13. dynasti
Amenemhat III blev efterfulgt på tronen af to børn.
Da sønnen Amenemhat IV døde kort efter overtog hans kone og
søster Sobekneferu magten som verdens første regerende kvinde.
Vi ved ikke hvad der derefter skete, men herefter faldt det
magtfulde 12. dynasti, som havde regeret i over 200 år, fra
hinanden og blev afløst af det som grækeren Manetho kaldte det
13. dynasti. Muligvis pga. hans uvidenhed om det, for i dag
synes det nye kongehus ligesom forgængerne at være fra Theben
og at være beslægtede enten gennem blod eller indgiftning med
disse. Alligevel er de næste 130 år og den efterfølgende 2.
Mellemtid et genealogisk mareridt for vores familie - og især
for ægyptologer, som bruger genealogier til at fastlægge
kronologien i historiske perioder.
- Hvad er kronologi?
Det er historikernes forsøg på at fastlægge
hvornår dine forfædre har levet i forhold til dig, Lalou -
altså i forhold til Jesu fødsel. Men ægypterne kendte jo ikke
til Jesus og målte kun efter hvor længe hver konge havde
regeret. Hver konges tronbestigelse blev sammenlignet med
verdens skabelse, hans styre svarede til skabergudens
virksomhed, og når han døde, vendte verden tilbage til en
tilstand af kaos, som næste konges tronbestigelse gjorde en
ende på, osv. Den vigtigste kilde vi i dag har til kongerækken
i det 13. dynasti ligner i dag et sådant kaos. Det er en
papyrus som blev nedskrevet under Ramses II for 3000 år siden
og som blev så ødelagt under transporten til Turino i Italien
at den er næsten ulæselig. Der er nævnt over 36 konger på
ca. 200 år og for de fleste af dem ved man så godt som
ingenting udover enkelte gravskrifter. Men i de seneste år har
ægyptologer gjort så mange fund, at man nu - bl. a. ved at
bruge stamtræerne, der er nævnt på gravskrifter fra
officerer, vesirer og embedsmænd, der er blevet gift med de
kongelige - har kunnet sammensætte et sandsynligt genealogisk
puslespil. Når de ikke selv har fortalt om deres
sovekammeraktiviteter på indskrifterne, har man ved hjælp af
deres navne e. lign. sat dem i forbindelse med hinanden. F.eks.
så vi hvordan Amenemhats og Josefs store arbejde med Nilen gav
anledning til at krokodillegudens navn Sobk blev populært i
vores familie, hvor ikke færre end 6 af hans efterfølgende
konger bar dette navn. Her skal vi blot høre om den største af
det 13. dynastis konger, Sobekhotep IV.
Vores 128. tipoldeforældre:
Sobekhotep IV. Khaneferre, født ca. 1720, farao
1689-1670 f. Kr. (N.k. 1529-1510 f.Kr.) og dronning Tjan
Sobekhotep og hans bror, Neferhotep, der
regerede i 11 år før ham, var præstesønner som din far,
Lalou, men deres mor Kemi var af kongelig slægt og
sandsynligvis oldebarn af Amenemhat III. Neferhotep har
efterladt sig en lang indskrift om hvordan han tog til
Heliopolis for at undersøge i de gamle skrifter hvad han
skyldte guden Osiris og hvordan han derpå anførte en religiøs
procession med dens statue ned ad Nilen til templet i Abydos,
hvor Osiris-myten blev dramatisk opført af præsterne.
Men ellers ved vi ikke meget om dem fra deres
monumenter. Når jeg omtaler dem her skyldes det Sobekhotep's
helt specielle forhold til en af verdenshistoriens største
skikkelser, nemlig jødernes befrier og store lovgiver Moses.
Han er jo vores 112. grandonkel og vil blive omtalt under vores
israelitiske forfædre.
- Jamen, hvorfor er der så stort et spring i
generationer mellem ham og Sobekhotep?
