Kære allesammen
Dette er året, hvor jeg burde
fatte mig i korthed. For første gang i 10 år er jeg nemlig
nu igen på turne rundt i landet og får derfor lejlighed til
at dumpe ind hos jer på uforpligtende besøg som før i
tiden. Danskerne kan være lidt afmålte under uanmeldte besøg,
men jeg føler det er bedre end at melde sin ankomst langt tid
før med efterfølgende forlegenhed over at værten begynder
at stable alt muligt på benene. Så stift kan dette ende med
at blive, at begge inderst inde måske hellere ville undvære
sådanne forpligtende gensyn. Og så ender man i realiteten
med at undgå hinanden i årevis indtil man er så forlegne
over den manglende kontakt at man helt lader de personer, som
definerede og formede ens liv i de tidlige afgørende år,
glide ud i glemselen. Når jeg er den eneste fra mine
skoleklasser, som har bibeholdt kontakten med mange gennem årene
skyldes det sikkert min turnevirksomhed, som tillod mig at
komme omkring, dumpe ind og at bruge undskyldningen "Nå,
jeg må videre til et show" hvis besøget faldt på et
uheldigt tidspunkt... midt i en konfirmation, midt i et
samleje, midt i et familieopgør. Men ofte dumpede jeg ind
lige på det rigtige tidspunkt, f.eks. til 30-årsfødselsdagen
for Vagn Henrik (fra min landsbyskole) og det herlige gensyn
under festen med flere jeg ikke havde set siden skoletiden.
Forleden dumpede jeg ligeledes ind på et heldigt tidspunkt
hos Erik "Brugs" (også gl. legekammerat fra
landsbyskolen) en stille søndag eftermiddag, og da familien
stillede mange spørgsmål under middagen om min rejse til
Bolivia, varede det jo ikke længe inden børnene begyndte at
plage mig med at jeg jo ligeså godt kunne vise dem showet som
at sidde og genfortælle det hele. Så vi endte med at stille
hele Bolivia-showet op og invitere naboerne til aftenkaffe.
Lidt mere uheldig var jeg hos en anden gl. kammerat fra
landsbyskolen, da jeg i sidste uge efter at have sovet i bilen
i frostvejr i 2 nætter kom for at få brusebad hos Jørgen
Munck, der var midt i en slem influenza. Denne har jeg nu pådraget
mig, så nu sidder jeg her med et værkende hoved og forsøger
at erindre året der gik. At jeg nævner flere af jer ved navn
i årets julebrev er af strategiske grunde for at tvinge jer
til at læse hele brevet igennem: Hvem ved om man nu selv
bliver nævnt senere i brevet?
Først lidt om arbejdet: Da
jeg har beskrevet det ret udførligt i tidligere julebreve må
jeg nok tilstå at jeg intet nyt har at sige. Det gik
strygende, ja kort sagt forrygende hele foråret. Den
afventende holdning mange af mine skoler havde taget forrige
efterår efter Saddams Kuwait-ekskursion var helt forduftet og
nu hobede invitationerne sig op, så jeg måtte sige nej mange
steder. Og med en lille rask krig var foråret jo egentlig
ikke så kedsommelig endda. Den brød ud få dage før jeg tog
tilbage til USA. På det tidspunkt var jeg som vist de fleste
i Danmark "voldsomt" imponeret af USA's
krigstekniske kunnen og havde nok ikke helt fået hjertet med
mig. Det gik i sandhed op for mig samme aften, jeg ankom i New
York, hvor krigsmodstanden allerede var i fuldt flor. Skønt
man er træt, når man ankommer med jetlag, endte jeg med at
diskutere vildt hele natten med de 6 kvinder jeg i flere år
har delt et stort "loft" med - alle stærkt politisk
engagerede. De har altid følt jeg var politisk progressiv,
men ved at jeg blot gav udtryk for en vis forståelse for
Bushs handlemåde, betragtede de mig pludselig som den
sorteste reaktionære. Da jeg fortalte at der stort set ikke
havde været noget modstand mod krigen i Danmark i dens første
4 dage var de dybt rystede. Da jeg havde sovet lidt på det
den nat og tænkt igennem i hvor høj grad jeg var blevet påvirket
af medierne i Danmark, sagde jeg spøgende næste morgen at
jeg blot havde spillet djævelens advokat aftenen før. De åndede
