https://www.information.dk/moti/2016/12/reaktionaer-bonderoev

Interview serie i Information "
De røde spiser"


med Jacob Holdt den

"Jeg er en reaktionær bonderøv"
 


Han spiser middag med Ku Klux Klan den ene dag og LGBT-asylansøgere den anden. Og så elsker han broccoli, fordi USA’s tidligere præsident George Bush hader det. Danmarks eneste venstreorienterede madmagasin taler i denne uge med fotograf og foredragsholder Jacob Holdt


 


– Hvor venstreorienteret er du på en skala fra 1-10?

 

I filmen om mig lige nu i biograferne skildres min mest ekstremistiske ungdom, hvor jeg en enkelt gang stemte på SF i irritation over at mit eget parti dengang, de konservative, støttede USA’s Vietnam-krig og svigtede de fattige lande.
Men jeg var aldrig interesseret i en socialistisk omvæltning i de rige lande og irriteredes over de røde faner i demonstrationerne, som jeg skrev i min bog fordi ”det vil få vore modstandere til at tro at vi er røde ideologer frem for på de undertryktes side”.
Men siden min USA-rejse 1970-75 har jeg altid stemt på midten fordi man bedst derfra kan gå i dialog til begge sider og skabe samarbejde hen over midten.
Så jeg bliver normalt irriteret hvis nogen kalder mig for rød eller venstre- eller højreorienteret. I min mest røde SF-ungdom kaldte 68-oprørerne Finn Ejnar Madsen og Holger Jensen (Blekingegadebanden) mig altid for ”reaktionær bonderøv” – og det er nok hvad jeg stadig er :-)


Jeg demonstrerede mod både USA's og Sovjetunionens invasioner



– Hvad er din mest venstreorienterede madoplevelse?

Jeg forstår ikke helt spørgsmålet. Jeg arbejder med integration og man integrerer sig vel med alle sine kære? Så når jeg spiser sammen med min kone er jeg selvfølgelig solidaritetsvegetar da hun altid har været vegetar. Men når jeg bor hos mine muslimske, DF eller Nye Borgerlige venner spiser jeg naturligvis som dem. Og omvendt. Når de spiser hjemme hos os gør jeg dem alle til vegetarer for en aften. Skik følge eller venner fly. Man ønsker jo ikke at såre sine venners følelser, så når jeg er ude lader jeg som om at jeg endog spiser rødt kød, men lister det normalt uset ned under bordet til min hund. Den er jo lykkeligt uvidende om klimaets tilstand.




Med min ven Søren Espersen spiser jeg naturligvis rød hakkebøf som det ses her  :-)



– Når jeg siger højreorienteret mad, hvad tænker du så?


Det må være juleaften. Så er jeg værdipolitisk reaktionær og vil integreres med min barndoms værdier.
Så insisterer jeg på at spise flæskesteg denne ene gang om året selv om jeg i reglen har op til 10 muslimske gæster til bords, men serverer selvfølgelig and eller gås for dem og nøddepostej for min kone og børn. Alt sammen dekoreret med små dannebrogsflag. Det handler jo om at føre vore danske værdier videre, hvilket muslimerne ingen problemer har med at respektere når de først føler sig inde i varmen. Det er når vi lukker mennesker ude af vort sociale fællesskab at de bliver kede af det og begynder stædigt at holde for fast i deres egen barndoms værdier.


Men resten af året ville jeg ikke drømme om at købe kød og synes normalt at der i den henseende ikke er forskel på mine venstre- og højreorienterede venner, da de er lige egoistiske mht. kødforbrug og til ikke at integrere sig med deres børns klimafremtid. Hvorfor i alverden købe kød når man kan få Quorn til sine børns spaghettikødsovs?

 

– Hvad er din hofret?

Det er ”biskets’ and gravy” (klistede boller med daggammel hvid peberkødssovs hældt hen over). Det spiser jeg altid hos mine Ku Klux Klan venner, ja, overalt i sydstaternes Trumpland, selvom det altid får mine finkulturelle medbragte danske venner såsom Pia Tafdrup til at væmmes. Omvendt hader jeg meget af de sortes ”soul food” med al dets friturefedtede kød, men spiser det selvfølgelig – ja, selv deres væmmelige ”chitterlings” (indkogte komaver) der lugter i hele ghettoen i dagevis.  

 


Jeg spiser ”biskets’ and gravy” med Tabasco sovs på med Ku Klux Klans leder Jeff Berry

 

– Hvad finder man altid i dit køkken?

Broccoli, som jeg begyndte at spise fordi præsident Bush hadede det, så der var jeg altså blå :-)
Sidenhen fordi det er godt mod kræft.

– Hvilken ost ville du tage med ud på en øde ø?

Den billigste økologiske høvleost med lav fedtprocent.


– Hvad kunne du af politiske årsager aldrig finde på at spise?

Af politiske årsager spiser og drikker jeg alt, da der ikke er noget vigtigere end at integrere sig med de mennesker vi skal leve med i en hadopslittet globaliseret verden. Kun ved bordet kommer vi i rigtig dialog med hinanden, hvilket indebærer at man kommer hinanden i møde. Jeg var f.eks. ked af da jeg for nylig havde over 80 LGBT-asylsøgere til middag over at de ville have kød, men indordnede mig ved synet af hvor smukt disse homoseksuelle på flugt fra kristen og muslimsk undertrykkelse på den måde kunne integrere sig med hinanden.
Men jeg ville de 364 dage om året aldrig finde på selv at købe klimaødelæggende rødt kød eller f.eks. grøntsager og vine transporteret over store klimaødelæggende afstande. Jeg køber altid de billigste vine for i stedet at kunne give faste bidrag på størrelse med dyre vinpriser til Røde Kors og CARE, som jeg er ambassadør for og støtter på grund af indsatsen for de fattige imod vores klimaødelæggelse. Ikke mindst imod de rødes uhæmmede kød- og flyforbrug :-)
 

– Er der noget, du skammer dig over at elske at spise, fordi det ikke harmonerer med din politiske overbevisning?

Jeg har nok mere tendens til at skamme min kone ud for hendes storforbrug af mandler og overforbrug af vand i Californien mens jeg selv bliver skammet ud af mine globalt tænkende børn hvis de ser mig spise tun. Med min egen tendens til at skamme andre ud vil nogen nok regne mig for venstreorienteret  :-)
Men jeg skammer mig af sundhedsmæssige årsager over at spise trøsteslik for at holde mig vågen på mine lange natlige køreture mellem foredrag særligt i Amerika og har i den grad skyldfølelse over mit benzinforbrug at jeg altid kompenserer ved at gå rundt og slukker lysene i klasselokalerne i de amerikanske universiteter, som eleverne – venstreorienterede som højreorienterede – ligegyldigt lader brænde døgnet rundt.

– Hvad gør du med rester?

Jeg spiser dem alle og ville derfor blive alt for tyk hvis jeg ikke løb dem af hver morgen. Jeg hader madspild og stod derpå på hovedet i mange år i Irmas skraldespande indtil de satte en stopper for det ved at låse dem.

– Hvad har du fået til frokost i dag?

Rester fra dagen før eller en sildemad hver dag.


– Hvor ofte spiser du kød?

Jeg bliver inviteret til en bunke muslimske bryllupper og fester. Der er virkelig mange penge at spare på madbudgettet ved at integrere sig, for typisk skal man jo først til hennapålægningsfesten for 400 gæster om torsdagen og så selve bryllupsfesten for 600 om lørdagen. Så hvis jeg er til flere bryllupper hver måned bliver det jo til noget – særligt når de bliver skilt og jeg så starter forfra med mine muslimske venners anden gangs bryllupper. Så jeg har lært at tage små portioner kød. Men det er jo sjældent det ødelæggende røde oksekød, de serverer.

– Findes der højre- og venstreorienterede oste?

Mener du amerikanske og franske oste? Så pas igen på rød og blå forvirringen :-)

– Hvor bevidst er du om at bruge mad som identitetsmarkør?

Jeg kunne aldrig drømme om at bruge verdens få penge på dyre mærkevarerestauranter. De må være skabt for folk med lav selvværdsfølelse og behov for at mobbe andre, der ikke har råd til show off.

– Hvad er din livret?

Stegte sild med persillesovs og kartofler, som min kone altid laver den dag jeg kommer hjem fra USA, hvor jeg i øvrigt mest er fan af jødisk og redneck mad afhængig af hvilken stat jeg befinder mig i. Ligesom jeg har nationale livretter i hvert land jeg rejser i.

 

 

  Tilbage til norske anmeldelser

   Copyright © 2003 AMERICAN PICTURES