Jeg kan også lige nævne at Marly Sockol som senere psykiater (for de
kendte og velhavende i San Francisco) var den første, der i 90’erne
diagnosticerede både min søn og mig selv som ADHD-ramte - lang tid
før dette begreb blev kendt i Danmark - og er en af dem, der har
analyseret at jeg IKKE ville have været i stand til at lave Am.
Billeder hvis jeg ikke havde haft ADHD (omvendt har ADHD givet mig
stigende problemer i årene sidenhen som du så med min ophidselse
under paneldebatten og mine uigennemtænkte, men dog sande historier
på Facebook). Men samtidig sagde Marly at det også var årsagen til
at hun efter et halvt år dengang slog op med mig. Som jeg skriver i
oplægget til filmen førte dette brud mig i 1972 ud i en langvarig
depression, som gradvist førte mig dybere og dybere ind i de sorte
ghettoer. Det er dog en anden historie. Alligevel gjorde de alle så stort et indtryk på mig at jeg har fulgt dem lige siden, som jeg viser til sidst i dette oplæg til filmens manuskriptforfattere: "Marly was not intent on studying all day in New York University "just to support a penniless bum", so she insisted that I had to work. Today I feel I must have been very faithful or obedient toward her, for in that way I ended up getting the only job I ever had in the five years of traveling. No other woman could later force me to work. If they did try, I would immediately walk out to the freedom of the highways. But Marly had persuasive authority and knew the woman, Betty Smyth, who owned the folk music club "The gas light" in the Village, since she had once written an essay for her, which Betty got a straight A for. Therefore, she called Betty up and said, "Hey, you owe me something for that A. You have to hire this Danish bum I have staying with me – even though he is an illegal alien." Betty, the poor woman, had no choice and after taking a quick look at my braided beard and me, she felt she could only use me outside – as a "drag man". After all, those were the hippie days where such a beard "worked". Today it would not have gotten me hired in most places and this turned out to be the last real or "honest" job I had in my life. I had to stand shouting all night on McDougal St "Free admission to night" which in my still revolutionary mood I quickly changed to "Free admission and all political prisoners" since countless black revolutionaries were in prison at that time. With my heavy Danish accent, people found it quite charming. That I could get away with such politicizing without being fired says something about the anti-establishment mood under Nixon. I was closer to being fired by throwing Bob Dylan out one night since it was also my job NOT to let poor looking Puerto Ricans and blacks inside and in my race-profiling mindset, he looked like a Puerto Rican. Dylan was usually "blowing in the wind" in Folk City around the corner on West Third St. Luckily that night Betty was present and saw it and came running up scolding me, "Aren’t you aware that this is Bob Dylan? He used to play here, but is right now playing in Folk City. Like all the other artists he can always come in here (for free)." Well, if Betty had not told me so I would not have known that it was Bob Dylan.
The Gaslight was in financial crisis at that time (and actually closed later that year). So – cheap foreign labor as I was – I soon got promotion and ran the whole place by myself. I had to introduce the different musicians on stage. Usually there would be two artists alternating - a well-known name and a not so known, upcoming musician. However, for me they were all equally unknown, so Betty every week gave me their names on paper. Nevertheless, more than once I got the two names mixed up and ended up being booed out by the audience when I introduced "Let’s give a warm hand to Jose Feliciano….." and it was a totally unknown person standing on stage. It was not until I one day walked into a record store and saw the albums of all those friends I had now made in this primitive dark small club that I realized HOW famous many of them actually were. Since I was also making the coffee I would be hanging out for a whole week at a time in the kitchen behind stage with them. People such as Jose Feliciano, James Taylor (thus I was really glad to see him as the official entertainer at Obama’s 2nd inauguration) and Phil Ochs, one of whose songs I later used in my show. In the same way, I almost used Cat Stevens’ (or Yusuf Islam) song Where do the children play in the children-under-highways section of my show. All the music in my slideshow I choose based on some kind of personal connection I had to it, since I otherwise knew nothing about music). However, the one I got closest to – spiritually and physically - was blues musician Bonnie Raitt who was inspired by and alternated every night with the delta blues singer Mississippi Fred McDowell. Fred died a couple of months later, but also inspired me profoundly with his stories about picking cotton in Mississippi. So much in fact, that I can say with certainty that he was the reason I four years later hitchhiked to the delta to see if his descriptions from his youth were still true in the 1970’s. That is part of the background story for me ending up in bed with the black pimp Ed on page 127 "because I couldn’t choose between his prostitutes" :-) His legacy was also the reason I recently took Danish rightwing politician Søren Pind to hitchhike with me on Highway 61 through the Mississippi delta – the main route of oppressed southern blacks escaping North - and was filmed with him right in the spot where Bessie Smith was killed. Mississippi Fred McDowell’s moving accounts of southern oppression literally threw Bonnie Raitt and me in the arms of each other and inspired our later artistic/political lives. She was two years younger than I was, but for me she somehow felt very "homely" by – a little choppy at the time - reminding me of the country girls in my rural Western Jutland. So for a short time it got really hot between us, not least after hours in the next door bar Kettle of the Fish. Sadly/luckily because of my faithfulness to Marly our relationship was not allowed to develop (in hindsight I realize that as a heavy drinking artist I am probably not the only one she flirted with in her young days J ). Today, where she is a double Grammy winner my wife often teases me whenever Bonnie Raitt is on Danish TV, "Well, there is certainly one of your old "girlfriends" who have completely forgotten all about you!" Yes, but at least I can proudly claim, "it was me who helped launch her career!" For I introduced her on that small stage where a Newsweek reporter discovered her and blew her name up to such fame ….that in the process – and through years of struggling with alcoholism – she forgot all about me J And that was also good, for my relationship with Marly developed so quickly and positively, that we were both sure it would end in marriage."