- Det er rigtigt at der er 132 generationer
mellem dig og Sobekhotep IV og kun 117 mellem dig og Moses’
bror Aaron, som er din 112. tipoldefar. Fejlen ligger på den
ægyptiske side, hvor der ifølge de seneste års ægyptologi
skal regnes med to samtidige fremfor efterfølgende dynastier i
Den Tredje Mellemperiode, som fulgte kort efter Ramses II. Og
faktisk er netop den utrolige historie om Moses et af de
bibelske navlepunkter ægyptologer nu bruger til at fastlægge
den ny kronologi med.
- Jamen, vi har da lært i skolen at det var
Ramses II, som undertrykte jøderne inden Moses førte dem ud af
Ægypten.
- Ja, det lærte jeg også som om det var en
historisk sandhed, men det mente man udelukkende fordi Bibelen
siger at de trællede for farao i en by, der hed Pi-Ramesses.
Den by blev rigtignok bygget af Ramses II, men alligevel var det
sandsynligvis en helt anden farao, der levede ca. 160 år før
ham, som Moses gik og snakkede med som vist i filmen "Di ti
bud". Men det utrolige er at de seneste års arkæologi
viser, at alligevel havde Biblen ret i sin stedsangivelse. For
nedenunder Pi-Ramesses gravede de føromtalte østrigske
arkæologer en anden by ud, som havde ligget der tidligere og
pludselig var blevet forladt. Og det var ingen anden end den
føromtalte Avaris, hvor vi jo netop hørte at Josef havde det
ene af sine regeringscentre og hvor han inviterede sine 11
brødre, sin far og ca. 70 familiemedlemmer til at slå sig ned.
At Bibelen "fejlagtigt" kalder byen for det, som den
er kendt som, da Mosebøgerne nedskrives, er forståeligt -
selvom det er beklageligt at Ramses II igennem snart 2500 år
derved er blevet husket som den store skurk. At han dog
alligevel blev jødernes store skurk skal vi vende tilbage
til....
Lad os her blot se på de beretninger om Moses,
der ikke stammer fra Biblen. To jødiske historikere skrev i det
tredje århundrede f. Kr. om ham og de havde helt tydeligt
adgang til kilder, som Bibelens skribenter ikke kendte, både i
ægyptiske templer og sikkert i det berømte bibliotek i
Alexandria, som vi skal høre mere om under vores 72.
tipoldefar, Ptolemy I, idet han byggede det. Den ene var
Artapanus og selv om han kan have en tendens til at blande
fantasi med historiske kendsgerninger er hans beretning om Moses
så fyldt med historiske navne at den kan bruges til at udbygge
Mosebøgernes med:
Kort fortalt siger han at Palmanothes - en farao
i Goshen i Nil-deltaområdet ind mod Sinai - forfulgte
Israelitterne, der boede i Ægypten. Hans datter Merris
adopterede et hebræerbarn, som voksede op som prins Mousos.
Merris giftede sig med en farao Khaneferre, som "var konge
syd for Memphis, for på den tid var der mange konger i
Ægypten." Da han blev voksen forvaltede prins Mousos dele
af landet for Khaneferre og blev meget populær blandt
ægypterne. Prins Mousos anførte en militær kampagne mod
etiopierne, som havde invadere Ægypten. Da Mousos vendte
tilbage, forsøgte Khaneferre at få ham myrdet idet han var
jaloux på ham, men "Mousos flygtede til Arabien og opholdt
sig hos Raguel, fyrsten i området, hvis datter han giftede sig
med." Raguel opfordrede araberne til at plyndre Ægypten,
men undlod en fuld kampagne fordi Mousos holdt ham tilbage af
frygt for at det skulle gå ud over hans egne hebræiske
brødre, der stadig opholdt sig i Ægypten. Khaneferre døde og
Mousos vendte til sidst tilbage til Ægypten for at stå over
for en ny farao. Plager ramte Ægypten, til sidst hagl og
jordskælv. Derpå førte Mousos israelitterne ud af Ægypten.
