Særlig slemt var det i Slebsager skole. Den
gamle førstelærer, der havde været der siden 1914, gik på
pension i 1951. Skolen var 4-klasset. 1. årgang gik i første
klasse, 2. og 3. årgang i anden klasse, 4.og 5. årgang i
tredje
klasse, 6.og 7. årgang i fjerde klasse.
Der var 3 lærerkræfter: førstelæreren, andenlæreren og en lærerinde. Førstelæreren, Anton
Poulsen, var en meget vanskelig herre. Han gjorde livet
surt for de andre lærere. Han havde en temmelig gammeldags
facon, havde næppe lært megen pædagogik, siden han forlod
seminariet. Han favoriserede de dygtige børn, og sjoflede de
svage og dem, fra de små hjem. Det var ikke mange unge
lærere, der blev mere end et års tid, og det betød et utal
af vikarer. Da Jacob begyndte i skolen, havde han de første
par år 1954-56 et utal af skiftende lærere. Heldigvis havde
vi på det tidspunkt fået en god førstelærer, Aksel
Teglgård.
Poulsen gik af i sommeren 1951, og skolekommissionen havde fået flere gode ansøgere til embedet.
Vi tog endog en tur til København for at se nærmere på en
af ansøgerne, det var Aksel Teglgård. Han blev indstillet og
kom i løbet af sommeren.
Det viste sig at være et meget heldigt valg.
Han formåede at give skolen en helt anden karakter. Hans
holdning var den, at børnene skulle være glade for at gå i
skole, være trygge, og gode ved hinanden. Han var en meget
inspirerende lærer, der, da vi fik lidt mere faste
lærerkræfter, evnede at virke inspirerende også på dem.
Det blev en særdeles god skole, som desværre på grund af
faldende børnetal, ny skolelov og rationalisering i 1969 blev
lagt sammen med og flyttet til Årre skole. Heldigvis blev
Teglgård også inspektør der, og satte sit præg på skolen
indtil han p ga. sygdom, sklerose, måtte tage sin afsked,
et par år før han døde.
Jeg havde meget samarbejde med Teglgård, i
biblioteksforeningens bestyrelse, i ledelsen af
aftenhøjskolen, som i en hel del år fungerede særdeles godt
i Slebsager skole. 6-8 møder i vinterens løb, vi samledes en
2o-30 stykker til foredrag, kaffe, diskussion. Vi arbejdede
sammen i ungdomsforeningen. Han var en eminent god oplæser
og skuespiller. Så han blev meget brugt i egnens
foreningsliv.
Men mest samarbejde havde vi dog i kirken,
hvor han var kirkesanger gennem mange år, og tillige
kirkebylærer, dvs. han førte et eksemplar af kirkebogen,
kontrabogen. Det var samvær ved de mange gudstjenester,
bryllupper og begravelser. Det var en utrolig lykke for mig at
have en sådan kirkesanger, og han blev ved, selv da
sclerosens angreb blev stærkere og han næsten ikke kunne
gå.
Som sognepræst havde jeg tilsynet med religionsundervisningen i skolerne efter den
dagældende
skolelov. Dette tilsyn foretog jeg ved de
"eksaminer" dvs. forældredage, der afholdtes før
hvert skoleårs afslutning. Som medlem af skolekommissionen
var jeg også naturlig deltager i dem.
Eksamensdagene foregik på følgende måde: Vi
begyndte kl.8, fulgte et par timer i een eller flere klasser,
så var der formiddagskaffe hos førstelæreren for forældre
og skolekommission, så igen et par timer, og derefter middag
for skolekommissionen hos førstelæreren. Og vist nok i
Agerbæk en time eller to efter middagen.
Det var meget festligt at følge disse dage,
se børnenes iver efter at vise, hvad de havde lært, og
opleve nogle af lærernes nervøsitet. Men også at være
sammen med forældrene i klasserne, hvor de sad som en
kødrand langs væggene og siden bænkes med dem i lærerens
stuer til kaffen.
Det var skolekommissionen, der dagen før
eksamen opgav lærerne, i hvert fald i de ældre klasser, hvad
de skulle arbejde med børnene i. Men det var nogle drøje
dage for mig, der skulle følge eksaminerne ikke blot i
Slebsager, men også i Årre, Vrenderup og Agerbæk skoler.
Det kunne være ret søvndyssende, men man lærte både
børnene og hjemmene at kende på den måde.
I Årre sogn var der i Jyllerup en lille
biskole, idet der var lang afstand til Årre skole. Her havde
man i vinterhalvåret en "vinterlærer," gerne en
mand eller kvinde, der havde været på et
vinterlærerseminarium for en kortere uddannelse. De var nu
ofte ret gode, idet det betød meget for deres videre
uddannelse, hvis de klarede arbejdet godt.
