Kære imaginære venner
Da de fleste af jer jo ikke er mine venner i et venskabs
dybere betydning, men derimod nogle fortidsfigurer, der lever
videre i min erindring (eller måske fantasi), prøver jeg i
år at være lidt mere oprigtig overfor mig selv i min tiltale
af jer. De virkelige venner i ens liv - har I sikkert selv
erfaret - er jo dem man dagligt ser, forældrene til vore børns
skolekammerater o. lign. Da jeg ser mere end nok til disse i
det daglige og derfor med få undtagelser ikke har behov for
at misbruge dem til at skrive dag/årbog til, kan I jo omvendt
slutte at hvis I er så uheldige at modtage dette brev hører
I åbenbart ikke længere til mine sande venner! Det skal I
nok ikke begræde, thi som den ensomme ulv jeg altid har været
(som mennesketype og fotograf) med angst for dybere berøring,
har jeg nok aldrig haft egentlige venner. Derimod har det
aldrig skortet på overfladiske bekendtskaber. Jeg svor da også
efter sidste års forvirrede julebrev, som jeg endte med at
klippe 3/4 dele bort af, at nu skulle det være slut med disse
selvoptagne julebreve. Men her er så alligevel 22. årgang.
Til gengæld har jeg forsøgt at skære en hel del ned på
modtagerlisten i år, thi hvor længe er det mon rimeligt at
holde fast i fortiden? Gudskelov er en del af jer begyndt at dø,
hvilket har sparet mig for en del porto i år. Glem ikke, at
jeg også sender det til mine tidligere uvenner fordi jeg føler
at I fik ligeså stor betydning for mig som mine
"venner" ved i perioder af mit liv at have aldeles
overtaget styringen af mine tanker. Da modgang og smerte er de
elementer, som har været mest udviklende for mig, er mine
mest betydningsfulde venner følgelig at finde blandt mine
fjender. Min overlevelse i USA skyldes at jeg tidligt lærte
at dem som kommer én i møde med størst vrede og
aggressivitet er dem, som stærkest søger ens venskab. Når
jeg i høj grad har negligeret mine andre "venner"
igennem årene, er det ikke mindst fordi jeg har brugt så
megen energi på at opnå venskaber med folk, som andre måske
opfatter som fjender og følgelig undgår eller ghettoiserer.
Jeg føler imidlertid at man ligeså godt kan give sig i lag
med dem, for de lever immervæk videre i ens underbevidsthed,
og så må man hellere forsøge at bearbejde de negative sider
i Én selv, som de repræsenterer.
Jeg skriver dette brev her i december måned netop
hjemvendt fra en af mine barskeste oplevelser i årevis, som
har gjort mig ualmindeligt introspektiv og verdensfjern. Når
jeg derfor tænker tilbage på den udadvendthed og det
engagement, jeg lagde ud med i årets første måneder,
forbavses jeg over hvor forskelligartet et menneskes sind kan
være indenfor blot et år. Thi lige nu er jeg fuldkommen
ligeglad med alt omkring mig, læser hverken aviser eller ser
fjernsyn, gider ikke at arbejde og skriver udelukkende
julebrev for mig selv. Tro endelig ikke Ét øjeblik at jeg
nogetsteds i brevet har haft dig i tankerne
eller sågar tænkt på at glæde dig med en julehilsen. Dette
lidet konstruktive humør står i skærende kontrast til alt
det jeg fik udrettet i januar 94. Ikke blot havde jeg næsten
hver dag to shows med lang kørsel imellem (og I ved jo hvor
lange mine shows er!). Hvis jeg overnattede hjemme var jeg sjældent
i seng før kl. 1 og oppe igen før 6. Alligevel magtede jeg
at bruge nætterne til at skrive den ene kronik efter den
anden til aviserne i. Da jeg til sidst fik midlertidigt
kronikforbud i Politiken, begyndte jeg at sætte dem i
Berlingeren, hvilket jeg altid har nægtet, da jeg normalt
ikke kan fatte mig så kort. Dernæst gik jeg over til
helsides debatindlæg i Politiken og radio- og
fjernsynsdebatter (hentet i taxa til Radiohuset i
middagspauserne af mine shows i skolerne). Mens jeg her i
december er fuldstændig død i bolden og ikke kan begribe at
nogen gider skrive så meget som en dødsannonce i aviserne,
var jeg i januar så engageret og lidet forvrøvlet, at lærere
i mange skoler over hele landet delte mine kronikker ud til
eleverne. Efter min kronik om Nørrebrooprøret ville Den
Liberale Presse tilmed have mig til at skrive kontrakt om
levering af en hel stribe kronikker til deres 17 venstreaviser
med faste leveringstider. Jeg skrev tilbage at jeg ikke
magtede dette, for jeg kan kun skrive kronikker når jeg
bliver gal i hovedet. Og det gør jeg ikke på faste datoer.
Ligesom jeg synes det er sjovere at skrive julebreve til nogle
jeg kender end at skrive bøger til nogle jeg ikke kender, har
jeg bortset fra Vestkysten ikke noget personligt forhold til
venstrepressen. De fleste af mine venner i København læser
Politiken. Derfor henvender jeg mig til dem og ikke til en
ukendt læserskare, som er mig ligegyldig. At jeg var i stand
til at "skrive" en bog engang beror jo på at
forlaget og Kirsten Thorup byggede den op af breve, jeg
tidligere havde skrevet til venner. Just dette
addressatforhold var emnet i en bog, som nogle studerende
overraskende sendte mig, i hvilken de havde analyseret min Nørrebro-kronik
fra ende til anden. Det er jo meget skægt, når man hastigt
grifler nogle strøtanker ned på en søvnløs nat, så at se
en gruppe studerende bruge flere måneder af deres liv på at
hudflette dem og sætte dem i en aristotelisk retorisk sammenhæng
med ethos- og pathosappeller og anden uforståelig snak. At
nogen gider tage Én så alvorligt er ubegribeligt (med ødelagte
ægteskaber og masser af søvnløse nætter til følge, sagde
de)! Særligt prøvede de at analysere om jeg havde henvendt
mig til politiet, oprørerne eller politikerne. "Nej,
mine brosten var udelukkende rettet mod min svigermor, som jeg
havde et voldsomt skænderi med om oprøret og nu ønskede at
få det sidste ord overfor. Og at lukke munden på svigermor
er så uoverskuelig en opgave, at det kun kan ske i medierne
hvor hun ikke tør svare igen," kunne jeg fortælle dem.
Når jeg sammenligner med hvor meget patetisk og selvsmagende
vrøvl, jeg har skrevet i pressen gennem årene, kunne jeg
godt ønske mig flere produktive skænderier med svigermor,
for det væltede ind med sympatibreve bagefter fra folk med
lignende komplicerede forhold til deres svigermødre!
