Min fars tilstand var blevet
yderligere forværret i løbet af sommerferien, han havde
mistet appetitten og var blevet alt for tynd. Jeg forstod det
ikke, da jeg virkelig havde bevaret håbet og troen på den
indianerte, jeg gav ham. Men nu fandt jeg gennem en af min
brors regnskabsklienter, naturmedicinlægen Bruce Kyle i Århus,
ud af at det var den forkerte te, jeg havde opsporet i USA. En
canadisk kvinde havde solgt den under foregivende af at det
var Rennee Caisses oprindelige opskrift, men siden tabt en
retssag om ophavsretten mens hun for øvrigt selv var død af
kræft, hvilket jo ikke var den bedste reklame for produktet.
Bruce skaffede mig nu i kontakt med en dansk importør af det
rigtige Essiac, Sara Damskier i Brovst (tlf. 98-230977 dersom
I selv har familiemedlemmer, der lider af kræft). Hende blev
jeg straks gode venner med og har lovet at lave en hjemmeside
for. Jeg tog nu over til Vestjylland for endnu engang at passe
min far og omhyggeligt koge de nye urter for ham. Og det kan
nok værre at det hurtigt gjorde en forskel. Hans fortidige
enorme appetit kom straks tilbage og jeg kunne næsten øjeblikkeligt
begynde at trappe ned i hans smertestillende medicin uden at
han fik flere smerter. Desværre fandt vi aldrig ud af om det
også virkede bremsende på spredningen af kræftsvulsterne
fordi andre komplikationer stødte til, men det bevirkede at
jeg til det sidste bevarede håbet om at "denne lille årtusindskiftekrise"
skulle han da nok overvinde. Selvfølgelig havde jeg mine
tvivl når jeg gik på natlige besøg hos min egen gamle læge
Munck, som selv har kæmpet med kræft og fortalte mig at der
intet håb var for min far. "Men det kan jo ikke skade
det du gør," tilføjede han med de fleste lægers
manglende tiltro til alternativ behandling. Amerikaneren Bruce
var imidlertid også læge og med vores store fælles håb
satte Steen og jeg nu Bruce i gang med en større analyse af
min fars immunforsvar i udlandet for at vi kunne få et bedre
grundlag for at se hvilken alternativ behandling, der ville være
bedst. Efter chokket vi havde fået ved at se fars hensvundne
tilstand, da vi kom hjem fra sommerferie, og glæden over hvor
hurtigt den rigtige indianerte syntes at vende billedet, var
der ingen ende på vores optimisme. Alligevel blev vi ikke så
lidt forbavsede, da min far en dag sagde at han ville tage til
min bror, Niels Jørgens datter, Cecilies konfirmation i København
i september. Det havde betydet meget for ham at hans
afsluttende kirkehandling i foråret blev at døbe Cecilie,
dels fordi det var i Grundtvigskirken, hvor han var startet
som præst, men mest fordi hun omsider overhovedet havde fået
en dåb. Som præstebørn havde Niels Jørgen og jeg jo gjort
oprør på forskellig vis, jeg vel ved at forlange
kristendommen ført ud i sin yderste konsekvens med mine
malede Grundtvigscitater på hans kirke påskemorgen og Niels
Jørgen vel ved at vende sig imod hele kirkeriet som sådan.
Derfor var Cecilie aldrig blevet døbt, men nu gjorde hun til
gengæld oprør mod sin egen far ved at søge nærmere mod sin
elskede farfar. Hver generation har jo brug for sit oprør,
mener jeg, og dem der glemmer at gøre oprør, ender jo tit
med at betale for det resten af livet ved hele tiden at gøre
oprør mod deres nærmeste ud gennem sidebenene. Derfor blev
Cecilies voksendåb - og på sin vis store familieforsoning -
en stor oplevelse for os alle i marts, mens min far stadig
kunne gå. Men nu kun et halvt år efter var det en større
operation at få min far til København. Og han måtte hvile
ud i Inges lejlighed i flere dage før og efter
konfirmationen. Turen havde været så anstrengende, at jeg
troede han var død, da Inge grædende ringede til mig om at
komme og hjælpe ham ud af sengen på selve dagen. Han lå
helt hvid i ansigtet og jeg kunne næsten ikke slæbe ham ud
til badeværelset og bære ham mens han vaskede sig. Jeg var
rystet over at se hans ben vakle under ham med al min tro på
teens virkninger. Men han ville med til den
konfirmation, så jeg ringede til Vibeke om at låne en
rullestol fra hendes fars plejehjem og i den lykkedes det os
at rulle ham ind en absolut sidste gang i den smukke kirke,
som havde betydet så meget for ham i hans ungdom. Jeg selv
var selvfølgelig ganske rørt over situationen, da jeg sad
med ham i rullestolen lige ved den døbefont, hvori han selv
havde døbt mig engang. Og da jeg rullede ham op ad
kirkegulvet til det jeg fornemmede ville blive hans
uigenkaldeligt sidste nadver - men vores første sammen som
menige - og knælede ned ved siden af hans rullestol, ja, da
piskede tårerne ned ad mine kinder. Han var selv så udmattet
efter disse få minutter i kirken, at han allerede efter første
fiskeanretning til konfirmationsmiddagen måtte lægges i en
seng bag bordet, hvor han sov sig igennem alle sangene og
bl.a. aldrig fik de vers at høre, som Vibeke og jeg havde
digtet om ham. Underligt nok vågnede han dog straks op, da vi
stillede cognac foran ham hjemme hos Niels Jørgen. Men næste
dag vågnede han stort set ikke hele dagen. Og det var jeg på
sin vis lidt ked af, for det ville have betydet meget for ham
hvis han havde været frisk nok til at kunne være til stede.
