"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1990,    19. årgang

Tilbage til oversigt

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Kære venner

Intet nyt fra Vestfronten. Sådan kunne jeg kort beskrive året der gik i dette julebrev. Selvfølgelig en tilsnigelse, men for jer der har fået mine breve - for mange af jer nu i over 20 år - vil det nok føles sådan. I ved da også fra tidligere, at jeg mest skriver ud fra et behov for at skrive - ikke nødvendigvis fordi jeg elsker jer så højt. Men med mit rastløse liv har jeg måske et stærkere behov end de fleste for at holde fast ved fortiden. At jeg så har valgt at kaste redningskransen til jer skal I ikke tage jer af. Jeg føler jo større tilfredsstillelse ved at skrive sådanne "personlige" breve end bøger og avisartikler til nogen man slet ikke kender. En del af jer er måske nok lidt sløve mht. at skrive julekort tilbage. Jeg spekulerede på, om det var fordi jeg er gledet ud i glemselen for jer, men fik så et brev fra en 17 årig datter af et par af mine venner gennem mange år. Hun gav udtryk for, at hendes forældre havde lyst til at skrive til mig, men følte at i forhold til det jeg oplever "ude i den store verden" forekom deres egen hverdag så kedelig og triviel, at det sikkert ikke ville interessere mig. Det gav mig lidt at tænke over. Dels kendte jeg forældrene godt nok til at vide, at det de selv lavede var mindst ligeså værdifuldt og spændende, og dels gik det endnu engang op for mig, at andres liv altid virker mere spændende end ens eget.

Af samme grund håber jeg altid at lokke jer med på mine turneer for gennem jeres umiddelbare og følsomme reaktioner at genopleve alt det spændende jeg engang fandt i Amerika, men som nu forekommer trivielt. De fleste børn, mine egne inklusive, oplever sikkert deres forældres arbejde som kedeligt. Det er da heller ikke underligt, at jeg i stigende grad får tilbagemeldinger om, at mine julebreve er blevet populær læsning for mange af jeres efterhånden halvvoksne børn. Ja, tænk sig at man er ved at blive så gammel at ens første kæresters børn nu planlægger at køre med mig i USA. Og Sus, som jeg kom sammen med på Esbjerg Statsskole før Beatlestiden, da man gik og flettede Brylcremefedtede fingre i parken... ja, i år gik hendes søn på Indiana University, som jeg netop holdt foredrag i. Og Marius Ibsen fra Statsskolen har nu en søn på high school ved Boston, som jeg håber at tage til mit 14. foredrag i Harvard i februar. Således at begynde at opleve jer, som jeg kom til at holde af, gennem jeres børn er så spændende at det er grund nok til at sende jer julebreve. Et tilsvarende forhold har jeg fået til mange af børnene af de folk I kender fra min bog. Det triste ved at bevare kontakten med så mange mennesker er jo at man derved også får en masse lidelse tæt ind på livet. Gennem sidste års julebrev lærte jeg at en god ven fra min tid på Krogerup Højskole havde begået selvmord. Hvis nogle af jer andre går og tænker på noget lignende, så tag for Guds skyld hellere på køretur med mig i USA. Så gælder undskyldningen med at I ikke har tid eller råd i al fald ikke.

Da I fra tidligere julebreve ved en del om mit arbejde i USA, kunne jeg, som I fornemmer i indledningen, tænke mig i år i stedet at reflektere lidt over min fortid. Ikke mindst fordi dette blev året, hvor så meget af den vendte tilbage. 3. juledag tog jeg med familien ned til Jörg Meier, den østtyske spion, som arbejdede for os i Amerikanske Billeder, og som I måske så et interview med i TV. Et herligt gensyn efter 8 år - og ikke så lidt af en reflektion over alt det, som han havde kæmpet for (men nu var helt desillusioneret over). Humøret og optimismen havde han bevaret. Ligeså utroligt var det at bo hos Alexander Nagel i Vestberlin i julen, som i sin mere idealistiske ungdom organiserede shows for os i Berlin, men nu havde et stort firma og var begyndt at investere i filialer i Østberlin. Den rigdom, som køerne af østeuropæere i gaderne nu søgte, fandt vi til overmål i hans luksuslejlighed.

