Julebrev 1998 3.
del
Næste morgen fløj jeg til Wyoming for at
holde show. Det var mit første i denne tyndtbefolkede
cowboy-stat og årsagen var det nylige hadske mord på en bøsse,
som selv i Norge havde været på avisforsiderne. Den enes død
har jo altid været mit brød. I lufthavnen blev jeg samlet op
af den lesbiske arrangør, som var af "dike"-typen,
hvorfor jeg straks følte mig tryg ved at bringe emnet op. Næst
efter jøderne er lesbiske jo den minoritet, som organiserer
flest shows for mig hvilket har givet mig en del indsigt. Som
maskulin "dike" følte hun sig i sit es i
cowboyernes mandsverden og var særdeles respekteret, kunne
jeg se. Men for den mere feminine type af bøsser som den
myrdede Matthew var det et helvede herude, hvorfor de fleste søger
mod ghettoerne på øst- og vestkysten. Hun viste mig i øvrigt
kirken, hvor han blev begravet fra, og hvor et stort hylekor
af religiøse bøssehadere havde stået udenfor og råbt
"Fags must die!" Da mit publikum den aften var næsten
ligeligt fordelt mellem en stor gruppe overvægtige cowboys og
en ligeså stor gruppe overvægtige lesbiske (der godt kunne
have været cowboyernes koner hvis man ikke lige vidste at de
var en del af arrangørens undergrundsnetværk), lagde jeg
straks ud med en dundertale i anledning af Matthews død. Da
showet klogeligt var opreklameret neutralt som "en dansk
vagabonds amerikarejse" var der da også nogle af
cowboyerne, der vandrede ud, straks de fik færten af hvad det
drejede sig om. Men andre iblandt dem kom i løbet af aftenen
"ud af hatten" og hviskede til mig at de faktisk var
bøsser. At opleve sådanne dybe spændinger i denne
republikanske stat skærpede min kampvilje og derfor var jeg -
mod sædvane - på ingen måde diplomatisk, da jeg blev
interviewet "live" til fjernsynsnyhederne. Normalt
bruger jeg interviews til at lokke folk ind og se showet, men
da jeg ikke gjorde mig store forhåbninger om dette her, kunne
jeg ligeså godt angribe homofobien uden omsvøb. Dog fordømte
jeg også dødsdommen over Matthews mordere. - Næste dag kørte
jeg en vidunderlig smuk tur langs bjergene op til et show i nærheden
af Yellowstone Nationalpark. Prærieharerne sprang lige ind i
sportshallen, hvor jeg stod, når vi ikke holdt dørene
lukkede. Men da jeg opdagede - og genså stedet på I-90
motorvejen klods op ad skolen - hvor jeg havde stået for nøjagtig
25 år siden og ventet på et lift, blev jeg så sentimental
at jeg ikke kunne lade være at fortælle om netop denne dag
til publikum. Derved fik talen vist nok et lidt mere
heteroseksuelt tilsnit. For det var den dag hvor jeg netop
havde forladt en cowgirl-kæreste, Joan Jensen, om morgenen i
Spearfish. Hun havde indfanget mig med sin lasso aftenen før
på en lokal saloon og jeg har stadig et billede af mig
siddende på hendes hest - iklædt hendes cowboyhat og mit
blaffeskilt "Touring USA from Denmark". Jeg har tit
skrevet om hvor løssluppen ungdommen var dengang, når jeg
kom ind i små midtvestlige og vestlige byer, og jeg synes
dette er værd at have in mente når den nu som voksen i netop
disse stater udgør Clintons mest moralske og argeste
modstandere. For one-night stands som det med Joan var faktisk
en daglig begivenhed i disse tyndtbefolkede områder dengang.
Natten før havde jeg således boet hos indianerpigen Diane
Tyrrell i Rapid City. Her var jeg kommet blaffende ind efter
oprøret i Wounded Knee. Da hun så mig i en bar, ville hun
sikre sig og tog mig straks hjem og lagde mig i seng. Derefter
tog hun tilbage til baren for at feste videre med vennerne, da
det var hendes fødselsdag, og først ud på natten kom hun
hjem og kastede sig over sit bytte. Og dagen efter Joan var
jeg så strejfet her igennem Wyoming for at ende hos Pat
Janowsky i Billings, Montana. Inden hun lagde mig i sin seng,
tog hun mig med til gymnastik. Jeg husker det tydeligt, for
mens jeg stod og nød synet af hele denne hær af piger på
gymnastikgulvet, kom jeg til at tænke på hvor mange jeg selv
havde været sammen med det sidste år. Da jeg begyndte at
regne efter, fik jeg et mindre chok da jeg opdagede at jeg
allerede havde haft flere forhold end de 69, der fyldte denne
kæmpehal. Og det var udelukkende i de første to år, hvor
kvinderne altid kaldte mig "prudish" og
tilbageholdende. Jeg skal nok undlade nogensinde at oplyse om,
hvor mange der kom til i de sidste tre år, hvor jeg helt
kastede tøjlerne los og sagde "ja" til alt og alle.
Og alligevel føler jeg mig uskyldsren som en Clinton overfor
Monica (som jeg iøvrigt havde som elev i Lewis og Clark uden
at blive "blæst omkuld" af hende). Thi at dette
siger mere om den amerikanske ungdom dengang end om mig er
nemlig let at demonstrere; gennem hele det år jeg boede i
Canada fik jeg mig aldrig én eneste kæreste. Så desperat
var jeg deroppe, at jeg begyndte som en Jacob Riis at skrive
hjem til jer gamle danske kærester - Lisbeth og Lotte - for
at invitere jer over i min canadiske ensomhed. Ja, jeg gik sågar
en dag til psykolog for at finde ud af om der var noget galt
med mig, siden jeg aldrig kunne få fat i nogen blandt de
tusinder af veldrejede teenagere, der hver weekend vandrede op
og ned ad Younge og Bloor i Toronto. Jeg husker blot at
psykologen sagde, jeg skulle gå ud og fælde træer. Efter at
have gjort det i et år, tog jeg så til USA hvor hans råd
med ét syntes at hjælpe. - Og nu stod jeg så her i Wyoming
25 år efter - midt i de sørgelige republikanske levninger af
min fortids overflodsbord - og mindedes de bedre tider. Jo,
jeg har ikke så få 25-års jubilæer jeg skal igennem i år,
men skal nok lade være med - her i et hyggeligt julebrev - at
invitere jer med til dem alle!