Thi netop den dag havde jeg ved et skæbnens træf
forestilling i TK's ungdomsgård, hvor far i sin tid som
nybagt præst havde lavet et kolossalt arbejde for Bispebjergs
unge og - fandt jeg nu ud af - hvor han netop havde taget sig
meget af arbejderklassens mest marginaliserede unge. Det er
stadig et svært belastet område. Forrige gang jeg havde
holdt foredrag i en skole i nærheden blev flere indvandrere i
mit publikum arresteret for at stjæle biler i ly af mørket
under mit "kedelige" foredrag. Men måske fordi de
nu fik at høre om min fars arbejde i TK, sad de denne gang i
dyb stilhed under hele showet. Under opstillingen havde jeg i
øvrigt fået andet at tænke på, da de ringede fra Vibekes
arbejde og fortalte at Vibeke var kommet på hospitalet. Jeg
fo'r straks på Rigshospitalets skadestue, hvor hun lå grædende
og i lettere chok efter en ny hjernerystelse. Skredet med
cyklen på en regnvåd jernplade, var hun nu frygtelig angst
for at dette ville sætte gang i den epilepsi, som hun pådrog
sig efter sit sidste fald for 3 år siden, men som ellers har
været under kontrol siden. Chokket var dog denne gang værre
end hjernerystelsen, skønt slaget var lige oveni stedet hvor
hun går med en benstump inde i hjernen. Da jeg kom hjem fra
TK-forestillingen var hun allerede udskrevet og lejligheden
var et stort blomsterhav, ikke mindst fra medarbejderne på
hendes nys vel afsluttede festival. At hjernerystelsen ligesom
for 3 år siden kom på hendes første feriedag og nu tvang
hende til at blive i sengen, hører vel med til livets uretfærdigheder.
Jeg måtte derfor afbestille de billetter jeg havde bestilt
til vores efterårsferie i Tyrkiet.
Men dem var jeg nok blevet nødt
til at afbestille alligevel. Min fars stædige insisteren på
at komme til Cecilies konfirmation havde helt taget pippet fra
ham og endte med også at tage livet af ham. Efter hjemkomsten
havde han nærmest ligget hen i en døs en hel uge og jeg
begyndte at blive bange for at min te alligevel ikke hjalp
ham. Heldigvis havde jeg mit sidste show før efterårsferien
på Vibe Efterskole, hvorefter jeg ville kunne tage hjem og
passe ham igen. Og dette show glemmer jeg aldrig, skønt jeg
er fast inventar på hvert eneste af denne efterskoles hold
med de måske mest begavede efterskoleelever i Danmark. Ikke
blot var der presse på under hele forestillingen fra Fyns
Morgenposten (hvis begejstrede artikel betød at jeg har fået
et utal af fynske skoler i den kommende tid). Nej, det
vidunderlige forstanderpar, Birger og Groa, indledte uden min
vidende med at vi alle skulle synge "Nu falmer skoven
trindt om land". Men dette var tilfældigvis salmen
hvorfra min far i vores barndom altid brugte et vers som
bordsang:
Ham takke alle vi med sang
For alt, hvad han har givet,
For hvad han vokse lod i vang,
For ordet og for livet.
Alene melodien, som var hamret
ind i min lille knold fra tidligste barndom, fik mig endnu
engang til at græde som et barn med de bange anelser jeg gik
med indeni netop nu. Så da jeg umiddelbart derefter skulle
indlede, stod jeg endnu så tårevædet at jeg ikke kunne
andet end begynde at fortælle eleverne om min far.
Showbusiness har aldrig gjort mig så professionel at jeg kan
lægge følelserne - inklusive mit manglende diplomati - fra
mig på scenen. Men som entertainer bliver man også vant til
at dramatisere lidt og under beretningen om min far kom jeg
ubevidst til at bruge udtrykket "min døende far."
Pludselig var det som om mine egne løbske ord fik mig til at
"sande" den sandhed jeg hidtil ikke havde villet se
i øjnene, at min far virkelig var døende. Hvilket
naturligvis bragte mig endnu mere ud af flippen. Jeg reddede
situationen ved spontant at skifte emne. Da mit foredrag
handler om undertrykkelse havde jeg på forhånd forberedt mig
på at snakke om det som netop i dette øjeblik var ved at ske
i Serbien. Thi netop i disse eftermiddagstimer var en
tusindtallig skare på vej mod Beograd for at "kaste dødens
åg af sig." På en eller anden måde fik jeg det vævet
sammen så jeg i disse menneskemasser klyngede mig til det håb,
som så småt var begyndt at svinde for min far. Hvis disse
mennesker kunne besejre kræftsvulsten under Milosevic ville
min far også kunne besejre sin. Hvert kvarter under
lysbilledshowet styrtede jeg ud til bilradioen og blev mere og
mere begejstret…. politispærringerne som veg for de
fremadskridende masser…. de stadigt flere som sluttede sig
til dem…. stormløbet ind i Beograd…. Parlamentsbygningen
der kort efter stod i brand…. den forhadte Tv-station som
også kort efter stod i flammer, alt sammen stort set uden at
der blev løsnet et skud…. jo, min begejstring fik ingen
ende fordi jeg tydeligt kunne se at sejren nu var
hjemme….sejren for demokratiet, sejren for de bosniske
flygtninge jeg havde indkvarteret, sejren over den død og ødelæggelse
jeg havde været vidne til under mit besøg i Kosovo…..og
jo, med en sejr over så uvindelige kræfter var det vel ikke
utænkeligt at min far også kunne overvinde døden. Så der
var ingen ende på min begejstring, da jeg efter showets
slutning gik op foran eleverne og levende kunne berette om én
undertrykkelse som - i løbet af de 5 timer de havde siddet
under mit show - nu var uigenkaldeligt bragt til ende. Og
bagefter sad jeg og skålede over sejren under Tv-nyhedernes
sorte røgskyer fra Beograd i dagligstuen hos Birger og Groa.
Derefter styrtede jeg fra Fyn hjem til min far om hvem Inge nu
kunne fortælle at han pludselig samme dag havde fået det
bedre. Han kunne nu komme ud af sengen og liste ind og se
fjernsynsnyhederne sammen med mig. Jeg ønskede så inderligt
at han skulle opleve sejren i Serbien. Jeg har altid haft
frygteligt ondt af dem der døde i sommeren 1989 og gik i
graven uvidende om murens fald. Menneskehedens store sejre er
jo med til at give os alle nyt liv. Og som min far sad der
sammen med mig og så de befriende sorte røgskyer fra Beograd
vælte ud af fjernsynet fik han da også mere og mere farve i
de hensygnende kinder. Inge og jeg havde denne fredag aften
bestilt et festmåltid fra hotellet for at fejre hans nye
livsmod og vi fik en vidunderlig aften sammen inden han gik
til ro på sit "Jægersborg hegn". Og da han næste
dag så ud til at have det endnu bedre, begyndte Inge at tale
om "et sandt mirakel." Begge var vi enige om at nu
var Essiac'en endelig begyndt at virke, at nu gik det den
rette vej. Jeg selv begyndte at fornemme at min "Serbiske
sejr over døden" i virkeligheden havde været en rebelsk
præstesøns omskrevne form for en stille bøn til Gud og at
den var blevet hørt. Så jeg gik op på Agerbæk hotel og
bestilte et endnu større festmåltid end aftenen før og vi dækkede
flot op i dagligstuen og selv min far drak med af rødvinen og
spiste næsten med sin gamle appetit. Vi spøgede og hyggede
os og på et tidspunkt drillede jeg endog far med alle hans
koner. Pludselig rejste han sig uden et ord og jeg hviskede
til Inge: "Nå, nu blev han nok fornærmet." Men min
far svarede straks: "Nej, jeg skal bare på
toilettet." Og så gik han minsandten - helt uden gangstøtte
eller hjælp - selv ud på toilettet. Nu sad Inge og jeg målløse
og talte om at et mirakel i sandhed var sket. Og senere sad vi
omkring hans seng i hans soveværelse og hyggede os, mens han
- for første gang i længere tid - begyndte at læse videre i
sin seneste læsning, John Iversens erindringer. Da han faldt
i søvn blev Inge af lang tids sædvane siddende ved hans side
hele natten - skønt det nu pludselig ikke længere syntes nødvendigt.
