Camucia, (tog)station i Camucia: for at komme til helvede skal man
skifte. Men man behøver ikke at gå langt: Helvede er lige der et par
skridt væk, i et forfaldent jernbaneskurv: vinduer med knust glas,
skrabede vægge, atmosfæren fra en sjusket westernfilm.
Dette helvede kan ikke skade dig, undtagen i dit hjerte: det er bare
billeder! Men hvem havde nogensinde set sådanne ting i fotografiske
billeder? Huse fyldt med snavs, fulde mennesker på ryggen, blod på
fortovet, uhyggelige gyder, folk med pistoler. Dette er de sortes
Amerika, de udstødtes Amerika, den ekstreme og voldsomme fattigdom,
narkomanernes Amerika. Det er racismens Amerika og den vold, som den
er baseret på, på en så dyb måde, at man for at opfatte det for et
halvt århundrede siden måtte gå ind i det med krop og sjæl og
risikere sit liv for at kunne se det.
Men i dette helvede er der også varme, ikke flammernes varme, men de
menneskelige følelsers varme: i par, der omfavner hinanden, i mødre,
der krammer deres børn, er der kærlighed." Hvis man vælger at være
vagabond, er det det, man møder, alt sammen blandet sammen".
Forfatteren til disse billeder er der, både i billede og i person,
og man kan genkende ham selv efter halvtreds år: samme hårmasse,
samme lange skæg bundet i en lille fletning, blot er de nu begge
hvide. Jacob Holdt er en 75-årig smilende hippie, der er så meget i
fred med verden, at det er svært at tro, at han gennemgik det
eventyr, der er dokumenteret i denne udstilling kurateret af Lars
Lindemann og Paolo Woods til festivalen "Cortona on the Move", som
du stadig har tid til at besøge. Det er en slående sammenfatning af
billeder, endda lidt ændret af de mest chokerende.
Forfatteren er på udkig efter et italiensk forlag, og vi håber, at
han finder det, for hans historie er meget mere end en mærkelig
roman, der blander Kerouak og Tocqueville sammen. Foreløbig har han
udtænkt en virtuel bog, som er tilgængelig online på mange
forskellige sprog. Det er faktisk en rigtig Odysseus, der bærer den
samme historie: havstorme, hekse, kykloper.
Røverier, tæsk og arrestationer
Til at begynde med: en dansker, søn af en protestantisk præst,
oprørsk, i begyndelsen af 70'erne, i en alder af 23 år rejser Jacob
fra Canada med 40 dollars i lommen og en vag idé om at rejse ned til
Sydamerika for at slutte sig til en revolutionær bevægelse, uanset
hvad der sker. Han bliver røvet med det samme, stopper i USA og
overlever så godt han kan. Som vagabond. Finder gæstfrihed hos hvem
som helst, han snubler over. Hovedsageligt hos udstødte. Det vil
naturligvis sige af sorte. I 5 år blaffer han 118.000 miles og sover
i mere end 400 hjem i 48 stater, indkvarteret hos enlige mødre,
gangstere, prostituerede, bøsser, narkohandlere, men også hos den
hvide overklasse (ja, nogle gange kan din tommelfinger endda stoppe
en limousine, hvis du er klog nok til at skjule dit hår under en
præsentabel paryk) og endda hos familier i Ku Klux Klan.
Som en hvid, der er fanget i midten af disse to verdener, samler han
på et forbløffende antal uheld, røverier, tæsk, arrestationer,
skyderier, knivstikkerier (af hvide og sorte) og dødstrusler. Han
hjælper en indfødt amerikansk opstand i Wounded Knee, overlever et
brandbombardement, som de hvide fremprovokerede for at straffe ham
for at bo sammen med Mary, en sort pige.
Han har et kamera, som hans forældre har sendt ham som en måde at
sige til ham: lad os se. Da han ikke har noget kendskab til
fotografering, tager han billeder som en turist ville gøre, uden
nogen æstetisk kvalitet (eller måske ikke...), og han tager dem i
tusindvis, til tider udviskede og slørede. Dokument, skærm, dagbog.
"Jeg tog blot billeder af de mennesker, jeg levede sammen med".
For at betale for sine film sælger han to gange om ugen sit plasma
til blodbanker: 5 dollars pr. gang. Senere udgiver han en bog,
American Pictures, på dansk, i sort/hvid og på billigt papir, men
den bliver en bestseller, bliver oversat, og forfatteren begynder at
blive kaldt ud for at holde foredrag.
