|
|
Weekendavisen 12. juli 1991 Den trofaste vagabond
Samtale med Marie Tetzlaff
Jacob Holdt
tilbringer det halve af året på rejser.
JACOB Holdt, 44, er en person næsten alle danskere har et forhold til gennem hans billedshow og senere bogen Amerikanske billeder. Disse billeder af et andet, fattigt, feudalt og fortvivlet Amerika brændte sig ind i vores nethinder og - endnu mere smertefuldt - i amerikanernes. Nu mange år efter Jacob Holdts vagabonderen i USA i de tidlige halvfjerdsere vises billederne med chokeffekt på amerikanske universiteter og der afholdes løbende workshops, hvor studenter og andre unge arbejder med den racisme, vi alle sammen har i os, og som handler om meget andet end onde, stærke hvide og gode, svage sorte. Jacob Holdt tilbringer det halve af året på rejser - som regel i USA - og er derfor helt afhængig af at hans kone Vibeke Rostrup Bøyesen, 36, passer "baglandets", det vil sige børnene, boligen og resten af familien i Danmark. Det gør hun så, af og til under protest, samtidig med jobs på gallerier og teaterfestivaler og sine studier på Handelshøjskolen. Jacob og Vibeke har sønnen Daniel på 11 og Isabella Lucie, kaldet Lalou, på 3. Senest har Jacob Holdt været i Bolivia og lavet et 1.5 timer langt diasshow for hjælpeorganisationen CARE om de indianske bønders coca-dyrkning og regnskovsfældning og de billige metoder, der findes til at redde både indianerne, regnskoven og jordkloden. Jacob Holdt er ud af en jysk præsteslægt - faktisk har han brudt en lang generationskæde af præster ved navn Jacob.
Er du meget bevidst om, at du har et bagland? "Ja, det har jeg altid været. For det første: alle de år jeg rejste som vagabond i USA, var det meget vigtigt for mig at have et bagland. Det var landsbyen derhjemme, Fåborg (Jylland, red.). Og derfor: hvis jeg ikke havde det "navlepunkt" hele tiden, så kunne jeg aldrig have rejst ud i den store, vide verden og være totalt usikker. Og jeg skrev enormt meget hjem i de år, til folk i landsbyen, til mine gamle venner. Og det sjove er: vi gamle kammerater fra gymnasietiden har lige haft 25 års jubilæum, og jeg var stort set den, de måtte gå igennem for at finde adresserne på de fleste. Jeg er den eneste, der har holdt forbindelsen ved lige, selvom jeg er den, der har rejst mest. Jeg blev ellers smidt ud af 2.g., så jeg har stort set ikke fulgt dem. Jeg er også den eneste, der holder kontakt med alle mine gamle klassekammerater fra landsbyskolen. Mine brødre, som har været mere stationære, har ikke haft nær det samme behov for at bevare det bagland."
Men baglandet får vel også en anden, næsten mytisk betydning for én, når man er så langt væk? "Jo, det gør det. Jeg kunne godt romantisere det. Jeg kunne ikke lide at høre, når der var nogen i landsbyen, der var død, for så var det lige som om noget smuldrede bag frontlinjen."
Gik de andre så i 3. g., mens du rejste? "Nej, jeg var jo i København først, i Livgarden og på højskole og havde forskelligt arbejde. Der gik et par år."
Du blev ikke smidt ud fra Livgarden? "Jo. Jeg er blevet smidt ud fra alle de steder, jeg nogensinde har sat mine fødder. Jeg har ikke haft et job, jeg ikke er blevet smidt ud af. Det sidste havde jeg for 20 år siden."
Vibeke er den eneste, der ikke har fyret dig.. "Ja, hun må være meget tolerant."
