"Lucies Verdenshistorie"

En genealogisk familiekrønike

Den vestlige verdens historie fra antikken til de 
europæiske nationalstaters samling fortalt i én familie

af Jacob Holdt

 

5. kapitel - Tilbage til 4. kapitel

 


 

13. dynasti

Amenemhat III blev efterfulgt på tronen af to børn. Da sønnen Amenemhat IV døde kort efter overtog hans kone og søster Sobekneferu magten som verdens første regerende kvinde. Vi ved ikke hvad der derefter skete, men herefter faldt det magtfulde 12. dynasti, som havde regeret i over 200 år, fra hinanden og blev afløst af det som grækeren Manetho kaldte det 13. dynasti. Muligvis pga. hans uvidenhed om det, for i dag synes det nye kongehus ligesom forgængerne at være fra Theben og at være beslægtede enten gennem blod eller indgiftning med disse. Alligevel er de næste 130 år og den efterfølgende 2. Mellemtid et genealogisk mareridt for vores familie - og især for ægyptologer, som bruger genealogier til at fastlægge kronologien i historiske perioder.

- Hvad er kronologi?

Det er historikernes forsøg på at fastlægge hvornår dine forfædre har levet i forhold til dig, Lalou - altså i forhold til Jesu fødsel. Men ægypterne kendte jo ikke til Jesus og målte kun efter hvor længe hver konge havde regeret. Hver konges tronbestigelse blev sammenlignet med verdens skabelse, hans styre svarede til skabergudens virksomhed, og når han døde, vendte verden tilbage til en tilstand af kaos, som næste konges tronbestigelse gjorde en ende på, osv. Den vigtigste kilde vi i dag har til kongerækken i det 13. dynasti ligner i dag et sådant kaos. Det er en papyrus som blev nedskrevet under Ramses II for 3000 år siden og som blev så ødelagt under transporten til Turino i Italien at den er næsten ulæselig. Der er nævnt over 36 konger på ca. 200 år og for de fleste af dem ved man så godt som ingenting udover enkelte gravskrifter. Men i de seneste år har ægyptologer gjort så mange fund, at man nu - bl. a. ved at bruge stamtræerne, der er nævnt på gravskrifter fra officerer, vesirer og embedsmænd, der er blevet gift med de kongelige - har kunnet sammensætte et sandsynligt genealogisk puslespil. Når de ikke selv har fortalt om deres sovekammeraktiviteter på indskrifterne, har man ved hjælp af deres navne e. lign. sat dem i forbindelse med hinanden. F.eks. så vi hvordan Amenemhats og Josefs store arbejde med Nilen gav anledning til at krokodillegudens navn Sobk blev populært i vores familie, hvor ikke færre end 6 af hans efterfølgende konger bar dette navn. Her skal vi blot høre om den største af det 13. dynastis konger, Sobekhotep IV.

 

Vores 128. tipoldeforældre:

Sobekhotep IV. Khaneferre, født ca. 1720, farao 1689-1670 f. Kr. (N.k. 1529-1510 f.Kr.) og dronning Tjan

Sobekhotep og hans bror, Neferhotep, der regerede i 11 år før ham, var præstesønner som din far, Lalou, men deres mor Kemi var af kongelig slægt og sandsynligvis oldebarn af Amenemhat III. Neferhotep har efterladt sig en lang indskrift om hvordan han tog til Heliopolis for at undersøge i de gamle skrifter hvad han skyldte guden Osiris og hvordan han derpå anførte en religiøs procession med dens statue ned ad Nilen til templet i Abydos, hvor Osiris-myten blev dramatisk opført af præsterne.

Men ellers ved vi ikke meget om dem fra deres monumenter. Når jeg omtaler dem her skyldes det Sobekhotep's helt specielle forhold til en af verdenshistoriens største skikkelser, nemlig jødernes befrier og store lovgiver Moses. Han er jo vores 112. grandonkel og vil blive omtalt under vores israelitiske forfædre.

