|
|
| |
|
|
| |
11. Er Danmark
det mest racistiske land blandt dem vi normalt sammenligner os med?
Udover vort ry for at sætte hele ”verden i brand omkring vor vugge” i vore
forsøg på at sparke til dem, der allerede ligger ned (Jyllands-Posten-krisen
efter krystalnat 1938 og igen 2006), taler OECD’s rapporter deres tydelige
sprog. Vore 2. G. indvandrere klarer sig dårligst i PISA-undersøgelser mens
forskellen i uddannelse og kundskaber mellem indvandrere og indfødte
svenskere er den mindste i EU. Svenskerne er selvfølgelig ligesom os fyldt
af indre smerte og en tendens til at tænke negativt om andre. Men da de
vælger ikke at give et DF magt til at sætte tonen og følgagtige medier
og kyniske politikere til hele tiden at oppiske livssmerten mod ”de andre”,
bliver deres indre negative tænkning overfor indvandrere ikke nær så
undertrykkende og formende for disse. Derfor klarer deres indvandrerbørn sig
langt bedre i skolen end vores - om end ikke så godt som de gør i et frit
samfund som USA (hvor livssmerten i stedet væltes ud mod sorte og
mexicanere). Så længe vi gifter os med DF vil vi derfor få de hadske børn vi
fortjener.
|
| |
|
|
| |
12. Vores regering bruger klassisk antisemitisk politik
som et udslag af vores racisme
Gennem det meste af Europas historie har magthaverne inviteret jøderne – den
tids fremmede og landflygtige – ind i deres lande for kynisk at bruge dem
som stødpude til at holde sig på magten med. De så sig selv som retfærdige
landsfædre højt hævet over masserne, men opildnede hele tiden en
antisemitisme på lavt blus blandt disse. Ofte brugte de mere eller mindre
synlige alliancer med hadske grupper til at udføre dette beskidte arbejde
for selv at kunne vaske hænderne. Den livssmerte, som altid ulmer i
masserne, kunne de når oprør eller valg truede således behændigt kanalisere
ud mod ”de fremmede”. Efter 2. verdenskrigs tragedie bruger intet anstændigt
demokratisk land længere den form for åbenlys kynisk racisme.
Amerikanske politikere forsøgte for 50 år siden at ”out-nigger” hinanden,
men fik intet andet end ghettoer ud af det. Milosevic forsøgte det for 15 år
siden, men fik intet andet end massegrave ud af det.
Kun i vores land bygger hele
regeringsgrundlaget i dag på en sådan beregnende racisme og udnyttelse af de
ca. 15% smertens stemmer, som vi har i alle samfund. At vi tillader dette i
Danmark er ikke et udtryk for Dansk Folkepartis racisme, men for vores
racisme.
|
| |
|
|
| |
13. Hvordan vi kan udrydde racismen i vores samfund
For helt at eliminere racismen må vi helbrede tre former for skader:
Først smerten afstedkommet af at blive behandlet som underdanig, som en
”outsider”, der bliver nægtet basale behov, nægtet en fair andel af resurser
og netværk, bliver nedværdiget, angrebet, truet på hele sin identitet og
endog af ostracisme (som den evige jøde og
i dag danske muslimer) osv.
Den anden form er skaden på medlemmer af målgruppen ved at have
”internaliseret” racismen. Et samfunds racisme kan være så overvældende at
den absorberes af ofrene. Racisme former måden, hvorpå
ofrene tænker og føler om sig selv og kan få dem til at mishandle sig
selv (eller andre medlemmer i gruppen) på måder som minder om den
mishandling de selv var udsat for af undertrykkelsens agenter. Se under
”indvendiggjort racisme” og antisemitisme.
Den tredje form for skade er den korrumpering af sindet, der sker hos os,
der af samfundet trænes til at handle som agenter for racismen (såsom hvide
i USA og Danmark). Ingen fødes med racistiske (islamofobiske) holdninger,
men udvikler dem først gennem mis-handling og mis-information. Se serien om
”Hvordan vi bliver racister.” Alle racismens tre former for skader kan
heles. |
| |
|
|
|
14. Afhjælp skaderne af vores racisme ved at blive
antiracistiske racister
Indsigt i og
eliminering af vores egen racisme i et fortsat racistisk samfund er en
livslang proces. Stor indsigt og frigørelse kan vi opnå i racismeseminarer.
Men selv uden ydre hjælp kan vi undertrykkere gøre os til effektive
allierede af vore ofre ved at blive aktive og bevidste antiracistiske
racister, antisexistiske sexister, antihomofobiske heterosexister,
antiislamofobiske islamofober og (den sprogligt vanskelige :-)
anti-antisemittiske antisemitter.
