|
| |
Hvordan bliver vi racister?
I den følgende billedserie
kan du få lidt hjælp til at komme i kontakt med din egen
racisme og forstå den.
Danskerne studser
altid når jeg kalder
os herhjemme racister. Vi har i mange år
vænnet os til forestillingen om at racisme er noget,
der kun findes i lande som fx USA og Sydafrika, at det
nogen som er ”værre end os selv”. Sådan
tænkte jeg også, da jeg ankom ung og naiv til USA i
1970. Men da alle amerikanere, jeg mødte, var søde og
dejlige mennesker, forstod jeg derfor ikke racismen, og
kunne kun fotografere dens sørgelige og synlige
ødelæggelse af mennesker uden at have begreb om dens
årsager.
Siden begyndte jeg at vise Amerikanske Billeder i USA.
Det rystede studenterne derovre så meget at jeg var nødt
til at følge op med spørgerunder næste dag. Ud af disse
voksede mine racisme-workshops, og jeg begyndte langsomt
i dialogen at se en fællesnævner bag de hvide elevers
udsagn, som ikke handlede om de sorte, men om deres egne
tidlige skader under opvæksten. Det er skader, som de
ofte har ”lagt låg på” uden at have fået hjælp til at
bearbejde
dem, og
som de nu på den ene eller anden måde
ubevidst projicerer ud
på
andre i form af negativ og afstandtagende tænkning.
Udadtil normale og mentalt sunde elever, der ikke
adskiller sig synderligt fra de fleste danskere. De har
aldrig set sig selv som racister før, men oplever i vore
intense workshops en stor befrielse ved at blive
bevidste om deres racisme og at arbejde med den.
|
|
|
|
|
|
|
|
Illustration af vort åbne sind ved fødslen med
hukommelsesbokse i periferien. |
|
”Ingen er født fordomsfuld”
|
|
1. Denne tegning forestiller vort åbne sind ved fødslen, hvor
det er parat til at blive fyldt op med alverdens informationer
fra det samfund, vi vokser op i. Alle disse informationer flyder
ind her gennem vore sanser. Først fra forældrene, siden fra hele
samfundet, vi lever i. Derefter prøver vi at sortere det hele og
at forstå det herinde. Når vi som børn har forstået det,
opmagasinerer vi det i vore hukommelsesbokse herude i de og de
kasser, hvor vi føler at et givent stykke information hører
hjemme. Når vi senere i livet er ude for begivenheder, som
minder om de oprindelige, kan vi øjeblikkeligt i disse ordnede
kasser finde småbidderne, som skal bruge til at løse de nye
problemer med på en klog, logisk og fornuftig måde. Det er det
der er så skønt ved menneskesindet: vores enorme evne til smidig
tænkning……modsat en programmeret computer.
|
| |
Min kone, Vibeke, med vores søn 1980 |
|
Edwina Moses – en ung mor i New
Jersey. |
|
2. Men problemet, vi har, er at de fleste af os ikke er
særligt gode til dette fordi vi så tidligt i barndommen bliver skadede. Lad
mig antyde en af de første skader, vi måske fik. Som helt små sad vi i
dagligstuen med f.eks. vores mor og en vidunderlig leg eller kærlighed flød
mellem mor og barn. Det forekom os at denne salighed ville fortsætte evigt.
Men pludselig ringede telefonen med et foruroligende budskab til moderen –
måske om sygdom eller død i familien eller at hun var blevet fyret – i al
fald noget vi som barn ikke forstod. Lidt efter kom moderen tilbage dybt
bedrøvet, i smerte eller i vrede – ”helt ude af den”, som man siger. Og ud
af hendes voldsomme vrede eller smerte langede hun måske uforvarende ud
efter barnet, som forventede at den vidunderlige leg skulle fortsætte. Så
hvad skete der med os den gang? Vi begyndte at græde, vi blev skadede. |
| |
|
|
Gene,
en massemorders datter, hvis undertrykkelse jeg har
fulgt gennem 10 år.
|
|
Tre generationers vold. Gene med
hendes voldelige mor, Tina, og dennes far, som
selv havde tæsket og mishandlet Tina som barn. |
|
3. Men gråden var en god reaktion på denne skade eller
krænkelse. Gennem forløsende gråd forhindrer vi at en sådan
lidelsesoplevelse sætter sig fast derinde. Vi er i stand til at få afløb for
vores smerte og derefter at kunne udsortere den, at få orden på den derude i
vores hukommelsesbokse. (Senere kommer mere tekst her). |
| |
|
|
Tina under en afstraffelse af
Gene kl. 3 om natten. |
|
Tina pryglede børnene i en
uendelighed når hun var fuld, men blev selv
dræbt to år efter dette billede. |
|
4. Men i mine rejser så jeg
hurtigt – særligt i udsatte fattige hvide og sorte hjem i USA – tendensen
til at slå børnene og yderligere at skade dem når de græder. Men også vi med
større overskud forsøger trøstende at standse helingsprocessen. Vi siger:
"Græd ikke, vær ikke nogen tøsedreng, opfør dig nu som en mand!" Her ser vi
allerede sexismens rødder og en årsag til at vi næsten er ude af stand til
at græde som voksne mænd. Det er her den værste skade sker når vi bliver
afstraffede i forsøget på at slippe af med vores smerte. Så går alt muligt
galt. Hele vores smidige tænkemaskineri lukker sig, vi kan ikke bearbejde de
modtagne informationer. De sætter sig fast derinde i en stor sammenvævet
knude af uforarbejdede informationer. |
| |
|
|
Kontanthjælpmodtageren Eveleen Halls forsømte barn i
Jersey City uden for New York. |
|
Fattig alkoholiseret familie i
Louisiana. |
|
5. Senere i livet, når vi har lignende oplevelser der
minder om de tidlige smertefulde oplevelser, kan vi ikke finde de stumper af
informationer herude som vi har brug for at kunne forstå og bearbejde de nye
problemer med. Nej, i stedet dukker de op som én stor knude af ubehandlede
vrede og emotionelle informationer. Hvis f.eks. kæresten lige er skredet fra
os, så er det næsten umuligt for os at skrive en stor opgave lige bagefter.
Vi kan vi ikke tænke klart. Det er denne store knude fra smertelige skader
som kører i vores sind der. Vi kan simpelthen ikke tænke særlig godt. Det
sker for os alle når vi bliver skadede. Jo mere smerte og mishandling vi går
igennem, jo mindre klart tænker vi. (Skriv om) |
| |
|
|
Illustration af vort sind efter at de
første skader begynder at hobe sig op.
|
|
Massemorderen John med hans
mishandlede datter Gene. Datteren blev efter
moderens død tvangsfjernet og opdraget af en
religiøs familie, men i dag har John fået hende
tilbage. |
|
6. Hvad angår racisme er alle vi hvide dybt skadede. Når
folk f.eks. ser Amerikanske Billeder er det ikke ordene i showet, der er
vigtigst, men at man under oplevelsen tvinges tilbage til erindringer fra
barndommens sårende og uforståelige budskaber om ”de andre,” som vi fik fra
vores forældre mens vi endnu havde et åbent og kærligt sind over for alle.
