124. tipoldeforældre:
Sobekemsaf (Sekhere-Shedtawi),
farao omk. 1645 f. Kr. og dronning Nubkas
Inden vi går i gang med denne guldalder skal vi
lige se på en anden paladsrevolution, der udfoldede sig på det
tidspunkt blandt folk på de allerhøjeste niveauer såvel som i
de dybeste dunkle kamre. Nu var faraoerne nemlig blevet trætte
af den "guldalderepoke," gravrøvere havde haft nede i
gravkamrene med alt det herlige guld, der var bestemt for farao
i efterlivet. Frem for at skilte med kæmpemæssige pyramider for
den overdådige rigdom, de tog med sig i døden, blev deres
sarkofager fra nu af gemt væk i hemmelige klippehuler.
Nogle af dem, som gravrøverne havde plyndret,
var vore 124. tipoldeforældre, Sobekemsaf og Nubkas. De
herskede i Theben i slutningen af Hyksosperioden og var
sandsynligvis Tao II’s oldeforældre. Men da deres
gravplyndrere blev fanget af Thebens borgmester Pawera’a, ved
vi faktisk mere om hvordan det gik dem i døden end i livet. Og
da jeg jo i denne bog tillader udsagn fra folk, der har haft
direkte berøring med vores familie - selv af nekrofil art -
synes jeg lige vi skal høre hvad den ene af røverne bekendte -
selv om det kan virke lidt utiltalende at viderebringe
tilståelser, der er fremkommet under tortur og vold:
"Det skete for fire år siden, jeg blev
enig med de andre om at plyndre gravene, som vi havde gjort
tidligere. Vi fandt kong Sobekemsafs grav, den var slet ikke
som de grave, vi normalt plyndrede. Vi tog vores
kobberværktøj og huggede en tunnel helt ind til den
inderste del, og fandt dens underjordiske kammer. Vi tog
fakler i hænderne og kravlede ind. Vi ryddede stendyngerne
væk, som vi fandt ved indgangen til forkammeret, og fandt
guden (kongen) bagest i sarkofagkammeret. Vi fandt også
hans hustru, dronning Nubkas' gravsted ved siden af, idet
det var beskyttet og sikret med en mur, dækket med
stendynger. Vi ryddede også disse væk og fandt hende
liggende på samme måde. Vi åbnede deres sarkofager og
deres kister, som de lå i, og fandt denne konges
ærværdige mumie udstyret med et krumsværd. Et stort antal
amuletter og smykker lå om hans hals, og hans guldmaske
dækkede hans ansigt. Kongens ærværdige mumie var helt
dækket med guld. Hans kister var indvendig og udvendig
smykket med guld og sølv og indlagt med forskellige
kostbare stene. Vi rev guldet til os, som vi fandt på denne
guds ærværdige mumie....og vi fandt dronningens smykket
på samme måde. Vi rev alt til os, som vi fandt på hende,
og vi satte ild til kisterne. Vi tog også gravgaverne med,
som de havde hos sig, ting af guld, sølv og bronze, og
delte dem mellem os. Vi delte også guldet, som vi havde
fundet hos disse to guder, i otte dele. Til hver af os blev
der 20 deben."
Jeg synes at det mest spændende i disse 8
gravrøveres adfærd var at de brændte ligene af vore
forfædre, for mumiens ødelæggelse var den totale
tilintetgørelse for ægypterne. Var det derfor et udtryk for
foragt overfor farao og religionen eller blev det tvært imod
gjort i en religiøs angst for at farao levede videre i
underverdenen og ville straffe dem for tyverierne af hans
gravgods?
- Fik alle faraoer så meget guld med?
- Ja, og mange af dem fik meget mere. For du må
huske på at Sobekemsaf var en ganske ubetydelig farao, der kun
regerede i kort tid i den sydlige del af landet i en fattig tid
mens Hyksoskongerne sad oppe i deltaområet. Da alle gravene
næsten blev plyndret på lignende vis skabte det derfor en
verdenssensation da ægyptologen Howard Carter i 1922 fandt en
uplyndret grav og deri kunne se hvor meget guld en fuldstændig
ukendt konge som Tutankamen fik med sig i efterlivet. Som
historikere kan vi glæde os over at faraoerne gjorde en sådan
stads ud af sig selv da næsten alt hvad vi ved om den tid
stammer fra gravene. Men som rettænkende mennesker kan vi kun
forarges over hvordan de udplyndrede deres befolkning - og
glæde os over at det lykkedes en lille del af folket at
tilbageerobre og omfordele værdierne lidt gennem tyverier,
omsmeltning og videresalg af værdierne. Det meste af guldet er
på den måde blevet brugt igen og igen af andre faraoer og
ypperstepræster og ligger i dag i Fort Knox og alverdens
banker.