I slutningen af januar tilbage til arbejdet. Tony og jeg for USA rundt hele foråret, ind og ud af fly, den ene dag i Øst, næste aften 5000 km borte i Californien, og næste aften igen på østkysten og så fremdeles. Når dagene ofte smuldrer væk for mig hjemme i Danmark er jeg ikke så lidt imponeret af hvad man rent faktisk - fysisk - kan nå at udrette på en dag. For anden gang i træk havde vi et publikum i Univ. of Calif. i Davis på ca 2.000. Og halvt så mange næste aften til mit 9. show i Stanford - skolen med de fleste nobelpristagere - som jeg ikke mindst kom til at elske forrige år, da den stod parat med både læge og sygeplejerske da rygtet var gået fra min forelæsning samme morgen i U. of Pen. i Philadelphia, at jeg var dødssyg. Man kan jo ikke aflyse, når folk har sat så mange penge på spil. Og for fjerde gang havde vi flere end de tilladte 1.500 i Univ. of Michigan, så brandvagter måtte standse showet. For 3. gang på et år var jeg i Boston University, hvor professorerne over middagen fortalte at de fik en opringning efter sidste show fra selveste Præsident Bush's taleskribent, som havde forlangt "equal time" for at fremføre regeringens side af sagen. Så måtte skolen bringe ham ind til et tørt foredrag om alt det regeringen gør for de sorte. Pga af nedskæringerne måtte de i år bruge sponsorer og fik en tidligere elev, nu mangemillionær, til at betale min forestilling. Han sad i forreste række med sin minkklædte kone og fik et bragende bifald fra de 700 elever. Jeg takkede ham for beløbet og undskyldte ihærdigt mit angreb på minkklædte millionærer sidst i showet.

Alt dette og de daglige krisesituationer var rutine. Som noget nyt i forårsturneen kom jeg endelig til min sidste stat, Hawaii. Jeg sagde farvel til Tony i Michigans dybe sne og fløj med et næsten tomt jumbofly den lange vej over Stillehavet til - fantaserede jeg - en uge på de subtropiske badestrande. Skønt jeg ankom midt om natten mødte en delegation op for at lægge den traditionelle blomsterkrans om halsen på mig. Jeg blev indkvarteret i universitetets kæmpestore gæstebolig omgivet af palmeparker og masser af tjenestefolk. Jeg boede klods op af Imelda Marcos luksus-eksil og forsøgte naturligvis at besøge hende, men blev afvist af vagterne. Til showet mødte jeg bl.a. Norges fredsforsker Johan Galtung. Men badestrande blev det ikke til, da jeg endte med at undervise hele ugen. Det blev dog lidt af en oplevelse. Ikke blot fordi jeg i hver eneste klasse først fik en blomsterkrans af en indfødt Hawaii-pige, men også fordi det var første gang jeg havde oplevet selv at være minoritet - eneste hvid i rent asiatiske klasser med filippinere, japanere, kinesere, koreanere og de indfødte Hawaii-folk. Og flere af mine klasser var udelukkende kvinder. Da jeg intet vidste om Hawaiis helt specielle racisme - japansk diskrimination mod filippinere, hvide og indfødte - underviste jeg ikke i racisme, men 'classism' (mangelen på en velfærdsstat). Jeg har altid haft en svaghed for kvinder fra andre racer eller befolkningsgrupper, jeg ikke har mødt før, de første sorte, kinesere, indianere, jøder osv., og jeg blev da også ikke så lidt fascineret af Ruhia, den første altid smilende indfødte Hawaii-pige, jeg kom til at kende. Ikke mindst fordi hun ligesom Tony og jeg arbejdede med co-counseling og var Bahai (den religion jeg nok selv ville vælge, da den søger at sammensmelte Islam, Kristen- og Jødedom, Bhudisme og Hinduisme og søger aktiv integration på det ægteskabelige plan mellem racerne). Hun kørte mig rundt i bjergene og tog mig til spændende Bahaimøder.

