Det lykkedes mig at få ARTE til at aflyse næsten alle mine foredrag i foråret, så jeg kunne tage i sommerhuset for at skrive tekster. Her opdagede jeg hvorfor jeg aldrig er blevet forfatter – jeg dur simpelthen ikke til at arbejde alene og søger straks hen hvor der er forstyrrende mennesker eller skriver e-mails til dem. Vibeke var ikke til megen hjælp, da hun hellere ville arbejde i haven og snakke om træer og buske end indvendiggjort racisme. Men det var ikke blot de alenlange tekster, der skulle skrives til udstillingen, der gav mig hovedpine og stigende stress. Langt værre var næsten koordineringen af rejserne for de mange, der skulle komme fra USA, som i sig selv var et fuldtidsarbejde. Min gamle fotografven, Jens Jørgen Jensen i Portland, som har lavet kopier og biograffilm for mig gennem årene, kunne ikke selv komme pga. aftaler i Spanien, men havde lovet at sponsorere rejsen for Merrilyn Jones (Harlems Rose i bogen). Og min eks-svigerdatter, Anna Davolio, havde som fotomodel i verdensklassen (på forsiden af EuroWoman i Nov) lovet at sponsorere Alphonsos rejse.

Men de praktiske detaljer med f.eks. at skaffe Alphonso et pas efter hans 40 fængselsdomme og to mord var selv med hjælp fra og daglig korrespondance med lokale præster, politi og venner i Baltimore helt uoverstigelige. Mennesker i ghettoen lever fra hånden til munden, så næsten alle de inviterede venner fra bogen var nødt til at få økonomisk hjælp til at betale deres regninger i tiden mens de var væk. I flere tilfælde havde jeg også en langvarig korrespondance med deres familier for at finde ud af om de stadig stjal eller var på stoffer, da jeg fra tiden i Købmagergade vidste at jeg ikke kunne udsætte mine andre gæster for at bo sammen med nogle, der gik og stjal fra deres kufferter. I ét tilfælde måtte jeg bede en mor til en af de inviterede om forsøgsvis at lægge penge rundt omkring i sit hus for at se om hendes søn stjal dem. Jeg havde tidligere hjulpet hende med at holde hendes søn ude af fængsel, så jeg vidste at hun ville svare mig ærligt - selv ved udsigten til at hendes søn i givet fald ikke ville få denne udlandsrejse forærende. Oprindelig havde jeg også tænkt mig at invitere klanlederen, som har betydet så meget for mit liv som foredragsholder, over til denne "ghettogether", men efter hans lammelse opgav jeg totalt at finde sponsorer for ham – eller kompensation for tabt arbejdsindtægt til Pamela, hvis hun kom. I det hele taget er det svært at lave en integrationsfest, dvs. blande sine mange forskellige venner. Jeg vil ikke nævne navne her, men flere af jer havde sagt til mig at "hvis den og den kommer, skal du ikke regne med at se mig." Lad mig blot sige at det ikke var mine venner fra Dansk Folkeparti, som var så krævende. Folk på venstrefløjen var langt de mest besværlige og mindst rummelige!

Det allerstørste problem ved at arrangere en fest i form af en fotografiudstilling er at man skal vælge billeder ud, noget jeg aldrig har kunnet. Jeg går aldrig på fotoudstillinger fordi jeg simpelthen ikke kan se hvad der er et godt billede. Lige siden mit første show har jeg haft hjælpere til at udvælge. Billederne i Rundetårn blev udvalgt af min astrolog, men hun var sur på mig nu, så jeg måtte finde andre. I begyndelsen havde jeg kun to til det. Dels en fotointeresseret blaffer, jeg havde samlet op på Fyn og dels Christina Voigt, som sad på elendige Internetforbindelser i Nepal og kiggede mine billeder igennem. De to gav billederne point og hvis begge gav et billede topkarakter, var billedet valgt ud til semifinalen. Et andet problem efter digitalkameraets opfindelse er mængden af billeder, der hober sig op når man som jeg ikke ved hvad der bør smides ud. Titusinder af billeder skulle vælges fra efter mine særlige racismekriterier. Så da de to udvælgere sjældent var enige, måtte jeg sætte flere andre til det. Bl. a. kom Ole Holst med, Vibekes gamle kæreste, som normalt hænger mine udstillinger op, Morten Bo, der leder fotografskolen Fatamorgana, Lars Schwander, leder af Fotografisk Center, flere unge uddannede fotografer og andre tidligere medrejsende i USA. Men da selv mange af eksperterne var fuldstændig uenige, konkluderede jeg at mine billeder var så dårlige at det egentlig kunne være lige meget hvilke jeg tog med. Og så fik jeg den ide at lade de indfødte i de forskellige lande, som jeg havde fotograferet, selv vælge billederne ud til finalen. Men her løb jeg også ind i problemer, for de eneste der havde internet i lande som Guatemala, Namibia, Bolivia osv. var overklassens børn og de brød sig virkelig ikke om alle mine fattigdomsbilleder. I én skole i Guatemala fik læreren eleverne til at skrive stile om hvad de syntes om billederne og det var sandelig meget lærerigt hvad angår racisme at høre den væmmelse, de havde overfor de "beskidte og dovne indianere" jeg viste. Derimod havde de tidligere skrevet fantastiske opgaver om racismen i USA ud fra mine (Nord)Amerikanske Billeder, som de samme elever var begejstrede for. Dette minder jo lidt om danskernes begejstring for mit racismearbejde i USA, mens de tager afstand fra vore egne hjemlige muslimer etc. Så en ting fik jeg bekræftet ved at udlicitere mine fotografiske opgaver globalt – nemlig at vi alle er i samme båd og går med lige små sko overalt. Selv om min ide om at skabe integration gennem en festlig "ghettogether" ikke lykkedes helt som jeg havde håbet på det, så skal I i al fald vide at det lykkedes mig at skabe ganske meget integration bag kulisserne i selve arbejdsprocessen – nøjagtig som i den større globalisering, vi er en del af, hvad enten vi ønsker det eller ej. I Namibia fik jeg sågar folk til at løbe rundt blandt himbaerne, de nøgne ørkenstammer, for at spørge om det, jeg havde konkluderet om deres og hereroernes forhold til hinanden og deres forskelligartede reaktion på tyskernes undertrykkelse, nu også var rigtigt. Også langt ude i Ugandas nu Ebola-ramte ødemarker fik jeg folk, som direkte arbejdede med de udstødte stammer jeg udstillede, til selv at vælge billederne ud og prøve at skaffe navnene på de afbildede og fortælle om deres udstødelse.