lettede op, men tilføjede "You Europeans have a strange
sense of humor!" Nu blev jeg naturligvis påvirket af den
utrolige krigsmodstand overalt i New York og to dage efter
havde jeg bilen fyldt med aktivister med ned til Washington
til den største anti-krigsdemonstration jeg har været til
siden Vietnam-krigen. Kun halvanden uge efter at krigen brød
ud kunne de samle en kvart million mennesker. Da jeg var til
de store med en million under Vietnam-krigen havde denne trods
alt raset i 10 år. Det var alle tiders chance for mig nu at
opdatere min "No more genocide" sektion i showet med
mere tidssvarende anti-krigsbilleder og jeg hoppede da også
som en gal rundt på Pennsylvania Ave og fotograferede bølge
efter bølge af forbipasserende demonstranter. De fleste af
dem var i grupper fra deres skoler og i nattens løb kommet i
busser fra hele landet. Deres bannere var en lang parade over
skoler jeg havde været i: "Ithaca College against the
war", "Princeton says: No blood for oil",
"Northwestern against genocide" osv. Jeg havde set
frem til at møde en del gamle venner, men blev fuldstændig overrumplet
af alle dem der ustandselig kom farende hen til mig, når de
opdagede mig. Jeg er vant til at amerikanere takker mig for at
showet har ændret deres liv osv., når de møder mig rundt om
i USA's gader, men det var en lidt slukøret fornemmelse jeg
havde ved denne dag at blive standset af mindst hundrede af
mine elever, som på forskellig vis takkede mig for at have
sat en politisk vækkelse i gang i dem, som nu havde ført dem
her til Washington. Med de racistiske og chauvinistiske følelser
jeg kun få dage før havde næret overfor de 200.000
uskyldige irakere, der skulle ende med at lade livet (eller
min umiddelbare naive tro på at man kan føre krig uden at
det koster menneskeliv) tør det nok siges at jeg følte mig
dybt modfalden ved at høre al den taknemmelighed overfor mig.
Som en anden Gorbachov, der havde sat en proces i gang og nu
stod her og følte mig væltet over ende af de kræfter, jeg
havde sat i gang. For sandt at sige var demonstranternes
gennemskuelse af krigen på det tidspunkt milevidt forud mine
egne Uffe Ellemansk påvirkede. Efter at have bragt en bilfuld
Normwestern-demonstranter til Chicago, fik jeg næste dag mine
film fremkaldt. Og det tør nok siges at jeg mærkede et chok
gå igennem publikum i Michigan State U., da jeg allerede næste
aften havde dem med i showet. Følelserne var på højdepunktet
på det tidspunkt og ude i skolerne var stemningen ca 60% for krigen. Da jeg to dage efter viste showet i et militærakademi
og så alle disse uniformer vandre ind, skyndte jeg mig dog
undtagelsesvis at pille de nye billeder ud igen. Jeg ville jo
gerne af sted i live derfra. Men fra nu af var min stilling
overfor krigen afklaret. Jeg havde fået krigen ud af mit
hjerte, for at sige det lidt amerikansk, og det var egentlig
en smuk følelse at stå i dyb gæld til de demonstranter jeg
efter eget udsagn havde været med til at skabe. Jeg tænkte,
at dette øjeblik vil jeg ikke glemme når mine børn en dag
kommer og fortæller mig at jeg er blevet reaktionær på mine
gamle dage.
CNN-reportagerne holdt nok en
del af mine publikums væk i de første dage - i U.C.Davis,
hvor jeg normalt har 2000 tilskuere kom der nu kun 1000 - men
efterhånden som modstanden mod krigen optrappedes blev mine
publikums større end normalt. Krigen blev også dyr for mig:
normalt er det en hel sport for mig at bestikke de sorte
skycaps i lufthavnene for at spare de 50$ den fjerde kasse
koster at få med på flyene. Af sikkerhedsgrunde blev disse
nu fyrede. Så må man jo rationalisere og i løbet af foråret
fandt jeg i stedet på en måde at smugle apparater med på
flyene som håndbagage. Til gengæld var flyene dejligt tomme
i krigsperioden, så jeg altid kunne få 3-4 pladser at sove på.
