Kære alle sammen
Igen et af mine kedelige julebreve. Så for at sikre mig
jeres opmærksomhed til sidste linie vil jeg ufortøvet lægge
ud med at sige at flere af jer i år vil blive nævnt (afsløret?)
i løbet af brevet i forbindelse med KGB! Af samme årsag er
brevet i år lettere udvidet, hvilket endnu engang får mig
til at minde om at længden på ingen måde er afgjort med læseren
velbehag for øje, men udelukkende mit eget indre behov for en
slags årsstatus. I år er det i øvrigt 20 år siden jeg
sendte det første af disse årsbreve til jer. Dengang sad jeg
ensom i et lille træskur med en petroleumsovn langt ude i de
canadiske skove og savnede mange af jer og drømte om hvordan
verden kunne laves om. Det blev til et 150 siders brev i
bogtykkelse, som jeg erfarer at mange af jer endnu har
liggende. (Men lov mig aldrig at bruge det imod mig, thi jeg
har jo ændret syn på verden såre meget siden da. Bortset
fra den sociale indignation virker det meste fra dengang i dag
yderst pinligt). Siden fortsatte jeg i mine vagabondår med
lange breve om mine oplevelser. Af pengemangel kom de i de år
kun i et eller to kopier med en lang adresseliste som I selv
skulle sende brevene videre til. Såfremt nogle af jer ikke
modtog dem må I altså bebrejde dem som stod på listen før
jer. Siden, da jeg fra 76-82 turnerede i Danmark, så jeg jer
så jævnligt at der ikke var grund til at skrive, men da jeg
startede i Amerika tog jeg tråden op igen. Jeg lå dog ikke på
den lade side i de år Amerikanske Billeder var i Europa, hvor
jeg brugte uanede mængder tid på breve til amerikanske
venner om europæernes reaktion på showet/bogen. Breve, som
var en del mere personlige end dette massebrev, thi mine
amerikanske venner udgør en langt mere diffus gruppe. Man kan
nu engang ikke sende det samme brev til højt uddannede
Rockefellerbørn som til analfabetiske sydstatsfæstebønder.
Kun fordi I herhjemme er så kedeligt ens er I så
svineheldige alle at få julehilsen fra mig, men da antallet
af jer, som har betydet noget for mig, er vokset betydeligt
gennem årene, bliver der til gengæld ikke meget
"personligt" tilbage i en sådan årshilsen. At I
har betydet noget for mig - formet mit liv på den ene eller
anden måde - er det der tæller for mig, også selv om
enkelte af jer måske ikke er på talefod med mig i dag.
Netop i 1992 vendte mine tanker tilbage til mange af jer.
Min astrolog (hvorom mere senere) advarede mig nemlig forrige
år kraftigt om, at dette ville blive året hvor min fortid
ville indhente mig, hvor jeg ville blive tvunget til på
ubehageligste vis at se ned i min sjæls dybeste afgrunde og
konfronteres med sider i mig selv jeg ikke ønskede at se i øjnene.
Særligt havde hun advaret om januar. Skønt jeg efterhånden
har fået ikke så lidt agtelse for hende, må jeg tilstå at
jeg tog imod advarslerne med sund skepsis. Men få timer inde
i det nye år brød helvede løs. Nytårsdag ringede Ekstra
Bladet op og sagde i Viktor Andersens ubehageligt truende
stemme: "Vi sidder inde med hemmelige KGB-papirer som
viser at du var en af Sovjetunionens vigtigste agenter i
Vesten!" Skønt det kom som et lyn fra en klar himmel,
sundede jeg mig skyndsomt og sagde at det havde jeg da aldrig
lagt skjul på og jeg kunne let opregne talrige vidner, som
jeg havde fortalt om min russiske forbindelse gennem årene. Så
"hemmelig agent" det kunne jeg da vist ikke være.
Min "indrømmelse," som der stod næste dag i
Ekstrabladet, overrumplede tydeligvis Viktor Andersen som lidt
efter lagde røret på. Selv var jeg dog dybt rystet. Lidt
efter ringede en mand med russisk accent og stillede mig
yderligere spørgsmål. Da det kun var 3 dage efter Gorbachovs'
afgang, fik det mig lettet til at antage at det måske var
nogle, der gik og ryddede op i KGB's arkiver i Moskva, som med
en lille nytårsspøg ville varsko mig om hvad der kunne
komme. Men kort efter stod Ekstrabladet med journalist og
fotograf hjemme hos mig og begyndte at rulle min fortid op.
Jeg var straks samarbejdsvillig og forsøgte at finde sagens
dokumenter frem, men da det meste for længst var pakket i
kasser i min bedstemors hus, kom jeg til at nævne at jeg i et
tidligere julebrev til jer havde omtalt mine russiske
kontakter og gav dem brevet. Det blev i Ekstrabladet næste
dag til "Vi har fået opsnappet et hemmeligt brev fra
Jacob Holdt til en ven hvori han indrømmer..." Skønt de
fleste oplysninger i Ekstrabladet stammede nok så meget fra
mig selv som fra dobbeltagenten Gordievsky opdagede jeg således
snart, at dette blad kan man ikke samarbejde med. At dette var
en "åbenbaring" skyldes at Ekstrabladet igennem
mange år havde skrevet begejstret om vore aktiviteter i
Amerikanske Billeder, hvorfor jeg ikke lugtede den store fare.
Samme aften ringede jeg Jørgen Dragsdahl op, da han var en af
de mange jeg havde fortalt om mine russiske middage igennem årene
(og som ofte havde advaret mig imod dem). Skønt han havde
travlt med en ansøgning til USA, kastede han alt fra sig for
at begynde det helt store forsvar for mig i Information. I de
næste dage kimede alle landets aviser og Tv-stationer mig
ned. Først tog de Ekstrabladets version for gode ord og
chefen for Danmarks Radio meddelte at de måtte aflyse den
planlagte Tv-udsendelse om mig. Men da Dragsdahl rykkede ud i
Information tog hele pressen snarere min side og begyndte at
latterliggøre Ekstrabladet. Fire dage senere kom så
Ekstrabladets tidsindstillede bombe, da Dragsdahl, som dels
var manden der i sin tid gjorde Amerikanske Billeder til en
mediebegivenhed og dels nu kom til mit forsvar, selv blev afsløret
som den helt store KGB-agent. Nu var det endnu lettere for
Ekstrabladet at vise at KGB havde styret Amerikanske Billeder.
Mange af jer har måske i Berlingske Tidende og Information læst
min redegørelse om KGB. Til jer andre - i Jylland - vil jeg
her fortælle lidt om det som Ekstrabladet ikke skrev
om. Vi holdt som sagt i Købmagergade aldrig denne forbindelse
med KGB hemmelig. I kollektivet kaldte vi ham altid
"russeren" - en af de mange underlige perifere
personer i vores omgangskreds - og han kom stort set kun på
tale de 3-4 gange om året, hvor jeg kom påfaldende beruset
hjem, hvilket altid fik de andre til at udbryde: "Nå,
har du nu igen været ude og spise med russeren." Vi følte
os smigret over den opmærksomhed vi fik fra en stormagt, skønt
det langsomt gik op for mig, hvilken afmagt denne i
virkeligheden demonstrerede. Kontakten opstod kort efter
showets start i 1976. Pga. udsigten til de store royalties fra
bogen ønskede jeg at oprette et hospital i en af de såkaldte
frontliniestater i Afrika som bidrag til kampen mod apartheid
i Sydafrika. Kun de øst-orienterede Angola og Mocambique var
dengang uafhængige og jeg skulle derfor bruge russernes hjælp.
Men i 1977, da bogen var udgivet, gik det op for mig, at
russerne udelukkende var interesserede i at udnytte
Amerikanske Billeder til et angreb på Præsident Carters
menneskerettighedspolitik. Jeg blev stærkt oprevet, for var
der nogen jeg beundrede, var det Carter - den første
amerikanske præsident nogen sinde, som lagde pres på
diktaturer for at demokratisere og derved lagde grund til hele
den bevægelse, vi har oplevet lige siden og som indirekte har
medvirket til både Østblokkens og apartheids fald i
Sydafrika. I kollektivet vidste vi der var alvor bag Carters
ord, for en af dem, der var ansat til at føre Carters politik
igennem overfor Sydafrika var Charles Pinderhughes, som var
far til Howie - den ene af de sorte i kollektivet. Som en af
de førende i USA indenfor sort psykiatri fik vi ham til
Danmark for at vurdere Amerikanske Billeder mere sociologisk.