Samtidig med denne underlige udfarenhed i medierne
organiserede jeg sammen med Stop Volden et kæmpearrangement på
Martin Luther Kings fødselsdag i Den Grå Hal i Christiania.
Anledningen omtalte jeg i sidste års julebrev. Det blev
overraskende vellykket. Aviserne skrev at et par tusinde mødte
op og at mange var kommet kørende fra hele landet med bilen
fyldt med ungerne. Jeg ved ikke hvor mange der gik forgæves,
men det tog halvanden time at få over tusind mennesker inden døre.
Jeg tror aldrig der har været flere i hallen. I et forsøg på
at standse knivvolden skulle det være en dialog mellem forældre
og børn. Jeg blev selv grebet af stemningen og sagde i
indledningen at "vi skal sidde så tæt at vi kan mærke
knivene i hinandens lommer og skabe en sådan tryghed at vi
bagefter lægger dem i kasserne ved udgangen." I showets
pause læste en af mine sorte venner den hilsen op, som Martin
Luther King's datter havde sendt mig i dagens anledning,
hvorefter stemningen var så høj, at jeg dristede mig til at
opfordre alle til at tage hinanden under armene og synge
borgerretsbevægelsens gamle slagsang "We shall overcome". Jeg var selv blændet på scenen af projektørlyset, men folk
hævdede bagefter at der ikke havde været et øje tørt. Hvis
det er rigtigt opdagede jeg endnu engang den gamle
demonstrationseffekt, da jeg siden så en tv-udsendelse
igennem: at den stemning man selv oplever under en sådan
seance ikke svarer til den, der indfanges af kameraerne. På
fjernsynet så vi nemlig dødsensalvorlige ud alle sammen. Jeg
havde været meget bange for at brugen af mit eget værk i en
god sags tjeneste skulle blive set som Ét stort egotrip, men
indtil denne - min egen fremstilling af det her i julebrevet -
har det tilsyneladende ikke været tilfældet.
Det viste sig at der havde været en masse lærere til
stede og det bevirkede at jeg måtte bruge meget af året siden hen
på at tage ud i folkeskoler for - med mine egne amerikanske
erfaringer med volden - på en måske mere overbevisende måde
end en politimand at fortælle eleverne om at det er selvmord
at gå med knive. Mange steder synes jeg at jeg har haft en
god dialog med eleverne (mens selve showet måske går lidt
hen over hovedet på dem), men jeg må indrømme at det har
bevirket at folkeskoler lige for tiden hænger mig langt ud af
halsen. Så langt, at jeg har givet ARTE besked om at jeg nægter
at tage ud i folkeskoler mere. (Jeg selv og eleverne får mere
ud af det på gymnasie- og højskoleniveau). Men dette krav
har folkeskolerne fundet en vej uden om. Nu er de begyndt at
rotte sig sammen og samle de ældste klassetrin i
amtscentralerne. Det har den fordel, at jeg - doven som jeg er
- kan lade hele udstyret stå fra dag til dag i en kæmpestor
ideelt mørklagt teatersal, mens tusinder af elever bevæger
sig fra deres individuelle skoler i f.eks. hele Storkøbenhavn
hen til mig frem for at jeg - ene mand - bevæger mig ud til
dem. Jo, det lyder absurd, men især i København er skolerne
nu så fattige og forfaldne, at jeg simpelthen ikke kan bruge
dem til formålet. Jeg synes jo nok at I i provinsen burde
betale lidt mere i skat til hovedstaden med de luksusskoler I
selv råder over!
En af årets store oplevelser var forårets turné i USA.
Selve turneen var ganske vidst en total fiasko, for p.g.a. en
langvarig betalingsstrid med min agent havde jeg kun tre
shows. Netop derfor var jeg henrykt. Alt hvad jeg har skrevet
om i årevis i julebrevene - det implicitte ønske om at blive
menneske igen - havde jeg nu en hypotetisk chance for at
realisere. Inden afrejsen til USA havde jeg fået en
opringning fra en, der nærede nøjagtig det samme ønske selv
- en vis Anita Roddick fra The Bodyshop - som ville med mig ud
og køre. "Hvem mon det kan være?" gik jeg ind i
stuen og spurgte Vibeke. Hun var ved at falde om af
forbavselse. Ikke over at jeg ikke kendte navnet, men over det
underlige sammentræf at jeg får en opringning fra ejeren af
et verdensomspændende kosmetikfirma i selv samme øjeblik
hvor hun lige selv var kommet ind ad døren efter indkøb i en
af hendes butikker på Strøget og nu sad i sofaen med favnen
fuld af sæbedyr o.a. derfra til børnene. "I ligner
hinanden fantastisk meget. Hun er nøjagtig ligeså
selvpromoverende i en god sags tjeneste som du er det. Du
bliver garanteret forelsket i hende," sagde Vibeke -
allerede jaloux på forhånd - men med hendes beundring for
Anita også lidt stolt. Drillende døbte hun straks mit
rullende hjem i USA for "The Bodyshop". Da jeg så
Vibekes reaktion, glædede jeg mig straks til at møde Anita
og strøg ind i The Bodyshop for at købe hendes bog "Body
and Soul," som jeg læste hele vejen til USA - kun
afbrudt af mit obligatoriske vinterbad på Island. Efter et
enkelt show i Pennsylvania, hvor jeg blev rost for at være
den eneste foredragsholder hele vinteren hvem det var lykkedes
at nå frem gennem sneen, strøg jeg med halsbetændelse ned
mod varmen i Florida for at samle Anita op efter hendes sidste
Tv-show. I en boghandel havde jeg købt et bånd med en af
hendes morsomme taler (til børsmænd på Wall St.) og sad og
lyttede til det i bilen for at øve mig på hendes britiske
accent idet jeg normalt har en dyb aversion mod britisk (vist
nok fordi en af min kones tidligere elskere var englænder).
Om det er grunden til at jeg var så ivrig efter at møde
Anita vil jeg overlade til dybdepsykologien, men i al fald var
hastigheden så høj at jeg snart endte med et brag i The
Bodyshop - i ordets amerikanske betydning - et automobilværksted!
I to dage måtte jeg med voldsom influenza vandre frem og
tilbage mellem et mørkt muggent motel og nogle drævende
langsomme sydstatsmekanikere. Anita var ligeså skuffet over
forsinkelsen. Hun havde i mellemtiden læst min bog, som havde
grebet hende stærkt. For at spare tid måtte jeg flyve hende
op til Atlanta, hvor jeg bad Tony Harris, min langvarige
medarbejder, om at underholde hende i et par dage med nogle af
de ideer vi bruger i vore workshops. Da jeg endelig samlede
hende op, havde jeg overhovedet ingen stemme. Men min
intuition havde ikke fejlet: vi svingede øjeblikkeligt sammen
og talte næsten uafbrudt 24 timer i døgnet, for mit
vedkommende med et hviskende hæs influenzastemme.