Men som I kan forstå af min yderst demokratiske måde at arbejde på – at lade hele verden være med til at bestemme – var det yderst stressende at skulle samle alle disse tråde og alle email-afstemningerne, der landede på min computer fra hele verden, - at lægge kvart-, semi- og til sidst finalerne ud på Internettet for at folk med andre kulturelle syn i andre lande kunne stemme videre ud fra dem. Folk ringede og mailede døgnet rundt og jeg blev med mit rundtossede influenza-hoved mere og mere stresset og ude af stand til at bevare overblikket.

Christina Voigt, som skrev til mig dagligt fra de fjerneste egne af Nepal, kunne mærke det og foreslog en dag: "Jacob, I can feel you need help. Don’t you think I should come home and help you? I can always make my own movie at another time." Det var et tilbud, jeg ikke kunne afslå, og Vibeke kunne også se at den var helt galt med mig. Der var kun en måned nu til udstillingen skulle åbne og intet billede var produceret endnu. Så Christina fløj herop og flyttede straks ind og begyndte at organisere hele udstillingen og mit liv for mig. Jeg var vildt imponeret over hendes evner ….og ikke mindst af den astrologiske forudsigelse af hvor stærkt og handlekraftigt et slagskib vi var i forening. En usædvanlig kemi, for bortset fra mit tilsvarende intense rejseri og samarbejde med Kitte Fennestad på bog og film i sin tid, tror jeg ikke at mange andre vil beskylde mig for at være god i teamwork.
Alt kunne Christina efter få dage finde på mine 5-6 forskellige harddiske og i diverse arkiver og kældre med titusinder af billeder. "Find lige en transvestit eller en muslim, som gør sådan og sådan….." og få minutter efter var billedet på skærmen og behandlet i Photoshop mens jeg mailede teksterne til min kusine, den pensionerede lektor i dansk, Birgit Vanghaug, for at få dem rettet til…..thi skrive kan jeg jo lige så lidt som at fotografere…..kun at levere store ubrugelige mængder af tekst og billeder, som I ved fra mine julebreve. For at finde ud af hvor mange billeder, der skulle bruges i hvert afsnit, begyndte Christina nu på sin Mac at sætte hele udstillingen virtuelt op, thi Øksnehallen lignede blot en kæmpestor tom hangar. Spånpladerne, som billederne skulle hænge på, kom først dagen før åbningen. Så hvis ikke hun havde tegnet ind hvor hvert eneste af de 800 udvalgte billeder, skulle sidde, og hvordan pladerne skulle hænges på forhånd, ville alt blive kaos. Vi arbejdede næsten i døgndrift fra 6 morgen til 2 nat. Hvis der var et pusterum fra min side, sad hun i stedet og klippede sin egen film, som skulle have premiere et par måneder senere. Lidt Afrika-hjælp fik vi i øvrigt fra senegaleseren Aziz Falls, som sidder i bestyrelsen med mig i Kritiske Muslimer, og som ligeledes var flyttet ind hos os i den måned, - ja, så naturlig en del af familien er han blevet at han nu er med til middage hver gang vi har gæster. Vibeke var sammen med en af mine gamle veninder, Marianne Wilkins, gået i gang med planlægningen af selve min fødselsdagsmiddag, hvorfor vi brugte travlheden til at prøvespise diverse restauranter i København. Åbningsfestens "ghettogether" måtte jeg selv organisere sammen med mine kurdiske veninder Özlem Cekic og Mehtap Önder samt Kashif Ahmad fra Nusratmoskeen. Mehtap faldt hurtigt fra, da hendes farfar pludselig døde, hvorfor hendes kultur bød hende og familien at sørge i 40 dage (grunden til at hun ikke kom til festerne). Özlem satte alverdens kurdiske medier i gang, men havde så travlt med sine egne Tv-udsendelser – bla. de muslimske pigers "Oraklerne" – at hun ikke fik den fornødne tid til arbejdet. Hendes møder trak ud, så når jeg sad og sms’ede hende i Radiohusets koridorer, sad hun indenfor under møderne og sms’ede sine drillende svar tilbage. Men når vi endelig mødtes, arbejdede hun som et maskingevær. Min ven Kashif, der som lærer fungerer som en "frelsende engel" for forstædernes Yallahrup unge, hjalp mig dels med at fotografere blandt disse og i skolerne og dels med som musikarrangør at skaffe vennen, Ali Kazim til festen. At jeg fik denne kendte rapper med imponerede min rapelskende søn, men selv havde jeg håbet at Kashif med sine tidligere evner til at få Kongehuset med til sine musikarrangementer kunne skaffe Frederik eller Mary med deres interesse for integrationsarbejdet (i min totale uvidenhed om at Mary skulle føde på netop det tidspunkt). Endelig var der alle mine venners 60-årsfødselsdage, som skulle passes på samme tid, hvis jeg skulle gøre mig håb om at de kom til min, bl.a. Jess Vestergårds og Marius Ibsens.

