Kære Jacob Jeg var blandt de 600 unge på Aabenraa Gymnasium, der for nylig blev
bekendt med dit show og årelange blafren gennem USA's skyggeside. Jeg
skriver til dig, mest udfra egoistiske grunde, idet jeg har haft et
kvalmende behov for at få bearbejdet nydannede tanker og indtryk fra dit
"show". Følelsesmæssigt blev jeg komplet splittet og måtte sidde der på min
lille træstol i 4-5 timer med en skyldfølelse over min egen materialisme og
glæde ved samme og en underlig trang til at forsvare min levevis.
Efter at
have tygget på de mange indtryk og accepteret min egen danske naivitet,
indså jeg, at dit formål på ingen måde var, at få mig til at føle mig som
en forkælet, lille møgunge. I stedet er det helt forkert, at jeg
overhovedet formår at benytte din udlægning af hundredvis af ulykkelige
skæbner som en personlig kritik af mig. Jeg forstår, at du udfra dit show,
søger et give det almene menneske en vis selvindsigt og evne til at udvise
menneskelighed overfor hvad og hvem, de end møder; hvilket af selvsagte
grunde medfører en nedlægning af fordomme, facader og materialistiske
forsvarsklæder. Efter første halvdel af dit show følte jeg mig fristet til at forlade salen
i selvskab med mine to veninder, løbe op på gågaden og fordybe mig i
uforpligtende shopping- og pigefnidder. Jeg havde ladet alle dine visuelle
virkemidler trænge ind under huden på mig, og jeg var blevet virkelig
utilpas under showet og havde af flere omgange mærket mine øjenkroge blive
foruroligende fugtige. Da jeg rejste mig for at træde ud i lyset i
forhallen og atter lytte til ukompliceret small-talk, indhentede mine
veninder mig hurtigt og spurgte, om jeg havde bestemt mig for at "pjække"
fra resten af foredraget. Min ene veninde lokkede med tøse-hygge og
fortalte om et par bukser, som jeg var nødt til at se... Og desuden så
havde hun ligesom også fattet ham Jacob Holdts mening! Jeg stod lidt og
smagte på hendes ord, og det gik op for mig, at jeg på ingen måde kunne
forlade showet nu. Denne veninde, som jeg holder utrolig meget af bla. pga.
hendes ukuelige energi og optimisme, havde lige fortalt mig, at hun
simpelthen ikke havde forstået en pind af de to timers overvældende indtryk
men højst sandsynlig havde siddet med tankerne fordybet i drenge og
make-up... Jeg takkede pænt nej til deres tilbud og indså med eet, at jeg i
det mindste måtte kunne udholde et par timers konfrontation med en stor del
af den vestlige civilsations overflod og dennes konsekvenser, når jeg i 17 år
havde været genstand for alverdens rigdomme både socialt og materielt.
Sidenhen har jeg diskuteret dig og dit show med adskillige voksne i min
omgangskreds, og en af disse forklarede mig, at han faktisk opfattede dig
som en "jesus-figur", der på nærmest overnaturlig vis kunne møde verdens
afskum med åbne arme. Dog var der en anelse forbeholdenhed at mærke i denne
voksne mands udsagn. Jeg fik da også opsnuset, at han mente, at du selv
ønskede at blive fremstillet "helgenagtig", og at din livsfilosofi bar præg
af uoverskuelig idealisme. Jeg overvejede dette. I og for sig kunne jeg
godt forstå hans opfattelse, men jeg var blot ikke af helt samme
overbevisning. Det, der netop ramte mig så voldsomt ved både dit show og
dig som person, var den oprigtighed der lå til grunds. Denne oprigtighed
resulterede i, at jeg af og til ønskede, at den var blevet belagt med en
vis censur. Hvis man som tilskuer tager imod dit show med fuldt ud åbne
arme, som jeg bestræbte mig på, så føler man til slut, at man knap nok kan
udholde livet, når det indebærer så megen smerte. Hvad herudover er
fænomenalt frustrerende, er ens tilbagevenden til helt samme levemåde, som
da man trådte ind ad døren til "American Pictures". Min kære mor forklarede
mig, at den forskel, hun mente, vi bar med os i livet, var, at vi i det
mindste gjorde vores ypperste for at møde andre med åbenhed og ikke
afstandtagen. Dette gav mig en vis sjælero! Nu beskrev jeg showet for begge
forældre, og det viste sig, at din bog faktisk stod og samlede lidt støv på
en af vore hylder herhjemme, og min far overraskede mig med sin kendskab
til dig. Det viste sig som så mange gange før, at jeg går rundt i min egen
lille sky, tåget inde i uvidenhed. Han fortalte mig, at han syntes, at du
som menneske besad en utrolig smuk livsfilosofi, og så mennesker som de er
under al den smerte, de går klædt i, og hertil kunne jeg tilslutte mig.
Jeg er klar over, at dette var en meget lang beretning, hvis budskab bl.a.
gik på at fortælle dig, at jeg blev opløftet af din smukhed som person. Jeg
er taknemmelig for at have oplevet dit show, og jeg forstår, hvorfor min
selvkritik dukkede op under "American Pictures". Rent menneskeligt ville
det nemlig være komplet uoverskueligt at opnå den åbenhed, som du besidder.
Jeg blev ganske simpelt overvældet! Hvis det på et givent tidspunkt vil være muligt for mig, at kunne deltage i
en af dine rejser i livet, vil jeg gribe denne mulighed med ubehersket
iver. Dvs. hvis den dag altså kommer, hvor du vil tillade selskab af en
gymnasieelev... Tak for alt! Mvh Anne-Sofie Hartvig Thomsen,
Copyright © 2004 AMERICAN PICTURES
Sendt som e-mail 11. oktober 2004
Kommentar fra Anne Sofie
på Åbenrå Gymnasium
Møllevænget 10 Hostrupskov 6200 Aabenraa,
as-super@sol.dk