Jacob
Holdt
er ikke som andre fotografer.
Denne frygtløse dokumentarist
tager aldrig fotografier for
billedets skyld. Han gør det for
at vise sine venner blandt de
sociale udskud, der er bagsiden
af det amerikanske samfund.
Det er så fristende at
sammenligne
Jacob
Holdt
med en anden dansker ved navn
Jacob, der i fotografiets
absolutte barndom tog billeder i
USA's sociale underetage.
Med sin bog ' How the Other Half
Lives' fra 1890 dokumenterede
Jacob A. Riis, at den fattigste
halvdel af amerikanerne slet
ikke levede spor godt i Guds
eget land.
Det gør den stadig ikke, hvis
man skal tro Jacob Holdts nye
fotografier.
Men der er også forskelle.
Og
forskellen begrænser sig ikke
til den fotografiske teknik, som
har gjort store fremskridt i de
seneste hundrede år, i
modsætning til de fattiges
vilkår.
Den første Jacob ville påvirke
den politiske handlekraft og
skabe sociale reformer.
Den anden og udstillingsaktuelle
Jacob drømmer ikke om at blive
et emne i en amerikansk
valgkamp. Han er bare manden,
der kan færdes på steder, hvor
enhver kunne tage et lige så
godt eller bedre billede, hvis
de kunne få adgang.
Men det kan de ikke, og det er
forskellen.
JACOB
HOLDT
KAN VANDRE ind i en ghetto af
sorte med samme uskyldige
forventningsglæde, som en
halvvoksen knægt kan gå ind i f.
eks. Palads Biografen. Mens
enhver anden hvid mand vil
risikere at blive skåret i
småstykker og gjort til
fiskefoder, altså i ghettoen,
formår denne jyske præstesøn at
blive rigtige venner med dem,
der nærmest aldrig har haft
nogen.
Jacob
Holdt
har en særlig afvæbnende
udstråling, som han kan takke
for, at fattige og kriminelle
miljøer i USA gennem årene har
åbnet nærmest alt på grund af
ham, undtagen ild og
springknive, uden at han for så
vidt har haft andet på hjerte
end at opnå disse udgrænsede
menneskers fortrolighed. Så har
han fotograferet dem, uden at
man kan beskylde ham for at gøre
venskaberne til billedernes
strategiske forudsætning. Han
har bare været dér, måske på det
forkerte sted, ofte på det
forkerte tidspunkt, men altid
med den hensigt: kun at være et
menneske blandt medmennesker og
en følsomt registrerende
dokumentarist.
Han har en regel, som han
nærmest aldrig fraviger: Han
tager ikke billeder af nogen,
medmindre han kender dem godt
nok. Eller sagt på en anden
måde: Han tager kun billeder af
sine venner. Amerikanske
billeder af amerikanske venner.
Det er billeder, der i teknisk
og formel henseende er lige så
ligefremme og uprætentiøse som
ham selv. Ikke ved ét eneste af
de ca. to hundrede fotografier,
der for tiden fylder Louisiana,
hæfter man sig mere ved
billedets formelle egenskaber
som beskæring, belysning,
dybdeskarphed etc. end ved
motivet.
Men det allermest væsentlige er
de mennesker, der skaber
motivet. Det kan man bogstavelig
talt læse ud af de trykte
billedfortællinger, som
fotografen selv har udarbejdet.
Fortællingerne går ikke på
billederne som værker, men på de
personer, fortrinsvis sorte, der
giver dem indhold og liv, på
Martha, Mary, John, Raine,
Carla, Helene etc.
I
EN TID, HVOR ALLE betragter sig
selv som kunstnere, bare de
maler lidt i garagen sådan hver
tredje søndag, er der noget
imponerende ved en mand, som får
en stor separatudstilling på
Louisiana og alligevel ikke ser
sig selv kunstner. Ikke engang
som en rigtig fotograf. Er
Jacob
Holdt
noget i sin egen selvforståelse,
er det foredragsholder - og
vagabond. Hvor den typiske
vagabond sædvanligvis har en
bylt med personlige ejendele
over ryggen - eller måske et
fuglebur med en pølse, som hos
Storm P. - har
Jacob
Holdt
sit håndholdte kamera. Det må
være et af de kameraer i verden,
der har været eksponeret foran
mest menneskelig elendighed.
Jacob Holdts fotografier er en
mellemting mellem personlige
minder og en socialkritisk
miljøbeskrivelse. Uden dem ville
ingen vide, hvor han havde
været, hvad han havde set, og
hvem han var blevet venner med
eller bare havde besøgt igen.
For menneskene er ikke bare mere
eller mindre fotogene
skikkelser, de er ofte personer
med et navn, en identitet og en
ulykkelig skæbne. Det er disse
skæbner og deres personlige
historier, der engagerer
publikum, og så den
omstændighed, at de kun takket
være fotografen selv er rykket
helt tæt på vores egen
oplevelseshorisont.
Noget er de nemlig fælles om: De
er alle kommet på det, man med
et lån fra den elektroniske
nutid kunne kalde Jacob Holdts
humanistiske 'facebook'. Han
besøger dem, trofast, og de
ville sikkert også besøge ham,
hvis de stadig var i live og
havde penge nok til at flytte
sig fra den fattigdom og
håbløshed, de fleste er
nedsunket i. Og hvis de ellers
vidste, hvor de kunne finde ham,
den fotograferende vagabond.
TIDLIGERE FANDTES DER en
planlægningsstrategi på
Louisiana, der blev omtalt som
saunaprincippet. Det var, når
man skiftede mellem ' kolde' og
' varme' udstillinger. I dag er
Louisiana vokset, og museet er
blevet stort nok til, at kolde
og varme udstillinger kan vises
samtidig.
Mens ' The World is Yours' er en
såkaldt kold udstilling, fordi
den koncentrerer sig om den ikke
altid lige folkelige
samtidskunst, så er ' Jacob
Holdts Amerika' i den grad en
varm udstilling. Måske en af de
varmeste udstillinger, Louisiana
har vist i nyere tid. Det er i
hvert fald den første udstilling
på stedet, hvor et knaldrødt
hjerte vikarierer for det sidste
ord i titlen ' Tro, håb og
kærlighed'.
Når dette ene hjerte skal ganges
med fire, er det ikke på grund
af Jacob Holdts kunstneriske
potentiale som fotograf, heller
ikke på grund af udvalget,
ophængningen eller den betagende
film ' Holdt!', som vises i
Louisianas biograf, og som er
helt uomgængelig, hvis man vil
forstå denne frygtløse sociale
globetrotter.
Karakteren falder også af
humanitære grunde, fordi
Jacob
Holdt
tydeligvis bruger fotografiet i
en tjeneste, der er større end
noget fotografisk projekt: Det
er at fortælle om nogle
menneskers umenneskelige hverdag
på en sådan måde, at man ser dem
som medmennesker. Det er i
sidste ende forudsætningen for
at bekæmpe fattigdommen og
elendigheden i verden, at man
lærer at sætte ansigter på den.
peter.michael.hornung@pol.dk
Billedtekster:
SELVFORSVAR.
Jacob
Holdt
beskriver Raine som »min ven i
Ku Klux Klan«. Hun samlede våben
til selvforsvar efter at være
blevet voldtaget og forsøgt
myrdet af klanmanden David
Laceter. Foto fra 2005:
Jacob
Holdt
MORDOFFER. Crack-narkomanen Nina
levede sammen med sin mands
øksemorder og selv blev myrdet.
Foto fra 1989:
Jacob
Holdt