"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 2021  -  51. årgang



 

Til oversigt over 39 års julebreve


Bemærk, de årlige julebreve ophørte det år jeg holdt op
med at turnere i USA og ikke længere følte at mit arbejdsliv
var spændende nok til at skrive om. I stedet gik jeg
langsomt i gang med erindringsbindene "Om at sige ja."


Christmas letter in English

 

Kære venner


Jeg ønsker jer alle et godt nytår, hvor vi lærer at tackle de destruktive Corona- og Trump-kræfter omkring os bedre.

Igen har jeg tilbragt det meste af året med familien i vores Corona-skjul i sommerhuset.



FAMILIEN

Først lidt om....
.....vores søn Daniel, der stoppede sine blafferture til stort set alle lande i verden, da Corona lukkede den. Han tager nu en uddannelse som "social- og sundhedsassistent" for de gamle og svage, da velfærdsstaten jo har stor mangel på "varme hænder" til det voksende antal ældre. Han elsker sit job og knytter tit dybe bånd til de mange gamle mennesker, han besøger hver dag og udveksler livshistorier med.

.....vores datter Lalou er også holdt op med at rejse rundt i verden som psykolog for traumatiserede børn og kvinder i udsatte områder som Somalia, Mali, Irak, Rohingja, Gaza samt Indien, Rwanda, Malawi og Zimbabwe. Nu har hun åbnet sit eget psykologkontor i København med speciale i voldsramte kvinder - og der er (desværre) ikke mangel på klienter.

....min kone Vibeke gik i august på pension fra sit job i Billedkunstnernes Forbund. Men de kan ikke helt undvære hende, så med al sin ekspertise bliver hun ved med at komme på kontoret for at hjælpe til. Alligevel var der tid til lidt ferie, så da Europa begyndte at åbne sig for vores Corona-pas, tog vi først på campingtur til Harzen i Tyskland og derefter i november på en månedlang klimavenlig Interrail-rejse til Sicilien.
 


Selv om min flyrejse klimakvote efter 1,5 mill. km for længst er opbrugt, er det jo ingen undskyldning for ikke at rejse, da Europas tog er fremragende til at læse og arbejde i - og på kun to dage nåede vi varme strande, som andre ville flyve jorden rundt for at komme til.

 



Prøv Europas lækre nye sovevogne - hunde og børn kører gratis på Interrail - og rejs for ingen penge fra polarcirklen til grænsen til Iran. Og husk, modsat fly, kan man ændre retning fra time til time på sin app. Når der er uvejr på vej i Sicilien og man ser at solen skinner i Toscana, tager man bare derop.
Solen er med overalt på Interrail!

 



 



LIDT OM MIT "ARBEJDE"
(som ufrivillig pensionist)



"Om at sige ja" på engelsk

Da mine erindringer ikke blev udgivet i USA oversatte jeg lige før jul kapitlet om "min frelsende engel" i Canada inden det er for sent for den 104-årige Dr. Godfrey. Han trak sig først som 103-årig tilbage som pensionist. Og også kapitlet om, hvordan jeg udviklede min identitet som vagabond - de to eneste kapitler i bogen, der foregår i Nordamerika. Amerikanerne vil more sig over hvordan jeg ung og naiv ankom til Amerika i 1970 med utrolige generaliseringer om "amerikanere", jøder, "negre" osv.
Indtil videre er kun kapitel 6 og 7 her oversat til Engelsk.



Min nye bog "Undertrykkelsens rødder"

Jeg fortalte i julebrevet sidste år, at jeg inspireret af Black Lives Matter-bevægelsen var gået i gang med en opdatering af "American Pictures". For selv om der udgives masser af gode bøger om racisme har næppe nogen som jeg fulgt undertrykkelsen af de sorte fotografisk i 50 år.
En gammel sort ven - forfatteren Samuel Delany - foreslog forfatteren Vincent Czyz til at redigere mit dårlige engelsk. Vi har haft et vidunderligt samarbejde med hjælp også fra min gamle kæreste Marly Sockol.

Siden denne sommer har bogen været klar til at blive sendt til et forlag, men til min overraskelse har det været svært at komme i kontakt med et forlag i USA trods den enorme efterspørgsel af litteratur om racisme i kølvandet på George Floyd. Nu frygter jeg at det skyldes identitetspolitikens bekymring om at udgive noget som IKKE er skrevet af sorte.

Eller kan det skyldes ubehaget mod hele emnet, som jeg altid hørte om, når begejstrede elever efter at have set mit slideshow købte bogen til deres forældre - for derefter at se dem hurtigt lægge den væk uden et ord?
For se her hvordan selv en stor Magnum-fotograf som Alec Soth med tusindvis af følgere på Instagram i lang tid reagerede på min gamle bog.
Jeg havde håbet at få udgivet en bog i Amerika - helst inden min 75 års fødselsdag i 2022.


Tilbage til "rødderne"

Jeg har altid elsket at følge venner gennem livet, så det jeg selv bedst kan lide i den nye bog er mine livshistorier om de mennesker, som I kender fra min gamle bog.
Jeg vil gerne dele nogle af dem med jer som, ja, mine julegaver til jer i år:


Livshistorien om Mary - hvis hus blev brandbombet som følge af vores kæresteforhold - men om hvordan vi først ved hendes død udviklede det forhold, som mine læsere næsten troede, vi havde.

Livshistorie om Lefus Whitley - og hvordan Bruce Springsteen stjal fra både ham og mig.

Livshistorie om Virginia Pate - og hvordan vores venskab fik tre berømte livstidsfanger til at blive løsladt.

Livshistorie om Valerie Rockefeller - den 3-årige pige, jeg engang sad med på skødet - og hvorfor jeg var så vred på Rockefeller-familien i min gamle bog - og hvordan vi alligevel stadig er venner i dag, hvor hun er leder af Rockefeller-fonden.

Livshistorier om mine Ku Klux Klan-venner - og hvordan jeg først gennem mit lange venskab med to af de største klangrupper opdagede al den godhed, de ofte rummer under den grusomme facade.

Livshistorier om hvide seriemordere af sorte - og hvordan det kun var gennem mit 20-årige venskab med denne traumatiserede familie jeg til sidst fandt beviset for, at de virkelig havde dræbt alle de sorte, de pralede med. Læs den rørende historie om de misbrugte børn, som stadig sender mig e-mails hele tiden.

Der er masser af andre livstidshistorier om hvordan det gik mine prostituerede eller transvestit venner osv., men se eller læs hele bogen - også med nye kapitler om, hvordan jeg arbejdede for de Sorte Pantere - og hvorfor jeg ikke turde fortælle om det i årevis. Bogen er tilmed en "musical" med links til musik og interviews lige under deres tekster i bogen f.eks. på side 180 til Wilma
#180
Her kan I læse hele bogen eller sende den til jeres evt. forlagsvenner:
http://www.american-pictures.com/roots/ 



 




MIT ARBEJDE I UBUNTUHUSET

Her i København er det en fortsat glæde for mig så vidt muligt at deltage i det mere udadvendte arbejde i mit dialogcenter i Ubuntuhuset. Se bare hvordan vi arbejder harmonisk sammen i kvindemoskéen/ "synagogen" - jøder, muslimer, sikher, buddhister, hinduer og kristne fra alverdens opsplittede stammer, klaner, seksuelle identiteter og nationaliteter.
Når jeg bliver deprimeret over at læse om alle de stigende konflikter ude i verden og det selvdestruktive had (at søge fejl hos "de andre" når vi ikke formår at forholde os til vore egne), bliver jeg straks i Ubuntuhuset opløftet af at se det smittende fællesskab vi her vedvarende formår at skabe:
www.american-pictures.com/ubuntu/


 



Og med dette opløftende julebudskab om at vi trods alt (med lidt klimatilpasning) kan lære at leve sammen på vores fælles jord ønsker jeg jer alle.....


Glædelig jul og

godt nytår

Jacob Holdt


 


Fra min løbetur juleaftensmorgen langs havnen...

 


Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 København K

Tlf.  20-324412  jacob@holdt.us
www.facebook.com/jacob.holdt/

Følg mine opdaterede billedhistorier på Instagram:
www.instagram.com/jacobholdtofficial/

www.american-pictures.com

Gense lysbilledshowet Amerikanske Billeder

 

 

 

Til oversigt over tidligere julebreve