- Jamen, hvorfor er der så stort et spring i generationer mellem ham og Sobekhotep?

- Det er rigtigt at der er 132 generationer mellem dig og Sobekhotep IV og kun 117 mellem dig og Moses’ bror Aaron, som er din 112. tipoldefar. Fejlen ligger på den ægyptiske side, hvor der ifølge de seneste års ægyptologi skal regnes med to samtidige fremfor efterfølgende dynastier i Den Tredje Mellemperiode, som fulgte kort efter Ramses II. Og faktisk er netop den utrolige historie om Moses et af de bibelske navlepunkter ægyptologer nu bruger til at fastlægge den ny kronologi med.

- Jamen, vi har da lært i skolen at det var Ramses II, som undertrykte jøderne inden Moses førte dem ud af Ægypten.

- Ja, det lærte jeg også som om det var en historisk sandhed, men det mente man udelukkende fordi Bibelen siger at de trællede for farao i en by, der hed Pi-Ramesses. Den by blev rigtignok bygget af Ramses II, men alligevel var det sandsynligvis en helt anden farao, der levede ca. 160 år før ham, som Moses gik og snakkede med som vist i filmen "Di ti bud". Men det utrolige er at de seneste års arkæologi viser, at alligevel havde Biblen ret i sin stedsangivelse. For nedenunder Pi-Ramesses gravede de føromtalte østrigske arkæologer en anden by ud, som havde ligget der tidligere og pludselig var blevet forladt. Og det var ingen anden end den føromtalte Avaris, hvor vi jo netop hørte at Josef havde det ene af sine regeringscentre og hvor han inviterede sine 11 brødre, sin far og ca. 70 familiemedlemmer til at slå sig ned. At Bibelen "fejlagtigt" kalder byen for det, som den er kendt som, da Mosebøgerne nedskrives, er forståeligt - selvom det er beklageligt at Ramses II igennem snart 2500 år derved er blevet husket som den store skurk. At han dog alligevel blev jødernes store skurk skal vi vende tilbage til....

Lad os her blot se på de beretninger om Moses, der ikke stammer fra Biblen. To jødiske historikere skrev i det tredje århundrede f. Kr. om ham og de havde helt tydeligt adgang til kilder, som Bibelens skribenter ikke kendte, både i ægyptiske templer og sikkert i det berømte bibliotek i Alexandria, som vi skal høre mere om under vores 72. tipoldefar, Ptolemy I, idet han byggede det. Den ene var Artapanus og selv om han kan have en tendens til at blande fantasi med historiske kendsgerninger er hans beretning om Moses så fyldt med historiske navne at den kan bruges til at udbygge Mosebøgernes med:

Kort fortalt siger han at Palmanothes - en farao i Goshen i Nil-deltaområdet ind mod Sinai - forfulgte Israelitterne, der boede i Ægypten. Hans datter Merris adopterede et hebræerbarn, som voksede op som prins Mousos. Merris giftede sig med en farao Khaneferre, som "var konge syd for Memphis, for på den tid var der mange konger i Ægypten." Da han blev voksen forvaltede prins Mousos dele af landet for Khaneferre og blev meget populær blandt ægypterne. Prins Mousos anførte en militær kampagne mod etiopierne, som havde invadere Ægypten. Da Mousos vendte tilbage, forsøgte Khaneferre at få ham myrdet idet han var jaloux på ham, men "Mousos flygtede til Arabien og opholdt sig hos Raguel, fyrsten i området, hvis datter han giftede sig med." Raguel opfordrede araberne til at plyndre Ægypten, men undlod en fuld kampagne fordi Mousos holdt ham tilbage af frygt for at det skulle gå ud over hans egne hebræiske brødre, der stadig opholdt sig i Ægypten. Khaneferre døde og Mousos vendte til sidst tilbage til Ægypten for at stå over for en ny farao. Plager ramte Ægypten, til sidst hagl og jordskælv. Derpå førte Mousos israelitterne ud af Ægypten.