Det kan undre at man ikke tidligere har tænkt
på at bruge denne version af Artapanus til at fastslå hvilken
farao Moses blev adopteret af, men når først noget er slået
fast som en uomtvistelig historisk sandhed tænker ingen jo på
at rokke ved den. Slet ikke når det drejer sig om en
monumentalfigur som Ramses II. For sandt at sige har ingen anden
farao i hele Ægyptens historie heddet Khaneferre end netop
vores 128. tipoldefar, som tog navnet da han besteg tronen mens
Sobekhotep ("Sobek er tilfreds") var hans fødenavn.
Skønt han ikke nåede Ramses II’s proportioner betegnes han
dog som det 13. dynastis største farao i en tid, hvor der som
Artapanus siger, er "mange konger." Hans svigerfar
Palmanothes må således være en af de mange i dag ukendte
konger i det 14. dynasti, som herskede oppe i deltaet
sideløbende med det 13. nede i Josephs’ labyrinthovedstad
uden for Memphis. Og Sobekhotep's ægteskab med Palmanothes
datter har sikkert været en kalkuleret ægteskabsalliance (af
typen vi slægtsforskere elsker) med henblik på at få dette
rebel-kongedømme tilbage i Storægypten. Om Palmanothes datter
Merris er den samme som dronning Tjan eller er en med-dronning
vides ikke. I den anden historikers version hedder hun i øvrigt
Tawaret og der er jo noget dybt symbolsk i at det berømte
kurvebarn, som bliver fundet vuggende mellem sivene i Nilens
vande, ender med at blive adopteret af forældre, der er opkaldt
efter henholdsvis krokodilleguden og flodhesteguden og at netop
den kvindelige part er gudinde for amning - selvom hun ifølge
Biblen overlod den egentlige amning til Moses’ virkelige mor.
For hermed berører vi en af de for faraoerne vigtigste
ægyptiske gudefortællinger: flodhesteguden er nemlig en af
gudinden Isis’s tilkendegivelser da hun beskytter sit barn
Horus ved at skjule ham i deltamarsken. Horus afbildes som
beskytteren af nye dynastier og hver ny farao bruger Horus, der
sejrede til sidst efter at have mistet et øje i kampen mod Seth,
som deres symbol og bevis på retten til "den dobbelte
krone" over "de to lande" - nedre og øvre
Ægypten - henholdsvis deltaområdet og den lange Nildal mod
syd. Kun ved at forstå hvor vigtig denne gudefortælling var
for faraoerne kan man forstå hvorfor farao beslutter sig til at
adoptere prinsessens fund af et tilfældigt flydende kurvebarn -
tilmed af hebraisk afstamning på et tidspunkt hvor disse
indvandreres voksende antal ses som en trussel. Denne
"trussel" - eller sædvanlige fremmedfrygt - har netop
været set som en manifestation af kampen mod Seth, som er guden
over fremmede lande. For farao har fundet af dette kurvebarn i
floden været så symbolladet - og sikkert givet associationer
som en senere tids Jesusbarn i staldkrybben - at Moses for ham
er blevet synonym med selve Horus og altså var den retmæssige
arving til Ægyptens trone. Omvendt bliver Moses’ mor, Jokebed
(vores 113. tipoldemor), for os andre selve indbegrebet af Isis
- den uselviske og udholdende mor, der beskytter sit barn fra
faraos drengemord - hvis man i øvrigt tager Bibelens udlægning
her bogstaveligt. Eller i det mindste en genial
indvandrerkvinde, der har forstået at "skik følge eller
land fly" ved til det yderste at gøre brug af ægypternes
egne legender til det som jøderne bittert skulle lære gennem
de næste årtusinder - overlevelse gennem personlig integration
eller assimilation helt til det punkt hvor deres nationale
identitet var truet af selvudslettelse. For at forhindre det
sidste beder Jokabed Moses’ søster om at holde udkig og at
skride ind (2 MOS 2:7). Ellers var Moses aldrig kommet til at
kende sine søskende Aaron og Mirjam og var sikkert ikke blevet
andet end en stor hærfører eller måske farao.
