Hvordan bliver vi racister?

I den følgende billedserie kan du få lidt hjælp til at komme i kontakt med din egen racisme og forstå den.
Danskerne studser altid når jeg kalder os herhjemme racister. Vi har i mange år vænnet os til forestillingen om at racisme er noget, der kun findes i lande som fx USA og Sydafrika, at det nogen som er ”værre end os selv”. Sådan tænkte jeg også, da jeg ankom ung og naiv til USA i 1970. Men da alle amerikanere, jeg mødte, var søde og dejlige mennesker, forstod jeg derfor ikke racismen, og kunne kun fotografere dens sørgelige og synlige ødelæggelse af mennesker uden at have begreb om dens årsager.

Siden begyndte jeg at vise Amerikanske Billeder i USA. Det rystede studenterne derovre så meget at jeg var nødt til at følge op med spørgerunder næste dag. Ud af disse voksede mine racisme-workshops, og jeg begyndte langsomt i dialogen at se en fællesnævner bag de hvide elevers udsagn, som ikke handlede om de sorte, men om deres egne tidlige skader under opvæksten. Det er skader, som de ofte har ”lagt låg på” uden at have fået hjælp til at bearbejde dem, og som de nu på den ene eller anden måde ubevidst projicerer ud andre i form af negativ og afstandtagende tænkning. Udadtil normale og mentalt sunde elever, der ikke adskiller sig synderligt fra de fleste danskere. De har aldrig set sig selv som racister før, men oplever i vore intense workshops en stor befrielse ved at blive bevidste om deres racisme og at arbejde med den.

 

 

 

 

Illustration af vort åbne sind ved fødslen med hukommelsesbokse i periferien.

”Ingen er født fordomsfuld”
 

1. Denne tegning forestiller vort åbne sind ved fødslen, hvor det er parat til at blive fyldt op med alverdens informationer fra det samfund, vi vokser op i. Alle disse informationer flyder ind her gennem vore sanser. Først fra forældrene, siden fra hele samfundet, vi lever i. Derefter prøver vi at sortere det hele og at forstå det herinde. Når vi som børn har forstået det, opmagasinerer vi det i vore hukommelsesbokse herude i de og de kasser, hvor vi føler at et givent stykke information hører hjemme. Når vi senere i livet er ude for begivenheder, som minder om de oprindelige, kan vi øjeblikkeligt i disse ordnede kasser finde småbidderne, som skal bruge til at løse de nye problemer med på en klog, logisk og fornuftig måde. Det er det der er så skønt ved menneskesindet: vores enorme evne til smidig tænkning……modsat en programmeret computer.
 

Min kone, Vibeke, med vores søn 1980

Edwina Moses – en ung mor i New Jersey.

2. Men problemet, vi har, er at de fleste af os ikke er særligt gode til dette fordi vi så tidligt i barndommen bliver skadede. Lad mig antyde en af de første skader, vi måske fik. Som helt små sad vi i dagligstuen med f.eks. vores mor og en vidunderlig leg eller kærlighed flød mellem mor og barn. Det forekom os at denne salighed ville fortsætte evigt. Men pludselig ringede telefonen med et foruroligende budskab til moderen – måske om sygdom eller død i familien eller at hun var blevet fyret – i al fald noget vi som barn ikke forstod. Lidt efter kom moderen tilbage dybt bedrøvet, i smerte eller i vrede – ”helt ude af den”, som man siger. Og ud af hendes voldsomme vrede eller smerte langede hun måske uforvarende ud efter barnet, som forventede at den vidunderlige leg skulle fortsætte. Så hvad skete der med os den gang? Vi begyndte at græde, vi blev skadede.

  

Gene, en massemorders datter, hvis undertrykkelse jeg har fulgt gennem 10 år.  

Tre generationers vold. Gene med hendes voldelige mor, Tina, og dennes far, som selv havde tæsket og mishandlet Tina som barn.

3. Men gråden var en god reaktion på denne skade eller krænkelse. Gennem forløsende gråd forhindrer vi at en sådan lidelsesoplevelse sætter sig fast derinde. Vi er i stand til at få afløb for vores smerte og derefter at kunne udsortere den, at få orden på den derude i vores hukommelsesbokse. (Senere kommer mere tekst her).

  

Tina under en afstraffelse af Gene kl. 3 om natten.

Tina pryglede børnene i en uendelighed når hun var fuld, men blev selv dræbt to år efter dette billede.

4. Men i mine rejser så jeg hurtigt – særligt i udsatte fattige hvide og sorte hjem i USA – tendensen til at slå børnene og yderligere at skade dem når de græder. Men også vi med større overskud forsøger trøstende at standse helingsprocessen. Vi siger: "Græd ikke, vær ikke nogen tøsedreng, opfør dig nu som en mand!" Her ser vi allerede sexismens rødder og en årsag til at vi næsten er ude af stand til at græde som voksne mænd. Det er her den værste skade sker når vi bliver afstraffede i forsøget på at slippe af med vores smerte. Så går alt muligt galt. Hele vores smidige tænkemaskineri lukker sig, vi kan ikke bearbejde de modtagne informationer. De sætter sig fast derinde i en stor sammenvævet knude af uforarbejdede informationer.

  

Kontanthjælpmodtageren Eveleen Halls forsømte barn i Jersey City uden for New York.

Fattig alkoholiseret familie i Louisiana.

5. Senere i livet, når vi har lignende oplevelser der minder om de tidlige smertefulde oplevelser, kan vi ikke finde de stumper af informationer herude som vi har brug for at kunne forstå og bearbejde de nye problemer med. Nej, i stedet dukker de op som én stor knude af ubehandlede vrede og emotionelle informationer. Hvis f.eks. kæresten lige er skredet fra os, så er det næsten umuligt for os at skrive en stor opgave lige bagefter. Vi kan vi ikke tænke klart. Det er denne store knude fra smertelige skader som kører i vores sind der. Vi kan simpelthen ikke tænke særlig godt. Det sker for os alle når vi bliver skadede. Jo mere smerte og mishandling vi går igennem, jo mindre klart tænker vi. (Skriv om)

  

Illustration af vort sind efter at de første skader begynder at hobe sig op.
 

Massemorderen John med hans mishandlede datter Gene. Datteren blev efter moderens død tvangsfjernet og opdraget af en religiøs familie, men i dag har John fået hende tilbage.

6. Hvad angår racisme er alle vi hvide dybt skadede. Når folk f.eks. ser Amerikanske Billeder er det ikke ordene i showet, der er vigtigst, men at man under oplevelsen tvinges tilbage til erindringer fra barndommens sårende og uforståelige budskaber om ”de andre,” som vi fik fra vores forældre mens vi endnu havde et åbent og kærligt sind over for alle. Pludselig dukker denne dyb smerte fra barndommen op og overvælder vores tænkning. Derfor ser jeg ustandseligt folk, der til daglig virker fornuftige og veltilpassede, pludselig komme løbende ud fra showet, råbende og skrigende hysterisk. Det er fordi de pludselig ikke kan tænke klart, de kan ikke finde de brikker herude og i stedet er det alt det stof herinde som vælder op og overtager sindet.

  

Skilt i det mordplagede New Orleans: ”Du skal ikke slå ihjel”.

”Underskriv begæring om at få dødsstraffen tilbage.” I 1970’erne havde USA’s højesteret afskaffet dødsstraffen som ”grusom og usædvanlig afstraffelse.”

7. Når vi bliver ældre bliver vi mere og mere skadede af livets oplevelser. Til slut bliver vi omvandrende, kroniske lidelsesmønstre, som vi afreagerer i mønstre der reflekterer al vores smerte herinde.  Vi kan ikke tænke særlig fornuftigt om forholdene omkring os. Amerikanerne er f.eks. blevet dybt skadede af et uhyre voldeligt samfund og ender med at stemme for dødsstraf, hvilket overhovedet ikke giver mening i andre samfund. Vi bliver rigide i vore tænkemåder når vi bliver ældre, mister vores smidighed og uendeligt fleksible sind og bliver kantede i opførslen. Når vi som børn besøgte vore bedsteforældre skulle hver en potteplante og nipsting stå præcis der eller der. Flyttede vi dem lidt, kunne de blive helt bestyrtede. Som unge er vi ikke så rigide og synes de voksne er ”hysteriske.” Disse forsvarer sig med: ”Det er nu engang sådan JEG er!” Men det er ikke sådan de ER. Det er sådan de blev undertrykt til at BLIVE.


Racisme

 

”Sydstatsmand – af Guds nåde.” Mand i Louisiana.

Klanmand i Alabama.