Men helt glemt mig havde Bonnie Raitt dog ikke da vi mødtes igen i 21. juli 2013, da hun sidst spillede på Amagerscenen. Hun er et af mine vidner til at jeg dengang arbejdede i The Gaslight. Og Cat Stevens besøgte jeg for nylig sammen med min ven Isam B. Da Isam B indøvede sine sange til en ny cd i min kones sommerhus og jeg skulle tage billeder af ham til pladeomslaget i de smukke landskaber omkring Rusland/Tegners Museum, spillede han sine nye sange for mig. Jeg sukkede vemodigt og sagde jeg til ham, "Det er sjovt, for de minder mig fuldstændig om en musiker, som jeg introducerede hver aften i en folkemusikklub i New York i min ungdom." Derpå spurgte Isam B, "Hvad hed han?" Jeg svarede, "Han hed Cat Stevens, men er i dag bedre kendt som Yussuf Islam efter at han konverterede til islam. " Så smilede Isam B og sagde at hans sange faktisk var inspireret af Yussuf Islam. Så da han kort tid efter skulle ned til Dubai og indspille sine sange i Yussuf Islams musikstudier i Dubai endte jeg med at tage med derned og gense den i dag næsten utilgængelige Cat Stevens - 43 år efter vi mødtes – nu bedende sammen med ham i moskeen til en stille fredagsbøn frem for råbende ud i the Gaslight, "Let’s give a warm hand to Cat Stevens". ![]() Så kære Søren. Dette er min baggrundshistorie for på min egen klodsede bonderøvsmåde også at møde Bob Dylan den aften hvor jeg var dørmand i The Gaslight. Hvorfor i alverden skulle jeg have opfundet den ene sætning om ham hvis ikke den var sand (i en bog der handler om noget helt andet)?
Men Bob Dylan kan helt sikkert ikke huske mig fra den ene aften,
hvor jeg (næsten) fik ham smidt ud og ikke fik ham fotograferet. Mit
vidne i hans tilfælde er kun Marly Sockol, som jeg kom hjem og
fortalte historien til den aften. Jeg mente det skete på en af de
første dage hvor jeg var "dragman" – ikke fordi det imponerede mig
så meget at have mødt en kendis (som man jo mødte overalt i The
Village), men fordi jeg frygtede at blive fyret af Betty. "Ha, ha,
det skal jeg nok ordne hvis du får problemer med Betty," grinede
Marly. Betty Smyth kan du måske finde, da hun var mor til Scandalsangeren Patty Smyth, der som 14-årig på det tidspunkt krævede så meget pasning i hjemmet i Brooklyn, at det forklarer hvorfor Betty overlod mig at passe hele klubben alene mange aftner. Måske Patty Smyth var med den aften og kan huske hvordan jeg blev irettesat af hendes mor for at nægte Bob Dylan adgang. Ligesom så mange andre af de skildrede i min bog har jeg fotografisk fulgt Marly Sockol hele mit liv og lavet hendes livshistorie på mine hjemmesider. Hun har besøgt mig tre gange i Danmark de sidste to år, så sent som til min store kræftoperation i marts måned i år, hvor hun her ses med min datter, som boede hos hende som psykologistuderende på U of Cal. sidste år. ![]() ![]() Efter at have skrevet ovenstående fandt jeg i dag et af de kilometerlange breve jeg skrev hjem til forældre og venner, som jeg vil anføre som yderligere bevis, skønt jeg deraf kan se at Bob Dylanudsmidningen må være sket senere end jeg troede. Brevet er skrevet lige efter jeg blev ansat i The Gaslight og jeg har medsendt annoncen for den uge i brevet. Det var typisk for mig at datere brevet "to dage før Che Guevaras dødsdag", altså 7. okt 1971, og brevet bærer præg af min venstreorienterede politik på det tidspunkt. Det er også interessant ved at beskrive den rystende kriminalitet dengang på den korte strækning fra the West Village over til min bopæl hos Marly Sockol i the East Village. Jeg er tydeligvis meget imponeret over at have fået jobbet og foregiver overfor mine forældre at jeg kender alle disse kendte stjerner, men havde bortset fra Bob Dylan aldrig hørt om dem før. Selve historien om The Gaslight starter hvor jeg har markeret med rødt.