Det var en stor oplevelse for hende at møde de folk hun
kun få dage før havde stiftet bekendtskab med i min bog. Første
dag kørte vi ned til Mary i Alabama, som I vil huske som
kvinden hvis hus blev brændt ned af hvide klansfolk p.g.a.
hendes forhold til en hvid. Med den utrolige kulturforskel,
der er mellem mig og Mary med hendes vrede
underklassepsykologi, er det et sandt mirakel for mig at vort
forhold har kunnet fortsætte gennem 20 år. Med den særlige
betydning hun har for mit show, hvorunder jeg dagligt får spørgsmål
om hende, forstod Vibeke da også tidligt hvorfor det var så
vigtigt for mig at bevare netop dette forhold. Med de dybe følelser
vi nærer for hinanden, undrede det mig astrologisk set ikke
for nylig at opdage at Mary og jeg er født nøjagtig
samtidigt samme år. Netop derfor glædede det mig at Anita og
Mary havde det overmåde festligt sammen. Jeg har sjældent
hvide venner med på besøg i den sorte underklasse i
sydstaterne, idet jeg føler at den skyldfølelse de fleste -
især danskere - udviser overfor denne knusende armod er mere
dehumaniserende for ofrene end nogen anden form for racisme. Når
Anita kom til at gøre så voldsomt et indtryk på mig var det
ikke mindst fordi hun er den første jeg har haft med, som
syntes fuldstændig fri for denne skyldfølelse. Alle vi besøgte
- rig og fattig - vadede hun lige ind i med træsko, og selv
de tristeste skæbner i underklassen fik hun til at blomstre
op, så jeg så fuldkommen nye og ukendte sider i dem. Mary
har ikke telefon, men gennem naboer havde jeg meldt vores
ankomst. Som sædvanlig, når jeg kommer på besøg, havde hun
derfor trakteret hele dagen. En traditionel soulfood-gryde
stod og boblede på brændeovnen, da vi trådte ind over det
gabende hul i gulvet, som stadig ikke var repareret efter at
DR-TV's store kameramand var braset en meter ned igennem de rådne
brædder. Men da Anita så de udkogte grisehaler og sort-øjebønner
med fedtklumper i, var hun ikke spor sulten, men kastede sig
over majsbrødet i ovnen. Jeg undskyldte med at hun var
vegetar. Heller ikke Tv-folkene, jeg havde haft med, havde
formået at spise Marys eller naboernes mad. Soulfood -
fedtklumperesterne fra slaveherrens bord - er jo med nutidens
øjne ikke den sundeste mad, men for mig (og for bedrestillede
sorte) får den alle de følelser til at vælde op fra den
lykkelige tid engang, da jeg var tvunget til at spise
en sådan kost dag efter dag. Og mine følelser for Mary er uløseligt
knyttet sammen med denne kost. Bagefter lå både Anita og
Mary i næsten konstant krampelatter ved at prøve hinandens tøj,
hatte og parykker. Senere samlede vi Beth op (side 115 i gml.
udgave af bogen), købte en masse øl og kørte op til Ida
Ford (nederst side 61), som mødte os med geværet i mørket
udenfor sin spøgelses-shack dybt inde i skovene. Ida kan ikke
ytre to sammenhængende ord og bor værre end noget menneske
jeg har mødt på hele jorden. Hver gang jeg er kommet i nu 20
år bryder hun ud i et jubelskrig, for jeg er med garanti det
eneste lyspunkt i hendes formørkede tilværelse - om ikke
andet med de øller jeg altid har med. Men var der nogen hun
kom til at elske var det Anita. Og kærligheden var gensidig.
De sad konstant og kyssede hinanden, den tandløse Ida med skråtobakssavlen
konstant dryppende fra hagen. Og her må Anita virkelig have
overvundet noget i sig selv, for når man så hvad Ida havde
levet af i ugevis - udkogte grisehaler i tykt sort tjærevand
med døde fluer og maddiker på et ildsted, der fik
stenalderens til at ligne ren idyl - ja, så ville de fleste
nok have foretrukket at kysse selveste frøen. Men Anita var
intelligent nok til at vide, at det jo var det hun i
virkeligheden gjorde. Det som i så høj grad bandt os sammen
var erkendelsen af at vi begge havde haft mod til sådanne grænseoverskridelser
- at kysse smerten i al dens skønhed - hvorfor det, som i
eventyret, var gået os begge godt. I vores uafbrudte dialog på
køreturene var det, der interesserede hende mest, netop at
bore i de oplevelser, jeg havde været igennem med mennesker,
som havde givet mig smerte, og hvordan jeg altid havde været
i stand til at vende smerten og hæsligheden til en positiv
berigende oplevelse. Og jo mere hun borede i det, jo mere
dukkede den ene glemte oplevelse op efter den anden, idet vi kørte
ned på den strækning igennem det sorte bælte, hvor jeg
havde haft måske flest smertefyldte oplevelser. Og straks jeg
fortalte om dem, ønskede hun at møde de folk, som havde
givet mig smerte, f.eks. alle de gamle savlende homoseksuelle
mænd, som altid havde udnyttet mig på disse øde strækninger.
Særligt var hun begejstret for David Lancote, den gamle hvide
antikvitetshandler, som havde samlet mig op hin nat i
Mississippis uendelige skove og sagt til mig, at han ville
indkvartere mig i et af de mest overdådige hjem, jeg
nogensinde havde boet i, hvis jeg lige ville tage en smut med
ham ind på en mørk sidevej i skoven i hans gamle rustne
pick-up-truck. Jeg havde selvfølgelig ikke troet ham, men
havde som bekendt det princip aldrig at sige nej til folk. I
dag, hvor amerikanerne simpelthen ikke kan begribe, hvordan
jeg kom ind i disse overdådige plantagehjem, er det for længst
gået op for mig, at bag hver eneste af sådanne positive
oplevelser lå en smertefyldt tildragelse, som jeg var i stand
til at opleve som noget positivt fordi jeg vidste den altid førte
mig lige lukt i himmerig (eller endnu bedre steder). Anita
havde stærkt psykologiske evner, for hun fik mig til at fortælle
om og genopleve ting, jeg altid har haft for meget blufærdighed
til at fortælle andre om, men som jo skal bearbejdes på et
tidspunkt fordi de på et eller andet plan bestod af fortrængt
smerte. Fortrængt smerte, ved jeg jo fra racisme og nazisme,
er noget af det allerfarligste. Og hvilken gunstigere
situation, kan man så tænke sig, end sammen med ens psykolog
at møde de mennesker, som gav Én smerten dengang man ikke
opfattede det som smerte, men som nødvendighedens bismag.