Men vores lykke skulle ikke
vare længe. Næste morgen var min far igen gået på
toilettet ved egen hjælp, men der gik alt for lang tid og
Inge gik derind og kaldte straks på mig. Min far var faldet
sammen på toilettet og Inge kunne pludselig ikke flytte ham.
Da jeg selv forsøgte og mærkede hans pludselige dødvægt og
så hans mundvig hænge til den ene side, vidste jeg at han
havde fået et slagtilfælde. Med ufatteligt besvær fik jeg
ham løftet ind i sengen, hvor vi så at hele hans venstre
side var lammet. Hans øjne var åbne og fulgte os og vi kunne
se hans angst og at han var fuldt ud bevidst om sin situation.
Han havde jo selv siddet som præst ved tilstrækkeligt mange
af den slags sygelejer. Vi forsøgte at få liv i fingrene på
venstre side, men der var intet håb. Derimod besvarede han
Inges små klem i højre side med sine egne små klem som de
havde haft det for vane i deres kærligheds lykkeligere øjeblikke
og kunne endog spidse munden til kys, når hun kyssede ham. Vi
havde først snakket om at vi sammen godt ville kunne passe
ham i denne nye tilstand og langsomt få ham genoptrænet og
drøftede det i telefonen med Vibekes mor, som træner
afasipatienter. Vi havde jo allerede oplevet den helt
ufattelige hjemmeplejehjælp, der kom næsten døgnet rundt.
Men da det viste sig at min far ikke mere kunne synke maden,
blev vi op ad morgenen klar over at der ikke var andet at gøre
end at få ham på hospitalet. Aldrig vil jeg glemme det øjeblik
hvor han blev skubbet ind i ambulancen - stadigt med øjnene
vidt opspærrede og stirrende på mig. Det øjeblik vidste jeg
at jeg aldrig ville se ham rigtigt i live mere og skulder ved
skulder stod Inge og jeg og græd, da ambulancen kørte og
knuste det mirakuløse håb vi havde haft på den lykkelige
sidste aften forinden. Lige siden har jeg haft mareridt og
skyldfølelse hver gang jeg ser bagdørene af en ambulance.
Herefter gjorde Inge og jeg en
fejl vi nok aldrig vil tilgive os selv for. Da vi om
eftermiddagen besøgte far på Varde sygehus, var han endnu
ved bevidsthed, men åndede underligt og havde megen angst i
øjnene. Han kunne endnu reagere på Inges kærtegn og når
han blev madet af sygeplejerskerne og kom til at spilde, kunne
han endog fremstamme et svagt "Undskyld". Vi blev
der langt ud på natten, da det var tydeligt at han var angst.
Men vi havde overhovedet ikke
skænket det en tanke at man kan overnatte derinde og havde jo
også forberedt os på at en blodprop er noget man ligger længe
med. Næste dag fik vi imidlertid at vide at han havde været
vågen og meget urolig og angst hele natten, men om morgenen
var han faldet i en dyb koma. Og nu var der stødt en lungebetændelse
til, som - kunne vi regne ud - han uden tvivl havde tildraget
sig i kulden under konfirmationsrejsen til København. De næste
tre-fire dage ville være afgørende for om han ville
overleve, sagde overlægen. Nu rykkede Inge og jeg ind på
hospitalet med seng, computer, bøger osv. for at være ved
hans side døgnet rundt. Mine brødre kom i hast dertil. Selv
sad jeg i fire dage ved min fars side og redigerede hans
erindringer på min computer. Han var aldrig blevet færdig
med dem, men det forekom mig at være det mest meningsfyldte
jeg kunne få tiden til at gå med. Inge kunne ikke læse, men
sad døgnet rundt og nussede hans hånd. Det var nemlig svært
at koncentrere sig med det spektakel slimen i hans lunger
lavede. Der var dog et underligt misforhold i dette
arrangement, idet læsningen af min fars erindringer pludselig
gjorde ham lyslevende og ungdommelig for mig, mens hans liv
ved min side langsomt rindede ud. Ustandseligt fik passager i
teksten mig pludselig til at ville spørge ham om et og andet
i hans liv, om hvorfor han dog ikke havde fortalt det før
osv., hvorefter det i det næste øjeblik gik op for mig at nu
var det uigenkaldeligt for sent. Det varmede at det var en af
hans gamle konfirmander og et barnebarn af Kristoffer Jørgensen,
en af hans bedste venner i min barndom, der tog sig kærligt
af ham som sygeplejerske og vendte ham hver time, når hans dødsrallen
blev for uudholdelig. Steen bragte os hver aften efter
arbejdet i Århus mad og blev der til sent.
Torsdag nat var Steen og jeg
taget hjem i fars hus for at sove, da Inge kort efter grædende
ringede og sagde: "Jeres far er lige død." Hun
havde - som hun havde gjort det i månedsvis - holdt ham i hånden,
da han udåndede kl. 1 om natten. Vi styrtede ind på
hospitalet og ventede med Inge udenfor mens sygeplejerskerne
gjorde ham i stand. Efter fire dages langsom forbereden os på
hvilken vej det gik var vi resignerede og fattede. Men da vi
kom ind til far var det slut med fattetheden, da vi skulle
kysse ham farvel. To stearinlys stod tændt ved hans side og i
dette skær tog han sig så utroligt smuk og ungdommelig ud.