Jeg har ikke haft tid til at finde det senere brev – jeg skrev
alenlange breve hver uge – hvor jeg fortæller om Bob Dylan
udsmidningen. Som det ses af denne Bob Dylan historie kan det være
svært kortfattet (f.eks. under en paneldebat) at "bevise" sine
historier, når nogen anklager en for at "lyve". Jeg er dog først og
fremmest forbavset over at nogen overhovedet ville slå ned på så
ubetydelig en historie som den om Bob Dylan (for første gang i
bogens 38 år) når historien er fuldkommen uvæsentlig for bogens
emne, nemlig min senere rejse ind i de sorte ghettoer. Den del af min sætning i bogen undrer jeg mig også over i dag, idet Betty måske nok i første omgang ønskede at fyre mig for min manglende musikalske indsigt, men lod mig slippe fordi hun ikke havde råd til anden billig arbejdskraft, hvorfor jeg først blev fyret og vandrede videre ud af landevejen da The Gaslight kort tid efter gik konkurs. Denne sætning har nok blot været ment som en slags overgangssætning til den næste i forordet om hvordan jeg ellers finansierede mine film (uden at arbejde). Men en ting gav Bob Dylan mig med på den videre rejse. Hans sætning "To be an outlaw you have to be completely honest" bar jeg altid med mig i hovedet i mødet med hvert eneste menneske jeg mødte. For uden at udstråle fuldstændig ærlighed over for de mennesker man møder som pengeløs vagabond, lukker de sig for en og tør ikke at invitere en ind i deres overflod og privatliv. Min historie om Ted Kennedy Jeg havde også til debatmødet forberedt et tilsvarende forsvar for Ted Kennedy-historien. Jeg fatter ikke hvorfor du kan tro at jeg har nogen som helst interesse i at opdigte eller "lyve" om sådanne perifere historier, når selve hovedhistorien om de sortes tilstand er så stærk i sig selv og er det i bogen, som amerikanerne altid har reageret på. ![]() Så hvad tænker du dog på, Søren Willemoes? Forestiller du dig virkelig at jeg uden troværdige vidner til en skandalehistorie om Kennedys druktur kun to år efter at han havde druknet en kvinde med samme slags uansvarlige fuldemandskørsel i Chappaquiddick ville have turdet at bringe den historie i den amerikanske udgave af bogen? Jeg ville jo juridisk have fået hele Kennedyklanen efter mig med sagsanlæg hvis den var usand. Så lad mig her lige vise det vigtigste vidne, min kæreste på det tidspunkt Dea Beatrice Dolores Gladden, på hendes terrasse i Columbia, MD, som jeg beskriver i Kennedyhistorien på side 226. Jeg omtaler også i kapitlet at jeg kørte rundt med hende i hendes Jaguar. Den ses hun ved her. ![]() Og endelig beskriver jeg hendes minkbetrukne seng "fuldstændig rund i bedste Hollywood stil" som jeg en dag faldt ud af. Den ser du mig i herunder læsende lokalsprøjten "The Baltimore Sun". ![]() Endelig kunne jeg jo også vise hendes adresse i min adressebog (delt op efter stater) hvor du tilmed kan ringe til hende på telefonnummeret (hun bor der dog ikke mere).