Da Mitch havde lavet ravage i mine kirkeplaner for Søren
Ulrik Thomsen, havde jeg lovet ham at nå hjem fra Wyoming
tidsnok til at tage ham i et par andre kirker i Harlem onsdag
aften inden næste dags afrejse til Guatemala. Jeg var ganske
vist lidt nervøs for køreturen fra det nordlige Wyoming, der
faldt næsten på årsdagen for min ulykke sidste år -
ligeledes i glat føre og i udlejningsvogn på vej mod et fly.
Men først i lufthavnen gik det galt. Hele det lille pløjemarksfly
var fyldt op, da en grædende kvinde stod desperat og forsøgte
at komme med. Hendes bror var netop blevet skudt dagen før og
hendes eneste chance for at nå frem til begravelsen næste
dag var at komme med dette fly. United Air forsøgte at
overtale passagerne til at opgive et sæde, men ingen ville.
Jeg selv følte ikke at jeg kunne lade Søren Ulrik i stikken,
men jeg følte heller ikke at jeg kunne nægte kvinden at
komme til sin så pludseligt afdøde brors begravelse. Da jeg
kom til at se ind i hendes grædende, desperate øjne - uden Søren
Ulrik i nærheden - var valget ikke så svært og jeg måtte følgelig
tilbringe en frygtelig lang dag i en mennesketom lufthavn
"in the middle of nowhere". Da jeg vidste at Søren
ikke selv turde tage til Harlem, fik jeg telefonisk arrangeret
ledsager for ham i New York, men da jeg ud på aftenen nåede
frem, havde de alligevel opgivet og taget en hvid kirke i
stedet. Jeg var frygtelig ked af at have ladt ham i stikken
med historien om et uforudsigeligt mord - på denne eneste
mulige dag for at lave noget sammen. Da jeg så hans
skuffelse, følte jeg endnu engang at jeg burde lære en dag
at sige nej til kvinder!
Næste dag havde jeg mere held med at komme
til Guatemala. Jeg var bekymret for at ankomme efter midnat i
en by, hvor ingen tør at gå ud om aftenen. Volden var blevet
helt vanvittig. Nervøse soldater kører rundt med maskingeværer
med lange kuglebælter monteret på lastbiler. Ingen bank har
mindre end tre maskinpistolbevæbnede og særdeles nervøse
soldater, den ene i et skudsikkert glasbur. Selv skotøjsbutikker
og McDonalds havde soldater. Men hermed være også sagt at
der er et blomstrende forretningsliv - modsat den ødelagte økonomi
jeg havde fundet i Nicaragua, hvor jeg endnu mere skræmt var
ankommet om natten i en voldsplaget, men helt mørklagt
hovedstad. For Guatemala var næsten ugenkendeligt efter 25 års
fravær. Hvor befolkningen dengang var på størrelse med
Danmarks, var den nu fordoblet. Hvor Guatemala City dengang
var en støvet, lav "wild west" by, sad jeg nu til møder
med CARE i et af de mange airconditionerede "solbrillebeklædte"
højhuse. Infrastrukturen lignede mere i-landes end u-landes:
den tids markvej, the panamerican highway, var vokset til en
moderne motorvej mange steder. Men magtstrukturen var kun
blevet forværret. Alt det der havde ophidset mig så meget
dengang med læsning af bøger såsom "Guatemala -
occupied country" - koncentrationen af al rigdom på kun
10 familier - at jeg ønskede at være med i kampen for at ændre
det, ja, hele denne ulighed var naturligvis vokset til det
groteske. Blot var det hele gennem en globaliseret økonomi nu
langt mindre gennemskueligt. CARE's direktør, Mike Godfrey, som glad udbrød at jeg kom som sendt fra himlen idet de netop
stod og manglede en masse billeder til deres nye
publikationer, bad mig netop om billeder af de groteske og
hastigt voksende klasseforskelle "like photos of
Mercedes' next to poor Indians." Tak skal du ha', tænkte
jeg, det er jo netop den slags billeder, jeg er ekspert i.
Jeg tilbragte først en par afslappede dage i
det gamle historiske Antigua - af FN udråbt som en af verdens
10 mest enestående byer. Det jeg aldrig begriber er hvordan
spanierne kunne opdage Amerika i 1490 og kun få år efter - i
1540 - allerede havde påbegyndt domkirker så store som i
Europa. Efter flere jordskælv mistede byen sin status som
hovedstad i 1700-tallet, men selve byen står som før og det
var smukt at gå rundt i ruinerne af de gamle domkirker,
klostre osv. Guatemala er også blevet et farverigt turistland
igen efter de blodige år, men hvor det før var mest
amerikanere jeg løb ind i, hørte jeg nu dansk overalt og så
- bortset fra forfærdelige evangelistiske missionærer -
ingen amerikanere. Overalt sad danskere og checkede dagligt
deres emails hjemmefra på internetcafeer og syntes at bruge
mere tid på at skrive hjem om rejseoplevelser end på at
rejse og opleve. For 25 år siden havde jeg ingen
kommunikation med mine angste forældre hernedefra. Nu fik jeg
pludselig en email midt i junglen fra Didde - datter af Jens,
min bedste legekammerat på nabogården i vores landsby - om
at komme til hendes fars 50 års fødselsdag 10 dage efter.
Jo, det varmede og det må vel siges at være et fremskridt
for Guatemala. Men selv om uligheden var vokset, havde den
store fattige befolkning af Mayaindianere trods alt også haft
fremskridt i form af elektrificering i hver eneste hytte.
Dette chokerede mig så meget at jeg tænkte: "Hvad
pokker laver du egentlig her for CARE?" Men problemerne
var selvfølgelig ikke blevet mindre for indianerne, der i
stadig større antal er presset sammen omkring deres
majsmarker på stejle bjergskrænter, mens godsejerne og de 10
rige familier besidder al den gode, flade jord. Og straks jeg
blev samlet op af CARE's store Toyota Landcruisers, vidste jeg
også at den fine infrastruktur jo ikke gjaldt for Mayaerne.
Jeg fik den unge, sjove CARE-ansatte, Veronika, som min
assistent, og kørte med hende og en chauffør til de
fjerneste områder oppe i bjergene ved Mexico, hvor
guerillaerne aldrig nåede. Til gengæld står de jo nu stærkt
på den anden side af grænsen. Bønders leveforhold ligner
hinanden overalt i den Tredje Verden, hvorfor det føles som
én lang repetition at fotografere dem. Her var de dog ligesom
i Bolivia utroligt farverige og det glædede mig at indianerne
her syntes ligeså stædige med at fastholde deres kultur. Skønt
det kun var få timers kørsel fra storbyen, siger det noget
om klasseforholdene i landet at bypigen Veronica aldrig nogen
sinde havde været "i junglen" og se sit lands
flotte Mayaindianere, mens hun havde været i både London og
Paris. Denne klasseforskel syntes jeg også hun førte lidt
for meget med i sit CARE-arbejde. Om natten boede hun på de
fineste hoteller til 60$ per nat. Dette havde jeg naturligvis
ikke råd til og måtte bruge en hel del tid på at finde mine
sædvanlige lus-ludder-og-loppe-hoteller til 10$. Men da
chaufføren et sted måtte bruge en time både morgen og aften
på at tage mig til en helt anden slumby, hvor der fandtes sådanne
billige hoteller, forstod jeg ikke hvorfor Veronica ikke blot
fik CARE til at betale for et værelse i hendes eget hotel, når
jeg immervæk havde brugt 500$ på at rejse ned for at lave
gratis arbejde for CARE. Det ville jo have været rart med
lidt lys i værelset, så jeg kunne læse i de lange mørke nætter.
Dette paradoks stod i skærende kontrast til alt det
forarbejde CARE havde sat i gang pga. mit besøg. Hver dag var
der arrangeret store møder med mayaerne i projektområderne
med højtidelige taler og gratis mad og olie til alle. Så
hvis jeg følte mig "lille" og ubetydelig om natten
i mine ludderhoteller, følte jeg mig ikke blot som noget af
en VIP - men jo også kæmpestor - når jeg fik at vide at
disse små barfodede indianere var vandret op til 30 km fra før
daggry for at nå frem til det patetiske møde - med mig!
Disse CARE-møder har dog den fordel, at bønderne der bliver
fortrolige med mig, hvorfor de ikke bliver så skræmte, når
jeg siden kommer til deres lerhytter og fotograferer dem. Med
CARE's hjælp og tolkning kan jeg derfor tage billeder af de
sky Mayaer, som ingen turist ville være i stand til at tage,
thi hvor som helst jeg forsøgte at fotografere dem udenfor
CARE's projektområder, stak de altid af eller vendte ryggen
til. De føler jo at man tager deres sjæl, men giver
velvilligt denne fra sig i en god byttehandel med CARE. Som
altid blev jeg forelsket i de farverige kvinder og følelsen
var vist gensidig, for jeg havde en hale af dem efter mig
overalt i majsmarkerne. Det overraskede mig at finde højder
som i Bolivia. Et sted havde en lille flok barfodede kvinder
og snottede børn stået og ventet på os fra tidlig morgen i
isnende kulde i et næsten skotsk tågefyldt landskab på
toppen af et bjerg. Overalt elsker de farver, men da jeg ville
vandre op til en af deres traditionelle farvede kirkegårde
med hvert eneste gravkapel i skrigende stærke kulører, følte
jeg mig døden nær selv. For her i 4 km's højde havde jeg
den samme åndenød ved at vandre opad som på altiplanoet i
Bolivia. Iøvrigt var jeg der for kort tid til at kunne leve
mig ind i Mayaernes specielle kultur og skal ikke gøre forsøg
på at beskrive den. Med min særlige interesse for at redde
regnskovene var jeg glædeligt overrasket over at se hvor
meget skov der er tilbage i Guatemala og på trods af de
stejle majsmarker så jeg intet steds erosion. Hvis freden slår
virkeligt igennem og volden nedtrappes en smule - især
turistoverfald på landevejene og vulkanerne - ser jeg
Guatemala som et sandt turistparadis i fremtiden. Det er trist
at erkende at det er nu vi alle sammen skal skynde os at se
den Tredje Verden inden store dele af den bliver én stor
overbefolket, voldsplaget og stort set ens metropol.
For vore børn og børnebørn vil det være
for sent.....
Da jeg fløj tilbage var det Thanksgiving i
Amerika og jeg benyttede anledningen til at stige af flyet i
Atlanta i nogle timer for at fejre højtiden med min bedste
ven i USA, Timothy. Det var næsten på dato mit 25-årsjubilæum
med Timothy, som i så mange år viste show i Danmark, hvorfra
mange af jer kender ham. Senere lavede han utroligt fine
workshops med mig i USA i flere år, men efter 20 års
samarbejde havde jeg ikke råd til at ansætte ham mere og måtte
sætte ham af - bogstaveligt - i ghettoen igen. Hans familie
var ganske vist af den pænere sorte middelklasse, men på en
eller anden måde repræsenterede Timothy altid ghettoen og
rummede i sig dens bundløse fortvivlelse af vold og
selvdestruktion. Skønt han var narkoman, da jeg mødte ham
for 25 år siden, nærede jeg altid store forhåbninger til
ham; ingen har nogensinde tænkt i så ens baner som jeg selv,
men samtidig været så meget bedre end mig selv til at
udtrykke mine tanker. Så vi var altid et meget stærkt
makkerpar - især i USA hvor skolerne hyppigt inviterede
Amerikanske Billeder tilbage udelukkende for at få hans stærke
analytiske evner og veltalenhed igen. Nu ville jeg overraske
ham med at fejre jubilæet for vores lange venskab, men da
hans søster Harriet - som var en af mine første lesbiske kærester
- samlede mig op i Atlanta lufthavn, blev der straks lagt en dæmper
på min glæde over det snarlige gensyn. "Hør,"
sagde hun næsten inden jeg var steget ind i bilen, "du må
lige vide dette inden du ser Timothy igen: hold øje med dine
penge hvert eneste sekund!" Så vidste jeg at Timothy var
blevet junkie igen, men fornemmede også at jeg denne gang
intet kunne gøre for at hjælpe ham. Jeg havde set så mange
af vore fælles venner vende ham ryggen igennem årene pga
denne selvdestruktive side, som det først og fremmest
lykkedes at holde i ave ved at give ham så meget rampelys og
løn som muligt. Men flere gange havde jeg - især sammen med
moderen - været aktivt involveret i at hjælpe ham ud af
knibe, når han stod med op til 20 års fængsel over hovedet.
Nu blev jeg rystet over at finde at alle i hans vidunderlige
store familie, som jeg gennem alle årene har følt var min
egen familie, havde vendt ham ryggen. Alle havde han røvet og
ikke engang i moderens hus var han velkommen længere. Han
boede i et lille udhus ved Harriets og hendes kæreste, Normas
kæmpehus, men fik kun pga mit besøg lov til at komme ind i
huset. Gensynet med ham var varmt og overstrømmende
hjerteligt og vi drak en del vin sammen, men hele tiden var
han som under enormt pres for at overbevise mig om "at nu
var han på vej op igen" - toner jeg havde hørt så tit
før - ikke mindst i det sidste brev til mig, hvor han netop
havde været på randen af selvmord. Derpå skulle vi alle
over til den store Thanksgiving fest hos Timothys familie og måtte
tage afsked, da han som den eneste i familien ikke var
velkommen. Jeg vidste at jeg endnu engang ville skulle
forsvare ham overfor familien, thi ingen anden end jeg -
heller ikke blandt folk i Danmark - har troet på, opmuntret
og set virkeliggjort de enorme livgivende kræfter, Timothy
rummer i sig ved siden af de mørke. Evigt og altid kom jeg
tilbage og berettede for hans familie om hvordan han kunne
bjergtage publikumer på 3-400 mennesker, kunne tryllebinde
dem i gråd og latter i over 12 timer uden pause, kunne forløse
selv de mest fortrængte knudebundter af incest og mishandling
i mennesker, kunne få endog de mest konfliktramte modstandere
såsom jøder og palæstinensere til at føle sig som ét,
osv. For mig repræsenterede Timothy alt det jeg så
undertrykt og fængslet af samfundsvolden imod ghettoen
hvorfor jeg fanatisk fastholdt min tro på ham - selv når nok
så mange af mine personlige venner var blevet røvet og
voldtaget af ham i processen. Vender jeg ham ryggen, tænkte
jeg, er det ensbetydende med at vende ghettoen ryggen og blive
en del af racismens mørke kræfter. Der er omkostninger ved
at forsøge at vende et undertrykkelsesmønster om og nogen må
være villig til at betale dem. Men da jeg ikke ud af mine
honorarer var i stand til længere at opveje eller modvirke
Timothys mørke sider, havde vi ikke andet valg end at skilles
efter 20 års samarbejde. Begge havde vi grædt, da jeg satte
ham af ved det mørke, triste ghettomurstenshus, hvor jeg
havde mødt ham mange år før. Og således måtte vi nu igen
skilles efter dette korte, smerte-fulde 25 års jubilæum -
for at jeg kunne fejre Thanksgiving med hans store familie,
som jeg elsker næsten lige så højt. Harriet og Norma kørte
mig til en villa, der ville have været enhver Bill Cosby værdig,
hvor jeg blev mødt med en overstrømmende glæde, knus og
kram af næsten 50 familiemedlemmer og venner. Men kun moderen
spurgte mig om jeg havde set Timothy og kom overhovedet ind på
om der var noget vi kunne gøre for at hjælpe ham - skønt
det i samtalens forløb mere og mere gik op for mig at også
hun endeligt havde opgivet ham. Og dette måtte jeg vel tøvende
indrømme overfor mig selv at også jeg havde, tænkte jeg, da
Harriet kort efter kørte mig mod lufthavnen, ved selv at have
valgt familien over ham, resten af denne traditionelle
amerikanske genforeningsdag. Ingen dag er vigtigere for
amerikanerne end netop denne - end ikke Julen. Derfor bragte
dagen netop minderne frem fra Timothys storhedstid; for sent
glemmer jeg en Thanksgiving på eliteuniversitetet Colgate i
New Yorks bjerge. Alle eleverne var for længst taget hjem,
men en mindre kreds på 100 sad tilbage - fuldstændig opløste
i tårer under Timothys bevægende workshop og nægtede slet
og ret at tage hjem før den var slut - skønt alle busser og
tog for længst var holdt op med at køre og sneen piskede ned
udenfor og til sidst gjorde det umuligt at komme derfra. Jo,
der var nogle der havde valgt at sne inde med Timothy fremfor
at nå hjem til det årlige familiebesøg! Og nu lod jeg ham
blot i stikken på vores 25 års-jubilæum....
Da jeg ikke nåede flyet begyndte jeg, som
hvert år på Thanksgiving Day, at ringe rundt for telefonisk
at "genforenes" med og glæde gamle venner. En af
dem var Teresa, som tankerne om Timothys mørke kræfter netop
nu fik mig til at tænke på, fordi jeg også med hende havde
haft en helt speciel Thanksgiving-oplevelse. Jeg havde først
haft et show i den racistiske Detroitforstad, Dearborn.
Allerede under spørgerunden i pausen havde jeg været
irriteret over tonen i hendes spørgsmål, som forekom mig
anklagende som udsprang de af en indre vrede. I eliteskolerne
for de rige folks børn vader jeg i succes, forståelse og
beundring, så når jeg pludselig står i arbejderklassens
skoler, bliver jeg tit slået ud af den ved ikke at møde
samme umiddelbare sympati. Teresa udtrykte ikke direkte
racistiske ting i sine spørgsmål, men jeg fornemmede at de
udsprang af racisme og blev så irriteret på hende at resten
af publikum kunne mærke det. Efter showet var der workshop og
jeg husker min irritation over igen at se hende blandt
deltagerne. Og igen følte jeg hendes anklager og blev ikke
blot defensiv, men direkte aggressiv overfor hende i min
stemmeføring. Da vi ud på aftenen var færdige, foreslog
arrangørerne at vi tog ind til en sort natklub, Snickers, i
ghettoen i Detroit og mens vi pakkede sammen spurgte de
"Hvorfor var du så irriteret på den kvinde?"
"Jeg kan ikke forklare det," svarede jeg. Men da
Teresa ikke var gået endnu, følte jeg mig skyldig over min
opførsel og gik hen og spurgte om hun ikke havde lyst til at
tage med i Snickers - uden dog at have den mindste lyst til at
se hende mere. Hun sagde at hun desværre ikke kunne komme, da
hun skulle hjem og lufte sin hund. Men mens vi sad og hørte
en bluessangerinde i Snickers, ringede hun pludselig til
natklubben og bad om at tale med mig. Hun spurgte om jeg ikke
havde lyst til at komme på besøg næste dag. Jeg svarede at
jeg skulle have show i Albion College, der ligger næsten på
halvvejen til Chicago. "Men bagefter har jeg Thanksgiving
ferie og måske jeg så vil droppe ind," svarede jeg uden
dog selv at have det mindste lyst til det. På vejen til
Albion tænkte jeg imidlertid over, hvad der var gået galt i
kemien imellem os og konkluderede at hun indeholdt en dyb
indre vrede og at jeg ville forråde mine egne principper om
at være åben og lydhør overfor denne. Vrede og vold er jo
altid et forsøg på at komme i kontakt med én - netop som
hun selv med sin udstrakte hånd senere på natten havde vist.
To dage efter kørte jeg derfor den lange vej tilbage til
Detroit og spurgte om jeg måtte flytte ind hos hende i
Thanksgiving-ferien - igen af ren skyldfølelse over at jeg
tidligere havde mishandlet hende - og skønt jeg havde så
meget mere lyst til at holde Thanksgiving hos en sød pige i
Dayton, Ohio, som havde inviteret mig. Det var ikke
uproblematisk at bo hos Teresa i et højkriminelt område, men
vi løste problemet ved at sætte hendes store bidske schæferhund
ud i min bil for at undgå indbrud. Fra nu af begyndte Teresa
at blive mere åben uden at virke anklagende overfor mig. Hun
sagde at hun havde behov for at fortælle mig noget, som hun
aldrig havde kunnet fortælle til sine kammerater i skolen,
men efter at have set mit show og workshoppen følte hun, at
jeg ville forstå hende. Før hun var begyndt i universitetet
havde hun nemlig været prostitueret og var i denne rolle
avanceret til de højeste grader som "high-class call
girl". Da jeg stolt bemærkede at jeg tidligere havde
boet privat på Silverøen udenfor San Francisco hos Margo St.
James - selve lederen af USA's prostituerede som bl.a. i sin
egen karriere havde betjent guvernør Rockefeller - var
tilliden straks skabt, for Teresa havde personligt mødt Margo.
Hun havde selv betjent de fineste forretnings-folk og
politikere og nævnte adskillige kendte navne. Så dygtig
havde hun været, at hun som eneste call girl havde været
ansat på ugelange sommerlejre for over 100 millionærer,
bankdirektører osv. Hun trak en kasse ud på gulvet og
begyndte at vise mig billeder af sine tidligere kunder - alle
mænd i deres bedste alder og på toppen af deres karriere,
udledte jeg af bl. a. avisudklippene - og hyppigt fotograferet
sammen med Teresa i en overdådig livsstil. Hun fortalte
hvordan hun i alle disse år var blevet fuldstændig afhængig
af dette overklasseliv af dyre kjoler, biler, sprut og i
stigende grad piller og narkotika. Alt dette var for mig nøgleord,
der sammen med hendes anklagende vrede og bævende stemme, som
jeg tidligere havde fornemmet under mit show, røbede en dyb,
dyb smerte. Jeg fornemmede at dette var ved at udvikle sig til
en større terapeutisk seance og at hendes tidligere vrede
imod mig blot var det sædvanlige klodsede råb om hjælp. Som
den følelsesmæssige træmand, jeg altid havde følt mig som,
havde jeg på det tidspunkt aldrig lavet emotionelle workshops
som Timothy, men tog nu chancen og prøvede at mande mig op
til det bedste, jeg havde lært af ham. Så mens vi sad over
billederne på gulvet, greb jeg hendes hænder og spurgte om
hun havde været udsat for incest i barndommen, da jeg havde
erfaring nok med prostituerede til at vide, at en sådan form
for mishandling stort set altid lå til grund for deres senere
erhverv. Spørgsmålet overrumplede hende, men efter lang tids
tavshed og grublen, begyndte tårerne nu at stige op i øjnene
på denne kvinde med den hårde ydre skal, og jeg vidste at
jeg havde fat i den rigtige ende. Hun fortalte nu om en forfærdelig
barndom, hvor hun havde været fuldstændig underkuet af
stedfaderen. Denne havde ikke blot misbrugt hende seksuelt,
men også på enhver anden måde knust hendes selvtillid ved
altid at kalde hende "doven, uduelig, dum, grim
etc." Et sådant mønster, vidste jeg, åbner op for
yderligere skader senere i livet. Og da jeg spurgte om andre
havde misbrugt hende, fortalte hun om adskillige andre i
familien, bl. a. hendes brødre og bedstefar. Da hun viste mig
feriebilleder fra en køretur, hun havde været på gennem
sydstaterne sammen med bedstefaren, blev hendes tårer til en
stille hulken. For bedstefaren så på billederne ud som den kærligste
mand og alligevel havde han voldtaget det dengang 10-årige
pigebarn igen og igen. Det var det klassiske eksempel på
undertrykkelse, jeg havde oplevet så ofte før; den første
incest og berøvelse af selvtillid og følelse af kontrol over
sit eget liv bliver uundgåeligt til et usynligt stempel
prentet ind i panden, men åbenlyst for enhver potentiel
undertrykker, der selv har lidt tilsvarende skade. Derfor
spurgte jeg nu om hun nogensinde var blevet voldtaget som
teenager. Hun var overrasket over at jeg allerede kendte
svaret og fortalte om to voldsomme overgreb på gaden - det
ene med efterfølgende hospitals-indlæggelse. Jeg havde nok læst
om det, men aldrig havde jeg personligt oplevet så klassisk
et undertrykkelsesmønster af vold og overgreb - førende til
yderligere vold og overgreb - og langsomt manipulerende et
mere og mere magtesløst individ op i den ultimative
undertrykkelsesrolle som voksen prostitueret og narkoman. Men
hele tiden måtte jeg "trække" det ud af hende, for
som altid lå det gemt i lagvis af fortrængt erindring og
forsøg på at beskytte og undskylde de gerningsmænd i
familien, som på billederne tog sig så kærlige og
almindelige ud. Hver gang jeg trængte ned igennem et af de
benhårde lag og fik kendsgerningerne ud i lyset, blev hendes
gråd mere og mere åbenlys, indtil den til sidst blev helt
ukontrollabel. I to dage sad vi sådan på gulvtæppet og
ruskede i hinanden, holdt hænder eller om hinanden og græd -
også jeg fordi jeg ikke kunne undgå at blive bevæget. - Nu
blev jeg nysgerrig efter at høre om hvordan hun var kommet ud
af sin forfaldenhed som ludder for overklassen. Hun fortalte
at en af de mange millionærer, en sagfører, var blevet
forelsket i hende, og gennem sin langvarige kærlighed havde
han langsomt fået genopbygget en del af hendes selvtillid.
Han havde overbevist hende om at med hendes skarpe og
veludviklede tungebånd, kunne hun selv blive en god sagfører
og havde hjulpet hende med at komme på nedtrapning og
derefter finansieret hendes uddannelse. Faldet fra hendes
tidligere ekstravagante overklasselivsstil til almindelig
student havde været dramatisk - især efter at deres forhold
gik i stykker. Hun var flyttet ind i Indian Village, et
fattigt område af Detroit, hvor hun ustandseligt var blevet
overfaldet og røvet af sorte og havde haft indbrud i huset -
igen i tråd med den tidligere nævnte offerrolle. Når hun
fortalte mig om alle disse overfald, brugte hun hele tiden
udtrykket "fucking niggers," hvorved hun nu åbenlyst
gav udtryk for den racisme, jeg tydeligt under mit show havde
fornemmet i hende - skønt hun ikke i universitetets atmosfære
af politisk korrekthed åbent havde udtrykt den. Men udtrykket
"fucking niggers" viste endnu engang, at racisme
IKKE er forårsaget af ens eget forhold til sorte, men har sit
udspring i den mishandling man tidligt i barndommen er udsat
for, i hendes tilfælde ved at blive "fucked" af sin
egen hvide familie. En dag havde hun haft indbrud af sin egen
bror, som havde stjålet alle hendes dyrebarste smykker og alt
familiens arvesølv. Pludselig havde hun forstået - rent
intellektuelt - at det ikke var "niggere", der ude
efter hende, men junkier. For junkier - sorte eller hvide - er
jo i stand til at gøre alt mod deres nærmeste, som Timothy
viste. Hendes bror var nemlig selv blevet mishandlet af
stedfaderen, frarøvet selvtillid og siden manipuleret op i
den ultimative undertrykkerrolle som hende selv. Men selv om
hun på sit eget afvænnings-kursus var blevet bedste veninde
med en smuk sort kvinde (som jeg mødte og som nu er med i mit
show), der efter en lignende opvækst var endt som
alkoholiker, - ja, så ændrede det ikke ved den kendsgerning
at Teresas dybe uforløste vrede hele tiden fik hende til at
udtrykke sig racistisk. Det var jo netop derfor mine og
Timothys såkaldte "racism workshops" altid handlede
om alt muligt andet end lige netop det snævre begreb
"racisme". Nemlig om de personlige skader vi alle på
forskellig vis slæber rundt med gennem livet, som styrer
vores adfærd og får os til at tænke negativt om andre. Når
oplevelsen med Teresa var så stærk for mig, var det ikke kun
fordi jeg gennem mødet med hende fik lejlighed til at
praktisere alt det, jeg i årevis kun havde undervist om på
et teoretisk plan. Nej, det var fordi det var en af de få
gange i mit liv jeg for alvor havde følelsen af at være aktivt
involveret i at bekæmpe racisme. Ikke blot gennem tom snak,
men gennem handling. At være direkte på barrikaderne i denne
kamp - som i tilfældet med Teresas forløsning - er en
utrolig smuk oplevelse, for der er efter min mening ingen
andre måder at bekæmpe racisme effektivt på end netop
gennem sådanne terapeutiske sessioner. Og at gå "på
barrikaderne" i denne kamp sker kun med sit eget liv som
indsats - som jeg nu oplevede det med Teresa. For under forløsningen,
som består i at man langsomt skræller lag efter lag af de hæslige
og hårde facader af kroniske lidelsesmønstre, man har fået
gennem livet, klæder man i virkeligheden det andet menneske såvel
som sig selv af, så det fremstår i al sin nøgne og
oprindelige skønhed. Dette oplevede jeg i sandhed med Teresa.
For denne kvinde, som jeg under mine sammenstød med på
universitetet havde næret en sådan irritation og direkte
afsky overfor, at det nærmede sig æstetisk idiosynkrasi,
blev gennem to dages udladninger skønnere og skønnere i mine
øjne. Ikke blot var jeg nu i stand til at se hendes indre skønhed,
men også hendes fysiske ydre skønhed. Det siger sig selv at
hun som tidligere call girl for overklassen måtte være både
veldrejet og smuk, men pga hendes dybe vrede havde jeg været
fuldkommen blind overfor denne side af hende. Jeg var sikkert
også selv blevet smukkere under denne proces, hvori jeg havde
givet alt i mig selv - ligesom jeg gang på gang havde oplevet
Timothy blive det, så alle i hans emotionelle workshops
langsomt blev forelskede i ham. Resultatet var i al fald at -
skønt fuldt påklædte - Teresa og jeg sad som to næsten
"nøgne" mennesker på gulvet og blev mere og mere
forelskede i hinanden. At hun som tidligere call girl var ret
lemfældig med påklædningen overfor mig - især om natten når
vi sov i hendes store dobbeltseng - gjorde nok ikke
situationen bedre. Den sidste dag, som var Thanksgiving
torsdag, havde vi opnået en intimitet med hinanden som et ægtepar.
I taknemmelighed over alt det, der netop var sket for hende -
den ekstatiske følelse af befrielse - ønskede hun at lave en
stor Thanksgiving middag for mig og sammen foretog vi indkøbene
og forberedelserne hele formiddagen og glædede os til at sætte
prikken over i'et på denne måde. Men om eftermiddagen
begyndte jeg at få mere og mere kolde fødder og kort før
kalkunen skulle ud af ovnen, sagde jeg pludselig til hende at
jeg blev nødt til at tage af sted. Jeg behøvede ikke at
forklare det nærmere, for hun vidste godt hvorfor, sagde hun.