Vi ventede spændte på resultatet. Efter en uges tid kom
dommen, "Et mesterværk!" Det var dette manuskript
med hans vurdering jeg i største morskab og
hemmelighedsfuldhed derpå overrakte til KGB, og som jeg siden hen
har erfaret i Ekstra Bladets sensationelle "afsløringer"
med den afhoppede dobbeltagent Gordievskij, at han vandrede
hele vejen med op til chefen for KGB i Moskva, Andropov, den
senere præsident for Sovjetunionen, som banede vejen for
Gorbachov. At Andropov, som var kendt for at kunne engelsk,
skulle have læst mit manuskript og i mig set en af sine
vigtigste agenter i kampen mod Carters "irriterende"
menneskerettighedspolitik (mit kodenavn i KGB var "Prst"
- russisk for præst), er en sand skæbnens ironi: nemlig det selv samme
manuskript, som en af Carters ansatte havde givet det blå
stempel! Jeg har vist før fortalt i julebrevene at jeg ofte
har boet hos Carters datter, Amy, og da jeg fortalte hende
historien og om hvilken dramatisk betydning hendes far i øvrigt
havde fået for mig, morede hun sig grundigt og inviterede mig
derpå til middag med sin berømte far. Når man tænker på
hendes eget oprør imod CIA har vi jo lidt tilfælles, for
mens jeg prøvede at føre min "ja"-politik overfor
russerne så konsekvent, at de troede jeg var med dem til det
sidste, på samme måde som når jeg var sammen med kriminelle
eller Ku Klux Klan i USA, ja, så førte jeg faktisk KGB
grundigt bag lyset lige fra begyndelsen. Der gik nemlig ikke
en måned efter deres tilkendegivelse af, hvor vigtig bogen
var for dem i undergravningen af Carters politik - kort efter
bogens udgivelse - før jeg satte min sagfører Søren
Henriksen til at standse bogens videre udbredelse over hele
verden. Den rasende udvikling, der på to år havde forvandlet
mig fra at være vagabond, til at blive en brik i
stormagtspillet, kastede mig ud i langvarig forvirring og
depression. Jeg begyndte at føre juridisk krig mod venner som
forlæggeren Per Kofod - for at undgå at spille russernes
spil i forbindelse med videre udgivelse af bogen - ikke mindst
da jeg først og fremmest ønskede at vende tilbage til USA og
ikke ville risikere at blive anklaget for at have leveret
billig propaganda til fjenden. At alt dette kom til at gå ud
over de venner, som havde satset så meget på bogen og dens
tanker, slog mig meget ud. Straks efter den kolde krigs
afslutning i 1989 gav jeg derfor Per Kofod
verdensrettighederne tilbage. Rent menneskeligt følte jeg
ikke, at jeg i 1977 havde levet op til det ansvar, bogen gav
mig, men min intuition om at dens videre udbredelse dengang måtte
standses, føler jeg mig i dag, efter KGB's afsløringer i
Ekstra Bladet om hvor meget Østblokken rent faktisk satsede på
den, ret stolt af. For det er ikke så let for en forfatter at
forsøge at stoppe en succes, tror jeg, ved udsigten til at
den kan indtjene millioner. Skønt jeg under min
KGB-infiltration således bedragede KGB helt op til selve
toppen i Moskva, er jeg også lidt glad for ikke på noget
tidspunkt direkte at have løjet overfor min personlige KGB-føringsofficer,
Nikolaj Gribin, som jeg i mit sædvanlige forsøg på at trænge
igennem til mennesket bag facaden udviklede et langvarigt
venskab til. Vi brugte hinanden samtidig med at vi nærede en
dyb menneskelig respekt for hinanden. Udelukkende pga. de
rapporter han sendte til hovedkvarteret i Moskva om
Amerikanske Billeder fik han en af de højeste stillinger
indenfor KGB i det nye Rusland - og jeg håber meget at vi nu,
hvor han skal til at lære at arbejde sammen med USA i stedet
for imod, vil finde sammen i et fornyet venskab, hvorfor også
han kommer med på min julebrevsliste. Jeg kom til at holde
virkelig meget af mennesket Gribin på trods af den totalitærstat
han repræsenterede og som han jo blot forsøgte at leve med
efter bedste evne. Efter al det jeg havde oplevet i USA var
det fristende med lidt spænding i det ellers så
"kedelige" Danmark: at skulle følge specielle snørklede
ruter, hvor andre KGB-folk holdt udkig med om jeg blev skygget
af PET eller CIA blot for at mødes med "Nick" til
fuldkommen uskyldige hyggemiddage. Denne spændingsfornemmelse
var ikke opstået af intet, for allerede det første år fik
jeg et diskret tip fra en ven i NATO om at de holdt udkig med
mig. Derved blev det hele en interessant, men ganske ufarlig
leg på en totalitær stats præmisser afholdt i et trygt
demokratisk land, hvor jeg intet havde at miste så længe jeg
ikke vadede ud hvor jeg ikke kunne bunde.
USA lagde om muligt lige så stor vægt på betydningen af
Amerikanske Billeder som Sovjetunionen. Da min film havde
premiere i New York, afslørede The Village Voice at det
amerikanske udenrigsministerium i et forsøg på at bremse
effekten af Amerikanske Billeder igennem flere år havde
bevilget store beløb til at invitere europæiske fotografer
til USA for at vise den "anden side" af USA. Uden at
vide af det kom de til at give et stort beløb til min ven,
Jan Stenweik, som hjalp mig med mit første show. Begge
stormagter prøvede forgæves at få lidt indflydelse:
"Hvorfor putter du ikke flere fattige hvide ind i
showet?", sagde f.eks. KGB-manden en dag. Nøjagtig en
uge efter sagde den amerikanske ambassadør til mig:
"Hvorfor har du ikke mere om fattige hvide?" Tidsånden
var stærkt ideologisk og emnet racisme trådte i baggrunden.
Nu hvor KGB-affæren er kommet lidt på afstand, er der
meget man kan more sig over. F.eks. at min kones søster i
lang tid var kæreste med Dragsdahl, hvorfor min svigerfar,
som sad i en top-hemmelig stilling i militæret, faktisk kunne
have siddet med ikke mindre end to svigersønner, som var
KGB-agenter. Eller at opleve svigerfars begejstring over at se
Lublimov rykke ud til vores forsvar i Tv-interviews fra Moskva
- han, der som tidligere chef for KGB i Danmark jo var hans
forhen fjende, men siden blev dissident i Sovjet og pludselig
fik en gevaldig troværdighed - når han på TV angreb sin
gamle ven Gordievskij i England: "Kære kammerat
Gordievskij, du ved jo udmærket godt at vi sad i København
og opfandt alle disse spionhistorier...." Morsomt var det
også at se Gordievskij fra sit skjul i England afsløre sin
uvidenhed om i hvor høj grad jeg havde bedraget KGB, da han
tydeligt forbløffet over mine oplysninger begyndte at rode
sig ud i løgne: "Vi satte en pistol i tindingen på
Jacob Holdt og krævede at han standsede bogen i Østeuropa."
Hvad ligner det når både jeg og Information lå inde med
papirerne, der tydeligt viste at det var resten af verden min
juridiske krig mod Information handlede om. Men morsomt var
det ikke i de første uger, hvor jeg følte mig som i Kafkas
Processen med angreb efter angreb. Den virkelige helt må dog
siges at være Vibeke. Hun gik netop i januar op til sin
afsluttende eksamen på Handelshøjskolen, men lagde alt til
side for at støtte mig med at passe telefon osv. i den hårdeste
tid. Skønt hun det meste af året er enlig mor med to børn
blev hun alligevel den bedste i en dygtig klasse. Jeg vil også
gerne sige de forældre tak, som støttede med at passe børnene
for at det ikke skulle gå for meget ud over dem. For dette er
måske det hårdeste, når man begynder at få trusselsbreve
som såkaldt "landsforræder" (og med handsker på
og i største højtidelighed må overrække dem til
fingeraftryksundersøgelse til det selv samme PET, som i årevis
havde skygget mig og nu viste sig at være usædvanlig søde),
at det er ens uskyldige familie fortidens synder går ud over.