"Som du ved, så sker der meget i en præstegård! Så meget i landsbyen kredsede om den præstegård. Da mine forældre blev skilt, var det især livet og festerne i præstegården, min mor savnede. Det er svært for mig at adskille hjemmet fra landsbyen. Man kan godt sige, at jeg har fortsat præstegårdslivet med mine meget åbne boliger. Da jeg kom til København sidst i tresserne havde jeg 20-25 mennesker boende i et værelse, Vietnam-desertører osv. Det var så skyld i, at jeg havnede i USA siden hen. Jeg lærte også at tale engelsk af de folk, jeg samlede op, for i gymnasiet havde jeg altid fået 5. Det var blandt andet derfor jeg blev smidt ud. En af dem, jeg samlede op, var en bortløben pige fra Canada, og hendes forældre var så glade for det, at de inviterede mig derover."
Din opfattelse af samlivsformer, af hvad der er det mest hensigtsmæssige, har den ændret sig, fra du var ung til nu? "Jeg havde jo ikke nogen opfattelse dengang. Men den borgerlige opfattelse, med kernefamilie og sådan noget, den er jeg blevet dybt præget af. For i alle de år, hvor jeg rejste i USA rumlede det hele tiden langt nede i underbevidstheden: du rejser rundt her for at finde en kone. Det kan jeg se i dag. Ellers var jeg ikke blevet ved. Jeg syntes, alle de forhold, jeg havde haft til danske piger, havde været dårlige, og jeg havde det så godt med amerikanske piger... det har jeg sådan set stadigvæk (hø-hø...). Og jeg tænkte: du bliver gift med en amerikansk pige. Næsten alle mine kærester i USA var russiske jøder, og dem havde jeg en fantastisk kommunikation med. De forstod mig, før jeg forstod mig selv! De var altid mine psykologer."
Kan du godt tide tilstanden af forelskelse, eller synes du, den er skræmmende? "Nej, det kan jeg godt lide.... Der har været perioder, hvor forelskelsen har været så intens, at den måske har lammet de ting man ellers har beskæftiget sig med. Men den har også ført en kreativitet med sig. Så næh, det kan jeg godt lide. Og jeg kan udmærket være forelsket i flere samtidig!" (Her griner Jacob selvironisk, som han i det hele taget gør det mange gange under vores samtale i lejligheden i det lille gamle hus i Gernersgade i København. Der er lokum i gården, men WC- og fjernvarmehåndværkerne er på vej, så Jacob har kun fået lov at snakke en time, før han skal deltage i det almindelige flytterod.)
Ligner alle forelskelser hinanden? "Nej, de afhænger meget af din sindstilstand. Den afhænger også meget af, om der ligger muligheder for et parforhold forude... Og jeg har altid haft meget svært ved at skille forelskelsen fra miljøet. Jeg romantiserede altid visse miljøer. Jeg havde let ved at blive forelsket i overklassepiger og i underklassepiger, ekstremt fattige piger i en shack i Sydstaterne. Jeg syntes det var så utroligt, at der kunne trives kærlighed i de omgivelser. Jeg syntes det var utroligt romantisk. Jeg kunne ikke skille hendes person fra shack'en, olielampen og fattigdommen."
Os du kan sige dig fri fra at være den stærke rige, hvide mand? "Ja, for der var ingen, der forventede noget af mig. Det er svært at få de fattige sorte til overhovedet at lukke sig op, for de har ingen tillid eller forventninger til noget. Næsten alle mine forhold var hos velstillede russiske jøder, meget overklassemiljøer. De fattige sorte piger bremsede sig selv af angst for at blive sårede, for de er altid blevet sårede."
Hvordan med jalousi, er du selv nogle gange blevet jaloux? "Ja, det er jeg... men det er så mange ar siden! For det første tror jeg, jeg er meget dansk: jeg gemmer jalousien. Det har jeg oplevet i forhold til amerikanerne. I mine unge år kunne jeg eksplodere af jalousi, men siden hen har jeg ikke rigtigt vist det. Når man har etableret et forhold, hvor der er tillid, så synes jeg ikke, der er nogen grund til at være jaloux. Når der er fuldstændig åbenhed og man kan snakke om alt. Jalousi er jo angst for at miste den anden. Det der med besiddelse, at man ikke må røre en anden, det er så primitivt, det lider jeg ikke af. Men hvis du efter tretten års samliv véd, at du ikke mister den person, så kan du tillade dig meget mere..."