![]() Nr. 19 på listen under ham er i øvrigt filmkritikeren Helene Linne i den røde kjole, som jeg har placeret lige under Marly på side 70, da jeg var kæreste med hende lige efter Marly :-) Nr. 21 er pudsigt nok Leslie, som sidder med afro i badekarret på side 207, og som også nævnes i efterordet som en af dem, der forhandler min bog. Hende var jeg sammen med igen for en måned siden. Og nummer 23 er ligeledes en Kennedy, nemlig Susan (Dimeo) Kennedy, som jeg nævner i kolofonen af bogen som den person, der gav mig den næsthøjeste donation i de år jeg gik på landevejen, nemlig 30 dollars. Disse tre adresser er måske ikke nok til at "bevise" Kennedy-historien for dig. Så lad mig også lige vise dig gerningsstedet i forhold til søen, vi gik ved, da vi blev samlet op af Ted Kennedy: ![]() Og herunder afstanden fra Washington, DC til 5221 Brook Way i Columbia, MD: ![]() Endelig fandt jeg lige i dag det brev, hvori jeg har skrevet hjem til mine forældre om oplevelsen. Brevet er typisk for hvordan jeg typisk gik lige fra ghettoens kriminalitet (øv. S.7) til hvid luksus (nederst side 7 med rødt) hos Beatrice Donovan Gladden - selv i dette første år på landevejen: ![]() ![]()
Mon ikke dette oprindelige brev til mine forældre, som jeg vidste
også ville have svært ved at tro på at deres søn havde været ude at
køre med en Kennedy, burde være bevis nok for historien? Jeg har aldrig hørt nogen i USA tvivle på min historie om den velkendte drukkenbolt Ted Kennedy. En af historierne, som amerikanerne til gengæld altid har haft svært ved at tro på er historien om hvordan jeg kom ind hos Rockefeller-familien. Den har jeg dog også gode vidner på, nemlig den lille treårige pige Valerie som jeg fotograferede i skødet på Sharon Rockefeller på side 225.
Da jeg for 10. gang viste showet på Stanford U. kom hun som 20-årig
op til mig og sagde, "Sidste år, da du var her, blev jeg vred på dig
da min room mate kom hjem og fortalte mig hvordan du
fremstiller min familie som alkoholikere og massemordere. Men nu,
hvor jeg har set dit show, må jeg give dig et stort knus. Og hvis du
nogensinde har brug for hjælp skal du bare kontakte mig. (Samme
reaktion har jeg fået fra 4 andre Rockefellerbørn i
eliteuniversiteterne). First I want to express how sorry I am about your cancer. My mother suffered this too and it was a miracle she survived. It is promising that your operation went well and I hope for your total recovery. I trust that the documentary is a satisfying distraction; what a tribute to you and your work. I appreciate your explanation of how your views evolved over time and with experience. Of course the same is true for everyone; I still am hypocritically judgmental of people with money! I have been fortunate to live around the world and work with many types of people who also have helped me become more tolerant. A few weeks ago I was working in Kosovo, where I see you have focused on poverty too….. …… I wish you the best with the film and am glad you are getting the recognition you deserve. Best, Valerie"Jeg omtaler hende her fordi jeg har så svært ved at forstå at jeg for første gang i mit liv bliver anklaget for at "lyve i min bog". For mig har bogens omtalte personer jo altid været mine sandhedsdetektorer – ikke mindst de gange hvor jeg i min nuværende alderdom selv er begyndt at tvivle på hvordan pokker jeg dog bar mig ad med at komme ind i så mange menneskers privatliv på så få år i min ungdom. Løj jeg over for
politiet i Wounded Knee?