Ellers var det eneste usædvanlige at jeg havde mit første
show i Oklahoma. Og da jeg havde en weekend fri i Californien,
lejede jeg en bil for at besøge Poul Erik, min gamle
klassekammerat fra statsskolen, som jeg opdagede boede der, da
jeg gik i gang med at finde dem, som skulle med til vores
studenterjubilæum. Han kommer sikkert ikke, hvis ikke jeg
bruger lidt tid på at overtale ham, tænkte jeg. Han var
blevet gift med en kineser medbragt fra Peking, men det der
egentlig var sjovest ved at møde een man ikke har set i 26 år,
var at vi lynhurtigt endte med at sidde foran computeren hele
aftenen. Han var i gang med at udvikle DOS 6 for Microsoft, og
det kan nok være jeg skulle suge nogle informationer til mig
i den anledning. Han kunne ikke just huske mig som en der
brillerede i fysiktimerne og var, sagde han, derfor ret
forbavset over mit kendskab til computere. Netop i dag har jeg
f.eks. over telefonen hjulpet 3 venner med at løse problemer
på deres computere samtidig med at jeg loadede alle min søns
residente programmer op i high memory. Jo, jo, og kan jeg ikke
løse alle jeres problemer har jeg jo nu fået min direkte
hotline til min Microsoft-insider. I julen præsterede jeg i øvrigt
at skrive min første kronik baseret udelukkende på
informationer fra min CD-ROM uden så meget som at røre en
bog. Hvis jeg havde haft en sådan maskine i min skoletid frem for
den lille Minilex, jeg gemte mig med bag Andersens ryg, kunne
jeg måske have bluffet andre af mine lærere end blot dansklærer
Madsen og klaret den helt til studentereksamen uden at åbne
en bog. De russiske jøder kronikken handlede om fik jeg i
hvert fald bluffet, for flere ytrede glæde over den, da jeg
siden mødte dem på gaden. Hele mit engagement kan vist ligge
på een CD nu om dage og det må jo kaldes fremskridt! Som
gammel tresserflipper pønser jeg i mit stille på at vippe
Ole Grünbaum af PC-pinden på Politiken. Er man PC'er eller
ikke er jo det store spørgsmål i USA, nu hvor kommunismen er
faldet og PC'erne har overtaget de venstreorienteredes udskældte
rolle. Alt på universiteterne skal nu analyseres efter om det
er PC (Politically Correct): er en person, et historieforløb,
et stykke litteratur i det skjulte racistisk, sexistisk,
homofobisk eller classistisk undertrykkende. Columbus er for længst
forkastet af PC'erne såvel som golfkrigen og naturligvis
Bush.
Efter mit fjortende show på
Harvard var det "spring break" og jeg hoppede på et
fly til Bolivia. Bistandsorganisationen CARE havde jo bedt mig
om at lave et show om et landbrugsprojekt og havde givet mig
en ordentlig stak kedeligt Danida-materiale i hånden, som jeg
lovede at læse på flyene i USA. Det fik jeg ikke gjort, og i
flyet ned til Peru var der så mange skrigende babyer at jeg
ikke kunne koncentrere mig. Så jeg fik aldrig lavet mit
hjemmearbejde og endte med at stå i et vildt fremmed land
uden at vide noget om det. Men jeg blev godt modtaget af
lokale CARE-folk og Klaus fra det danske CARE-kontor og
indkvarteret på luksushotel. Da jeg første morgen stod i
elevatoren lød det pludselig blandt de andre gæster
"Jacob!" Det var Lisbeth, en WUS-medarbejder, der
havde genkendt mig. Allerede første dag løb jeg på den måde
ind i 6 danskere, så helt fremmedgjort følte jeg mig ikke
blandt alle de indianere. Da nu så mange af jer allerede har
set showet, vil jeg ikke her genfortælle Bolivia-opholdet -
bortset fra det, som ikke er med. Først kørte og fløj jeg
tusinder af kilometer rundt i landet med nogle vidunderlige
CARE-folk og lærte utroligt meget. Da jeg var der i så kort
tid, anstrengte jeg mig for at spise rigtigt - bananer, brød
og ris - og fik da også kun lidt diarre. Koleraen var lige
kommet til landet, så der var andre end de sædvanlige
bakterier at vogte sig for. Efter to hyggelige uger med Klaus
og to bolivianere på små hoteller bl.a. i området, hvor Che
Guevarra kæmpede, fik jeg en uge for mig selv. Jeg følte at
kedelige billeder af landbrugsforhold aldrig ville kunne bære
et diasshow og besluttede selv at leje en jeep for at komme
omkring på de ufatteligt dårlige veje. Nogle steder med et
lodret fald på en kilometer fra den smalle mudrede vej, hvor
jeg hyppigt så knuste biler. Uden at kunne spansk var jeg
virkelig nervøs før jeg begav mig ud i vildnisset. Men
aftenen før den store rejse kom en kæmpehøj mand pludselig
løbende op til mig i mørket i Laz Paz og råbte "Jacob
Hooolt?" med stærk tyske accent og ligeså hurtigt røg
det ud af mig om han kunne spansk. Han havde set mit show i
Creighton Univ. i Nebraska og det lykkedes mig at rekruttere
ham som tolk. Og da tyskeren efter nogle dage ikke kunne mere,
løb jeg i Potosi ind i to søde amerikanske piger, som
genkendte mig fra Univ. of Vermont. Efter at have bumlet rundt
på elendige busser var det også let at overtale dem til en luksuriøs
jeep og uden deres hjælp havde jeg aldrig fået et show på
benene. Det som fanger tilskueren mest: min klaustrofobiske
tur ned i minerne, min snigen mig ind i kokamarkerne og højslettens
farverige indianere ville ikke have været med uden deres hjælp.