For ikke at tale om min egen mindre familiefest på selve dagen, hvor min bror holdt så kritisk en tale om mig, at alle var dybt rystede, mens jeg roste ham fordi jeg jo godt kunne se at han havde ret og ikke syntes at det var så slemt, da jeg jo hele tiden får det samme at vide af Vibeke, blot langt mindre diplomatisk. Det var vist noget om at jeg aldrig hører efter hvad han siger, men jeg husker ikke helt hvad han sagde, da jeg sad i mine egne tanker om at integrere alt andet end den nærmeste familie. Inderst inde var jeg dog tilfreds med at han fik luftet ud her til privatfesten og ikke til min store offentlige fest senere.
Jeg havde først tænkt mig at udlicitere trykningen af billederne til det billigere Paris eller Berlin, men endte med at få en sponsoraftale med Colorgruppen for enden af min gade. Det var et held, for Christina endte med at løbe dertil i pendulfart den sidste uge og til sidst helt at flytte ind hos Colorgruppen, hvor de ikke kunne nå det hele uden hendes organisatoriske hjælp. De sidste billeder blev indleveret om morgenen på åbningsdagen og hentet af hende en halv time før åbningen. Samtidig havde hun de sidste to nætter siddet sammen med min søn Daniel og hamret billeder op i Øksnehallen – natten lang – da hallens egne medarbejdere svigtede eller opgav, fordi 20 billeder faldt ned på bagsiden af spånpladerne hver gang man sømmede et op på forsiden. Det var en af gangene, hvor jeg så Christina bryde i gråd efter ugers manglende søvn. De andre gange var forårsaget af at "I can’t understand your mind and crazy way of planning when you can’t even yourself," hvilket ikke kunne siges mere præcist.

Andre gange strålede hun af stolthed, når jeg kom derud og hun i nattens løb havde lært sig selv at køre enorme gaffeltrucks for at flytte stabler af billeder eller skillevægge på egen hånd. Eller i nattens løb havde klippet mine Ku Klux Klan film sammen i Final Cut Pro, så de kunne køre i loop på videoskærmene. Det virkede absurd at komme derud midt om natten og se denne lille spinkle østtyske pige ligge på knæ og hamre løs i en hal så stor som Rådhuspladsen - fuldstændig alene både i hallen og i den mørklagte uhyggelige kødby, der omgiver den. Om vi i den henseende var så effektivt et arbejdsteam, som stjernerne havde sagt, kan betvivles, da jeg brugte de samme dage på at fare frem og tilbage til lufthavnen for at hente gæsterne fra udlandet og at skrive tale til åbningen. Jeg plejer ikke at skrive mine taler ned, men var nødt til det, da jeg vidste at jeg ellers ville bryde sammen i gråd når jeg skulle takke Christina for hele denne udstilling, der ikke var blevet til noget uden hendes hjælp – eller var blevet afleveret lige så sent som stilene i min skoletid.