Det kan undre at man ikke tidligere har tænkt på at bruge denne version af Artapanus til at fastslå hvilken farao Moses blev adopteret af, men når først noget er slået fast som en uomtvistelig historisk sandhed tænker ingen jo på at rokke ved den. Slet ikke når det drejer sig om en monumentalfigur som Ramses II. For sandt at sige har ingen anden farao i hele Ægyptens historie heddet Khaneferre end netop vores 128. tipoldefar, som tog navnet da han besteg tronen mens Sobekhotep ("Sobek er tilfreds") var hans fødenavn. Skønt han ikke nåede Ramses II’s proportioner betegnes han dog som det 13. dynastis største farao i en tid, hvor der som Artapanus siger, er "mange konger." Hans svigerfar Palmanothes må således være en af de mange i dag ukendte konger i det 14. dynasti, som herskede oppe i deltaet sideløbende med det 13. nede i Josephs’ labyrinthovedstad uden for Memphis. Og Sobekhotep's ægteskab med Palmanothes datter har sikkert været en kalkuleret ægteskabsalliance (af typen vi slægtsforskere elsker) med henblik på at få dette rebel-kongedømme tilbage i Storægypten. Om Palmanothes datter Merris er den samme som dronning Tjan eller er en med-dronning vides ikke. I den anden historikers version hedder hun i øvrigt Tawaret og der er jo noget dybt symbolsk i at det berømte kurvebarn, som bliver fundet vuggende mellem sivene i Nilens vande, ender med at blive adopteret af forældre, der er opkaldt efter henholdsvis krokodilleguden og flodhesteguden og at netop den kvindelige part er gudinde for amning - selvom hun ifølge Biblen overlod den egentlige amning til Moses’ virkelige mor. For hermed berører vi en af de for faraoerne vigtigste ægyptiske gudefortællinger: flodhesteguden er nemlig en af gudinden Isis’s tilkendegivelser da hun beskytter sit barn Horus ved at skjule ham i deltamarsken. Horus afbildes som beskytteren af nye dynastier og hver ny farao bruger Horus, der sejrede til sidst efter at have mistet et øje i kampen mod Seth, som deres symbol og bevis på retten til "den dobbelte krone" over "de to lande" - nedre og øvre Ægypten - henholdsvis deltaområdet og den lange Nildal mod syd. Kun ved at forstå hvor vigtig denne gudefortælling var for faraoerne kan man forstå hvorfor farao beslutter sig til at adoptere prinsessens fund af et tilfældigt flydende kurvebarn - tilmed af hebraisk afstamning på et tidspunkt hvor disse indvandreres voksende antal ses som en trussel. Denne "trussel" - eller sædvanlige fremmedfrygt - har netop været set som en manifestation af kampen mod Seth, som er guden over fremmede lande. For farao har fundet af dette kurvebarn i floden været så symbolladet - og sikkert givet associationer som en senere tids Jesusbarn i staldkrybben - at Moses for ham er blevet synonym med selve Horus og altså var den retmæssige arving til Ægyptens trone. Omvendt bliver Moses’ mor, Jokebed (vores 113. tipoldemor), for os andre selve indbegrebet af Isis - den uselviske og udholdende mor, der beskytter sit barn fra faraos drengemord - hvis man i øvrigt tager Bibelens udlægning her bogstaveligt. Eller i det mindste en genial indvandrerkvinde, der har forstået at "skik følge eller land fly" ved til det yderste at gøre brug af ægypternes egne legender til det som jøderne bittert skulle lære gennem de næste årtusinder - overlevelse gennem personlig integration eller assimilation helt til det punkt hvor deres nationale identitet var truet af selvudslettelse. For at forhindre det sidste beder Jokabed Moses’ søster om at holde udkig og at skride ind (2 MOS 2:7). Ellers var Moses aldrig kommet til at kende sine søskende Aaron og Mirjam og var sikkert ikke blevet andet end en stor hærfører eller måske farao.

