Sendt som e-mail 11. oktober 2004

 

Kommentar fra Anne Sofie


på Åbenrå Gymnasium

 

 

 

Kære Jacob

Jeg var blandt de 600 unge på Aabenraa Gymnasium, der for nylig blev bekendt med dit show og årelange blafren gennem USA's skyggeside. Jeg skriver til dig, mest udfra egoistiske grunde, idet jeg har haft et kvalmende behov for at få bearbejdet nydannede tanker og indtryk fra dit "show". Følelsesmæssigt blev jeg komplet splittet og måtte sidde der på min lille træstol i 4-5 timer med en skyldfølelse over min egen materialisme og glæde ved samme og en underlig trang til at forsvare min levevis.

Efter at have tygget på de mange indtryk og accepteret min egen danske naivitet, indså jeg, at dit formål på ingen måde var, at få mig til at føle mig som en forkælet, lille møgunge. I stedet er det helt forkert, at jeg overhovedet formår at benytte din udlægning af hundredvis af ulykkelige skæbner som en personlig kritik af mig. Jeg forstår, at du udfra dit show, søger et give det almene menneske en vis selvindsigt og evne til at udvise menneskelighed overfor hvad og hvem, de end møder; hvilket af selvsagte grunde medfører en nedlægning af fordomme, facader og materialistiske forsvarsklæder.

Efter første halvdel af dit show følte jeg mig fristet til at forlade salen i selvskab med mine to veninder, løbe op på gågaden og fordybe mig i uforpligtende shopping- og pigefnidder. Jeg havde ladet alle dine visuelle virkemidler trænge ind under huden på mig, og jeg var blevet virkelig utilpas under showet og havde af flere omgange mærket mine øjenkroge blive foruroligende fugtige. Da jeg rejste mig for at træde ud i lyset i forhallen og atter lytte til ukompliceret small-talk, indhentede mine veninder mig hurtigt og spurgte, om jeg havde bestemt mig for at "pjække" fra resten af foredraget.

Min ene veninde lokkede med tøse-hygge og fortalte om et par bukser, som jeg var nødt til at se... Og desuden så havde hun ligesom også fattet ham Jacob Holdts mening! Jeg stod lidt og smagte på hendes ord, og det gik op for mig, at jeg på ingen måde kunne forlade showet nu. Denne veninde, som jeg holder utrolig meget af bla. pga. hendes ukuelige energi og optimisme, havde lige fortalt mig, at hun simpelthen ikke havde forstået en pind af de to timers overvældende indtryk men højst sandsynlig havde siddet med tankerne fordybet i drenge og make-up...

Jeg takkede pænt nej til deres tilbud og indså med eet, at jeg i det mindste måtte kunne udholde et par timers konfrontation med en stor del af den vestlige civilsations overflod og dennes konsekvenser, når jeg i 17 år havde været genstand for alverdens rigdomme både socialt og materielt. Sidenhen har jeg diskuteret dig og dit show med adskillige voksne i min omgangskreds, og en af disse forklarede mig, at han faktisk opfattede dig som en "jesus-figur", der på nærmest overnaturlig vis kunne møde verdens afskum med åbne arme. Dog var der en anelse forbeholdenhed at mærke i denne voksne mands udsagn. Jeg fik da også opsnuset, at han mente, at du selv ønskede at blive fremstillet "helgenagtig", og at din livsfilosofi bar præg af uoverskuelig idealisme. Jeg overvejede dette.

I og for sig kunne jeg godt forstå hans opfattelse, men jeg var blot ikke af helt samme overbevisning. Det, der netop ramte mig så voldsomt ved både dit show og dig som person, var den oprigtighed der lå til grunds. Denne oprigtighed resulterede i, at jeg af og til ønskede, at den var blevet belagt med en vis censur. Hvis man som tilskuer tager imod dit show med fuldt ud åbne arme, som jeg bestræbte mig på, så føler man til slut, at man knap nok kan udholde livet, når det indebærer så megen smerte.

Hvad herudover er fænomenalt frustrerende, er ens tilbagevenden til helt samme levemåde, som da man trådte ind ad døren til "American Pictures". Min kære mor forklarede mig, at den forskel, hun mente, vi bar med os i livet, var, at vi i det mindste gjorde vores ypperste for at møde andre med åbenhed og ikke afstandtagen. Dette gav mig en vis sjælero! Nu beskrev jeg showet for begge forældre, og det viste sig, at din bog faktisk stod og samlede lidt støv på en af vore hylder herhjemme, og min far overraskede mig med sin kendskab til dig.

Det viste sig som så mange gange før, at jeg går rundt i min egen lille sky, tåget inde i uvidenhed. Han fortalte mig, at han syntes, at du som menneske besad en utrolig smuk livsfilosofi, og så mennesker som de er under al den smerte, de går klædt i, og hertil kunne jeg tilslutte mig. Jeg er klar over, at dette var en meget lang beretning, hvis budskab bl.a. gik på at fortælle dig, at jeg blev opløftet af din smukhed som person. Jeg er taknemmelig for at have oplevet dit show, og jeg forstår, hvorfor min selvkritik dukkede op under "American Pictures". Rent menneskeligt ville det nemlig være komplet uoverskueligt at opnå den åbenhed, som du besidder.

Jeg blev ganske simpelt overvældet!

Hvis det på et givent tidspunkt vil være muligt for mig, at kunne deltage i en af dine rejser i livet, vil jeg gribe denne mulighed med ubehersket iver. Dvs. hvis den dag altså kommer, hvor du vil tillade selskab af en gymnasieelev...

Tak for alt!

Mvh Anne-Sofie Hartvig Thomsen,
Møllevænget 10 Hostrupskov 6200 Aabenraa, as-super@sol.dk
 

 

Tilbage til norske anmeldelser

 Copyright © 2004 AMERICAN PICTURES