Jeg vil ikke her sige noget om selve åbningsfesten, der i den henseende gik over al forventning. De fleste af jer, som læser dette, var selv med blandt de 700 gæster. Ellers kan I se videoerne på mine hjemmesider med bl.a. Sandras, Howies og Tony taler og advarsler til danskerne om at undgå en lignende ghettoisering som den, der har udstødt de sorte i USA. Men netop når det drejer sig om "ghettoen i vore hjerter", som ligger bag denne udstødelse, måtte jeg indse at hele udstillingen havde været et stort racistisk og menneskeligt nederlag for mig selv, hvilket jeg talte om i åbningstalen:

"Som I vil se i udstillingen bruger jeg mange eksempler på min egen racisme, som jeg selvfølgelig hele tiden opdager nye tilfælde af. Senest var da jeg ville invitere flere af mine sorte venner fra USA’s ghettoer, som blev kendt i Amerikanske Billeder, med over til denne åbningsfest for at møde deres danske læsere. Jeg fandt hurtigt nogle velhavere i USA, der ville sponsorere deres rejse, men dermed var problemerne ikke løst. De glædede sig gennem måneder til deres første rejse ud af ghettoen, men alligevel fik de sig ikke taget sammen i tide til alle de praktiske ting, den involverede, såsom anskaffelse af pas, aftale med myndigheder om ikke at miste kontanthjælpen eller at få betalt huslejen undervejs osv. Ærlig talt, jeg har rejst i ghettoer i årevis, men nu gik det rigtigt op for mig HVOR lammede og magtesløse deres ofre bliver af lang tids ghettoisering. Og det værste var, med al det stress jeg selv var i for at nå tidsplanerne til denne udstilling, kunne jeg pludselig ikke klare at vise hensyn til denne ineffektivitet hos mennesker, som jeg i mit mørke indre ræsonnerede "da må lære at kunne tage et ansvar ligesom alle os andre." Altså begyndte jeg, som enhver forretningsmand, der må skabe effektivitet og handlekraft på en arbejdsplads for at overleve, at bruge mine fordomme mod ghettoens beboere til at diskriminere dem. Jeg undlod nemlig at invitere flere af den slags venner, som ønskede at komme, men som jeg godt vidste, ville virke belastende for mig som arbejdsgiver mht. til at skaber resultater på denne udstilling. Og da til sidst selv Merrilyn, som jeg i min bog fremstiller som Harlems rose, der undslap ghettoens mentale greb, for kun to dage siden kom med endnu flere undskyldninger for at komme for sent, regninger der lige skulle betales for at hendes elektricitet ikke skulle bliver lukket da mennesker i ghettoen jo hele tiden kun er to skridt fra at blive hjemløse, endte jeg med at smække røret i og sige: "Så kan det også være lige meget. Du behøver ikke at komme og jeg ansætter ikke flere af din slags."  Jeg siger det lidt groft her, men bruger det som eksempel på den racisme vi f.eks. som arbejdsgivere altid udøver mod magtesløsheden og de andre følgesvende, som vores tilsyneladende uskyldige hverdagsracisme skaber i ghettoens ofre. Min racisme er som sagt skyld i at I i dag ikke kommer til at høre Alphonso og Merrilyn, skønt disse to tit har talt ghettoens stemme overfor mine hvide universitetselever i USA."

Jeg tror ikke at I andre helt fattede HVOR meget indre skyldfølelse jeg stod med over at denne store integrationsfest i den henseende var totalt mislykkedes. Ikke mindst fordi det jo var Alphonso selv, der for mange år siden havde fået ideen til at bringe alle folkene i bogen til en stor "beggars banquet" med deres hvide læsere. Nu var det stort set kun alle Matador-vinderne, der var endt med at samles – også blandt de danske indvandrere.

Nå, men glæden over at "integrere" alle de gamle medarbejdere fra Amerikanske Billeder og venner i USA med vor nye ghettoiserede og opsplittede danske virkelighed var dog alligevel overvældende. Mange havde ikke set hinanden siden vores store 10-års jubilæumsfest i 1986.

Nogle fløj som Christina Sun ind fra USA samme eftermiddag – og lå derfor og sov af jetlag på scenen sidst på dagen. Største oplevelse for alle var nok kædedansene til den vidunderlige musik af Grup Kervan, som jeg havde hørt til flere kurdiske bryllupper.

