Kære Erik. |
"Den største sorg i verden
her
Kære
Erik Ja, jeg kunne jo nok have bestræbt mig på at finde et mindre slidt citat, men da min søn netop sad og svedte over sin stil om ”Hosekræmmeren” dukkede du – som så ofte før nu hvor jeg genoplever min gymnasietid gennem hans – alligevel op i tankerne. Og da jeg derpå hørte om Agnetes død, var det det citat med dets smukke vemodige stemning, der ligesom blev ved med at køre i hovedet på mig, mens billeder af dig og Agnete blev ved med at rulle sig op for mig i flere dage. Blichers citat dækker imidlertid kun den stemning Agnetes død satte mig i; den dybere tragedie bag det havde jo intet til fælles med det rige liv I havde med hinanden. Det er naturligvis kun noget jeg fornemmer – der kan jo gemme sig tragedier bag enhver pæn familiefacade. Men jeg husker tydeligt fra skoletiden hvordan jeres ægteskab var det eneste af lærernes forhold vi elever interesserede os for. Der gik – sikkert mildt overdrevne – historier om hvordan I altid læste op for hinanden under opvask, madlavning og andet husligt arbejde. Intet kostbart minut skulle gå til spilde uden litterær indleven. Skønt et sådant liv forekom os mærkeligt dengang kan jeg dog huske at vi forbandt billederne i hovedet med en opfattelse af at I havde opnået en dyb lykke i dette engagement og fællesskab. Med nutidens kønsøjne kunne man selvfølgelig få lyst til at vide - 30 år efter - om det så var Agnete, der altid svingede opvaskebørsten og ordnede bleerne - og dig der konsekvent læste op. Men det kan i og for sig være ligegyldigt (selv ville jeg jo opfatte oplæsningen som mere krævende og belastende end de mere rutinebetonede husholdningsopgaver). Under alle omstændigheder må du efter så langt et symbiotisk parløb stå mere alene end de fleste og det vil midt i savnet ikke kunne være til megen lindring at vide hvilken enorm betydning I begge fik for talrige (”utallige”) andre – ikke blot i jeres udgivelser, men helt ned i de daglige detaljer hvor jeres undervisning bestandig dukker op i tankerne. (Der går jo næppe en dag uden at jeg – som her – var lige ved at snuble over et af dine uartige ord.). Agnete havde jeg ikke som lærer, men jeg ved fra min kusine Birgit (i Nr.Sundby Gym) og mange andre hvor tilsvarende respekteret og elsket hun var som lærer. ”Elsket” dækkede jo nok i skoletiden mere hende end dig, thi én grund til at jeg på en eller anden måde identificerer mig stærkt med jeres forhold er at det på mange måder fornemmes som en afspejling af mit og min kone, Vibekes. Du var - som jeg - den mere kantede ”ideologiske” type, mens hun - som Vibeke - var den kærlige, udadvendte og udglattende type, der sikkert mangen en gang har reddet en samtale eller et menneskeligt forhold til andre. Så også som modsætninger er ordet symbiotisk passende, synes jeg. Udover at udtrykke min medfølelse overfor dig i dette svære tab og den tak den rummer, som sikkert deles af alle jeres tidligere elever, vil jeg også gerne sige jer en mere personlig tak for den levende interesse I altid har fulgt med i mit liv på. For mig betød jo netop jeres interesse og medleven meget fordi I havde så stor betydning for mit liv – i dit tilfælde uendeligt meget mere end de fleste lærere (uanset hvilket pædagogisk fiasko jeg blev!). Måske jeg ved at sige dette ender med mere at lave en begravelsestale over dig end over Agnete. Men det er jo trods alt de efterladte, der har brug for støtte, og det er jo sikkert i dit tilfælde bedre at skrive nekrolog mens du er i live - så du selv kan være med til at sætte kommaer og rette fejl…… Vibeke og jeg sender jer vore tanker på dagen. Jacob Holdt
|