Anita var ikke blot god til at åbne mig op, men åbnede selv
op på ligeså ærlig vis. Men som den kendte offentlige
person, hun er, vil jeg naturligvis ikke viderebringe de mere
spændende private ting, hun betroede mig, i dette brev.
Netop fordi vi kom så tæt ind på livet af hinanden
opstod hurtigt den ekstatiske tilstand af næsten forelskelse,
jeg elsker ved mødet med smukke mennesker. Vi havde jo begge
to prøvet lidt af hvert og delt senge med hundredvis af
mennesker gennem livet. Alligevel havde vi den underlige
forlegenhed, som unge nyforelskede, da vi den første aften
skulle finde ud af, hvem der skulle sove hvor. Jeg ville
normalt have sovet i Marys seng, men da hun kun har Én seng,
måtte en af os sove i bilen. Og da vi havde oplevet meget
vold i løbet af aftenen - smugkroen vi dansede i i Tv-udsendelsen
var netop blevet brandbombet og en ny var oprettet lige lovlig
tæt på Marys hytte med al den vold, der følger med (bl.a.
havde Marys fætter i løbet af aftenen skudt alle lamperne ud
både inde i huset og udenfor) - ja, så var Anita lidt nervøs
for at sove alene i bilen. Da vi havde gjort os ikke så lidt
bemærkede i dette racebetændte område, var hun også bange
for at Marys shack igen skulle blive brandbombet. Det var ikke
en helt let situation. Jeg var dels bange for at såre Marys følelser
ved i hendes øjne at vælge at sove med et hvid kvinde, og
dels bange for at give Anita følelsen af at lade hende i
stikken. Uden Anitas vidende havde jeg måttet give The Bodyshop's amerikanske hovedkvarter en nøjagtig
rutebeskrivelse. De havde først truet med at sende en
medarbejder diskret bagefter os i egen bil. De var så bange
for hendes sikkerhed på turen, at jeg havde lovet at aflægge
hemmelig telefonisk rapport flere gange daglig for at de ikke
skulle slå alarm. Nå, jeg så naturligvis straks det absurde
i at det var måske første og eneste gang i mit liv jeg stod
overfor det svære valg mellem at sove sammen med en
landarbejder eller en multi-milliardær. Jeg løste problemet
ved at sige til Mary, at vi blev nødt til at køre, da vi
skulle møde nogen næste morgen. Anita ville aldrig have sagt
det, men jeg vidste at hun ikke ville kunne klare Marys
morgenmad. Så vi endte med at køre "The Bodyshop"
langt ud i skoven og sov der efter en glad nat med masser af
øller og billard i smugkroer.
Som leder af et verdensomspændende firma (kun Esbjerg
synes at være blevet forskånet en af hendes butikker, men
den kommer snart!) var jeg imponeret af at Anita ikke Én gang
på turen kom i nærheden af en telefon, men fuldstændig
absorberede sig i de mennesker hun var sammen med (mens jeg
f.eks. selv måtte aflægge hyppige rapporter hjem til mit
hovedkvarter, altså Vibeke, som havde været stensikker på,
at jeg ville blive forelsket - og med god grund: "Du behøver
jo ikke at se "Indecent Proposal" for at vide at du
ikke har en chance overfor 5 milliarder!" drillede jeg.
Det er jo skønt at være lidt ovenpå ind imellem.) Med sådanne
rigdomme, tænkte jeg, hvor længe kan Anita klare sig i bilen
i Sydens sveddryppende hede uden et bad? Hun var ikke meget
for at indrømme at hun godt kan lide luksus. Efter nogen tid
begyndte hun i det stille at mumle - når vi passerede
moteller - at det jo kunne være skønt i eftermiddagsheden
lige at checke ind en times tid og få et koldt bad. Jeg har
aldrig brudt mig om at smide om mig med penge til nyttesløse
formål - heller ikke andres penge - så jeg tænkte at jeg i
stedet ville lære hende nogle af mine vagabond-tricks.
Uanmeldt drejede jeg pludselig ind på et truck stop, gav
hende en gammel hat på og sagde at hun skulle gå lige efter
mig med bøjet hoved og store John Wayne skridt. Vi vandrede
derefter op i truckernes aflukkede loge, hvor de må få et
gratis bad hvis de har tanket lastbilerne helt op. Vi stillede
os afventende ved et af bruserummene og gled så ubemærkede
ind inden døren nåede at smække i efter en nyvasket
trucker, som kom ud. Blandt de mange truckere havde ikke Én
lagt mærke til at der var en kvinde iblandt dem (hvilket
truckere ellers nok plejer at have et godt øje for), men for
Anita var det en kostelig oplevelse at stå midt imellem alle
disse kæmpestore cowboytyper i højhælede støvler, flere
splitternøgne - bortset fra cowboyhatten på hovedet.
Alligevel mumlede hun aldrig mere noget om at få bad.
Til gengæld var det hende, der var snarrådig, da vi sad
fast i timevis på den regntunge mark hos Wilma, kvinden jeg
sad i sengen og diskuterede med i Tv-udsendelsen om sort
selvbebrejdelse. Wilma var denne gang i depression efter
moderens død og kom aldrig ud skønt Anita havde lange
diskussioner med denne afgrundsdybe fortvivlelse bag sprækkerne.
Mens jeg satte mig ud på landevejen for at vente en halv dag
i dræbende hede på en Falck-vogn specialbygget til
lastbiler, udnyttede Anita kvinders velkendte evne til at
spille hjælpeløs overfor mænd, hvoraf hun havde øjnet
nogle på store traktorer ude i bomuldsmarkerne, og fik dem
til at trække os ud af pløret.
Vi besøgte en store skare af mine venner og overalt
snakkede hun med mig om, hvordan hun kunne skabe
"business opportunities" for dem. Hun ønskede
inderligt min hjælp og erfaring til at stable nogle projekter
på benene på samme måde som hun overalt i verden har fået
selv de fjerneste indianerstammer og indfødte til at
producere varer til hendes butikker. Men en ting er at arbejde
med og bo hos stolte, stærke stammer i Afrika og
Amazonjunglen. Den håbløse selvdestruktion og vold hun så
her var imidlertid en udfordring hun intetsteds i den tredje
verden havde mødt på sine mange rejser. Ikke mindst volden.
Søsteren til Nina, som lå grædende i sengen i Tv-udsendelsen,
fortalte os f.eks. i forbigående at hendes mand lige var
blevet myrdet i et brutalt øksemord. "Nå," sagde
jeg, "så var det da hurtigt du fandt dig en ny
mand." Ja, sagde hun, det var hendes mands morder, som
var flyttet ind. Jeg så undrende på hende, da jeg vidste hun
havde holdt meget af sin mand, og hun tilføjede: "You 'got
to understand, it's so hard to find a good man these days."