Næste dag var en mere privat festlighed, hvor jeg ønskede at fejre og takke de mennesker, hvem jeg skylder alt – lige fra mine nu afdøde forældre, som jeg viste i lysbilledshowet, til de sidste nye venner som Christina Voigt (uden hvem igen Powerpoint-showet overhovedet ikke var kommet op at køre på væggen). Når man ønsker at takke mennesker på den måde løber man hurtigt ind i problemer, som I kan huske fra min indledende bunkemail om hvem der skulle inviteres med. For det er sandelig svært at vurdere hvor stor betydning diverse mennesker har haft for een – særligt når det drejer sig om dem man engang umiddelbart opfattede som sine fjender, men som jo alligevel viste sig at være en uundværlig del af ens psyke/skygge og hele personlige udvikling – måske langt mere end rygklapperne. Således havde jeg arbejdet meget på både at få min KGB-føringsofficer Nick Gribin med til festen i lige så høj grad som ham, der havde skabt meget smerte ved at afsløre mig som KGB-agent såsom Gordievskij i England. De som har formet ens liv mest er dog nok ens gamle skolekammerater – igen måske især dem der mobbede én i de tidligste år – men her løb jeg hurtigt ind i pladsproblemer. Da jeg havde lavet hele listen over fortidens betydningsfulde familie, venner og fjender kom antallet op over 300, mens der kun var plads til 250 i salen. Og dette tal inkluderede slet ikke alle de indvandrervenner, jeg har fået i de senere års integrationsarbejde. Da meningen med hele festen jo var at vi skulle feste os til integration gennem samværet med hinanden, ønskede jeg at mindst en tredjedel skulle være nydanskere. Jeg forstår udmærket problemet de fleste af mine gammeldanske venner har til deres fester, at når alle deres diverse onkler og fætre og folk, som de skylder noget fra fortiden er inviteret, ja, så er der simpelthen ikke plads til at få deres nydanske venner med. Men hvis vi fortsætter med sådanne klikedannelser får vi jo aldrig Danmark integreret og vil ende i parallelsamfund. Dette var problemet i den fortvivlede mail, jeg sendte jer, at jeg tøvende indså at jeg måtte til at redigere efter devisen "kill your darling". Altså måtte en stort antal skolekammerater og familiemedlemmer og gamle kærester og showarrangører "slagtes", hvilket mest foregik på den måde at hvis disse ikke selv havde inviteret mig til deres fester i de seneste 10-20 år, - ja "så var I sgu også selv ude om det!" Således kom f.eks. I to kusiner med børn med, men ikke I tre fætre. Således blev Jess, Marius, Virtus, Torben, Thostrup og Steiness inviteret, men ikke alle I andre fra gymnasieklassen, som får julebrevet osv. "Øje for øje, tand for tand" – det siges jo at være meget demokratisk J

Men jeg blev godt nok noget blød i benene, da jeg til den store "ghettogether"-fest dagen før så mange af jer andre, som var kommet rejsende langvejs fra, men som jeg nu ikke spontant kunne invitere til andendagens private fest, da min kone, som stod for denne, havde givet mig forbud fordi alle borde var fyldt op. Særligt da jeg nogen tid senere pakkede gaverne op og fandt 3000 kr fra en af jer, som jeg havde "slagtet", og da et usædvanligt stort antal i sidste øjeblik meldte afbud pga. maveonder eller som Mona Sheikh kun en time før pga. "brandskade på min datter."

Som følge af al min travlhed kom mine invitationer også alt for sent ud, hvorfor et usædvanligt stort antal inviterede var forhindrede. Særligt var jeg ked af at gode kampfæller som Shabana Amanat, Mehtap Önder, Bashy Qurashy, Klaus Rifbjerg, Nathalie Khankan, Mahvish Ahmad, Lars von Trier, Sabina Holstein, Mona Sheikh, Petter Gilsvik, Suzanne Brøgger, Khurram Jamil samt gode venner som Per Nørhaven, (DDR-spionen) Jörg Meyer, Mikkel Scharff, Eli Saeter, Thomas Engell, Claus Wiese, Søren Espersen (der skulle have været toastmaster), Lisbeth Schneider, Jørgen Munck, Ingrid Spangbjerg, Pia Poulsen, Dominique Donabin, Søren Ulrich Thomsen (alle med ægtefæller) samt fra Fåborg (min første lærer) fru Teglgård, Asta Østergård og Jens Holm Nielsen måtte sende søde afbud – mange af dem fra udlandet.
Andre havde som Rushy Rashid slet ikke modtaget mine bunkemails. Rushy løb faktisk ind i Roya Moghaddas, der som sædvanlig kom en time for sent ligesom hun gjorde det til sin egen 50-årsdag senere på sommeren (du kompenserede dog for det med din smukke dans ud på aftenen), hvorfor Rushy spurgte hende: "Hvor skal du hen i sådan en hast?" "Jeg skal til Jacobs fødselsdag," svarede Roya. "Hvorfor har han dog ikke inviteret dig?" Men det var du faktisk, Rushy, hvilket først gik op for dig til Nusrat-moskeens 40-årsjubilæum!