Men alt gik med forrygende hast. Jeg fatter ikke selv hvor
meget jeg nåede på den uge. Både de højeste bjerge og
jungle: regnskovsbillederne tog jeg på 2 timer. De første
dages langsomme gang pga. iltmangel i 4 km's højde blev afløst
af konstant løb mod slutningen. En halv time før flyafgang
styrtede jeg ind i en musikforretning og købte alt hvad der
var af boliviansk musik, ca 30 bånd. Jeg skulle have tilbragt
3 dage i Peru, men netop den dag jeg landede sprængte guerrilaen
landets elforsyning i luften og jeg skulle ikke nyde noget af
at løbe rundt i Limas gangstermørke med 80 dyrebare film.
Dagen efter min tilbagekomst i
USA havde jeg mit årlige show i landets største
fotografiskole, Rochester Inst. of Tech. og fik endnu engang
at vide, at jeg intet ved om fotografering. Men eleverne, som
ved alt om teknik, elsker alligevel mine billeder. Det var dog
lidt af et kulturchok at stå i al den Kodak-luksus efter
Bolivias fattigdom. Resten af april gik som det plejer. Men
efter mit show i Stanford var jeg dog ved at tabe mælet. En høj,
smuk hvid pige bad om at tale med mig privat. Jeg var træt.
Med de 3 timers jetlag fra Østkysten var det kl. 3 om natten
for mig her i Californien, så jeg foreslog vi kunne snakke
sammen med de andre publikummere. Nej, insisterede hun, og vi
gik ind i operatørrummet. "I am in your book," sagde hun med alvorlig stemme. Jeg vred min hjerne. Der er jo
så få hvide i bogen. Hun slog op på side 207 (gl. dansk
udgave) og sagde at hun var Valerie Rockefeller. Denne lille
pige var nu 21 år gammel og i college! Jeg var nær ved at
falde om. Efter det jeg skrev om Rockefellerne i min
amerikanske udgave havde jeg ikke turdet kontakte familien
siden. Hun sagde hun var blevet vred, da en veninde, som så
showet sidste år i Stanford havde fortalt hende at jeg
"udleverede hendes far som drukkenbolt." Men nu,
hvor hun selv så det, synes hun jeg var meget
"fair" og var meget glad for showet. Hun gav mig sin
adresse, og vi endte med at stå og omfavne hinanden langt og
inderligt. Jeg synes det er umåde flot og noget af det jeg
elsker mest ved amerikanerne. Hidtil har 5 Rockefellere set
showet og alle har haft dybt positive reaktioner. Og Valerie
er måske den, der har mest at tabe, da hendes far nu er en af
de kendteste senatorer. Alle ved det kun er et spørgsmål om
tid før han stiller op som præsidentkandidat. Alphonso i
bogen har tit fablet om at vi alle i bogen burde samles til en
stor fest. Vi mangler bare pengene til at bringe så mange
fattige sammen. Nu vil jeg foreslå Valerie at sponsorere
sammenkomsten.
I maj var det så hjem til en
skønt gensyn med familien. Men snart skulle jeg i gang med
mit Bolivia-show, som skulle være færdig til Roskilde-festivalen.
Jeg var meget uinspireret først og måtte gå til min
astrolog/psykolog for at få hjælp med hovedet. Det satte hun
lynhurtigt på plads for mig og derefter gik det strygende.
Manuskriptet færdigt på en uge. Indtalingen på 3 timer.
Vibekes gamle kæreste, Ole, flyttede ud fra overetagen så
jeg pludselig fik plads til at sortere de 3000 billeder. Under
arbejdet lyttede jeg til de bolivianske bånd. Jens Jørgen,
som har lavet kopier og film for mig igennem årene, lod mig låne
sit lydstudie i Ålborg. På færgen derover fik jeg udvalgt
al musikken og på en dag og to nætter miksede jeg musik og
tale til showet. Efter to nætter uden søvn blev jeg færdig
kl. 6 om morgenen og drønede så ned til årets store
begivenhed i Esbjerg: vores 25 års studenterjubilæum. Sammen
med en opsamlet blaffer til morgenmad hos min far kl. 9, ind
til min første translokation kl. 10 og derefter til frokost
hos Torben i Bramminge. Da de fleste af jer, som var med, får
dette brev, skal jeg undlade at kommentere gensynet med jer nærmere.
Det er måske til vores allesammens benefice (ikke sandt,
Andersen!) Man sad i stille forundring over, hvor meget man
havde forandret sig på 25 år - og hvor lidt. Mest vellykket
synes jeg eftermiddagen hos Torben var (selvom jeg faldt i søvn
af mangel på sådan) og drukturen efter den mere højtidelige
middag. Det var jo egentlig lidt kedeligt at komme fra en ren
drengeklasse og derfor havde jeg om formiddagen inviteret hele
pigeklassen til at komme. Jo, den succes vil jeg gerne have æren
for. Jeg sagde at jeg havde en lille overraskelse med og på
slaget 11 vandrede alle pigerne ind. Det gik op for mig hvor
lidt moden jeg må have været i gymnasietiden. Nu pludselig
syntes jeg at pigerne så så smukke ud og kunne slet ikke
forstå at jeg aldrig havde lagt mærke til dem dengang. Også
interessant var det at se at de piger som kom fra pigeklassen
gennemgående havde klaret sig bedre end dem fra blandede
klasser. Dette falder i tråd med mønstret i USA, hvor de som
kommer fra kvindelige universiteter har langt mere "succes"
senere i livet end de integrerede, som under påvirkning af mændene
indvendiggør sexismen. Ved 5-tiden om morgenen rev Virtus mig
væk fra en dyb snak med Karen Marie om hvorfor mon Sus ikke
var kommet. Hende havde jeg jo set frem til igen at flette
fingre med bag kunstmuseet. Efter at have sovet rusen ud på
hans sofa drønede jeg til Kbh. for sætte signaler på
showet, da Rosékilefestivalen var 4 dage senere. Hele natten
før denne havde jeg hele familien i sving med at sætte
billeder i ramme. Men da vi ankom om morgenen havde jeg glemt
alle billederne i KBH. At tænke sig at man havde sat liv og
lemmer og sin gode nattesøvn og jubilæum på spil for dette
årlige mudderbad! Aldrig igen.
Men det gode ved denne
deadline var at jeg ikke sad og puslede med showet hele
sommeren. Få dage efter kørte Vibeke, jeg og ungerne på
teltferie til Andalusien med stop hos venner i Belgien og i
Provence. Målet var Vibekes fars "hus" - en tusindår
gammel stald bygget af maurerne i bjergene syd for Grenada.
Men vi havde svært ved at klare varmen der og besluttede
efter en uge at tage til Afrika i stedet. På vej til Afrika
havde vi en underlig dag, hvor vi tabte motoren på vej op ad
Gibraltar, Lalou fik bank af de vilde aber på bjerget og jeg
kørte en hund ihjel. Efter mordet på den andalusiske hund
var humøret helt i bund og med motoren også helt i bund
syntes vi det var en dårlig ide at tage bilen med til Afrika.
Men det kan nok være ferien rigtig kom i gang, da vi kom til Marocco.
Børnene blomstrede op efter det kedsommelige og efterhånden
så ensformige Vesteuropa. Der var næsten lige så farverigt
som i Bolivia og det var et udmærket sted at øve sig inden
vi næste sommer alle 4 skal til Bolivia og køre rundt. Flim
kunne slet ikke blive træt af at gå på jagt i medinaen og
Lalou elskede kamelture og blev dybt forelsket i en lille sort
artist. Men folk er jo underlige skabninger. Tag f.eks. min
kone, som kan gå der midt i alt dette eksotiske og så
ustandseligt komme med små indfald om hvordan vi mon skal
indrette vores nye lejlighed i Kbh. Så i stedet for at nyde
dette vidunderlige afrikanske pusterum endte vi med at drøne
tilbage til KBH. på 3 dage for at male lejligheden inden jeg
tog tilbage til USA.
Derhjemme stod den ældre del
af familien på den anden ende pga. et lidt for afslørende og
stort opsat interview i Weekendavisen i juli om hvordan Vibeke
og jeg klarer vores seksuelle sidespring. Hvis I har læst det
vil jeg til mit forsvar sige, at det var Vibekes bedste
veninde, Marie Tetzlaff, som skrev artiklen, og da jeg vidste
at hun allerede kendte de mest intime detaljer fra Vibeke,
havde jeg i samtalen svært ved at skjule sandheden. (Men hvor
kunne jeg have lyst til her at fortælle lidt om dine private
sider, Marie, for jeg kender jo ikke så lidt til dig efterhånden.
Nu må vi se på din opførsel om det skal med i næste års
julebrev!)
Tilbage i USA startede jeg
igen i år efter en fredelig sommer med en voldsom start.
Efter at have været til de natlige raceoptøjer mellem jøder
og sorte i Brooklyn, vågnede jeg om morgenen i min bil ved at
den blev løftet af en tow-truck (pga 500$'s ubetalte bøder:
en Kafkask computerfejl). Jeg sprang nøgen ud på gaden, hvor
jeg straks stod omringet af 40 hujende puerto ricanere. Næste
nat havde jeg valget mellem at overnætte hos Cynthia, min tolk fra Bolivia, i de trygge forstæder udenfor Washington
eller hos venner i ghettoen. Men for at få inspiration til
mit første show, valgte jeg ghettoen. Og inspiration fik jeg
sandelig. Mens jeg overnattede hos Sandra, en sort sagfører,
blev der brudt ind i min bil. Men med de jernstænger jeg nu
har sikret dørene med, kunne de ikke få disse brudt op og
endte med at ødelægge alle låsene. Intet blev stjålet, men
det tog tre dage at reparere bilen. Derefter havde jeg næsten
en hel måned til at fotografere i sydstaterne og besøge
gamle venner. Det blev på mange måder et deprimerende
nederlag: fugtigvarmen gjorde mig uinspireret og ugidelig. Da
jeg skulle besøge Dr. Charles King i Atlanta så jeg aftenen
før et dødslejeinterview med ham i fjernsynet. Derved jeg
fik lejlighed til at forberede mig psykisk til at tage afsked
med denne gamle ven og læremester, hvis undertrykkende
racismeseminarer jeg har omtalt i tidligere julebrev. Aftenen
før havde han haft en stor farvelfest for venner og familie i
luksusvillaen, så jeg endte med at blive den sidste, som så
ham. Han var stærkt udmattet af kræft, men vi sad i 3 timer
på sengekanten og snakkede. Jeg vidste at han kun ville
snakke om døden. "Døden er så smuk, sagde han. For første
gang i mit liv tænker jeg ikke i sort/hvidt, men kun på døden
som befrier." Vi endte dog hurtigt med at snakke om
sorthvide forhold og hvad der skulle blive af hans kæmpemæssige
arkivmateriale, som jeg frygtede ville gå tabt. Efter et
langt knus tog vi afsked og et par dage efter døde han. Mit
savn er ikke så meget præget af et personligt tab, men mere
af et vemod over alle de hvide, der ikke nåede at gå igennem
hans workshop. Jeg lærte meget af ham og håber at have fået
noget af hans menneskeindsigt med mig. Allerede et par dage
efter fik jeg i al fald brug for det, da jeg samlede en hvid
blaffer op i Louisiana. Jeg var på vej op til Virginia Pate
den nat (side 28), men da jeg fandt ud af at denne blaffer
sammen med to brødre havde myrdet så mange sorte, at de ikke
længere kunne huske det, endte jeg med at køre ham hjem i
stik modsat retning for at lave et interview med ham og hjælpe
ham med hans fortvivlede racisme. Der er ikke plads her til
detaljer (I kan læse mere om det i decembernummeret af
filmbladet Levende Billeder). Han beskrev minutiøst hvordan
de havde myrdet de forskellige, dumpet dem i floder og sumpe
og som rejefiskere endog selv fanget et af de opløste lig. De
skød dem ikke, da de ville se frygten i deres øjne først.
Hans bror sidder nu livsvarigt i fængsel for det sidste mord.
Vi blev virkelig gode venner og jeg tog mange billeder af ham,
men nåede ikke at få dem med i dette julebrev. Som ventet
havde sorte aldrig gjort ham fortræd. Som hos de fleste
racister og Ku Klux Klanfolk, jeg har arbejdet med, lå roden
til det hele i en fortvivlet barndoms umådelige
undertrykkelse af ham. Dette var ved at gå op for ham nu, og
han var derfor parat til at snakke med mig om følelserne. Så
jeg tror vi begge fik meget ud af samværet. Men jeg var så
rystet at jeg ringede til mange af mine sorte venner den nat.
