Anmeldelse af Jacob Holdts udstilling i Cortona on the move 2022



En hippie-apostel blandt racister
 

af Michele Smargiassi

offentliggjort i La Republicca, Il Venerdi, 21. september 2022

Lettere ændret på Smargassi's blog her

Se den italienske original nedenfor

 

 

I 70'erne turnerede Jacob Holdt rundt i USA og omgikkes med de fattigste blandt de sorte og de hårdeste af de hvide overherredes. Med billeder fra den rejse lærer han i dag, hvad han lærte dengang: "Racisme? Er en sygdom".


 

 

Camucia, (tog)station i Camucia: for at komme til helvede skal man skifte. Men man behøver ikke at gå langt: Helvede er lige der et par skridt væk, i et forfaldent jernbaneskurv: vinduer med knust glas, skrabede vægge, atmosfæren fra en sjusket westernfilm.
 



Dette helvede kan ikke skade dig, undtagen i dit hjerte: det er bare billeder! Men hvem havde nogensinde set sådanne ting i fotografiske billeder? Huse fyldt med snavs, fulde mennesker på ryggen, blod på fortovet, uhyggelige gyder, folk med pistoler. Dette er de sortes Amerika, de udstødtes Amerika, den ekstreme og voldsomme fattigdom, narkomanernes Amerika. Det er racismens Amerika og den vold, som den er baseret på, på en så dyb måde, at man for at opfatte det for et halvt århundrede siden måtte gå ind i det med krop og sjæl og risikere sit liv for at kunne se det.

Men i dette helvede er der også varme, ikke flammernes varme, men de menneskelige følelsers varme: i par, der omfavner hinanden, i mødre, der krammer deres børn, er der kærlighed." Hvis man vælger at være vagabond, er det det, man møder, alt sammen blandet sammen".

Forfatteren til disse billeder er der, både i billede og i person, og man kan genkende ham selv efter halvtreds år: samme hårmasse, samme lange skæg bundet i en lille fletning, blot er de nu begge hvide. Jacob Holdt er en 75-årig smilende hippie, der er så meget i fred med verden, at det er svært at tro, at han gennemgik det eventyr, der er dokumenteret i denne udstilling kurateret af Lars Lindemann og Paolo Woods til festivalen "Cortona on the Move", som du stadig har tid til at besøge. Det er en slående sammenfatning af billeder, endda lidt ændret af de mest chokerende.

Forfatteren er på udkig efter et italiensk forlag, og vi håber, at han finder det, for hans historie er meget mere end en mærkelig roman, der blander Kerouak og Tocqueville sammen. Foreløbig har han udtænkt en virtuel bog, som er tilgængelig online på mange forskellige sprog. Det er faktisk en rigtig Odysseus, der bærer den samme historie: havstorme, hekse, kykloper.

 



Røverier, tæsk og arrestationer

Til at begynde med: en dansker, søn af en protestantisk præst, oprørsk, i begyndelsen af 70'erne, i en alder af 23 år rejser Jacob fra Canada med 40 dollars i lommen og en vag idé om at rejse ned til Sydamerika for at slutte sig til en revolutionær bevægelse, uanset hvad der sker. Han bliver røvet med det samme, stopper i USA og overlever så godt han kan. Som vagabond. Finder gæstfrihed hos hvem som helst, han snubler over. Hovedsageligt hos udstødte. Det vil naturligvis sige af sorte. I 5 år blaffer han 118.000 miles og sover i mere end 400 hjem i 48 stater, indkvarteret hos enlige mødre, gangstere, prostituerede, bøsser, narkohandlere, men også hos den hvide overklasse (ja, nogle gange kan din tommelfinger endda stoppe en limousine, hvis du er klog nok til at skjule dit hår under en præsentabel paryk) og endda hos familier i Ku Klux Klan.

Som en hvid, der er fanget i midten af disse to verdener, samler han på et forbløffende antal uheld, røverier, tæsk, arrestationer, skyderier, knivstikkerier (af hvide og sorte) og dødstrusler. Han hjælper en indfødt amerikansk opstand i Wounded Knee, overlever et brandbombardement, som de hvide fremprovokerede for at straffe ham for at bo sammen med Mary, en sort pige.

Han har et kamera, som hans forældre har sendt ham som en måde at sige til ham: lad os se. Da han ikke har noget kendskab til fotografering, tager han billeder som en turist ville gøre, uden nogen æstetisk kvalitet (eller måske ikke...), og han tager dem i tusindvis, til tider udviskede og slørede. Dokument, skærm, dagbog. "Jeg tog blot billeder af de mennesker, jeg levede sammen med".