Derefter tog jeg en meget hurtig afsked med hende, for at det
ikke skulle ende i yderligere gråd, og kørte ensomt ud af
motorvejen, mens hun stod alene tilbage i sit lille hus med en
kæmpemiddag, vin og tændte stearinlys over det hele. Sagen
var at jeg ligesom hende vidste at dette ville udvikle sig
ikke blot til en uskyldig forelskelse, men også uundgåeligt
til et egentligt forhold - emotionelt såvel som seksuelt. Og
skønt jeg på alle måder ønskede et sådant, stred det så
voldsomt imod mine mangeårige principper, at jeg reelt ikke
havde andet valg end at stikke halen mellem benene. For det første
mit gamle vagabondprincip om aldrig at have seksuelle forhold
til de prostituerede, jeg boede hos, da dette ville ødelægge
hele fortroligheden imellem os (jvnfr. ny bog s. 240) - også
selv om der med Teresa kun var tale om en tidligere call girl.
Og for det andet naturligvis princippet om ikke seksuelt at
udnytte de følelser af afhængighed, der altid opstår mellem
klient og terapeut. Hvor jeg for det meste har kunnet leve med
"at sige ja," er der altså situationer som kræver
et "nej" hvis man drømmer om at bevare sin
integritet! I dag er det et "nej" jeg naturligvis er
stolt af, men lad mig tilstå at i øjeblikket - stillet
overfor den skønhed, der fysisk og psykisk havde åbenbaret
sig for mig gennem tre dage - var det ikke noget nemt valg djævlen
havde givet mig. I dag er Teresa sagfører i Atlanta, men skønt
hun hyppigt har skrevet og ringet til mig, er jeg endnu ikke
vendt tilbage! Heller ikke nu hvor jeg efter Guatemala havde
chancen for at "fuldføre" min Thanksgiving med
hende i Atlanta, men nøjedes med at ringe fra lufthavnen.
Med udgangspunkt i en sådan oplevelse af "smerte og
afsavn" er jeg som bekendt ofte endt i himmerige og det
var faktisk også sket efter min oprindelige afsked med
Teresa. Jeg kunne jo ikke sidde ude på landevejen i
Thanksgivingkulden og kørte derfor nogle timer mod syd, hvor
en pige fra Miami University havde inviteret mig til at
tilbringe ferien hos hendes forældre i Dayton. Leslie var en
usædvanlig moden og intelligent pige fra overklassen og under
hele den højtidelige, sølvfadede Thanksgiving middag
underholdt jeg derfor denne veluddannede familie om de sidste
dages terapeutiske oplevelse med Teresa. Med min entusiasme
gjorde min friske historie fra det virkelige liv et dybt
indtryk på denne beskyttede familie, og jeg lagde mærke til
at tårerne løb ned ad begge kinder på Leslie, da jeg
fortalte om stedfarens mishandling af Teresa som barn. Efter
middagen trak hun mig ind på sit værelse for at fortælle
mig noget, som jeg ikke måtte sige til hendes forældre. Hun
var nemlig lesbisk og dybt forelsket i en pige, der ligesom
Teresa var blevet stærkt mishandlet af en far og havde
fortsat sin opførsel indtil den dag i dag. Hyppigt var pigen
derfor blevet inviteret til at bo hos Leslie og forældrene.
Jeg spurgte om jeg ikke kunne møde hende, og vi kørte til
hendes fattige hjem og hentede hende. Der var kys og kram
imellem dem, og jeg bemærkede at veninden var helt blå af
slagene fra sin far, sådan som Leslie havde fortalt. Leslies
forældre nærede ægte omsorg overfor hendes forslåede
veninde, men havde ikke den ringeste anelse om deres lesbiske
forhold. Da de var gået i seng, inviterede de to piger mig i
den mest luksuriøse Jacuzzi jeg har set i noget hjem, hvori
jeg mellem vores boblende champagneskålen og skumsprøjt på
smukkeste vis kunne nyde synet af deres nøgenhed - den forslåede
fattigpige i kærlig omfavnelse med den virkeligt skønne
overklasse ug-pige. Her bad Leslie mig om at genfortælle
historien om Teresa for veninden, fordi hun fornemmede at forløbet
kunne hjælpe denne ud af en tilsvarende vrede. Hvorvidt dette
lykkedes aner jeg ikke, men vi opnåede i al fald en dybere
intimitet med hinanden og bagefter insisterede de på at jeg
skulle sove sammen med dem i Leslies værelse, frem for i det
værelse forældrene havde redt op til mig. Og således
havnede jeg - ved at sige "nej" til et
heteroseksuelt forhold tidligere på dagen - nu i et lesbisk
trekantsforhold (skabs-lesbisk har jeg jo altid været på
bunden!), der lige efter boblebadet blev til ikke så lidt af
en dampende og gispende oplevelse. Men spørgsmålet er om
ikke Leslie selv snarere hørte hjemme "i skabet."
For to år efter fik jeg et brev fra hende om at hun nu havde
slået op med veninden, fordi hun havde indset at hun
alligevel ikke var lesbisk - og om vi derfor ikke nu skulle mødes
igen.
Jeg må med hånden på hjertet tilstå at
dette var stik modsat det normale - altså når mine gamle kærester
har taget konsekvensen og er blevet lesbiske efter at
have været sammen med mig! Derfor har jeg altid yndet
udtrykket "skabs-lesbisk" om mig selv, men skal
undlade yderligere detaljer i dette hyggelige julebrev om
disse, mine få ægte grænseoverskridelser (som jeg jo
altid har elsket på den ene og anden måde), idet en af mine
veninder her i Gernersgade er lesbisk - og i forvejen har svært
ved at falde i søvn ovenpå mine julebreve. Det interessante
i denne historie var imidlertid at Leslie Dickson hørte til
den type overklasseelever, jeg normalt møder i eliteskoler
som Harvard, Yale osv., og som hører til de få, der har fået
en tryg opvækst. Derfor har de - ikke mindst efter at have
set Amerikanske Billeder - et enormt psykisk overskud og en følelse
af forpligtelse til at hjælpe mindre heldige sociale grupper,
hjemløse, fattige osv. Tit føler de - lidt ligesom præstebørn
som jeg selv - at de kan redde hele verden, hvorfor jeg
naturligvis elsker dem - modsat arbejderklassens mere
"skadede" børn, som føler sig magtesløse, og som
jeg derfor ikke kan undgå ubevidst at diskriminere imod - som
tilfældet med Teresa viste. Muligvis var Leslie gået så
vidt i sin paternalske omsorg for et af arbejderklassens ofre,
at hun i sit terapeutiske forsøg på at redde veninden var
endt med at forelske sig i denne My Fair Lady - som jeg selv
havde gjort det med Teresa til sidst - og sluttelig havde
bildt sig selv ind at hun var lesbisk (selvom intimiteten i
deres forhold nok snarere blot havde bragt hende i kontakt med
hendes dybere, skjulte sapphoiske sider). Men immervæk var
det jo en smuk kærlighedshistorie, og min egen berøringsangst
og flugt fra Teresa tidligere på dagen havde således bragt
mig direkte i armene på en ægte Mother Teresa skikkelse, der
(modsat mig) helt og aldeles symbiotisk havde givet sig hen og
ofret sig for et enkelt lidende menneske!