Det var lidt af et valg at tage til Hawaii. Jeg havde nemlig fået en personlig invitation fra SWAPOs generalsekretær til at være med ved Namibias uafhængighedsfest - Afrikas sidste koloni. Amerikanske Billeder var jo med til at finansiere en sygeplejeskole for namibiske flygtninge i Angola og havde tidligere haft et møde med den nye præsident Sam Nujoma. Alt det var som glemt i USA's travlhed, men Afrika glemmer ikke så let, har jeg lært, og jeg var glad over at se fortiden vende tilbage endnu engang. Dog kom indbydelsen for sent til at aflyse shows i USA. Min søn, "Flim", som jo blev født nøjagtig 10 år før på Zimbabwes uafhængighedsdag (præsident Mugabes smukke kone, Sally Mugabe, bar ham dengang symbolsk i sine arme kort efter den fælles fødselsdag), skulle samtidig komme til Amerika for at køre rundt med mig. Det så vi begge frem til. Vi havde en god turne, hvor vi bag i bilen lavede lektier mens Tony kørte, men ikke eet sted lykkedes det mig at lokke Flim ind og se showet, som han jo er opflasket med fra barnsben. Nej, i hver eneste skole fandt han straks vej til video- eller computerafdelingen. Og den jantelovsmentalitet, han som danske børn normalt er tynget af, var som forduftet i frihedens Amerika. Jeg var forbløffet over at se ham frejdigt konversere med lastbilchauffører på den åbne måde, jeg elsker hos amerikanere, uden flakken i blikket. Da vi besøgte Lelas familie (side 187 i gl. udg. af bogen) i en af de værste ghettoer i New York, strøg han rundt med hendes søn i natten. Men da Lela fortalte, at hendes søns bedste legekammerat på samme alder og i samme opgang netop var blevet skudt få dage før - og om alle de andre børn der også var blevet dræbt - blev vi nervøse og ledte i lang tid i de uoplyste gader efter dem. Alle havde set ham fordi han var den eneste hvide - og troede han var pige - og efter lang tids søgen fandt vi ham blandt en masse kriminelle typer foran en butik. Han skulle skrive dagbog for skolen om turen, og jeg studsede over at når han besøgte sorte hjem satte han aldrig etiketten "sort" på dem sådan som amerikanere hele tiden gør. Jeg selv tænker hele tiden racistisk fordi jeg underviser i sort-hvide forhold og uden at tænke over det sagde jeg: "skriv f.eks. om den sorte familie vi var hos torsdag aften...." Han kan ikke have undgået at føle ghettoen og volden. Når han aldrig satte etiketten på, tror jeg det går tilbage til han var 2 år, da jeg blaffede 12.000 km rundt med ham. Vi boede kun i sorte hjem i ghettoer, hvor de aldrig havde set et hvidt barn og derfor forkælede ham. Så det han lærte om sorte var noget med masser af kager, is og kærlighed. Alle andre hvide børn i USA får de modsatte budskaber om sorte fra forældrene i disse vigtige formative år - de fornemmer forældrenes frygtreaktioner, hører når de låser bildørene i visse kvarterer osv. - og ender derfor som racister, der ser samfundet i et psykologisk sort/hvidt-, vi/dem-kastesystem. Trygheden Flim nu følte blandt sorte var nok igen et pust fra fortiden.

Vi sluttede med to shows i Harvard og tog så til Island. Det blev igen fortiden der vendte tilbage, da det var nøjagtigt 20 år efter jeg var her sidst under udvandringen til Canada. Mange af jer husker det 150 siders tætskrevne brev om mit stop her. I flyet dertil mødte jeg dengang en tysker. Sammen tog vi til Reykjavik og drak kaffe og sludrede om hvor vi skulle bo. Han foreslog Frelsens Hær. Jeg sagde i spøg, at i så lille et land kunne man vel starte oppefra med præsidenten. Spøg blev til væddemål: jeg slog op i telefonbogen for at finde præsidentens adresse og vi skiltes. Dog tog jeg fejl og endte til morgenmad hos handelsministeren, hvis datter var en kusine til præsidentens datter, Dora. De oplysninger kunne jeg bruge, og da jeg senere den morgen bankede på hos den bøse, konservative præsident kunne jeg straks se at han misbilligede mit lange hår, min fåreskindspels og mit 15 m lange Vietconghalstørklæde. Så jeg bad om at se Dora i samme naturlige tone, som da jeg siden bankede på hos Rockefeller. Han formodede vel jeg var en ven og vækkede hende. Og mens han gik ind i sit studerekammer, satte jeg Dora ind i situationen, at jeg havde brug for et sted at bo. Jeg endte med at bo der i 3 uger og vandt således væddemålet, kom ind i et nyt land uden at kende nogen, spiste morgenmad hos handelsministeren, frokost med højesteretsdommeren og gik i seng hos præsidenten. Siden prøvede jeg på om det mon også lod sig gøre i USA. Det gik dog ikke så let i mine vagabondår selvom jeg fik Nixons datter i tale to gange. Men siden kom jeg jo til at bo flere gange hos præsident Carters rebelske datter Amy.