Vi bad et fadervor, men det var Inge der måtte bede for, da
Steen og jeg enten ikke kunne huske eller finde de ord, som
min far havde siddet og fremsagt med os ved sengekanten fra
vor tidligste barndom. Ligeledes var der ikke gået meget i
arv til os fra min fars evner som forsanger, da vi pibende
forsøgte at synge vores gamle slægtssalme "Befal du
dine veje" - ude af stand til at læse ordene, da tårerne
væltede ud imens. Derefter skulle vi pakke hele det lille møblement
vi efterhånden havde samlet i dette, min fars sidste lille
hjem og kørte stille hjem i natteregnen ved 3-tiden - ude af
stand til at falde i søvn derhjemme.
Næste morgen var jeg oppe ved
bageren ved 7-tiden og jeg fattede ikke hvordan, men allerede
på tilbagevejen kom folk ud af deres huse for at kondolere.
Og allerede inden Inge stod op ved 9-tiden var alle flag i
gaden på halv stang - og snart efter ligeså i nabobyerne -
hvilket var godt, da vi ellers selv ville have glemt at få
vores op. Den megen opmærksomhed fik mig til at indse at nu
skulle der handles hurtigt. Steen var nødt til at tage
tilbage på arbejde, så det stod til mig og Inge at forberede
begravelsen. Heldigvis havde jeg som præstesøn tilegnet mig
en del viden om dette. Jeg vidste f.eks. at den man først
bestiller tid hos ikke er præsten, bedemanden osv. Nej, det
er kroen. For hvis kroen ikke er ledig til gravkaffe på
dagen, ja, så skal alt jo alligevel flyttes. Og da jeg ønskede
at begravelsen skulle være på en lørdag for at min fars
mange venner langvejs fra skulle kunne være med, ville der
uundgåeligt komme konflikt med bryllupper. Men miraklet skete
- jeg fik Fåborg kro på plads allerede inden 9 samme morgen.
Nu opdagede jeg det, som jeg altid havde studeret i min far,
at jo mere man kaster sig ud i praktisk organisering, jo
lettere er det at holde følelserne tilbage. Jeg havde aldrig
forstået at han kunne lægge sin egen mor og kone i graven
uden at fælde en tåre, mens alle vi andre sad opløste i tårer.
Men fra dette øjeblik var det som om jeg pludselig arvede
hans tillærte styrke og gik derfor op i
begravelsesforberedelserne som var de hans - skønt jeg
normalt hader den slags praktisk arbejde. Min far havde
efterladt sig dispositioner omkring sin begravelse, men der
var uklarhed om hvem af hans to afholdte tidligere hjælpepræster
han ville have - vel sagtens fordi han selv var i tvivl. Jeg
forhørte mig lidt rundt i byen - den ene foretrak Søe, den
anden Wentzel - hvilket ikke gjorde mig klogere. Jeg ønskede
ikke at støde nogen og da jeg var sikker på at Søe og
Wentzel under alle omstændigheder ville deltage som talere, løste
jeg den gordiske knude ved at vælge den præst, min far var
blevet glad for på sit sidste, Agerbæks egen præst,
Rosenkrants. Dette var dog heller ikke noget let valg, idet præsten
som har overtaget mit barndomshjem i nabobyen, den norske
pastor Bye, er blevet min helt gode ven og har arrangeret show
for mig i præstegården og inviteret mig til "at få mit
barndomsværelse tilbage når som helst". Så han kunne
jo også blive lidt stødt idet begravelsen skulle foregå i Fåborg
kirke, som er hans. Men denne lille knude fik jeg også løst.
Thi da jeg spadserede op mod præstegården, kom jeg i snak
med graveren og hans kone - min fars gamle venner - som sagde
at med alle de mennesker, der ville komme til min fars
begravelse, ville vi jo aldrig kunne være i Fåborg kirke,
som kun har plads til 150. Jo, jeg huskede godt nok hvordan de
havde stået langt ud på kirkegården, da han begravede sin
ekskone, Ragna, som han nu ville ligge ved siden af. Dette gav
mig straks den idé at jeg jo kunne forlægge selve højtideligheden
til Agerbæk kirke selvom jordpåkastelsen skulle foregå fra
Fåborg kirke. På denne måde ville pastor Bye jo heller ikke
blive stødt, da han så kunne foretage jordpåkastelsen. Men
dermed rejste sig så den tredje gordiske knude: at ved kun at
involvere to af min fars tre gamle kirker, ville menigheden i
Årre kirke måske føle sig lidt udenfor. Altså opstod ideen
- med den fantastiske diplomatiske indføling jeg jo er kendt
for (?) - om at begravelsen skulle foregå fra alle min fars 3
kirkemenigheder - helt naturligt. En beslutning jeg siden fik
megen ros for fra alle sider, men som i virkeligheden opstod
fordi jeg aldrig i mit liv har kunnet foretage noget valg. Og
altså ikke ud af noget ønske om at min far skulle have en næsten
majestætisk begravelse. At det ved et tilfælde faktisk endte
med at blive lidt majestætisk generede mig overhovedet ikke -
trods min fars egen beskedenhed - da en begravelse jo skal være
for de efterladte og ikke for afdøde.
Nu begyndte jeg at føle at jeg
faktisk kunne beherske lidt af kunsten som praktisk
organisator, som min far var kendt for. Så da Bente
Rosenkrants senere på formiddagen indfandt sig for at
diskutere det praktiske, følte jeg mig for første gang i mit
liv værdig til at indtage pladsen i chefstolen bag det store
skrivebord. Denne plads har jeg altid veget uden om i dyb ærefrygt
for min far. Selv da jeg passede ham i sommer mens han lå på
sofaen i kontoret, satte jeg mig ind i stuen for at arbejde
frem for ved hans skrivebord. Gennem hele min barndom havde
jeg nemlig siddet og krøbet sammen på den forkerte side af
dette skrivebord og fået den ene formaningstale efter den
anden af min far med hans dybt rynkede pande og næsten
alfaderlige autoritet: "Nu må du til at tage dig
sammen…..Er det nu klogt….Hvad skal der dog blive af
dig…." osv. Hans ord vibrerer endnu i mit hoved og får
mig til at krybe ned i et musehul og føle at hele mit liv er
mislykket. Men nu skulle rollerne byttes om! Med min nye
autoritet sørgede jeg for at pastor Rosenkrants fik så lav
en skammel som muligt "på den forkerte side af
skrivebordet" - sådan lidt a la Hitler og Mussolini i
Chaplins "Diktatoren." Hun er i forvejen lille og
langt yngre end jeg. Og I aner ikke hvilken fryd det var at
opleve hævnens søde time, det at tale ned til den bævende,
rystende lille dreng jeg så for mig. Og jeg må virkelig have
haft noget autoritet over mig, thi Bente levede sig så fuldt
og helt ind i rollen med en selvudslettende ydmyghed - Inge er
mit vidne - at jeg til slut måtte gøre hende opmærksom på
hvad det var der skete - af angst for at hun skulle gå derfra
og have lidt ubodelig skade på sjælen. Så da hun hørte
hvor meget det betød for mig nu omsider "at kunne tale
ned til en præst", fik vi os alle en befriende latter,
og siden har vi faktisk været perlevenner.