Vi kan åbne os op for vore ofre, og tilslutte os og støtte deres kampagner
og organisationer (uden at overtage dem eller påtvinge dem vore egne ideer).
Gennem vore venskaber kan vi lære korrekte informationer om deres kultur og
baggrund og derved undgå at blive agenter for den institutionaliserede
racisme, der kun kan fungere ved at vi hvide holdes i konstant forvirring,
uvished, frygt og utryghed.
Vi kan hjælpe vore ofre ved at gribe ind når de afreagerer indvendiggjort
undertrykkelse mod hinanden, når de gribes af selvhad, opmuntre dem til
større selvværd, hjælpe dem ud af racismens emotionelle blokeringer i skolen
og til at tro på deres egen fremtid og at de kan overvinde den fortsatte
undertrykkelse.
|
| |
|
|
|
15. Hvorfor vi som
monokulturgale skaber ghettoer, angst og udanske parallelsamfund
Danskerne forsøger derimod at holde indvandrerne ”udenfor” med
berøringsangst og nedvurdering af fremmede kulturværdier. Vi er
mono-kultur-gale ved naivt at tro at vi i længden kan
holde andre kulturer ude i en integreret globaliseret verden
uden at bruge et undertrykkende og ekskluderende voldeligt
sprog, som tvinger de andre til at søge ind i sig selv
og tidligere kulturer fordi de føler sig truede på hele deres
identitet.
Som monokulturgale gør vi ”de andre” gale ved offentligt at
udråbe dem som ”de gale”, ”de forkerte”, ”de andre”, ”de
fremmede”, ”de urene”, hvilket netop gør uforholdsmæssigt mange
af disse gale (psykiatriske anstalter), voldelige og kriminelle
(modsat f.eks. USA’s indvandrere).
Således ender vi
ligesom alle andre undertrykkere med at miste vores egen frihed
ved f.eks. som Pia Kjærsgård ikke at kunne færdes frit på
Nørrebro. Mange af vore indvandrere havner i udanske
multikulturelle parallelsamfund som resultat af denne
afstandtagende, bebrejdende racisme, som jo netop går ud på at
finde fejl og syndebukke i andres medbragte kulturer og gennem
denne ekskluderende holdning at fastholde dem i disse.
Et racistisk samfund kan derfor per definition ikke integreres.
Det vil skabe multikulturelle parallelsamfund, der hverken kan
integreres eller senere assimileres ind i en fælles dansk
kultur. |
| |
|
|
|
16. Hvorfor integration er den rene leg
Kun gennem den
frie leg med ”de andre” gør vi ”de andre” til ”os”. Lige børn
leger som bekendt bedst. Ingen ønsker at lege med ”de andre”
hvis man udelukker frie konkurrence og på forhånd definerer
nogle som mindre lige – f.eks. under en regering, der bygger på
budskaber om national kulturel overlegenhed. Ønsker man at være
kulturbærer for flertalssamfundets kultur, sker det kun ved at
åbne sig for de andre og vise deres kultur ægte interesse i
øjenhøjde. Enhver der arbejder med konfliktløsning, integration
eller dialog mellem forskelligartede grupper ved, at man ingen
steder kommer hvis man ikke anerkender modpartens ligeværd og
viser dyb respekt for dennes baggrund og kulturelle værdier i
sin indre positive tænkning.
Bemærk: Integration og senere assimilation opnås ikke ved
at skaffe ”de uønskede” i arbejde! Som mine billeder af USA’s
sorte og mexicanere advarer om, arbejder disse sammen med de
hvide, men lever fysisk og psykisk normalt i totalt adskilte
parallelsamfund. Nøjagtig det samme resultat ser vi af
englændernes racisme. Vores integrationsmodel bør derfor være
amerikanernes individuelle ”leg” med indvandrere, som de straks
får til at føle sig som ”ønskede” (”Wow, you’re really something!”)