Hun beskrev hvordan hun var kommet hjem og havde fundet sin
mands kløvede hoved på gulvet og da nu ham den fremmede mand
var til stede, havde hun fået ham til at hjælpe med at tørre
blodet op. Og - ja, så var han altså endt med at blive
boende....
Som kontrast til al den smerte tog jeg hende med til de
overdådigt rige plantagehjem jeg havde boet i i Natzhez i
Mississippi. Det var det eneste sted, hvor jeg fortalte folk,
hvem det egentlig var jeg havde med, idet jeg ikke ønskede at
hendes rigdom skulle ødelægge mit forhold til mine fattige
venner selvom hun fik min tilladelse til efter rejsen at sende
dem alle store checks, hvilket bl.a. reddede Mary fra at miste
sin jord. Da de hørte i Natzhez hvem jeg havde med denne gang
satte de det helt store maskineri i sving og lavede bl.a. en
fest, hvor Anita kunne møde David, den fede homoseksuelle
antikvitetshandler, som havde bragt mig ind i alle
herlighederne. Datteren i familien kom kørende helt fra
Dallas for at møde Anita, og sønnen helt fra New Orleans. Særligt
glad var jeg for at gense Earlene, den tykke sorte
tjenestepige a la Borte med Blæsten, som dengang dagligt
havde serveret morgenmad i himmelsengen for mig og
Emely (side 117 i bogen). Earlene tjente stadig for
familien og fortalte mig hvordan det havde været at finde
Emely i pølen af blod, da hun skød sig selv i badekarret
nogle år efter. Det er betegnende at de eneste af mine gamle
kærester, som har begået selvmord, begge var millionærer.
Den anden var datteren af Shlits-bryggerifamilien (omtalt side
235). Emely's børn underholdt nu Anita med hvordan jeg en af
de første dage, da jeg havde boet hos dem, til en fin middag
med mange gæster havde overrasket alle ved pludselig at hive
min korthårsparyk af så mit lange hår væltede ud,
hvorefter værtinden Emely havde brudt den pinlige stilhed med
"Oh, I knew you were a Communist, but I like you anyway".
Og om hvordan jeg havde "bedraget" dem dengang ved
intet at fortælle dem om at jeg gik og fotograferede de
sorte. Men nu hvor de alle har bogen eller havde set showet,
kunne de godt forstå hvorfor jeg havde været nødt til at
"føre dem bag lyset". Under rundvisningen i de
historiske plantagehjem udviste Anita en utrolig kunst- og
historieviden. Hun er nok et af de mest intelligente mennesker
jeg nogensinde har mødt med lynhurtige bemærkninger afslørende
en kæmpemæssig detaljeviden om alt. Og så er hun en af de få
venstreorienterede, der ikke er gået på kompromis med sin
overbevisning. Målt med hende følte jeg mig tit utroligt
reaktionær i mine politiske idealer - eller mangel på samme!
Vi havde haft det så morsomt og skønt sammen, at jeg var
dybt deprimeret den dag jeg skulle aflevere Anita i New
Orleans. Den eneste af mine venner, vi desværre ikke nåede
at besøge, var massemorderen Woody helt ude ved Texas-grænsen.
Nu hvor hun skulle i gang med arbejdet igen, indkvarterede hun
os i New Orleans' fineste hotel, The Richelieu. Første
begivenhed var en stor fest, de lokale Bodyshop-medarbejdere
havde lavet. Særligt i USA udgøres disse næsten udelukkende
af unge idealistiske kvinder. Så da vi ankom til hummerfesten
i taxaen, brød der straks et jubelskrig op fra mængden som
var selveste The Beatles kommet til byen. Og da ingen vidste
hvem jeg var - og jeg derfor blev taget yderst alvorligt som
hendes ledsager - nød jeg al den kunstige opmærksomhed jeg
fik denne aften fra de unge kvinder, når de ikke magtede at kæmpe
sig igennem kødranden omkring Anita. Det var underligt efter
den anonymitet, vi havde nydt sammen i så lang tid, at se
Anita næste dag på forsiderne af alle aviserne og fra morgen
til aften i TV-programmer. Hun havde inviteret mig til at
deltage bl.a. i debatter med de handelsstuderende på to af
mine egne gode universiteter, Loyola og Tulane, men jeg skulle
ikke nyde noget af at være hendes sidevogn. Når jeg nu havde
ligesom ejet dette smukke menneske i så lang tid var jeg
simpelthen skinsyg over at skulle dele det med andre. Hendes
idealisme kendte ingen grænser. Da vi sad til middag en aften
med forretningsfolk nævnte en af dem, hvor trist det var at
de plastikperler, der bliver kastet ud fra flåderne under
Mardi Gras, nu produceres i østen. Med tanke på alle de
fattige sorte, vi lige havde mødt, fik Anita straks den idé
at lade de udskudte socialhjælpsmødre i fattiggårdene
producere dem. Sværmeriske ønskedrømmerier hos en gammel
venstreorienteret? Nej, allerede næste dag satte Anita hele
sit kæmpemaskineri i sving for at få denne business op at stå.
Nu hvor det var hende, som var i centrum, kunne jeg slet ikke
følge med hendes tempo. Denne dynamik har jeg tit selv
oplevet, når jeg har haft danskere med på mine tournéer, at
de ikke i længere tid kan følge med mit tempo. Man får
simpelthen uanede kræfter og energi fra folk når man er
centrumsfigur, og falder let hen i en døs når man ikke er
det.
En sådan døs, ja depression, faldt jeg hen i i dagene
efter jeg forlod Anita. Jeg indså at Vibeke havde fået ret i
at jeg ville blive forelsket i Anita, en følelse der
naturligvis blev forstærket af min pludselige ensomhed ude på
landevejene. Flere gange beep'ede Anita mig, men jeg ringede
aldrig tilbage. Derefter kørte jeg i lang tid rundt for at
tilbringe mere tid sammen med alle dem, vi lige havde besøgt.
Det blev en uhyre kreativ periode med masser af nye billeder,
hvorved jeg her i sommer har kunnet udskifte en fjerdedel af
billederne i showet med up-to-date-billeder. Mary var som sædvanlig
af uvurderlig hjælp til at bryde igennem frygten og mistænksomheden
hos nye familier. Derefter kørte jeg ned til Florida for at
finde Linda, den lille pige med lampen og den røde kjole
(side 126), som jeg ikke har set i flere år fordi hun altid
er i fængsel. Men efter en hel dags rundspørgen i området,
måtte jeg forgæves og deprimeret køre derfra. Ingen anede
hvilket fængsel hun var i. Da jeg om natten kørte derfra, så
jeg i mørket ude på landevejen en sort fyr gå langs grøften.
Jeg standsede af sædvane for at spørge om han havde brug for
et lift. Han sagde ja, for han var på vej mod et fængsel i
en anden by for at besøge sin kæreste. Jeg fortalte så at
jeg selv ledte efter Én i fængsel, som jeg engang havde
fotograferet som lille pige. Pludselig spurgte han om jeg var
fra Danmark, for Linda, som var hans kæreste, havde tit
fortalt ham at den eneste ven hun havde haft var en hvid mand
fra Danmark, der blev ved med at vende tilbage i hendes liv.
Efter næsten forgæves at have kørt over 1000 km i 12 timer
udelukkende for at se Linda, følte jeg det som en mirakuløs
gave ovenfra at jeg ud af Floridas 20 millioner indbyggere
lige havde samlet den eneste ene op, som vidste hvor Linda
var. Jeg kørte ham fluks til fængslet, hvor han fik
personalet til at gøre en undtagelse: selvom jeg ikke var på
besøgslisten fik jeg lov til næste dag at besøge Linda i
enrum. Det blev en gribende oplevelse. Jeg havde besluttet mig
til denne gang at lave en båndoptagelse med Linda om hvordan
hun selv havde oplevet den barndom, som jeg romantiserer helt
ud på overdrevet i mit show. Det var lykkedes at smugle en
lille diktafon med ind i ærmet. Førhen har Linda aldrig
villet tale om sin barndom og aldrig villet se mit show om
den, men efter mange år i fængsel var hun nu i et særligt
rehabitalitionsprogram og ønskede sammen med de andre fanger
at bruge min bog i dette. Efter den seneste 5 års-dom ønskede
hun fremover at undgå stoffer og kriminalitet, men det er
ikke let når hun kun har "sumpen" at vende tilbage
til. Derfor havde hun brug for min hjælp og ønskede at
arbejde med Am. Bil., når hun kom ud, sagde hun, og greb
inderligt mine hænder, så min skyldfølelse fik tårerne til
at løbe ned ad mine kinder. Med hendes lysende intelligens
var dette en idé vi i Am. Bil. tit selv havde næret, men
hver gang jeg havde besøgt hende havde hun været så opløst
i stoffer, at jeg ikke magtede at gå videre. Og nu, hvor hun
efter mange år, endelig var parat, var jeg selv nået dertil,
hvor jeg for at blive lidt mere menneskelig og komme ud af mit
vanvittige ræs, ønsker at trappe mine shows ned. Skæbnens
ironi er så at for at kunne blive mere
"menneskelig" er jeg nødt til at ødelægge den
virksomhed, som kunne have givet Lindas liv en mening. Men
dette kunne jeg ikke fortælle hende nu, for skulle hun klare
rehabiliteringen var hun nødt til at leve med håbet. Derfor
var jeg helt knust, da jeg kørte derfra: fuld af
selvbebrejdelse over at jeg ikke - på trods af hendes
tilstand - havde skredet ind for mange år siden for at redde
hende ud af "sumpen." Jeg følte, at hele mit liv
havde været Én lang svigten af de mennesker, som havde
betydet så meget for mig. Ikke i ord - bevares - men i
handling. At det menneske i showet som jeg har svigtet mest,
ser mig som sin eneste ven, gav mig yderligere kvalme.
Historien om Linda får hver aften mine amerikanske publikum
til at bryde i gråd. At se, hvor store følelser og forhåbninger
folk investerer i dette lille smukke barn og alt det spirende,
hun står for, fik mig i de første år selv til at knække
over i stemmen, når jeg måtte besvare spørgsmål om hvad
der siden er sket med hende - og derved knuste de dybe fællesmenneskelige
håb alle nærer. Næste dag vendte jeg tilbage for at prøve
at overbevise fængslet om at det var vigtigt for Lindas
rehabilitering at hun tog med mig op til mine to sidste shows
i Washington og Baltimore hvorefter jeg ville flyve hende ned
til fængslet igen, men forgæves. Det hele var et underligt
efterspil til den endeløse diskussion, jeg havde haft med
Anita Roddick om netop dette, vores fælles problem. For netop
i år har hun jo været udsat for en knusende kritik i de
engelske og amerikanske medier (og herhjemme i PRESS) for at
have vokset sig så stor, at hun har svigtet nogle af de
indianerstammer, som danner grundlaget for idealismen, hun sælger
sig selv på. På turen prøvede vi bl.a. sammen at forfatte
et svar på en voldsom kritik af hende i Harvard Business
Review. På et punkt har hun haft stor indflydelse på mine
egne spirende tanker. Hendes "trade, not aid" ideer
har yderligere sat gang i de spørgsmål, jeg netop på det
tidspunkt rejste i et voldsomt angreb på dansk ulandshjælp i
Politiken. Det ramte åbenbart så dybt, at jeg nærmest er
blevet slået ned af DANIDA-folk, hver gang jeg siden har vist
mig i Københavns barer i de sene nattetimer (selv om de dog -
når jeg går dem på klingen - giver mig grundlæggende ret i
min kritik). Om det er for at lukke munden på mig at DANIDA
har bevilget penge til at jeg i 1995 skal både til Vietnam,
Thailand, Nepal og Bolivia er uvist (gid de også ville
bevilge mig tid til al det rejseri). Men det understreger i al
fald problemet: at vi er et hav af ulandsfolk med fingrene så
dybt begravet i fedtefadet, at ingen ønsker at skære de højtflyvende
og langtrækkende grene af, som vi klistrer til. 90% af
ulandshjælpen går sandsynligvis til danskere, som synes at
det er sjovere at lege verdensmænd end at sidde på
bistandshjælp i et lille hummer på Vesterbro.
På vej nordpå havde jeg to blaffere med i bilen, der
lugtede så voldsomt, at jeg blev nødt til at standse hos en
veninde i North Carolina for at give dem et bad før de fik
lov til at sove i min seng. Hun var netop blevet ansat som
mediekonsulent for The Bodyshop for at forbedre Anitas image i
de amerikanske medier og sagde at Anita netop nu var i
hovedkvarteret i Raleigh. Og havde jeg lyst til at møde hende
igen? Nej, tak, sagde jeg. Mediernes Anita er ikke min Anita.
Jeg vil have hende for mig selv - uspoleret. Men hun blev ved
med at forfølge mig. Mine to shows i Georgetown og Johns
Hopkins University havde Anita opfordret alle sine
Bodyshop-ansatte i Washington og Baltimore at komme til - samt
en meget indflydelsesrig dame i Baltimore, som Anita havde købt
et helt museum til - alt betalt. På samme måde ønskede
Anita at lave "joint business ventures" med mig og
bad mig om ideer. Jeg har faktisk en idé til et stort fællesprojekt
i New York, men har udbedt mig betænkningstid, da jeg ikke
rigtig ved om jeg orker hele det mediecirkus, der vil følge
med, på nuværende tidspunkt i mit liv. Så foreløbig
starter vi sammen på et lidt mindre niveau ved at hun i marts
måned sender mig ud til sine projekter i Nepal - dels for at
fotografere - og dels for at jeg skal vise Am. Bil. for alle
de trekkere, der vandrer i bjergene og intet har at foretage
sig om aftenen i Kathmandu. Pengene fra forestillingerne skal
gå til AIDS-bekæmpelse blandt Nepals prostituerede. Ideen er
så skør at jeg straks sagde ja. Men nu truer Vibeke med at
tage med sammen med børnene fordi hun er bange for at mit
forhold til Anita vil nå nye højder i Himalayas bjerge uden
deres tilværelse....