Og sådan var hele denne
underlige dagen derpå - efter nattens død - fyldt med en
blanding af gråd og latter, hvor gråden kom snigende hver
gang man ikke foretog sig noget praktisk. Men det utrolige
skete, allerede inden middag var kro, to involverede præster,
tre kirker med klokkere og gravere og bedemand på plads. Jeg
fik fra mange sider anbefalet bedemanden Henry Puggård, som
af alle involverede nok blev begravelsens største oplevelse
for os. Både han og hans kone var blevet både døbt,
konfirmeret og viet af min far, så det betød meget for netop
ham at få lov at være med. Og omvendt for mig at få én,
der var blevet dybt præget af min far. Han havde hyppigt haft
lange diskussioner om min fars prædikener med sin svigerfar,
der var en af Årres mest fremtrædende missionsfolk. Men
under samtalen med ham i Varde var dette lige ved at føre til
en krise med Inge, da Henry fortalte hvordan det var hans skik
at lade de pårørende selv påklæde den afdøde sammen med børn
og børnebørn. Inge satte bastant foden i jorden. Så galt
havde hun dog aldrig hørt før, at børn skulle være med.
Men jeg kunne straks se ideen og det terapeutiske i det og nærmest
tromlede hende ned med alle de visioner, dette straks gav mig.
"Du hører jo til min fars generation. Jeg har lige læst
i hans erindringer hvordan han overhovedet ikke var til stede
ved min fødsel og føler mig næsten fornærmet. Men i vor
tid vil ingen far jo drømme om ikke at være med til at trække
deres børn ind i denne verden med mindre de hører hjemme i
et eller bagstræverisk lands kultur. Men Henry her, som er
dybt præget af min far i sin opvækst, er som en af de første
i gang med at skabe en ny revolution, hvor det bliver lige så
naturligt for os at trække vore pårørende i tøjet til
deres endelige rejse ud af denne verden. Kan du ikke se at din
holdning er med til at gøre bedemandens rolle til noget
foragteligt - til en slags ådselmand der blot får betaling
for at gøre det beskidte arbejde. Men hvordan kan dette
arbejde regnes for beskidt når det jo er det som du selv har
fået værdighed af igennem de sidste måneder, at skulle klæde
far på hver dag og når du nussede og kyssede ham ligeså
meget i døden som i livet?" Jo, der var ingen grænser
for hvilke visioner jeg pludselig kunne se for mig og som vist
ikke engang Henry selv alle havde tænkt på. Men jeg lod
foreløbig sagen ligge for i stedet at forberede mig til at
overtale resten af familien, som skulle komme om aftenen for næste
dag "at lægge låget på kisten", som det hedder.
Pludselig fattede jeg ikke at generation efter generation blot
havde ladet sig spise af med at tage afsked med deres kære
ved at lade en bedemand lægge et låg hen over kisten for dem
efter en halv times neutralt kiggeri på afdøde. Men det
gjorde de fattige, som ikke havde råd til bedemand, som
bekendt heller ikke i gamle dage.
Om aftenen kom hele familien
fra nær og fjern og Inge og jeg havde bestilt et festmåltid
fra hotellet, for det skulle være "ligesom festmåltidet
den sidste lykkelige aften vi havde sammen med far." De
tre kusiner havde grædt uafbrudt i to dage nu og da jeg nu
tog mig mod til under middagen at prøve at få resten af
familien vundet over på min side i sagen om fars påklædning
næste dag, - ja, så stak kusinerne i et sandt hyl ved tanken
om at de skulle klæde farfar på og fo'r ud på toilettet.
Men mine brødre er heldigvis ret progressive, så det viste
sig ikke svært. Faktisk kunne heller Inge tillade sig at have
noget imod det, idet Henry Puggård jo ikke er uvant med
hendes reaktion og derfor lader de familiemedlemmer, som ikke
vil være med, stå udenfor i det tilstødende kapel med en dør
halvt åben. Og som han havde sagt, det der altid ender med at
ske, når de hører de andres - først gråd, så latter og
derpå en stor blanding af det hele omkring afdøde - er at de
til sidst alle ender med at være med i processen. Og nøjagtig
sådan skete det næste dag - bortset fra at vi alle var til
stede fra begyndelsen omkring fars nøgne lig, kun dækket af
et ligklæde. Først stod vi i en halv time på respektfuld
afstand og græd. Vi havde masser af tid idet Henry ville
blive hos os til langt ud på natten, hvis det var nødvendigt.
Helt naturligt trådte så de, som havde haft mest berøring
med far i hans sidste døende uge og bedst havde vænnet sig
til hans nye afsjælede tilstand, først hen til ham og
begyndte at ae, kysse og kramme ham. Først Inge, så jeg og
derpå Steen. Henry, som hele tiden stod diskret i baggrunden,
holdt så et vidunderligt lille befriende foredrag om hvorfor
huden nu så gusten ud, om væskerne i kroppen osv. Hvis nogen
skulle have en nobelpris som bedemand vil alle vi, der har været
under hans blide, rolige omsorg uden tvivl indstille ham. Derpå
startede vi med at klæde far på. Jeg tror at det var mig,
der gav ham underbukser på, mens Lalou og Kamilla gav ham
sokkerne på. Jeg prøvede at få 6-årige Christian til at
kilde farfar under tæerne, men det turde han dog ikke. Vi
havde naturligvis alle forestillet os et dødt legeme som helt
stift og var derfor bange for at fars kolde arme skulle knække,
når vi baksede med at få hans hvide T-shirt på og uden over
denne den hvide skjorte. Men Henry berolige os, der var ingen
fare. Nu begyndte alle at løsne op, at komme med små
vittigheder midt i gråden, hele denne mærkelige proces, der
hører med til at bearbejde sorgen. Det var jo det, som hele
denne proces handlede om og om at få et naturligt forhold til
døden. Særligt havde denne proces betydet meget for forældre,
der lige har mistet f.eks. en teenagesøn, havde Henry fortalt
mig. En mor havde skrevet til ham at uden denne terapeutiske
hjælp ville hun aldrig have fået bearbejdet sorgen over
tabet af sin søn. Vigtigere var, at nu hvor vi stod der og
lavede "bedemandens beskidte arbejde" forekom det os
alle - ikke mindst Inge som først havde reageret imod tanken
- som det mest naturlige i verden. Min fars kolde hud føltes
til sidst så dejlig og lækker og næsten uimodståelig. Det
store øjeblik kom da han skulle have sin præstekjole på og
vi alle måtte løfte ham fra båren over i kisten. Ved den
lejlighed tog Daniel et billede, som så næsten Rembrandtsk
ud, med faderen svævende på hænderne af sine tre sønner.