8. Den her skitserede psykologiske model forstår de fleste intuitivt. Lad os nu forsøge at overføre den til emnet racisme og forsøge imens løbende at oversætte i hovedet til sexisme, antisemitisme, islamofobi, homofobi og alle de andre dybt forbundne fætre og kusiner. Men når jeg taler om ”vores racisme” er det altid lettest at starte med de racister som ”forekommer” værre end os selv. Al racisme er jo en projektion ud på andre. Vi går jo ikke til daglig rundt og ser os selv som racister. Så lad os starte med den gammeldags racist i USA’s sydstater, som vi kender fra film som ”Mississippi burning” og vi ser straks typerne for os. Men hvordan blev de mon sådan? Vi ved jo nu at ingen fødes sådan. Børn i alle samfund fødes jo med et åbne, kærlige sind med appetit på livet – indtil vi skader det. Så hvordan blev fortidens ”gammeldags” racister skadede?

  

Fattig familie i Florida.

Fattig familie i North Carolina.

9. Meget tidligt i deres opvækst hørte de budskaber og udsagn fra deres forældre som ”Niggers are dirty” eller ”Leg ikke med de børn henne i gaden, de vil dolke dig!” Dette er fuldstændig irrationelle og vanvittige budskaber for det fordomsfri og kærlige barn med appetit på livet, som vi har i alle samfund til at begynde med. Barnet forstår det ikke. Børn ser ikke I hudfarve, køn, seksuelle præferancer, etniske eller religiøse grupper før vi skader dem på den måde. Hvad betyder ”Niggers are dirty” egentlig? Noget jeg har lagt mærke til overalt i de hjem, jeg bor I, er at de sorte vasker sig lige så meget som de hvide. Og hvad angår det andet udsagn, ved vi jo at børn ikke går rundt og dolker hinanden. Så begge disse udsagn er fuldkommen irrationelle. Barnet forstår dem ikke.

  

Lastbilchauffør, som samlede mig op i Alabama.

Skopudsere i New Orleans.

10. Når barnet ikke forstår oplysningerne fra en lidelses-oplevelse er de ikke tilgængelige stykvis, men kun som én stor, sammensnøret klump. Senere under opvæksten bliver barnet undertrykt med nye skadelige informationer fra forældrenes apartheid-samfund. Hvis de overhovedet huskes, kommer det hele op på en gang, uvurderet og ikke forstået. Gradvist fastlåses sindet og sluttelig, når det bliver voksent, ender det en dag med at lyde som denne lastbilchauffør, som ikke kunne tale om andet end ”nigger, nigger, nigger hele tiden. Da han samlede mig op, stod jeg i Alabama med et skilt som sagde ”Touring USA from Denmark”. Han havde ingen anelse om hvad jeg lavede i Amerika og alligevel var det første han sagde, da jeg kom ind i bilen: ”Er der niggere i Danmark?” Og uden at vente på et svar, begyndte han at lire sætninger af om nigger, nigger, nigger.

  

Fattig hvid i Louisiana.

Fattige hvide i Mississippi.

11. Dette er historiens stemme - sætningerne, som generation efter generation af uskyldige hvide børn i Syden blev undertrykt med og som fastlåste deres sind så de ikke kunne tænke selvstændigt. Denne mand havde tabt sit sind til racismen. Intet i situationen med mig i bilen havde noget med de sorte at gøre. Men hvad som helst kunne udløse barndommens smerte og få den til at poppe op og køre rundt med hans sind med de programmerede budskaber, han hørte hele livet. Som en grammofonplade i en jukeboks, der spiller løs i en rille, den har sat sig fast i. Og hvis et sådant menneske er skadet ikke blot af racistisk undertrykkelse, men også af klasseundertrykkelse, er det rigtig i farezonen. Hvis han som fattig hvid bestandigt får at vide af os bedrestillede hvide at han er ”poor white trash”, ”bigot”, ”redneck”, ”hillbillie” og ”cracker”og alt det forfærdelige, vi kalder fattige hvide hvis børn tidligt internaliserer det hele – ja, så har vi skabt en ”gammeldags racist.”

  

Unge nazister i Roskilde.

Ung nazist i Baltimore.

12. Hvis de samtidig får prygl og mishandles af selvhadende forældre eller stedfædre – ja, så ender de med at have så meget uforløst vrede i sig at de en dag vender den voldeligt ud mod andre i samfundet og måske tilslutter sig Ku Klux Klan eller Nazist-grupper. Og hvad gør så alle vi, der regner os selv som mere ”frisindede”?  Så undertrykker vi dem endnu mere. Det er jo klart ”syge mennesker med syge sind,” siger vi. Og det er et godt ordvalg, for syge mennesker sparker man ikke til og undertrykker. Dem giver man kærlig hjælp. Intet menneske bad jo om at blive sygt. Selvfølgelig bliver vi krænkede når vi ser dem brænde kors af eller råbe ”nigger, nigger”. Men vi må aldrig isolere dem og tage afstand til dem, for vi må huske at det var på grund af vores afstandtagen og menneskelige forkastelse af dem at deres smerte og vrede fremkom i første omgang.

  

Fattig hvid i Michigan.

Fattig hvid i Baltimore.

13. Nej, vi bør tvært imod gøre netop dem til vore allierede. Hvad betyder det? Det betyder at vi konstant i vores opførsel og forhold til dem relaterer til det fastlåste menneske (derinde i skitsen), som endnu ikke er blevet ødelagt. Sådan et menneske kan vi finde inde i alle. Ligegyldigt hvor skadede vi er blevet – selv i de mest voldelige narkoman jeg mødte i mine rejser – kan vi altid nå ind til mennesket. Ved at give dem vores nærvær, vores hengivenhed, vores kærlighed eller kristenkærlighed – kald det hvad man vil al det som de ikke modtog i deres opvækst - er det så let at hjælpe dem til at føle sig bedre tilpas med sig selv - at elske sig selv lidt mere. Og folk som har det godt med sig selv har intet behov for at tænke negativt om andre og at smide lort i hovedet på andre. Kun mennesker i dyb smerte er i stand til at rakke ned på andre, at øve vold imod andre.

  

Fattige hvide i Jacksonville, Florida.

Fattig hvid kvinde som jeg boede hos i San Francisco. Hun var indvandrer fra Danmark.

14. Hvis vi kan hjælpe andre med at få det bedre med sig selv – det oplever vi jo hver gang vi i vores travlhed tager os tid til at snakke med dem, lytte til deres smerte og frustrationer, vise dem anerkendelse og interesse for deres barndom – en interesse ingen måske nogen sinde havde vist dem tidligere – ja, så er det den letteste sag at styre dem klar af en i modsat fald destruktiv kurs. Det er sådan man bekæmper racisme, for således hjælper vi også med at gøre samfundet mindre undertrykkende for målgrupperne for deres indre vrede – de sorte, jøderne, muslimerne, kvinderne, de homoseksuelle og andre sårbare samfundsgrupper. Alligevel glemmer vi det altid og har en tendens til yderligere at undertrykke de undertrykte så snart deres første symptomer på undertrykkelsen viser sig, hvorved vi får dem til at føle sig endnu mere skidt tilpas med sig selv.

  

Unge nazister i Roskilde.

Nazister marcherer i Roskilde.

15. Mine elever genkendte en af deres klassekammerater fra mine nazist-billeder og fortalte hvad de huskede om ham. I 1. klasse var Søren som lukket inde i en skal. Ingen kunne nå ham. Langsomt fandt de ud af at han altid fik prygl af sin far, men vidste ellers intet. I 2-3 klasse blev han mere og mere urolig. Lærere ved godt at de ikke må diskriminere, men det er menneskeligt at diskriminere mod smerte og uro. Så ubevidst sendte de budskabet til ham, ”Du er ikke så god som de andre” hvilket blot øgede Søren smerte. I 6-7. klasse begynder smerten at vise sig i aggressiv klodset opførsel med racistiske, homofobiske og sexistiske udråb, hvorfor "kammeraterne" nu yderligere vendte ham ryggen: ”Sådan en led fyr vil vi ikke omgås.” For når de første nødråb og manifestationer på undertrykkelsen viser sig, svigter vi altid barnet og ghettoiserer det ind i dets egen smerte. En dag så de ham så som nazist og sagde: "Vi fik ret. Han var en led fyr." Men det er ikke blot forældrene, der skaber en nazist, men os alle der svigter netop når "naboens mishandlede søn" råber om hjælp.

  

Nazist heiler til Hitler og Hess i Baltimore.

Massemorder i Mississippi underviser sin datter i våbenbrug. Fra hun var 14-17 år gammel endte hun med at sidde i fængsel for at bruge våben.

16. Hvem er den største undertrykker i verden? Vi kommer altid først til at tænke på Hitler. Hvis vi kan forstå Hitler tror jeg at vi kan forstå hvem som helst i verden. Netop for at undgå fremtidig ondskab som Hitlers er det så vigtigt at have et empatisk forhold til Hitler. Hvordan blev Hitler sådan et umenneske? Bl.a. Alice Miller - den østrigske psykolog som har arbejdet med børns undertrykkelse - beskriver i sine bøger undertrykkelsen af Hitler i barndommen. Når man læser om hvordan han blev pryglet, skadet og krænket af sin far, som han fortæller i Mein Kampf værst af alt offentligt ydmygede ham foran andre, ser man klart for sig hvordan dette lille undertrykte barn blev tvunget op i rollen som den ultimative undertrykker. Alle undertrykkere er først gået igennem en voldsom undertrykkelse og bliver derefter manipuleret op i undertrykkerrollen.