Man havde endnu den "vestjyske
skoleordning", der betød at børnene gik i skole hver
dag i vinterhalvåret og om sommeren kun to halve dage. Så
kunne de hjælpe med landbruget derhjemme eller have en plads
på en gård.
Der blev arbejdet godt og solidt i skolestuen
i vinterhalvåret. I sommerhalvåret holdt man så blot
kundskaberne nogenlunde ved lige. Det var på den tid ikke
nogen dårlig ordning. Men i Jyllerup betød det, at der som
regel var en ny vinterlærer for hvert år. Førstelæreren i
Årre skulle så have de to halve dage om sommeren ved skolen
i Jyllerup. Der var ikke noget stort børnetal i Jyllerup, og
i midten af halvtredserne nedlagde man skolen og lod børnene
gå i skole i Årre.
I Kærbjerge var der en lille friskole, idet
beboerne ikke var tilfredse med den lange skolevej børnene
havde til Agerbæk. Så der havde man i 1918 oprettet en
friskole for børnene fra Kærbjerge. Der var i en del år en
20-30 børn i skolen. Men da børnetallet faldt til under 10,
så statstilskuddet til skolen ophørte, måtte man i 1953
nedlægge skolen og sende børnene den lange vej til Agerbæk.
Men det var en særlig oplevelse at være til
eksamen i den skole. I alle årene var der kun een lærer, Søren
Kristensen, der stammede fra Vrenderup. Der var i de få
år, jeg var til eksamen der, kun een klasse. Der var nu også
kun et klasseværelse, et rum til læreren og en forstue i en
simpel bygning. Lærer Kristensen havde selv lagt tag på,
bestående af gamle opskårne olietønder. I klasseværelset
var der en 4-5 ribber i den ene ende, for også gymnastikken
foregik i samme rum om vinteren.
Søren Kristensen lagde megen vægt på
hovedfagene, dansk, regning, religion, skrivning. Børnene var
gode til at læse og ikke mindst til at analysere. Det var en
fornøjelse at høre dem opløse sætningerne og finde de
forskellige ordkategorier. De var tillige fænomenale til at
regne, både hovedregning og tavleregning. Tabellerne kunne de
på remse. Geografi og naturhistorie blev ikke forsømt.
Selvom der altså var 7 årgange i en klasse,
lærte de meget. De store hjalp de små med de svære ting, og
de små lyttede med, når det særligt var de store, der blev
undervist. Kun kneb det lidt med sangen, for Kristensen kunne
ikke selv synge. Det blev vist til 3 år, jeg var til eksamen
der, men det var ikke mindre festligt end i de store skoler.
I Vrenderup skole var der 3 klasser og to
lærerstillinger. Førstelærer var Frank Jørgensen
og på grund af lærermangel passede hans kone, Inger
Jørgensen, som egentlig ikke havde nogen rigtig
læreruddannelse det andet embede, og i kraft af sine
naturlige pædagogiske evner og hjertelighed, fik hun også
senere arbejde som lærerinde, først i Lunde i Skads sogn, hvortil de var flyttet, da skolen i Vrenderup i 1958 blev
nedlagt, siden i Årre skole. Inger Jørgensen var fra 1971-82
provstisekretær for mig.
Årre skole havde gennem mange år en
særdeles god førstelærer, Knud M. Jacobsen.
Han formåede, at nå meget langt med børnene i de to år han
havde ældste årgange. De blev sat til at holde små
foredrag. Adskillige, der siden kom på efterskole, har sagt,
at det, de fik på efterskolen, det var såmænd det samme,
som de havde haft i sidste klasse i Årre. Jacobsen gjorde
meget ud af faget sang, så børnene fik lært utrolig mange
sange, og det prægede sognet gennem mange år, at der var god
sang og sanglyst ved møder og fester. Det siger også noget
om Jacobsens måde at drive skole på, at usædvanlig mange af
hans elever selv fik lyst til at blive lærere.
Jacobsen var meget optaget af dansk
litteratur, ikke mindst Kaj Munk. Han var en meget brugt
foredragsholder i hele Sydvestjylland. Han var lidt af en
autoritet i sit sogn, også fordi han som kirkesanger var med
til alle gilder i sognet. Til tider prægede han dem lidt for
stærkt med sin iver for at synge. Selv det kunne blive for meget.
Men han var
også en god taler ved festerne, om end der efter min smag var
lidt vel nostalgisk og pietistisk over hans taler. Men han var
min særdeles gode ven. Broderede en smuk pude i stramaj til
mig med en krans af kristtjørnblade. Den har jeg som et godt
minde om ham. Han var en fortræffelig kirkesanger, der var
meget optaget af Laubs melodier, og han formåede at lede
sangen på en særdeles smuk og værdig måde. Han var også i
en del år medlem af og formand for menighedsrådet. Da han i
tog han sin afsked, flyttede han til Kjelst i Billum sogn,
hvor jeg besøgte ham en del gange i det lille hus, han havde
købt sig der med udsigt over Ho bugt. Jeg kom også til at
begrave ham. Han stammede fra Falster, men var faldet godt til
i Vestjylland. Han havde hele livet været ugift, men havde
gennem mange år en husbestyrerinde, Mette Christensen, der
stammede fra Rousthøje.