Kort sagt: i løbet af flere årtier mere, hvor han rejser rundt i
USA, er hans liv en foredragsholders liv: mere end 7.000 foredrag,
35.000 timers diasshow. Historiens gentagelser: også af dansk
afstamning var Jacob Riis, den reformvenlige sociolog, der for et
århundrede siden også holdt foredrag og med blitzblink i
indvandrerghettoer i New York lavede sin bog How the Other Half
Lives (titlen på hans bog, forlaget Simon & Schuster).
"Jeg kan bedre lide at se mig selv som lærer end som fotograf",
fortæller Holdt mig. "Jeg forstod, at jeg var nødt til at gøre noget
for at uddanne hvide amerikanere, for at hjælpe dem ud over det
traume, det er at være racist, for at få dem til at forstå, at vi
alle er ofre for racisme".
Multimillionæren i shacken
Vi er alle sammen ofre. Måske er der nogen, der ikke er enige. Men
Jacob foretrækker også at bruge det med lethed, ordet racisme; han
foretrækker at sige "systemet for vores daglige undertrykkende
tankegang".
Ja, racisme, det er han sikker på, er en social sygdom. "Den smitter
alle, også mig selv, naturligvis. Efter at have undervist længe på
hvide universiteter bemærkede jeg, at min tankegang var ved at
bevæge sig i retning af fordomme. For at modvirke det tog jeg
tilbage for at besøge mine venner i ghettoerne."
Og medbragte også nogle få terroriserede studerende. Og endda en
milliardær, Anna Roddick, ejer af kosmetikimperiet The Body Shop.
"Hun ville investere i sociale programmer, så jeg tog hende med for
at sove i barakkerne", siger han smilende. "Mit ønske var at få
hende til at forstå, hvordan vi konstant udvikler fjendtlige
billeder af vores medmennesker, billeder, som vi så bruger til at
retfærdiggøre vores vold. Jeg ønskede at forklare noget, som jeg
havde forstået, nemlig at undertrykkeren og den undertrykte konstant
skaber hinanden, at ingen af os er frie".
I 70'erne var de store bevægelser for borgerrettigheder i
tilbagegang. Racespørgsmålet var ved at forsvinde fra den politiske
dagsorden og blev anset for at være løst ved hjælp af
ligestillingslove", dog kun på papiret. For hvide liberale var det
nok at hævde, at lovene var der. Undervejs blev det mere og mere
vanskeligt for de sorte at påtale de uretfærdigheder, de havde lidt.
Bombarderet af tv-fantasier om, hvor frie de nu var, havde de svært
ved at identificere deres undertrykker og så derfor på sig selv som
årsag til deres voksende smerte."
Men i dag er det anderledes: Der er Black Lives Matter, ikke? Han
smiler gådefuldt:" Selvfølgelig, jeg har aldrig set så mange unge
hvide demonstrere sammen med sorte. Hvem er ikke fyldt af
indignation, når de ser politiet dræbe sorte? Men politivold er kun
skummet af problemet. Derunder er der stadig en afgrund af
uretfærdighed, som ingen opfatter. Da jeg først tog til Amerika, var
forskellen i velstand mellem en gennemsnitlig sort og hvid person 1
til 6. I dag er den 1 til 20. Fattige sorte er flyttet fra barakker
til husvogne, men deres liv er ikke blevet bedre. Kun deres vrede er
blevet dybere inde i deres sjæl".
Mod frygt
Jacob, men.... hvis vi alle er ofre, hvor er så gerningsmændene?
Han tænker lidt over det. "Første gang jeg så en pistol rettet mod
mig, blev jeg bange. Om det er en hvid mand eller en sort mand, der
holder den, tror mig, det gør ingen forskel. For at imødegå frygten
begyndte jeg at tænke: Hvad får en person til at rette en pistol mod
mit ansigt? Jeg kaldte det senere min "teknik for forebyggende
tilgivelse ..."
Ja, men dit svar? "Vi frygter alle noget. Vores svaghed, vores
negative selvværd som mennesker. Når det er tilfældet, søger vi
efter syndebukke hos andre."
Ville du også sige det om en fyr, der er aktiv i KKK? "
Det ville jeg sige. De fleste Klan-medlemmer har aldrig dræbt nogen
eller udøvet nogen form for vold. Klanen er et fristed for
selvbekræftelse, som er selvforsvar, ja selvhad. Jeg tog endda en af
dem, Jeff, med ind i mange sorte hjem. Her er et billede af ham,
hvor han omfavner Virginia".
Jeg kan forstå, at de kaldte dig Kristus, ikke kun på grund af din
fysiske fremtoning....
"Jeg vil hellere være den samaritanske kvinde ved brønden, der
tilbyder vand til alle. Men jeg er klar over, at jeg også udnytter
folk med mine billeder, som de ikke får gavn af."