  

Narkogangster i Harlem.

Massemorderen John med hans våbensamling.

17. Men Alice Miller siger også noget langt vigtigere for os, som ønsker at bekæmpe racisme. Hvis Hitler havde haft blot ét menneske i sin barndom, han kunne ty til – en tante, bedstemor, en hengiven fremmed, som havde givet ham lidt kærlighed og nærvær – ville hele denne proces være blevet afbrudt. Dette er hvad hun kalder en ”frelsende engel.” De fleste mishandlede børn har en sådan person, de kan ty til. Og vi kan alle, siger hun, række ud til og blive frelsende engle for skadede og mishandlede børn. I 70’erne så jeg en enorm vækst af mishandlede børn i Amerika. Hvis ungdommen dengang ikke var flygtet ud i uforpligtende ”peace and love” hippiesnak, men havde ønsket aktivt at bekæmpe undertrykkelse, kunne vi have undgået den eksplosion af narkovoldsmænd i byerne og Klan-folk i skovene, som vi så i 80’erne. Vi bekæmper undertrykkelse og racisme ved at række ud til skadede børn her og nu. F.eks. når vi ser mobning i klassen.

  

Unge nazister forsvarer sig mod flaskekastende gymnasieelever og autonome fra København. Fyren til højre havde set mit lysbilledshow i folkeskolen…..men fået det lidt galt i halsen.

Nazisterne bliver angrebet af lige så hadefulde autonome.

18. At bekæmpe undertrykkelse handler altså om at gøre vores hjemmearbejde som ”frelsende engle” for naboens mishandlede barn for ikke en dag at blive slået ned af det i gaden. Alligevel tror de fleste at det er noget med ”bekæmpe” nazisterne. Under nazisternes årlige march i Roskilde besluttede jeg mig til at marchere med dem for at få en nazistven, som jeg f.eks. kunne tage med som medhjælper på mine turneer i USA. Jeg blev hurtigt genkendt af en forhutlet, forknyt fyr, som havde set mit show i skolen. ”Det er dig med alle de aber!” råbte han. Ja, sagde jeg imødekommende, da jeg kunne se at han søgte mit nærvær. Jeg tænkte tilfreds: ”Ham kan jeg hjælpe ud af nazismen på ingen tid.” Men pludselig blev vi angrebet fra alle sider af stenkastende hadefulde moddemonstranter. Jeg måtte flygte for livet og mistede kontakten med ham. Med had fastholder man altså racister i ”hadgrupper” mens enhver med lidt kærligt nærvær let kan hjælpe dem ud. (Se eksempler under KKK-billederne).

  

Nazisterne forskanser sig i deres hovedkvarter i Greve Strand.

Ung nazist drister sig til at demonstrere sin afmagt.

19. Efter nu at have set på den lille racisme – tabernes magtesløse og stort set ufarlige form, der i dag blot forsøger at tage sig farligt ud i fortidens forhadte kostumer – kan vi se på vores egen langt farligere, store racisme. Lad os undersøge hvordan vi mere ”frisindede” bliver racister og hvorfor vi er så farlige. Hermed mener jeg folk som mig selv, der typisk kommer til sådanne udstillinger. Under afsnittet om Ku Klux Klan vil jeg vise hvordan det jo ikke var sådanne outsidere, som har den store skadelige indvirkning på sorte i Amerika eller muslimer i Europa. De bliver formet af mere frisindede hvide. Vi er ”de onde” som holder USA’s sorte og vore hjemlige muslimer væk fra gode jobs, som diskriminerer dem i uddannelse, sundhed, boligforhold og tvinger dem ind i ghettoer. Ku Klux Klan – eller nazisterne i Greve Strand - har ikke en sådan magt da de jo selv sidder i ghettoer. Så skal vi racismen til livs må vi først og fremmest prøve at forstå os selv.

  

Nancy Norton og datteren Sparky i Ithaca i New York. Hun deltog ivrigt som yngre i mine racisme-workshops i Cornell University.

Atomfysikeren John Watts i Mississippi med datter. Som ung boede jeg hos hans kone i samme by.

20. Så hvordan blev vi racister? Formentlig fortalte vore forældre os ikke åbenlyst sårende ting som ”Niggers are dirty” eller ”muslimer er kriminelle”. Nej, som ”frisindede” bombardere de os med ophøjede idealer om ”vore frihedsidealer”, lighed og ”mulighedernes land” og alle disse smukke slogans vi har i alle samfund med særlig vægt på frihed, lighed og værdighed for alle. Men når som helst et emne dukkede op såsom ghettoer, slum, sorte, 2.g. indvandrere, eller homoseksuelle ville de ændre tonefaldet lidt, løfte øjenbrynene uden selv at vide det, og derved give det skjulte budskab til barnet om at nogle mennesker ikke er så lige som andre. Og sådanne informationer er nøjagtig lige så ødelæggende for os. Igen låser vores tænkemaskineri sig fast når vi i så mange divergerende ord får at vide at vi alle er lige, at vi alle er ens osv. Vi ser vore forældre prædike lighed, men udvise ulighed. Så vi kan ikke bearbejde informationerne og ender som racister.

  

 

Gæster til fernisering i Museum of Modern Art.

Kvinde med sort veninde i Florida.

21. Gunnar Myrdal, den svenske antropolog, som blev inviteret til USA i 1940’erne for at lave et stort videnskabeligt værk om amerikanske racerelationer, kom til den samme konklusion at alle amerikanere – både sorte og hvide for den sags skyld – har denne dobbeltstandard. De holder fast i deres højtravende idealer, men går inderst inde med en følelse af at nogle mennesker ikke er så lige som andre. De har aldrig været i stand til at forlige dette svælg. Når vi er sammen med mennesker, som vi i bund og grund føler ikke er så lige, reagerer vi med voldsom skyldfølelse. Og skyldfølelse, kan jeg hilse og sige fra de sorte i USA og indvandrere i Danmark, er den værste form for racisme. De kan ikke udstå nedladende patroniserende holdninger. Men vi – de mere frisindede racister – udlever konstant vore skyldsmønstre uden selv at være klar over det, når vi er sammen med dem.  

  

Milliardæren senator Jay Rockefeller med datteren Valerie, som 16 år efter kom og gave mig et knus og sin adresse efter at have set mit show, hvori jeg kalder faderen for alkoholiker og massemorder.

Tania Gobbel foran fjernsynet i sit værelse på Miami Beach.

22. Et sådan frisindet racist var en hvid kvinde som jeg havde i en workshop. Hun fortalte os om sin barndom i Washington D.C. – byen med 80% sorte. Når hendes far kørte hende ind i byen og hun så alle disse crack-sælgere og hjemløse i gaderne, var hun nogle gange brudt ud i racistisk sløret snak. Hendes far – en god frisindet mand – havde derpå straks standset bilen og med en streng mine nægtet at fortsætte før hun sagde undskyld.  For sådanne racistiske udtalelser var ikke god tone i en frisindet familie. Men mange år senere, da hun som voksen bragte en sort kæreste med hjem, var budskabet hun nu fik af sin far stik modsat. Det var i virkeligheden dette modsatte skjulte budskab om at nogle mennesker ikke er så lige som andre, som han hele barndommen havde udsat hende for godt skjult under al sin snak om høje idealer. Hun havde aldrig forstået dette dobbelte budskab, tænkemaskineriet låste sig fast og ubevidst afreagerede hun smerten med sine racistiske udtalelser.  

  

Frisindede amerikanere med sort.

Frisindet dansk kvinde blandt muslimer.

23. Alle børn overalt i verden bliver undertrykte og afreagerer derfor deres smerte på så mange irrationelle måder i forældrenes øjne. Børn er altid som den her omtalte pige ”umulige” i forældrenes øjne i de år hvor de undertrykkes for at indpasses i et undertrykkende samfund. De af os, der har prøvet at være sanseløst berusede, ved i hvor høj grad mens vi var ”helt ude af den” vi havde racistisk, antisemitisk, islamofobisk, homofobisk og især sexistisk sløret tale lige på tungen. Vi betragter måske os selv som frisindede og har derfor lært effektivt at lægge låg på denne uforløste smerte og aldrig at lade den ”slippe ud” – i særdeleshed ikke i politisk korrekte omgivelser. Alligevel er vi udmærket klar over at vi har den lige på tungen. Dette viser i bund og grund hvor tæt vi er på Ku Klux Klan, for det er nøjagtig den samme uforløste smerte vi forsøger at få ud af systemet.    

  

Demonstranter mod højrefløjens racisme og homofobi i Washington.

San Francisco-demonstranter mod racistiske overgreb i Boston.