Festen gik over al forventning bortset fra bordplanen. Vibeke havde klippet 250 stykker papir ud aftenen før med navnene på, men da det kun var de færreste ægtefæller vi kendte andet end navnene på, gik der fuldstændig koks i det hele. For hvordan sætter man folk sammen, så det bliver et spændende nyt bekendtskab for begge når værten ikke kender deres temperament? En time før vi skulle gå til bords stod vi stadig derhjemme og skændtes om hvem der skulle sidde hvor, men måtte til sidst opgive. En jøde havde spurgt om vi kunne skaffe ham en sød jødinde til bords, en Hizb-ut-Tahrir kunne vi ikke nænne at placere ved siden af vore mest alkoholiserede venner, en Yallahrup-lærerinde ytrede ønske om at få en "jysk brugsuddeler" til bords - og så var der de mange, der absolut ikke ville sidde ved siden af deres værste fjender eller omvendt som muslimerne tiggede om de ikke godt måtte få Søren Espersen til bords, "dersom han forhåbentlig kommer".

Og så var der alle jer, der ikke ville sidde ved siden af jeres gamle kærester eller omvendt ønskede at sidde ved siden af en (i Tonys tilfælde gjaldt det vist halvdelen af kvinderne, tror jeg :-) Hvorom alt er brød vores gigantiske ønskesystem totalt sammen under en sådan belastning, hvorfor jeg måtte indlede med at opfordre alle til at finde "en plads ved siden af en som ikke ligner jer selv i køn, etnicitet, landsdel eller religion". Desværre var der mange, der misbrugte denne falske frihed til at danne klaner og tilmed at sætte sig ved siden af ægtefællen, hvormed de forbrød sig mod hele ideen om at lave en integrationsfest. De værste var faktisk mine bedste klassekammerater fra gymnasiet. Mange andre kom dog i god nærkontakt og dannede nye bekendtskaber. Desværre blev megen god snak afbrudt af de konstante taler, som jeg ikke tør udtale mig om, da mange af dem handlede om mig frem for integrationen vi var kommet for at fejre. Kun Britta Lillesøe holdt sig faktisk til emnet i sin tale om Christianias modstand mod integration. Og to havde nærvær nok til at holde tale om aftenens hovedperson, Vibeke, som havde arrangeret hele denne pragtfulde fest, som først sluttede kl. 4 om morgenen, da vi godt fulde måtte vakle hele vejen hjem gennem en by fyldt af endnu mere fulde dansk-svenske fodboldfans. Men ellers har jeg ikke meget at sige om festen, som I andre nok var langt mere nærværende til. De mange søvnløse, stressede nætter og fester forinden gjorde mig sammen med influenzaen "meget lidt til stede". Dette gik op for mig da jeg siden bebrejdede bl.a. Yildiz Akdogan og flere andre over at de ikke var kommet til festen som lovet. "Jamen, jeg var der da. Du kom endda hen og gav mig et stort knus!"

For mig var festens højdepunkter de to alderspræsidenter, Charles Godfrey og Anker Jørgensen, som jeg begge mødte i 1969. Godfrey, som i sin tid inviterede mig til Canada og som jeg derved skylder Amerikanske Billeder og hele min kariere, var nu i en alder af 94 kommet helt fra Canada for at være med, - og Anker, som jeg dannede Vietnam 69 sammen med og som nu fik et flere minutters stående bifald fra jer netop fordi han senere som statsminister så aktivt havde kæmpet imod USA’s folkemord på 3 millioner vietnamesere.

Efterfesterne derhjemme var i den forstand sjovest for mig, da al stresset nu var forbi. Huset var fyldt med mine sorte amerikanske venner, så latteren rungede fra morgen til aften, mens festerne fortsatte i gården for naboerne. Gavevin var der jo nok at drikke af.

