"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1986,    15. årgang

Tilbage til oversigt

 

Kære venner. Er der nogle af jer der stadig har nogle af brevene fra før 1986 samt 1987-89 ??? Jeg kan ikke finde dem.

Julen 1986

Kære venner

Jeg føler en trang til at skrive et julebrev til jer i år (frem for breve) - om ikke af anden grund så i håb om at det må blive gengældt med et julekort næste år. Sagen er nemlig, at jeg nu har været væk i så mange år i USA at jeg er bange for at miste kontakten med jer. Selvom det har kørt lidt overfladisk i de senere år, så udgør i dog så stor en del af min fortid og bevidsthed, at det ville være som at smide en del af mig selv væk, hvis I helt gled væk. Min travlhed har været en stor del af forklaringen på at det er gået som det er gået, og nu er spørgsmålet hvor meget der kan reddes ved at selvsamme travlhed tvinger mig til at skrive et sådant mere upersonligt brev. Men lad mig i det mindste fortælle lidt om hvad jeg har lavet det sidste års tid.

Ca. halvdelen af året turnerer jeg med mine billeder i USA og det er som om mit liv har fået en hel ny mening nu efter alle de år jeg på det nærmeste slog i en dyne med selvsamme i Europa. Det er et fantastisk inspirerende og berigende arbejde og jeg har lært mere om racisme og undertrykkelse i dialogen med amerikansk publikum end i alle de år jeg var vagabond. Det er især en udfordring i disse utrygge og konservative tider, hvor studenterne søger trygge forretningskarierer, og universiteterne derfor i stigende grad har gjort Amerikanske Billeder obligatorisk for at udfordre dem.

 

I efteråret 85 flyttede Vibeke og vores søn "Flim" (Daniel) til Boston for at være lidt tættere på mig. Vibeke overtog bogdistributionen efter Ann Hodge, som var blevet dræbt kort forinden. Hver gang vi slår os ned i USA romantiserer vi på forhånd og blev derfor slået af de hårde realiteter. Det er umuligt at leje noget hvis man er enlig mor med barn, hvilket Vibeke i praksis var. Efter lang tids søgen fandt vi et lille værelse (4x4 m) til kun 5000 kr om måneden. Oveni det kommer så 3000 kr (halvdags) eller 5000 kr (heldags) for børnehave, bil og andre faste udgifter, der for os beløb sig til 20.000 kr pr. md. (Man sætter pris på velfærdsstaten når man prøver at leve foruden). De andre enlige mødre, Vibeke måtte dele hus med, havde gode jobs i forskning og datalogi, men ikke en øre til overs til en Cola til frokost eller en biograftur.

Kort efter kom min far over for at køre med på efterårsturneen. Det var en stor oplevelse for os begge. Skønt 66 år tog han alt i stiv arm - sov i de fattigste ghettohjem og de rigeste hjem. Han nød de mange receptioner og coctailparties og den opmærksomhed, der var omkring ham. Han hjalp med kørslen på de lange strækninger og vi fik en god arbejdsfordeling med ham som stik-i-rend-dreng og bogsælger, mens jeg kørte show og signerede bøger. Vi kørte i min nye polstrede beboelsesvogn med dobbeltseng, lænestole og bord og stereo med Kim Larsen rungende ud over prærien. Jeg fik tilrettelagt turen så han fik et godt tværsnit af USA: New York, Boston, Washington ind over bjergene til Kentucky, op til Chicago, Minneapolis, Kansas og ud til Rockyerne til et afsluttende show for mere end 1000 mennesker. Denver fotograferede han på kryds og tværs for at kunne vise sin vestjyske menighed at han havde været i centrum for Dollars - og nu kører han rundt med sine egne Amerikanske Billeder.

 

Jeg fortsatte ud til Californien, hvor jeg havde det største show nogensinde med over 2000 i U.C. Allerede en time før stod 500 studenter i kø. I San Francisco genså jeg Tony og Howie, der i 5 år kørte show her i Danmark og nu begge er blevet kendte sorte lederskikkelser derude. Begge arbejder videre med racisme og Tony flyver tit ud og følger mine shows op med racismeseminarer. Howie var dog i fængsel for apartheidblokade af universitetet den aften jeg for 15. gang viste showet i Berkeley. I det smukke Stanford University havde jeg det første af en lang række uheld. Jeg var sent på den, sprang ud for at spørge om vej uden at bremse ordentligt, hvorefter min tunge bil tog sig en spadseretur ned ad bakken og myrdede en uheldig folkevogn. Der var ikke tid til at lægge en seddel og for at gardere mig overfor politiet, sagde jeg til publikum at jeg havde smadret en bil. Politiet fandt frem til mig og kom for at arrestere mig som flugtbilist mens jeg stod på scenen. Hele natten skulle jeg fotograferes og fingeraftrykkes. Næsten dagligt bliver jeg standset af politi for søvngængerkørsel o.lign. men slipper altid ud af det ved at give dem en kopi af bogen. Og således klarede jeg også frisag denne aften.