Nå, de fleste andre venner fra Islandstiden havde jeg haft forbindelse med under mine turneer rundt i Skandinavien, men Dora var gledet ud. Jeg elsker at tage Flim rundt til gamle venner, så nu var det tid at vise ham hvor det hele startede. Doras far var nu død, hun selv fraskilt med 20-årig datter og selvom jeg knapt kunne kende hende efter 20 år var det den store gensynsglæde. Vi hyggede os gevaldigt over hendes hjemmebryg, som uden sammenligning er det bedste middel jeg kender mod jetlag. Så nu er jeg begyndt at standse der hver gang jeg rejser fra USA. Flim nød at hoppe rundt i vulkaner, varme kilder og gejsere.

Sommerferien stod også i fortidens tegn med campingtur i de sørgelige rester af Østeuropa. Vi købte telt af Karen Højer (fra vores parallelklasse på Statsskolen) og tog først til Jörg Meier i de sidste dage af DDR, så til Polen, hvor Flim blev planlagt under en rejse med Vibeke dengang vi idealistisk underskrev "Warszawa-pagten" om ligelig fordeling af bleskiftning osv. Denne gang skulle ikke mindst Flim se Auschwitz som lidt modvægt til sidste sommers oplevelse af palæstinenserne på Israels vestbred. Nå, der var også mere muntre oplevelser. På manges råd opgav vi Rumænien og endte i en nudistlejr i Jugoslavien. Alt foregik nøgent, hvilket man vænner sig hurtigt til. Da jeg søndag morgen gik efter rundstykker i det lokale supermarked, opdagede jeg dog pludselig at noget var forkert. Alle havde jo tøj på! Der stod jeg - ene bare mand - i en langsom, uendelig langsom kø med lutter påklædte ældre mennesker af den konservative type. Det føltes som en scene i en film. Da jeg endelig kom op til den ældre katolske kassedame med nedslagne øjne og hun havde slået mine varer op og jeg rakte ned efter pungen, ja, så havde jeg selvfølgelig også glemt den og måtte lade alle varer ligge.

Saddam Hussein ødelagde efterårets turne. De høje oliepriser fremkaldte recession i USA's økonomi, hvilket mærkedes på universiteternes budgetter. Antallet af engagementer faldt til det halve, men det passede mig fint. Jeg fik tid til at fotografere og være menneske(!) Med et billigt kamera kastede jeg mig ud i crack-kriminaliteten og fulgte flere skæbner meget tæt på. En kvinde i Harlem gjorde især indtryk på mig. 22 år med en 10 år gammel søn i Boston. Hun havde været hjemløs og prostitueret siden hun var 14. Nu sad hun i samme døråbning hver dag og solgte crack. Jeg blev gode venner med hende, inviterede hende ud osv. En søndag sad jeg med hende hele dagen og opdagede at hun sendte alle kunder væk tomhændede: "Ved du ikke at jeg ikke sælger om søndagen", sagde hun. Skønt hele hendes liv var ødelagt og hun lignede en "bag lady" var det dybt imod hendes religiøse overbevisning at sælge narkotika om søndagen. Sådanne små glimt af menneskelighed midt i den værste brutalitet er med til at holde mig oppe i den triste amerikanske hverdag.