Men al denne festen havde en uheldig konsekvens, idet jeg nær havde glemt at jeg skulle stille op i en stor debat med statsministerens søn, arrangeret af tænketanken Cepos. Jeg havde i alt 5 debatter med Henrik Fogh Rasmussen, men allerede til den første på TV2 opdagede han hvor uforberedt jeg var. Da vi sad og hyggesnakkede i studiet forinden, spurgte jeg hvor han havde gået på universitet i USA. Da han sagde Hampden-Sydney skulle jeg lige til at svare: "Nå, den drengeskole har jeg holdt foredrag på flere gange. Det var jo også der statsministerens søn gik…." men lige i det samme kaldte studieværten os ind og da han i introduktionen nævnte "Jacob Holdt og statsminister Anders Fogh Rasmussens søn", råbte jeg pludselig: "Gud, er det dig jeg sidder og snakker med" hvorefter de andre havde svært ved at holde masken over min uforberedthed. Desværre gik jeg med så meget galde i mig over at statsministeren har ophøjet DF’s racisme til god tone i Danmark, at jeg straks begyndte at skælde Henrik ud for det. Siden fik jeg en masse kritik af min kone og venner over at jeg havde gjort ham ansvarlig for faderens synder. Indvendig var jeg dog mest sur over at Øksnehallen ikke effektivt havde fået medierne til at sætte lidt fokus på min udstilling, som var den største om racisme nogensinde i Danmark. For hver gang medierne ringede mig op, var det i stedet for at få mig til at gøre reklame for en bog af statsministerens søn, der efter de flestes mening var en tynd kop te. Nu stod jeg så her i det fine Radisson Hotel dagen efter mine mange fester – stadig fuld og syg af influenza - foran Danmarks førende erhvervsfolk, bl. a. min ven Søren B. Henriksen, der sad og hviskede mig stikord i øret. Og straks jeg skulle op at opponere mod Henriks "Amerikanske Tilstande" gik det galt, da jeg kom til at indrømme at "desværre har jeg ikke læst bogen, da jeg har festet i tre dage og ikke kunne få ro til at læse den fordi min lejlighed er fuld af amerikanere, som fester døgnet rundt." Dette røg straks ud i næste dags aviser, hvorfor I gamle skolekammerater skrev drillende e-mails: "Jeg ser at du igen ikke har forberedt dig i timen, Jacob." Jeg prøvede at bruge nogle af mine ting fra min "welfarestate-workshop" i USA, men alt blev misforstået og folk nærmest buede mig ud. Så da jeg om aftenen skulle møde Henrik til endnu to debatter, måtte jeg hellere forberede mig lidt bedre og låste mig om eftermiddagen inde i mit værelse for at læse Henriks bog. Men nu var jeg så syg at jeg "lå og bogstaveligt brækkede mig over din bog," som jeg sagde til Henrik inden første udsendelse om aftenen. Her fortalte jeg ham bl.a. at "du må ikke tro at jeg kun er kritisk overfor din far. Du skal vide at han er en af mine vigtigste allierede i kampen mod homofobi. Meget få statsledere i verden ville turde stå frem og modtage bøssebevægelsens frihedspris efter at have arbejdet for at homoseksuelle får ret til at gifte sig i en kirke." Jeg lagde mærke til at det gav et lille gib i Henrik, da jeg sagde det og at vi her vist var inde på et ømt punkt i familien. Da vi nu efterhånden var blevet venner, foreslog jeg at han tog med hjem og festede med mine amerikanske venner "så du med egne øjne kan se hvorfor jeg ikke havde en chance for at læse din bog." Jeg havde håbet at mine mest intellektuelle amerikanske venner ville flå Henrik intellektuelt og i al fald drikke ham tilstrækkelig fuld inden aftenens sidste udsendelse i Deadline, så han kunne komme på omgangshøjde med mig, men Henrik var forsigtig og ringede flere gange hjem til sin far for at berette om at "nu gør vi sådan og sådan inde hos Jacob Holdt." Eller hvem var det mon ellers, du ringede til, Henrik?

I al fald nød mine venner at møde ham efter at have luftet deres vrede tidligere i stil med "hvorfor i al verden finder han det nødvendigt at forsvare vores image i USA…..det rager os da en høstblomst hvad verden tænker om os…..og i al fald er det da os selv som amerikanere, der skal forsvare vores image gennem en ændring af vores opførsel, - og ikke en dansker." Allerede inden Kurt Strand tog os i studiet i aftenens Deadline, løsnede dette forholdet imellem os op og Henrik foreslog at vi sammen lavede et roadshow ligesom Søren Espersen i sin tid havde foreslået det efter vores debat. ARTE Booking var straks begejstret for ideen med at sende os to gladiatorer i arenaen rundt i landet og allerede til foråret er vi booket i mange gymnasier. Det er selvfølgelig lidt irriterende, nu hvor jeg er vant til at monopolisere sandheden i 5 timer hver dag i gymnasierne nu for første gang i 31 år at skulle opleve at blive sagt imod, men for mig er det nok også en nødvendig udfordring. Og Henrik er langt sødere end hans far, synes mine venner, så nu skal jeg bare forsøge om jeg kan flytte ham lidt fra hans ungdoms ekstremistiske minimalstatsideer helt derhen, hvor vi alle har været med til at flytte hans far, da vi fik ham til at omfavne vore velfærdsstatsideer, - ja, kort sagt at gøre dig lidt mere voksen som din far, Henrik…..for din egen danske politiske overlevelses skyld! Men det er ikke helt let for Henrik at stille op i disse debatter, da han hver gang skal komme flyvende fra Washington med sine tunge amerikanske synspunkter….bl.a. fordi hans far har indført en 24-årsregel for at holde uønskede fremmede som hans kone ude. På det punkt er vi nogenlunde enige i at fordømme den hjemlige racisme, idet jeg her deler Henriks amerikanske synspunkter om anstændig opførsel over muslimer og indvandrere. Og det er jo et vigtigt udgangspunkt for enhver debat, at man kan se og finde noget menneskeligt i modstanderen. Henrik er da også interesseret i at jeg giver ham et lille roadshow af de lokale sorte ghettoer i USA. Sjovt nok er det hele kommet i stand fordi jeg for 11 år siden en tåget morgen blev "kidnappet" og ført til en fiskekutter og med bind for øjnene ført ud på en øde ø, som siden viste sig at være Middelgrundsfortet. Ca. 40 unge var ligeså intetanende blevet ført derud og sad og ventede på mig inde i fangekældrene, hvor jeg i en hel dag skulle undervise dem i mine rejseteorier om at give sig hen til hvert menneske, man møder. Det var Trevor Davis ide som en del af Kulturbyen og straks efter mit foredrag skulle de unge så hver for sig rejse ud i verden med rygsæk i en måned og derefter komme tilbage og skrive rapporter om det. Hvor succesrigt det havde været ved jeg ikke, for Trevor fortalte mig siden at mange havde rapporteret tilbage til ham om at den bedste del af rejsen havde været min inspirerende fortælling om at rejse. Men en af disse unge var Martin Ågerup, som siden blev direktør for tænketanken Cepos og – må jeg tilstå – derfor ikke helt var endt med at rejse efter mit hoved. Men det havde alligevel været en sådan oplevelse for ham at han nu fik ideen til at stille mig op som Henriks opponent – altså selv at sende mig ud på landevejene – sammen med Henrik.