I Sobekemsafs og Nubkas tilfælde stod røverne
i ledtog med ypperstepræsten i Karnaktemplet, som sikkert har
vejledet dem. Men selve det "beskidte" arbejde blev
udført af arbejdere og bondesønner. Inden vi bestiger vor
faroniske families guldalderhøjder vil jeg derfor tillade mig -
i et forsøg på at holde tungen lige i munden - kort at
beskrive forholdene for vore millioner af navnløse forfædre,
bønderne, som gennem deres konstante, udholdende, anstrengende,
ikke-anerkendte, ofte foragtede og altid dårligt belønnede
slid skabte faraoernes værdier og gav Ægypten en førende
position i antikken. De kæmpede sig gennem et liv i armod,
afsavn og fysisk nedslidning og døde uden at efterlade sig
noget spor i denne verden. Deres lig blev blot efterladt langs
randen af ørkenen eller smidt i et hul i sandet uden så meget
som den ringeste gravsten til at minde om deres navne. Fra
fødsel til død var bønderne bundet til jorden af dens ejere
uden mulighed for at slippe væk. Om de arbejdede på faraos
statslige jord, på templernes marker eller for en godsejer
gjorde ikke den store forskel for dem. For når bonden havde
overlevet diverse naturkatastrofer og høsten begyndte at få
guldets farve, var han vis på at blive invaderet af en hær af
uundgåelige skatteinspektører med deres følge af
vurderingsmænd, skrivere og tjenere, der kom for at opmåle
markerne, beregne høstafkastet og fastsætte skatten. Selv når
høsten slog fejl forventedes det at han havde lagt noget af det
hårdt tjente korn tilside til skat. Som oftest var de ude af
stand til at møde deres skatteforpligtelser og
skatteopkræveren mishandlede bønder i restance på det
forfærdeligste. De blev slået, bagbundet og
"druknet" i vand, selv deres familie blev ofre for
denne brutalitet. På gravvægge vises igen og igen hvordan den
ulykkelige skatteskyldner bliver afstraffet ved at få flået
tøjet af og blive udstrakt på jorden og derefter pisket
næsten bogstaveligt til døden. For at understrege intensiteten
afbildes hans kone forgæves bønfaldende om nåde på sine
knæ.
Men skatterne var ikke engang det værste for
bonden. Der var også hoveriarbejde, et system af ubetalt
statsligt tvangsarbejde, som bonden når som helst kunne blive
indkaldt til for at bygge kanaler, veje, prangende bygninger,
templer og pyramider. Samt til militærtjeneste. Fra tidernes
morgen fortsatte dette tvangsarbejde i Ægypten helt til det
blev afskaffet for kun hundrede år siden.
Erhvervssygdommene, der hørte med, har også
kunnet ses op til vore dage. Ørkensandet gjorde landsbyerne
fulde af blinde eller halvblinde, den konstante vaden i kanaler
og mudder gav næsten alle bilharziosis ligesom
leverbetændelse, amøbedysenteri og guinea orm florerede.
Alt hvad bonden fik for sit hårde halvliv var
en jordhytte, et par håndfulde mel og - et par gange om
måneden - lidt olie. Hans største løn var - dengang såvel
som i dag - foragt. En vis bedrestillet Duaf-khety tager f.eks.
sin søn til hovedstaden for at få ham i en statsskole for
skrivere og på rejsen beskriver han for ham hvor usselt livet
er for dem der ikke bliver skrivere:
"Bonden jamrer sig hele tiden, hans
stemme er hæs som ravnens skrigen. Hans fingre og arme er
betændte og stinker umådeholdent. Han er udslidt af at
stå i mudder, hans klæder er laser og pjalter. Han har det
ligeså godt som man har det blandt løver; er han syg
lægger han sig blot på den sumpede jord. Når han tager
fra marken hjem om aftenen er han helt udmattet af
vandringen."
På skriverskolen bliver eleverne yderligere
indoktrinerede med dette hjerteløse syn ved at skulle sidde og
øve sig på "formålslitteratur" om deres egen
priviligerede stilling:
"Bliv skriver. Det vil redde dig fra
hårdt arbejde og beskytte dig mod at bære hakke og kurv.
Lad mig blot minde dig om bondens forfatning, når
kontrollørerne kommer for at vurdere høstskatten, og
slanger har taget halvdelen af kornet og flodheste og
grådige spurve spist resten. Resterne af korn på
tærskegulvet er væk, taget af tyve. Hvad han skylder for
de lejede okser kan han ikke betale, og okserne, ja, de
døde af for megen pløjning og tærskning.