I New York blev jeg låst inde af en snestorm i lang tid.
At sidde i mit lille kontor i bilen og sende hundredvis af bøger
ud - med fødderne hundefrysende i frostsjap - var med til at
påvirke mit efterhånden deprimerende syn på Amerika. Så
jeg var ikke svær at overtale, da Vibeke beep'ede og sagde at
jeg omgående måtte komme hjem fordi Daniel, vores nu 14-årige
søn, havde været indblandet i en del småkriminalitet. Jeg
var fuldkommen målløs: vores engleagtige uskyldighed, som
jeg hele livet forgæves har forsøgt at få til at gå over
for rødt lys. Umuligt! Men under familiefesten til Vibekes fødselsdag
var to betjente pludselig ankommet med ham. Han var distræt
kommet til at gå ud af Magasin med en næsten værdiløs gave
til sin mor (han havde haft masser af penge på sig). Nå, en
advarsel! Men en uge efter var det galt igen. Sammen med
kammerater havde han malet graffiti på en bil. Politiet ankom
endnu engang med ham og en advarsel. Men tredje gang var den
virkelig gal. Sammen med de samme to kammerater var han brudt
ind i et skib i frihavnen for at hugge lysraketter. Han var nu
den mest kriminelle på hele Østerbro i den aldersgruppe, fik
vi at vide. Vi måtte til masser af samtaler med politi og
skole. Alle var enige om at han på ingen måde var nogen
"rod", men at det hele var et ubevidst oprør mod en
aldrig nærværende far. Hvad andet kan man konkludere, når
hans to medskyldige var de eneste i klassen, som var fædreløse,
når bilen han havde overmalet tilhørte Arnold Busck, den
boghandler, der har solgt flest af mine bøger i Danmark, og når
hans smukt udformede graffitivaremærke er "Dias".
Oveni følelsen af gennem mit hektiske arbejde at have svigtet
venner i USA, kom nu følelsen af at have svigtet min familie.
Lærerne foreslog at jeg burde være mere hjemme og sammen med
Daniel. Jeg fik så den idé, at han og jeg sammen skulle tage
på en lang far-søn-rejse f.eks. igennem +sten. Jeg har jo før
skrevet at jeg også har svigtet mig selv i mange år og jeg
fornemmede at hvis jeg blev hjemme ville jeg alligevel ikke
kunne sige nej til foredrag. Alle syntes det var en god idé
og jeg bad ARTE om at aflyse alle arrangementer fra december
og fremover (ARTE, som allerede havde slavebundet mig langt
ind i 1995, var bestyrtet). Fra 1. december ville jeg så
rejse med Daniel i Indien og videre i +sten, hvor tilfældet
bragte os hen. Den eneste vi havde ventet med at spørge var
Daniel - for at det ikke skulle blive en belønning for hans
ulovligheder. Senere på året indviede jeg ham så i
planerne. Og nu tog han fusen på os alle en gang til. Nej,
han ville ikke ud at rejse, for han var bange for at komme
bagefter i skolen nu hvor de var begyndt på fransk. Og
desuden ville han ikke opgive morgengaverne i december og hele
julehyggen med familien osv. Det svar havde jeg ikke ventet
fra Daniel, der altid har elsket at rejse. Jeg tænkte så, at
det måske var al det primitive i Indien, der skræmte ham: de
små snuskede logier med edderkopper, slanger og andet, som
han har en skræk for. Ville han måske med mig rundt i USA og
besøge Nanouk, hans bedste ven, som af lignende årsager var
blevet smidt ud af skolen og sendt over til sin egen fraværende
far, Tony, i Atlanta? Men nej, hans svar var ærligt ment. Og
derfor sidder jeg nu for første gang i årevis uden et eneste
show i december - og nyder i stedet at julehygge med børnene.
Kort efter var det Daniels konfirmation. Vi havde en stor
vidunderlig familiefest og Daniel fik bl.a. et kamera. Med
dette har han siden styret sine mere ulovlige graffitiudøvelser
over i et smukt kunstnerisk udtryk. Dels ved at rulleskøjte
over hele byen og lave Københavns største fotosamling over
byens graffiti, og dels ved at lave store flotte vægdekorationer
det eneste sted hvor det er lovligt: på Christiania. Således
kan man jo som forældre prøve at leve op til den svære
repressive tolerance, jeg beskrev i Am. Bil.
I maj måtte jeg sideløbende med foredragene være eneforælder,
da Vibeke skulle til Cuba for at finde kunstnere til sin Afrika-festival.
Det var ti år siden vi sidst var der, og det var rystende for
hende at se forfaldet siden. Nøden var så stor nu, at hun
blev overfaldet en nat. Det gjorde hun såmænd også om
dagen, idet hun var en af de få kvindelige delegerede på biennalen,
hvorfor hun havde en hale af tredje verdens mænd efter sig
overalt. For at hun ikke skulle komme hjem til et hus, der
mindede om Havannas umalede bygninger, ville jeg glæde hende
med at kalke vort eget hus. Det ser umiddelbart let nok ud,
men føj for en opgave at stå på en stige i 2. sals højde
med begge hænder fulde af spande og koste. Lalou måtte sidde
nede på gaden for at slå alarm, hvis jeg skulle besvime og
falde ned. For kalken fra gesimsen dryppede lige ned i øjnene
og mine hænder var Ét stort væskende sår. Hver aften stod
jeg inde på Nationalmuseet, men kunne overhovedet ikke se
publikum, da øjnene var ætset helt til. (Hvorfor tog du dog
ikke briller og handsker på, sagde Vibeke senere. Det var
simpelthen ikke faldet mig ind.) Men midt i det hele havde jeg
en kæmpeoplevelse. Jeg måtte nemlig tage mig tid til
at overvære hele indsættelsen af præsident Mandela på CNN.
Godt nok har jeg let til tårer og godt nok stod øjnene i
forvejen i vand p.g.a. kalken, men sjældent har jeg grædt sådan
som under denne ceremoni. Minder fra årevis af mit liv vældede
pludselig op til overfladen blandet både med den overvældende
glæde over at noget virkelig kan lykkes og med skyldfølelsen
over at man ikke havde gjort mere til at bidrage i processen.