Efter 3 måneders stress havde jeg set frem til nu at slappe af, men allerede få dage efter de mange fester skulle jeg holde foredrag på den store kunstmesse i Basel og derefter åbne min anden kunstudstilling i et svejtsisk museum. Jeg kørte glad af sted over Berlin for lige at besøge Christina i hendes eget domæne efter 4 måneders tæt samarbejde, men besøget varede mindre end en time, da jeg pludselig opdagede at jeg havde glemt noget udstyr derhjemme. Så jeg måtte straks vende om og køre hjem og nåede samme nat kl. 1 tilbage til København - kun for øjeblikkeligt at vende om og køre sydpå igen. Jeg skulle nemlig køre hele natten og næste dag for at gøre mig håb om at nå frem til åbningen i Basel. Omkring Hamburg blev jeg i timevis forsinket af vejarbejde og Christina blev over telefonen mere og mere bekymret over min søvnige tilstand ved rattet efter at jeg nu havde kørt uafbrudt i 30 timer. Hun tilbød at hoppe på toget fra Berlin til Hannover og derefter at køre bilen videre for mig mens jeg sov. Endnu engang havde jeg ikke andet valg end at lade denne østtyske deus ex machina overtage styringen af mit liv og igen førte hun mig – sikkert og sovende – hele vejen frem til en succes. Hun havde heller ikke selv haft ferie i to år, så da der efter Basel var en uges pause, tog vi os en lille velfortjent ferie ved en vidunderlig sø, hvor jeg læste flere af de bøger I havde givet mig i fødselsdagsgave, vandrede i bjergene og prøvede at slippe af med influenzaen i varmen. Resten af sommerferien tilbragte jeg med Vibeke i sommerhuset med havearbejde og maling af huset og læsning. Desværre holder vi altid ferie i Danmark når det regner. Meget af sommeren gik dog med nervøst at følge vores datters færden i Mellemamerika og nu så vi efter 5 overfald på hende frem til hendes hjemkomst. Men natten før hjemkomsten fik vi en grædende opringning om at hun ikke kunne komme på flyet og nu stod midt i ingenmandsland om natten uden penge og billet og ikke turde tage tilbage til det voldelige Guatemala City. Hurtigt fandt vi over internettet et lokalt hotel og fik hotelejeren til at hente hende i lufthavnen og give hende penge skønt alt var booket op. Ufatteligt hvad man på 10 minutter kan udrette via internettet fra et sommerhus, så med tre dages forsinkelse kom vores datter hjem fra en rejse som vi havde oplevet som et helvede. "Nej, den rejse ville jeg ikke for noget have undværet," sagde Lalou af et ærligt hjerte – og er her 2. juledag blaffet af sted til Berlin.

Christina Sun fra New York plejer at holde ferie med børnene i Svejts, men valgte i år at vende tilbage til os i Danmark hele tre gange for at holde ferie på Bornholm hos Rigmor Lisbeth, som havde boet hos os i New York i 1991. For at være lidt sammen med dem endte Vibeke og jeg også med at tage til Bornholm, hvor Vibeke aldrig havde været. Som sædvanligt er der altid fest og ballade hvor Christina Sun(shine) er, så det blev et herligt og solrigt lille afbræk midt i regnen. Solskinnet tog hun med sig til København, hvor hun straks gav sig til at sy røde roser på vore sofaer for at dække over alle hullerne i dem. Jeg vil nemlig modsat Vibeke ikke smide disse arvestykker ud, da min farmor fik dem i forlovelsesgave i 1917 og jeg havde nægtet at reparere dem inden de festende amerikaneres besøg da "jeg ikke vil have at mine sorte amerikanske venner fra ghettoerne skal tro at jeg er blevet al for rig på deres bekostning." Som Vibekes venner drillende sagde til hende: "Det kommer de minsandten heller aldrig til at tro noget som helst sted hvor du bor sammen med DEN mand!"
 

Fortsættes i 3. del