Jeg går så småt og pønser på at skrive en kronik om alle
de utrolige blaffere, jeg samler op. Næste nat på vej til
lufthavnen i Houston så jeg svagt på motorvejen en grædende,
blødende hvid kvinde i mørket. Det var umuligt at samle
hende op, så jeg måtte køre en lang omvej for at komme
tilbage. Hun var sanseløs efter lige at være blevet slået
ned i et sort kvarter og ingen turde hjælpe hende. Senere
samme nat samlede jeg endnu en blaffer op, som havde gået 11
miles ud af byen for at besøge sin nyfødte datter i
Nashville. Så det blev sent den nat inden jeg gik til ro i
lufthavnen.
Nå, i oktober fløj jeg
tilbage til Danmark til åbningen af mit Bolivia-show i Delta
Bio. Allerede næste dag presseforevisning. Udmærkede
anmeldelser. Unibank stod for første del af åbningen i deres
luksuriøse hovedkvarter med overdådig mad og vin bagefter og
en meget bevæget tale af Lise Østergård. Sjovere var det
dog om aftenen, hvor mit udstyr brød sammen, og mange af jer
gamle venner var til stede. Særligt glad var jeg for at se
dansklærer Madsen endnu engang komme helt fra Esbjerg. Han
gav mig sine oversatte Aristofanes skuespil med inskriptionen
"Til min heldigste pædagoiske fiasko." Filminstruktør
Niels Vest gav mig også i anledning af åbningen sin nye film
"Christiania, du har mit hjerte" med engelske
undertekster, så jeg nu bliver fri for at slæbe så mange
amerikanske venner rundt i Christiania. Jeg var meget rørt
over det, for hovedpersonen, Tania, var jeg jo næsten
"far" for i den tid jeg kom sammen med Annie Hedvard.
De mange scener med Solvognen fik også minderne frem (ikke
mindst om den gang jeg sammen med dem blev indsat i samme fængsel
som "Drengene fra St. Petri" fortæller jeg min søn
i et forsøg på at lokke ham væk fra computeren og i stedet
læse en bog som f.eks. "Churchillklubben.") Og
Rigmor Mydtskov insisterede efter forestillingen på at lave
et familiebillede af min lille familie. Som de fotografiske
modpoler, vi er, nærer vi en dyb beundring for hinanden:
hende, som kongelig hoffotograf og jeg som selvbestaltet
slumfotograf. Bagefter havde vi fest i vort nyindrettede hjem
med mit første eget badekar. Skønt jeg var hjemme i to uger,
var næste dag den eneste jeg havde sammen med familien.
Resten gik med forestillinger, interviews etc. så Vibeke var
godt frustreret, da jeg tog tilbage til USA.
November måned var lidt
anderledes end normalt idet jeg havde fjernsynet (Danmarks
Radio) med rundt, så når jeg talte til eleverne måtte jeg
hele tiden huske på at jeg også talte til danskere. Det gav
en hel masse ekstra arbejde. Pga. nedskæringer kunne vi kun få
et dansk kamerahold over i en uge - en hel tilfældig uge hvor
jeg havde nogle dårlige shows. Så jeg insisterede på at
leje lokale kamerahold for at få nogle af mine bedre skoler
med og især en workshop med Tony. Således fik vi også
optagelser fra Boston University, U.C. Santa Barbara og Univ.