Legenden om Moses’ udsættelse imellem Nilens siv er dog nok snarere udsprunget af den ægyptiske Horuslegende og derefter genfortalt gennem generationer - eller slet og ret opfundet af forfatterne af Mosebøgerne, der mange århundreder efter skulle sammenfatte de mange beretninger og forsøge at forklare det usandsynlige; at endnu en hebræer - ligesom Josef - var nået til de højeste tinder i landflygtighed.

Ellers stemmer Artapanus’ beretning fint med Bibelens; Moses flugt til og ægteskab med en datter af araberhøvdingen Raguel er åbenlyst identisk med Bibelens tilsvarende Re’uel. Raguel/Re’uel’s planer om et angreb på Ægypten svarer helt til det der er ved at være optræk til på den tid - en arabisk-semitisk invasion af "hyrdekonger", som vi snart skal høre om i Hyksosperioden. Selv plagerne som ramte Ægypten er nævnt - hvad de så end har bestået af i virkelighedens verden. Og hvor utroligt det end lyder skal vi senere se på de arkæologiske beviser, der i de senere år er fremkommet, for dem.

Men en ting er ikke nævnt i Biblen. Nemlig at prins Moses anførte et felttog mod etiopierne. Og da dette hører ind under Ægyptens og Sobekhotep's historie skal vi her se lidt nærmere på dette - også for ægyptologer - ukendte kapitel.

Først og fremmest ved at se på hvad den anden historiker - udover Artapanus - skriver om Moses. Og han er ingen anden end den berømte jødisk-romerske Flavius Josefus. Da han er i vores familie som din 65. grandonkel, Lalou, vil jeg citere ham lidt mere udførligt. Han er ganske vist en forræder for jøderne, for da romerne under kejser Titus ca. 30 år efter Jesu død ødelagde templet i Jerusalem var han i ledtog med dem og fik tilladelse til at fjerne mange af de hellige bøger, inden templet blev brændt ned. Da han senere i Rom skrev "Jødernes historie" havde han sandsynligvis nogle af de ældste versioner af Det gamle Testamente som kilde såvel som nogle af de ældste tempeltekster. Mange afsnit derfra blev ikke brugt, da de mange bøger senere blev samlet i den kanoniserede Bibel.

- Hvad betyder kanoniseret?

- Det er bare det som kirken senere godkendte til at komme med i Biblen og som mange - især amerikanere - tror direkte er skrevet nærmest med Guds egen hånd. Men i så fald må Gud jo have været en forvirret åndsfraværende gammel mand eller kone, for de mange bøger i Biblen er tit uhyre selvmodsigende netop som historiske skrifter altid er det. Så det ville være næsten blasfemisk at påstå. Og samtidig skrev jøderne med deres helt enestående historiefornemmelse jo mange andre gode skrifter, der som sagt ikke kom med i Biblen. Og det må være fra dem Josefus har fået følgende oplysninger:

"Da Moses voksede op viste han sine evner for ægypterne......Etiopierne, der var et nabofolk, foretog fjendtlige strejftog ind i landet og røvede ægypternes ejendele...de nåede helt op til Memphis og havet uden at byerne kunne forsvare sig. Under denne triste undertrykkelse besluttede ægypterne sig for at gøre brug af hebræeren Moses. Kongen befalede sin datter at føre ham frem for at gøre ham til general over hæren.

Så Moses - overtalt af både Tawaret og kongen selv - påtog sig opmuntret opgaven ....Han overraskede etiopierne i et slag, som de tabte, og fortsatte med at ødelægge deres egne byer og lavede et sandt blodbad ud af disse etiopiere.....som til sidst trak sig tilbage til kongebyen Kerma i Etiopien. Stedet blev belejret med stor vanskelighed, da det var omringet dels af Nilen og dels af en stærk mur med volde mellem muren og floden....Mens Moses følte sig utilpas over at ligge stille med hæren (idet fjenden ikke turde at komme i kamp) skete følgende: Den etiopiske konges datter Tharbis fik øje på Moses da han kæmpede med stort mod nær murene....hun blev dybt forelsket i ham....og sendte ham sin mest tro tjener for at overtale ham til ægteskab. Han tog imod tilbuddet på den betingelse at hun kunne udvirke en overgivelse af byen.....Straks efter blev aftalen ført ud i livet og da Moses havde undertrykt etiopierne, takkede han Gud og fuldbyrdede ægteskabet, og førte derpå ægypterne tilbage til deres eget land."