I Agerbæk var August Jensen
førstelærer og kirkesanger. Han var selv vestjyde, fra
Skovlund, så han faldt godt til i befolkningen. Han var en
stor pædagog, der havde et naturligt tag på børnene og på
at lære dem noget, på en sådan måde, at de både
respekterede ham og holdt af ham. Glad for kortspil og en
dram. Det sidste kneb det ham lidt at styre, så der var altid
villige kritikere. Men alle måtte e rkende hans dygtighed som
lærer. Han var min kirkesanger i mere end 10 år. Sikker og
rytmisk, men han var ikke meget for at lære nye melodier. Det
var godt og trygt at have ham i degnestolen.
Da skolen i 1961 fik en overbygning med
realklasser fælles for flere sogne, var det det store
spørgsmål, om han skulle være skoleinspektør. Skolekommissionen ville indstille ham, men så sagde han nej
tak. Han ville gerne have den anerkendelse, at han fik det
tilbudt, men han afslog det så og forblev endnu nogle år som
lærer.
Men også ham og hans elskelige kone Stinne
havde jeg et godt forhold til. Jeg var således i mange år
begunstiget ved at have nogle gode kirkesangere og førstelærere, der var meget positivt indstillede overfor
kirken og mit arbejde.
Angående oprettelsen af en realskole i
Agerbæk havde skolekommissionen mange møder. Det blev
vedtaget at overbygningen, dvs. realklasserne skulle være for
børn fra Åstrup, Årre, Starup og Fåborg sogne, senere kom
også alm. 8.9.og 10. klasser til.
Valget af skoleinspektør for Agerbæk skole
voldte en del kvaler. Den udvidede skolekommission måtte
holde flere møder uden at nå til enighed. Een gruppe ville
indstille en lærer fra Ikast, som var udpræget missionsmand,
og en anden gruppe, hvortil jeg hørte, lærer Poul
Bennedsen fra Skodborg, som vi skønnede var den egnede,
og som passede bedst til befolkningen. Vi kunne ikke blive
enige, så vi måtte sende sagen til undervisningsministeriet.
Heldigvis kendte jeg undervisningsministeren,
det var Jørgen Jørgensen, og jeg kunne få ham til at indse,
at Poul Bennedsen var den, der passede bedst til embedet. Det
viste sig også at holde stik.
Bortset fra den sag havde jeg ellers et godt
forhold til skolekommissionens formand, Aksel Hansen,
en husmand fra Debel, københavner af fødsel, men havde i sin
barndom opholdt sig meget i sognet og siden købt ejendom her.
Han var en begavet og dygtig mand, som nød stor agtelse,
undtagen i lærerkredse. Han kunne have en lidt nedladende og
kritisk holdning overfor lærerne. Han var missionsmand og det
prægede undertiden hans afgørelser og holdninger. Jeg sad i
skolekommissionen sammen med ham i 16 år. Han blev Helle
kommunes første borgmester, da storkommunen blev oprettet i
1971 og var det til 1978.
Nabopræsterne
Da vi kun kunne holde ferie og fridage ved at
flere præster hjalp med at passe embederne fik jeg meget
samarbejde med pastor Knud Erik Jensen i
Øse-Næsbjerg, Knud Høgsbro Østergård i
Åstrup-Starup, og Martin Salomonsen i Grimstrup-Vester Nykirke. Vi havde således gudstjenester, bryllupper og
begravelser i hinandens sogne og passede også kirkebøgerne.
Men det betød, at man adskillige søndage før og efter ens
egen ferie havde 3 gudstjenester. Det samme gjaldt, når der
var sygdom og i vakancer ved præsteskift. Men det var tre
gode kolleger, som jeg følte at jeg havde et godt samarbejde
med. Og man lærte også efterhånden menighederne og
kirkebetjeningerne lidt at kende, så det føltes ikke så
fremmed at komme der. Lidt privat samkvem havde vi da også
med disse præster.
Derudover blev jeg medlem af et lille
arbejdskonvent, hvor vi gennemgik forskellige teologiske
nyudgivelser, bl.a. Løgstrups Den etiske fordring. Det var
sammen med Kay Schmidt i Bryndum, Salomonsen i Grimstrup,
Brink Jensen i Sønderho og Lindebo ved Zionskirken i Esbjerg.
. Vi samledes ca. een gang om måneden i et eller andet af
hjemmene, drak kaffe, diskuterede de afsnit vi havde læst, og
sluttede med at spise. Vore koner hyggede sig med hinanden,
mens vi arbejdede.
Jeg var tillige medlem af Varde og omegns
konvent. Det samlede præsterne fra et ret stort område,
Varde provsti og en del af Skads provsti. Vi samledes til
eftermiddagskaffe og fik så et foredrag ved hidkaldt taler,
derefter diskussion, og sluttelig spisning af medbragt mad og
aftensamvær. Der samledes vi to gange om året i skiftende
præstegårde. Det var et konvent man befandt sig godt i, idet
det hovedsagelig var grundtvigsk prægede præster, hvoraf flere
jeg kendte fra min studietid. Det konvent er jeg stadig med i, endda som den
der har været der længst.
Gennem mange år havde vi forbindelse med min
forgængers kone, Magny Schmidt, som boede i Lyne, hvor hendes
to sønner, Ernst og Niels, havde et par gårde og var store
kartoffelavlere. Vi besøgte dem undertiden, ligesom fru
Schmidt kom hos os.
Kirkebetjeningen
I Fåborg var Hans Hermansen, kirkebetjent.
Han kone var centralbestyrer. Han sørgede for ringningen,
passede kirkegården, gravede gravene, og trådte bælgen til
orglet, så længe det gamle orgel fungerede. Holdt kirken i
orden og fyrede om vinteren.
Organist var i mange år en husmandskone,
Dagmar Jeppesen. Hun havde ikke nogen egentlig uddannelse, men
havde da lært sig at spille på harmonium, og klarede altså
også orglet i kirken. Det kunne godt gå an.
I Årre var en lærerinde, frk. Jespersen,
organist, siden hen to søstre Kaja Christensen, og Gerda
Nielsen. De var ret habile.
En gammel kone passede klokkeringningen og
en pensionist passede( sådan nogenlunde) kirkegården. Det
var ikke nogen stor betaling, de fik. Det var et meget
økonomisk menighedsråd.
I Agerbæk var en ældre mand, Ingvard
Bertelsen kirkebetjent, og hans kone Marie Bertelsen organist,
ganske god.
Jeg havde et godt samarbejde med disse
mennesker, som var imødekommende og hjælpsomme, trofaste og
pligtopfyldende. Kirkesangerne har jeg tidligere omtalt.
I ingen af kirkerne var der noget
præsteværelse, så omklædningen foregik bag et skab, bag
orglet eller bag alteret i Agerbæk kirke. Det var
besværligt, men jeg sørgede altid for at være i god tid til
gudstjenesterne, også for at der kunne være en passende ro,
når gudstjenesten begyndte.
Min forgænger, pastor Schmidt var ikke så
præcis, så gudstjenesterne begyndte, når han kom 5-10
minutter over den bekendtgjorte tid. Jeg ville begynde præcis
og efterhånden vænnede menighederne sig også til det og
påskønnede det..
Årene
efter 1960 i familien
Med 1960 skete der en stor omvæltning i
familiens liv med Steens fødsel.
I efteråret 1959 blev vi klar over, at Grethe
var gravid. Vi glædede os til den lille nye. Grethe havde det
ret godt under graviditeten. Og vi havde en vældig god ung
pige, Karen Johansen, så dagligdagen gik nemt og godt. Det
var bestemt, at Grethe skulle føde hjemme. Og d. 3 marts
begyndte veerne, læge Munck kiggede ind et par gange og til
aften kom jordemoderen, fru Petersen, fra Agerbæk. Og hen på
aftenen, kl. 21.40. var barnet født, og det blev igen en
dreng, sund og velskabt.
Og så kom der gang i telefonen......... til
svigerfar og svigermor i Marbjerg, farmor i Askov osv. Og jeg
gik over til Morten og Stinne for at fortælle nyheden. Og det
brød isen. Der havde fra Mortens side været nogen
fornærmelse, så han dårlig hilste på os, når vi mødtes i
gården. Det skyldtes, så vidt jeg husker, at jeg havde
plantet en række grantræer i skellet mellem hans jord, og
det stykke, der hørte til præstegården. Men han hævdede,
at der skulle han have fri gennemkørsel hele vejen, så han
var meget fornærmet. Men det at jeg gik over og fortalte dem
nyheden, som nogle af de første, det brød isen, så vi fik
genoprettet det gode naboskab. De var da også de første, der
var ovre for at se vidunderet.
Det var altså gået så godt som det kunne
ønskes. Jeg havde på den tid ungdomsforeningens båndoptager
i huset. Så jeg fik optaget lidt af begivenhederne, drengens
første bad, og Karens råb fra køkkenet: "Så er der
kaffe". Men drengens første skrig kunne vi ikke få, han
ville ikke sige noget, når jeg havde båndoptageren tændt.
Men det kom sandelig senere, han skreg næsten døgnet rundt,
men især om natten, så vi var ved at blive lidt urolige og
trætte. Men så kom en af vore gode venner, Stinne v. der
Recke os til hjælp. Hun var hjemmesygeplejerske, men var vist
holdt op med at arbejde. Hun flyttede op til os og tog sig af
drengen om natten.
Jeg havde en tid haft nogle problemer med
halsen. Jeg havde dog 2 gudstjenester d. 6 marts og begravelse
d. 8. Men drengens fødsel, manglende nattesøvn og migræne,
havde taget så hårdt på mig, at jeg ikke kunne sige noget
og måtte til læge: "præstesyge." Fik forbud mod at
tale og fik sygeorlov til 1 maj. Jeg havde dog konfirmationer i
Fåborg d. 27 marts og i Agerbæk 3. april. Jeg skulle så gå
til talepædagog i Esbjerg. Der fik jeg stemmen lagt om, så
jeg ikke sled så meget på den. Men det blev der sagt mange
gode vittigheder om.
26 marts var det farmors 75 års dag. Det blev
fejret med frokost for lærerne fra sløjdskolen. Hun var nu
flyttet i det hus, hun havde fået bygget, og vi fik solgt det
gamle hus.
Selvom jeg havde sygeorlov, kunne jeg dog
passe kirkebogsarbejdet og hjælpe med altergangen ved
gudstjenesterne, som flere forskellige præster forrettede.
Men jeg kunne også passe haven og fik tid til at læse en hel
del.
1. maj var jeg så klar til at have
gudstjenester igen. Kl. 8,30 i Agerbæk, og kl. 10 i Fåborg,
hvor drengen blev døbt: Steen Even Holdt. Ebbe, Ida, Evald og
Lis var faddere, og om aftenen var der så middag i
konfirmandstuen. Familie og venner fra egnen.
Og så var det snart hverdag igen med
gudstjenester, kirkelige handlinger, konfirmander, sygehusbesøg, møder i
Santalkredsene, ungdomsforeningen, foredrag rundt omkring i
Sydvestjylland osv.
Sommerferien i det år tilbragte vi i Marbjerg,
hvor vi boede på gården hos Ebbe, men naturligvis var meget
hos svigerfar og svigermor. Senere på året var svigerfar syg og indlagt
på Roskilde sygehus. Vi var derfor i Marbjerg nogle gange. 29
december døde svigerfar og jeg begravede ham fra Fløng kirke
d. 4 januar 1961.
Steen voksede og trivedes, var en sund og glad
dreng, selvfølgelig hele familiens midtpunkt. Om sommeren
stod hans kravlegård meget på græsplænen, og jeg lavede en
stor flytbar indhegning til ham på den lille græsplæne ved
østgavlen. Der kunne vi følge ham både fra anretterværelset
og køkkenet, og der kom Kristian Sømand ofte og snakkede med
ham. De var særdeles gode venner. Se i øvrigt beretningen om
Kristian Sømand. Og det var en stor sorg for Steen, da
Kristian blev syg og døde i 1964.
Ferien
i Venedig
I sommeren 1963 genoptog vi for alvor vort
rejseri. Vi havde fået en dejlig stor vogn, Ford Taunus. Så
vi forberedte os på en rigtig lang tur. Jeg havde lavet en
let kasse til tagbagagebæreren, så alle de lette ting som
soveposer og lign. kunne anbringes der. Jeg havde bygget et
lille køkkenbord med to gasapparater, plads til gryder og tallerkener, skuffe til spisebestik og andet udstyr, dåser
med mel og gryn og konserves. Der var et låg på, som kunne
drejes ud til siden og så fungere som køkkenbord, det var
vældig praktisk. Vi havde anskaffet en lille stol, der kunne
sættes op ved bagsædet til Steen, så han kunne sidde mellem
de store drenge. Vi havde et meget fint villatelt, borde, stole
og kufferter til tøj. Det var utroligt, hvad man slæbte med sig
på ferie. Men det skulle også slå til til 5 mennesker i 3
uger. Det var noget af en kunst at få pakket bilen. Og den
var også godt fyldt.
Netop det år havde justitsministeriet
bestemt at alle biler skulle forsynes med store stænklapper.
Lovlydig, som jeg er, havde vi da også fået sat dem på. Men
da vi skulle til at køre og alle var ombord, så viste det
sig, at bilen var blevet så tung, at de bageste stænklapper
slæbte på jorden. Jeg måtte så til med hæksaksen at
klippe det nederste af lapperne. Men af sted kom vi. Vi
overnattede et par steder i Tyskland på campingpladser. Men
det var noget af et arbejde, hver dag at få pakket ud, stillet
telt op, gjort klar til madlavning, indrette sovepladser, og
så næste morgen efter morgenmaden pille det hele ned og
pakke bilen. Nok var de store drenge ret flinke til at hjælpe
til, men det var alligevel mig det hele hang på. Vi kom
gennem Østrig og over alperne, selvom det var så svært for
bilen at slæbe det hele over, at køleren begyndte at koge,
så vi måtte stoppe og køle lidt af. Men omsider kom vi ned
i Podalen og fandt frem til lejrpladsen på Punta Sabioni,
halvøen, der går ned udenfor Venedig og danner lagunen. Det
var en meget stor plads lige ud til Adriaterhavet, en herlig
badestrand.