of Michigan. Men om disse kommer med i den endelige udgave,
ved jeg ikke, for det danske Tv-hold tog alene mere end 35
timers optagelse, som skal skæres ned til 1 time. Allerede
efter det første par skoler var de kørt helt i sænk af det
hæsblæsende jag jeg normalt har på og stak af fra den
sidste skole. Til gengæld fik vi pga. Thanksgiving ferien i
den uge et par afslappede dage nede i sydstaterne, hvor jeg
havde valgt et område med flest mulige venner indenfor mindst
mulig køreafstand ud. To uger før havde jeg kørt bilen
derned. Den skulle jo med i filmen. Først var vi hos Mary
(side 98-99 i bogen), som jeg normalt bor hos og hjælper med
markarbejde i august hvert år. I dokumentarfilm er man nødt
til at spille sig selv og Mary viste sig at være en udmærket
skuespiller. Hun havde tilberedt soulfood til os (grisetæer,
-haler, -ører osv), men det skulle Tv-folkene ikke nyde noget
af. Sværest var det at få de venner, jeg normalt ser i stærk
smerte, til at være sig selv med stuen fuld af Tv-folk. I et
tilfælde lykkedes det nogenlunde, da vi efter 2 besøg fik
lov til at optage Nina (øv. th. 246 gl. bog) i stærk
depression pga. crack, - i al fald var Tv-folkene ret
chokerede over at høre hende snakke om alle de folk, hun
havde stukket og slået ned. Pga. af vort jag (vi nåede kun
halvdelen af de venner jeg havde håbet at få med, men det
amerikanske Tv-selskab PBS planlægger nu en mere dybdeborende
udsendelse om hvordan det er gået folk i bogen), føltes det
som forfærdeligt udbyttende at misbruge ens venner på den måde,
og hele tiden måtte jeg om natten, når Tv-holdet slappede
af, tilbage for at samle stumperne op af dem, hvis ulykkelige
liv vi havde brugt (el. misbrugt afhængigt af hvorvidt de
kunne se et formål i at lave en film om mit arbejde og den
stigende undertrykkelse af det sorte samfund). Disse nætter
sammen med ofrene blev dog noget af det skønneste, jeg har
oplevet sammen med dem, for med al den opmærksomhed, der
pludselig blev viet dem af den store verden udenfor, var det
som om vort efterhånden livsvarige venskab endnu engang blev
bekræftet. Wilma, en utrolig, stærk sort kvinde, som jeg
boede hos igen i august i hendes papkassehytte kun lidt større
end hendes seng, havde jeg ventet mig meget af i filmen. Men
hun blev frygtelig nervøs, da Tv-folkene kom, og der kom ikke
noget rigtig godt ud af det. Men da jeg havde lagt Tv-holdet i
seng på motellet og sad det meste af den vidunderlige
stjernenat i kulden omkring det bål, hun laver mad ved udendørs,
nød jeg i fulde drag hendes humor og latterliggørelse af det
udbyttende, offerjagende mediesamfund, jeg tidligere på dagen
havde været en del af. Jeg var kommet tilbage med medlidende
skyldfølelse for at varme hende i kulden, men da jeg lå der
i sengen, hvis kvælende fugtighede augustlagner nu var afløst
af tykke tilrøgede og stivfrosne novembertæpper, lod denne
levning fra slaveriets tid i jernaldervadmelskjole og
slavekyse mig hurtigt føle at det var mig selv og mine jeg
burde have medlidenhed med. For hvad andet kan man have med
en, som natten efter denne fredfyldte nat i Alabamas sorte bælte
kører i et vildt ræs helt op til New York for allerede næste
aften at samles med hjemløse venner omkring et bål ovenpå
resterne af deres nys bulldozede papkassenattely. Jo, alt det
vil I kunne se i Tv-udsendelsen i midten af februar, men send
så lige en venlig tanke til os, som måtte lægge ryg til
underholdningen, selvom meget af det var morsomt (f.eks. den kæmpebrandert
de hjemløse såvel som Tv-holdet fik på Danmarks Radios
regning).
Dagen efter vores sidste
optagelse (en lidt forfejlet Thanksgiving middag hos Lela
(side 187): det var nemlig ikke så lidt af en opgave at få
mine venner i ghettoerne til at indpasse sig under danske
fagforeningsregler og klokkeslet) tog jeg tilbage til København.
Jeg havde 1 dag til at se familien og hvile ud i før jeg
skulle på landevejen i det mørke Jylland med mit Bolivia-show.
For mine børn er Jylland nemlig ligeså langt væk som USA:
altså ingen nærværende far. Og ligegyldigt hvor god Tv-udsendelsen
bliver, ligegyldigt hvor vellykket mit arbejde i USA ind
imellem fornemmes, er jeg i stigende grad tvunget til at
stille mig selv spørgsmålet: hvor meget undertrykkelse af
ens egne børn kan egentlig retfærdiggøres af selv nok så
idealistiske mål. Hvilken gru, der gemmer sig bag Rigmor
Mydtskovs yndige familieidyl, kan kun fremtiden svare på.
Med kærlig jule- og nytårshilsen
Jacob Holdt, Gernersgade 63,
1319 København K. Tlf 33 12 44 12. I USA kan I nå mig på
202-296-6081. Efter computerstemmen, tryk 8670732 og indtal besked
(hvis I vil med ud at køre en tur).
Tilbage til oversigt |