24. Tit kaldes jeg til skoler, hvor der har været et racistisk, sexistisk, homofobisk, islamofobisk eller antisemitisk angreb for nylig. De fleste som ser sådanne angreb skrevet f.eks. på toiletdøre føler sig krænkede og har en tendens til at vende ryggen til den slags mennesker. Men vi bør netop ikke isolere mennesker, som gør andre ondt. Vi glemmer at de ikke er ret meget forskellige fra os selv. Vi må række ud til dem, give dem vores venskab og hjælp. Snak ikke nødvendigvis med dem om det, som de påstår generer dem ved ”de andre”.  Det er ikke ”de andre” vi skal forsvare, men det indespærrede menneske i deres undertrykkere, som hungrer efter vores indre kærlige tanker og hjælp for at frigøre sig. Folk, der har det godt med sig selv, har intet behov for at gøre andre til ofre eller at rakke ned på dem. I enhver skole kan vi hjælpe med at gøre skolen mindre undertrykkende for minoriteterne hvis vi rækker hånden og ånden ud til racisterne, sexisterne, islamofoberne, homofoberne etc. som jo er med os som en naturlig bestanddel af den fællesmenneskelige smerte.

  

Frisindede deltagere til fernisering i Museum of Modern Art.

Voldsmænd i Louisiana.

25. Lad os lige opsummere: Hvad enten vi bliver opdraget med gammeldags racisme eller den mere frisindede racisme, som flertallet af os blev udsat for, er skaderne nogenlunde de samme. Nogle forskere, som arbejder seriøst med disse ting, konkluderer at som resultat af al denne undertrykkelse har vi måske kun 10% af vores oprindelige enorme intelligens tilbage til at bruge funktionelt.  Resten er låst fast i disse (skitserede) smertes- og vredesmønstre. Vi kan følgelig ikke tænke særlig godt. Dette gælder for den succesrige hvide voksne i USA og Europa at vi ikke har mere end 10% af brikkerne til at flytte rundt med.  Men mange især fattige hvide er i langt større smerte. Vi ser dem ustandseligt ende i slagsmål i de samme situationer, hvor vi (der kan læse og forstå dette) kan færdes uden at ende i slagsmål. Sådanne mennesker har svært ved at klare sig i højere uddannelser. Vi taler her om såret intelligens.   

  

”Uafhængigt liv”. Fattige børn ved deres hjem udenfor Charleston i South Carolina.

Baggie, som jeg boede hos i Greensboro, North Carolina, med præsident Nixon i fjernsynet. Baggie fik kort tid efter 25 års fængsel for væbnet røveri.

26. Lad mig nu tale om undertrykkelsen af sorte børn i USA og indvandrerbørn i Europa. Her er skaderne naturligvis langt, langt værre idet de bliver udsat for en dobbelt form for racisme. Den første er let nok for os at forstå, den åbenlyse racisme udefra. Vi forstår nu at det er den uforløste vrede fra os hvide, som de konstant fornemmer i vore undvigende skyld- og frygtmønstre. Eller overhører i udtalelser eller ser på WC-skrift i universiteter, skoler, osv. Alle marginaliserede børn sanser meget tidligt dette. De vokser op i faldefærdige shacks på den forkerte side af jernbanelinien i USA’s sydstater og fra dag et ved de at alt ved dem selv er forkert når de ser hvide bo i pæne kvarterer eller ser de fjendtlige blikke fra de hvide i indkøbscentrene eller bymidten. Eller de vokser op på sydsiden af Chicago og ser millioner af sorte omkring sig – aldrig et hvidt ansigt – før de tænder for fjernsynet og indser at hvide har magten overalt i vores samfund.

  

Reklame.

Ægtepar i North Carolina

27.  Dette er alt sammen dybt ødelæggende for selvværdsfølelsen af det marginaliserede barn. Alligevel er det ikke denne mere åbenlyse racisme, som er den værste. Der er et langt mere ondartet aspekt som hedder ”indvendiggjort racisme.” Lad mig prøve at illustrere det: hvor som helst i verden, hvor en gruppe bliver undertrykt, vil medlemmerne af gruppen internalisere undertrykkerens syn på dem. De vil derefter trække hinanden yderligere ned i undertrykkelse, skade hinanden og indgyde undertrykkerens værdier i hinanden. Kvinder kender det kun alt for godt. Som følge af sexistisk undertrykkelse fra barnsben er de det bedst kendte eksempel på hvordan de undertrykker hinanden med snak om at ”kvindens plads er i hjemmet eller i køkkenet” og at de ikke bør overtage mandens magt i samfundet. Vi har millioner af sådanne kvinder over hele verden, som yderligere trækker kvinden ned i sexistisk undertrykkelse.

  

Sorte børn mishandler hinanden i Jean Ellisons shack i Georgia. Hun bor sammen med i alt 24 personer og kun kvindelige voksne.

Tracy Coleman spanker sit barn i Louisiana.

28. På samme måde har jeg set masser af triste eksempler på indvendiggjort racisme. Noget jeg tidligt bemærkede, når jeg så slagsmål mellem voksne i sorte underklassehjem, var at de ustandseligt råber sårende ting som "You ain’t nothing but shit, nigger!" Dette opfanges straks af det sorte barn, der således konstant fra barnsben får at vide at ”Du er værre end skidt” – en uhyre trist genklang af det vi andre tænker om dem og det hvide samfunds lave værdsættelse af dem.
Eller for sorte studenter, der går i vore eliteskoler, er det yderst smerteligt og svært pludselig at skulle tilpasse sig til al vores hvide magt hvis de er formet af ghettoomgivelser eller sort kultur. Og en masse sorte studenter er ude af stand til det – især fordi de med vores undvigende racisme ikke får vores hjælp og venskab. Den sorte nedslidning eller drop-ud-rate er derfor enorm i disse integrerede skoler – nøjagtig som den er det for indvandrere i Europa.

  

Sorte studenter i Wayne State University i Detroit ved skilt: ”Hvis I er gale nok til at bekæmpe hinanden er I gale nok til at bekæmpe regeringen.”

Sandra Johnson og hendes mor Julia i deres lejlighed i Queens. Sandra fik en uddannelse trods tragedien, som billedet indirekte afslører. Hun blev hele ungdommen igennem misbrugt seksuelt af sin far.

29. Men hvis de er i stand til at falde til i vore hvide institutioner, bliver de ofte når de vender hjem i ghettoen, latterliggjort for nu at opføre sig ”hvidt”, at tænke ”hvidt” og bliver kaldt ”oreo cookies” (sorte på overfladen, hvide indvendigt). Et eksempel på hvordan indvendiggjort racisme får sorte til at skade deres egne i sådanne skoler oplevede jeg et trist eksempel på det i Baltimore. En sort student fortalte mig hvordan hans kæreste lige var blevet optaget i en eliteskole. Hun havde fået et stort stipendium, men da hun skulle starte i skolen, fandt hun ud af at hendes mor havde brugt alle pengene på sig selv. Da hun konfronterede moderen om at hun nu havde stjålet hele hendes fremtid, snærede moren tilbage: ”Du havde alligevel ikke noget at gøre i den hvide skole. Du burde være stolt af dit eget folk, holde dig til tæt på hjemmet og dine rødder.” Et meget trist eksempel på hvordan sorte i USA og vore egne hjemlige indvandrere skader deres egne og trækker hinanden længere ned I racistisk undertrykkelse. 

  

To unge fyre giver det broderlige ”hi-five” håndslag i Raleigh, North Carolina.

To unge fyre giver det broderlige ”hi-five” håndslag i Richmond, Virginia.

30. Vi har tusindvis af eksempler på disse triste mønstre og vi ser dem parallelt i hver eneste undertrykt gruppe i verden, f.eks. i danske indvandrere, der tager deres døtre ud af skolen for bortgifte dem med en uoplyst fætter fra et fjernt land. Et klassisk eksempel på det fra de sorte amerikaneres verden er legen ”playing the dozens.” Den har mange navne I forskellige byer I USA. I min hjemby New York kaldes den for ”snapping”. Det er en leg hvori unge sorte – fortsat over hele landet – står i timevis og fornærmer hinanden, sårer hinanden, ydmyger hinanden og angriber hinandens familiemedlemmer. Det er der udtrykket ”motherfucker” stammer fra. Og så handler det i spillet om at ”stay cool” – ikke at fare op eller miste besindelsen når man angribes, for i så fald har man øjeblikkeligt tabt legen.

  

Jeg så altid Virginia Honore slå Louis i barndommen. Men lige siden han blev 17 år har han siddet i Angolafængslet, hvor han bevogtes af Virginias mand, som er fangevogter.

Volden mod mange sorte drengebørn fører dem senere lige lukt i fængsel hvorimod jeg ser at de børn der fik kærligt nærvær klarer sig godt senere.

31. Men hvorfor prøver de at skade hinanden på den måde?  Sociologer har sporet denne spidsrodsleg tilbage til slaveriet, hvor sorte mødre fandt det nødvendigt at såre og ydmyge især deres drengebørn for at forberede dem på et liv i slaveri. Det skulle sikre at de aldrig ville gøre oprør mod slaveherren, da det ville betyde deres øjeblikkelige død eller afstraffelse. Det var med andre ord en overlevelsesforanstaltning dengang. Men det tjener ikke dette formål længere. Det er blevet dybt internaliseret af de sorte. Og kendsgerningen at disse former for indvendiggjort racisme fortsætter 140 år efter at slaveriet sluttede, er det bedste bevis på at slaveriet aldrig rigtig sluttede i USA. For disse træk ses ikke tilnærmelsesvis så voldsomt i andre eksslavesamfund i f.eks. Latinamerika, hvor den katolske kirke optrådte som slavens beskytter.