Med det niveau Ekstra Bladets læsere befinder sig på er der
nemlig ikke langt fra "KGB-agent" til
"landsforræder" til som næste skridt for en syg
person at smide en brandbombe ind ad dørsprækken. Skuffende
var det også for mig at min gamle ven Kirsten Jacobsen, tidl.
chefredaktør på Ekstrabladet, som hører til modtagerne af
mine julebreve gennem årene og som jeg mødte til et cocktailparty
for Tv-avisens medarbejdere i julen få dage før
Ekstrabladets hetz brød løs, at hun ikke der kunne give mig
blot et diskret praj om hvad der var i gærde, men tvært imod
bevidst og koldt undgik mig. Jeg siger det ikke mindst,
Kirsten, fordi du selv engang fik mig til at udføre noget
ulovligt (og altså satte mit omdømme på spil) da du bad mig
om at smugle din narkoman-elsker fra Algeriet ind i Danmark og
give ham arbejde og bolig i over et år. Med vor kærlige
omsorg skulle det blive det eneste år i hans voksne liv hvor
David var stoffri. Du vidste således alt om vort forhold til
KGB, for David morede sig ofte med når vi havde gæster at
vise dem kærlighedsromanen med pengene fra KGB. Jeg kan til nød
forstå at du af solidaritet med din arbejdsplads tiede
overfor mig (hvorved jeg blev overrumplet og ikke fik tid til
at finde dokumenterne frem). Men det er sværere at forstå at
du af skyldfølelse vælger at give mig den kolde skulder. For
jeg så jo tydeligt her i oktober at du ikke er kold overfor
mig. Nu, hvor jeg har fået galden ud i dette lukkede
julebrev, kan vi være gode venner igen. Jeg hører ikke til
dem, der bærer nag. Jeg synes dog, at en anden af mine venner
på Ekstrabladet, Knud Buchardt, handlede noget finere. Da PET
indkaldte ham til forhør i 1981 og prøvede at presse ham til
at spionere imod mig, nægtede han pure og gik i stedet til
mig og fortalte det hele. Det gjorde det endnu mere spændende
når jeg fortsat legede kispus med PET's forfølgere gennem Københavns
gader helt op til 1985, hvor Gribin blev udvist.
Det plejer at være stressende at komme tilbage til
arbejdet i USA i februar, men skønt jeg havde shows hver dag
i de første 14 dage fornemmedes det som en vidunderlig
befrielse at komme væk fra det helt anderledes tyngende og
hjertebankende stress med hver dag at gå ud i kioskerne for
at se hvad der mon nu står om det i avisen. Foråret, hvor
jeg bl.a. begyndte et samarbejde med Martin Luther Kings
datter, Yolanda, som ellers er min hovedkonkurrent, gik som en
leg. Ved KGB-nyheden havde min (amerikanske) agent begejstret
udbrudt: "Fantastic! The talkshows will love it."
Alt kan jo sælges i USA, men faktisk viste eleverne sig til
min ærgrelse at være langt mere interesserede i min
racismesnak end i mine KGB-historier, opvoksede som de er i
tiden efter Gorbachovs magtovertagelse. I midten af marts kom
Vibeke til New York i en uge for lave research på sin
afsluttende opgave om "positiv særbehandling af
sorte". Jeg var spændt på hvordan hun ville komme ud af
det med Christina, den utroligt søde kinesiske pige, jeg
deler min lejlighed i New York med, som både Vibeke og hende
selv drillende kalder min amerikanske kone. Noget er der måske
om snakken, for jeg er virkelig glad for hende. Derfor blev
jeg glædeligt overrasket over at Vibeke og Christina blev næsten
lige så begejstrede for hinanden. Det var også som en drøm
at være sammen med Vibeke i New York uden børnene, gå i
teatre, spise på restauranter. Alle forældre burde have sådan
en ferie væk fra deres børn engang imellem. Da Vibeke rejste
var det min og amerikanske elevers "spring break" og
jeg besluttede år at tage til Costa Rica. Dels for at udbygge
regnskovssekvensen i mit Bolivia-show og dels for at undersøge
en situation i kystområderne med "omvendt racisme",
som jeg benytter i mine workshops. Her har de sorte i mange år
siddet på den økonomiske magt og på forskellig vis
undertrykt den hvide befolkning, som følgelig ikke klarer sig
så godt i skolesystemet. Altså det omvendte af USA. Billedet
er dog ikke så entydigt mere idet de sorte efterhånden er
blevet så veluddannede og rige at de emigrerede til USA. Jeg
rejste rundt i en lille uge i udlejningsbil med en sort
engelsk stewardesse, men indså snart at det ikke rigtig er
min lod at være naturfotograf. Da jeg nu var så tæt på
kunne jeg ikke dy mig for at hoppe på et fly til Nicaragua -
nysgerrig efter at se hvad der er sket efter revolutionens
sammenbrud. Det blev en rystende oplevelse. Bortset fra brændende
bildæk kunne jeg i mørket fra flyet intet lys se over
hovedstaden Managua. Der var totalt mørklagt af mangel på
el. Da byen er ødelagt af jordskælv og i centrum ligger hen
i øde ruintomter er den måske den mest uhyggelige i verden
at færdes i om natten. Jeg kendte ingen, kunne intet spansk
og vidste at nøden nu tvang de endnu bevæbnede eks-kontraer
og sandinister til at røve i gaderne. En engelsk
bistandsarbejder genkendte mig i lufthavnen og tog mig til en
forfalden hal, som sandinisterne havde brugt til indlogering
af "brigadistas" fra hele verden. En mand kom ud med
et stearinlys og førte mig ind i den tomme sal, hvor jeg
overalt i mørket stødte ind i køjesenge. Mutters alene
overnattede jeg her mellem hundredvis af spøgelsesagtige
jernsenge, men forinden måtte jeg have noget at spise. Jeg
tror aldrig jeg har oplevet noget så uhyggeligt. At gå midt
ude i gaderne af frygt for at bevæbnede overfaldsmænd stod
gemt i ruinerne eller bag træerne i en by uden gadenavne
eller husnumre og kun skyggerne af enkelte ansigter hist og
her blandt papkasseskurene, der skød op mellem ruinerne, var
et mareridt jeg simpelthen ikke havde forestillet mig. I Costa
Rica havde jeg mødt et par rygsæksdanskere, der havde været
hele Mellemamerika rundt. Men da de kom til Managua blev de så
skræmte, at de øjeblikkeligt tog videre. Jeg svor at jeg dog
ville give landet en chance. Næste morgen, da solen skinnede
fra en skyfri himmel, så alt anderledes ud. Jeg var knap gået
to husblokke før en stemme kaldte på mig "Hej,
Jacob". Det var Manuel fra Ecuador, en af de mange jeg
havde haft boende i Købmagergade i 80'erne. Når jeg dengang
indkvarterede helt op til 66 flygtninge ad gangen, håbede jeg
i de værste øjeblikke at det dog en dag ville komme mig til
gode i himmerige. Men faktisk har jeg som nu her i dette
helvede gang på gang nydt godt af det rundt om i verden.
Manuel var sammen med en gruppe danskere udsendt af Nicaraguakommitteen
og pludselig havde jeg masser af venner. Om dagen
fotograferede jeg i Managuas slum, den værste
papkassefattigdom, jeg nogensinde har oplevet, hvor folk ikke
desto mindre strålede af livsglæde og var som blæst for den
bitterhed, der ofte præger fattige andre steder. De elskede
at blive fotograferet. På en dag tog jeg ligeså mange indendørs
billeder som på 3 uger i Bolivia. Om aftenen drak
bistandsarbejderne mig fuld i rom og cola. En af de danske
piger var netop blevet dræbt ved maskinpistolsoverfald ved
nattetide, så der var intet andet at lave om aftenen. Med
Manuel og en sød udstationeret costa ricansk pige som tolke kørte
jeg ud i bjergområderne, hvor revolutionen startede. I én by
gik tusinder i påskeprocession og da mængden knælede, blev én
stående og råbte hen over alle på stor afstand: "Hej,
Jacob, KGB!" Og så var det hjem til øl hos endnu en
gruppe danskere. Jeg blev fuldkommen forelsket i de indfødte
i Nicaragua. Jeg havde i årevis hørt fra amerikanske "brigadistas",
hvor vidunderlige nicaraguanerne er, men mistænkte dem altid
for at romantisere revolutionen. Efter Costa Ricas kedelige
overflod, hvor jeg selv i junglen kunne finde en fungerende
telefonboks og ringe hjem og ønske DR-programchef Steen
Johansen tillykke på hans 50 års fødselsdag (den jungle
hvor han selv kort før var ude og lede efter de to venner fra
Tv-bygen, som blev dræbt ved et flystyrt) følte jeg mig i
himmerige her i jordklodens største fattigdom og var
taknemmelig over at jeg ikke havde givet op i det der første
nat forekom mig som helvede. Et land hvor jeg allerede drømmer
om at vende tilbage og arbejde med bistand f.eks. for CARE,
(som allerede har søgt DANIDA-penge for at sende mig dertil).