Jeg tilbragte også meget tid med de overalt vrimlende hjemløse, og da jeg havde en slem hoste i lang tid, var jeg bange for at have fået tuberkulose, som mange lider af. Jeg sad nemlig hver nat til kl. 3 om morgenen og delte vin og øl med dem. Flere tjener lidt penge ved at sælge min bog i gaden, bl.a. Muhammed - en tidligere sort panter. Sammen bespiste vi hundreder af mennesker i San Francisco for 15 år siden, men nu lever han selv under papkasser dækket af blåt plastik: en skyldfremkaldende påmindelse om en fjern fortid hvor vi begge var "down and out." En dag blev jeg genkendt af en ung dansker i New Yorks skyskraberkvarter, hvor turisterne kommer. Han var på efterårsferie og viste sig at være hundeangst for at komme udenfor disse "sikre" områder. Jeg tilbød at vise ham lidt rundt blandt de hjemløse i mit kvarter. Det blev en stor oplevelse for ham. Det traf sig så heldigt, at det var sent på dagen, hvor mine venner var lige så tilpas fulde at de alle inviterede ham "inden døre" i papkasserne og var utroligt flinke overfor ham. Men det, der var så pudsigt, var at de, flere af de steder vi kom i byen, netop sad og læste min bog - gennemblødt af vand og fugt. Et rent tilfælde, vidste jeg, men med de generaliseringer en førstegangsturist altid gør udfra enkelte oplevelser, kunne jeg se at denne unge dansker virkelig var imponeret. Og beskedenhed har jo aldrig været min stærke side, så jeg lod ham naturligvis blive i troen!

Ellers var den store fornyelse i mit liv at jeg i efteråret fik en 'sky-pager', der er en form for beeper. En biltelefon duer ikke da jeg konstant er i nye områder, men nu ringer venner gratis til mig via satellit. Hvor jeg end er i USA, i en flyvemaskine, i bilen osv beeper skypageren øjeblikkeligt i lommen på mig og jeg kan straks høre deres indtalte budskab og ringe tilbage. Min agent bruger den naturligvis mest, men også Vibeke ringer til mig i tide og utide når hun har et problem med computeren eller børnene derhjemme. Ofte er jeg så i telefonen sekunder efter og kan kommandere de uvorne børn i seng midt fra Alaskas bjerge. På samme måde føler jeg mig nu i meget nærmere kontakt med venner i USA. Mange af dem I kender fra bogen "beeper" mig nu for at fortælle mig om vigtige begivenheder i deres ghetto, så jeg straks kan komme flyvende og fotografere. Jeg havde f.eks. en sjov oplevelse, da jeg sad højt oppe i Minnesotas skove i et sommerhus. Næsten samtidigt beepede to venner i Hartford-ghettoen mig uden at kende hinanden for at fortælle mig om begivenheder der skulle ske på samme dag to uger senere. Den ene var Leslie (i badekaret på side 189), som jeg var tæt på at blive gift med i mine vagabondår, og som nu havde arrangeret en kæmpedemonstration mod narkotikaen i ghettoen og gerne ville have mig til at fotografere når hun introducerede guvernøren. Hun var så bevæget over at jeg kunne komme, at hun også introducerede mig som "a good, good old friend" Med al den marihuana vi to havde røget sammen var jeg rørt over nu at se hende gå forrest i kampen mod narkotikaen. Den anden var en sort veninde, jeg tit bor hos, skuespilleren, danseren, kunstneren, foto modellen, der ønskede at jeg skulle komme til hendes solo-danseoptræden sammen aften. Den fik så bragende anmeldelser, at jeg nu prøver at arrangere en turne for hende i Danmark. At jeg kunne komme til begge disse begivenheder var et mirakel skabt af Saddam Husein.