I Los Angeles mødte jeg den anden af mine uheld i form af en af de groupier (fanatiske fans), der i modsætning til Europa ofte er en plage i USA og forfølger mig over store afstande. Hende her, Sandy, var blaffet de 2000 km fra Denver til Los Angeles i håb om at køre med mig tilbage. Jeg skulle siden bittert fortryde at jeg ikke sagde nej. Hun bragte uheld fra starten. Mens hun kørte bilen eksploderede et af dækkene i en snestorm i Utahs ørken. Så isnende kold at jeg måtte standse nogle cowboys for at hjælpe med hjulet. Drivvåde kørte vi ind i en by for at få varmen. I min stigende irritation over Sandy smadrede jeg i snestormen ind i en bil i det eneste lyskryds måske i 1000 kms afstand og slog nær tre sovende børn ihjel. Vores forparti var helt smadret og radiatoren skulle laves næste dag. Vi kom så sent af sted at vi måtte køre over 120 i timen for at nå et show, der var arrangeret "for offentligheden oppe i præsidenternes rige skisportssted, Aspen. Flere Tv-stationer ventede på interviews og masser af reklamepenge var brugt, så det kunne ikke arrangeres igen. På grund af sammenstødet om aftenen rev så drivakslen sig løs og slog hele bunden ud under bilen inklusive det automatiske gear. Der sad vi i mørket midt i ørkenen uden mulighed for at komme i kontakt med de hundreder af mennesker, der var kørt i timevis for at se showet. De ventede lige til kl. 11 - fik jeg senere at vide. Det ville tage en uge at få bilen lavet og det næste show var 2 dage senere i Detroit - 2500 km borte. Så jeg måtte leje en lastbil, smed Sandy af i Denver og nåede det. Men et par dage senere i New York overnattede jeg hos arrangøren af et show. Normalt overnatter jeg i højkriminelle storbyområder i bilen ovenpå udstyret, men det kunne jeg ikke i lastbilen. Jeg lå derfor vågen hele natten af angst for at nogen skulle bryde ind - og ganske rigtigt: Næste morgen fandt jeg hele vognen tømt. Jeg var fuldstændig slået ud. Skønt der blev stjålet for 150.000 kr udstyr, gad politiet ikke engang skrive rapport. "Vi tar os kun af mord her," sagde de. Vi tog rundt på lossepladser for i det mindste at finde billederne, men forgæves. Mange dyrebare shows måtte aflyses i de kommende uger indtil jeg fik nyt udstyr fløjet over fra KBH. Jeg følte at jeg kunne spore kimen til hver af ulykkerne tilbage til den første dag med Sandy. Senere fik jeg dette mønster bekræftet, da hun i foråret igen kom ind i billedet. Sammen med Vibeke og Daniel fløj vi så på skiferie i Aspen så vi kunne hente vognen tilbage. I julen kom hendes forældre til Boston og vi hyggede os ovenpå strabadserne. Vi havde frygtelig travlt med bogsalget, da bogen hurtigt blev bestseller i boghandlerne, som vi personligt leverede til. Siden er den overgået til distributører.

I januar startede forårsturneen. Jeg skulle have nye flykasser fløjet over, hvilket kostede ligeså meget som en billet, så jeg inviterede Maya, min danske "sekretær", over med dem. Samtidig kom Helge, en bror til Hans Peter Knudsen fra min gymnasieklasse, over for at køre rundt med mig. Det er hyggeligt at have danske venner med på de lange ture og jeg håber at flere af jer vil gøre brug af denne gratis måde at se en kontrastrig side af USA, som turisten normalt ikke ser: dels de rigeste universiteter og dels de fattigste ghettoer, hvor jeg stadig fotograferer for at opdatere showet. Her i februar kommer Hans Peter Knudsen over for at tå turen med gennem Midtvesten, Texas og Syden.