Men i et land hvor intet fungerer forbavses man ikke over at
ens fly taber al benzinen på landingsbanen med en hel dags
venten til følge. På vej hjem fik vi at vide, at vi ikke
kunne lande i New York pga. voldsom snestorm, men forsøgte
alligevel. Det var dog nær blevet min endeligt. Lige da vi
ramte jorden tog vi en voldsom, næsten lodret opstigning for
ikke at ramme et andet fly i nøjagtig det øjeblik, hvor et tredje
fly faldt ned med masser af dræbte. Alt var kaos mens vi
cirklede rundt i tyk sne over New York og ventede med panik
blandt passagererne på endnu et landingsforsøg.
Mellem foredragene i Californien fik jeg tid til
fotografering i ghettoen i Los Angeles, hvor jeg godt nok mærkede
en trykket stemning, men jeg skal ikke gøre mig bagklog og hævde
at den var værre end normalt. Men da jeg en uge efter kom
hjem til Danmark brød raceoprøret ud og jeg ærgrede mig
godt nok over at være taget af sted i utide. I 1980 var jeg
sammen med Kitte Fennestad fløjet over for at se raceoprøret
i Miami en uge før min søns barnedåb, men det orkede jeg
ikke at gentage. Mærkeligt var det dog på CNN at se min egen
kamerabutik stå i flammer og over telefonen fik jeg løbende
rapporter fra Kristin, en sagfører, jeg normalt bor hos, om
hvilke butikker i vores kvarter der nu stod i luer.
Fint timet kom kort efter Tv-udsendelsen om mit eget
forhold til ghettoerne. Jeg havde egentlig haft et meget
afslappet forhold til den, men da der i dagene før var et par
meget negative foranmeldelser af den i Berlingske og
Weekendavisen bl.a. af Jan Kornum (ifølge Maria Tetzlaf vist
fordi jeg skulle have generet hans smukke asiatiske kone til
en middag), ja, så blev jeg pludselig lidt nervøs fordi det
jo trods alt var de sidste 10 år af mit liv, der kom for en
slags eksamen hos den del af familien, der ikke helt forstår
hvorfor jeg er væk halvdelen af året. Så tænk hvis nu alle
reagerede ligeså negativt. Med lidt ærgrelse - men nok så
megen stolthed - måtte jeg også se i øjnene at hverken min
medarbejder i filmen Tony Harris' søn Nanuuk eller min egen søn
var spor interesserede i at se deres fædre i TV. Næ, de
skulle på Christiania og se den sorte rap-gruppe Public Enemy. Så da jeg så udsendelsen til en middag med Synne Rifbjerg og
Søren Ulrik Thomsen, ventede jeg svedende ængstelig og
selvoptaget på deres dom, men heldigvis var de meget
begejstrede. Jeg havde tidligere haft forfattere med på mine
køreture, men Søren skulle dog ikke nyde noget i den retning
efter udsendelsen. I dagene derefter, hvor jeg blev standset
langt mere hyppigt på gaden end i KGB-perioden, lagde jeg dog
mærke til at mænd virkede meget knappe, ja, tillukkede i
deres kommentarer til udsendelsen, mens kvinder - ikke mindst
gamle koner - ustandseligt standsede mig for at takke mig
"fordi du hjælper de der... øh...farvede." +Åbenbart
har mænd (inklusive jeg selv) langt sværere ved at klare
noget, der i så høj grad som udsendelsen kører på følelserne.
Og så havde chefen i Tv-bygen endda klippet de værste grådscener
ud ganske rigtigt påpegende, at danskerne ikke kan forstå
dem - hvilket jeg gang på gang har oplevet når jeg har haft
danskere med på turné, hvor de er målløse over at se
amerikanerne græde over deres egen racisme. Skønt Tv-chefens
censur sikkert var velment overfor mig for at jeg ikke skulle
fremstå som manipulerende gav han dog nok snarere udtryk for
den almindelige danske uvidenhed om hvor smertelig racismen er
- ikke blot for den undertrykte, men i ligeså høj grad for
undertrykkeren. Men den, hvis meninger jeg normalt værdsætter
mest, nemlig min astrolog og sjælesørger, var rasende på
mig efter udsendelsen og ville end ikke tale med mig i lang
tid efter. Hun er netop blevet magister i nordisk litteratur
med særlig interesse for jungiansk psykologi. I telefonen næste
morgen væltede hun sætninger ud om at jeg skøjter hen over
overfladen, er udbrændt, ikke har belæg for at udtale mig om
de ting jeg siger, da jeg ikke er i kontakt med mine egne
dybere lag, at ofrene i udsendelsen bliver voldtagne af mig,
at jeg i angst for at konfronteres med mig selv er blevet en
flygtning, der krydser sit spor. Jeg følte mig ramt i
hjertekulen, for jeg vidste at hun havde ret. Så da Per
Kofods forlag, som havde valgt at genudgive min bog, havde
indkaldt til pressemøde en time senere, kunne jeg ikke lade være
med dybt rystet til journalisterne at gengive hendes
synspunkter som om de var mine egne. Diplomatiske evner er jeg
jo aldrig blevet beskyldt for at have. Meget kan min astrolog
forudse, men jeg tror alligevel hun blev forbavset over at se
hele sin telefonmonolog refereret næsten ord for ord i en
sensationelt opsat artikel i Politiken næste dag
"Succesen slider ham op."
Jeg er efterhånden blevet ganske afhængig af hende, da
jeg ikke kender nogen, der som hende er i stand til at se ned
i mine dybeste afgrunde. Da hun bruger astrologi som redskab
(som jo er værdiløst hvis man ikke som hende besidder dybe
psykologiske evner), mens jeg bruger "co-counselingsteori"
(som jo heller ikke er meget værd hvis man som jeg er blottet
for psykologisk forståelse) står vi altså i værd sin grøft.
Men skønt jeg er kritisk overfor astrologi er jeg dog ligeså
mageligt anlagt som Deng Xiao Peng for hvem kattens farve var
underordnet blot den kunne fange mus. I en langvarig dialog om
astrologi med ærke-empirikeren Virtus (fra vores
gymnasieklasse) har jeg således gjort mig til uvidende
fortaler. Jeg magter nemlig ikke at sætte mig ind i emnet,
men at jeg har en astrologisk ven, som kan fange mus, er jeg
ikke i tvivl om. Fra sit værelse i København når hun mig
telefonisk overalt i Amerika og advarer mig mod alverdens
ting. Når hun sætter tidsangivelse på (uden at vide om jeg
står på østkysten eller i Hawaii) er det allermest
imponerende. "Pas på, kl. 3 vil du møde voldsom
vrede!" Og sandelig om der så ikke lige den dag på det
tidspunkt står en sort pige op i publikum og skælder mig hæder
og ære fra. Vigtigst er at jeg så er forberedt og derved kan
undgå at køre med på vredesenergierne ved at forsvare mig,
hvorved vi i givet fald ingen vegne ville komme, men ende som
dødsfjender. Nej, når vreden ikke overrumpler mig kan jeg
roligt folde armene og i stedet lytte til den har fået udløsning.