Jeg havde i øvrigt en anden underlig dobbeltoplevelse med to gamle sorte venner, som bragte mig i et slemt dilemma. Den ene var Denia (side 165), som jeg siden, da jeg fik tænkt tingene igennem under skrivningen af den amerikanske bog, indså at jeg skyldte så meget at jeg skrev et specielt forord. Det var hende, der den første dag jeg ankom i USA fra Canada på vej mod Latinamerika, frysende, angst og ensom i Chicago, inviterede mig hjem og introducerede mig til det sorte Amerika på en så inspirende måde, at jeg ikke blot hængte ved hende i lang tid, men også USA og endte med at få de sortes problemstilling som livstidsjob. Hver gang jeg siden har haft show i Chicago har jeg haft hende med på scenen. Hun var senere gift med en hvid i 17 år, men sidste år blev de skilt og hun var så deprimeret hver gang jeg ringede til hende, at jeg kørte de 3200 km mellem Boston og Chicago for at muntre hende op. Her i foråret boede jeg igen i hendes luksuslejlighed på toppen af en skyskraber. Det blev en dag jeg aldrig glemmer, 11 feb. Vi stod tidligt op for at se den direkte reportage med Nelson Mandelas løsladelse fra fængslet ....den lange, lange venten efter at se en mand man aldrig har set, men altid kendt. En meget stærk oplevelse set her gennem det sorte USA's begejstring. Men pludselig bagefter kom bomben: om jeg ikke nok ville være far til et barn for Denia, da hun ellers ville blive for gammel til at få børn - uden forpligtelser idet hun jo vidste alt om Vibeke! Jeg var lamslået. Enhver anden kunne jeg straks have fejet til side, men ikke Denia, som jeg skyldte alt. Jeg lovede at tænke over det og fløj så af sted ved middagstid til San Francisco, hvor jeg lejede en bil og kørte op til Sacramento.

Her skulle jeg have show næste dag og havde arrangeret at bo hos Cindy, også en sort veninde, som jeg havde et mærkværdigt forhold til det år, vi kørte vores teater i S.F. Det vil føre for vidt at omtale, hvor afhængig vi som gruppe blev af Cindy, som siden var i Danmark for at køre showet. Det endte med den store skandale, da Londons byråd havde slået Am. Bill. stort op som indledningen på det anti-racistiske år. Vi blev invaderet, politi tilkaldt og Cindy og jeg stod i et kæmpeopgør med hinanden på scenen foran det enorme publikum. Det endte på forsiden af London-aviserne - slagsmål brød ud mellem Labour og Toryer i byrådet - med det resultat at vi aldrig kunne komme tilbage til England. At jeg aldrig kan adskille det personlige fra det offentlige har englænderne jo aldrig brudt sig om - det eneste land hvor bogen blev en fiasko. Nå, skønt jeg næste dag bittert satte Cindy på et fly tilbage til USA er vi for længst blevet gode venner igen. Men nu kom så resultatet af vores lange venskab - en ny bombe. Cindy spurgte mig om jeg havde lyst til at blive far til et barn. Hun har et fast forhold til en mand, som ikke vil gå fra sin kone, og ikke vil være far til hendes barn i samme by. Ingen har nogensinde spurgt mig om noget sådant før. Og nu bad ikke mindre end to sorte kvinder mig om det på selv samme dag i hver sin ende af landet. Jeg var så skrubforvirret at jeg - mens vi fortsatte vores samtale - ringede hjem til Vibeke for at få hende med på råd. Men inderst inde vidste jeg allerede at hverken jeg eller Vibeke ville kunne klare det - selvom jeg følte at jeg skyldte Denia og Cindy nok så meget.

Men bag problemet ligger der en skræmmende udvikling, som jeg i stigende grad mærker personligt. I disse år, hvor raceundertrykkelsen er blevet voldsomt forværret, er det sorte ægteskab faldet komplet fra hinanden. Den sorte kvinde og den sorte mand vandrer i hver sin retning. For det meste vandrer manden i fængsel eller i døden, så der bliver et kæmpeunderskud af mænd.

Alle andre minoritetsgrupper har været i stand til at gifte sig ind i det hvide Amerika, 60% af nys ankomne asiater, 40% af de af spansk afstamning, men kun 2% af de sorte. For veluddannede sorte kvinder har denne mangel på veluddannede mænd altid været der, men i 80erne er den blevet stærkt forværret af sorte mænds hastige forsvinden fra universiteterne og af AIDS. Statistikker om at f.eks. 38% af sorte mænd i New York nu er AIDS-inficerede, og at det store flertal af kvinder, der dør af AIDS, er underklassens sorte, er nok til at skræmme mere bevidste sorte kvinder fra vid og sans. De tør simpelthen ikke røre ved sorte mænd med en ildtang. Og herefter er mulighederne for dem minimale. Selvom de inderst inde godt kunne acceptere en hvid mand, føler de at disse er for racistiske til at de overhovedet kan kommunikere. "It is too complicated". En sort universitetskvinde tog mig i efteråret rundt i Omaha for at besøge sine veninder. Det viste sig, at hun ikke i hele byen kendte en eneste sort kvinde, som havde en mand.