Derefter holdt vi en lille andagt ude i kapellet, hvor
kusinerne fortsatte med at stryge farfar på håret, nu igen
med tårerne løbende ved tanken om den midlertidige afsked på
en uge mens farfar skulle på køl. Vi havde igen bestilt mad
fra hotellet, da vi ikke vidste hvor længe påklædningen og
afskeden med far ville tage. Jeg hentede igen maden på
hotellet hos kromutter, som aftenen før havde spurgt:
"Jamen, hvad så med maden til de 80 i morgen? Kommer I
også efter den?" Og ved den lejlighed var det gået op
for os at dette jo var dagen hvor far og Inge skulle have
fejret deres sammenlagte 150 års fødselsdag, som vi nu var
endt med at fejre ved at lægge kistelåget over den ene
halvdel. Jeg undskyldte meget at vi forvirringen havde glemt
at afbestille 150-årsfesten.
Jeg var nu tilbage i København
en uge, hvor jeg arbejdede på højtryk på at få trykt min
fars erindringer og lagt dem ud på Internettet. Men
skanningen og udvælgelsen af tonsvis af billeder fra hans liv
viste sig at være en større opgave end jeg regnede med. Dog
fik jeg et demonstrationseksemplar trykt. Der var også meget
arbejde med annoncer, nekrologer osv. i diverse aviser. Jeg
var meget påpasselig med at skrive "Provst Jacob
Holdt" overalt. Alligevel havde flere af Politikens læsere
ved første blik fået kaffen galt i halsen ved at se at jeg
var død og ringede op. Derved fik jeg en herlig lille forsmag
på hvordan folk ville reagere ved min egen død.
Begravelsen foregik naturligvis
som den slags skal. Skønt udsyngningen fra Varde kapel ikke
var annonceret af frygt for trafikkaos, havde en større flok
af min fars bedste venner alligevel fundet derind. Lærer
Bennedsen foretog selve udsyngningen meget smukt, talen kan
ses på Internettet. Efter den stærke oplevelse med påklædningen
af min far ugen før føltes det nu "som ingen sag"
at lægge låget over sin egen far. Forinden gav vi ham dog
alle gaver med på rejsen, breve, tegninger osv. Vibeke
returnerede hans sidste julegave, som hun havde haft lidt svært
ved at komme igennem, en bog af Ålbæk Jensen. Jeg selv havde
lavet et stort billede af far og Inge sammen, som han fik med.
Mest var jeg ked af at hans provstisekretær gennem mange år,
Inger Jørgensen, som havde været ham (og os) så stærk en
støtte i de vanskelige år med min mor, ikke kunne være med
pga. en længere udlandsrejse. For at mindes hende havde jeg
taget en flaske whisky med, som hun havde givet ham under
sygdommen i sommer, men som han ikke dengang kunne drikke. Den
gav jeg ham nu med i kisten. Men i sidste øjeblik ærgrede
det mig alligevel at min far skulle have hele flasken for sig
selv og skruede spontant låget af og tog mig en ordentlig
slurk med ordene: "Jeg ved det bliver en hård dag at
komme igennem for os alle, far, så jeg må ha' lidt at styrke
mig på ligesom du nu får det fra fru Jørgensen på din
lange rejse."
(Dette var dog en nødløsning på gravens yderste rand. I
virkeligheden havde jeg prøvet på at få denne slurk for at
mande mig op til afskeden på hele køreturen ind til
kapellet, men havde siddet ved siden af svigermor i bilen og
turde derfor ikke at åbne flasken). De andre sagde siden at
det et øjeblik havde set ud som om jeg ville hælde hele
flasken ud over far, men så tosset er jeg nu heller ikke.
Derimod havde jeg jo lært hvor vigtig humor er for sorgens
bearbejdelse og dette gjorde det vist lidt lettere for os alle
umiddelbart efter uigenkaldeligt at lægge låg over far.
Under kørslen med det lange begravelsesoptog, som blev længere
og længere efterhånden som folk stødte til, sad jeg forrest
i rustvognen med Puggård. Begge havde vi mobiltelefoner for
at dirigere diverse ringere i de forskellige kirkers tårne o.
lign. Jeg havde lagt og udmålt ruten op omkring Gunderup for
at vi kunne komme ind gennem Årre fra den rigtige side. Ingen
skulle føle sig snydt og flage på halvt eller udlægge
grangrene forgæves. Min far skulle have mulighed for at sige
farvel til alle de tre kirkemenigheder, som havde betydet så
meget for ham. Straks vi kørte ind i Årre by hørte vi
kirkeklokkerne og hele den lange vej op til kirken var dækket
med gule blomster. Her kørte jeg med rustvognen op til mindehøjtideligheden
foran kirken på bakken, hvor den store menighed stod på række
foran med bøjede hoveder under ringningen mens den nu lange
kortege måtte blive nedenfor. Det var en smuk afsked og som
altid var det mig der brød højtideligheden ved at hoppe
forvirret rundt for at fotografere det hele. Fotografering -
at stille sig på afstand fra begivenhederne - er jo en god måde
at holde tårerne tilbage på. Da alle var kommet i bilerne kørte
vi videre mod Fåborg. Her kørte alle vognene med familien op
til præstegården ad den lange elmeallé, som var flot dækket
med gule blomster. Ude på selve vejen havde min barndomsven
fra 3-årsalderen, Jens, lagt et gran- og blomstertæppe. Det
var her han og Niels Jørgen og jeg som drenge altid fik
besked af far om at lægge et grantæppe ud hver gang der var
begravelse for en i byen. Den meget tungere trafik i vore dage
har bevirket at folk nu i stedet lægger blomstertæpper inde
i deres indkørsler. Midt på gårdspladsen havde pastor Bye
og kone lavet en kæmpestor rund blomsterdekoration, som vi nu
cirklede vognene rundt om mens vi tog afsked med vort
barndomshjem. Dette var en af de mange gange i løbet af
dagen, hvor jeg og - tror jeg - begge mine brødre måtte
bryde i gråd, for præstegården havde jo ikke blot været
rammen for vores barndom, men også for det utrolige folkelige
arbejde min far havde skabt omkring den og i den. Ved Fåborg
kirke standsede vi igen for at samle tilstødende op, bl.a.