Det var derimod ikke helt en løgn at sige at jeg "lavede en
dokumentar for dansk TV" selvom det var en nødløgn jeg ikke husker
at have brugt andre steder end her hvor jeg stod i håndjern og ikke
vidste hvad der skulle ske med mig i WK, hvor jeg kunne risikere at
blive anklaget "som terrorist". For da jeg efter to år i Canada/USA
i julen 1971 med min kæreste Marly Sockol "blaffede hjem til
Danmark" – i al fald fra London hvortil vi fik billige flybilletter
til 50$ - viste jeg mine første ca. 80 billeder for nogle små
publikums – deriblandt for Nelle Rue (tror jeg hun hed) som lavede
børneudsendelser for DR. Hun var så betaget af dem at hun sagde at
hvis jeg tog tilbage og tog mange flere af samme slags ville hun
lave et Tv-program med dem. Dette var en af de ting der opmuntrede
mig til at koncentrere mig mere om fotografiet – selvom jeg glemte
alt om at bruge det til TV de næste tre år på landevejen, hvor
billederne i stedet blev til Am. Billeder. Den biograffilm viste
Danmarks Radio så i 1982 på TV – men det havde jeg aldrig
forestillet mig da jeg stod i håndjern på vej til fængsel i Wounded
Knee og fyrede en nødløgn af om at jeg var ved at lave et
Tv-program. Sådan er sikkert mange af mine små nødløgne siden blevet
til sandheder :-)
Beviset for at jeg var hjemme i julen 1971 med Marly Sockol hos mine forældre og lillebror her
For det er jo netop ved hjælp af alle disse vidner at jeg også med årene fandt ud af de få steder i bogen/showet hvor jeg tog fejl. Adam Holm sagde dette på Facebook: "Vi hørte Holdt med et lettere sarkastisk grin sige at der faktisk er løgnehistorier i bogen, men dem er der angiveligt ingen af kritikerne, som har formået at grave frem." Disse havde jeg aftalt med Michael Thouber at jeg gerne ville lægge ærligt frem på bordet den aften, men det ville ordstyrer Thomas Buch-Andersen åbenbart ikke give plads og tid til. "Løgnehistorier" er så meget sagt, men jeg opdager jo hele tiden, når jeg besøger mine venner i bogen, nye "fejl" eller misfortolkninger af deres liv. En af de nyeste opdagede jeg for første gang (efter 43 år) da jeg stod og filmede med filmholdet for kun en måned siden hos Virginia Pates familie langt ude i Louisianas sumpe. Men lad mig først lige vise dig hvor kompliceret det er at følge alle mine sandhedsvidner i bogen. I bogen er der f.eks. kun fire-fem billeder af Virginia Pates familie, men jeg har jo fulgt alle medlemmerne af hendes familie gennem årene. Mange af dem boede på hendes lange øde skovvej ud til Angolafængslet, men hendes egne og søstrenes børn er i dag spredt ud over USA, hvor de hyppigt har stået på scenen sammen med mig i f.eks. Duke University, Harvard, Tufts Univ., U. of Penn, osv. Her er Virginia Pates søskende: ![]() I bogen på side 34 nævner jeg kun to af disse, nemlig Virginia Pate og Eleonora Morrison. Men jeg nævner også George Davis, der jog mig ud den første nat ved at stikke en geværmunding i maven på mig der i sengen med børnene. Og at han "siden blev myrdet af Virginias to nevøer." Dem ser du på det næste stamtræ herunder, Elnoras to børn, Bertha og Bertram, som fik 4 og 75 års fængsel for rovmordet. I fængslet blev de gennem alle årene bevogtet af Virginias søster, Berryl (som vi altid kaldte for Black), som er en god kristen, men har chokeret alle mine medrejsende (citeret i bogen, som Eli Saeter skrev i Norge "en Amerikareise") for at udtale at hun ville have skudt sin egen niece og nevø ned i koldt blod fra fangetårnet, hvor hun var fangevogter, dersom de forsøgte at flygte.
Jeg har billeder af Bertha efter hendes løsladelse og synes hun er
den mest elskværdige kvinde. Og jeg bruger billeder i showet af
fangevogteren "Black", som jeg elsker højt. På disse to stamtræer
har jeg ikke engang Virginia Pates børn med. Morgan Pate, som ses
nederst på side 21 i bogen, kom siden i militæret, var med i
invasionen i Grenada, blev gift med en nigerianer og i dag bor jeg
tit hos ham i militærbyen Fayetteville i North Carolina eller hos
hans bror Roy, den ene af de små drenge i sengen på side 34, uden
for Raleigh, NC. Doretha Pate, som ses som barn om morgenen på vej
ud til skolebussen fotograferet indefra shacken på side 228, fik sig
en uddannelse som designer og boede i mange år i Worchester, MA,
ikke langt fra hendes bror, Oliver Pate, i Shrewsbury, MA, hvor de
tit har optrådt på scenen sammen med mig i Bostons mange
universiteter. Doretha er dog nu flyttet tilbage til Louisiana.
Med mine stakke af billeder i mit og naboværelserne i præstegården.
Det skulle gå lynstærkt, så jeg delte alle mine 15.000 billeder op i
bunker på reolerne i mit gamle værelse efter emner såsom kriminelle,
bomuld, tobak, prostituerede osv. og lagde derefter disse stakke i
den rækkefølge jeg ville skrive og indtale historien. Ind imellem
var der nogle personlige stærke oplevelseshistorier såsom den om
Virginia Pate, eller den om Merrilyn Jones (side 181, Merrilyn var
lige i Danmark for nylig for at fejre Thanksgiving med mig og min
kone - nøjagtig 42 efter jeg mødte hende til Thanksgiving i NYC).