Efter nu at have snakket i telefon med Teresa
her i Atlanta lufthavn, tog jeg flyveren tilbage til New York,
hvor jeg dog straks fortsatte med at brænde gamle venner af.
Gennem flere uger havde jeg emailet med Pia Tafdrup, som efter
vore to herlige køreture sammen for 9 og 11 år siden havde
forsøgt at lave sit travle skema om, for at vi kunne komme på
en tredje tur sammen. Den sidste køretur havde nemlig været
lidt mislykket, da vi hele tiden havde bilsammenbrud med
orkanen Hugo lige i hælene, hvorfor jeg kun med nød og næppe
nåede frem som forlover til min fars tredje bryllup. Nu endte
så orkanen Mitch med at kuldkaste vores tredje køretur, da
jeg måtte flytte min Guatemalatur til den eneste mulige uge.
Men lige til det sidste forestillede jeg mig - og lod Pia tro
- at jeg ville forlænge mit USA-ophold for at vi kunne få en
fælles rejse igen. Imidlertid blæste yderligere to faktorer
planerne omkuld: dels fik jeg på vejen hjem fra Guatemala -
sikkert forstærket af en gang soul food hos Timothys familie
- en ordentlig omgang af Montezumas hævn. Altså en voldsom
diaré, som fik mig til stærkt svækket at miste al
livsappetit og på to dage bragte mig til et obligat gensyn
med alle mine kendte toiletter i den toiletløse by, New York
(ønskes yderligere detaljer?) Og dels havde Vibeke et mindre
sammenbrud, da jeg talte med hende i telefonen, dels pga. mit
lange fravær og dels i fortvivlelse over udsigterne til
operation. Da Montezuma mistede sit tag over min hensygnende
krop, fik jeg igen energi til at se Pia (for det kræver jo
energi, Pia, når du sætter mig til at læse dine digte bag i
den slingrekørende bil, mens du skriver dem med den ene hånd
og styrer med den anden!) Men nu kunne jeg ikke komme i
forbindelse med Vibeke, som var taget til London med sin gamle
kæreste, Ole. Efter snart to måneders fravær følte jeg
ikke, at jeg kunne forlænge opholdet uden Vibekes accept, men
hele vejen til lufthavnen havde jeg endnu ikke besluttet mig.
Jeg havde allerede lavet fuldt færdige planer for en god tur
for Pia, som betyder virkelig meget for mig. Bl. a. med besøg
på det ny Holocaust-museum i Washington og udflugter til skønne
bjergområder. Jeg følte derfor virkelig, at jeg brændte
hende af, da jeg kun halvanden time før hendes ankomst
tjekkede ind i selvsamme terminal, hvor hun kort efter havde håbet
at se mig (hun sagde siden at hun ved ankomsten kunne føle,
at jeg lige havde været i bygningen). Nu skulle hun så i
stedet flytte ind hos min ellers vidunderlige og gæstfrie
veninde, Christina, men hendes nye samlever Raymond flippede
ud over at få endnu en gæst og smed Pia ud. Derfor endte Pia
med at starte med en enorm nedtur på sit New York-ophold, og
i flere dage prøvede både jeg og Vibeke over telefonen at
redde trådene ud. Værst for mig var det at Vibeke, som også
holder meget af Pia, nu bebrejdede mig for at have ladt Pia i
stikken ved at komme så tidligt hjem. Vibeke var nemlig selv
nu i et strålende humør, da hun havde haft "en
pragtfuld tur" med sin gamle kæreste i London. Så jeg måtte
i sandhed erkende, at hvad fatter gør er skam ikke altid det
rigtige!
Men det var trods alt godt at komme hjem til
julen og få de sædvanlige julehilsner fra mange af jer. Igen
i år stod Jess på hovedet for at overgå mig i vold og
dramatik - denne gang da han vendte bunden i vejret på en
kanotur i USA og mistede penge, pas, identitet og alt ned i
den hvirvlende flod. Men én af mine julehilsner var dog endnu
mere dramatisk og overraskende for mig. Nemlig da jeg uventet
fik brev fra Sammy, som jeg nævnte i julebrevet for to år
siden, da jeg forsøgte at besøge ham i fængslet. Det var
den værste af de tre massemordere, og som leder af en arisk
bande er han fortsat med at myrde sorte i fængslet - bl.a.
ved at overhælde dem med benzin og sætte ild til dem mens de
sover. Nu undskylder han, at han ikke havde svaret på mit
brev. Han var lovligt forhindret, mener han, da han
netop havde været to år i "hullet" for at have
stukket endnu en sort medfange ihjel. Nu har han dog lyst til
at foretage sig noget mere kreativt og spørger, om jeg ikke
kan skaffe ham nogle pennevenner. Så hvis I kan anstrenge jer
lidt mere end når I skriver til mig, kan I måske
direkte redde menneskeliv ved at skrive til ham. (Dette er
selvfølgelig også et trick til først at få jer til at
skrive et pænt julebrev til mig for at få Sammy's adresse!)
Der er i øvrigt et billede af ham i Elis bog, som jeg vedlægger
til de flittigste julebrevsskrivere blandt jer.
Nu må I ha' et rigtig godt nytår og de kærligste
hilsner fra
Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319
København K Tlf. 33-124412 Mobil (når jeg er på turné):
20-324412
(I USA: 212-614-0438)
|