For er der noget jeg for længst har lært, er det at vreden
(eller f.eks. racismen) sjældent har noget at gøre med det,
den foregiver at vende sig imod. Nej, den er i reglen et råb
om hjælp, et råb om at blive hørt. Så ved at være
forberedt undgik jeg fælden mennesker flest falder i og pigen
gav mig efter forestillingen et stort knus og endte med at
blive min stærke støtte. Min astrologs evner rækker dog
langt videre. Da jeg f.eks. sad oppe i de canadiske skove og
fortalte om hende, beepede hun mig i samme øjeblik og
spurgte: "Hvorfor snakker du om mig?" Da jeg kom
hjem i sommer var jeg så kørt ned af arbejdspresset at jeg
igen led af mine tilbagevendende psykiske mareridt såsom
frygt for have fået AIDS, uhelbredelig tuberkulose (fra de
hjemløse) etc. Skønt jeg godt er klar over at jeg ingen
relevant risiko har for at få AIDS var jeg fuldstændig
lammet af frygten for at kunne have givet det videre at dette
var nok til at give mig AIDS-symptomer som koldsved, hævede
kirtler osv. Jeg havde ikke snakket med min astrolog i måneder,
men måtte simpelthen have psykologisk hjælp og tog ud til
min astrolog. Jeg havde ikke sagt at jeg kom eller var i
Danmark, men døren stod åben og hun råbte ud til mig uden
at burde vide hvem det var: "Kom bare ind, Jacob, jeg
venter dig!" Uden at jeg havde fået sagt et ord,
fortsatte hun: "Nu skal du høre hvordan du har
det." Hun grinede ad min AIDS-angst ligesom hun vist var
den eneste, der morede sig kosteligt under hele KGB-affæren.
"Jeg havde jo sagt til dig hvad der ville ske i år og at
det er til din egen udviklings bedste hvis du kan lære at
bruge disse advarsler." Hun sendte mig derefter til
psykolog fordi hun rigtignok havde fornemmet at jeg nu efter
denne krise endelig var ved at blive moden nok til at
"arbejde alvorligt med mig selv." Det blev nok
sommerens oplevelse at begynde at gå til psykolog. Ikke
mindst alle de drømme det satte i gang. Især i de indledende
initialdrømme optrådte flere af jer, bl.a. Marius, som jo
tidligt var ikke blot en nær ven, men et modpol til den
hippiebevægelse jeg tidligt i 70erne følte mig tiltrukket af
i USA, hvis legende og kreative lethed jeg åbenbart nærer et
dybt savn efter og bør se at integrere i mit liv igen. Tja,
hvem af os voksne gør ikke det. Også min jungianske psykolog
kunne fra første minut se at min AIDS-angst handlede om noget
helt andet (død=forvandling), men da jeg jo nu havde skræmt
familien fra vid og sans var jeg tvunget til alligevel at lade
mig teste. Så da jeg dagen før vores rejse til Bolivia 1.
juli efter en sommer fyldt med smerte (og forhåbentlig lidt
begyndende forvandling) fik det opløftende resultat og Vibeke
samtidig afleverede sit afsluttende speciale på Handelshøjskolen
og blev cand. linq. merc., var vi i sandhed parat til den
store familierejse.
Først var vi et par dage i min lejlighed i New York, idet
vores datter Lalou (nu 5 år) jo aldrig har oplevet det
Amerika, som stjæler hendes far hele tiden. Så pludselig var
jeg turist i New York igen. Dernæst fløj vi til Florida for
at bo nogle dage hos min gamle ven "playboymillionæren"
fotograferet nøgen side 116 i min gl. bog. Han gav os måske
verdens største motorhjem at bo i med alskens luksus samt svømmepøl.
Her ville vi fede ungerne op, da vi ikke forestillede os meget
i Bolivia, de ville spise. Kulturchokket kom derfor ekstra
brutalt, da vi steg ud af flyet i La Paz' vinterkulde. Daniel
var kun få skridt ude af flyet, før han var ved at kollapse
og en læge kom tililende med en iltmaske som fik ham på
benene igen. Endnu mere ængstelige blev vi, da vi ikke kunne
vække Lalou. Da hun endelig vågnede, var hun den eneste af
os som ikke havde symptomer på den højdesyge, der i flere
dage gav os andre hovedpine og svimmelhed. Da vi efter et par
dage kom på benene, var børnene meget begejstrede for La Paz.
Ikke mindst Daniel, som fra mit show havde fået det indtryk
at der ingen videomaskiner eller computere var i landet. Nu
fandt han masser af videoarkader så billige at vi lod ham
give ligeså meget i "ulandsbistand" han havde lyst
til. Mere problematisk var det med Lalou, som ønskede at give
det i form af mønter til de tiggende indianerbørn. En grædende
tiggerkone med en lille sulten hund på størrelse med den tøjhund
hun selv bar på hele turen, rørte hende dybt.
Noget af det jeg havde set mest frem til, var at vise min
spanske version af Bolivia-showet for CARE og grupper af bønder
på landet samt til sidst offentligt og for regeringsmedlemmer
i hovedstaden. Det gik dog noget anderledes end forventet. Vi
fik samlet ca 60 CARE-folk til et par hyggelige aftener i de
to hovedstæder, og alle syntes meget rørte efter showet og
sagde gentagne gange: "Vi vidste virkelig ikke alt dette
om vores land. Det får os sandelig til at tænke over vores
liv og vor skæbne som nation." Først var der kun
uforbeholden ros, men jeg fornemmede hele tiden at de havde et
eller andet i klemme og bad derfor om at få deres kritik af
showet. Gennem deres indirekte måde at sige tingene på, fik
jeg nu indtryk af at showet var alt, alt for politisk til at
bruges i Bolivia. Jeg havde allerede under showet mærket en bølge
af chok og tavshed gå gennem publikum under afsnittet om
militærets rolle, og da én nu bragte det på bane, skete det
på så tåget og indirekte en måde, at en amerikaner til
sidst måtte skære igennem: "Som du kan se, tør de ikke
engang i CARE's lukkede regi at nævne militæret ved
navn." Det gik op for mig, at når jeg i showet kalder
Bolivia for et demokrati, er det en sandhed med
modifikationer. Deres måde at omtale politiske emner på
efter så mange års diktatur er måske ligeså indirekte og
tvetydig som post-sovjetmenneskets, hvorfor de både var dybt
imponerede og samtidig krummede tæer over den uforbeholdne og
direkte måde, jeg siger tingene på i showet. F.eks. delte
alle CARE-folkene mit syn på kokainen (at det er USA's
interne problem), men ville aldrig på nogen måde offentligt
kunne give udtryk herfor. Derfor gjorde alene afsnittet om
kokainen showet ubrugeligt i Bolivia. Mens man i Danmark godt
er i stand til at se, at min mening som uafhængig kunstner
ikke nødvendigvis er sammenfaldende med CARE's, ville den
dernede blive opfattet som CARE's officielle synspunkter. Også
for bønderne selv mente de showet var problematisk - i øvrigt
på samme måde som min oprindelige danske version af
Amerikanske Billeder viste sig at være det for sorte
amerikanere i form af såret stolthed etc. De mente også at
showet tydeligt var gearet mod et højtuddannet europæisk
eller amerikansk publikum allerede bombarderet med
problemstillinger som regnskovsødelæggelse, drivhuseffekt,
osv. Men for halv-analfabetiske bønder er det ikke særligt pædagogisk
at vise erosion et sted i showet og først en time efter vise
CARE's løsninger. Ikke desto mindre gik de straks i gang med
at bearbejde manuskriptet til bolivianske forhold.
Investeringen i den spanske version var dog ikke forgæves. Vi
havde regnet med selv at køre rundt i landet og lave en mere
personlig skildring a la Nina og Hjalte Tin, men nu gav CARE
os topprioritet og insisterede på at køre os med
privatchauffører hvilken som helst rute vi valgte i det
enorme land. Jeg var lidt ked af at det, men Vibeke betænkte
sig ikke et øjeblik. Hun er i forvejen skrækslagen ved min
bilkørsel og så ikke frem til at strande et øde sted i
dagevis. Altså fik vi en luksustur (hvis man kan betegne 3000
km på "bombede" veje med 20 km/t sådan). Det var
vinter og tørketid og en kuldebølge gik over landet. Efter
at have sovet snotforkølede i højslettens frostgrader i
hoteller uden varme blev jeg ved med at love familien, at det
nok skulle blive varmere længere nede i dalene eller i
junglen. Men for hver nedstigning syntes det at blive koldere
og tæpperne tyndere. Kun Daniels paranoia overfor den dødbringende
chagasbille gjorde moskitonettet nødvendigt i junglen, for moskitoerne
tog kulden sig af. Så vores langvarige kamp både før og i
Bolivia med at få Lalou til at sluge malariapiller var forgæves.
Nogle gange brugte vi to dage på at smugle den bitre pille
ned med yoghurt, peanutbutter og alskens andet under hvilke
alle hotellets andre gæster stod på hovedet med råd,
trusler og vejledning over det stakkels barn, der skreg i
vilden sky "Jeg hader Bolivia". En stor oplevelse
var det at komme tilbage til bønderne, jeg fotograferede
sidste år, og give dem billederne. De fleste havde aldrig set
billeder af sig selv, så det vakte stor glæde, når de fik
dem overrakt. Og ved hjælp af Vibeke og mine børns lyse hår
samt et Polaroid-kamera kom jeg fotografisk langt tættere på
menneskene denne gang. Især på højsletten hos de uigennemtrængelige
indianere, som jeg er dybt forelsket i, men kulturforskellen
gjorde vore børn mere interesserede i at lege med deres
marsvin end at spise dem. Og vegetaren Vibeke, som skulle
tolke, var ingen steder at se, når jeg skulle fotografere de
stolte lamaer segne om for kniven under slagtningen på de
store sletter. Jeg havde lovet familien ikke at tage dem ud på
den farlige vej, hvorfra der var 1 km's lodret fald (omtalt i
showet og sidste års julebrev), men CARE fik hende alligevel
overtalt med deres bedste chauffør ved rattet til at køre
den for at vi skulle se et nyt jungleprojekt, som de håber at
få Danidas støtte til. Men både Daniel og Vibeke var
ligblege i ansigterne på hele den 10 km lange strækning,
mens Lalou lagde sig ned under det hele og stillede ivrige spørgsmål
om hvordan hun kunne blive lige så stærk som Pippi Langstrømpe.
Vi gjorde holdt ved det kors, der allerede var rejst der hvor
de to danske piger i foråret faldt ned i døden. (I øvrigt
havde vi lige her før jul Bolivias CARE-direktør til middag
i København, hvorunder han fortalte at der netop i den sidste
måned er blevet dræbt over hundrede mennesker på den strækning.
Og så insisterede han tilmed på at vi snart kom tilbage for
at arbejde videre med selv samme jungleprojekt!) Men
oplevelsen af de helt anderledes folk i denne del af
Amazonjunglen, hvor det endelig var varmt, var dog rædslerne
værd. Ikke mindst det deprimerende møde med det underkuede
Guanifolk, der stadig lever som slaver på bue og pil stadiet.
Omfanget af CAREs projekter gik efterhånden op for os.
Vibeke, som ikke havde set noget af det før og har en
naturlig skepsis overfor det, som holder mig væk fra hjemmet,
var især begejstret. Overalt i landet var de i gang med at
bygge CAREs knejsende latriner, og da bønderne begejstrede og
stolte alle vegne ønskede at jeg skulle fotografere dem,
endte jeg som omrejsende autoriseret latrinfotograf og er i
dag den værdige besidder af verdens største samling af
lokumsbilleder. Alle sammen - fra jungle til verdens tag - med
nøjagtig samme mål og hvide kulør (dersom nogle af jer
skulle være interesserede samlere) og omhyggeligt skildret af
denne forfatter i alle mulige vinkler, ja sågar nedefra!
Ak, ja, så dybt kan man falde hvis man ikke er "CARE-ful
of it" så at sige. For med min snævre synsvinkel
dernede fra latrinets bund måtte jeg jo uundgåeligt stille
spørgsmålet om jeg mon ikke som frøen på brøndens bund
var endt med at konkludere at himlen ikke er større end brøndens
åbning. Thi jeg havde jo haft en lidt flad følelse af efter
den første tur i Bolivia at være kommet til at
overromantisere CARE lidt i showet. Man skulle jo nødig som
uafhængig forfatter eller fotograf beskyldes for at være i
lommerne på CARE - eller KGB, for den sags skyld. (Så hvis
jeg altså skulle være sunket ned i lortet, kan jeg dog i det
mindste finde trøst og balancegang i det ved at vide at CARE
før i tiden ofte fik skyld for at være CIA-dirigeret). Men
faktisk måtte vi notere os efter rejsen - uden at gå
yderligere i detaljer med CARE's projekter, der sandelig også
rummer andet end føromtalte - at det der var denne anden
rejses ubetinget største oplevelse - bortset fra de fælles
oplevelser med familien af folk og dyr - netop var
henrykkelsen (i ordets dybeste forstand) ved at føle sig som
en del af den meget store CARE-familie af begejstrede bønder
og utroligt søde barfodsmedarbejdere vi mødte overalt i de
fjerneste ufremkommelige egne. Således at være med til - i
beskedent omfang - konstruktivt at gøre noget mod den hastige
ødelæggelse af jordkloden og miljøet, gav mig - efter min
desillusion med bistandsarbejde i Afrika i beg. af 80'erne -
en følelse af virkelig henrykkelse, noget nyt at leve for,
hvilket jeg netop i år havde stærkt brug for. Mit arbejde i
Amerika er mere frustrerende fordi det savner målelige
resultater. Og dog så jeg også dem i Bolivia. Når jeg sad
her og hyggede mig i restauranter med familien, som i stigende
grad har svært ved at forstå at denne familieidyl ikke kan
fortsætte året rundt og at mit fravær i Amerika ikke engang
kan give os en indtægt, ja, så var jeg glad for at ikke
mindst Daniel oplevede når unge amerikanske
bistandsfrivillige kom hen til os og takkede fordi mit
foredrag på deres universitet i USA havde været det som fik
dem til at tage hernede for at arbejde under hårde vilkår
for de fattigste fattige. For af gode grunde frygter jeg en
dag, at Daniel vil gøre oprør imod mig pga. de mange års
manglende faderlige nærvær.
Efter en måneds støvede rysteture glædede vi os til at
komme tilbage til vores kæmpemotorhjem og grønne salatbarer
i Florida, hvor milionærfamilien savnede os ligeså meget.
Efter nogle dages gensynsglæde fløj vi ud til Los Angeles
for at se Disney-land, filmstudierne, Hollywood og især de
nedbrændte ghettoområder. Efter oplevelsen af Bolivias
stolte, men barske fattigdom er det som at få en klud i
ansigtet at møde den fedladne, dorske sorte
overflodsfattigdom i USA med ansigter fortrængt i smerte. Jeg
kunne ikke undgå at udvikle den samme racisme de fleste får
ved mødet med det sorte Amerika. En racisme, som er vigtig
for mig for effektivt at identificere mig med den racisme, jeg
arbejder med i studenterne, men som samtidig i stigende grad
truer med at ødelægge mit engagement indefra. Mere om dette
senere. Lalou, som ikke som Daniel er vokset op med og
opdraget af sorte, hviskede klodset om nogle børn: "Er
de fra det sorte Amerika?" Det blev således en stor
emotionel oplevelse for Daniel nu efter 10 år at gense Cindy,
min gamle sorte kæreste, som en overgang havde været hans
stedfortrædende mor i 2-årsalderen. Vi havde tænkt os at
tage videre til Grand Canyon, men efter Bolivias utrolige
naturskønhed virkede selv USA's mest storslåede natur såsom
Death Valley, Yosemite og Sierra Nevada som det rene
ingenting. Men Las Vegas var dog spændende. Dog blev vi nødt
til at forlade dette fascinerende vanvid ligeså hurtigt som
vi kom, idet Vibeke var godt på vej til at spille alle vores
penge op. I San Francisco boede vi dels hos Vibekes bedste
veninde og dels hos min første kæreste Marly (øv. side 63 i
gl. bog), som i dag er psykiater. Vi havde lovet Lalou en tur
i min egen bil, så efter den store Californienstur fløj vi
til New York, samlede min bil op og kørte til Boston til
gamle venner. Efter endnu et par dage i New York hos Christina
i min lejlighed måtte jeg tage afsked med familien i
lufthavnen. Efter den største ferie vi nogensinde havde været
på - hver for sig var Bolivia, Florida, New York og
Californien jo mere end nok til én ferie - var vi blevet
rystet så meget sammen, at både Daniel og Lalou græd løs i
mine arme - og fortsatte gråden lige til Island.
Det var hårdt at stå alene tilbage i varmen. Raceoprøret
i Los Angeles gav mig dog mere end nok at bestille. Hele efteråret
var totalt booked for mig i universiteterne. Den enes død,
den andens brød. Især i Los Angeles skulle eliteskolernes
studenter nu tvinges igennem Amerikanske Billeder. Det var
vemodigt at være tilbage i byen så kort tid efter vores
ferie der. Chapman University puttede mig i et luksushotel med
udsigt over Disneylands mindelse om familien, og da jeg havde
en dag fri, kunne jeg ikke lade være med at køre rundt i min
ensomhed og spise i de samme restauranter og gå i de samme
Hollywoodgader, som vi netop havde oplevet sammen. I min
ulykkelige sindsstemning havde jeg ikke lyst til at besøge
venner. Men næste dag kom galskaben tilbage med Pacific
University ved Stillehavet i Oregon og dagen efter 5000 km til
Atlantic University ved Atlanterhavet i Maine. En underlig
oplevelse satte dog tankerne i gang hos mig. På en eller
anden måde havnede på østkysten en sjæl i nøjagtig samme
sindstilstand med mig i bilen. Det var en sort, høj og
utroligt flot Australsk sangerinde med eget orkester,
fotomodel og underviser i gospelmusik. Efter 7 års
udlandskarriere var hun kommet hjem for at besøge forældrene
i ghettoen i Buffalo, men blev der så forfærdet over
forfaldet, smerten og volden ("de unge skyder op og ned
ad gaden med Uzi'er nu") at hun med det samme flygtede væk
derfra uden noget mål. Det blev nu min lykke....eller ulykke.
Hun skulle blot have været med for at se mit show i Cornell,
men hver gang jeg bagefter kørte hende til en busstation,
gjorde hun et eller andet så at hun kom for sent til bussen.
Lidt efter lidt indså jeg - igen forberedt af astrologen - at
det var en af de uendelig mange prøvelser jeg skulle igennem
i år, som guderne havde sendt mig. Der var ingen tvivl om at
vi følte os tiltrukket af hinanden eller havde brug for
hinanden, for vi skændtes fra første blik. Det hele forekom
som et langt deja vue for mig, for det var nøjagtig den samme
borende kritik af mig og min blåøjede racisme, som jeg havde
fået fra min første kone, Annie, som også var sort. Mit
samliv med Annie dengang udgjorde så smertelig (og nødvendig)
en periode for mig, at jeg ikke magtede at skrive om det i den
danske bog. Først i den amerikanske udgave kom kapitlet
"Ghetto love" med, som er det afsnit der rører
amerikanerne dybest. Hvad der gjorde dette deja vue endnu mere
smerteligt var at jeg fra Annies søster i Californien lige
havde fået at vide at Annie havde fået et tilbagefald og måske
lå for døden i Danmark eller i hvert fald aldrig ville komme
ud af hospitalet. Det var for længst gået op for mig, at jeg
aldrig kunne have lavet Amerikanske Billeder hvis jeg ikke var
gået igennem den smertefyldte periode med Annie. Så med den
gæld jeg stod i til hende var mine følelser ved denne nyhed
i fortvivlet vildrede. Derfor var jeg også et villigt offer
for Sabrina, som med samme skarpsindige intelligens og dybe
indsigt i sort liv stak sin kniv dybt ind i hjerteregionen på
mig, hvor det gjorde allermest ondt, og vred den rundt i en
uendelighed. Da hun som Annie selv var på flugt fra en dyb
smerte i det sorte samfund, som hun ikke ville kendes ved, var
det let for hende at grave ned til den racisme i mig, som jeg
bestandig må kæmpe med idet jeg ved at hvis den en dag får
overhånd i mig er det slut med min troværdighed som
anti-racistisk talsmand. En dag, da vi stod som eneste
sort-hvide par i en kø af lutter sorte intellektuelle for at
se en sydafrikansk film, angreb Sabrina på pinligste vis for
alles ører dybere aspekter af min racisme i en situation,
hvor jeg var totalt forsvarsløs, ja, direkte målløs. Hvis
jeg ikke klart havde fornemmet, at hun var en gave sendt
ovenfra, og hvis ikke jeg selv kæmpede med mange af de samme
spørgsmål, som får det håb jeg giver amerikanerne i mine
workshops (og som virkeligt er livsvigtigt for dem, kan jeg mærke)
i mine egne ører til at lyde mere og mere hult - såsom også
min astrolog havde kunnet se lige igennem det i få sekunders
optagelse i TV, ja, så var jeg flygtet langt væk fra denne
djævelske skønhed. Thi hun var i bund og grund solidarisk
med mit dybere budskab og sandsynligvis endog forelsket i mig,
indså jeg, eller i al fald den Peter Pan-agtige side i mig,
som åbenbart tiltrækker visse kvinder. Da jeg for nylig var
blevet rystet godt igennem af min AIDS-krise, netop havde haft
en vidunderlig tid med min familie og ikke er sado-machocist,
lykkedes det ikke mig at blive forelsket selvom et sådant afhængighedsforhold
mellem mennesker let udarter i en karikatur af noget sådant.
Men ind imellem angrebene var der dog hyggelige stunder
lyttende til bånd med hendes sang og jazz ved en canadisk sø,
ligesom jeg nød pludselig at få ombyttet rollefordelingen,
da jeg var manager for hende under hendes optræden i Pablo
Picassos søns fashionable natklub i New York. Alligevel var
jeg lettet, da jeg endelig fik hende sendt tilbage til
Australien.
Efter en travl dag, hvor jeg vågnede i Oklahoma, spiste
morgenmad i New Orleans, frokost i Florida, eftermiddagskaffe
i North Carolina, sad i undergrundsbanen i New York ved
firetiden og skiftede fly i Island lidt efter midnat, var jeg
lykkeligt tilbage hos familien i København næste middag.
Efter en stribe Bolivia-shows i danske gymnasier i oktober, (hvor
jeg med stigende genklang blandt eleverne tog livtag med den
danske racisme) og lidt samvær med børnene i efterårsferien,
mens Vibeke var i Portugal, nåede jeg lige svigerfars 70-årsfødselsdag
inden jeg næste dag rutschede rundt i sneen i Rocky Mountains
for at nå frem til en skole. På valgdagen to dage efter kørte
jeg show i San Francisco og pga. tidsforskellen kunne jeg
allerede kl. 4 gå ind og fortælle publikum, at Clinton havde
vundet, hvorefter jublen brød ud. Fløj hele natten for at
samle min bror Niels Jørgen og hans kone og datter op i New
York. Han var kommet for at løbe maratonløb med prins
Frederik, som jeg inviterede til show samme aften i Boston
University. Han udeblev dog. Den næste uges tid kørte de med
mig rundt igennem Canada til Chicago, hvilket var hyggeligt,
men de blev stærkt deprimerede af at se hvor fattigt der er
blevet. Endelig vil jeg slutte året med endnu en rystende
oplevelse eller prøvelse. På min beeper havde Henriette
kontaktet mig. Hun er datter af præsten, som overtog min fars
embede hjemme i min vestjyske landsby. Hun var aupairpige i
USA, men blev ked af det og bad efter forslag fra sin mor om
at komme ud og køre med mig. Det lykkedes og pastor Søe åndede
lettet op derhjemme: "Nu er du da kommet i gode hænder."
Det var dog nær blevet hendes - og min død. Jeg viste hende
først lidt ghetto i Chicago, tog hende til
gospelgudstjeneste, hvor hele koret græd, da dirigenten
natten før havde myrdet sin mand og nu sad i fængsel. Nå,
det gjorde ikke noget, for Henriette sad som sædvanlig og sov
under det hele. Og sovende var hun også nær kommet af dage.