Forårsturneen var enormt stresset med 2 shows per dag nogle gange eller 800 km kørsel. Helge hjalp mig med at publicere det tiende show i Harvard University, hvor der denne gang kom 700 mennesker. Men så kom Sandy ind i billedet igen. Hun var rejst til østkysten for egenhændigt at organisere shows, hvilket jeg ikke kunne sige nej til da hun arbejdede gennem min agent. Og det var store shows, så jeg tænkte jeg skulle gi hende en chance og tog hende med i bilen til de shows hun selv havde arrangeret. Men straks skete der igen alverdens ulykker med bilen. Så jeg forbød hende at fortsætte. Da jeg kom til et i Washington var hun alligevel taget derned. I irritation efter en aftens skænderi med hende kom jeg til at træde så hårdt på speederen at den satte sig fast og jeg smadrede det forreste af bilen totalt mod en lygtepæl. Det kostede kun 10.000 kr at få rettet ud, men var endnu et chok. Jeg var på det tidspunkt så stresset, at jeg blev bange for mit helbred. Men få dage efter i Rockierne og Los Angeles tog gode venner mig på bjergklatring og det hjalp. Sorte studenter samlede penge ind til en chauffør, der kunne køre mig til Texas, så jeg kunne ligge i min seng bagi og læse lidt for en gang skyld. Og derefter havde jeg et par uger til at besøge mange af de fattige I kender fra bogen i Sydstaterne. Bl.a. boede jeg hos min tidligere kones familie i Mississippi, havde nogle skønne dage sammen med Mary, hvis hus blev brændt ned, i hendes nye hus ude i skoven, og var hos Linda, den lille pige med lampen, i Florida. Det var ovenud skønt at være sammen med dem alle sammen igen. Tog en del nye billeder, der klart viser de forværrede forhold. Resten af foråret gik med travlhed i de store universiteter, hvor jeg for fjerde gang viste show for en Rockefeller: en TV-interviewede mig om sin skyld over at være rig og afslørede pludseligt hvem han var. To andre blev virkeligt gode venner og fortalte om hvordan Fidel Castro havde inviteret dem alle til at bo hos sig personligt, hvilket havde været en umådelig oplevelse for dem. En anden, som jeg har haft meget sjov med, er præsident Carters datter Amy, som jeg bor hos hver gang jeg er i Providence. Hun drikker mig altid fuld, ryger pot og kommer ustandseligt i aviserne fordi hun bliver arresteret i Sydafrika- og anti-CIA demonstrationer.

l maj var det tid til lidt ferie og Vibeke og Daniel og jeg kørte ned til Florida, boede hos playboymillionæren fra bogen (som var blevet så rørt over bogen at han havde solgt alt og i 6 år var vagabond). Derfra tog vi et fly til Yucatan i Mexico, hvor vi besteg de utrolige Mayaruiner. Tog så et billigt fly til Cuba og boede på det gamle luksuriøse Hotel National med 17 retter til hvert måltid. Mange af jer vil huske at det var Cuba jeg i sin tid var på vej mod, da jeg tog til Amerika. Nu hvor jeg endelig kom dertil var jeg nok mere kritisk, men en konservativ amerikaner, som vi lokkede med, var dybt imponeret - især efter at have set nøden i Mexico. Jeg selv var der for at studere raceforholdene, som var over al forvent­ning. Total integration. De sorte havde ikke det høje vredesniveau kendt fra sorte amerikanere, havde ikke højere blodtryk - og klarede sig altså ligeså godt i skolen som de hvide. Jeg lærte utrolig meget om min egen racisme, som jeg siden har kunnet bruge i min undervisning i USA. Derefter var det hjem til dansk sommer. Tidligere somre gav mig fantastisk inspira­tion, når jeg havde huset fyldt med udlændinge, flygtninge, arabere, afri­kanere, sang og musik og stemning. Men alt gik galt denne sommer. Først bombede Reagan Libyen, så at ingen amerikanere turde komme. De udgør nor­malt hoveddelen af mit sommerpublikum. Et af Annie Hedvards smukke billed-tæpper blev pludseligt stjålet og andre ting ødelagde også den ellers gode stemning. Men en rig amerikaner kom over med en bunke penge til showet og hjalp mig med at flette co-counselings-psykologi ind i showet, hvilket har gjort det betydeligt mere effektivt. Det vil føre for vidt at komme ind på her, men det er de samme ideer Tony og Howie arbejder med i deres seminarer om undertrykkelse - og efter at jeg selv er begyndt at arbejde med dem, har det ændret hele mit forhold til racismeundervisning. I august brugte jeg de nye principper for første gang. Flere af eliteuniversiteterne såsom Cornell og det konservative Dartmouth bruger Amerikanske Billeder for alle deres førsteårsstuderende. Efter Cornell havde jeg to uger fri og tog spontant til Jamaica - så hurtigt at jeg havde 8000 kr med i kontanter, da jeg den første nat boede hos nogle potsmuglere i Kingston ghettoen, som alle havde advaret mig mod at tage til. Jeg sov sammen med flere i en seng i et blikskur, da fulde soldater midt om natten rev os ud af sengen og op mod væggen med maskinpistoler.