Lige ved siden af os boede en tysk familie, en
postembedsmand Buck-Emden med kone og tre børn. De var fra
Stade, lidt nordvest for Hamborg. Det naboskab havde vi meget
glæde af. Deres yngste dreng, Eckardt, var lidt ældre end
Steen, men de legede fint sammen.
Pladsen var meget stor, men velindrettet med
gode vaske og toiletfaciliteter, stort supermarked,
restaurant, som vi nu ikke havde råd til at spise på. Men
supermarkedet havde også nogle særdeles gode grillstegte
kyllinger. Det var vist første gang vi smagte sådan noget.
Så det benyttede vi os af et par gange, ellers lavede vi
maden selv. Dansk dåseskinke, skipperlabskovs og lignende
retter, der var lette at klare på et feltkøkken, men der
skulle meget til, de store drenge var 15-16 år, så de kunne
spise noget.
Nogle gange tog vi ind til Venedig. Det
foregik med hurtigbåd, vel en 20 min’s sejlads. Den lagde
til lige ved dogepaladset, så vi var i centrum lige med det
samme. Det var spændende at gå rundt i den by, vi havde
hørt og læst så meget om.
Kanaler, broer, kirker, paladser. Der var
meget at se. Vi havde en lille sele på Steen, så vi havde
styr på ham, at han ikke faldt i kanaler eller blev væk i
menneskemylderet. Han var helt hvidhåret den gang, og det
kunne italienerne ikke stå for. Mange skulle stryge den lille
lyse dreng over håret.
Jacob havde anskaffet sig et filmkamera, var
allerede den gang god til at fotografere og filme. Så vi
flottede os og tog en tur med gondol gennem kanalerne, og det
var stor oplevelse, så der blev filmet og fotograferet på
livet løs.
Og så havde vi en helt speciel oplevelse: Jeg
prædikede i Venedig !
Jeg havde vinteren før læst i
Valdensermissionens blad, at danske præster og andre
interesserede var velkomne til besøge valdeserne i
Norditalien. Valdeserne var en protestantisk kirke. Det var
opstået i de vestlige alper omkring 1400, hvor nogle opvakte
folk havde opponeret mod den katolske kirke, og dannet deres
eget kirkesamfund med gudstjeneste på modersmålet, afskaffet
al helgendyrkelse og udsmykning af gudstjenesterummene. Den
kirke havde bredt sig lidt i Italien, og havde en aflægger i
Canada. Jeg havde i vinterens løb skrevet til præsten i
Venedig, og fået svar, at vi var velkomne til at besøge
kirken. Da vi var godt og vel installerede på lejrpladsen,
ringede jeg ind til præsten, og fortalte, at vi var der, og
ville komme i kirke den følgende søndag. "Kan De så
ikke sige noget ved gudstjenesten," spurgte han. Jeg
kunne tale på engelsk og så ville han oversætte. Det lød
jo meget spændende. Et par dage før var vi inde i byen og
fandt frem til kirken, i stueetagen af et stort palads. Det
var et meget enkelt kirkerum med bænke, knæfald, et bord, og
en prædikestole, ingen udsmykning af nogen art, kun et
skriftsted på væggen over prædikestolen. Det lignede mest
et dansk missionshus.
Men jeg skulle tale der. Så lørdag formiddag
satte jeg mig som sædvanlig til at skrive prædiken. Dog på
en lidt anden og behageligere! måde. Jeg sad ved
teltbordet med en god kold flaske hvidvin på bordet. Jeg
havde fået ideen til "prædikenen", men jeg skulle
jo tale engelsk og det var uvant for mig at udtrykke mig i
religiøse vendinger på et fremmed sprog. Men efterhånden
som det sank i flasken gik det bedre og bedre!
Søndag morgen tog vi så tidligt med
vaporetten ind til Venedig, gik gennem de mange smalle gader
og fandt frem til kirken. Der sad allerede en del
kirkegængere og sludrede hyggeligt. Udenfor var
skraldemændene ved at tømme skraldebøtter og det gik under
højlydt sang. Præsten kom, og vi aftalte slagets gang.
Jeg, der var i lange bukser og vindjakke, blev
anbragt indenfor knæfaldet til stor forundring for
menigheden, der efterhånden fyldte kirken. Efter en salme, hvor menigheden virkelig sang
med, i modsætning til de katolske kirkers tradition ( og
italienerne kan virkelig synge, også udenfor operascenerne!)
og diverse bønner og skriftlæsninger,
fortalte præsten, at de havde besøg fra Danmark og at jeg som
præst ville sige lidt ved gudstjenesten. Og omsider blev det
så min tur. Jeg havde jo tidligere set, at den eneste
udsmykning i kirken var inskriptionen på væggen over
prædikestolen. Der stod, så vidt jeg husker på italiensk:
Jesus Christos, guds lam.
