Tro, håb og kærlighed
(Louisiana, Humlebæk)
af TOM HERMANSEN
Jacob Holdts amerikanske
billeder er et rystende
projekt med verdenskvalitet.
LOUISIANA, HUMLEBÆK:
TRO, HÅB OG KÆRLIGHED
Jacob Holdts Amerika
Idé: Erik Steffensen
Kurator: Mette Marcus
Katalog, 152 sider, 228 kr.
ÅBNER I DAG Til den 7.
februar
Der sker noget med billeder,
når de kommer ind på et
stort, flot kunstmuseum.
Museet kan ikke forandre
ikke-kunst til kunst;
racerbiler bliver ikke til
kunst af at komme på
kunstmuseum. Men
kunstmuseets aura kan
forstærke noget, som er
kunst, men som vi ikke
vidste, var kunst.
Dette er tilfældet med denne
velformidlede udstilling,
der rummer mere end 200 af
Jacob Holdts billeder, som
til lejligheden er blæst op
i størrelse.
Hidtil har man betragtet
hans USA-fotos som
antropologiske vidnesbyrd om
40 års hektisk
rejseaktivitet i staterne.
Men alene dét faktum, at der
er investeret mere blod,
sved og tårer på ét Jacob
Holdt-foto end på de fleste
samtidskunstudstillinger
tilsammen, gør, at man uden
at tøve kan kalde
fotografierne for stor
kunst.
Godt set af Louisiana at
hive Jacob Holdts
amerikanske billeder
indenfor.
Udstillingen er smuk,
paradoksalt, når man tænker
på billedernes indhold. Men
de mange farvefotos side om
side på væggene ser virkelig
godt ud. Motiverne rummer
faktisk også momentvis
skønhed.
Til trods for, at Jacob
Holdt mener, at han er en
dårlig fotograf, kan hans
æstetiske blik ikke lade
være med at finde fine
beskæringer og
farveeffekter, eksempelvis
på et foto fra 1974, hvor et
Shell-skilt lyser mod en
lilla nattehimmel eller på
et 1978-foto, hvor et
brændende Ku Klux Klan-kors
knitrer i natten.
Men mere end skønhed er det
det sublime, man møder, når
man står over for
fotografierne.
Det sublime forstået som
det, vi ikke kan begribe;
det, der gør ondt; det, der
ophidser os; og det, der gør
os ængstelige. Kærlighed,
der blomstrer trods
fattigdom og fængselsophold.
Døde i gaderne. Rå racisme,
hårdtslående vold, ufattelig
slum og absurd rigdom,
narkomisbrug samt
naturkatastrofer, og det
håb, der gnistrer til trods.
Ophængningen har fulgt de
overskrifter, som Jacob
Holdt selv katalogiserer
billederne under, bl.a.
”våben”, ”highways”,
”døden”, ”mad” og
”solnedgange”. Men det er
Louisianas kurator, der har
plukket det fra samlingen,
som hun ønskede.
Dermed er der tale om
kunsthistorikerens
velordnede bud på, hvilke
fotos der er vigtigst i
denne enorme billedbase med
tusindvis af fotos fra
begyndelsen af 1970'erne til
i dag - eksemplificeret ved
en ophængning, der samler
fotos af Obama, Reagan og
Nixon.
Den metode gør, at der er
flere ”æstetikfotos”, end
hovedpersonen selv ville
have valgt. Og det er fint,
for det giver små pusterum i
rækken af voldsomme
billedangreb.
Et eksempel på voldsomheden:
En ophængning viser en dame,
der underskriver en
støttekampagne for
dødsstraf. På et billede
nedenunder ses den sorte
fange ”Popeye”, dagen før
han skal henrettes. Ved
siden af kysser fangen Henry
sin besøgende kone gennem
tremmerne. Sidste foto i
gruppen viser en indsat i
færd med at spise mad fra en
blikbakke på toiletbrættet i
sin celle.