For under hele kampen mod apartheid troede ingen af os jo på
at det nogensinde ville lykkes, hvorfor alt hvad vi gjorde
blev gjort halvhjertet. Eller jeg lod andre gøre det. I flere
år havde sydafrikabevægelsen hovedkvarter i min lejlighed,
men jeg deltog aldrig selv i deres debatter, der forekom mig
formålsløse, og deltog kun i de hyppige rudeknusninger i det
sydafrikanske konsulat på den anden side af gaden. Selv om
disse mest var en demonstration af afmagt, kunne man dog her
se nogle konkrete resultater dagen efter. Intet af det jeg
foretog mig i Danmark, tror jeg, bidrog det mindste til
apartheids nederlag, og alligevel er mit liv den dag i dag præget
af de mønstre, der blev lagt fast gennem så mange år:
hvilken mad man måtte spise osv. F.eks. kan jeg endnu et
halvt år efter ikke få mig selv til at køre ind på en
Shell tank. Så hurtigt skal de ikke belønnes, bliver jeg ved
at tænke. Derimod tror jeg, at det jeg var med til at lave i
Amerika endte med at blive udslaggivende. Her var jeg virkelig
aktiv - om end af egoistiske grunde fordi Amerikanske Billeder
passede som fod i handske i de amerikanske studenters
effektive kamp for at få deres rige universiteter til at
opgive investeringerne i Sydafrika. Det var deres massive
indsats, der slog igennem i de amerikanske medier og dermed
verdensopinionen. Træt, som jeg altid var efter showene, var
jeg dog ikke altid lige ivrig når de ville have mig til på
frostnætter at overnatte hos dem i de "sydafrikanske
shantytowns", de havde opført af blik og pap på
universitetsområderne. Een gang fik jeg en forrygende
influenza af det. Andre gange ankom jeg på egen hånd og
stillede showet op udendørs i vinterkulden, når studenterne
havde lukket universitetet ned og lænket sig til bygningerne.
I deres endeløse dage der i soveposerne var de dybt
taknemmelige over at få lidt underholdning på nogle
primitive lagner, vi satte op på murene. Jeg glemmer især
ikke Én nat i Columbia Univ., hvor der ikke var gået mere
end et kvarter af en sådan udendørs forestilling før en
pige kom op og spurgte om jeg havde brug for et sted at bo.
"Oh, are you Russian Jewish?" røg det ud af mig.
"How did you know?" spurgte hun forundret. Men det
krævede et længere personligt svar. Det var nemlig altid de
russiske jøder, der var mest aktive i denne og alle andre
befrielseskampe. Derfor havde de altid følt sig underligt
tiltrukket af mig. Efter mine vagabondår konkluderede jeg, at
over 60% af mine kærester havde været jøder af russisk
afstamning. Alle som Én var det dem der havde taget
initiativet. Men det der chokerede mig ved denne pige var, at
hun lige var emigreret fra Sovjetunionen, hvor jeg ikke havde
troet et tilsvarende karaktertræk prægede jøderne. Sådan
havde kampen mod apartheid også sine mere glade øjeblikke.
Eller stolte øjeblikke. Jeg glemmer aldrig hvor stolt jeg var
da jeg skulle køre Nelson Mandelas datter helt op i New
Hampshire for at tale i Darthmouth. Under samtalen fornemmede
jeg tydeligt, at hun heller intet håb så for at hendes far
nogensinde ville blive løsladt. Hvem gjorde? Jo, på et eller
andet naivt plan føler jeg at de amerikanske studenter troede
det ville lykkes modsat den resignerede holdning, der prægede
os i Europa. Jeg glemmer heller ikke de mere dramatiske øjeblikke.
I 1982 var jeg sammen med Kitte Fennestad inviteret af
Frelimo-regeringen i Mocambique, men på vej ned fra Moskva
blev vi nytårsnat drukket så fulde af russerne, at vi uden
at vide hvordan havnede i fængsel i Maputo. Næste dag blev
vi sat på et fly til Zimbabwe, hvor det ved hjælp af min bog
lykkedes os at komme i kontakt med ANC-befrielsesbevægelsen,
et utroligt held. Min bog skabte tillid i et klima, hvor ingen
kunne have tillid til nogen. Sydafrikanske regeringstropper
havde infiltreret alt. Ingen måtte kende navnet på mere end
én anden i ANC. Ham, vi boede hos, havde mistet sin bedste
ven i ANC få dage før, da en bilbombe detonerede under ham
lige udenfor vores dør. Denne tillid (enhver kunne jo se at
min bog ikke kunne være fremstillet af Sydafrikas
kontraspionage) bevirkede at vi fik til opgave at bringe et
hemmeligt dokument ned til en ANC-gruppe i Botswana med besked
om at spise papirerne, hvis vi blev standset. Det lykkedes os
at udføre opgaven, men få dage efter blev hele
modtagergruppen udslettet, da sydafrikanske elitetropper
krydsede ind over grænsen og myrdede alle. Hvor let kunne vi
ikke selv have været til stede den nat, det skete, tænker
jeg nu. Nej, overmagten var simpelthen så umenneskelig at
ingen af os inderst inde nogensinde troede på at sejren ville
lykkes. Kitte og jeg havde også vore øjeblikke med direkte
galskab, da vi - efter at jeg var blevet bandlyst i Sydafrika
- forsøgte at snige os over grænsen gennem ørkenen ind i
det såkaldt suveræne bantustan, Bophuthatswana. Blev vi
standset, tænkte vi, kunne vi sikkert vinde de sorte
marionetsoldater over på en eller anden måde. Kun Kitte kan
finde på sådan noget. Herregud, vi havde 4 år før sammen
med Vibeke og min ekskone sneget os over grænsen ind i det
revolutionære Guinea Bissau lige efter befrielsen og fået
guerillasoldaterne, der pludselig overrumplede os i junglen
med AK-47'ere væmmeligt strittende i maven på os, overtalt
til ved hjælp af lidt cigaretter at lade os slippe ind. Men
nej, hernede kom vi ikke langt før vi opdagede hvem der var
de virkelige herrer i Sydafrika.
Jo, minderne vældede op nu hvor jeg så Mandelas højtidelige
indsættelse - helt tilbage til den dag, da jeg som 14-årig
ikke kunne komme til at tisse, fordi min mor havde renset
w.c.'et og bagefter dækket det over med en avis. Men igennem
wc-sædet opdagede jeg det oprivende billede af hvide
betjente, der slog løs på sorte efter massakren i
Sharpeville. Jeg husker at det gjorde så stort et indtryk på
mig, at jeg klippede det ud og siden skrev en stor opgave om
det i Slebsager skole. Jeg tror nok at dette billede ligger
bag alt, jeg siden hen har foretaget mig i USA.
Fortsættes i 2. del |