Legenden om Moses’ udsættelse imellem Nilens
siv er dog nok snarere udsprunget af den ægyptiske Horuslegende
og derefter genfortalt gennem generationer - eller slet og ret
opfundet af forfatterne af Mosebøgerne, der mange århundreder
efter skulle sammenfatte de mange beretninger og forsøge at
forklare det usandsynlige; at endnu en hebræer - ligesom Josef
- var nået til de højeste tinder i landflygtighed.
Ellers stemmer Artapanus’ beretning fint med
Bibelens; Moses flugt til og ægteskab med en datter af
araberhøvdingen Raguel er åbenlyst identisk med Bibelens
tilsvarende Re’uel. Raguel/Re’uel’s planer om et angreb
på Ægypten svarer helt til det der er ved at være optræk til
på den tid - en arabisk-semitisk invasion af
"hyrdekonger", som vi snart skal høre om i
Hyksosperioden. Selv plagerne som ramte Ægypten er nævnt -
hvad de så end har bestået af i virkelighedens verden. Og hvor
utroligt det end lyder skal vi senere se på de arkæologiske
beviser, der i de senere år er fremkommet, for dem.
Men en ting er ikke nævnt i Biblen. Nemlig at
prins Moses anførte et felttog mod etiopierne. Og da dette
hører ind under Ægyptens og Sobekhotep's historie skal vi her
se lidt nærmere på dette - også for ægyptologer - ukendte
kapitel.
Først og fremmest ved at se på hvad den anden
historiker - udover Artapanus - skriver om Moses. Og han er
ingen anden end den berømte jødisk-romerske Flavius Josefus.
Da han er i vores familie som din 65. grandonkel, Lalou, vil jeg
citere ham lidt mere udførligt. Han er ganske vist en forræder
for jøderne, for da romerne under kejser Titus ca. 30 år efter
Jesu død ødelagde templet i Jerusalem var han i ledtog med dem
og fik tilladelse til at fjerne mange af de hellige bøger,
inden templet blev brændt ned. Da han senere i Rom skrev
"Jødernes historie" havde han sandsynligvis nogle af
de ældste versioner af Det gamle Testamente som kilde såvel
som nogle af de ældste tempeltekster. Mange afsnit derfra blev
ikke brugt, da de mange bøger senere blev samlet i den
kanoniserede Bibel.
- Hvad betyder kanoniseret?
- Det er bare det som kirken senere godkendte
til at komme med i Biblen og som mange - især amerikanere -
tror direkte er skrevet nærmest med Guds egen hånd. Men i så
fald må Gud jo have været en forvirret åndsfraværende gammel
mand eller kone, for de mange bøger i Biblen er tit uhyre
selvmodsigende netop som historiske skrifter altid er det. Så
det ville være næsten blasfemisk at påstå. Og samtidig skrev
jøderne med deres helt enestående historiefornemmelse jo mange
andre gode skrifter, der som sagt ikke kom med i Biblen. Og det
må være fra dem Josefus har fået følgende oplysninger:
"Da Moses voksede op viste han sine evner
for ægypterne......Etiopierne, der var et nabofolk, foretog
fjendtlige strejftog ind i landet og røvede ægypternes
ejendele...de nåede helt op til Memphis og havet uden at byerne
kunne forsvare sig. Under denne triste undertrykkelse besluttede
ægypterne sig for at gøre brug af hebræeren Moses. Kongen
befalede sin datter at føre ham frem for at gøre ham til
general over hæren.
Så Moses - overtalt af både Tawaret og kongen
selv - påtog sig opmuntret opgaven ....Han overraskede
etiopierne i et slag, som de tabte, og fortsatte med at
ødelægge deres egne byer og lavede et sandt blodbad ud af
disse etiopiere.....som til sidst trak sig tilbage til kongebyen
Kerma i Etiopien. Stedet blev belejret med stor vanskelighed, da
det var omringet dels af Nilen og dels af en stærk mur med
volde mellem muren og floden....Mens Moses følte sig utilpas
over at ligge stille med hæren (idet fjenden ikke turde at
komme i kamp) skete følgende: Den etiopiske konges datter
Tharbis fik øje på Moses da han kæmpede med stort mod nær
murene....hun blev dybt forelsket i ham....og sendte ham sin
mest tro tjener for at overtale ham til ægteskab. Han tog imod
tilbuddet på den betingelse at hun kunne udvirke en overgivelse
af byen.....Straks efter blev aftalen ført ud i livet og da
Moses havde undertrykt etiopierne, takkede han Gud og
fuldbyrdede ægteskabet, og førte derpå ægypterne tilbage til
deres eget land."