Så jeg sagde noget i retning af, at ligesom I
her over jeres prædikestol har en stærk indskrift, således
er der også på prædikestolen i en af mine kirker (Fåborg) i
Danmark en indskrift udskåret i træ: Således elskede Gud
verden, at han gav sin enbårne søn p(å) d(et) a(t). Og så har der ikke været plads
til mere, men enhver lidt bibelkyndig kunne jo selv
fortsætte: at hver den som tror ikke skal fortabes men have
evigt liv. Og det udviklede jeg så videre til en lille
prædiken, hvorefter jeg bragte en hilsen fra en protestantisk
menighed i Danmark.
Jeg havde talt på engelsk og præsten
oversatte sætning for sætning til italiensk. Og det var en
meget lydhør menighed. Senere prædikede så præsten selv og
med nogle salmer, nadver og velsignelse, sluttede gudstjenesten.
Bagefter hilste vi på en del af menigheden.
Steen var imidlertid blevet tørstig og ville gerne have lidt
vand at drikke, så vi blev budt med ovenpå i præstens
lejlighed, men kom ikke længere end til køkkenet, hvor
drengen fik sit vand. Jeg have håbet på at se lidt af,
hvordan en protestantisk præst med familie boede og snakke
lidt dem, men det blev der ikke noget af. Så vi vandrede igen
ad de smalle gader ud i det strålende solskin. Men jeg har da
kunnet prale af, at jeg har prædiket i Venedig.!
Men ellers nød vi badelivet på lejrpladsen.
Det var en meget fin strand uden sten og tilpas lavvandet, så
Steen kunne rigtig boltre sig der. Men omsider måtte vi pakke
sammen og begynde hjemrejsen. Det var en lang tur gennem
Podalen, men omsider gik det op over alperne, ad de stejle
veje med hårnålesving. Det var ret anstrengende at køre
der, for der var megen trafik og man måtte være
agtpågivende hele tiden. Men vi fandt en lejrplads et sted i bjergene med en herlig udsigt over bjerge og dale. Videre
nordpå, vi passerede Innsbruck og holdt frokostpause et sted
i bjergene ved en lille rastplads. Da vi havde spist ville
Jacob se sig lidt om, gik ned ad en skråning og fik øje på
en stor grøn plads. Den sprang han ud på, men af og ved!, det
viste sig at være en møddingpøl. Han sank i med begge ben,
men fik sig til sidst dog trukket op igen. Men opdagede så at
hans ene sandal sad fast nede i møget, så han måtte ud og stikke armene ned for at fiske den op. Da han kom op til os
andre, så han farlig ud. Ben, arme og tøj var snavset til og
lugtede ganske forfærdeligt. Heldigvis var der en bjergbæk
tæt ved. Den måtte han ud i selv om vandet var isnende koldt.
Han og tøjet blev da skrubbet rent. Men det kneb med at få
lugten af sandalerne. Vi kunne simpelthen ikke have dem inde i
bilen, så de blev spændt på tagbagagebæreren og hang til
luftning der indtil vi kom til den næste lejrplads, hvor de kunne
få en rigtig omgang med sæbe og varmt vand.
Vi nåede frem til Berchtesgarden, hvor man nu
kunne komme op til Hitlers bjerghytte. Det måtte vi
selvfølgelig prøve. Ved opkørslen var der vældige
forsvarsværker, og man kunne køre et stykke op, hvorefter
man skulle med Hitlers private elevator op gennem bjerget. Den
var rigt udsmykket med fine træsorter, spejle og
guldbelægninger. Og så var der telefon i den. Da Steen
opdagede det, spurgte han om ikke han kunne ringe hjem til
farmor. Det lod sig dog ikke gøre, men vi fik set Ørnereden,
Hitlers fornemme bjerghytte, med en pragtfuld udsigt over
bjergene og storluksus indvendig. Senere besøgte vi også Zugspitse, Tysklands højeste bjerg. Også det var en
oplevelse med den vide udsigt over alperne. Videre gennem
alpelandskabet med de idylliske landsbyer, besøgte også
Oberammergau, hvor de berømte passionsspil opføres hvert
tiende år. Og ad de lange tyske autobaner og med et par
overnatninger nåede vi omsider hjem. Det var den sidste tur,
hvor hele familien samlet var af sted.
Siden ville de store drenge på egen hånd.