For at betale for sine film sælger han to gange om ugen sit plasma til blodbanker: 5 dollars pr. gang. Senere udgiver han en bog, American Pictures, på dansk, i sort/hvid og på billigt papir, men den bliver en bestseller, bliver oversat, og forfatteren begynder at blive kaldt ud for at holde foredrag.
Kort sagt: i løbet af flere årtier mere, hvor han rejser rundt i USA, er hans liv en foredragsholders liv: mere end 7.000 foredrag, 35.000 timers diasshow. Historiens gentagelser: også af dansk afstamning var Jacob Riis, den reformvenlige sociolog, der for et århundrede siden også holdt foredrag og med blitzblink i indvandrerghettoer i New York lavede sin bog How the Other Half Lives (titlen på hans bog, forlaget Simon & Schuster).
"Jeg kan bedre lide at se mig selv som lærer end som fotograf", fortæller Holdt mig. "Jeg forstod, at jeg var nødt til at gøre noget for at uddanne hvide amerikanere, for at hjælpe dem ud over det traume, det er at være racist, for at få dem til at forstå, at vi alle er ofre for racisme".

 



Multimillionæren i shacken

Vi er alle sammen ofre. Måske er der nogen, der ikke er enige. Men Jacob foretrækker også at bruge det med lethed, ordet racisme; han foretrækker at sige "systemet for vores daglige undertrykkende tankegang".
Ja, racisme, det er han sikker på, er en social sygdom. "Den smitter alle, også mig selv, naturligvis. Efter at have undervist længe på hvide universiteter bemærkede jeg, at min tankegang var ved at bevæge sig i retning af fordomme. For at modvirke det tog jeg tilbage for at besøge mine venner i ghettoerne."

Og medbragte også nogle få terroriserede studerende. Og endda en milliardær, Anna Roddick, ejer af kosmetikimperiet The Body Shop. "Hun ville investere i sociale programmer, så jeg tog hende med for at sove i barakkerne", siger han smilende. "Mit ønske var at få hende til at forstå, hvordan vi konstant udvikler fjendtlige billeder af vores medmennesker, billeder, som vi så bruger til at retfærdiggøre vores vold. Jeg ønskede at forklare noget, som jeg havde forstået, nemlig at undertrykkeren og den undertrykte konstant skaber hinanden, at ingen af os er frie".

I 70'erne var de store bevægelser for borgerrettigheder i tilbagegang. Racespørgsmålet var ved at forsvinde fra den politiske dagsorden og blev anset for at være løst ved hjælp af ligestillingslove", dog kun på papiret. For hvide liberale var det nok at hævde, at lovene var der. Undervejs blev det mere og mere vanskeligt for de sorte at påtale de uretfærdigheder, de havde lidt. Bombarderet af tv-fantasier om, hvor frie de nu var, havde de svært ved at identificere deres undertrykker og så derfor på sig selv som årsag til deres voksende smerte."

Men i dag er det anderledes: Der er Black Lives Matter, ikke? Han smiler gådefuldt:" Selvfølgelig, jeg har aldrig set så mange unge hvide demonstrere sammen med sorte. Hvem er ikke fyldt af indignation, når de ser politiet dræbe sorte? Men politivold er kun skummet af problemet. Derunder er der stadig en afgrund af uretfærdighed, som ingen opfatter. Da jeg først tog til Amerika, var forskellen i velstand mellem en gennemsnitlig sort og hvid person 1 til 6. I dag er den 1 til 20. Fattige sorte er flyttet fra barakker til husvogne, men deres liv er ikke blevet bedre. Kun deres vrede er blevet dybere inde i deres sjæl".

 



Mod frygt

Jacob, men.... hvis vi alle er ofre, hvor er så gerningsmændene?
Han tænker lidt over det. "Første gang jeg så en pistol rettet mod mig, blev jeg bange. Om det er en hvid mand eller en sort mand, der holder den, tror mig, det gør ingen forskel. For at imødegå frygten begyndte jeg at tænke: Hvad får en person til at rette en pistol mod mit ansigt? Jeg kaldte det senere min "teknik for forebyggende tilgivelse ..."

Ja, men dit svar? "Vi frygter alle noget. Vores svaghed, vores negative selvværd som mennesker. Når det er tilfældet, søger vi efter syndebukke hos andre."
Ville du også sige det om en fyr, der er aktiv i KKK? "
Det ville jeg sige. De fleste Klan-medlemmer har aldrig dræbt nogen eller udøvet nogen form for vold. Klanen er et fristed for selvbekræftelse, som er selvforsvar, ja selvhad. Jeg tog endda en af dem, Jeff, med ind i mange sorte hjem. Her er et billede af ham, hvor han omfavner Virginia".

Jeg kan forstå, at de kaldte dig Kristus, ikke kun på grund af din fysiske fremtoning....
"Jeg vil hellere være den samaritanske kvinde ved brønden, der tilbyder vand til alle. Men jeg er klar over, at jeg også udnytter folk med mine billeder, som de ikke får gavn af."