Er der mon nu noget som helst bevis for
rigtigheden i disse linier, som Josefus nedfældede i Rom 1619
år (ifg. n. Kr.) efter Moses’ fødsel? Der står jo intet om
det i Biblen. Og dog! Da jeg pløjede denne igennem på en
computer opdagede jeg minsandten at der i fjerde Mosebog, kap.12
er omtalt at Moses havde en nubisk kone. Hun dukker pludselig op
ud af det blå i et skænderi som Moses har med sine søskende
Aaron og Mirjam om hans ægteskab med en nubier. Om de giver
udtryk for racisme over at Moses er gift med en neger får vi
dog ikke direkte at vide, men man aner at skænderiet har noget
med hudfarve at gøre, for Mirjam straffes straks efter for sin
påtale af Moses ved at Gud i vrede gør hende "hvid som
sne" af spedalskhed. Måske dette var historiens første
dom for politisk ukorrekthed, men jeg kan trøste dig med,
Lalou, at Moses holdt så meget af din 112. grandtante at han
straks fik Gud til at ændre dommen til 7 dages bortvisning fra
klubben. Her hører vi altså at Moses også kunne
helbrede spedalske.
Jo, det er rigtignok en skrap Gud de havde i det
Gamle Testamente, men at strikke dette ordentligt sammen - som
så mange af mine amerikanske fundamentalistiske venner påstår
at han gjorde - synes jeg nu ikke Gud var god til. For han har
jo helt tydeligt glemt at få det afsnit med hvori Moses har
fået sin nubiske kone.
- Hvad er fundamentalisme?
- Det er de fanatikere der ordret tror på alt
hvad der står i Biblen. Sådan nogen er der indenfor alle
religioner og de er faktisk med til at forpeste freden mennesker
imellem overalt på jordkloden. Som du kan se på alt det vi
allerede har fundet ud af her i Ægypten var Biblen historisk og
altså utrolig sand selv i mange detaljer - på trods af de
mange generationer, der berettede begivenhederne mundtligt inden
de blev skrevet ned. Men det er der mange der ikke er spor
interesserede i. De vil hellere slå deres medmennesker oven i
hovedet med Biblen. Og fordi dette sker så hyppigt - i USA tit
på hvert et gadehjørne - er der mange andre der ender med at
reagere ligeså fundamentalistisk. De nægter nemlig ligeså
kategorisk at læse disse spændende beretninger, skønt de er
bedre fortalt end næsten noget andet i verdenshistorien. Det
gjorde jeg f.eks. selv i mange år som reaktion på at jeg var
præstesøn.
Men ikke mere: Så da to Jehovas Vidner damer i
går ringede på døren og spurgte om jeg læste Biblen og var
klar over at den var sand, råbte jeg begejstret: "Ja, ja,
jeg sad netop og læste den, for den handler om min familie. Kom
endelig indenfor. Så skal jeg fortælle jer noget om min
datters tip-tip....oldefar deri, som I med garanti ikke vidste
var sandt og som jeg lige har fundet beviser for......" Du
skulle have set deres ansigter blive mere og mere grå mens de
hurtigst muligt prøvede at finde en anledning til at komme af
sted. Og det var jeg egentlig ked af, for jeg havde netop brug
for nogen at dele min nye oplevelse af Biblen med.