Dem puttede jeg så ind mellem hovedafsnittene og skrev derpå hurtigt
manuskriptet til lysbilledshowet på basis af rækkefølgen. Det er
vigtigt at huske at jeg stadig kun havde forestillet mig at dette i
hast producerede primitive 4 timers lysbilledshow blot skulle vises i
nogle få lokale skoler i Vestjylland, hvorefter jeg ville tilbage
til Amerika for at tage flere billeder. Når jeg en dag havde fået
nok gode billeder og tilstrækkelig indsigt ville jeg sætte mig ned
og lave et ordentligt gennemresearchet show, tænkte jeg. Men når du med disse få eksempler ser hvilke enorme anstrengelser jeg gennem alle disse år har gjort mig for IKKE AT LYVE, men for at fortælle sandheden om menneskene i Amerikanske Billeder – dvs. langsomt at finde frem til mere og mere af den sandhed, jeg ikke altid kunne se som overfladisk vagabond dengang jeg ikke havde nogen ide om hvad dette skulle ende med at blive - synes jeg godt du kunne give mig en undskyldning for hele den enøjede hetz du har lavet i medierne i dit forsøg på at fremstille Amerikanske Billeder som løgn. Din personlige indfaldsvinkel For dette er en side af dig jeg ikke forstår – dit enorme behov som en anden politiinspektør Javier i Les Miserable at angribe og skade andre mennesker. Jeg har altid ondt af mennesker der har behov for at gøre andre mennesker ondt og prøver konstant at finde ud af hvad det er – i barndom og opvækst – der ligger bag. Jeg får det simpelthen skidt hver gang jeg ser andre mennesker blive angrebet og ligegyldigt hvor store skurke de er – mordere, nazister, Ku Klux Klan, islamister, terrorister, pædofile, KGB-folk osv. – begynder jeg altid automatisk et større forsvar for dem (hvilket ikke altid går lige heldigt af når jeg sidder sammen med de forurettede). Jeg har altid i mine workshops prøvet at skabe forsoning mellem gerningsmænd og deres ofre (og er lige nu ved at oprette et sådan forsonings- og tilgivelsescenter her i København, som du snart vil høre om). Jeg tror aldrig at du vil finde eksempler på at jeg har angrebet og nedgjort mennesker som individer. Rockefellerne som en undertrykkende klasse er nok det tætteste eksempel du vil finde i min bog (bevidst for et øjeblik at spille på venstreorienterede tilhøreres fordomme over for dem), men straks efter forsvarer jeg dem senere i showet for at nedbryde tilhørernes fordomme over for dem. Og ved at lade alle de mennesker jeg beskriver i Amerikanske Billeder føle sig elskede og inkluderede vinder jeg dem alle over på min side, hvilket du kan se med både Rockefeller- og Kennedyfamiliens fortsatte venskab med mig og støtte til Am. Billeder gennem snart 40 år. Det er det samme jeg gør i mit nye langt mere populære, sjove og drillende foredrag "Om at sige ja til dem vi har fordomme overfor" (som du var fræk nok at citere fra i dit angreb på mig) med det resultat at det er lige populært blandt både muslimer og Dansk Folkepartis vælgere og jeg tit ser dem stå i kærlig omfavnelse med hinanden bag efter. Så dette er en klar vinderstrategi - hvis man kunne forestille sig at jeg med min kortsigtede ADHD-tænkning var kalkuleret nok til at udtænke en sådan J - at man på den måde er i stand til at vinde hele verden over på sin side ved at lade alle føle sig elskede. Hvorefter hele verden åbner sig op for en og man bliver båret trygt rundt af mennesker over alt (som jeg viser det i "Om at sige ja" med eksempler fra mange af verdens mest voldelige lande). Mine gamle skolekammerater husker mig i skoletiden som lukket og indadvendt, men den smittende kærlighed jeg på den måde begyndte at få på landevejen blev langsomt selvforstærkende på den måde at jeg udviklede og udstrålede mere og mere tillid til mennesker, hvilket yderligere fik dem til at åbne op og langsomt gav mig det de ofte kalder "en kærlig udstråling. " Uden en sådan ville jeg ikke have kunnet skabe Amerikanske Billeder. Men din måde at angribe og mistænkeliggøre dine medmennesker på er efter min mening i længden en taberkurs, der skaber splittelse, smerte og had i verden. Sjovt nok minder den mig mest om den taber- og hævnholdning jeg ser hos så mange af de kriminelle jeg har færdedes iblandt. Med deres kortsigtede og ja, netop for et stort antal af dem, ADHD-manglende evne