Det er denne fortvivlede desperation, der er skyld i, at sådanne sorte kvinder i disse år viser mig lige lovlig megen interesse, (efter Vibekes mening). Det har forundret mig meget, fordi det netop var denne Cosby-show-type - de rige, de smukke, de veluddannede - der aldrig i mine vagabondår viste nogen som helst interesse for mig. Dengang var jeg mest sammen med underklassen, som jeg ikke havde meget til fælles med. At de i dag viser interesse for en halvgammel og affældig mand som mig viser deres desperation. Showet, eller rettere mine workshops, er naturligvis katalysatoren som lader dem formode, at her er en hvid, der i det mindste arbejder ærligt med sin racisme. Mit problem er at håndtere denne nye situation på en ansvarlig måde. Jeg har jo for længst i disse AIDS-tider ændret den bevidste JA-filosofi, jeg skrev om i bogen, men med min trang til at møde mennesker lader jeg stadig let tingene blot ske. Heldigvis har jeg Vibeke, som simpelthen er en guldklump for mig. Ligegyldigt hvad jeg forvilder mig ud i kan jeg altid snakke åbent med hende om problemerne. Hverken Vibeke eller jeg har så meget usikkerhed at vi lider af nogen victoriansk besiddertrang. Så det jeg beundrer hende så meget for er hendes evne til altid at støtte kvinden i de situationer hvor jeg måske uden at tænke over det er gået for langt og følelserne har forvildet sig ind i billedet - f.eks. at minde mig om at nu må jeg snart ringe til vedkommende. Aldrig har Vibeke krævet at jeg holdt op med at se et menneske, jeg holdt af, kun at jeg viser ansvar overfor det. Herom er vi naturligvis enige, men når man tager det omtalte samfundsproblem i betragtning, er der - selv om jeg altid fortæller folk om Vibeke og viser billeder af min familie derhjemme - når man arbejder så tæt sammen med og bor hos denne samfundsgruppe ofte en meget tynd usynlig linje, hvor man glider ud af det strengt ansvarlige område. For hvad er det moralsk forsvarlige egentlig hvis man ser bort fra gammeldags slidte småborgerlige betragtninger, som ingen involverede parter i dette tilfælde deler?

Måske det netop var alt dette, der gjorde mig nysgerrig efter at lære mig selv at kende som mand. Da jeg havde fri en uge i november, stod jeg i valget mellem at besøge venner på Jamaica, tage til Costa Rica (for at undersøge en sort-hvid problematik jeg benytter i undervisningen) eller at flyve til Seattle til en "Mens Liberation Workshop." Jeg valgte det sidste og det blev en absolut uforglemmelig oplevelse sammen med 35 vidt forskellige mænd at udforske de sider i os selv som et sexistisk, konkurrencebetonet samfund har undertrykt i os. Berøring, følelser, angst- og ensomhedsfølelser overfor andre mænd osv. Vi havde intense kurser, personlig rådgivning og befriende leg og fysisk kontakt, alt sammen indenfor de "co-counselings-principper" jeg har fortalt lidt om i tidligere breve. Med det voldsomme afløb, som vi alle sammen fik for vore ophobede følelser, kunne jeg ofte føle så intens en kærlighed overfor de mænd, jeg 'arbejdede' sammen med, at jeg i al fald, for en periode bagefter, følte at jeg aldrig mere havde brug for kvinder. Så det var i bedste forstand en befrielse.