Marius' forældre, Niels og Frida. I Agerbæk skiltes jeg i
rustvognen fra den nu milelange kortege - officielt for at
lade min far sige farvel til sit sidste hjem på Debelvej, der
nu var som et langt blomstertæppe - uofficielt fordi vi havde
opdaget i kapellet at vi i forvirringen havde glemt
ridderkorset, som jo hører med til en begravelse på disse
kanter. Godt nok havde min fars død givet mig en underlig
frihed til pludselig at rode i alle hans skuffer, men aldrig
havde jeg forestillet mig at jeg - inden han overhovedet var
begravet - skulle ende med at flå så mange skuffer ud så
hurtigt som for nu at finde hans ridderkors. Men det lykkedes
og min nye ven, Henry, fik det lynhurtigt sat på kisten så
vi i værdig og ophøjet ro kunne nå frem til kirken, hvor
alle de 300 mennesker nu stod og ventede foran kirken.
Og begravelser er jo noget underligt noget, for selvom man som
jeg føler at man har fået rigelig lejlighed til at græde ud
under det lange sygdomsforløb og fået sagt personligt tak
til sin far ved hans sygeleje, - ja, så får højtideligheden
og stemningen jo alligevel en til at bryde i gråd, når man
skal bære sin far forbi alle disse mennesker med alle deres
forskellige følelser overfor ham fra et langt livs samvær.
En grund til at jeg havde valgt Bente Rosenkrants var at hun
har en dejlig, let og smilende måde at forkynde på (hendes
smukke tale ligger på Internettet) og når det drejede sig om
en 80-årig ønskede jeg netop at det skulle være en fest.
Alligevel forrådte mine tårer hele tiden denne feststemning.
Jeg vidste også næsten præcis hvornår det ville ske - som
da vi skulle bære kisten ud af kirken til tonerne af "Så
rejse vi til vort fædreland" - salmen vi havde haft hængende
med billeder illustrerende hvert vers op ad trappen til mit værelse
i præstegården. Men kort efter er man igen i stand til at
fungere normalt - således da jeg så at mange udenfor kirken
ikke havde kørelejlighed, ikke mindst den ligeledes 80-årige
lærer Jessen, som var far til Ingrid, min kæreste i
gymnasietiden - og fik skaffet dem kørelejlighed. For nu
skulle hele den lange kortege køre tilbage mod Fåborg kirke,
hvor jeg og mine brødre og Daniel og min fars to bedste
nabovenner bar kisten hen over kirkegården med de to præster
i ordinat foran os og talrige nabopræster bag os. Da jeg
under den langsomme gang læste navnene på gravstenene, kunne
jeg ikke lade være at fundere over hvor mange der ville have
været med til begravelsen, hvis den havde været for 10-15 år
siden. For her lå jo hele min fars egen generation -
grundpillerne omkring mig i min barndom - Brosbøl, Søndergård,
Abrahamsen osv. såvel som mange af mine egne skolekammerater
som Henning, Bruno, Bjarne, Finn, Lise, "kjøn
Erik", Peter Ludvig osv. Efter jordpåkastelsen, som er
det øjeblik jeg hader mest ved begravelser, defilerede alle
deltagerne forbi og hilste på os i familien, alle som en med
triste ansigter. Men da køen var en halv time lang var det svært
selv at bevare en passende grimasse hen mod slutningen. Mange
havde jeg ikke set i årevis og det var jo pinligt at måtte
udspørge dem om hvem de var, men heldigvis stod Niels Jørgen
før mig så jeg kunne lytte med når han dummede sig. Andre,
som fars gode ven, folketingsformand Ivar Hansen, havde jeg fået
rig lejlighed til at se igen under sommerens sygdom.
Endelig kom højdepunktet på
det hele, gravkaffen på kroen. Jeg vil ikke prøve at
beskrive denne fase, hvor bylden er gået og alle bliver højstemte,
med de traditioner der er knyttet til den i Vestjylland, da
min far har gjort det langt bedre i sine erindringer, som I
kan se på Internettet. Jeg havde selv været nede på kroen
om formiddagen for at pynte op og lavet et lille mindested,
hvor folk kunne skrive sig op til hans erindringsbog. Det er
også meningen at jeg vil lægge alle talerne ud på min fars
mindegravsted på Internettet, når jeg får tid. Det var mest
de mange præster, der holdt taler foruden vi tre brødre.
Pastor Wentzel foreslog at min fars begravelsestaler, som var
særligt berømte, burde udgives. Under Steens tale blev hans
ekskone sur over det han sagde og vandrede ud og Niels Jørgen
brugte som vanligt en del tid på at rakke ned på sin
storebror og at beklage sig over alt havearbejdet vi havde
skullet lave i den store præstegårdshave i barndommen. Jeg
selv anede ikke hvad jeg skulle sige om min far, som på mange
måder stadig står som en mystisk skygge, der følger mig
overalt. Så jeg fortalte lidt om de ukendte sider af hans liv
som jeg lige havde oplevet under læsningen af hans
erindringer. Alle takkede vi Inge for hendes opofrende kærlighed,
mens jeg ikke glemte at sende en rørende hilsen fra fars
ekskone Rie i Amerika, som jeg senere på året besøgte for
at berette om begravelsen personligt. Og ikke mindst takkede
vi Henry Puggård for at have givet "os alle en oplevelse
for livet." Hans svigerfar kom bagefter op og takkede for
alle de pæne ord. Dette var i øvrigt en gordisk knude jeg
aldrig fik løst på trods af mine store diplomatiske evner, -
at pastor Rosenkrants' egen mand, som var til stede, ejede
egnens eneste konkurrerende bedemandsforretning. Det er åbenbart
lettere at fordele et lig på mange præster end på mange
bedemænd.
Men nu nærmer nytårsaften sig
og jeg må se at få dette jappet færdig. Vibeke havde fået
sin tiltrængte ferie ødelagt af hjernerystelse og dødsfald
og jeg stod for at skulle rejse til USA. Pga. mine udtalelser
om indvandrere i Tv-nyhederne kom der lige før afrejsen
trusler fra nazisterne om at slå min familie ihjel, så Lalou
var lidt nervøs for at nazisterne skulle kravle ind til hende
via stilladset foran huset, der var ved at blive malet. Jeg
havde ganske vist ingen shows i USA idet skolerne alle havde
foretrukket at udsætte til foråret i uvisheden om hvornår
min far ville dø. Men der var så meget rust i min bil
derovre, at den ikke kunne gå igennem syn i Massachusetts og
nu måtte registreres i New York. Desuden lavede jeg research
i de store biblioteker i NY, Washington og Los Angeles, hvor
jeg sidstnævnte sted blev smidt ud af et valglokale for at
tale nedsættende om Bush. Jeg nåede også at tilbringe en
dag i Scientologys store propagandafremstillingshovedkvarter
ude i ørkenen med filmstudier så store som Hollywoods, alt
finansieret af de stakler de udplyndrer rundt i verden. Størst
oplevelse var det at forske i det fornemme Library of Congress,
hvor, Kasele, en af mine gamle smukke sorte elever nu
arbejdede. Sent glemmer jeg hvordan hun efter showet havde stået
i lang tid og skælvet, ja rystet over hele kroppen af bevægelse.
Og det genoplevede jeg nu mange år efter på en hel særlig måde,
da hun førte mig ind i de kilometerlange gange med bøger,
hvor ingen almindelige dødelige som jeg ellers må komme. Men
hvor som helst vi kom genkendte de sorte medarbejdere mig og
hilste "Hello, Mr. Holdt." Jeg var mildt sagt
overrasket over deres belæsthed, men det viste sig at Kasele
i årevis havde fortalt dem om mig og fået dem til at læse
min bog. Hvorfor de også overtalte mig til at donere flere
eksemplarer, da det ene af bibliotekets to kopier - vist af
samme grund - nu var forsvundet. Derfor kunne jeg heller ikke
få nogen bedre assistent til min research end Kasele, som i
alle de dage jeg var der, betjente kun en kunde, nemlig mig.
Selvom jeg skrev stakkevis af bestillinger ud på bøger jeg
havde brug for, sprang hun dagen igennem rundt for at finde
dem i de tre bygninger, der strakte sig over flere af
Washingtons store avenuer. Men sådanne lange, kringlede gange
er skam også ideelle til at flirte i, hvilket Vibeke var den
første til at forstå, da jeg kom hjem og viste hende
billeder af Kaseles skønhed. Om aftenen takkede jeg hende for
indsatsen ved at tage hende til koncerter eller på
restauranter. Det jeg i øvrigt forskede i var en ny bog,
Gyldendal har bedt mig om at skrive, om min forgænger Jacob
Riis. Et projekt, der virker lidt mere overskueligt end min
verdenshistorie, men lad os nu se om jeg kan drive det til
noget. Det vil i al fald blive skrevet som lidt af et selvopgør,
idet både Vibeke og jeg har fundet alt for mange ubehagelige
ligheder mellem Riis og mig - mest i negativ retning. Jeg blev
dog langt fra færdig, for midt i al morskaben kom der en
telefonopringning en nat fra Vibeke om at min ekskone, Annie,
var ved at dø derhjemme og ønskede at se mig inden. Det var
lidt for meget død på en måned. Jeg havde på hele
USA-turen haft mareridtsagtige drømme om min far, som stadig
holdt mig vågen. Samme aften smed jeg alt fra mig og drønede
i bilen op til New York for at tage en flyver hjem næste dag.
Da jeg kørte mod lufthavnen var der imidlertid så mange
trafikpropper at jeg ville tage en smutvej gennem den
vestindiske ghetto i Brooklyn. Men her eksploderede motoren
pludselig i røg og damp, hvorefter jeg mistede den
automatiske styring. Så i stedet for at havne hos et par
kolde islandske stewardesser endte jeg hos et par varmblodede
trinidadiske mekanikere og kom først hjem næste dag. Jeg tog
lige fra lufthavnen til hospitalet. Annie var helt nedslidt af
sukkersyge og alskens tilstødende sygdomme og havde
frygtelige smerter, da jeg trådte ind. Men efter nogen tid
blev hendes tilstand bedre og det ser ud til at hun klarer
det. Hendes humor har hun stadig i behold. Hun synes at det er
frygteligt at havne inde på en stue, når der nu er sådan et
hyggeligt liv med masser af mennesker ude på de overbelagte
hospitalsgange. Men hun taler også som kontrast til det
ensomme liv hun normalt lever i sin hverdag i en beskyttet
bolig, hvor hun kun har mine julebreve at se frem til, som hun
siger. Og så ved I jo at hun må være sølle stedt.
Og sådan blev det så jul igen
efter et år som - lidt for meget - kom til at stå i
familiens tegn. Næste år vil jeg forsøge at leve lidt mere
udadvendt. I marts er det nemlig Amerikanske Billeders 25 års
jubilæum og i den anledning har jeg lanceret en ny "Millenium"
udgave, i hvilken jeg prøver at bearbejde vor egen racisme
herhjemme - altså et "terapeutisk show." Desuden er
jeg gået i samarbejde med dagbladet Politiken, som vil
benytte det i sin egen kampagne mod racisme og bl.a. stå bag
et stort fødselsdagsarrangement den 29. marts i Diamanten
(Det Kgl. Bibliotek). Selv om I har set den gamle udgave, håber
jeg at se mange af jer til dette arrangement. Men der er flere
25. års jubilæumsarrangementer, I kan komme med til. Lørdag
den 23. juni åbner jeg for første gang nogen sinde en
fotoudstilling med mine "døde" billeder - også fra
Den Tredje Verden - i Rundetårn. Det er for mange den første
feriedag, så jeg synes at I skulle lægge jeres ferierute om
ad København og bruge anledningen til en sommerfest. Broløbsfesten
fik I kun tre dages advarsel om, men denne gang er I blevet
varskoede et halvt år før og så er det jo sværere at finde
en god undskyldning for at udeblive! Nu må I ha' et rigtigt
godt nytår.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 København K
Tlf. 33-124412 , Mobil når jeg er på turné: 20-324412 (I
USA: 212-614-0438)
E-mail: jacobholdt@american-pictures.com
Særlige websider under www.american-pictures.com/.....
:
Tidligere julebreve: .../dansk/jacob/julebreve.htm
(med dette års billeder)
Mindested for min far: …/dansk/jacob/far/Provst.Holdt.htm
Min fars erindringer: …/dansk/jacob/fars.erindringer.htm
Mit Danmarksløb: …/dansk/jacob/motion.htm
Mine omtalte slægtssider:
..../genealogy/saints.htm
Liste over mine foredrag, steder og datoer: ..../kalender/foredrag.htm
Husk at e-maile mig din
e-mail-addresse i dag!
Tilbage til del 1
Tilbage til indeks
|