til at gennemskue konsekvenserne af deres handlinger, kommer de ustandseligt i konflikter, slagsmål og bliver hyppigt selv slagtet og tilintetgjort. Langsomt udvikler de derfor kropssignaler og en udstråling af mistillid/frygt, som yderligere får deres omgivelser til at lukke sig i over for dem i en nedadgående spiral. Du aner ikke hvor mange af mine venner, som jeg har fulgt lige siden deres barndom for manges vedkommende, som jeg har set siden blive myrdet. Derfor har jeg dyb medfølelse for mennesker, der hele tiden ser og dyrker fjendebilleder omkring sig. Og det er det jeg frygter at du i stigende grad vil gøre hvis du fortsætter med som journalist og menneske at slagte dine medmennesker udelukkende for at opnå en kortsigtet gevinst. Og det synes jeg er ærgerligt, for du er intellektuelt langt min overmand, der formår – som jeg har rost dig for – at skrive virkeligt gode og for mig udfordrende artikler, der hæver sig langt over det manipulerende makværk omkring mig, som du stod fadder til med elendige freelance skribenter som Johs og Magnus. Husk at jeg ikke er den eneste, der let kan gennemskue det lave niveau af manipulation og løgnagtighed i deres artikler selv om jeg selvfølgelig har en særlig indsigt i dem. Som sagt har jeg gennem et langt liv fået en hel del indsigt i hvordan mennesker, der opererer ud fra et udtalt behov for at angribe og nedgøre andre, ikke selv er specielt lykkelige. Mange af tilhørerne i paneldebatten, som ikke havde set dig før eller kendte noget til dig, henvendte sig da også bagefter til mig om hvordan de havde fået helt ondt af dig som du sad der og vred dig med en lidet vindende udstråling. Jeg kan selvfølgelig være ligeglad med dig som menneske, men da vore to liv nu engang gennem de sidste måneders forløb er blevet meget tæt forbundne, bliver jeg nysgerrig efter at finde ud af hvem du egentlig er og hvad der har formet dig. Du vender selv hyppigt tilbage til oplevelsen du som 8-10 årig havde ved at se din far blive forfulgt og truet af en frelst venstrefløj. At du flere gange nævner det viser i al fald at det har været med til at forme dit sind. Jeg skal ikke begynde at psykologisere over dig ud fra dette, men kan naturligvis ikke undgå at føle at den Javier-agtige forfølgende besættelse, du har udvist over for mig, må have noget at gøre med at du dengang blev lettere skadet over at se din far uretfærdigt angrebet på den måde og at du nu (fejlagtigt) ser mig som "venstrefløj", "frelst" e. lign. Der plejer altid at være nogle dybere skader bag menneskers behov for at angribe/myrde andre - eller i mit tilfælde en sygelig besættelse med at ville karaktermyrde mig. Du var ikke ude på at finde sandheden om Am. Bill., som du foregav, for du hoverede barnligt på Facebook hver gang du kunne skabe overskrifter i BT og Ekstrabladet om "løgneren Jacob Holdt". Men som ikke mindst min psykologistuderende datter udtalte er det jo ufatteligt at du, som tydeligvis selv led skade ved at opleve din far blive udsat for hadske angreb, nu afreagerer uden mindste empati ved at ville give andre folks børn de samme skader. For er der nogen sådanne angreb skader er det jo altid børnene. Min søn glemmer ikke da han som 12-årig blev kaldt søn af en landsforræder o. lign. da afsløringen af mig som KGB-agent kørte i Ekstrabladet i 1992. Men dette varede kun en uge indtil Information fik vendt hele sagen ved at vise at jeg tværtimod havde brugt min dialog med KGB til at beskytte Carters menneskerettighedspolitik. Dine angreb i WA har derimod varet i tre måneder, hvor især min datter ikke har kunnet sove igennem en eneste nat uden at vågne op af desperation over at se sin far uretfærdigt angrebet. (Min søn blaffede heldigvis rundt i Kasakhstan det meste af tiden). Hun gik fuldstændig op i mit forsvar og hjalp mig – med sit (modsat mit eget) klarsyn med at skrive den store artikel vi havde tænkt os at få WA til at bringe om Afrikafonden og flere af jeres andre løgne. Men da du til paneldebatten vist nok sagde til Thomas Buch-Andersen at nu ville I ikke fortsætte hetzen længere, valgte jeg at vende den anden kind til og ikke at indsende den. Jeg orkede heller ikke mere. Den nat viste min datter, Lalou, en kreds af forsamlede venner