Pludselig dukker denne dyb smerte fra barndommen op og overvælder vores
tænkning. Derfor ser jeg ustandseligt folk, der til daglig virker fornuftige
og veltilpassede, pludselig komme løbende ud fra showet, råbende og
skrigende hysterisk. Det er fordi de pludselig ikke kan tænke klart, de kan
ikke finde de brikker herude og i stedet er det alt det stof herinde som
vælder op og overtager sindet. |
| |
|
|
Skilt i det mordplagede New Orleans: ”Du
skal ikke slå ihjel”. |
|
”Underskriv begæring om at få
dødsstraffen tilbage.” I 1970’erne havde USA’s
højesteret afskaffet dødsstraffen som ”grusom og
usædvanlig afstraffelse.” |
|
7. Når vi bliver ældre bliver vi mere og mere skadede af livets oplevelser. Til
slut bliver vi omvandrende, kroniske lidelsesmønstre, som vi afreagerer i
mønstre der reflekterer al vores smerte herinde. Vi kan ikke tænke særlig
fornuftigt om forholdene omkring os. Amerikanerne er f.eks. blevet dybt
skadede af et uhyre voldeligt samfund og ender med at stemme for dødsstraf,
hvilket overhovedet ikke giver mening i andre samfund. Vi bliver rigide i
vore tænkemåder når vi bliver ældre, mister vores smidighed og uendeligt
fleksible sind og bliver kantede i opførslen. Når vi som børn besøgte vore
bedsteforældre skulle hver en potteplante og nipsting stå præcis der eller
der. Flyttede vi dem lidt, kunne de blive helt bestyrtede. Som unge er vi
ikke så rigide og synes de voksne er ”hysteriske.” Disse forsvarer sig med:
”Det er nu engang sådan JEG er!” Men det er ikke sådan de ER. Det er sådan
de blev undertrykt til at BLIVE. |
Racisme
|
|
|
”Sydstatsmand – af Guds nåde.” Mand i
Louisiana. |
|
|
8. Den her skitserede psykologiske model forstår de fleste intuitivt. Lad
os nu forsøge at overføre den til emnet racisme og forsøge imens løbende at
oversætte i hovedet til sexisme, antisemitisme, islamofobi, homofobi og alle
de andre dybt forbundne fætre og kusiner. Men når jeg taler om ”vores
racisme” er det altid lettest at starte med de racister som ”forekommer”
værre end os selv. Al racisme er jo en projektion ud på andre. Vi går jo
ikke til daglig rundt og ser os selv som racister. Så lad os starte med den
gammeldags racist i USA’s sydstater, som vi kender fra film som ”Mississippi
burning” og vi ser straks typerne for os. Men hvordan blev de mon sådan? Vi
ved jo nu at ingen fødes sådan. Børn i alle samfund fødes jo med et åbne,
kærlige sind med appetit på livet – indtil vi skader det. Så hvordan blev
fortidens ”gammeldags” racister skadede? |
| |
|
|
Fattig familie i Florida. |
|
Fattig familie i North Carolina. |
|
9. Meget tidligt i deres opvækst hørte de
budskaber og udsagn fra deres forældre som ”Niggers are dirty” eller ”Leg
ikke med de børn henne i gaden, de vil dolke dig!” Dette er fuldstændig
irrationelle og vanvittige budskaber for det fordomsfri og kærlige barn med
appetit på livet, som vi har i alle samfund til at begynde med. Barnet
forstår det ikke. Børn ser ikke I hudfarve, køn,
seksuelle præferancer, etniske eller religiøse grupper før vi skader dem på
den måde. Hvad betyder ”Niggers are dirty” egentlig? Noget jeg har lagt
mærke til overalt i de hjem, jeg bor I, er at de sorte vasker sig lige så
meget som de hvide. Og hvad angår det andet udsagn, ved vi jo at børn ikke
går rundt og dolker hinanden. Så begge disse udsagn er fuldkommen
irrationelle. Barnet forstår dem ikke. |
| |
|
|
Lastbilchauffør,
som samlede mig op i Alabama. |
|
Skopudsere i New Orleans. |
|
10. Når barnet ikke forstår oplysningerne fra en lidelses-oplevelse er de
ikke tilgængelige stykvis, men kun som én stor, sammensnøret klump. Senere
under opvæksten bliver barnet undertrykt med nye skadelige informationer fra
forældrenes apartheid-samfund. Hvis de overhovedet huskes, kommer det hele
op på en gang, uvurderet og ikke forstået. Gradvist fastlåses sindet og
sluttelig, når det bliver voksent, ender det en dag med at lyde som denne
lastbilchauffør, som ikke kunne tale om andet end ”nigger, nigger, nigger
hele tiden. Da han samlede mig op, stod jeg i Alabama med et skilt som sagde
”Touring USA from Denmark”. Han havde ingen anelse om hvad jeg lavede i
Amerika og alligevel var det første han sagde, da jeg kom ind i bilen: ”Er
der niggere i Danmark?” Og uden at vente på et svar, begyndte han at lire
sætninger af om nigger, nigger, nigger. |
| |
|
|
|
Fattige hvide i Mississippi. |
|
11. Dette er historiens stemme - sætningerne, som generation efter
generation af uskyldige hvide børn i Syden blev undertrykt med og som
fastlåste deres sind så de ikke kunne tænke selvstændigt. Denne mand havde
tabt sit sind til racismen. Intet i situationen med mig i bilen havde noget
med de sorte at gøre. Men hvad som helst kunne udløse barndommens smerte og
få den til at poppe op og køre rundt med hans sind med de programmerede
budskaber, han hørte hele livet. Som en grammofonplade i en jukeboks, der
spiller løs i en rille, den har sat sig fast i. Og hvis et sådant menneske
er skadet ikke blot af racistisk undertrykkelse, men også af
klasseundertrykkelse, er det rigtig i farezonen. Hvis han som fattig hvid
bestandigt får at vide af os bedrestillede hvide at han er ”poor white trash”,
”bigot”, ”redneck”, ”hillbillie” og ”cracker”og alt det forfærdelige, vi
kalder fattige hvide hvis børn tidligt internaliserer det hele – ja, så har
vi skabt en ”gammeldags racist.” |
| |
|
|
Unge nazister i Roskilde. |
|
|
12. Hvis de samtidig får prygl og mishandles af selvhadende forældre eller
stedfædre – ja, så ender de med at have så meget uforløst vrede i sig at de
en dag vender den voldeligt ud mod andre i samfundet og måske tilslutter sig
Ku Klux Klan eller Nazist-grupper. Og hvad gør så alle vi, der regner os
selv som mere ”frisindede”? Så undertrykker vi dem endnu mere. Det er jo
klart ”syge mennesker med syge sind,” siger vi. Og det er et godt ordvalg,
for syge mennesker sparker man ikke til og undertrykker. Dem giver man
kærlig hjælp. Intet menneske bad jo om at blive sygt. Selvfølgelig bliver vi
krænkede når vi ser dem brænde kors af eller råbe ”nigger, nigger”. Men vi
må aldrig isolere dem og tage afstand til dem, for vi må huske at det var på
grund af vores afstandtagen og menneskelige forkastelse af dem at deres
smerte og vrede fremkom i første omgang.
|
| |
|
|
13. Nej, vi bør tvært imod gøre netop dem til vore allierede. Hvad betyder det?
Det betyder at vi konstant i vores opførsel og forhold til dem relaterer til
det fastlåste menneske (derinde i skitsen), som endnu ikke er blevet
ødelagt. Sådan et menneske kan vi finde inde i alle. Ligegyldigt hvor
skadede vi er blevet – selv i de mest voldelige narkoman jeg mødte i mine
rejser – kan vi altid nå ind til mennesket. Ved at give dem vores nærvær,
vores hengivenhed, vores kærlighed eller kristenkærlighed – kald det hvad
man vil al det som de ikke modtog i deres opvækst - er det så let at hjælpe
dem til at føle sig bedre tilpas med sig selv - at elske sig selv lidt mere.
Og folk som har det godt med sig selv har intet behov for at tænke negativt
om andre og at smide lort i hovedet på andre. Kun mennesker i dyb smerte er
i stand til at rakke ned på andre, at øve vold imod andre. |
| |
|
|
Fattige hvide i Jacksonville, Florida.
|
|
Fattig hvid kvinde som jeg boede
hos i San Francisco. Hun var indvandrer fra
Danmark. |
|
14. Hvis vi kan hjælpe andre med at få det bedre med sig selv – det oplever
vi jo hver gang vi i vores travlhed tager os tid til at snakke med dem,
lytte til deres smerte og frustrationer, vise dem anerkendelse og interesse
for deres barndom – en interesse ingen måske nogen sinde havde vist dem
tidligere – ja, så er det den letteste sag at styre dem klar af en i modsat
fald destruktiv kurs. Det er sådan man bekæmper racisme, for således hjælper
vi også med at gøre samfundet mindre undertrykkende for målgrupperne for
deres indre vrede – de sorte, jøderne, muslimerne, kvinderne, de
homoseksuelle og andre sårbare samfundsgrupper. Alligevel glemmer vi det
altid og har en tendens til yderligere at undertrykke de undertrykte så
snart deres første symptomer på undertrykkelsen viser sig, hvorved vi får
dem til at føle sig endnu mere skidt tilpas med sig selv. |
| |
|
|
Unge nazister i Roskilde. |
|
Nazister marcherer i Roskilde. |
|
15.
Mine elever genkendte en af deres klassekammerater fra mine
nazist-billeder og fortalte hvad de huskede om ham. I 1. klasse
var Søren som lukket inde i en skal. Ingen kunne nå ham.
Langsomt fandt de ud af at han altid fik prygl af sin far, men
vidste ellers intet. I 2-3 klasse blev han mere og mere urolig.
Lærere ved godt at de ikke må diskriminere, men det er
menneskeligt at diskriminere mod smerte og uro. Så ubevidst
sendte de budskabet til ham, ”Du er ikke så god som de andre”
hvilket blot øgede Søren smerte. I 6-7. klasse begynder smerten
at vise sig i aggressiv klodset opførsel med racistiske,
homofobiske og sexistiske udråb, hvorfor "kammeraterne" nu
yderligere vendte ham ryggen: ”Sådan en led fyr vil vi ikke
omgås.” For når de første nødråb og manifestationer på
undertrykkelsen viser sig, svigter vi altid barnet og
ghettoiserer det ind i dets egen smerte. En dag så de ham så som
nazist og sagde: "Vi fik ret. Han var en led fyr." Men det er
ikke blot forældrene, der skaber en nazist, men os alle der
svigter netop når "naboens mishandlede søn" råber om hjælp. |
| |
|
|
Nazist heiler til Hitler og Hess i
Baltimore. |
|
Massemorder i Mississippi
underviser sin datter i våbenbrug. Fra hun var
14-17 år gammel endte hun med at sidde i fængsel
for at bruge våben. |
|
16. Hvem er den største undertrykker i
verden? Vi kommer altid først til at tænke på Hitler. Hvis vi
kan forstå Hitler tror jeg at vi kan forstå hvem som helst i
verden. Netop for at undgå fremtidig ondskab som Hitlers er det
så vigtigt at have et empatisk forhold til Hitler. Hvordan blev
Hitler sådan et umenneske? Bl.a. Alice Miller - den østrigske
psykolog som har arbejdet med børns undertrykkelse - beskriver i
sine bøger undertrykkelsen af Hitler i barndommen. Når man læser
om hvordan han blev pryglet, skadet og krænket af sin far, som
han fortæller i Mein Kampf værst af alt offentligt ydmygede ham
foran andre, ser man klart for sig hvordan dette lille
undertrykte barn blev tvunget op i rollen som den ultimative
undertrykker. Alle undertrykkere er først gået igennem en
voldsom undertrykkelse og bliver derefter manipuleret op i
undertrykkerrollen. |
| |
|
|
|
Massemorderen John med hans
våbensamling. |
|
17. Men Alice Miller siger også noget langt vigtigere for os,
som ønsker at bekæmpe racisme. Hvis Hitler havde haft blot ét
menneske i sin barndom, han kunne ty til – en tante, bedstemor,
en hengiven fremmed, som havde givet ham lidt kærlighed og
nærvær – ville hele denne proces være blevet afbrudt. Dette er
hvad hun kalder en ”frelsende engel.” De fleste mishandlede børn
har en sådan person, de kan ty til. Og vi kan alle, siger hun,
række ud til og blive frelsende engle for skadede og mishandlede
børn. I 70’erne så jeg en enorm vækst af mishandlede børn i
Amerika. Hvis ungdommen dengang ikke var flygtet ud i
uforpligtende ”peace and love” hippiesnak, men havde ønsket
aktivt at bekæmpe undertrykkelse, kunne vi have undgået den
eksplosion af narkovoldsmænd i byerne og Klan-folk i skovene,
som vi så i 80’erne. Vi bekæmper undertrykkelse og racisme ved
at række ud til skadede børn her og nu. F.eks. når vi ser
mobning i klassen. |
| |
|
|
Unge nazister forsvarer sig mod
flaskekastende gymnasieelever og autonome fra København.
Fyren til højre havde set mit lysbilledshow i
folkeskolen…..men fået det lidt galt i halsen. |
|
Nazisterne bliver angrebet af
lige så hadefulde autonome. |
|
18. At bekæmpe undertrykkelse handler altså om at gøre vores
hjemmearbejde som ”frelsende engle” for naboens mishandlede barn
for ikke en dag at blive slået ned af det i gaden. Alligevel
tror de fleste at det er noget med ”bekæmpe” nazisterne. Under
nazisternes årlige march i Roskilde besluttede jeg mig til at
marchere med dem for at få en nazistven, som jeg f.eks. kunne tage med som
medhjælper på mine turneer i USA. Jeg blev hurtigt genkendt af
en forhutlet, forknyt fyr, som havde set mit show i skolen. ”Det
er dig med alle de aber!” råbte han. Ja, sagde jeg
imødekommende, da jeg kunne se at han søgte mit nærvær. Jeg
tænkte tilfreds: ”Ham kan jeg hjælpe ud af nazismen på ingen
tid.” Men pludselig blev vi angrebet fra alle sider af
stenkastende hadefulde moddemonstranter. Jeg måtte flygte for
livet og mistede kontakten med ham. Med had fastholder man altså
racister i ”hadgrupper” mens enhver med lidt kærligt nærvær let
kan hjælpe dem ud. (Se eksempler under KKK-billederne). |
| |
|
|
Nazisterne forskanser sig i deres
hovedkvarter i Greve Strand. |
|
Ung nazist drister sig til at
demonstrere sin afmagt. |
|
19. Efter nu at have set på den lille racisme –
tabernes magtesløse og stort set ufarlige form, der i dag blot
forsøger at tage sig farligt ud i fortidens forhadte kostumer –
kan vi se på vores egen langt farligere, store racisme.
Lad os undersøge hvordan vi mere ”frisindede” bliver racister og
hvorfor vi er så farlige. Hermed mener jeg folk som mig selv,
der typisk kommer til sådanne udstillinger. Under afsnittet om
Ku Klux Klan vil jeg vise hvordan det jo ikke var sådanne
outsidere, som har den store skadelige indvirkning på sorte i
Amerika eller muslimer i Europa. De bliver formet af mere
frisindede hvide. Vi er ”de onde” som holder USA’s sorte og vore
hjemlige muslimer væk fra gode jobs, som diskriminerer dem i
uddannelse, sundhed, boligforhold og tvinger dem ind i ghettoer.
Ku Klux Klan – eller nazisterne i Greve Strand - har ikke en
sådan magt da de jo selv sidder i ghettoer. Så skal vi racismen
til livs må vi først og fremmest prøve at forstå os selv. |
| |
|
|
Nancy Norton og datteren Sparky i Ithaca
i New York. Hun deltog ivrigt som yngre i mine
racisme-workshops i Cornell University. |
|
Atomfysikeren John Watts i
Mississippi med datter. Som ung boede jeg hos
hans kone i samme by. |
|
20. Så hvordan blev vi racister? Formentlig
fortalte vore forældre os ikke åbenlyst sårende ting som
”Niggers are dirty” eller ”muslimer er kriminelle”. Nej, som
”frisindede” bombardere de os med ophøjede idealer om ”vore
frihedsidealer”, lighed og ”mulighedernes land” og alle disse
smukke slogans vi har i alle samfund med særlig vægt på frihed,
lighed og værdighed for alle. Men når som helst et emne dukkede
op såsom ghettoer, slum, sorte, 2.g. indvandrere, eller
homoseksuelle ville de ændre tonefaldet lidt, løfte øjenbrynene
uden selv at vide det, og derved give det skjulte budskab til
barnet om at nogle mennesker ikke er så lige som andre. Og
sådanne informationer er nøjagtig lige så ødelæggende for os.
Igen låser vores tænkemaskineri sig fast når vi i så mange
divergerende ord får at vide at vi alle er lige, at vi alle er
ens osv. Vi ser vore forældre prædike lighed, men udvise
ulighed. Så vi kan ikke bearbejde informationerne og ender som
racister. |
| |
|
|
Gæster til fernisering i Museum of Modern
Art. |
|
Kvinde med sort veninde i
Florida. |
|
21. Gunnar Myrdal, den
svenske antropolog, som blev inviteret til USA i 1940’erne for
at lave et stort videnskabeligt værk om amerikanske
racerelationer, kom til den samme konklusion at alle amerikanere
– både sorte og hvide for den sags skyld – har denne
dobbeltstandard. De holder fast i deres højtravende idealer, men
går inderst inde med en følelse af at nogle mennesker ikke er så
lige som andre. De har aldrig været i stand til at forlige dette
svælg. Når vi er sammen med mennesker, som vi i bund og grund
føler ikke er så lige, reagerer vi med voldsom skyldfølelse. Og
skyldfølelse, kan jeg hilse og sige fra de sorte i USA og
indvandrere i Danmark, er den værste form for racisme. De kan
ikke udstå nedladende patroniserende holdninger. Men vi – de
mere frisindede racister – udlever konstant vore skyldsmønstre
uden selv at være klar over det, når vi er sammen med dem. |
| |
|
|
Milliardæren senator Jay Rockefeller med
datteren Valerie, som 16 år efter kom og gave mig et
knus og sin adresse efter at have set mit show, hvori
jeg kalder faderen for alkoholiker og massemorder.
|
|
Tania Gobbel foran fjernsynet i
sit værelse på Miami Beach. |
|
22. Et sådan
frisindet racist var en hvid kvinde som jeg havde i en workshop.
Hun fortalte os om sin barndom i Washington D.C. – byen med 80%
sorte. Når hendes far kørte hende ind i byen og hun så alle
disse crack-sælgere og hjemløse i gaderne, var hun nogle gange
brudt ud i racistisk sløret snak. Hendes far – en god frisindet
mand – havde derpå straks standset bilen og med en streng mine
nægtet at fortsætte før hun sagde undskyld. For sådanne
racistiske udtalelser var ikke god tone i en frisindet familie.
Men mange år senere, da hun som voksen bragte en sort kæreste
med hjem, var budskabet hun nu fik af sin far stik modsat. Det
var i virkeligheden dette modsatte skjulte budskab om at nogle
mennesker ikke er så lige som andre, som han hele barndommen
havde udsat hende for godt skjult under al sin snak om høje
idealer. Hun havde aldrig forstået dette dobbelte budskab,
tænkemaskineriet låste sig fast og ubevidst afreagerede hun
smerten med sine racistiske udtalelser. |
| |
|
|
Frisindede amerikanere med sort. |
|
Frisindet dansk kvinde blandt
muslimer. |
|
23. Alle
børn overalt i verden bliver undertrykte og afreagerer derfor
deres smerte på så mange irrationelle måder i forældrenes øjne.
Børn er altid som den her omtalte pige ”umulige” i forældrenes
øjne i de år hvor de undertrykkes for at indpasses i et
undertrykkende samfund. De af os, der har prøvet at være
sanseløst berusede, ved i hvor høj grad mens vi var ”helt ude af
den” vi havde racistisk, antisemitisk, islamofobisk, homofobisk
og især sexistisk sløret tale lige på tungen. Vi betragter måske
os selv som frisindede og har derfor lært effektivt at lægge låg
på denne uforløste smerte og aldrig at lade den ”slippe ud” – i
særdeleshed ikke i politisk korrekte omgivelser. Alligevel er vi
udmærket klar over at vi har den lige på tungen. Dette viser i
bund og grund hvor tæt vi er på Ku Klux Klan, for det er
nøjagtig den samme uforløste smerte vi forsøger at få ud af
systemet. |
| |
|
|
Demonstranter mod højrefløjens racisme og
homofobi i Washington. |
|
San Francisco-demonstranter mod
racistiske overgreb i Boston. |
|
24. Tit kaldes jeg til skoler, hvor der har været et
racistisk, sexistisk, homofobisk, islamofobisk eller
antisemitisk angreb for nylig. De fleste som ser sådanne angreb
skrevet f.eks. på toiletdøre føler sig krænkede og har en
tendens til at vende ryggen til den slags mennesker. Men vi bør
netop ikke isolere mennesker, som gør andre ondt. Vi glemmer at
de ikke er ret meget forskellige fra os selv. Vi må række ud til
dem, give dem vores venskab og hjælp. Snak ikke nødvendigvis med
dem om det, som de påstår generer dem ved ”de andre”. Det er
ikke ”de andre” vi skal forsvare, men det indespærrede menneske
i deres undertrykkere, som hungrer efter vores indre kærlige
tanker og hjælp for at frigøre sig. Folk, der har det godt med
sig selv, har intet behov for at gøre andre til ofre eller at
rakke ned på dem. I enhver skole kan vi hjælpe med at gøre
skolen mindre undertrykkende for minoriteterne hvis vi rækker
hånden og ånden ud til racisterne, sexisterne, islamofoberne,
homofoberne etc. som jo er med os som en naturlig bestanddel af
den fællesmenneskelige smerte. |
| |
|
|
Frisindede deltagere til fernisering i
Museum of Modern Art. |
|
|
25. Lad os lige opsummere: Hvad enten vi bliver
opdraget med gammeldags racisme eller den mere frisindede
racisme, som flertallet af os blev udsat for, er skaderne
nogenlunde de samme. Nogle forskere, som arbejder seriøst med
disse ting, konkluderer at som resultat af al denne
undertrykkelse har vi måske kun 10% af vores oprindelige enorme
intelligens tilbage til at bruge funktionelt. Resten er låst
fast i disse (skitserede) smertes- og vredesmønstre. Vi kan
følgelig ikke tænke særlig godt. Dette gælder for den succesrige
hvide voksne i USA og Europa at vi ikke har mere end 10% af
brikkerne til at flytte rundt med. Men mange især fattige hvide
er i langt større smerte. Vi ser dem ustandseligt ende i
slagsmål i de samme situationer, hvor vi (der kan læse og forstå dette) kan
færdes uden at ende i slagsmål. Sådanne mennesker har svært ved
at klare sig i højere uddannelser. Vi taler her om såret
intelligens. | | |
|
|
”Uafhængigt liv”. Fattige børn ved deres
hjem udenfor Charleston i South Carolina. |
|
Baggie, som jeg boede hos i
Greensboro, North Carolina, med præsident Nixon
i fjernsynet. Baggie fik kort tid efter 25 års
fængsel for væbnet røveri. |
|
26. Lad mig nu tale om undertrykkelsen af
sorte børn i USA og indvandrerbørn i Europa. Her er skaderne naturligvis
langt, langt værre idet de bliver udsat for en dobbelt form for racisme. Den
første er let nok for os at forstå, den åbenlyse racisme udefra. Vi forstår
nu at det er den uforløste vrede fra os hvide, som de konstant fornemmer i
vore undvigende skyld- og frygtmønstre. Eller overhører i udtalelser eller
ser på WC-skrift i universiteter, skoler, osv. Alle marginaliserede børn
sanser meget tidligt dette. De vokser op i faldefærdige shacks på den
forkerte side af jernbanelinien i USA’s sydstater og fra dag et ved de at
alt ved dem selv er forkert når de ser hvide bo i pæne kvarterer eller ser
de fjendtlige blikke fra de hvide i indkøbscentrene eller bymidten. Eller de
vokser op på sydsiden af Chicago og ser millioner af sorte omkring sig –
aldrig et hvidt ansigt – før de tænder for fjernsynet og indser at hvide har
magten overalt i vores samfund. |
| |
|
|
27. Dette er alt sammen dybt
ødelæggende for selvværdsfølelsen af det marginaliserede barn. Alligevel er
det ikke denne mere åbenlyse racisme, som er den værste. Der er et langt
mere ondartet aspekt som hedder ”indvendiggjort racisme.” Lad mig prøve at
illustrere det: hvor som helst i verden, hvor en gruppe bliver undertrykt,
vil medlemmerne af gruppen internalisere undertrykkerens syn på dem. De vil
derefter trække hinanden yderligere ned i undertrykkelse, skade hinanden og
indgyde undertrykkerens værdier i hinanden. Kvinder kender det kun alt for
godt. Som følge af sexistisk undertrykkelse fra barnsben er de det bedst
kendte eksempel på hvordan de undertrykker hinanden med snak om at ”kvindens
plads er i hjemmet eller i køkkenet” og at de ikke bør overtage mandens magt
i samfundet. Vi har millioner af sådanne kvinder over hele verden, som
yderligere trækker kvinden ned i sexistisk undertrykkelse.
|
| |
|
|
Sorte børn mishandler hinanden i Jean
Ellisons shack i Georgia. Hun bor sammen med i alt 24
personer og kun kvindelige voksne. |
|
Tracy Coleman spanker sit barn i
Louisiana. |
|
28. På samme måde har jeg set masser af triste eksempler på indvendiggjort
racisme. Noget jeg tidligt bemærkede, når jeg så slagsmål mellem voksne i
sorte underklassehjem, var at de ustandseligt råber sårende ting som "You
ain’t nothing but shit, nigger!" Dette opfanges straks af det sorte barn,
der således konstant fra barnsben får at vide at ”Du er værre end skidt” –
en uhyre trist genklang af det vi andre tænker om dem og det hvide samfunds
lave værdsættelse af dem.
Eller for sorte studenter, der går i vore eliteskoler, er det yderst
smerteligt og svært pludselig at skulle tilpasse sig til al vores hvide magt
hvis de er formet af ghettoomgivelser eller sort kultur. Og en masse sorte
studenter er ude af stand til det – især fordi de med vores undvigende
racisme ikke får vores hjælp og venskab. Den sorte nedslidning eller
drop-ud-rate er derfor enorm i disse integrerede skoler – nøjagtig som den
er det for indvandrere i Europa.
|
| |
|
|
Sorte studenter i Wayne State University
i Detroit ved skilt: ”Hvis I er gale nok til at bekæmpe
hinanden er I gale nok til at bekæmpe regeringen.” |
|
Sandra Johnson og hendes mor
Julia i deres lejlighed i Queens. Sandra fik en
uddannelse trods tragedien, som billedet
indirekte afslører. Hun blev hele ungdommen
igennem misbrugt seksuelt af sin far.
|
|
29. Men hvis de er i stand til at falde til i vore hvide
institutioner, bliver de ofte når de vender hjem i ghettoen,
latterliggjort for nu at opføre sig ”hvidt”, at tænke ”hvidt” og
bliver kaldt ”oreo cookies” (sorte på overfladen, hvide
indvendigt). Et eksempel på hvordan indvendiggjort racisme får
sorte til at skade deres egne i sådanne skoler oplevede jeg et
trist eksempel på det i Baltimore. En sort student fortalte mig
hvordan hans kæreste lige var blevet optaget i en eliteskole.
Hun havde fået et stort stipendium, men da hun skulle starte i
skolen, fandt hun ud af at hendes mor havde brugt alle pengene
på sig selv. Da hun konfronterede moderen om at hun nu havde
stjålet hele hendes fremtid, snærede moren tilbage: ”Du havde
alligevel ikke noget at gøre i den hvide skole. Du burde være
stolt af dit eget folk, holde dig til tæt på hjemmet og dine
rødder.” Et meget trist eksempel på hvordan sorte i USA og vore
egne hjemlige indvandrere skader deres egne og trækker hinanden
længere ned I racistisk undertrykkelse. |
| |
|
|
To unge fyre giver det broderlige
”hi-five” håndslag i Raleigh, North Carolina.
|
|
To unge fyre giver det broderlige
”hi-five” håndslag i Richmond, Virginia. |
|
30. Vi har tusindvis af eksempler
på disse triste mønstre og vi ser dem parallelt i hver eneste undertrykt
gruppe i verden, f.eks. i danske indvandrere, der tager deres døtre ud af
skolen for bortgifte dem med en uoplyst fætter fra et fjernt land. Et
klassisk eksempel på det fra de sorte amerikaneres verden er legen ”playing
the dozens.” Den har mange navne I forskellige byer I USA. I min hjemby New
York kaldes den for ”snapping”. Det er en leg hvori unge sorte – fortsat
over hele landet – står i timevis og fornærmer hinanden, sårer hinanden,
ydmyger hinanden og angriber hinandens familiemedlemmer. Det er der
udtrykket ”motherfucker” stammer fra. Og så handler det i spillet om at
”stay cool” – ikke at fare op eller miste besindelsen når man angribes, for
i så fald har man øjeblikkeligt tabt legen. |
| |
|
|
Jeg så altid Virginia Honore slå Louis i
barndommen. Men lige siden han blev 17 år har han siddet
i Angolafængslet, hvor han bevogtes af Virginias mand,
som er fangevogter. |
|
Volden mod mange sorte drengebørn
fører dem senere lige lukt i fængsel hvorimod
jeg ser at de børn der fik kærligt nærvær klarer
sig godt senere. |
|
31. Men hvorfor prøver de at skade hinanden på den måde? Sociologer har sporet
denne spidsrodsleg tilbage til slaveriet, hvor sorte mødre fandt det
nødvendigt at såre og ydmyge især deres drengebørn for at forberede dem på
et liv i slaveri. Det skulle sikre at de aldrig ville gøre oprør mod
slaveherren, da det ville betyde deres øjeblikkelige død eller afstraffelse.
Det var med andre ord en overlevelsesforanstaltning dengang. Men det tjener
ikke dette formål længere. Det er blevet dybt internaliseret af de sorte. Og
kendsgerningen at disse former for indvendiggjort racisme fortsætter 140 år
efter at slaveriet sluttede, er det bedste bevis på at slaveriet aldrig
rigtig sluttede i USA. For disse træk ses ikke tilnærmelsesvis så voldsomt i
andre eksslavesamfund i f.eks. Latinamerika, hvor den katolske kirke
optrådte som slavens beskytter.
|
| |
|
|
Pige i New York skadet efter slagsmål. |
|
Sort mand ser
hvide i fjernsynet i Alabama. |
|
32. Som vi ser, er det sorte barn altså udsat for en uhyggelig
dobbelt undertrykkelse. Dels fra vores ydre racisme, som jeg
lige beskrev, og dels den langt værre internaliserede fra deres
egne. Lad mig nu prøve at komme med et skøn på tabet af den
sorte intelligens i USA. Når jeg berører et så kontroversielt
emne, så husk at dette ikke er en videnskabelig udredning, men
blot en måde at anskueliggøre noget som de fleste af os aldrig
forstod. For selv om vi opfatter os selv som nok så frisindede
har så godt som alle vi hvide i USA dybest inde udviklet den
samme umiddelbare følelsesmæssige tænkning om de sorte – nemlig
at som følge af en eller anden ”nedarvet” ufuldkommenhed kan de
ikke klare sig i skolesystemet. Og dette er årsagen til at vi
ser så få sorte i højere undervisning og stillinger. Vi bekæmper
disse indre racistiske tanker med skyldfølelse, men vi nærer dem
ikke desto mindre. |
| |
|
|
Sam som blev pryglet ihjel af
politiet i Alachua, Florida, et halvt år efter
jeg tog billedet. |
|
Lefus Whitley nær Raleigh, North
Carolina. Han døde 13. marts 2005. |
|
33. Alle hvide i USA har endeløst fået fortalt historier om at
”mine forfædre kom herover ludfattige fra det og det fattige
land, Polen, Irland osv., og trak sig selv op med
støvlestropperne. Så hvorfor kan ”de andre” så ikke her i
mulighedernes land?” – hvormed vi mener de sorte I
ghettoerne. Sådan taler også mine udvandrervenner fra min
fattige vestjyske barndomsegn. De har klaret sig godt i USA – og
80% af dem stemmer blindt på racismens parti, republikanerne.
Vi, der føler os mere frisindede bliver vrede når vi hørte deres
”skyd skylden på ofrene”-anklager. Typisk begynder vi at
forsvare de sorte og siger at det skyldes et eller andet i
slaveriet osv. Men i bund og grund har vi ikke et godt svar
fordi vi selv indvendigt lærte at tro på disse racistiske
teorier. Så det gør os blot mere vrede og fulde af skyldfølelse
– den værste racisme.
|
| |
|
|
Janet
Bromleys to børn i West Palm Beach, Florida. |
|
Dreng med bilhjul i Brownsville
ghettoen i New York. |
|
34. Så lad mig derfor give en god forklaring som vi kan bruge
næste gang vi møder den slags racister. Lad os først prøve at
anslå tabet af den sorte intelligens i dette samfund i forhold
til tabet af den hvide. Som nævnt går de sorte gennem en meget
hårdere form for undertrykkelse – nemlig fra det tveæggede sværd
af dobbelt undertrykkelse, som dels består af vores åbenlyse
racisme og dels den langt farligere indvendiggjorte fra deres
egne. Dette har en knusende effekt på dem, som tidligt flår
selvværdsfølelsen ud af dem og troen på egne evner og håbet om
en fremtid. Fra 4. klasse mister de derfor motivationen og
falder bagud – nøjagtig som indvandrerbørn i Danmark. Som
resultat af denne dobbelte undertrykkelse har sorte (og danske
2. g. indvandrerbørn) som vokser op i vores samfund måske kun 5%
tilbage af vores oprindelige enorme intelligens, som vi alle
blev født med. Resten er låst fast i disse vredesknuder (se
diagrammet). |
|
|
|
|
Graffiti i New Yorks
undergrundsbane: "Ghettoens stemme." |
|
|
35. Efter workshops i USA gør deltagerne tit
rede for de følelser, de sidder tilbage med efter at have været
udsat for et todages undertrykkelsesforløb. De er næsten
parallelle med det knudebundt sorte amerikanere fortæller at de
vedvarende lammes af såsom:
”fuld af skyldfølelse, paranoid, frustreret, udmattet,
uligevægtig, følelsesløs, anspændt, vred, led ved det, mundlam,
dum, forvirret, uværdig, varsom, mindreværdig, magtesløs,
frygtsom, sagtmodig, passiv, beskyttende, uopmærksom, fjendtlig,
ligeglad, dreven, bluffende, svigefuld, intrigant,
manipulerende, hævnagtig, overlegen, uengageret, mistænksom,
iagttagende (overfor undertrykkeren), listig, destruktiv....……og
til slut VOLDELIG !!!”
Disse følelser giver et billede af undertrykkelsens sårede
intelligens. Det er svært at tænke konstruktivt hvis man hele
tiden er ”bragt ud af ligevægt.” Efter at have set disse
følelser opremset i mit diasshow ”Amerikanske Billeder” kommer
danske indvandrere hyppigt og fortæller mig at de sætter ord på
det knudebundt af følelser, de selv går rundt med i Danmark. |
|
| |
|
|
Uvidenskabelig illustration af tabet af
oprindelig intelligens for sorte og hvide målt i forhold
til middelindkomst. |
|
”Succes er en lang hård vej – Vil
du klare det?”
Skoleklasse i Washington, North
Carolina |
|
36. Hvorfor siger jeg 5% i forhold til de hvides 10%? Udelukkende
– da det er jo kun en måde at måle det på – fordi det
reflekterer den gennemsnitlige succesrate af sorte i USA i
århundreder. Lad os et øjeblik sætte den hvide middelindkomst i
USA til 100. I forhold til den ligger de sortes på ca. 55%,
hvilket er den eneste grund til at jeg for anskuelighedens skyld
anslår den sorte intelligens som dobbelt så såret som den hvide.
Men der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng. De sortes andel
var faktisk meget højere da jeg først kom til USA, nemlig 63%.
Siden er de sorte hastigt faldet bagud. Med en
gennemsnitsindtægt kun ca. halvt så høj som de hvides, klarede
de sorte sig stort set lige så godt under slaveriet. Dengang
modtog de ganske vidst ikke penge, men fik mad, tøj, bolig osv.
Da de fleste hvide dengang var fattige, konkluderer økonomer at
de sorte nogenlunde havde halvdelen af de hvides levestandard
under slaveriet. |
| |
|
|
Oprindeligt foto af slaver. |
|
Jean Ellisons shack i Georgia med
24 beboere. |
|
37. Med andre ord har der i århundreder ikke været noget
fremskridt for de sorte i USA – i økonomisk henseende.
Selvfølgelig har der været enorme politiske fremskridt med bl.a.
sorte borgmestre, men i økonomisk forstand har der ikke været
fremskridt. Så hvad gør dette ved vores indre tænkning om
sorte? Århundrede efter århundrede at se dem uden fremskridt?
Når vi ser hvordan alle indvandrerne, der kommer væltende ind i
USA og straks klarer sig og opnår den amerikanske drøm, - ja, så
kommer vi til at tænke racistisk. For dybt inde kan vi kun komme
til én konklusion: at pga. en eller anden nedarvet underlegenhed
i de sorte kan de ikke klare sig. Vi går stille med disse
tanker, men jeg har rejst længe nok i Amerika til at vide at
hvide tænker på den måde ….og at jeg selv gør det når jeg lever
i hvid isolation. |
| |
|
|
Sort og hvid kontormand i San Francisco. |
|
Time Magazine om den sorte
middelklasse. |
|
38. Og det giver os usigelig
skyldfølelse og fortvivlelse fordi vi ønsker at holde fast i alle vore høje
idealer om at vi alle er lige. Vi er jo ikke længere gammeldags
dominative racister, som havde et ønske om at holde de sorte nede. Ældre
generationer har muligvis haft et sådant ønske, men i bund og grund ønsker
vi i dag at se dem alle som Bill Cosby-typer. Det er en drømmeverden vi
ville ønske var sand. Selv mine klanvenner elsker Bill Cosby-shows med deres
succesrige sorte. Derfor fortvivler vi når vi ser dette økonomiske
misforhold mellem sorte og hvide - århundrede efter århundrede. Det er min
klare erfaring at de fleste mennesker ønsker at se sig selv som anstændige
mennesker – selv mine venner i Ku Klux Klan. Vi kan godt tænke negativt og
fordømmende om andre, men vi ønsker ikke bevidst at holde dem nede. Så vi
bryder os ikke om at se vores racisme i øjnene. |
| |
|
|
De sortes mest populære
ugeblad, der normalt skildrer middelklasseværdier |
|
Middelklassekvinder til poesifestival i New York
|
|
39. Og derfor vil jeg forsøge at vise lidt håb. Det håb får vi ved at se på de
sorte, der faktisk klarer sig. Hvem kunne det mon være? De fleste tænker på
sorte i showbiz eller sport. Jo, individuelt klarer de sig, men de jo den
same gruppe, der har en middelindtægt på 56% af de hvides. De rigeste som
Bill Cosby, der donerede 20 millioner dollars til sit gamle universitet,
trækker blot det sorte gennemsnit en smule op mens den store underklasse
trækker det ned. Så, nej, vi er nødt til at se på de sorte, der klarer sig
godt fordi de ikke er blevet formet af vores racisme for at få et
objektivt billede af hvor knusende vores racisme er. Hvem kan de være? Det
siger sig selv at de må komme fra andre lande, for alle sorte i vores
samfund er naturligvis blevet dybt formet af vores racisme. Ligesom alle
kvinder i vores samfund er blevet formet af vores sexisme. Det har ikke
været til at undgå. Jeg taler her om de vestindiske sorte, der er indvandret
fra Caribien. |
| |
|
|
Fru Pabst, ejeren af Pabst Beer. Hun kom
fattig til Amerika, men giftede sig ind i en rig
familie. |
|
John D. Rockefeller, kaldet Jay,
som jeg boede hos, da han var guvernør i West
Virginia. I dag er han senator. Familien var den
tids rigeste familie som ejer af EXXON, MOBIL
etc. |
|
40. Hvordan klarer de sig økonomisk?. De tjener faktisk 94% af den hvide
gennemsnitsindkomst. Her må vi ikke glemme, at 1% af de hvide såsom Rockefellere, Bill Gates osv – ejer og kontrollerer 30-40% af samfundets
rigdom. De fleste af dem har ikke selv arbejdet sig op til disse høje
positioner. De har arvet deres rigdomme. Så hvis vi et øjeblik udelukker de
1% af de hvide, der ikke selv har arbejdet sig op, finder vi at de
vestindiske sorte er fuldstændigt på niveau med de hvide i samfundet. Og de
arbejdede sig selv op fra fattigdom. De blev ikke født med en sølvske i
munden. Disse 94% inkluderer tilmed bådflygtninge fra Haiti - et af de
fattigste og mest undertrykkende samfund i verden med en meget høj
analfabetisme. Bare en generation efter at de når USA er de en del af
middelklassen…. til stor forundring for de indfødte sorte amerikanere. De
forstår det simpelthen ikke: ”Hvordan kan disse fattige sorte klare det, når
vi ikke kan?” |
| |
|
|
Vestindisk par til reception i New York |
|
Vestindere i
Washington DC. |
|
41. Lad os prøve at forstå hvorfor det er så let for sorte, der
kommer fra andre samfund, at få succes i USA, når det er så
svært for de sorte amerikanere. De fleste vestindiske sorte bor
på østkysten fra Washington DC til Boston. Der har de en
uforholdsmæssig stor del af sorte topstillinger og ikke få er
internationalt kendte som Belafonte og
udenrigsminister Colin Powell. Deres kvarterer i Brooklyn ligner
mest italienske, polske eller irske kvarter med rene gader,
blomstrende forretningsliv, næsten ingen på
overførselsindkomster, mange ejerboliger og flere unge i
universitet end i fængsel. Men går vi ind i de indfødte sortes
kvarterer i Harlem og Bronx ser vi straks den hvide racists
stereotype ghettobillede af beskidte gader, smadret glas og
affald overalt, udbrændte butikker. I mange ghettoer ejes de få
butikker, der er tilbage nu om dage, af folk der bor udenfor
ghettoen. Ca. 40% får socialhjælp og flere unge er i fængsel end
på universitetet.
|
| |
|
|
Lesbiske af vestindisk afstamning. Yvonne
th. er datter af dommer i Massachusetts og i dag ejer af
stort musikfirma i Hollywood. |
|
Min foredragsagent Saphire, som
blev fundet som baby i en affaldsspand i Haiti,
opdraget af en nonne i USA og siden fik en
uddannelse på Harvard |
|
42. Her begynder vi at forstå den
enorme skade vi påfører de amerikanske sorte. For vi indser nu
at dette intet har at gøre med race eller hudfarve. De sorte vestindere kom nemlig fra de samme stammer i Afrika som de
amerikanske sorte og blev udsat for den samme angelsaksiske form
for slaveri, der var modbydelig. Men der var en vigtig forskel.
Modsat USA blev caribiske slavers initiativ ikke knust af
formynderi, da de måtte dyrke deres egne små jordlodder.
Vigtigst er dog at slaveriet i Vestindien blev ophævet for 140
år siden, mens det aldrig er sluttet i USA! Efter dets ophævelse
i Vestindien forlod de fleste hvide øerne. Derfor kunne de sorte
begynde at genopbygge al den værdighed, selvtillid og stolthed,
de blev berøvet under slaveriet. De så sorte rollemodeller
overalt i samfundet, hvilket er ekstremt vigtigt for de sorte
børns motivation.
|
| |
|
|
Min vestindiske arrangør i et
universitet. De fleste af mine shows arrangeres af
jødiske og vestindiske studenter. |
|
Vestindisk kvinde
i Amherst, Massachusetts |
|
43. Intet af dette skete i USA, hvor
de sorte efter slaveriet fortsat blev tvunget til at tro på og indvendiggøre det herskende hvide flertals negative tanker og
forventninger til dem. Dette giver manglende selvværdsfølelse og
knust initiativ, hvorfor sorte forældre har svært ved at
stimulere deres børn, som de ikke har nogen tro på kan klare sig
bedre end dem selv. Når omvendt de vestindiske sorte hundrede år
efter slaveriet møder det racistiske amerikanske samfund,
ankommer de ligesom andre indvandrere som restituerede
mennesker med store drømme og forhåbninger for deres børn.
Derfor bruger de stik modsat racismen til at anspore deres børn:
”Ja, mit barn, du vil møde megen racisme, men du kan klare det
alligevel hvis du arbejder dobbelt så hårdt som de andre.”
Typiske haitianere har 2-3 jobs samtidig med at de går i skole
om aftenen. Det er sådan de klarer sig så godt!
Antisemitisme |
| |
|
|
Jødisk student demonstrerer mod
nazistiske grupper i University of Michigan i Ann Arbor. |
|
Sort student demonstrerer mod
racisme og antisemitisme i Boston. |
|
44. For os hvide ligner de sorte hinanden, men i amerikanske byer er der
en skarp opdeling mellem vestindiske og indfødte sorte. For selvfølgelig har
vestinderne, der har haft let ved at få succes, svært ved at forstå de
indfødte sortes fiasko. I deres indre tanker nærer de samme racistiske
fordomme overfor amerikanske sorte som vi andre om at de er dovne,
umotiverede, kriminelle mm. Omvendt kalder de indfødte sorte vestinderne for
”sorte jøder”. Her spiller de på den klassiske antisemitisme om at jøder har
stor succes i forretningslivet idet vestinderne ejer og kontrollerer
størstedelen af forretningerne i mange ghettoer. Går vi i banker i New York
ser vi at de fleste sorte ansatte kommer fra Vestindien. For at forstå deres
succes i finansverdenen bør vi kort skitsere antisemitismens historie. |
| |
|
|
Min første amerikanske kæreste, Marlene
Sockol, var jøde af russisk afstamning. På det tidspunkt
i 1971 udgjorde de russiske jøder USA's højeste
indtægtsgruppe. |
|
Marlene i 2006 i hendes kontor i
San Francisco, hvor hun er psykiater for byens
kendteste personligheder. I dag udgør asiatiske
indvandrere USA's højeste indtægtsgruppe. |
|
45. I de sidste 2000 år blev jøderne igen og igen tvunget til at flygte
til fremmede lande. Typisk blev de inviteret af konger og herskere, der
brugte dem som en kile eller buffer mellem den herskende klasse og masserne,
som de konstant opmuntrede en dæmpet antisemitisk propaganda blandt. Hvis
oprør truede, skruede de antisemitismen op på fuldt blus for at manipulere
massernes vrede ud mod jøderne i stedet for mod samfundets virkelige
undertrykkere. På denne skamløse måde blev jøderne igen og igen tvunget ud i
pogromer, landflygtighed eller holocaust. Ligesom inderne i Afrika,
kineserne i Østasien og i dag muslimerne i Europa blev de så igen inviteret
af herskere i andre lande, der kunne genbruge dem som kiler. Ofte fik de kun
lov til at arbejde i den finansielle sektor, hvorved den ydre antisemitiske
opfattelse og en vis intern indvendiggørelse opstod. |
| |
|
|
Ghettoskole i Jersey City, New Jersey. |
|
Bedrestillet vestindisk familie i
San Francisco. |
|
46. Men jøderne havde ofte held til at klare sig på trods af
undertrykkelsen. Da de kom fra en stærk, kulturel baggrund, kunne de
fortælle deres børn “Hav tro på jer selv, for I er bedre og kan blive bedre
mench end jeres undertrykkende goyem. Men dette er et stærkt
antisemitisk samfund, så I må arbejde dobbelt så hårdt som andre for at
klare det.” Således pressede de deres børn til at slide ekstra hårdt ved at
give dem bl.a. “jødisk skyld”, et begreb jøder kun kender alt for godt.
Denne overlevelsesproces er meget lig de vestindiske sorte bruger i USA. De
kommer til et yderst racistisk samfund, men kan overbevisende
fortælle deres børn, at ved at arbejde dobbelt så hårdt som alle andre kan
de få succes. Og ved at satse højt på uddannelse klarer de det. De udgør kun
2% af alle sorte i USA, men alligevel udgør studerende med vestindisk
baggrund op til 85% af de sorte studerende på USAs fineste universiteter,
hvor kun de allerdygtigste kommer ind.
|
| |
|
|
|
Dreng læser lektier i Jean
Ellisons shack i Georgia. |
|
47. Vi ser her hvor let det er for ”det frie menneske” at klare
sig. Som hvide tvinges vi derfor til at ransage hvordan vores ”uskyldige”
racisme skader de indfødte sorte i USA (og indvandrerne i Danmark) så at vi
så effektivt er i stand til at udelukke dem fra højere uddannelser,
vellønnede jobs og dermed ligeværdsfølelse. Hvorfor har sorte amerikanere så
svært ved at klare sig på Harvard og Yale, når det er så let for fattige
sorte indvandrere? Med denne nye viden kan vi ikke fortsat skyde skylden på
offeret for ikke at kunne klare sig i meritokratiet. Vi racister finder på
tusinde måder at rationalisere os ud af det på – at det skyldes en medfødt
underlegenhed hos de sorte (eller i Europa religiøs ditto hos muslimerne) – for ikke at se
resultatet af vores egen undertrykkelse i øjnene. Vi forstår nu, at den
undertryktes nederlag intet har at gøre med hudfarve eller religion, for vestinderne er mørkere end sorte amerikanere da de aldrig blev så blandede
med vore forfædres hvide gener. Og muslimske indvandrere i USA klarer sig
(modsat vore hjemlige) ligeså godt som de hvide.
|
| |
|
|
Muslimer med vestindisk medstuderende på
Harvard Business School 2007. |
|
Børn i forfalden ghettoskole i
East St. Louis. |
|
48. I vores racistiske samfund starter hvide og sorte børn
nogenlunde jævnbyrdigt i skolens første klasse. Hvide elever
klarer i gennemsnit uddannelsen godt op til universitetsniveau.
Men de sorte amerikanske og danske indvandrerelever begynder
meget tidligt at internalisere vores racisme – at tro på vore
negative tanker om dem. De mister selvtilliden og begynder at
tvivle på deres egne evner og fremtid. Gradvist mister de
motivationen og bliver uopmærksomme og fjendtlige i takt med at
de mister håbet. Manglen på håb er knusende når de ser ældre
søskende sende hundredvis af jobansøgninger blot for at se deres
sorte/muslimske navne frasorterede af os racister. Så efter 4.
klasse bliver alt dette en selvforstærkende proces. De falder
længere og længere bagud efter de hvide og når de skulle på
højere læreanstalter er de kommet så håbløst bagud, at flere af
dem havner i fængsel end på universitetet. Denne undertrykkelse
forstærkes gradvist. Da jeg kom til USA i 70erne var der flere
sorte i universiteterne end i fængsel. I dag er det omvendt!
|
| |
|
|
I ghettoens yderkanter findes integrerede
skoler, men de sorte elever formes også her af
samfundets negative tænkning om dem. |
|
En integreret
skole i Hvidovre |
|
49. Vi former altså vore ofre med vore negative tanker om dem.
F.eks. blev forskellen mellem det sprog, der tales af de sorte i
ghettoerne og de hvide i forstæderne, gradvist reduceret indtil
1975 i takt med at racismen mindskedes efter borgerretskampen.
Men undersøgelser viser at efter 1975, da racismen i USA igen
blev værre, begyndte de sortes talemåde igen at adskille sig fra
de hvides. Vi blev igen gjort mere forskellige fra hinanden. Jo
mere undertrykkelse der er i et samfund, jo mere forskellige fra
os selv bliver de personer, vi undertrykker. Under den virulente
antisemitisme i det gamle Østeuropa adskilte jøderne sig
tydeligt fra resten af befolkningen. Alle kunne kende en jøde på
miles afstand mens vi i USA og Danmark i dag ikke kan se forskel
på jøder og ”andre hvide”. Når vi ikke udsætter andre for
undertrykkelse, bliver vi selvfølgelig alle i længden
"mainstream" i et frit samfund – hvis vi overhovedet kan
forestille os et frit samfund. |
| |
|
|
Sorte kulturnationalister i Harlem. |
|
Hizb-ut-Tahrir-møde i København |
|
50. Men mennesker, der har internaliseret vores
racisme og inderst inde opgivet håbet om at den vil forsvinde,
vil altid reagere imod vore hule krav om at de ”skal
integreres”. De sorte i USA får meget håb af mine workshops om
vores sårede intelligens, men når jeg tilføjer at uden vores
racisme ville de ”blive som os,” går de straks i
forsvarsposition. ”Men I kan jo ikke selv identificere hvilke
dele af jeres kultur, der stammer fra jeres sorthed og hvilke
der stammer fra vores undertrykkelse af jer. I har jo aldrig
haft frihed til at finde jer selv,” driller jeg. Med vores
racisme skaber vi nemlig sort nationalisme i USA og muslimsk
ditto i EU og et deraf opsplittet multi-kulturelt samfund. I
vores racistiske tænkning bebrejder vi derefter yderligere
ofrene for ikke at ville integrere sig. Vi glemmer at i et frit
samfund assimileres begge parter naturligt ind i en fælles
kultur som vi ser det med 2. og 3. generations indvandrere i
USA, der derovre blot kaldes ”amerikanere” og ikke (som af dansk
racisme) stemples som ”2. og 3. g’s uønskede”.
|
|
|
|
|
Mor med barn i bilen i Los Angeles.
|
|
Mor med børn og sort Mama i New
Orleans. |
|
51. Mens den lille racisme hos de få ekstremister i
reglen stammer fra voldsom mishandling eller incest i
barndommen, er den langt alvorligere store racisme, som de
fleste af os lider under, kommet til os i kærlighedens navn:
vore forældre ønskede at beskytte os fra det de selv lærte at
frygte. Stort set intet hvidt barn har undgået en situation som
disse: vi kørte som børn med vore forældre gennem visse
kvarterer, hvor synet af mange sorte (eller i dagens Danmark:
indvandrere) straks fik forældrene til at slå dørlåsene ned.
Eller vi var på bussen som toårige og en sort fyr af en vis type
trådte på bussen. Ubevidst trak vores mor os lidt tættere på sig
selv og da vi var ude af stand til at forstå hvorfor disse
signaler blev givet, var det med til sammen med mange lignende
tidlige budskaber at lamme os med paralyserende frygt overfor
sorte/indvandrere resten af livet. |
| |
|
|
52. Eksempler på hvor meget racismens vigtigste
ingrediens, frygten, lammer os: I en af mine workshops fortalte en hvid
kvinde, som var vokset op i Iowa og aldrig havde mødt sorte. ”Derfor
troede jeg ikke, at jeg var racist.” Men vi bliver racister uanset hvor
i USA, vi vokser op. En dag tog hun til New York og stod ved en fejl af
på ”den forkerte station” og var lige pludselig i Harlem. Hun beskrev
ærligt følelsen, hun der fik. Hun blev fuldstændig paralyseret af frygt
– overvældet af mærkelige følelser, der kom op i hende – og brugte
ustandseligt ordet ”syg” om tilstanden, som fik hende til at kaste op af
angst. Denne ellers raske og velbegavede studerende viser her, hvor sygt
det hvide sind bliver af racisme. Havde hun nogen gyldig grund til at
føle sådan? Nej, for hvad hvide aldrig har indset er, at de er langt
tryggere i sorte ghettoer end de sorte. Overalt i verden lader
undertrykte deres vrede gå mere ud over deres egne end over den antagede
undertrykker.
|
|
|
|
Sorte studenter i ”Hvides privilegier”
konference i Iowa. |
|
Sorte studerende i Cornell
University, New York. |
|
53. En anden situation viser sygdommen endnu tydeligere. I Cornell universitet inviterede de sorte studenter mig en dag til et stort
møde i det sorte kollegium. Jeg tog en af mine hvide venner med, som i to år
havde arbejdet i mine workshops på at slippe af med sin racisme. Jeg følte,
at hun var nogenlunde sund, men senere fortalte hun, at da hun trådte ind i
det rum fyldt med sorte studerende, stivnede hun fuldstændig. Hun følte både
skyld og afsky og alle mulige mærkelige følelser kom op og tog magten fra
hende og bogstaveligt lammede hende. Det slog mig, at det hun sagde, var
næsten ordret det samme som kvinden, der gik ind i Harlem, havde sagt. Hun
følte sig syg og ”ude af sig selv” blandt kun sorte. Overalt fortæller sorte
mig, at hvis de er blot tre sorte mandlige studenter i et klasseværelse og
en hvid træder ind, ser de altid den hvide skynde sig lynhurtigt ud igen.
|
|
|
|
|
Forskanset ægtepar i deres hjem i
Brooklyn. |
|
Svært bevæbnet familie i Jackson,
Michigan. |
|
54. Hvorfor reagerede disse hvide så sygt? Var de sorte ude på at
overfalde eller voldtage dem? Nej, det var deres forældre, der voldtog og
bagbandt dem med alle deres budskaber om ”de andre” i barndommen, som siden
gjorde deres børn ude af stand til at opføre sig menneskeligt ved mødet med
”de andre.” Det var nøjagtig de samme angstfølelser, der lammede begge
kvinder, men ingen fornuftig amerikaner vil påstå, at hvide behøver at
frygte sorte studerende i de højeste universiteter. Det er simpelthen
latterligt, men vores racisme giver os netop irrationel frygt. Vi kan ikke
adskille begrundet fra ubegrundet frygt og ender med at gøre alle i
målgruppen til vore ofre. Vi er blevet så dybt skadede i vores opvækst, at
enhver sort mand i USA og muslimsk mand i EU vækker angstfølelser hos os.
|
| |
|
|
Studenter fra min racismeworkshop i
University of Wisconsin. |
|
”Dansk” kvinde til muslimsk fest
i Valby. |
|
55. Derfor
bliver frygten senere i livet vævet sammen med racismens anden ingrediens,
skyldfølelsen over at frygte mennesker, som vi godt ved, vi burde være
menneskelige overfor. Vi forsøger nu at leve op
til vore egne høje idealer og prøver at bryde ud af vores undertrykkelse ved
f.eks. i gymnasiet eller på universitetet at række en hånd ud til de sorte,
til indvandrerne osv. Men hele tiden lammes vi af denne rumlen i baghovedet
- den forfærdende følelse af at forråde vore forældres kærlighed, alle deres
skjulte advarsler om sorte - og hvis det ikke direkte holder os tilbage fra
at blive venner med en sort eller en indvandrer, så gør det os i hvert fald
så klodsede i forsøget, at modparten flygter skrigende væk ved mødet med
vores ”racistiske nedladenhed.” Endnu engang bliver skyldfølelse knyttet
sammen med frygt: nu frygten for at blive afvist af ”de andre.” Og endnu
engang skaber det fjendtligheds- og vredesmønstre i dem, som vi forsøger at
række ud til.
|
| |
|
|
Bruce, en amerikaner fra sydstaterne, med
en Jamaica ven. To gange om året tager han dertil, men
har ikke en eneste sort ven i USA. |
|
De sorte på Jamaica har et
afslappet forhold til nøgenhed mens de sorte i
USA har indvendiggjort de hvide amerikaneres
puritanske syn. |
|
56. I Jamaica
opdagede jeg at Jamaica er et uhyre populært turistmål særligt
for racistiske hvide. Ustandseligt mødte jeg fordomsfulde folk
fra USA’s sydstater, der tog dertil flere gange om året og havde
mange sorte venner der. Men når jeg spurgte dem: “Hvordan kommer
I ud af det med de sorte hjemme i USA?” udløste det normalt
enormt vrede med ord som: "Jeg hader dem, jeg kan ikke fordrage
dem, de tager altid offerrollen!" På samme måde er
Tyrkiet, Egypten og Marokko enormt populære rejsemål for
danskere og ofte får vi indfødte venner der, som vi roser til skyerne. Men når jeg møder de samme
danskere på hjemmebane efter et par drinks hører jeg dem i en
uendelighed spytte afstandtagende bebrejdelser ud om muslimske
indvandreres fejl, om f.eks. badeforhæng og hallalmad i skolerne
og kravet om ”hvorfor kan de ikke opføre sig som os?”
|
| |
|
|
Indespærrede i ghettoen. Alphonso Makells
døtre Alfrida og Joan, da han var kommet i fængsel en af
de første af 40 gange. I dag er han ude og begge døtrene
er præster. |
|
Plakat overalt i København under
VK-DF-regeringen ca. 2004. |
|
57. Igen skyder vi skylden på offeret, når vi ikke forstår, hvad der går galt
imellem os. Vi ved, at forholdet mellem sorte og hvide i USA eller danskere
og indvandrere er gået helt galt og derfor giver vi i vore tanker altid
dem skylden for det. Men det giver os faktisk også håb. Udlændinge, der
kommer til USA og Danmark og ser ”de andre” spærret inde i ghettoer overalt,
vil konkludere: "De hvide må være onde når de vælger at spærre deres
medmennesker inde?” Men nej, vi racister er ikke onde og vi hader ikke
sorte eller muslimer. Hvad vi hader er de folk vi har såret og formet med
vores racisme. Som Tacitus sagde: "Det er menneskets natur at hade den man
har såret." Vi har såret amerikanske sorte og danske indvandrere intenst og
derfor ender vi med at hade så mange sider af vores egen skabning. Og i
skyldfølelse at elske dem i de lande hvor vi ikke formede dem. |
| |
|
|
Professor Eddie Moore, som hvert år
organiserer ”Hvides privilegier”-konference om racisme i
Iowa. |
|
DJ, producer og sangskriver i
rapgruppen ”Outkast” i hans luksushjem i
Atlanta. Hans kone Honey, som jeg har kendt fra
barn og hendes fætter Thomas. |
|
58. Hvordan vi former dem er ikke svært at se i f.eks. den
kriminalitet, som vi skaber i indvandrere – en kriminalitet, de
ikke havde i deres hjemlande som Tyrkiet og Egypten. Vores
racisme, som konstant projicerer vores frygt ud på vore ofre
hele tiden, gør til sidst os selv til ofre – racismens onde
cirkel. I samme øjeblik en sort mand i USA eller dansk
indvandrer med høj uddannelse tager cowboy-bukser på og går
gennem hvide forstæder, låser vores frygt ham øjeblikkeligt inde
i en angstens ghetto – ligegyldig hvor mange ph.d.’er, han måtte
have. Ligeså når han forsøger at stoppe en taxa på gaden i USA
og forgæves må stå der i timevis. Fra barnsben at føle sig
skyldige uden grund skaber så megen vrede i vore unge ofre, at
mange af dem til sidst ender med i trods at begå kriminalitet,
hvorved de ender med at leve op til det billede, vi allerede har
af dem. |
| |
|
|
Vred ung sort arresteres i New Orleans,
en af de mest voldelige byer. |
|
Sort prostitueret i Las Vegas. |
|
59. Vores racisme gør nemlig vore ofre lige så hæmmede i deres adfærd som os.
En sort mand vandrer frejdigt hen ad vejen, en hvid mand kommer og giver ham
slag i hovedet. Den sorte vandrer videre, endnu en hvid giver ham et slag.
Ved synet af den tredje hvide fører den sorte hænderne op foran ansigtet i
forsvar. Gennem årtier bliver disse forsvarsmekanismer dybt installeret i de
sorte hver gang de ser en hvid. Og pludselig en dag står de overfor os, der
siger: "Hej, jeg vil være din ven!" Og hvad gør den sorte? Han trækker
armene op foran sig i forsvarsposition eller lægger en beskyttende fjendtlig
mine på, der kan få os til at krybe ned i et musehul. Denne indvendiggjorte
racisme eksisterer kun fordi de hvide slag aldrig ophørte. Sårede over at
blive afvist ender vi med endnu engang at skyde skylden på ofret: at
bebrejde dem for at ville "ghettoisere sig selv," som vi frækt siger. Det er
let at se, at vi alle i et sådant undertrykkende system er lige skadede.
|
| |
|
|
|
|
Sort mand kigger på frihedsgudinden i New
Jersey. |
|
Hvid og sort mand med forskellig
holdning til at ”sværge troskab” til nationen og
flaget. |
|
60. At det skal være
så svært at opføre sig menneskeligt overfor andre viser hvor
undertrykte, vi selv bliver af racismen. De psykologiske
symptomer af dens onde cirkel kan kort sammenfattes: hvid frygt
og skyldfølelse giver os en undvigende, afstandtagende adfærd,
som skaber vredes- og fjendtlighedsmønstre i vore ofre, som
skaber yderligere frygt og skyldfølelse i os og yderligere
vredes- og fjendtlighedsofre i ”de andre.” Således ender
racismen i en ligevægtstilstand i hvilken begge parter hele
tiden skaber hinanden. Men kun undertrykkeren har magt til at
ændre denne ulykkelige tilstand og at få racismens nedadkørende
skrue, som Gunnar Myrdal beskrev, til at køre opad. Vores
racistiske opdragelse kan ingen fjerne, men vi kan lære at blive
ansvarlige og bevidste antiracistiske racister, dvs. livet
igennem i adfærd, tænkning, stemmeafgivning etc. at gøre os til
allierede med vore ofre. |
| |
|
|
Tony Harris under en racisme-workshop i
Bethel College, Kansas. |
|
Studerende i samtalegrupper under
vore racismeworkshops. Denne med over 300 elever
i University of Michigan startede kl. 11
formiddag og sluttede efter midnat.
|
|
61. Løsning: Racisme workshops og ”ghettogether”
i samvær med ”de andre.”
Da de fleste hvide er uvidende om deres racisme og ubevidste om deres indre
tænkning i fjendebilleder i lige så høj grad som deres målgrupper er
uvidende om hvordan de har internaliseret denne racisme og er blevet formet
af den, kræver det langvarige pædagogiske og emotionelle workshops at hjælpe
dem i kontakt med skaderne og at løsne knuderne op.
Jeg har ikke her kort før min udstilling i Øksnehallen åbner tid til at gå
videre med dette emne. Lad mig blot fortælle at jeg ikke står alene med
disse ideer. Fra første øjeblik jeg startede mine foredrag i USA blev jeg
hyppigt kontaktet af folk i publikum, som sagde at jeg udtrykte nøjagtig de
ideer, de selv arbejdede med i praksis. Snart fandt jeg ud af at der findes
et stort netværk af mennesker verden over, der har fundet en måde at
bearbejde og hele de skader, der
udspringer af uhelede,
smertefulde oplevelser,
altså fx racisme. Hvis
du ønsker at arbejde på det emotionelle plan med din racisme, kan jeg
herhjemme varmt anbefale dig at kontakte Susanne Langer på
susanne@susannelanger.dk
og bruge den forståelsesramme,
som hun arbejder med gennem www.rc.org .
Hold også øje med min online racismebog her, som jeg fortsat vil udvide og -
hvis det har interesse - måske omarbejde til en skolebog.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
JacobHoldt (snabel-a) american-pictures.com
Tlf. 20324412
|
|
|