Og netop så ankommer skriveren på
flodbredden for at fastsætte høstskatten med en hær af
hjælpere med køller og nubiske politimænd med palmestave.
De siger: "Vis os så kornet!" Men der er ikke
noget tilbage, så bonden bliver nådesløst pryglet. Han
bliver derpå bundet og kastet på hovedet i en mudderpøl.
Hans kone bindes i hans nærvær og hans børn lagt i
lænker. Men skriveren kommanderer med dem alle. Den som
arbejder med at skrive bliver ikke beskattet. Mærk dig det
godt!"
Når man læser disse beskrivelser forstår man
godt hvad der kunne få en bonde til at give op, flygte fra
familie og alt og i urostider tilslutte sig omstrejfende bander.
- Men hvorfor behandlede man dem så dårligt
når de ingenting havde?
- Disse læretekster for skrivere viser tydeligt
hvordan undertrykkelse har fungeret gennem hele historien.
Skriverne var jo den tids embedsmænd og det er helt tydeligt at
de indoktrineres til at føle vedvarende angst for at
"falde" ned til bøndernes fortvivlede stade og
således langsomt manipuleres ind i en undertrykkerrolle, som
forklarer den grusomhed, de er i stand til at udøve overfor
dem. En embedsmand, som skriver til sin herre, der administrerer
statens jord, viser hvordan man hundsede med bønderne i sin
overivrighed efter at vise sin hengivenhed for sin egen herre:
"Jeg udfører med yderste jernhårde
nidkærhed hvert hverv som min herre har betroet mig. Jeg
skal ikke lade min herre finde fejl hos mig. Høsten af
faraos kronland, som er under min herres myndighed, udføres
med yderste flid og omhyggelighed. Jeg noterer hvert eneste
æselbårne kornlæs ned og kommanderer transporten hjem til
tærskegulvet. Ved middagstid, når kornet er varmt, sætter
jeg alle til at sanke - bortset fra skriverne, som bærer
deres daglige kvote fra tidligere sankning hjem. Jeg giver
brød til alle høstmændene og olie tre gange om måneden.
Ingen kan gøre indvendinger imod mig overfor min
herre."
Teksterne viser klart hvordan sådanne herrers
agenter, som mange andre i denne utrygge mellemklasse - dengang
såvel som i dag - kunne manipuleres til at handle tyranisk
overfor deres undergivne, mens man også forstår hvordan de
egentlige undertrykkere, feudalherrerne og farao, uden egentlig
berøring med lidelserne de forårsagede, kunne gå i graven med
flotte gravskrifter over deres eget virke som:
"Jeg var nådig, gavmild og evigt
elsket, en hersker der blev forgudet af mine undersåtter.
Jeg gav til de sultne....osv"
Uophørligt hårdt slid, elendig betaling,
afsavn, fattigdom, sult, kronisk dårligt helbred, uhumske
boligforhold, hovne godsejere, tyngende skatter - hver af disse
ulykkelige omstændigheder, der plagede bønderne fra vugge til
grav var hårde nok at udholde. Men summen af dem knækkede
bønderne fuldstændigt i sjæl og krop og reducerede dem til en
tæmmet okses niveau, underdanig, tålmodig, forkuet og træg.
Bønderne var klar over at de måtte kæmpe og arbejde ihærdigt
for at leve, og at de måtte lide. Det var deres lod. De kendte
ikke bedre. Udover denne skæbne havde de ingen udsigter og
søgte ingen. Hvis nogen havde prøvet, ville de have løbe
hovedet mod en mur.
At leve uden nogen form for håb om bedre tider
- ubønhørligt lænket for livet til bunden af den sociale
rangstige - var det mest bedrøvende i deres plagede liv. Men
var de nogensinde selv klar over det? Født som bønder var de
stigmatiserede som så og forblev derfor til deres dages ende
ydmyge, udhungrede slidere uden egen vilje - kommanderet rundt
med, koster omkring og knoklet ned til det yderste. Og ikke
desto mindre afskyede af alle og uden nogens medfølelse.
Sådan var livet for dem, som skabte faraos guld
og enorme rigdomme og som skabte grundlaget i gennem årtusinder
for at andre kunne få varige navne så at jeg overhovedet kan
fortælle denne familiehistorie. Jo, vi kan føle dyb
fortvivlelse over at møde plyndrede grave og over alle de
kunstværker der er blevet ødelagt i tidens løb - ja, over
nutididige bønders salg af værdifulde papyrus bevidst revet i
småstykker for at kunne tjene så meget som muligt på rige
vesterlandske turister. Men - ret beset - må vi også glæde os
over at det ind imellem er lykkedes dem at røve lidt tilbage af
det som blev frarøvet dem.
11.
kapitel: Amenhotep I Djeserkare |