Nå, jeg tog tilbage til Danmark før normalt. Den internationale bistandsorganisation CARE har nemlig valgt mig til et projekt i Bolivia. Og for at det ikke skal gå ud over mit normale arbejde i USA, synes Vibeke, som føler det er på tide jeg beskæftiger mig med andet end de sortes problematik, at jeg skal tage derned allerede i januar. 4 km oppe i hjertebankende tynd luft skal jeg i en 5-årig periode følge et bistandsprojekt for indianske bønder, der skal forhindre dem i fortsat at ødelægge den økologiske balance, og derefter lave et show til skolebrug. Jeg kan ikke spansk, kan ikke fotografere (slet ikke sky indianere) og har ikke tid, så hvorfor mig? Men igen lader jeg blot tingene glide... det er jo så svært at sige nej.

Men jeg håber at være hjemme til vores 25 års studenterjubilæum. Da jeg var til middag med Steiness og Johannes i foråret, foreslog de at jeg skulle tage initiativ til at samle de gamle X'ere, da jeg måske har kontakt med de fleste. Det vil jeg gerne - om ikke andet så for at være sikker på at komme med. Jeg er jo ikke selvskreven da jeg ikke fuldførte til studentereksamen. Det har jeg faktisk haft komplekser over lige siden. Jeg kan betro jer, at jeg i alle de år har haft et vedvarende tilbagevendende mareridt, hvori jeg ser mig selv svedende i gymnasieklassen - år bagud de andre og uden chancer for at nå jer. Sidst var her i efteråret, da jeg overnattede i bilen i New Haven på vej til New York. Igen et mareridt med at i andre stod ude hos Kurt Lauritsen, tror jeg det var, og ivrigt diskuterede jeres eksamensopgaver mens jeg ensom og isoleret betragtede jer ude fra en krog uden muligheder for at bestå. Jo, det slipper mig aldrig. Jeg vågnede igen sveddryppende op, følte mig usædvanlig deprimeret og gik ind og drak kaffe i Howard Johnson med New York Times. Her læste jeg at eleverne på Yale Universitet den dag havde racismestrejke pga. et eller andet racistisk overfald. Nysgerrigt kørte jeg til skolen. Avisen viste sig dog at være forældet: det hele var sket dagen før. Da jeg stadig deprimeret gik ned ad gaden, blev jeg genkendt af en professor, der straks foreslog at jeg skulle komme og undervise hendes klasse en time senere. OK, sagde jeg, hvis du gir frokost. Og straks gik rygtet og flere andre professorer bragte deres klasser, så vi fik et stuvende fyldt auditorium samlet på minutter. Med denne overraskende og overvældende opmærksomhed fik jeg faktisk snakket mig ud af denne dags gymnasie-mareridtsdepression, men så heldig er jeg ikke hver gang. Man kan nemlig føle sig utrolig ensom og forladt ude på landevejen, hvis man ikke har haft shows i flere dage (hvilket måske også forklarer nogle af de andre psykologiske problemer, jeg har beskrevet her i brevet). Og takket være Hussein havde jeg som sagt flere af disse dage end normalt. Med tid til dybere reflektion, der altid giver smerte.

Nå, det var meningen at tage nogle af mine nye billeder fra det sidste år med i julebrevet, men det kan jeg se nu, der ikke er plads til. Nu håber jeg snart at høre fra mange af jer. Jeg er glad for i år at have fået julepost fra en del. Husk mit stående tilbud om at I kan køre med på mine ture - så bliver jeg måske ikke så deprimeret på de "tomme" dage. Og ligeledes at I - hvis I er på ferie i USA - kan låne min store beboelsesvogn at køre rundt i - hvis I ellers gennem julekort til mig har gjort jer fortjent til det. Marius Ibsen var her til middag i går aftes. Han og familien skal køre Amerika tyndt i den i juli måned.

Nu ønsker jeg jer alle en glædelig jul og et godt nytår.

Med kærlig hilsen

Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K. Tlf 33 12 44 12.

I USA: American Pictures, P.O.Box 2123, New York, NY 10009.

Ring til mig fra Danmark på: 0091-202-296-6081 og i USA på 1-800-SKYTALK. Efter computerstemmen drejer I pinnummer: 8670732 og trykker tasten med firkanten på, indtaler besked og hænger op. Sekunder efter vil jeg ringe tilbage, hvis jeg kan.

Tilbage til oversigt

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside