|
Kære venner
Jeg ønsker jer alle et godt nytår, hvor vi lærer at tackle de destruktive
Corona- og Trump-kræfter omkring os bedre.
Igen har jeg tilbragt det meste af året med familien i vores Corona-skjul i
sommerhuset.
FAMILIEN
Først lidt om....
.....vores søn Daniel, der stoppede sine blafferture til stort set alle lande i
verden, da Corona lukkede den. Han tager nu en uddannelse som "social- og
sundhedsassistent" for de gamle og svage, da velfærdsstaten jo har stor
mangel på "varme hænder" til det voksende antal ældre. Han elsker sit
job og knytter tit dybe bånd til de mange gamle mennesker,
han besøger hver dag og udveksler livshistorier med.
.....vores datter Lalou er også holdt op med at rejse rundt i verden som psykolog
for traumatiserede børn og kvinder i udsatte områder som Somalia,
Mali, Irak, Rohingja, Gaza samt Indien, Rwanda, Malawi og Zimbabwe. Nu har hun
åbnet sit eget psykologkontor i København med speciale i voldsramte kvinder - og der
er (desværre) ikke mangel
på klienter.
....min kone Vibeke gik i august på pension fra sit job i
Billedkunstnernes Forbund. Men
de kan ikke helt undvære hende, så med al sin ekspertise bliver hun ved med at komme
på kontoret for at hjælpe til. Alligevel var der tid til lidt ferie, så da
Europa begyndte at åbne sig for vores Corona-pas, tog vi først på campingtur til
Harzen i Tyskland og derefter i november på
en månedlang klimavenlig
Interrail-rejse til Sicilien.
Selv om
min flyrejse
klimakvote efter 1,5 mill. km for længst er opbrugt, er det jo ingen undskyldning for ikke
at rejse, da Europas tog er fremragende til at læse og arbejde i - og på kun to
dage nåede vi varme strande, som andre ville flyve jorden rundt for at komme
til.
Prøv Europas lækre nye sovevogne - hunde og børn kører gratis på Interrail - og
rejs for ingen penge fra polarcirklen
til grænsen til Iran. Og husk, modsat fly, kan man ændre retning fra time
til time på sin app. Når der er uvejr på vej i Sicilien og man ser at solen
skinner i Toscana, tager man bare derop.
Solen er med overalt på Interrail!
LIDT
OM MIT "ARBEJDE"
(som ufrivillig pensionist)
"Om at sige ja" på engelsk
Da mine erindringer ikke blev udgivet i USA oversatte jeg lige før jul
kapitlet om "min frelsende engel" i Canada inden det er for sent for
den
104-årige Dr. Godfrey. Han trak sig først som 103-årig tilbage som
pensionist. Og også kapitlet om, hvordan jeg udviklede min identitet
som vagabond - de to eneste kapitler i bogen, der foregår i Nordamerika.
Amerikanerne vil more sig over hvordan jeg ung og naiv ankom til Amerika i
1970 med utrolige generaliseringer om "amerikanere", jøder,
"negre" osv.
Indtil videre er kun kapitel 6 og 7 her oversat til Engelsk.
Min nye
bog "Undertrykkelsens rødder"
Jeg fortalte i julebrevet sidste år, at jeg inspireret af Black Lives
Matter-bevægelsen var gået i gang med en opdatering af "American Pictures". For
selv om der udgives masser af gode bøger om racisme har næppe
nogen som jeg fulgt undertrykkelsen af de sorte fotografisk i
50 år.
En gammel sort ven -
forfatteren Samuel Delany - foreslog
forfatteren Vincent Czyz
til at redigere mit dårlige engelsk. Vi har haft et vidunderligt samarbejde med
hjælp også fra
min gamle kæreste Marly Sockol.
Siden denne sommer har bogen været klar til at blive sendt til et forlag, men
til min overraskelse har det været svært at komme i kontakt med et forlag i USA
trods den enorme efterspørgsel af litteratur om
racisme i kølvandet på George Floyd. Nu frygter jeg at det skyldes
identitetspolitikens bekymring om at udgive noget som IKKE er skrevet af sorte.
Eller kan det skyldes ubehaget mod hele emnet, som jeg altid hørte
om, når begejstrede elever efter at have set mit slideshow købte bogen til deres forældre - for derefter at se dem
hurtigt lægge den væk uden et ord?
For se her hvordan
selv en stor Magnum-fotograf som Alec Soth med tusindvis af følgere på
Instagram i lang tid reagerede på min gamle bog.
Jeg havde håbet at få udgivet en bog i Amerika - helst inden min 75
års fødselsdag i 2022.
Tilbage til "rødderne"
Jeg har altid elsket
at følge venner gennem livet, så det jeg selv bedst kan lide i
den nye bog er mine livshistorier om de mennesker, som I kender fra min gamle
bog.
Jeg vil gerne dele nogle af dem med jer som, ja, mine julegaver til jer i år:
Livshistorien om Mary - hvis hus blev brandbombet
som følge af vores kæresteforhold - men om hvordan vi først ved hendes død
udviklede det forhold, som mine læsere næsten troede, vi havde.
Livshistorie om Lefus Whitley - og hvordan Bruce Springsteen stjal fra både ham
og mig.
Livshistorie om Virginia Pate - og hvordan vores venskab fik tre
berømte livstidsfanger
til at blive løsladt.
Livshistorie om Valerie Rockefeller - den 3-årige pige, jeg engang sad med på
skødet - og hvorfor jeg var så vred på Rockefeller-familien i min gamle bog - og
hvordan vi alligevel stadig er venner i dag, hvor
hun er leder af
Rockefeller-fonden.
Livshistorier om mine Ku Klux Klan-venner - og hvordan jeg først gennem mit
lange venskab med to af de største klangrupper opdagede al den godhed, de ofte
rummer under den grusomme facade.
Livshistorier om hvide seriemordere af sorte
- og hvordan det kun var gennem mit 20-årige venskab med denne traumatiserede familie jeg til sidst fandt
beviset for, at de virkelig havde dræbt alle de sorte, de pralede med. Læs
den rørende historie om de misbrugte børn, som stadig sender mig e-mails hele
tiden.
Der er masser af andre livstidshistorier om hvordan det gik mine prostituerede
eller transvestit venner osv., men se eller læs hele bogen - også med nye kapitler om, hvordan jeg arbejdede for
de Sorte Pantere - og hvorfor jeg ikke turde fortælle om det i årevis. Bogen er
tilmed en "musical" med links til musik og interviews lige under deres tekster i
bogen f.eks. på side 180 til Wilma
#180.
Her kan I læse hele bogen eller sende den til jeres evt. forlagsvenner:
http://www.american-pictures.com/roots/
MIT ARBEJDE I UBUNTUHUSET
Her i København er det en fortsat glæde for mig så vidt muligt at deltage i det
mere udadvendte arbejde i mit dialogcenter i Ubuntuhuset. Se bare hvordan vi arbejder harmonisk sammen i kvindemoskéen/
"synagogen"
- jøder, muslimer, sikher, buddhister, hinduer og kristne fra alverdens
opsplittede stammer, klaner, seksuelle identiteter og nationaliteter.
Når jeg bliver deprimeret over at læse om alle de stigende konflikter ude i
verden og det selvdestruktive had (at søge fejl hos "de andre" når vi
ikke formår at forholde os til vore egne), bliver jeg
straks i Ubuntuhuset opløftet af at se det smittende fællesskab vi her
vedvarende formår at skabe:
www.american-pictures.com/ubuntu/
Og
med dette opløftende julebudskab om at vi trods alt (med lidt klimatilpasning)
kan lære at leve sammen på vores fælles jord ønsker jeg jer alle.....
Glædelig jul og
godt nytår
Jacob Holdt
Fra min løbetur juleaftensmorgen langs havnen...
|
