Sendt som e-mail 10. maj 2000
Kommentar fra Marie på Birkerød Statsskole
Kære Jacob
For et år siden
viste du dit show på Birkerød Gymnasium. Blandt
dit publikum var jeg, på daværende tidspunkt 3.g'er, Rebel og
forvirret over den vrede, den smerte og den afmægtighed mit eget liv,
og det jeg så i fjernsyn og aviser har indgydet mig siden jeg blev
gammel nok til at forstå.
Jeg har grædt for verden og grædt over mig selv fordi jeg ikke vidste hvad jeg
skulle stille op med mit liv. Fordi det var vigtigt for mig at føle
at jeg gjorde en forskel, og at jeg med min eksistens som en
seksmilliardende-del af menneskeheden kunne gøre verden en lille
bitte smule bedre - og fordi at jeg ikke vidste hvordan.
Det gjorde mig
rasende, på mig selv, på et samfund hvor det sommetider føles som
om ingen forstår og alle er ligeglade, og da især dem der har
ansvaret allermest - os unge, der lever som i en boble af bedøvende
mediehelvede, diskotekseufori og materialisme, mens vi prøver at
glemme at vore forældre valgte arbejdet frem for os, fordi de var
nødt til det.
Dine billeder
lagde ved på bålet. Jeg ville gå hen og snakke med dig efter
showet, men turde simpelthen ikke da jeg ikke vidste hvad det var jeg
gerne sige tak for. Jeg følte mig tom for ord, eller måske er det
nærmere sandheden at der var for mange på én gang og for upræcise
til at udtrykke hvad du netop dér havde givet mig. Nemlig det
sidste spark til endegyldigt at beslutte at jeg vil vie mit liv til at
bidrage til verden med så stor en mængde glæde og kærlighed som
jeg nu kan præstere.
Måske var det
ikke en helt bevidst beslutning i dét øjeblik, men jeg mærkede en
besynderlig fred, en lindring af min vrede, selv dér midt i de
smertefulde billeder. Jeg kan se nu - et år senere - at det var fordi
jeg nu kunne sætte fingeren på præcist hvad det var for en retning
jeg selv i blinde så længe havde prøvet at bevæge mig i.
Så lang tid har
det taget at bearbejde de billeder jeg så og de historier jeg hørte
fortalt ( jeg drømte om dem om natten i lang tid efter), men nu tror
jeg jeg har fundet en måde:
Jeg har søgt
ind på folkeskolelærer-seminaret. Dette nåede jeg frem til ud fra
den overbevisning at hvis man vil ændre et samfund må man søge
indflydelse hos dem der i virkeligheden er det største aktiv og (på
længere sigt) den mest magtfulde faktor: børnene af menneskeheden.
Det er dem der skal forme noget nyt. det er dem der skal stå på
skuldrene af os for at nå derop hvor vi ikke selv kan nå. Det vi putter
ind i deres sind og deres hjerter vil være hvad de får at arbejde med.
Min plan med
læreruddannelsen rækker dog en smule videre end selve jobbet som
underviser. Den er måske lidt excentrisk. Der er i hvert fald mange af
mine jævnaldrende der finder den temmelig mystisk. Jeg vil være
barde. Historiefortæller. En del mennesker
fatter ikke det - for mig - indlysende i dette. Men verden er gjort af
historier, og evnen til at finde på historie er en trang og en evne
som jeg er født med. Så det må blive gennem historierne at jeg skal
yde min del.
Jeg ville ønske
at jeg turde tage med dig ud i ghettoerne. som det er nu tør jeg
imidlertid ikke. Jeg føler mig ikke stærk nok til at kunne håndtere
den smerte jeg ved jeg dér vil få at se, og det tusind gange mere
massivt i virkeligheden, end på noget fotografi fordi den også vil
være min egen personlige smerte i forbindelse med min ufrivillige
rolle som barn af det herskende og bydende folk.
Men årene går
og måske er det snart min tur til at vove mig ud i verden for med
egne øjne at stå ansigt til ansigt med den elendighed, den smerte
som jeg hele mit liv udmærket har vidst var derude - fordi den også
var i mig.
Jeg er stålsat
på det. Verden er også mit ansvar, min pligt. Hvem ved, måske
finder jeg et sted derude HÅBET?
Tak fordi du
satte ord på min tavshed
Marie
Copyright © 2004
Jacob Holdt;
|