Men bortset fra Biblens omtale af Moses’
nubiske kone er det også nævnt i jødedommens Talmud at han
var gift med en etiopisk prinsesse. Det nubiske kongerige Kush
hed nemlig Etiopien i det 3. århundrede hvor de talmudiske
lovsamlinger blev skrevet ned - ligesom på Josefus’ og
Artepanus’ tid. Dette kongeriges hovedstad, Kerma, lå langt
længere sydpå i nutidens Sudan end den grænse vi hørte at
Sesostris III oprettede ved Semnafæstningen, da han besejrede
nubierne. Kan det mon passe at ingen ægyptisk feltherre hidtil
var trængt dybere ned i det sorte Afrika end vores
verdensberømte Moses? Noget tyder på det, for det eneste
ægyptiske felttog ind i Nubien, som overhovedet er omtalt under
hele det 13. dynastis mange konger, er et der er optegnet på en
stump af en gravsten i British Museum og gravstenen tilhører
ingen anden end Moses’ adoptivfar, Sobekhotep IV. Men ikke nok
med det. Nede i Kerma selv fandt man i forrige århundrede en
kæmpestor statue af Sobekhotep. Da der ikke er noget som helst
der taler for at nubierne skulle have slæbt så stor en for dem
ligegyldig statue så langt væk fra Ægypten er der ingen tvivl
om at det er en som Moses har opstillet til ære for sin stedfar
og sin egen sejr - på samme måde som Sesostris lod opføre en
af sig selv på sin grænse skuende ind over nubierne.
Moses har altså ikke blot ført israelitterne
ud af Ægypten, men han har også ført ægypterne ud af
Ægypten - tilmed 300 km længere ned i Afrika end nogen før
ham. Og dette kan man den dag i dag se beviser for. For netop
ved Kerma rejser der sig en 20 m høj kæmpemæssig massiv borg
af mursten, Deffufa, ovenpå hvilken der tidligere lå en
bygning. Den er bygget netop på Sobekhotep's tid, kan man se,
og både ægyptologer og nubiologer er enige om at den er
opført efter ægyptisk mønster. For nubiernes egen stil var
runde afrikanske hytter og netop lige overfor Deffufa er der
tydelige spor efter en sådan stor rund ceremoniel mødehytte.
Imellem disse er der fundet et stort kompleks af bygninger, der
indeholdt talrige ægyptiske kulturgenstande og
alabasterkrukker.
Med andre ord var Moses verdens første rigtige
imperialist, der ikke først og fremmest erobrede og røvede,
men som også lagde det erobrede land ind under sit eget - dels
ved at anlægge administration og dels gennem indgiftning. Det
sidste kunne tyde på en intelligent fredelig overtalelse efter
det indledende blodige hævntogt. Den store runde bygning, der
kan have været hovedsæde for prinsen af Kush, antyder en
del-og-hersk politik med den af Moses installerede ægyptiske
guvernør som overherre bosat i Deffufaen overfor.
Således fik altså Moses sin sorte afrikanske
kone - og det kunne Biblen jo egentlig godt have fortalt os da
hans søster mange år efter stod og skældte ham ud over det
ude i Sinaiørkenen. For dette var vel egentlig racisme når hun
ikke samtidig bebrejdede ham hans langt senere lyshudede
arabiske kone, - den kone Moses fik da han blev sig sin
hebraiske identitet bevidst og flygtede fra Sobekhotep.
Her vil vi blot konstatere at ligesom Amenemhat
III var blevet det 12. dynastis største farao ved hjælp af en
berømt jødisk indvandrer, nemlig Josef, blev det 13. dynastis
største farao, Sobekhotep IV, det ligeså i kraft af den
formidable skikkelse Moses. Omvendt var Moses næppe blevet så
stor en folkefører senere, hvis ikke Sobekhotep havde givet
dette udvalgte hebræerbarn chancen for at udvikle sine
lederegenskaber som hærfører i ungdommen. Thi fra Biblen ved
vi jo at han ikke duede som demagog og taler, men hele tiden
måtte tale gennem Aaron. Således er måske Sobekhotep's
største fortjeneste ikke som farao for Ægypten, men som deus
ex machina for jødedommen og kristendommen. Lad dette være
vores næsten ukendte 128. tipoldefars gravmæle.
6.
kapitel:
Hyksosperioden 1630-1523 |