Hvordan kan du nogen sinde være sikker på det? "Årh, jeg synes, man opnår... jah, det.... sådan et godt forhold kan man jo have, ikke?"
Brokker Vibeke sig ikke en gang imellem og siger, at det skal du ikke være så sikker på? "Jamen så er det lige så meget for at drille. Det tager jeg ikke så alvorligt. Hvem kunne drømme om at gå fra det her forhold? Men det tager da også nogle år at opnå det. Og det tager mange udenomsforhold før man opnår den tillid til hinanden."
Tror du det er vejen: at gøre sig selv så hærdet, at man bliver mindre jaloux efterhånden? "Næh, jeg siger bare, at det er sådan vi har oplevet, at jalousien ikke er særlig stærk. Hvis nogen har levet sammen monogamt i 25 år, og så pludselig træder udenom, så bliver det fuldstændig ødelagt af jalousi, for så kommer angst, selvnedvurdering og jeg ved ikke hvad. Men hvis du gennem et mønster allerede har fuld tillid til den anden, kan du elske den anden så meget at du ved, at hvad der er godt for den anden er godt for jeres forhold."
Mener du så, at åbenhed er et ret sikkert middel mod destruktiv jalousi? "Ja, det synes jeg nok. Vi har også sat nogle rammer op: eventuelle seksuelle sidespring skal foregå langt væk, helst på et andet kontinent, så man ikke ydmyger den anden overfor omgangskredsens"
Kan du bedst lide at få eller at give omsorg? "Jeg kan vist bedst lide at give det. Jeg har haft meget glæde af for eksempel at bespise fattige folk i USA, helt konkret hælde kaffe op for dem og sådan noget. Det har frustreret mig meget at arbejde med omsorg på sådan en ideologisk made, at jeg aldrig kunne få kanaliseret det praktiske ind i det."
Har du børn af tidligere forhold?
Tror du børnene er et vigtigt bindemiddel i et parforhold? "Vi har tit spurgt hinanden: havde vi været sammen, hvis vi ikke havde haft dem? Det kan vi ikke finde ud af. Jeg er meget konservativ, har jeg først taget en beslutning, så står jeg ved den. Og en af mine beslutninger var at skabe en familie omkring børnene. Jeg har set så meget til børns dårlige forhold. Hvis man i øvrigt har et godt forhold, skal man ikke forlade hinanden, fordi man midlertidigt er forelsket i en anden. Jeg kan overhovedet ikke se, at der skulle være en sammenhæng mellem forelskelser udenfor og et dårligt forhold. Det er ikke et tegn på, at det går dårligt, at man bliver tiltrukket af en anden. Jeg rejser rundt ude i verden, og jeg kan simpelt hen ikke undgå at møde en masse fantastiske mennesker. Der er så utroligt mange mennesker i verden, som er vidunderlige og skønne, og det skulle da være mærkeligt, hvis man ikke blev forelsket i ét af dem. Det ville for mig betyde, at der er én eller anden kunstig barriere... Hver gang jeg har mødt en ny race, er jeg straks blevet forelsket - i en indianerpige eller en kineserpige... Det har intet at gøre med ens partner. Og jeg vil sige, at hver gang vi har haft et dybt forhold udadtil og kommer hjem og snakker om det, så har det altid forbedret vores eget forhold, også seksuelt."
Er det fordi fortroligheden bliver bekræftet - at du vitterlig fortæller alt - eller er det de nye impulser? "Altså, vores forhold er jo virkelig et kærlighedsforhold, for der er ingen der har haft et mere fortvivlende seksuelt forhold end Vibeke og mig i begyndelsen. Vi passede simpelthen ikke sammen. Jeg vidste bare, at jeg ville have hende. Og hun må have ment det samme. Vi havde begge langt bedre seksuelle forhold til andre, så det har måske også gjort, at vi har haft lyst til at eksperimentere seksuelt udadtil."
Nu
siger du "vi", vel vidende, at der er grænser for, hvor meget Vibeke
kan eksperimentere, når hun går herhjemme med børnene..
Copyright © 2003 AMERICAN PICTURES |