Det er en sjov leg at integrere et land, for det betyder at gå
til en endeløs række af sammenkomster i hinandens kulturer i et
naivt og spinkelt håb om måske en dag at finde nogen som ikke på
bunden viser sig at være ligesom en selv – hvorefter legen først
bliver rigtig sjov, spændende og udfordrende. I et frit samfund
vil majoritetskulturens værdier altid til sidst ”vinde” - sådan
som vi ser det ske i USA med indvandrere og muslimer - men alle
vil have været med til at præge den. |
| |
|
|
|
|
17. Et eksempel på min egen
racisme mod ”de andre”
Som foredragsholder flyver jeg altid sammen med lutter hvide
mænd, hvilket tydeligt viser magtforholdet i samfundet. Racisme er når vi
bruger denne magt sammen med vore fordomme. Ligesom disse forretningsmænd
undgår jeg helst at ”investere” i de områder/skoler hvor jeg ved at
folk er ghettoiserede. Vi er interesserede i maksimal effekt og jeg ved at
pga. den usynlige apartheid i skolerne kommer de hvide elever ikke til mit
show hvis sorte organiserer det.
Da jeg arbejder med
racisme, er mine "kunder" de hvide studenter, så
jeg beder de sorte om at fjerne Black Student Union fra plakaterne
for at nå mine "kunder" - ligesom danske firmaer beder muslimer
fjerne deres identitet, da hovedmålgruppen er danskere uden tørklæder. I
kraft af deres ghettoisering er de sorte også ineffektive og har ikke de
vigtige netværk.
Da jeg ikke ønsker at tale for tomme sale, begynder jeg
derfor at diskriminere dem. I hemmelig forståelse med min sorte agent
forlanger han en høj pris, når folk med sort accent ringer. Omvendt
favoriserer jeg de hvide med mine fordomme. Tydeligst ser jeg min positive
særbehandling i eliteuniversiteter som Harvard, Yale osv. Her går de riges
børn, magtens børn, som i hele opvæksten har fået at vide og føler, at de
kan ændre verden. De er motiverede, selvbevidste, videbegærlige. Med dem som
arrangører bliver showet en succes med tit over 1500 tilskuere, der få år
efter selv sidder på magten, mens typisk kun 20 af dem kommer til mine
”sorte” shows. Hvad enten vi sælger forsikringer eller foredrag undgår vi
hvide racister den magtesløse ghetto og ghettoiserer den derfor endnu mere.
Vi fremstiller os selv som frisindede, men med en sådan racisme
fastholder
vi "de andre" i
isolation og spærrer dem inde i ghettoer, fortvivlelse og
fængsler.
(Emnet beskrevet for kortfattet her, læs
kronik om min racisme her) |
|
|
|
|
|
|
|
18. Et eksempel på min egen
integration med ”de andre”
Da jeg først kom til USA advarede de hvide mig hele tiden om de sorte,
hvorfor jeg ufrivilligt sendte frygtens racistiske signaler ud til sorte,
”du er et dårligt menneske, jeg har grund til at frygte dig.”
Følgelig tændte jeg vreden
og aggressionen i
”smertens børn” og blev overfaldet igen og igen. Siden fik jeg sorte venner,
boede hos dem og begyndte derved at opleve
dem som mennesker
jeg kunne være
helt tryg ved. Uden
at vide det ændrede mine kropssignaler sig til ”Du er OK, jeg har tillid til
dig”. Ghettoer hungrer efter et sådan kærligheds-budskab, hvorfor jeg ikke i
35 år er blevet overfaldet og kan færdes frit overalt.
Samme kovending så jeg herhjemme. Før 2001 havde jeg ingen muslimske venner.
Jeg var derfor et let offer for danske medier og politikere, som for hver
dag fik mig til at tænkte mere og mere negativt om muslimerne. Dette billede
blev forstærket af at jeg ude i skolerne aldrig kunne få muslimerne til at
sidde stille under mine 5 timer lange foredrag. Fra mit arbejde i USA ved
jeg at en sådan racistisk tænkning om ”de andre” kan modarbejdes. Jeg
besluttede derfor at få muslimske venner og snart åbnede en vidunderlig
verden sig op med pakistanske bryllupper, kurdiske fester osv.
Men det
bedste var da jeg pludselig opdagede at indvandrerne fra nu af sad bomstille
under mit lysbilledforedrag. Hvor de tidligere havde været påvirket af min
ubeviste fjendtlige tænkning om dem, varmedes de nu af mine positive tanker
om dem - det fænomen vi kalder for ikke-voldelig kommunikation. Så hvor jeg
før havde opfattet dem som fjendtlige og tillukkede, åbnede de sig nu op for
mine grundtvigianske, danske værdier. Dette viser tydeligt at der ikke
bliver nogen integration før vi gammel-danskere tager os sammen og begynder
at arbejde seriøst med vores racisme. (Emnet er beskrevet for
kortfattet her, læs
min mere udførlige kronik om det i stedet). |
|
|
|
|
|
|
|
|
| |
|
|