hvordan hun var begyndte at tabe sit hår gennem disse måneders hetz fra WA. Og næste morgen fortalte hun hvordan hun den nat for første gang i al den tid havde kunnet sove helt igennem. "Gør ikke mod andre hvad du ikke ønsker de skal gøre mod dig," som det blev sagt. Jeg kunne forstå det hvis jeg havde været forbryder, en Stein Bagger der havde beriget mig på andres bekostning, en der satte penge i skattely og skadede sine medborgere. Men at starte en sådan hetz mod et menneske for et eller andet uskadeligt han gjorde i sin ungdom, det fatter mine børn ikke at du ville udsætte dem for efter alt det du selv blev udsat for. Når man er så besat af en ide om at ville skade andre uden at vise nogen form for empati plejer mennesker at kalde det for "had". Selv har jeg altid kaldt det for "smerte" for at kunne forsvare mennesket bag angrebene – selv de værste "hadere". Det er muligvis mine forsøg på altid at forstå frem for at dømme mennesker, som du (og de højrefløjsblade der viderebragte WA’s overskrifter) opfatter som en slags "venstrefløj" hos mig. Jeg har dog svært ved at se dette som specielt "venstrefløjsagtigt" da jeg altid har stillet mig i midten og stemt på midterfløjspartier netop for at kunne gå i dialog med folk og partier på begge fløje. I virkeligheden tror jeg at du og jeg er meget ens på det punkt. I al fald har jeg stort set hele mit liv praktiseret det du selv udøver ifølge denne artikel i Information om at ingen må tro at de er "de gode". Jeg har altid forsvaret "de undertrykte" og vendt brodden mod den frelste undertrykker. Når eleverne i USA ikke er tvangsindlagt af universiteterne til at se mit show er det jo typisk de frisindede "liberale", "venstreorienterede", der mest kommer til Amerikanske Billeder, hvori jeg hele tiden konsekvent "undertrykker" dem med at det er dem selv, der er de værste racister – ikke KKK eller "de andre". (Særlig udtalt i afsnittet om Museum of Modern Art). Ikke mindst i mine efterfølgende workshops, hvor jeg viser hvordan "vi, de gode hvide" er dem der i virkeligheden udstøder og ghettoiserer de sorte mest. Og i mit i dag langt mere populære foredrag, "Om at sige ja" gør jeg dette fuldstændig konsekvent ved at vise at I, "danskerne", "de venstreorienterede", "de gode" er langt værre racister end Ku Klux Klan (som også typisk har flere sorte venner end den typiske dansker har indvandrervenner). Jeg starter altid mine foredrag med at sige at jeg i løbet af foredraget "vil vise jer at I er værre racister end KKK", hvorefter publikum griner og tror det er en vittighed. Men 3-4 timer senere kommer de ud og indser at jeg har ret. Kom selv og oplev dette foredrag, Søren, og du vil kunne se hvordan jeg konsekvent vender brodden mod "de gode", "At folk, der hævder at være de gode, de ordentlige og de rigtige, kan vise sig at være lige så onde og modbydelige som andre mennesker", som du siger. Jeg slår netop hårdest ned på de "frisindede" antifascistiske studenter fra Københavns gymnasier (såsom Rysensteen), når de f.eks. angriber nazisterne med flasker, brosten og had (eller ditto i USA angriber mine venner i KKK) osv. Eller som jeg gang på gang viser det, f.eks. med min "gode" allierede i kampen mod undertrykkelse (apartheid) i Namibia, Sam Nujoma (husk hospitalshistorien) når han det næste øjeblik som præsident selv udvikler sig som undertrykker over for de homoseksuelle, hvorfor jeg det næste øjeblik under mit besøg i 2001 går i demonstration sammen med Windhooks homoseksuelle imod ham. Eller hvordan jeg selv blev racist over for de sorte eller f.eks. under længere samvær med en familie af seriemordere udvikler voldelige sider. Så jeg tror egentlig at du og jeg er mere enige end du forestiller dig. Og ligesom jeg altid har gjort det med folk der har angrebet mig – forsøgt at finde nogle forsonende lighedstræk imellem os – vil jeg slutte dette brev med at gøre det samme med dig. Thi det er den eneste måde at opnå heling efter sårene og at befri sig selv fra negativ tænkning. Det er mit håb at du vil forsøge det samme og at du vil komme til middag hos mig snart, så vi kan grine lidt sammen af hele dette underlige forløb. De kærligste hilsner Jacob Holdt Gernersgade 63, 1319 København Tlf. 20-324412
|
|