Er der mon nu noget som helst bevis for rigtigheden i disse linier, som Josefus nedfældede i Rom 1619 år (ifg. n. Kr.) efter Moses’ fødsel? Der står jo intet om det i Biblen. Og dog! Da jeg pløjede denne igennem på en computer opdagede jeg minsandten at der i fjerde Mosebog, kap.12 er omtalt at Moses havde en nubisk kone. Hun dukker pludselig op ud af det blå i et skænderi som Moses har med sine søskende Aaron og Mirjam om hans ægteskab med en nubier. Om de giver udtryk for racisme over at Moses er gift med en neger får vi dog ikke direkte at vide, men man aner at skænderiet har noget med hudfarve at gøre, for Mirjam straffes straks efter for sin påtale af Moses ved at Gud i vrede gør hende "hvid som sne" af spedalskhed. Måske dette var historiens første dom for politisk ukorrekthed, men jeg kan trøste dig med, Lalou, at Moses holdt så meget af din 112. grandtante at han straks fik Gud til at ændre dommen til 7 dages bortvisning fra klubben. Her hører vi altså at Moses også kunne helbrede spedalske.

Jo, det er rigtignok en skrap Gud de havde i det Gamle Testamente, men at strikke dette ordentligt sammen - som så mange af mine amerikanske fundamentalistiske venner påstår at han gjorde - synes jeg nu ikke Gud var god til. For han har jo helt tydeligt glemt at få det afsnit med hvori Moses har fået sin nubiske kone.

- Hvad er fundamentalisme?

- Det er de fanatikere der ordret tror på alt hvad der står i Biblen. Sådan nogen er der indenfor alle religioner og de er faktisk med til at forpeste freden mennesker imellem overalt på jordkloden. Som du kan se på alt det vi allerede har fundet ud af her i Ægypten var Biblen historisk og altså utrolig sand selv i mange detaljer - på trods af de mange generationer, der berettede begivenhederne mundtligt inden de blev skrevet ned. Men det er der mange der ikke er spor interesserede i. De vil hellere slå deres medmennesker oven i hovedet med Biblen. Og fordi dette sker så hyppigt - i USA tit på hvert et gadehjørne - er der mange andre der ender med at reagere ligeså fundamentalistisk. De nægter nemlig ligeså kategorisk at læse disse spændende beretninger, skønt de er bedre fortalt end næsten noget andet i verdenshistorien. Det gjorde jeg f.eks. selv i mange år som reaktion på at jeg var præstesøn.

Men ikke mere: Så da to Jehovas Vidner damer i går ringede på døren og spurgte om jeg læste Biblen og var klar over at den var sand, råbte jeg begejstret: "Ja, ja, jeg sad netop og læste den, for den handler om min familie. Kom endelig indenfor. Så skal jeg fortælle jer noget om min datters tip-tip....oldefar deri, som I med garanti ikke vidste var sandt og som jeg lige har fundet beviser for......" Du skulle have set deres ansigter blive mere og mere grå mens de hurtigst muligt prøvede at finde en anledning til at komme af sted. Og det var jeg egentlig ked af, for jeg havde netop brug for nogen at dele min nye oplevelse af Biblen med.