Efter en forestilling i Minneapolis drønede jeg i snestorm op
til Univ. of North Dakota. Da jeg ikke ville få nogen søvn
den nat fordi jeg skulle nå tilbage til en morgenflyver til
Californien, havde Susan, en af vore gamle USA-frivillige i Købmagergade,
tilbudt at hjælpe med kørslen. I snestormen ramte hun en
mindre lygtepæl, hvilket burde have været advarsel nok. I
sidste instans var det nok borgerkrigen i Jugoslavien, som nær
blev min død. Ved 11-tiden efter showet skulle jeg medvirke
"live" i et talkshow i Californien. Jeg hader
telefoniske interviews, men havde lovet arrangørerne derude
at gøre lidt reklame for næste dags show i San Jose. Jeg
havde beregnet at med en halv times talkshow kunne jeg fint nå
flyveren i Minneapolis næste morgen. Imidlertid var
talkshow-værten af jugoslavisk afstamning, så under samtalen
om racisme kunne vi ikke undgå at komme ind på borgerkrigen
i Jugoslavien. Og intet kan ophidse mig mere i denne tid, så
vi endte med at snakke i halvanden time - lang ind i næste
radioprogram. Resultatet var at jeg nu var nødt til at køre
i fuld fart hele "krystalnat" for at nå flyet. Jeg
sad ved rattet mens Susan sov i armstolen ved siden af og
Henriette omme i sengen. Vejret var klart nu, så jeg havde
"speed control" på omkring 120 km/t. Ca. 50 km inde
i Minnesota kl. 3 om morgenen ramte jeg på fuldstændig flad
vejstrækning noget, de kalder sort is, og hvirvlede pludselig
ukontrollabelt rundt og ud i midterrabatten, alt imens jeg
skreg til de andre "This is it", rullede rundt og
endte med at hænge i sikkerhedsselen med hovedet nedad - men
i live. Men var de andre? Jeg kunne i lang tid ikke finde
Susan under mig, og Henriette lå begravet med alt mit tunge
udstyr og hundredvis af mine bøger over sig. Da jeg hørte
deres stemmer, opdagede jeg at vi lå og helt blokerede de
modsatte kørebaner. Blev vi ramt ville benzintankene
eksplodere. Vi måtte ud, men alle døre var blokerede. Det
lykkedes mig at skubbe min dør op, kravle ned, og løbe ud i
den isnende kulde ad motorvejen for at advare trafikken. Men
bilerne kunne knap se mig og hvis de slog bremserne i, rutschede
de rundt på den skjulte is. Flere biler rutschede i fuld fart
forbi på kun få millimeters afstand, mens et lastvognstog røg
lige i grøften. De andre var i choktilstand og var begyndt at
lede efter deres ting inde i bilen i stedet for at komme ud. Først
ved 4-tiden kom politi og kranvogn dertil i ødemarken og
derefter endnu en times forhør, hvorunder jeg undersøgte
mulighederne af at nå min flyver i en taxa eller
udlejningsvogn. Man tænker underligt i sådan en situation.
Jeg syntes det var synd for arrangørerne i Californien at de
havde spildt alle deres penge og tid og havde netop siddet i
bilen og drømt om varmen jeg skulle ud til. Ligesom jeg ikke
kunne finde ud af om jeg skulle prise mig lykkelig over at være
i live eller ærgre mig over synet af den ødelagte bil. Dog
slap selv bilen heldigt. Kun højre side blev kvæstet med
20.000 kr's pladearbejde i vente, så efter et par timer næste
morgen kunne vi slukørede køre videre. Da jeg forinden
ringede til den rystede familie lå der besked fra min
astrolog: "Pas på, du kommer ud for noget virkeligt
tumultagtigt og rystende!" Jeg ringede forbitret tilbage
til hende: "Kunne du ikke have sagt det noget før."
"Det havde ikke gjort nogen forskel!" svarede hun
som en anden Shirley Maclaine. Og det havde hun sikkert ret i
- om ikke andet, så af den tekniske grund, at beeperen ikke
kan nå mig ude i ødemarken, hvorfor budskabet nåede mig for
sent. Henriette måtte til kiropraktor i Minneapolis (jeg fik
myrekryb ved at se røntgenbillederne af det ominøst gabende
dødningehoved og skelet), mens jeg selv lå i sengen i et par
dage og funderede over hvad denne nyeste advarsel i mit liv
mon kunne betyde. Og det fortsætter jeg med at fundere over
her i julen, hvor jeg efter 3000 km's listende kørsel tilbage
til New York er nået hjem. +t står klart for mig efter et år
med mange skræmmende advarsler, hvem der så end har sendt
dem, at et eller andet må laves om i mit liv. Som min
astrolog anelsesfuldt havde skældt mig ud da hun så Tv-udsendelsen:
"Det der, det bliver din død, hvis du ikke laver dit liv
om." Angst for at komme i kontakt med dybere afgrunde i
mig selv, kører jeg i mere og mere halsbrækkende fart
bestandig på overfladen og er blevet en flygtning som krydser
sit spor... en flygtning som krydser sit spor... en
flygtning... I en sådan flugt bliver man ikke blot berøvet
kontakten med sig selv, men også den dybere føling og
identifikation med sine hjemlige venner. Uden anlæg for at
kommunikere mundtligt (hvilket altid har været min akilleshæl)
er jeg tilbøjelig til det som en af mine venner rammende
sagde: "Det er svært at snakke med Jacob. Hver gang vi
fortæller at det gør ondt i vores lillefinger har Jacob
straks en historie om en som har fået hånden hugget
af." Mit årsbrev om mit arbejde bør derfor snarere
blive et årsopgør med mig selv, et forsøg på at skrive mig
ind på min smerte, at arbejde med den ved at tale om den som
til en psykolog. Men dels er dette uærligt idet et sådant
brev jo skal have en vis underholdningsværdi for at I gider
at læse det. Og dels er jeg udmærket klar over at det ikke
kan undgå for mange af jer at blive en omvendt "lillefinger"-historie.
For var der noget, der i aller højeste grad kunne få mig til
at lukke munden i om mine egne luksusproblemer var det, da jeg
her i december på min Jyllandsturne besøgte mange af jer
gamle skolekammerater, som nu er ramt af arbejdsløshed og
ofte medfølgende familiesammenbrud, ja, som for nogles
vedkommende i hele jeres voksne liv siden afsluttet højere
eksamen har været uden arbejde. Det er vanvittigt at
samfundet i stigende grad bliver delt op i dem, der er ved at
slå sig selv ihjel pga. travlhed, og dem som er ved at kede
sig selv ihjel af mangel på samme. Begge har sikkert brug for
psykologhjælp. Så skønt mine problemer af nogle kan
forekomme som luksusproblemer er de i realiteten fælles for
de fleste: følelsen af ikke at være herre over sin egen skæbne.
Forsøger man at holde skindet på næsen, at forblive i ræset
for ikke at synke til bunds, indfanges man let af de frie kræfters
alt for ufrie lænker. F.eks. ønsker jeg nu at trappe ned,
men er dels bange for at miste kontakterne og har dels sat mig
i en debet på en halv million kr. til Per Nørhavens
bogtrykkeri for genoptryk af bogen. Følgelig er jeg nødt til
at sige ja til hvert eneste tænkelige show for at betale gælden
af. (Du skulle jo nødig blive sur på mig, Per). Og således
kører mit vanvid videre derud af... Men de gentagne varsler,
som venlige højere kræfter i år har tilstillet mig, er dog
ikke faldet for helt døve ører. Jeg tog i efteråret
konsekvensen deraf ved at afslå de opslidende
racismeworkshops ovenpå aftenshowene og vil her i julen give
min agent besked om at stryge alle engagementer til næste
efterår (foråret er allerede helt booket . Det er et stort
og tungt skridt for mig. F.eks. er hele min agents familie afhængig
af mine shows og vil uden dem formodentlig falde tilbage i
ghettofattigdom igen. Men der kommer et tidspunkt hvor man må
til at sige nej og vikle sig ud af edderkoppespindene. Og
dette må blive året hvor jeg må til at sige ja til min
familie.... Ja, det her blev jo så lidt længere end sædvanligt
i år. Jeg er glad for at ideen med disse julebreve er begyndt
at fange an og at adskillige af jer i år har sendt virkeligt
lange skrivelser rundt om hvordan jeres år er gået.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 Kbh K. Tlf 33-124412
(Som sædvanlig inviteres I til at køre med på mine
turneer - hvis I tør - og hvis I er tilstrækkeligt arbejdsløse
til at have tid, men som I kan se skal I til at skynde jer
inden jeg holder helt op derovre!)
Tilbage til oversigt |