Kære årbog…….gamle venner……og svage
smugkiggende sjæle
Jeg har i år fået så meget presse at de
fleste af jer nok har fået mig op til halsen. Så lad mig derfor skrive dette
julebrev ganske kort til jer og primært hæfte mig ved de ting jeg har brug
for at notere ned som dag/årbogsoptegnelser for mig selv. Oplevelsesmæssigt
var det heller ikke 2009 mest spændende år. Allerede før I modtog sidste
julebrev var Vibeke og jeg fløjet til Indien for kun 3800 kr. Vi landede i
Delhi, men denne gang ville vi ned i varmen i syden og de indiske
flyselskaber med farverige navne som Spicejet fungerer næsten bedre end de
europæiske lavprisfly. Selvfølgelig er jeg (særligt her under
klimakonferencen) normalt voldsomt imod lavprisfly og at vi ikke sætter
priserne mange gange i vejret med grønne klimaafgifter for at standse
uansvarlige miljøsvin som Vibeke og mig. Som vi kan se det mht. os selv
nytter ingen frivillige aftaler og jeg arbejder da også aktivt for
kollektive adfærdsbegrænsende højprishop frem for vore flove lavprisflob. I
det mindste tog vi denne gang ikke vore børn med på vores
globetrotterudflugt for ”det vil jo være for stor en belastning og vi er jo
nød til at tænke på jeres fremtid her på kloden efter vores død. ”
Vi fløj straks ned til varmen i Kerala og
havde egentlig tænkt os som vores søn at bo privat gennem hans
”couchsurfing.org,” men da vi jo ikke som ham blaffer rundt med god tid
viste det sig lidt for besværligt i kæmpebyerne at finde frem til værterne.
Så det blev til en lidt mere uspændende hoteltur. Dog endte vi med i den
utrolige historiske by ”Fort Kochin” bl.a. med at bo i Vasco da Gamas gamle
udskårne seng og værelse kort fra kirken hvor han blev begravet efter at
have opdaget søvejen til Indien 500 år tidligere. Utroligt hvad portugiserne
nåede at få bygget af imponerende domkirker dengang og hvor store dele af
den sydindiske befolkning der blev kristne. Overalt lå kirker, moskeer og
templer side om side i fredfyldt harmoni. Hindutemplerne var lidt forsømte i
Sydindien, men vi nød at gå til nytårsgudstjeneste og fredagsbønner i
moskeerne. Som altid når jeg deltager i den muslimske bøn bliver jeg
inviteret hjem bagefter og netop i hjemmene så jeg hvor meget muslimer,
hinduer og kristne blander sig med hinanden i den grad at man ikke kan se
forskel. Det gav mig en hel del inspiration til de artikler jeg på det
tidspunkt sendte hjem til Jyllands-Postens hadske debat om muslimer. Ganske
vist havde jeg fået forbud af Vibeke mod at skrive mens vi var på ferie,
hvilket hun forbinder med et eller andet helligt om at komme hviledage i hu.
Men jeg havde rodet mig ud i en spændende debat med min ven Søren Espersen –
sjovt nok om homoseksuelle og muslimer – så jeg kunne jo ikke bare lade hans
artikler komme på tryk uden at give igen, når han nu altid er så sød at
sende dem til mig inden publikation i håb om at provokere et svar fra mig.
Heldigvis lykkedes det mig at bevare min hemmelige flirt med Søren ved –
straks Vibeke var faldet i søvn om aftenen – at sidde på sengekanten og
skrive lange kladder til artiklerne i hånden – noget jeg ikke har gjort i
årevis af indtastninger med min ene finger. Vibeke lagde ikke mærke til
noget, men blev tvært imod helt glad når jeg om dagen opfordrede hende til
at shoppe lidt rundt på egen ”mens jeg sidder og læser min avis. ” I disse
ledige stunder farede jeg så hen til nærmeste internetcafe og renskrev
nattens artikler og sendte dem til mine to søde redaktører hjemme på
Jyllands-Posten, Birgitte Greve og Tina Bryld, som jeg efterhånden havde
fået et lige så flirtende forhold til som Søren. Jeg har dog avisen mistænkt
for at have givet dem ordre til at benytte mig som nødvendig modvægt for at
kunne videreføre deres årelange hetz mod muslimer (betegnelsen som danskerne
bruger for at dække over deres fremmedhad) og som minder så meget om den
samme avis førte mod jøderne i 30’erne.
Ind imellem blev det da også til lidt indisk
romantik med Vibeke. Nytårsaften fejrede vi først på et billigt alkoholfrit
hotel, men lånte os senere på aftenen ind til det langt festligere brag af
en fest hos nogle danske bekendte på et luksushotel med et gigantisk
fyrværkeri omkring svømmepølen. Lige så billigt klarede vi de flydende små
etfamilieshoteller gennem sumpene med egne kokke og lækre airconditionerede
soveværelser ved at snige os om bord hos et indisk par, der var på deres
bryllupsrejse, men også kunne se fordelen i kun at betale det halve for
romantikken. Vibeke og jeg var også lidt usikre på om vores egen romantik på
så lang en rejse gennem sumpene ville blive helt ”bæredygtig” ganske alene,
men det blev den jo så ved at låne lidt af Mayals og Hirals nygifte romantik
arrangeret af deres respektive forældre. Når danskerne hetzer løs mod
”muslimernes tvangsægteskaber” glemmer de jo altid at hinduer og kristne fra
de samme verdensdele har nøjagtig samme traditioner og ikke virker mindre
lykkelige end os af den grund. Mens vore tre tjenere serverede os måltider
og drinks fra morgen til aften morede vi os med at have mange af de samme
svigermoderhistorier at fortælle og - selv efter kort tids ægteskab – mange
af de samme ægteskabsproblemer. Det frie valg fører nok til mere Løkke, men
ikke nødvendigvis til mere lykke. Vi endte hurtigt med at blive så
indgiftede med Mayal og Hiral at vi rejste en stor del af vores senere rejse
sammen med dem hvorved vi selv uden at couchsurfe fik et utroligt godt
indblik i indisk privatliv, som vi har fortsat via e-mail siden hen.
Mens maoisterne hærger i Nordindien for med
vold at skabe en lignende stat, er Kerala jo også spændende ved gennem frie
valg næsten uafbrudt siden min ungdom at have haft kommunister ved magten.
Jeg husker i al fald hvordan jeg allerede dengang romantiserede Kerala, for
modsat de kommunistiske diktaturers planøkonomi fungerer denne demokratiske
stat virkelig. Som fattigsdomsfotograf blev jeg grundigt snydt her, da vi
intetsteds så en fattigdom som den jeg kender i USA. Alle havde pæne huse,
elektricitet og skoleundervisning, hvorfor der var mindre end halvt så mange
analfabeter som i resten af Indien. Og herligt var det jo for en gammel
oprører som mig at vade rundt i valgplakater og bannere med hammer og segl
og Che Guevara alle vegne, for netop disse symboler så jeg kun sjældent i de
gamle stivnede østeuropæiske stalinistdiktaturer, men forbinder med min
ungdoms demokratiske kommunistpartier i Italien og Chile med den tilsvarende
succes de havde med at ”få togene til at køre til tiden” i de italienske
byer, hvor de blev valgt til magten.
Modsat Danmark fungerede den side dog over
hele Indien. Vi havde håbet at hoppe rundt med Indiens berømmede luksustog
fra by til by, men da Sydindien er fyldt med turister i juletiden var de
alle selvfølgelig udsolgt. Så vi måtte hoppe på 2. klasse på de mere
langsomme tog, hvor vi lå stablet tæt om natten med fattigfolk og
kakerlakker. Men da inderne overalt er utroligt søde – selvom deres
gæstfrihed ikke helt matcher arabernes – var det jo i sig selv hele rejsen
værd. Denne tæthed med de indfødte oplever man nemlig ikke når man havner i
turisthelveder som Goa, hvor man kommer i større nærkontakt med uforskammede
russere – gid dog Berlinmuren stadig stod, tænker man nogen gange – end med
de indfødte. Aner man en lille racist i mig når jeg siger at jeg næsten
foretrak de dovne, øldrikkende sammenklumpede danske turister frem for disse
russere, der opførte sig som om de lige var undsluppet et fængsel og ikke
har lært den empati som hører med til at forvalte sin og andres frihed?
Havde vi ikke fundet en enorm tom tennissal at bo i langt væk fra deres
larmende hoteller og lige ud til de vidunderlige strande - var vi straks
flygtet videre op til Mumbai som planlagt. Her var dog så vidunderligt at vi
absolut ikke kunne løsrive os omringede af hvidt sand og palmetræer til alle
sider og med så meget plads i vores ”soveværelse” at Vibeke næsten var
ligeglad med at jeg fotograferede hende nøgen til mine hjemmesider… når blot
jeg tog billederne fra modsatte ende af værelset! Se det kalder jeg ægte
frihed… for en fotograf som mig!
At der var en lille racist i mig opdagede
jeg en dag på stranden, da vi spiste morgenmad. Her gik altid det triste syn
af enlige sultne hunde, som man tit ser i fattige lande. De turde ikke
direkte tigge, thi blot man kiggede på dem slog de skyldigt øjnene ned og
stak halen mellem benene og luskede væk. Alle mennesker undgik dem som
pesten og rørte dem aldrig. Jeg tænkte ikke over at jeg selv kørte med på
hele denne ghettoisering af dem, som mindede om vores forhold til romaerne i
Europa – disse indvandrere fra Indien i hvem vi gennem århundreders
ghettoisering har skabt en lignende tiggerkultur. Så en dag kom der et par
unge amerikanske piger ned på stranden, hvor de straks fik øje på disse
hunde. ”Oh, how cute little doggies, ” sagde de og begyndte straks at klappe
og forkæle dem uden spor tanke for vores uudtalte forbud ”dem rører man
ikke! ” Og nu oplevede jeg det samme fænomen, jeg selv holder så mange
foredrag om: ”om at bruge ikkevoldelig kommunikation for at integrere os med
vore udstødte (såsom sorte/muslimer osv.). ” At når mennesker, som har været
udsat for vores manglede kærlighed i lang tid og derfor bliver fjendtlige og
mistænksomme, pludselig får den kærlighed de hungrer efter, ja, så retter de
pludselig ryggen og elsker os tilbage. Jeg var helt chokeret over at se hvor
hurtigt disse hunde, som vi havde dannet et billede af som jordens skidt –
et billede hundene tydeligvis selv havde tilegnet sig – pludselig blomstrede
op og så, - ja, helt ”menneskelige” ud. Se, sagde jeg til Vibeke, hvor jeg
dog elsker amerikanerne. Mens vi indere, russere og danskere mishandler
disse hunde, får amerikanerne dem straks til at blomstre op. Det er jo et
fint billede på hvordan amerikanerne integrerer sig med deres indvandrere og
muslimer og får det bedste ud af dem, mens vi fremkalder alle deres værste
sider i dem og derefter bruger disse som argument for yderligere at
ghettoisere dem. ”
Da vi tog tilbage til Delhi fik vi lejlighed
til at afprøve teori i praksis ved at vi – modsat tidligere besøg – denne
gang flyttede ind i Old Delhis værste ghettoområde. Heroppe nordpå var det
vinter og når vi om natten gik tilbage til vores lurvede, loppede hotel
måtte vi bogstaveligt vade hen over hundredvis af frysende mænd, kvinder og
børn, der lå og sov på gaden eller stod og holdt sig varme omkring ildsteder
i mørket. Mange steder i verden ville man være blevet lidt bange for dette
syn i et sådant virvar af smalle mørklagte gyder, men efter i et par uger i
de bedrestillede sydlige stater at have vænnet os til inderne, følte vi os
nu fuldstændig trygge og derfor ikke berøringsangste. Og denne udstråling af
tillid til de fattige blev straks belønnet – som med Goas hunde – med
gengældte smil og kærlighed. Ligesom i de fleste muslimske lande kunne jeg
her trygt gå rundt i mørket med mit dyre Nikon kamera om halsen og
fotografere de sovende, der grinende vækkede hele rækken af andre sovende
når jeg forstyrrede dem med blitzen. I kastesamfundet er der ingen
skamfølelse og vrede forbundet med at være fattig og her på bunden af
samfundet lå muslim og hindu side om side på smukkeste vis. I de fleste
kristne storbyer i verden er tilsvarende kvarterer plaget af voldsom
kriminalitet. Modsat kristne kirker, hvor folk typisk i vor verdensdel
sidder i stive rækker og umiddelbart skræmmer en fotograf som mig langt væk,
blev jeg her overalt i gyderne nærmest trukket ind af de bedende i deres
farverige templer og moskeer klemt inde mellem butikkerne. Ligesom jeg
overalt i verden vader hen over de bedende rækker i moskeerne mens jeg
fotograferer dem i bøn, var hindutemplerne her lige så gæstfrie. Men som i
andre muslimske lande havde tidens burkamode også her vundet en vis
udbredelse siden første besøg i 1997 i takt med hetzen mod de muslimske
lande efter 9/11. Ligesom med andre modefænomener fortsætter dette sikkert
også kun i en kort årrække og ligesom i Danmark var disse kvinder trods det
lukkede udseende lige så lette at komme i kontakt med som andre, - ja, nogle
nærmest om at blive fotograferet. Desværre, for kameraet har jo altid været
et godt redskab til at flirte med og at flirte er jo sjovest hvis man møder
lidt modstand. Skønt den religiøse harmoni præger helhedsindtrykket i Indien
kan hinduerne godt minde om danskerne i deres overbevisning om at deres
civilisation er den højeste på jorden hvilket ind i mellem udarter i
forfølgelse af de kristne og muslimerne, særligt når disse er konverterede
dalitter. Dog er nationen kommet langt sammenlignet med det blodbad, der
fandt sted under dens og min fødsel, som jeg blev mindet om ved læsningen af
Salman Rusdies fantastiske ”Midnight’s children” på turen.
Hjemme i kulden igen blev jeg straks kastet
ud i den triste danske disharmoni som forelæser og formidler ved et stort
kulturtræf for ”danskere” og ”muslimer” i Brandbjerg, som selvfølgelig ikke
havde nogen problemer med at fungere sammen i disse kunstige rammer. Jeg
bliver i stigende grad brugt som integrationskonsulent i sådanne rammer og
har jo altid elsket at være med til at bringe mennesker sammen. Hver gang
får jeg selv en masse nye indvandrervenner, som det er spændende senere at
overnatte hos på mine turneer. Foredragene gik sin vante gang, men på
Gribskov Efterskole fik jeg natten før den underligste aflysning nogensinde:
”Vi beklager at måtte aflyse foredraget, da hele skolen brændte ned i nat. ”
Som professor Elias Baumgarten, der hyppigt har arrangeret mine foredrag i
U. of Mich, skrev på min væg i Facebook: ”Der er da heller ingen grænser for
hvor langt folk vil gå for at undgå at se Amerikanske Billeder. ” Senere på
året vendte jeg dog tilbage og holdt foredraget midt mellem de nedbrændte
bygninger, hvorfra eleverne den nat yderst dramatisk var blevet evakuerede
og en elev sagde begejstret til sin lærer: ”Du ved hvordan jeg med mit ADHD
aldrig kan sidde stille mere end et kvarter, men i dag har jeg siddet
bomstille i 5 timer. ”
Nåede ikke at blive færdig med dette sidste
julebrev pga. det pludselige arbejde med min udstilling på Louisiana.
Herefter gik jeg over til at skrive erindringsbog.
Kærlig hilsen
Jacob Holdt,
Gernersgade 63, 1319 KBH K Tlf. 33-12 44 12