Fra Nelson Mandela har Holdt lånt et ord, ubuntu, der betyder: "Følelsen af at være menneske kun gennem andre menneskers menneskelighed".

Hvad kunne så være det endelige mål? En forsoning mellem hvide og sorte? Martin Luther Kings drøm? Er det realistisk?

"Jeg dyrker ikke utopier. Jeg siger: Tag ansvar for din racisme, anerkend din racisme, men opfør dig som en antiracist. Prøv at blive en bevidst anti-racistisk racist."

 



________________________________________________________________________________________
 




Italiensk original:


 

UN HIPPIE A CASA DEL KKK

ANNI 70, JACOB HOLDT GIRA GLI USA FREQUENTANDO I PIÙ POVERI TRA I NERI E I PIÙ SUPREMATISTI TRA I BIANCHI. CON LE FOTO DI QUEL VIAGGIO OGGI INSEGNA CIÒ CHE HA IMPARATO: "IL RAZZISMO? UNA MALATTIA”

di Michele Smargiassi


CAMUCIA, stazione di Camucia, per l'inferno si cambia. Ma non c'è da fare tanta strada: l'inferno è lì a due passi, in un cadente capannone ferroviario, finestre coi vetri rotti e musi scrostati, un'aria da Far West scalcinato. Questo inferno non vi farà male se non al cuore: sono fotografìe. Ma chi ha mai visto questo coso in fotografia? Case piene di sporcizia, ubriachi riversi, sangue sui marciapiedi, vicoli da brivido, uomini armati. È l'America dei neri, degli emarginati, della povertà estrema e feroce, dei tossicodipendenli, l'America del razzismo e della violenza che sta sotto, ma così sotto che per vederla, mezzo secolo fa, un uomo ha dovuto entrarci con anima e corpo, e rischiarci la vita.

C'
è anche calore in quell'inferno: non di fiamme, ma di umanità, coppie che si abbracciano, madri che coccolano bambini, c'è amore. “Se scegli di essere un vagabondo, quel che incontri è tutto questo, mescolato assiemo”.

L'autore di queste fotografie è li, sia nelle foto che in carne ed ossa, e lo ri­conosci anche se sono passati cinquant'anni:
la stessa barba lunga raccolta in una treccina, semplicemente ora entrambe
candide. Jacob Holdt
è un sorridente hippie di settantacinopie anni, così in pace col mondo che sembra difficile abbia vissuto l'avventura documenta­ta in questamostra curata da Lars Lindemann e Paolo Woods al festival "Cortona on the Move" che fate ancora in tempo a vedere.

Sta cercando un edito­
re italiano, e speriamo lo trovi, perché la sua storia è molto più di un romanzo curioso che mescola Kerouac e Tocqueville. Éun 'Odissea, dawero, con lo stes­so andamento: mari tempestosi, stre­ghe e ciclopi.


 

RAPINE, BOTTE E ARRESTI

Per cominciare: danese, figlio di un pastore protestante, ribelle, nei primi Settanta, a 23 ani, parte per il Canada con quaranta dollari in tasca e la vaga idea di scendere fino in Sudamerica per unirsi a qualche movimento rivoluzio­nario. Rapinato subito, si ferma negli Usa e vive come può. Da vagabondo. Facendosi ospitare da chi capita. Soprattutto dagli emarginati. Cioè dai neri, ovviamente. In cinque anni viag­gia in autostop per 118 mila miglia dor­mendo in più di 400 case di 48 Stati, ospitato da ragazze madri, gangster, prostitute, gay, spacciatori, ma anche da straricchi bianchi (si, ogni tanto il pollice ferma anche una limousine, se hai l'accortezza di nascondere i capelli sotto una parrucca presentabile) e per­fino da famiglie del Ku Klux Klan.

Da
bianco in mezzo ai due mondi, collezio n a un numero impressionante di disavventure, rapine, botte, arresti, sparatorio, coltellati: (da bianchi e da neri), minacce di morte, aiuta una rivolta indiana a Wounded Knee, scampa a un incendio doloso appiccato dai bianchi
per punirlo di vivere con Mary,
una ragazza nera.

Ha una macchina fotografica, gliel'hanno mandata in genitori come per dirgli, facci vedere. Digiuno di fotografia, scatta come un turista dei fotocolor senza qualità estetica (o forse sì...), flashate, a volte mosse esfocate, a migliaia. Documento, schermo, diario.
«Semplicemente,facevo foto alle persone con cui vivevo».

Per pagarsi le pellicole, due volto la settimana vende alle banche del sangue il suo plasma a cinque dollari per seduta. Pubblica poi un libro, American Pictures, in danese, in bianco e nero e su carta da poco, ma diventa un bestseller, viene tradotto e cominciano a chiamarlo per fargli raccontare.

In breve: per altri decenni di viaggi negli States, la sua vita è quella del conferenziere, «oltre settemila talk, 35 mila ore di proiezione di diapositive». Ricorsi della storia: era di origine danese anche Jacob Riis, il sociologo riformista che un secolo fa raccontò anche lui a colpi di flash Come vive l'altra metà, (il titolo del suo libro, Simon & Schuster editore) nei ghetti per immigrati a New York.
«Preferisco considerarmi un docente che un fotografo», mi dice Holdt. «Ho capito che dovevo fare qualcosa per far educare gli americani bianchi, far superare loro il trauma di essere razzisti, far capire loro che siamo tutti vittime del razzismo».



LA MILIARDARIA
NELLA BARACCA

Tutti vittime. Forse qualcuno non sarà d'accordo. Ma Jacob preferisce anche usarla poco, la parola razzismo, preferisce dire «il sistema del nostro pensiero oppressivo quotidiano».
Sì, il razzismo, ne é sicuro, o una malattia sociale. «Infetta tutti, incluso me stesso ovviamente. Mi accorgevo, dopo aver insegnato nelle università per bianchi, che i miei pensieri viravano verso il pregiudizio. Allora rimediavo tornando a trovare i miei amici nei ghetti».

Portandosi dietro anche qualche studente terròrizzato. E perfino una miliardaria, Anna Roddick, proprietaria dell'impero cosmetico The Body Shop, «voleva investire in programmi sociali, l'ho portata a dormire nelle baracche», sorride, «volevo farle capire perché vediamo costantemente un'immagine nemica nei nostri simili, un'immagine che poi usiamo per giustificare la nostra violenza. Volevo spiegare una cosa che ho capito: che oppressore e oppresso si creano costantemente a vicenda, nessuno di noi o libero».


Negli anni Settanta, i grandi movimenti peri diritti civili erano in riflusso. La questione razziale usciva dall'agenda politica, data per risolta da leggi di parità, «tutto sulla carta. Per i liberai bianchi era sufficiente dire che le leggi c'erano. Ma intanto, era sempre più difficile per un nero denunciare un'ingiustizia reale. Bombardati dafantasie televisive su quanto erano liberi, avevano difficoltà a identificare il loro oppressore e quindi cercavano in loro stessi la causa del loro crescente dolore».

Ma oggi è diverso, c'è Black Lives Matter, no? Sorride enigmatico: «Certo, non ho mai visto tanti giovani bianchi nei cortei con i neri. Chi non si indigna se la polizia ammazza i neri? Ma la violenza della polizia è solo la schiuma del problema. Sotto c'è ancora un abisso di ingiustizia che nessuno percepisce. Quando andai por la prima volta in America, la differenza di patrimonio fra un nero o un bianco medio era di uno a sei. Ora è di uno a venti. Dalle baracche i neri poveri sono passati ai container, ma la loro vita non è migliorata. La rabbia è scesa solo più nel profondo».




CONTRO LA PAURA

Jacob, pero... Se tutti siamo vittime, dove sono i colpevoli?
Ci pensa un po'. «La prima volta che mi vidi puntare una pistola allafronte ebbi paura. Che la impugnasse un bianco o un nero, credi, non cambia. Contro la paura, cominciai a pensare: che cosa porta una personaa piantarmi una pistola in faccia? La chiamai poi "tecnica del perdonopreventivo"...».

Sì, ma la risposta? «Abbiamo tutti paura di qualcosa. Della nostra debolezza, della nostra disistima verso noi stessi come esseri umani. Allora cerchiamo capri espiatori negli altri».
Lo diresti anche di un attivista del KKK?
«Lo dico. La maggioranza dei membri del Klan non ha mai ammazzato nessuno, neppure fatto violenze. È un rifugio di autoafformazione, che è autodifesa, perfino auto-odio. Portai anche uno di loro, Jeff, a casa dei neri, ecco la foto, abbracciato con Virginia.»


Capisco che ti chiamavano Cristo, non solo per l'aspetto fisico....
«Preferirei essere la Samaritana al pozzo, che da da bere a tutti. Ma mi rendo conto che anche io sfrutto le persone con le mie foto, da cui non trarranno benefici».

Da Nelson Mandela, Holdt ha preso in prestito una parola, ubuntu: «La sensazione di essere umani solo attraverso l'umanità altrui».

L'obiettivo finale allora quale può essere? La riconciliazione fra bianchi e neri? Il sogno di Martin Luther King? Realistico?

«Non coltivo utopie. Io dico: prenditi la responsabilità dei tuoi razzismi, riconosci il tuo razzismo ma agisci da antirazzista. Cerca di essere un razzista consapevolmente antirazzista».


Michele Smargiassi

23 settembre 2022 - il venerdì