Men bortset fra Biblens omtale af Moses’ nubiske kone er det også nævnt i jødedommens Talmud at han var gift med en etiopisk prinsesse. Det nubiske kongerige Kush hed nemlig Etiopien i det 3. århundrede hvor de talmudiske lovsamlinger blev skrevet ned - ligesom på Josefus’ og Artepanus’ tid. Dette kongeriges hovedstad, Kerma, lå langt længere sydpå i nutidens Sudan end den grænse vi hørte at Sesostris III oprettede ved Semnafæstningen, da han besejrede nubierne. Kan det mon passe at ingen ægyptisk feltherre hidtil var trængt dybere ned i det sorte Afrika end vores verdensberømte Moses? Noget tyder på det, for det eneste ægyptiske felttog ind i Nubien, som overhovedet er omtalt under hele det 13. dynastis mange konger, er et der er optegnet på en stump af en gravsten i British Museum og gravstenen tilhører ingen anden end Moses’ adoptivfar, Sobekhotep IV. Men ikke nok med det. Nede i Kerma selv fandt man i forrige århundrede en kæmpestor statue af Sobekhotep. Da der ikke er noget som helst der taler for at nubierne skulle have slæbt så stor en for dem ligegyldig statue så langt væk fra Ægypten er der ingen tvivl om at det er en som Moses har opstillet til ære for sin stedfar og sin egen sejr - på samme måde som Sesostris lod opføre en af sig selv på sin grænse skuende ind over nubierne.

Moses har altså ikke blot ført israelitterne ud af Ægypten, men han har også ført ægypterne ud af Ægypten - tilmed 300 km længere ned i Afrika end nogen før ham. Og dette kan man den dag i dag se beviser for. For netop ved Kerma rejser der sig en 20 m høj kæmpemæssig massiv borg af mursten, Deffufa, ovenpå hvilken der tidligere lå en bygning. Den er bygget netop på Sobekhotep's tid, kan man se, og både ægyptologer og nubiologer er enige om at den er opført efter ægyptisk mønster. For nubiernes egen stil var runde afrikanske hytter og netop lige overfor Deffufa er der tydelige spor efter en sådan stor rund ceremoniel mødehytte. Imellem disse er der fundet et stort kompleks af bygninger, der indeholdt talrige ægyptiske kulturgenstande og alabasterkrukker.

Med andre ord var Moses verdens første rigtige imperialist, der ikke først og fremmest erobrede og røvede, men som også lagde det erobrede land ind under sit eget - dels ved at anlægge administration og dels gennem indgiftning. Det sidste kunne tyde på en intelligent fredelig overtalelse efter det indledende blodige hævntogt. Den store runde bygning, der kan have været hovedsæde for prinsen af Kush, antyder en del-og-hersk politik med den af Moses installerede ægyptiske guvernør som overherre bosat i Deffufaen overfor.

Således fik altså Moses sin sorte afrikanske kone - og det kunne Biblen jo egentlig godt have fortalt os da hans søster mange år efter stod og skældte ham ud over det ude i Sinaiørkenen. For dette var vel egentlig racisme når hun ikke samtidig bebrejdede ham hans langt senere lyshudede arabiske kone, - den kone Moses fik da han blev sig sin hebraiske identitet bevidst og flygtede fra Sobekhotep.

Her vil vi blot konstatere at ligesom Amenemhat III var blevet det 12. dynastis største farao ved hjælp af en berømt jødisk indvandrer, nemlig Josef, blev det 13. dynastis største farao, Sobekhotep IV, det ligeså i kraft af den formidable skikkelse Moses. Omvendt var Moses næppe blevet så stor en folkefører senere, hvis ikke Sobekhotep havde givet dette udvalgte hebræerbarn chancen for at udvikle sine lederegenskaber som hærfører i ungdommen. Thi fra Biblen ved vi jo at han ikke duede som demagog og taler, men hele tiden måtte tale gennem Aaron. Således er måske Sobekhotep's største fortjeneste ikke som farao for Ægypten, men som deus ex machina for jødedommen og kristendommen. Lad dette være vores næsten ukendte 128. tipoldefars gravmæle.

 

6. kapitel: Hyksosperioden 1630-1523


Indeks i  "Lucies Verdenshistorie"

Tilbage til Min verdenshistorie          Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside

Copyright © 2001 JACOB HOLDT; All rights reserved.