Men Grethe, Steen og jeg besøgte Venedig 3 år senere. Vi var
egentlig kørt til Jugoslavien. Men lejrpladsen var dårlig og
havde
dårlige strandarealer, så vi besluttede at køre til Italien,
til Punta Sabioni, hvor vi havde været 3 år før. Da vi omsider
hen på aftenen nåede frem og kørte og ledte efter en ledig
plads og endelig fandt en, opdagede vi, at vor nærmeste nabo
var familien fra Stade, som vi havde boet nabo til tre år før.
Og det blev vældig hyggeligt og vi holdt forbindelse med dem
en del år. De besøgte os i Fåborg, og vi dem i Stade, og da
Steen og jeg i nov. 1975 skulle hente Jacob i Rotterdam, boede
vi på vejen derned en nat hos dem. Vi sendte nogle år
julehilsner til hinanden, men efterhånden gled den
forbindelse ud.
Hertil var far nået, da kræften begyndte at
påvirke ham i februar 2000. Jeg vedhæfter optegnelser han
har gjort om bl.a. biler og foredrag:
Biler jeg har haft
1950 Hillmann, grå Z 4461
1956 Ford Taunus, grå chokoladefarvet Z 4461
1960 Ford Taunus, gul ZA 23 405
1964 Opel Rekord grå ZA 23 405
1967 Opel Rekord grå ZA 23 405
1970 Opel Kadett BD 49 430
1973 Audi gul CY 20484
1976 " orange EE 36 943
1978 " 80 gul HS 23 565.
1986 aug. Opel Kadett (83) beige LB 51 116
1998 marts Opel Ascona (87) SU 47 298
Foredrag jeg har holdt
Foredrag holdt 1 gang x, 2 gange xx, flere gange xxx
Emne / titel skrevet
"Præst i storbyen" aug. 1950 xxx
"Vi anklager kirken" febr. 1953 xx
"Tjekkoslovakiet" 1954 xxx
"Nis Petersen" 50erne xxx
"Niels Anesen: De mange fold" x
"Ungdomsproblemer" xxx
"Præst og menighed" 1955 xxx
"Sekterne" 50erne xxx
"Kristendommens betydning og indflydelse på samfundet" xx
"Fredens år og deres brydninger 1900-14"
x
"Fællesskab" x
"Menneskesynet" xxx
"Kirkens stilling og betydning for samfundet gennem
tiderne" xx
"Gudstjenesten" xxx
"Hinduisme/buddhisme/islam" xx
"Diskussionsoplæg" xx
Ved høstfester 1957 xxx
Nordahl Grieg 1958 xxx
"Kristendommens komme til Danmark" 1959 xx
"I øvrigt mener jeg at ungdommen bør..." 5oerne
xxx
"Kirken reformeres" 60erne x
"Vækkelser og kirkelige retninger"
"En moderniseret kristendom" xxx
"Mission i en ny verden" 1964 xx
"Vort liv i morgen" Diter Stoltze
60erne xxx
"Petter Moens Dagbog" 1960 xxx
"Kulturproblemer" Toynbee-Berdjajef 60erne xxx
"Ungdom og kirke-diskussion" xxx
"N.T.’s tilblivelse" xxx
"Vor færden i kirke og på kirkegård" x
"Hvad venter præsten af skolen" x
"Leck Fischer: Skyldig i synd" 1960 xxx
"Albrecht Goes: Før daggry" 1960 xxx
"Ungdommen og hjemmene" 1960 xxx
"Pottemagermotivet hos Jeremias" 1963 xx
"Paulus" xx
"Morten Pontoppidan" X
"Eivind Berggrav" sept 1966 xxx
"Nathan Söderblom" okt 1966 x
"Niels Dael" okt. 1966 xx
"Folkekirke-vækkelse-mission" 1966 x
"Andre kirkesamfund" 60erne x
"Israels historie og G.T" x
"N.T. i almh. Johannesskrifterne" x
"De tre første evangelier" xx
"Trosbekendelsen" x
"Dåben" x
"Nadveren" x
"Kirkelig brevkasse" x
"Røg i køkkenet:
Ægteskabsproblemer" xxx
"Profeten Esajas" 70erne
"Ungdomsproblemer og -oprør" 1971 xxx
"Konfirmandundervisningen" 73 og 77 xx
"Hans Christensen Steen" 70erne xxx
"Salmebogen" 70erne x
"Muhamedanismen" x
"Er bibelen Guds ord?" sep. 1982 xx
"Guds rige" 80erne xxx
"Haldor Hald" 1983 xxx
"Et lys i mørket Olov Hartmann: Indenfor" 1983
xxx
"Folkekirkens situation" 1984 x
"Poul la Cour" okt. 1986 xxx
"Har folkekirken en fremtid?" 1988 x
"Gerhard Rasmussen: Tilfældet Max Colbert" 1988
xxx
"En østeuropæisk skæbne: Karawatski"
dec.
1990 xxx
"Grækenland" jan. 1990 x
"Israel" okt. 1990 xx
Bibeltimer
Adventstaler
Båltaler
Andre taler
|