Det blev så skrækkelig en nat at jeg ikke kan gøre rede for det her, men Jamaica gav mig igen inspiration til mit arbejde: hvorfor f.eks. de vestindiske, sorte klarer sig så godt i USA i forhold til de amerikanske. Jamaica er nok et af de smukkeste lande jeg har været i og når jeg har studeret psykologien i de andre eks-slavelande må jeg tilbage dertil.

I USA kom Helge Knudsen igen over og vi hyggede os sammen til nogle store shows i New England-området. Når først man bli’r bidt af at turnere er det ikke sådan at holde op igen. Også min far kom tilbage. Han havde vist lidt svært ved at stå for nogle af de kvinder han mødte på forrige turne. I Detroit tog jeg ham rundt i ghettoen for at møde de venner jeg beskrev i Påskebrevet til mine forældre, trykt i bogen. Derefter tog vi ned og viste show for Fredsmarchen i Baltimore: de 1000 mennesker, der havde gået de 5000 km fra Los Angeles for at demonstrere mod atomoprustningen. En vældig oplevelse at se deres mobile by. Derefter ned i Sydstaterne. Jeg havde lovet min far et show i Florida, men netop da vi kom til palmetræerne gik der en kuldebølge over området. Han var dybt chokeret ved at se de shacks og blikskure mange af mine venner i Syden bor i. Og at opleve de store middage, der blev lavet i anledning af vort besøg i Sydstatsuniversiteter ved lange polerede borde med hvide professorer, krystalglas osv. i paladser med græske søjler - og sorte tjenere til at servere os. Han nød at sove i disse overdådigt indrettede gæstehuse, mens jeg sov i bilen. Kulden i Florida og at sove i bilen i en snestorm i Boston gav mig en sådan forkølelse at mit sidste Tv-interview oppe i Maine foregik i sengen og folk til en efterfølgende reception måtte defilere lit de parade forbi min seng.

Ja, det var meget overfladisk året der gik: ca 90.000 km's kørsel, en snes flyveture og en slæben med udstyr og bøger.  Jeg har her fuldstændig forbigået det, som giver det hele værdi: nemlig alle de utrolige, dybe og spændende mennesker jeg har mødt og slet og ret forelsket mig i i løbet af året. Det er det mest berigende ved arbejdet, at møde og gense så mange smukke mennesker, der arbejder så seriøst med problemerne. Og at dele sorgen med dem: Marshals skyld over at hans fire venner, to præster, en indianer og en bedstemor fik 17 års fængsel hver for at hælde blod ud over og hamre et låg på de nedgravede MX-missiler i stykker, mens han selv undslap som deres chauffør. Eller min ven Jim i Kentucky, som står til 30 års fængsel. Også de mere kendte, som pludselig bliver nære: som da jeg skulle køre biskop Tutus og Nelson Mandelas aktive døtre op til en apartheiddemonstration i New Hampshire eller den oplevelse indenfor en time at møde tre af de sorte forfattere, der havde betydet mest for mig i min vagabondering, da Michael Thelwell uden at jeg vidste det tog mig til sin ven, James Baldwin, som vi fandt fordrukken som sædvanlig i hans soveværelse. Jo det har været et spændende år.

Jeg er nu hjemme indtil februar og håber at der bliver lejlighed til at se jer. Hvis ikke, ved I at jeg altid er hjemme i sommermånederne. Jeg håber at jeg nu har gjort mig fortjent til bare et julekort til næste år. Sidste år fik jeg ikke et eneste på dansk. Men det er også et underligt splittet liv jeg efterhånden fører: hverken her eller der. Derfor er mit behov for at søge tilbage til rødderne måske større end jeres. Om ikke andet vil jeg med dette brev endnu engang gerne vise at I/du er et vigtigt holdepunkt for mig i mit liv, som jeg ikke ønsker at give slip på, men - som upersonligheden i dette brev også viser - heller ikke er særlig god til at holde fast på. Nå, men under alle omstændigheder må I ha en god jul.


Med kærlig hilsen

Jacob Holdt

Købmagergade 43

1150 København K

0l-124412  Hos Vibeke: 01-133393


Husk nu at notere adressen ned i næste års julekortliste !!!

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside