Slørede, grynede, halvmørke. Selv
pangfarver fremstår disede. Enhver
familiefar på ferierejse kan tage
skarpere billeder med sin
mobiltelefon. Men enhver familiefar
giver ikke 30 år af sit liv for at
dokumentere fattigdom og bekæmpe
fordomme (desværre). Og enhver
familiefars fotoalbum kommer ikke på
museum (heldigvis).
Det handler om fotografen og
vagabonden Jacob Holdts fantastiske
livsværk. På utallige rejser i USA
har han taget tusinder af billeder
af fattige og sorte amerikanere.
Nogle af billederne er med i bogen
og diasshowet "Amerikanske
billeder", med hvilket Holdt har
besøgt snart sagt ethvert gymnasium
i Danmark og talrige universiteter i
USA. Bogen og foredraget er for
mange blevet en øjenåbner med
dokumentationen af livet på en
amerikansk skyggeside, der sjældent
når frem til avisernes forsider. Nu
har Louisiana så fået lov til at
kigge i Holdts arkiver og udvalgt
250 nye amerikanske billeder til
udstillingen "Tro, håb og kærlighed
– Jacob Holdts Amerika", der åbner i
dag.
Jacob Holdt har en sjælden evne til
at vinde andre menneskers hjerter og
komme indenfor på steder, hvor hvide
fotografer normalt ikke kommer. Dels
fordi de er hvide, og som sådan
mødes med vagtsomhed af de fattige
sorte, dels fordi de er fotografer,
og som sådan offentliggør det, der
ellers er privat.
Den troskyldighed og menneskelige
rummelighed, hvormed Holdt er
trasket ind i hjemmene og hjerterne
på utallige amerikanere gennem
tiden, kan ikke adskilles fra det
fotografiske projekt. Etik og
æstetik hænger snævert sammen. Vi
ville ikke have "Amerikanske
billeder", hvis ikke Holdt er den,
han er. Derfor er det ikke
afgørende, at billederne er slørede
og mørke og ikke lever op til
nutidens krav om perfektion. Når vi
ser Holdts rystede og rystende
billeder, opfordres vi til at tage
stilling til det, vi ser, på en
anden måde end på en almindelig
kunstudstilling. Dermed ikke sagt,
at Holdts projekt er politisk og
handler om at kritisere de hvide og
den økonomiske overklasse for at
undertrykke de sorte. Hans billeder
og projekt med "Amerikanske
billeder" er et vidnesbyrd om, at
racismen findes hos alle, og at vore
fordomme ikke er politisk bestemte,
men kulturelt funderede. Meget
opstår i barndommen, mener Holdt, og
derfor tog han for mange år siden
sin søn med på en tur tværs over USA
for at lære den toårige purk at møde
ikke-hvide med kærlighed og kropslig
afslappethed i stedet for
anspændthed.
At Holdt i særegen grad investerer
sig selv, er tydeligt på
udstillingen. Og rigtig god film er
produceret til lejligheden, der
viser Holdt fra en personlig side,
og hvor han uddyber, at han ikke ser
sig selv som fotograf og slet ikke
kunstner. Dertil kan man sige, at
det skal han ikke selv bestemme! Nu
er han på museum, så kunsteksperter
har vurderet, at han er kunstner, og
man ser da også paralleller i Holdts
billeder til både den tidlige
fotodokumentarisme, med danskeren
Jacob Riis som det mest berømte
fortilfælde, og til senere
fotokunstnere som amerikanerne
William Eggleston og Nan Goldin.
Udstillingen er lagt tematisk, og
ikke kronologisk an. Afsnit har
derfor titler som "Narkomaner" eller
"Religion". Ophængningen fremstår
indbydende (mange af de oprindelige
billeder er bittesmå, men er med
moderne teknik mulige at blæse op i
store formater) og overskuelig, al
den stund et begavet
sorteringsarbejde er foregået frem
for at hænge billederne tilfældigt
op efter, hvornår de nu blev taget.
Selvom kronologien ikke er det
organisatoriske princip, kan man
alligevel se en udvikling i Holdts
menneskeskæbner, hvoraf de samme går
igen med mange års mellemrum.
Slående er det for eksempel, at hvor
fattigdommen i 1970'erne kom til
udtryk som tyndhed, kommer den nu
til udtryk som fedme.
Sektionen, der handler om religion,
viser med stor tydelighed, hvilken
rolle troen spiller for mange sorte,
og derfor er det også underligt, at
der ikke reflekteres mere over
udstillingens titel. Præstesønnen
Jacob Holdt ved nok, hvor ordene
"Tro, håb og kærlighed" stammer fra,
men ved kuratoren det? Og hvorfor er
ordene valgt som udstillingens
titel?
Nå, hvis Louisiana ikke er så stærk
i bibelhistorien, er museet til
gengæld stærk i samtidshistorien og
især da nu, hvor hele tre
udstillinger handler om
omverdensforhold – altså om dig, mig
og os, og hvordan vi forvalter vore
liv sammen. På "Fremtidens
arkitektur er grøn!" kan man se
miljøbevidst kunst, på "The World is
Yours" er det samtidskunst med
politiske budskaber, der er på
plakaten, og med Jacob
Holdt-udstillingen er det
samfundsrelaterede triptykon så
fuldendt på fornem vis. Det er
museumspolitik med overblik og
konsekvens, måske også med det
heldige sammentræf som medspiller,
og så kommer der nok malerkunst på
væggene en anden gang igen. Lige nu
er det altså vores samtid, det
handler om på Louisiana, og
Holdt-udstillingen er fremragende,
også som vindue til dét USA, som
ingen undslipper for tiden – og da
slet ikke i dag, hvor præsident
Obama gæster København.
PS: Obama og hustruen Michelle var i
øvrigt som studerende med til at
organisere Jakob Holdts foredrag og
workshop om racisme, da Holdt i sin
tid gæstede Chicago. Jovist, et
diasshow kan føre til mange ting!
Tro, håb og kærlighed. Jacob Holdts
Amerika. Kunstmuseet Louisiana,
Humlebæk. Til den 7. februar.