  

Pige i New York skadet efter slagsmål.

Sort mand ser hvide i fjernsynet i Alabama.

32. Som vi ser, er det sorte barn altså udsat for en uhyggelig dobbelt undertrykkelse. Dels fra vores ydre racisme, som jeg lige beskrev, og dels den langt værre internaliserede fra deres egne. Lad mig nu prøve at komme med et skøn på tabet af den sorte intelligens i USA. Når jeg berører et så kontroversielt emne, så husk at dette ikke er en videnskabelig udredning, men blot en måde at anskueliggøre noget som de fleste af os aldrig forstod. For selv om vi opfatter os selv som nok så frisindede har så godt som alle vi hvide i USA dybest inde udviklet den samme umiddelbare følelsesmæssige tænkning om de sorte – nemlig at som følge af en eller anden ”nedarvet” ufuldkommenhed kan de ikke klare sig i skolesystemet. Og dette er årsagen til at vi ser så få sorte i højere undervisning og stillinger. Vi bekæmper disse indre racistiske tanker med skyldfølelse, men vi nærer dem ikke desto mindre.

  

Sam som blev pryglet ihjel af politiet i Alachua, Florida, et halvt år efter jeg tog billedet.

Lefus Whitley nær Raleigh, North Carolina. Han døde 13. marts 2005.

33. Alle hvide i USA har endeløst fået fortalt historier om at ”mine forfædre kom herover ludfattige fra det og det fattige land, Polen, Irland osv., og trak sig selv op med støvlestropperne. Så hvorfor kan ”de andre” så ikke her i mulighedernes land?” – hvormed vi mener de sorte I ghettoerne. Sådan taler også mine udvandrervenner fra min fattige vestjyske barndomsegn. De har klaret sig godt i USA – og 80% af dem stemmer blindt på racismens parti, republikanerne.  Vi, der føler os mere frisindede bliver vrede når vi hørte deres ”skyd skylden på ofrene”-anklager. Typisk begynder vi at forsvare de sorte og siger at det skyldes et eller andet i slaveriet osv. Men i bund og grund har vi ikke et godt svar fordi vi selv indvendigt lærte at tro på disse racistiske teorier. Så det gør os blot mere vrede og fulde af skyldfølelse – den værste racisme.

  

Janet Bromleys to børn i West Palm Beach, Florida.

Dreng med bilhjul i Brownsville ghettoen i New York.

34. Så lad mig derfor give en god forklaring som vi kan bruge næste gang vi møder den slags racister. Lad os først prøve at anslå tabet af den sorte intelligens i dette samfund i forhold til tabet af den hvide. Som nævnt går de sorte gennem en meget hårdere form for undertrykkelse – nemlig fra det tveæggede sværd af dobbelt undertrykkelse, som dels består af vores åbenlyse racisme og dels den langt farligere indvendiggjorte fra deres egne. Dette har en knusende effekt på dem, som tidligt flår selvværdsfølelsen ud af dem og troen på egne evner og håbet om en fremtid. Fra 4. klasse mister de derfor motivationen og falder bagud – nøjagtig som indvandrerbørn i Danmark. Som resultat af denne dobbelte undertrykkelse har sorte (og danske 2. g. indvandrerbørn) som vokser op i vores samfund måske kun 5% tilbage af vores oprindelige enorme intelligens, som vi alle blev født med. Resten er låst fast i disse vredesknuder (se diagrammet).  

 
 

Graffiti i New Yorks undergrundsbane: "Ghettoens stemme."

Sørgende mand i Miami

35. Efter workshops i USA gør deltagerne tit rede for de følelser, de sidder tilbage med efter at have været udsat for et todages undertrykkelsesforløb. De er næsten parallelle med det knudebundt sorte amerikanere fortæller at de vedvarende lammes af såsom:
”fuld af skyldfølelse, paranoid, frustreret, udmattet, uligevægtig, følelsesløs, anspændt, vred, led ved det, mundlam, dum, forvirret, uværdig, varsom, mindreværdig, magtesløs, frygtsom, sagtmodig, passiv, beskyttende, uopmærksom, fjendtlig, ligeglad, dreven, bluffende, svigefuld, intrigant, manipulerende, hævnagtig, overlegen, uengageret, mistænksom, iagttagende (overfor undertrykkeren), listig, destruktiv....……og til slut VOLDELIG !!!”
Disse følelser giver et billede af undertrykkelsens sårede intelligens. Det er svært at tænke konstruktivt hvis man hele tiden er ”bragt ud af ligevægt.” Efter at have set disse følelser opremset i mit diasshow ”Amerikanske Billeder” kommer danske indvandrere hyppigt og fortæller mig at de sætter ord på det knudebundt af følelser, de selv går rundt med i Danmark.

 
  

Uvidenskabelig illustration af tabet af oprindelig intelligens for sorte og hvide målt i forhold til middelindkomst.

”Succes er en lang hård vej – Vil du klare det?”
Skoleklasse i Washington, North Carolina

36. Hvorfor siger jeg 5% i forhold til de hvides 10%? Udelukkende – da det er jo kun en måde at måle det på – fordi det reflekterer den gennemsnitlige succesrate af sorte i USA i århundreder. Lad os et øjeblik sætte den hvide middelindkomst i USA til 100. I forhold til den ligger de sortes på ca. 55%, hvilket er den eneste grund til at jeg for anskuelighedens skyld anslår den sorte intelligens som dobbelt så såret som den hvide. Men der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng. De sortes andel var faktisk meget højere da jeg først kom til USA, nemlig 63%. Siden er de sorte hastigt faldet bagud. Med en gennemsnitsindtægt kun ca.  halvt så høj som de hvides, klarede de sorte sig stort set lige så godt under slaveriet. Dengang modtog de ganske vidst ikke penge, men fik mad, tøj, bolig osv. Da de fleste hvide dengang var fattige, konkluderer økonomer at de sorte nogenlunde havde halvdelen af de hvides levestandard under slaveriet.

  

Oprindeligt foto af slaver.

Jean Ellisons shack i Georgia med 24 beboere.

37.  Med andre ord har der i århundreder ikke været noget fremskridt for de sorte i USA – i økonomisk henseende. Selvfølgelig har der været enorme politiske fremskridt med bl.a. sorte borgmestre, men i økonomisk forstand har der ikke været fremskridt.  Så hvad gør dette ved vores indre tænkning om sorte? Århundrede efter århundrede at se dem uden fremskridt? Når vi ser hvordan alle indvandrerne, der kommer væltende ind i USA og straks klarer sig og opnår den amerikanske drøm, - ja, så kommer vi til at tænke racistisk. For dybt inde kan vi kun komme til én konklusion: at pga. en eller anden nedarvet underlegenhed i de sorte kan de ikke klare sig. Vi går stille med disse tanker, men jeg har rejst længe nok i Amerika til at vide at hvide tænker på den måde ….og at jeg selv gør det når jeg lever i hvid isolation.

  

Sort og hvid kontormand i San Francisco.

Time Magazine om den sorte middelklasse.

38. Og det giver os usigelig skyldfølelse og fortvivlelse fordi vi ønsker at holde fast i alle vore høje idealer om at vi alle er lige. Vi er jo ikke længere gammeldags dominative racister, som havde et ønske om at holde de sorte nede. Ældre generationer har muligvis haft et sådant ønske, men i bund og grund ønsker vi i dag at se dem alle som Bill Cosby-typer. Det er en drømmeverden vi ville ønske var sand. Selv mine klanvenner elsker Bill Cosby-shows med deres succesrige sorte. Derfor fortvivler vi når vi ser dette økonomiske misforhold mellem sorte og hvide - århundrede efter århundrede. Det er min klare erfaring at de fleste mennesker ønsker at se sig selv som anstændige mennesker – selv mine venner i Ku Klux Klan. Vi kan godt tænke negativt og fordømmende om andre, men vi ønsker ikke bevidst at holde dem nede. Så vi bryder os ikke om at se vores racisme i øjnene.

  



 

De sortes mest populære ugeblad, der normalt skildrer middelklasseværdier

Middelklassekvinder til poesifestival i New York
 

39. Og derfor vil jeg forsøge at vise lidt håb. Det håb får vi ved at se på de sorte, der faktisk klarer sig. Hvem kunne det mon være? De fleste tænker på sorte i showbiz eller sport. Jo, individuelt klarer de sig, men de jo den same gruppe, der har en middelindtægt på 56% af de hvides. De rigeste som Bill Cosby, der donerede 20 millioner dollars til sit gamle universitet, trækker blot det sorte gennemsnit en smule op mens den store underklasse trækker det ned. Så, nej, vi er nødt til at se på de sorte, der klarer sig godt fordi de ikke er blevet formet af vores racisme for at få et objektivt billede af hvor knusende vores racisme er. Hvem kan de være? Det siger sig selv at de må komme fra andre lande, for alle sorte i vores samfund er naturligvis blevet dybt formet af vores racisme. Ligesom alle kvinder i vores samfund er blevet formet af vores sexisme. Det har ikke været til at undgå. Jeg taler her om de vestindiske sorte, der er indvandret fra Caribien.

  

Fru Pabst, ejeren af Pabst Beer. Hun kom fattig til Amerika, men giftede sig ind i en rig familie.
John D. Rockefeller, kaldet Jay, som jeg boede hos, da han var guvernør i West Virginia. I dag er han senator. Familien var den tids rigeste familie som ejer af EXXON, MOBIL etc.

40.  Hvordan klarer de sig økonomisk?. De tjener faktisk 94% af den hvide gennemsnitsindkomst. Her må vi ikke glemme, at 1% af de hvide såsom Rockefellere, Bill Gates osv – ejer og kontrollerer 30-40% af samfundets rigdom. De fleste af dem har ikke selv arbejdet sig op til disse høje positioner. De har arvet deres rigdomme. Så hvis vi et øjeblik udelukker de 1%  af de hvide, der ikke selv har arbejdet sig op, finder vi at de vestindiske sorte er fuldstændigt på niveau med de hvide i samfundet. Og de arbejdede sig selv op fra fattigdom. De blev ikke født med en sølvske i munden. Disse 94% inkluderer tilmed bådflygtninge fra Haiti - et af de fattigste og mest undertrykkende samfund i verden med en meget høj analfabetisme. Bare en generation efter at de når USA er de en del af middelklassen…. til stor forundring for de indfødte sorte amerikanere. De forstår det simpelthen ikke: ”Hvordan kan disse fattige sorte klare det, når vi ikke kan?”

  

Vestindisk par til reception i New York

Vestindere i Washington DC.

41. Lad os prøve at forstå hvorfor det er så let for sorte, der kommer fra andre samfund, at få succes i USA, når det er så svært for de sorte amerikanere. De fleste vestindiske sorte bor på østkysten fra Washington DC til Boston. Der har de en uforholdsmæssig stor del af sorte topstillinger og ikke få er internationalt kendte som Belafonte og udenrigsminister Colin Powell. Deres kvarterer i Brooklyn ligner mest italienske, polske eller irske kvarter med rene gader, blomstrende forretningsliv, næsten ingen på overførselsindkomster, mange ejerboliger og flere unge i universitet end i fængsel. Men går vi ind i de indfødte sortes kvarterer i Harlem og Bronx ser vi straks den hvide racists stereotype ghettobillede af beskidte gader, smadret glas og affald overalt, udbrændte butikker.  I mange ghettoer ejes de få butikker, der er tilbage nu om dage, af folk der bor udenfor ghettoen. Ca. 40% får socialhjælp og flere unge er i fængsel end på universitetet.

  

Lesbiske af vestindisk afstamning. Yvonne th. er datter af dommer i Massachusetts og i dag ejer af stort musikfirma i Hollywood.

Min foredragsagent Saphire, som blev fundet som baby i en affaldsspand i Haiti, opdraget af en nonne i USA og siden fik en uddannelse på Harvard

42. Her begynder vi at forstå den enorme skade vi påfører de amerikanske sorte. For vi indser nu at dette intet har at gøre med race eller hudfarve. De sorte vestindere kom nemlig fra de samme stammer i Afrika som de amerikanske sorte og blev udsat for den samme angelsaksiske form for slaveri, der var modbydelig. Men der var en vigtig forskel. Modsat USA blev caribiske slavers initiativ ikke knust af formynderi, da de måtte dyrke deres egne små jordlodder. Vigtigst er dog at slaveriet i Vestindien blev ophævet for 140 år siden, mens det aldrig er sluttet i USA! Efter dets ophævelse i Vestindien forlod de fleste hvide øerne. Derfor kunne de sorte begynde at genopbygge al den værdighed, selvtillid og stolthed, de blev berøvet under slaveriet. De så sorte rollemodeller overalt i samfundet, hvilket er ekstremt vigtigt for de sorte børns motivation.

  

 

Min vestindiske arrangør i et universitet. De fleste af mine shows arrangeres af jødiske og vestindiske studenter.

Vestindisk kvinde i Amherst, Massachusetts

43. Intet af dette skete i USA, hvor de sorte efter slaveriet fortsat blev tvunget til at tro på og indvendiggøre det herskende hvide flertals negative tanker og forventninger til dem. Dette giver manglende selvværdsfølelse og knust initiativ, hvorfor sorte forældre har svært ved at stimulere deres børn, som de ikke har nogen tro på kan klare sig bedre end dem selv. Når omvendt de vestindiske sorte hundrede år efter slaveriet møder det racistiske amerikanske samfund, ankommer de ligesom andre indvandrere som restituerede mennesker med store drømme og forhåbninger for deres børn. Derfor bruger de stik modsat racismen til at anspore deres børn: ”Ja, mit barn, du vil møde megen racisme, men du kan klare det alligevel hvis du arbejder dobbelt så hårdt som de andre.” Typiske haitianere har 2-3 jobs samtidig med at de går i skole om aftenen. Det er sådan de klarer sig så godt!

Antisemitisme

  

Jødisk student demonstrerer mod nazistiske grupper i University of Michigan i Ann Arbor.

Sort student demonstrerer mod racisme og antisemitisme i Boston.

44.  For os hvide ligner de sorte hinanden, men i amerikanske byer er der en skarp opdeling mellem vestindiske og indfødte sorte. For selvfølgelig har vestinderne, der har haft let ved at få succes, svært ved at forstå de indfødte sortes fiasko. I deres indre tanker nærer de samme racistiske fordomme overfor amerikanske sorte som vi andre om at de er dovne, umotiverede, kriminelle mm. Omvendt kalder de indfødte sorte vestinderne for ”sorte jøder”. Her spiller de på den klassiske antisemitisme om at jøder har stor succes i forretningslivet idet vestinderne ejer og kontrollerer størstedelen af forretningerne i mange ghettoer. Går vi i banker i New York ser vi at de fleste sorte ansatte kommer fra Vestindien. For at forstå deres succes i finansverdenen bør vi kort skitsere antisemitismens historie.

  

Min første amerikanske kæreste, Marlene Sockol, var jøde af russisk afstamning. På det tidspunkt i 1971 udgjorde de russiske jøder USA's højeste indtægtsgruppe.

Marlene i 2006 i hendes kontor i San Francisco, hvor hun er psykiater for byens kendteste personligheder. I dag udgør asiatiske indvandrere USA's højeste indtægtsgruppe.

45.  I de sidste 2000 år blev jøderne igen og igen tvunget til at flygte til fremmede lande. Typisk blev de inviteret af konger og herskere, der brugte dem som en kile eller buffer mellem den herskende klasse og masserne, som de konstant opmuntrede en dæmpet antisemitisk propaganda blandt. Hvis oprør truede, skruede de antisemitismen op på fuldt blus for at manipulere massernes vrede ud mod jøderne i stedet for mod samfundets virkelige undertrykkere. På denne skamløse måde blev jøderne igen og igen tvunget ud i pogromer, landflygtighed eller holocaust. Ligesom inderne i Afrika, kineserne i Østasien og i dag muslimerne i Europa blev de så igen inviteret af herskere i andre lande, der kunne genbruge dem som kiler. Ofte fik de kun lov til at arbejde i den finansielle sektor, hvorved den ydre antisemitiske opfattelse og en vis intern indvendiggørelse opstod.

  

Ghettoskole i Jersey City, New Jersey.

Bedrestillet vestindisk familie i San Francisco.

46.  Men jøderne havde ofte held til at klare sig på trods af undertrykkelsen. Da de kom fra en stærk, kulturel baggrund, kunne de fortælle deres børn “Hav tro på jer selv, for I er bedre og kan blive bedre mench end jeres undertrykkende goyem. Men dette er et stærkt antisemitisk samfund, så I må arbejde dobbelt så hårdt som andre for at klare det.” Således pressede de deres børn til at slide ekstra hårdt ved at give dem bl.a. “jødisk skyld”, et begreb jøder kun kender alt for godt.
Denne overlevelsesproces er meget lig de vestindiske sorte bruger i USA. De kommer til et yderst racistisk samfund, men kan overbevisende fortælle deres børn, at ved at arbejde dobbelt så hårdt som alle andre kan de få succes. Og ved at satse højt på uddannelse klarer de det. De udgør kun 2% af alle sorte i USA, men alligevel udgør studerende med vestindisk baggrund op til 85% af de sorte studerende på USAs fineste universiteter, hvor kun de allerdygtigste kommer ind.

  

Harvardstudenter

Dreng læser lektier i Jean Ellisons shack i Georgia.

47.  Vi ser her hvor let det er for ”det frie menneske” at klare sig. Som hvide tvinges vi derfor til at ransage hvordan vores ”uskyldige” racisme skader de indfødte sorte i USA (og indvandrerne i Danmark) så at vi så effektivt er i stand til at udelukke dem fra højere uddannelser, vellønnede jobs og dermed ligeværdsfølelse. Hvorfor har sorte amerikanere så svært ved at klare sig på Harvard og Yale, når det er så let for fattige sorte indvandrere?  Med denne nye viden kan vi ikke fortsat skyde skylden på offeret for ikke at kunne klare sig i meritokratiet. Vi racister finder på tusinde måder at rationalisere os ud af det på – at det skyldes en medfødt underlegenhed hos de sorte (eller i Europa religiøs ditto hos muslimerne) – for ikke at se resultatet af vores egen undertrykkelse i øjnene. Vi forstår nu, at den undertryktes nederlag intet har at gøre med hudfarve eller religion, for vestinderne er mørkere end sorte amerikanere da de aldrig blev så blandede med vore forfædres hvide gener. Og muslimske indvandrere i USA klarer sig (modsat vore hjemlige) ligeså godt som de hvide.

  

Muslimer med vestindisk medstuderende på Harvard Business School 2007.

Børn i forfalden ghettoskole i East St. Louis.

48. I vores racistiske samfund starter hvide og sorte børn nogenlunde jævnbyrdigt i skolens første klasse. Hvide elever klarer i gennemsnit uddannelsen godt op til universitetsniveau. Men de sorte amerikanske og danske indvandrerelever begynder meget tidligt at internalisere vores racisme – at tro på vore negative tanker om dem. De mister selvtilliden og begynder at tvivle på deres egne evner og fremtid. Gradvist mister de motivationen og bliver uopmærksomme og fjendtlige i takt med at de mister håbet. Manglen på håb er knusende når de ser ældre søskende sende hundredvis af jobansøgninger blot for at se deres sorte/muslimske navne frasorterede af os racister. Så efter 4. klasse bliver alt dette en selvforstærkende proces. De falder længere og længere bagud efter de hvide og når de skulle på højere læreanstalter er de kommet så håbløst bagud, at flere af dem havner i fængsel end på universitetet. Denne undertrykkelse forstærkes gradvist. Da jeg kom til USA i 70erne var der flere sorte i universiteterne end i fængsel. I dag er det omvendt!

  

I ghettoens yderkanter findes integrerede skoler, men de sorte elever formes også her af samfundets negative tænkning om dem.

En integreret skole i Hvidovre

49. Vi former altså vore ofre med vore negative tanker om dem. F.eks. blev forskellen mellem det sprog, der tales af de sorte i ghettoerne og de hvide i forstæderne, gradvist reduceret indtil 1975 i takt med at racismen mindskedes efter borgerretskampen. Men undersøgelser viser at efter 1975, da racismen i USA igen blev værre, begyndte de sortes talemåde igen at adskille sig fra de hvides. Vi blev igen gjort mere forskellige fra hinanden. Jo mere undertrykkelse der er i et samfund, jo mere forskellige fra os selv bliver de personer, vi undertrykker. Under den virulente antisemitisme i det gamle Østeuropa adskilte jøderne sig tydeligt fra resten af befolkningen. Alle kunne kende en jøde på miles afstand mens vi i USA og Danmark i dag ikke kan se forskel på jøder og ”andre hvide”. Når vi ikke udsætter andre for undertrykkelse, bliver vi selvfølgelig alle i længden "mainstream" i et frit samfund – hvis vi overhovedet kan forestille os et frit samfund.

  

 

Sorte kulturnationalister i Harlem.

Hizb-ut-Tahrir-møde i København

50.  Men mennesker, der har internaliseret vores racisme og inderst inde opgivet håbet om at den vil forsvinde, vil altid reagere imod vore hule krav om at de ”skal integreres”. De sorte i USA får meget håb af mine workshops om vores sårede intelligens, men når jeg tilføjer at uden vores racisme ville de ”blive som os,” går de straks i forsvarsposition. ”Men I kan jo ikke selv identificere hvilke dele af jeres kultur, der stammer fra jeres sorthed og hvilke der stammer fra vores undertrykkelse af jer. I har jo aldrig haft frihed til at finde jer selv,” driller jeg. Med vores racisme skaber vi nemlig sort nationalisme i USA og muslimsk ditto i EU og et deraf opsplittet multi-kulturelt samfund. I vores racistiske tænkning bebrejder vi derefter yderligere ofrene for ikke at ville integrere sig. Vi glemmer at i et frit samfund assimileres begge parter naturligt ind i en fælles kultur som vi ser det med 2. og 3. generations indvandrere i USA, der derovre blot kaldes ”amerikanere” og ikke (som af dansk racisme) stemples som ”2. og 3. g’s uønskede”.

 

 

Mor med barn i bilen i Los Angeles.

Mor med børn og sort Mama i New Orleans.

51.  Mens den lille racisme hos de få ekstremister i reglen stammer fra voldsom mishandling eller incest i barndommen, er den langt alvorligere store racisme, som de fleste af os lider under, kommet til os i kærlighedens navn: vore forældre ønskede at beskytte os fra det de selv lærte at frygte.  Stort set intet hvidt barn har undgået en situation som disse: vi kørte som børn med vore forældre gennem visse kvarterer, hvor synet af mange sorte (eller i dagens Danmark: indvandrere) straks fik forældrene til at slå dørlåsene ned. Eller vi var på bussen som toårige og en sort fyr af en vis type trådte på bussen. Ubevidst trak vores mor os lidt tættere på sig selv og da vi var ude af stand til at forstå hvorfor disse signaler blev givet, var det med til sammen med mange lignende tidlige budskaber at lamme os med paralyserende frygt overfor sorte/indvandrere resten af livet.

  

Ghettogade i Harlem

Ghettokvarter i Harlem

52.   Eksempler på hvor meget racismens vigtigste ingrediens, frygten, lammer os: I en af mine workshops fortalte en hvid kvinde, som var vokset op i Iowa og aldrig havde mødt sorte. ”Derfor troede jeg ikke, at jeg var racist.” Men vi bliver racister uanset hvor i USA, vi vokser op. En dag tog hun til New York og stod ved en fejl af på ”den forkerte station” og var lige pludselig i Harlem. Hun beskrev ærligt følelsen, hun der fik. Hun blev fuldstændig paralyseret af frygt – overvældet af mærkelige følelser, der kom op i hende – og brugte ustandseligt ordet ”syg” om tilstanden, som fik hende til at kaste op af angst. Denne ellers raske og velbegavede studerende viser her, hvor sygt det hvide sind bliver af racisme. Havde hun nogen gyldig grund til at føle sådan? Nej, for hvad hvide aldrig har indset er, at de er langt tryggere i sorte ghettoer end de sorte. Overalt i verden lader undertrykte deres vrede gå mere ud over deres egne end over den antagede undertrykker.

 

Sorte studenter i ”Hvides privilegier” konference i Iowa.

Sorte studerende i Cornell University, New York.

53. En anden situation viser sygdommen endnu tydeligere. I Cornell universitet inviterede de sorte studenter mig en dag til et stort møde i det sorte kollegium. Jeg tog en af mine hvide venner med, som i to år havde arbejdet i mine workshops på at slippe af med sin racisme. Jeg følte, at hun var nogenlunde sund, men senere fortalte hun, at da hun trådte ind i det rum fyldt med sorte studerende, stivnede hun fuldstændig. Hun følte både skyld og afsky og alle mulige mærkelige følelser kom op og tog magten fra hende og bogstaveligt lammede hende. Det slog mig, at det hun sagde, var næsten ordret det samme som kvinden, der gik ind i Harlem, havde sagt. Hun følte sig syg og ”ude af sig selv” blandt kun sorte. Overalt fortæller sorte mig, at hvis de er blot tre sorte mandlige studenter i et klasseværelse og en hvid træder ind, ser de altid den hvide skynde sig lynhurtigt ud igen.  

   

Forskanset ægtepar i deres hjem i Brooklyn.

Svært bevæbnet familie i Jackson, Michigan.

54.  Hvorfor reagerede disse hvide så sygt? Var de sorte ude på at overfalde eller voldtage dem? Nej, det var deres forældre, der voldtog og bagbandt dem med alle deres budskaber om ”de andre” i barndommen, som siden gjorde deres børn ude af stand til at opføre sig menneskeligt ved mødet med ”de andre.” Det var nøjagtig de samme angstfølelser, der lammede begge kvinder, men ingen fornuftig amerikaner vil påstå, at hvide behøver at frygte sorte studerende i de højeste universiteter. Det er simpelthen latterligt, men vores racisme giver os netop irrationel frygt. Vi kan ikke adskille begrundet fra ubegrundet frygt og ender med at gøre alle i målgruppen til vore ofre. Vi er blevet så dybt skadede i vores opvækst, at enhver sort mand i USA og muslimsk mand i EU vækker angstfølelser hos os. 

  

Studenter fra min racismeworkshop i University of Wisconsin.

”Dansk” kvinde til muslimsk fest i Valby.

55.   Derfor bliver frygten senere i livet vævet sammen med racismens anden ingrediens, skyldfølelsen over at frygte mennesker, som vi godt ved, vi burde være menneskelige overfor. Vi forsøger nu at leve op til vore egne høje idealer og prøver at bryde ud af vores undertrykkelse ved f.eks. i gymnasiet eller på universitetet at række en hånd ud til de sorte, til indvandrerne osv. Men hele tiden lammes vi af denne rumlen i baghovedet - den forfærdende følelse af at forråde vore forældres kærlighed, alle deres skjulte advarsler om sorte - og hvis det ikke direkte holder os tilbage fra at blive venner med en sort eller en indvandrer, så gør det os i hvert fald så klodsede i forsøget, at modparten flygter skrigende væk ved mødet med vores ”racistiske nedladenhed.” Endnu engang bliver skyldfølelse knyttet sammen med frygt: nu frygten for at blive afvist af ”de andre.” Og endnu engang skaber det fjendtligheds- og vredesmønstre i dem, som vi forsøger at række ud til.   

  

Bruce, en amerikaner fra sydstaterne, med en Jamaica ven. To gange om året tager han dertil, men har ikke en eneste sort ven i USA.

De sorte på Jamaica har et afslappet forhold til nøgenhed mens de sorte i USA har indvendiggjort de hvide amerikaneres puritanske syn.

56.  I Jamaica opdagede jeg at Jamaica er et uhyre populært turistmål særligt for racistiske hvide. Ustandseligt mødte jeg fordomsfulde folk fra USA’s sydstater, der tog dertil flere gange om året og havde mange sorte venner der. Men når jeg spurgte dem: “Hvordan kommer I ud af det med de sorte hjemme i USA?” udløste det normalt enormt vrede med ord som: "Jeg hader dem, jeg kan ikke fordrage dem, de tager altid offerrollen!"  På samme måde er Tyrkiet, Egypten og Marokko enormt populære rejsemål for danskere og ofte får vi indfødte venner der, som vi roser til skyerne. Men når jeg møder de samme danskere på hjemmebane efter et par drinks hører jeg dem i en uendelighed spytte afstandtagende bebrejdelser ud om muslimske indvandreres fejl, om f.eks. badeforhæng og hallalmad i skolerne og kravet om ”hvorfor kan de ikke opføre sig som os?”

  

Indespærrede i ghettoen. Alphonso Makells døtre Alfrida og Joan, da han var kommet i fængsel en af de første af 40 gange. I dag er han ude og begge døtrene er præster.

Plakat overalt i København under VK-DF-regeringen ca. 2004.

57. Igen skyder vi skylden på offeret, når vi ikke forstår, hvad der går galt imellem os. Vi ved, at forholdet mellem sorte og hvide i USA eller danskere og indvandrere er gået helt galt og derfor giver vi i vore tanker altid dem skylden for det. Men det giver os faktisk også håb. Udlændinge, der kommer til USA og Danmark og ser ”de andre” spærret inde i ghettoer overalt, vil konkludere: "De hvide må være onde når de vælger at spærre deres medmennesker inde?”  Men nej, vi racister er ikke onde og vi hader ikke sorte eller muslimer. Hvad vi hader er de folk vi har såret og formet med vores racisme. Som Tacitus sagde: "Det er menneskets natur at hade den man har såret."  Vi har såret amerikanske sorte og danske indvandrere intenst og derfor ender vi med at hade så mange sider af vores egen skabning. Og i skyldfølelse at elske dem i de lande hvor vi ikke formede dem.

  

Professor Eddie Moore, som hvert år organiserer ”Hvides privilegier”-konference om racisme i Iowa.

DJ, producer og sangskriver i rapgruppen ”Outkast” i hans luksushjem i Atlanta. Hans kone Honey, som jeg har kendt fra barn og hendes fætter Thomas.

58.   Hvordan vi former dem er ikke svært at se i f.eks. den kriminalitet, som vi skaber i indvandrere – en kriminalitet, de ikke havde i deres hjemlande som Tyrkiet og Egypten.  Vores racisme, som konstant projicerer vores frygt ud på vore ofre hele tiden, gør til sidst os selv til ofre – racismens onde cirkel. I samme øjeblik en sort mand i USA eller dansk indvandrer med høj uddannelse tager cowboy-bukser på og går gennem hvide forstæder, låser vores frygt ham øjeblikkeligt inde i en angstens ghetto – ligegyldig hvor mange ph.d.’er, han måtte have. Ligeså når han forsøger at stoppe en taxa på gaden i USA og forgæves må stå der i timevis. Fra barnsben at føle sig skyldige uden grund skaber så megen vrede i vore unge ofre, at mange af dem til sidst ender med i trods at begå kriminalitet, hvorved de ender med at leve op til det billede, vi allerede har af dem.  

  

Vred ung sort arresteres i New Orleans, en af de mest voldelige byer.

Sort prostitueret i Las Vegas.

59.  Vores racisme gør nemlig vore ofre lige så hæmmede i deres adfærd som os. En sort mand vandrer frejdigt hen ad vejen, en hvid mand kommer og giver ham slag i hovedet. Den sorte vandrer videre, endnu en hvid giver ham et slag. Ved synet af den tredje hvide fører den sorte hænderne op foran ansigtet i forsvar. Gennem årtier bliver disse forsvarsmekanismer dybt installeret i de sorte hver gang de ser en hvid. Og pludselig en dag står de overfor os, der siger: "Hej, jeg vil være din ven!" Og hvad gør den sorte? Han trækker armene op foran sig i forsvarsposition eller lægger en beskyttende fjendtlig mine på, der kan få os til at krybe ned i et musehul. Denne indvendiggjorte racisme eksisterer kun fordi de hvide slag aldrig ophørte. Sårede over at blive afvist ender vi med endnu engang at skyde skylden på ofret: at bebrejde dem for at ville "ghettoisere sig selv," som vi frækt siger. Det er let at se, at vi alle i et sådant undertrykkende system er lige skadede. 

  

 

 

Sort mand kigger på frihedsgudinden i New Jersey.

Hvid og sort mand med forskellig holdning til at ”sværge troskab” til nationen og flaget.

60.  At det skal være så svært at opføre sig menneskeligt overfor andre viser hvor undertrykte, vi selv bliver af racismen. De psykologiske symptomer af dens onde cirkel kan kort sammenfattes: hvid frygt og skyldfølelse giver os en undvigende, afstandtagende adfærd, som skaber vredes- og fjendtlighedsmønstre i vore ofre, som skaber yderligere frygt og skyldfølelse i os og yderligere vredes- og fjendtlighedsofre i ”de andre.” Således ender racismen i en ligevægtstilstand i hvilken begge parter hele tiden skaber hinanden. Men kun undertrykkeren har magt til at ændre denne ulykkelige tilstand og at få racismens nedadkørende skrue, som Gunnar Myrdal beskrev, til at køre opad. Vores racistiske opdragelse kan ingen fjerne, men vi kan lære at blive ansvarlige og bevidste antiracistiske racister, dvs. livet igennem i adfærd, tænkning, stemmeafgivning etc. at gøre os til allierede med vore ofre.

  

Tony Harris under en racisme-workshop i Bethel College, Kansas.

Studerende i samtalegrupper under vore racismeworkshops. Denne med over 300 elever i University of Michigan startede kl. 11 formiddag og sluttede efter midnat.

61. Løsning: Racisme workshops og ”ghettogether” i samvær med ”de andre.”
Da de fleste hvide er uvidende om deres racisme og ubevidste om deres indre tænkning i fjendebilleder i lige så høj grad som deres målgrupper er uvidende om hvordan de har internaliseret denne racisme og er blevet formet af den, kræver det langvarige pædagogiske og emotionelle workshops at hjælpe dem i kontakt med skaderne og at løsne knuderne op.
Jeg har ikke her kort før min udstilling i Øksnehallen åbner tid til at gå videre med dette emne. Lad mig blot fortælle at jeg ikke står alene med disse ideer. Fra første øjeblik jeg startede mine foredrag i USA blev jeg hyppigt kontaktet af folk i publikum, som sagde at jeg udtrykte nøjagtig de ideer, de selv arbejdede med i praksis. Snart fandt jeg ud af at der findes et stort netværk af mennesker verden over, der har fundet en måde at bearbejde og hele de skader, der
udspringer af uhelede, smertefulde oplevelser, altså fx racisme. Hvis du ønsker at arbejde på det emotionelle plan med din racisme, kan jeg herhjemme varmt anbefale dig at kontakte Susanne Langer på susanne@susannelanger.dk og bruge den forståelsesramme, som hun arbejder med gennem www.rc.org .
Hold også øje med min online racismebog her, som jeg fortsat vil udvide og - hvis det har interesse - måske omarbejde til en skolebog.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
JacobHoldt (snabel-a) american-pictures.com
Tlf. 20324412
 

Hjem       Tilbage til Racisme