Fra Nelson Mandela har Holdt lånt et ord, ubuntu, der betyder: "Følelsen
af at være menneske kun gennem andre menneskers menneskelighed".
Hvad kunne så være det endelige mål? En forsoning mellem hvide og
sorte? Martin Luther Kings drøm? Er det realistisk?
"Jeg dyrker ikke utopier. Jeg siger: Tag ansvar for din racisme,
anerkend din racisme, men opfør dig som en antiracist. Prøv at blive
en bevidst anti-racistisk racist."
________________________________________________________________________________________
Italiensk original:
UN HIPPIE A
CASA DEL KKK
ANNI 70, JACOB HOLDT GIRA GLI USA FREQUENTANDO I PIÙ POVERI TRA I
NERI E I PIÙ SUPREMATISTI TRA I BIANCHI. CON LE FOTO DI QUEL VIAGGIO
OGGI INSEGNA CIÒ CHE HA IMPARATO: "IL RAZZISMO? UNA MALATTIA”
di Michele Smargiassi
CAMUCIA, stazione di Camucia, per l'inferno si cambia. Ma non c'è da
fare tanta strada: l'inferno è lì a due passi, in un cadente
capannone ferroviario, finestre coi vetri rotti e musi scrostati,
un'aria da Far West scalcinato. Questo inferno non vi farà male se
non al cuore: sono fotografìe. Ma chi ha mai visto questo coso in
fotografia? Case piene di sporcizia, ubriachi riversi, sangue sui
marciapiedi, vicoli da brivido, uomini armati. È l'America dei neri,
degli emarginati, della povertà estrema e feroce, dei
tossicodipendenli, l'America del razzismo e della violenza che sta
sotto, ma così sotto che per vederla, mezzo secolo fa, un uomo ha
dovuto entrarci con anima e corpo, e rischiarci la vita.
C'è
anche calore in quell'inferno:
non di fiamme, ma di umanità, coppie
che si abbracciano, madri che coccolano
bambini, c'è amore. “Se scegli di
essere un vagabondo, quel che incontri
è
tutto questo, mescolato assiemo”.
L'autore di queste fotografie è li, sia
nelle foto che in carne ed ossa, e lo riconosci
anche se sono passati cinquant'anni:
la stessa barba
lunga raccolta in una
treccina,
semplicemente ora entrambe
candide. Jacob Holdt
è un sorridente hippie di settantacinopie anni, così
in
pace col mondo che sembra difficile
abbia vissuto l'avventura documentata in
questamostra curata da Lars Lindemann
e Paolo Woods al festival "Cortona
on the Move" che fate ancora in
tempo a vedere.
Sta cercando un editore
italiano, e speriamo lo trovi, perché
la sua storia è molto più di un romanzo
curioso che mescola Kerouac e Tocqueville.
Éun 'Odissea, dawero, con lo stesso
andamento: mari tempestosi, streghe
e ciclopi.
RAPINE, BOTTE E ARRESTI
Per cominciare: danese, figlio di un pastore
protestante, ribelle, nei primi Settanta,
a 23 ani, parte per il Canada con
quaranta dollari in tasca e la vaga idea
di scendere fino in Sudamerica per
unirsi a qualche movimento rivoluzionario.
Rapinato subito, si ferma negli
Usa e vive come può. Da vagabondo.
Facendosi ospitare da chi capita. Soprattutto
dagli emarginati. Cioè dai
neri, ovviamente. In cinque anni viaggia
in autostop per 118 mila miglia dormendo
in più di 400 case di 48 Stati,
ospitato da ragazze madri, gangster,
prostitute, gay, spacciatori, ma
anche da straricchi bianchi (si, ogni tanto il
pollice ferma anche una
limousine, se hai
l'accortezza di nascondere i capelli sotto una parrucca
presentabile) e perfino
da famiglie del Ku Klux Klan.
Da bianco in mezzo ai due
mondi, collezio n a un numero impressionante di disavventure, rapine, botte, arresti, sparatorio, coltellati: (da bianchi e da neri),
minacce di morte, aiuta una rivolta
indiana a Wounded Knee, scampa a un
incendio doloso appiccato dai bianchi
per punirlo di vivere con Mary,
una ragazza nera.
Ha una macchina fotografica, gliel'hanno mandata in
genitori come per dirgli, facci vedere. Digiuno di fotografia,
scatta come un turista dei fotocolor senza qualità estetica (o forse
sì...), flashate, a volte mosse esfocate, a migliaia. Documento,
schermo, diario.
«Semplicemente,facevo foto alle persone con cui
vivevo».
Per pagarsi le pellicole, due volto la settimana vende alle banche
del sangue il suo plasma a cinque dollari per seduta. Pubblica poi
un libro, American Pictures, in danese, in bianco e nero e su carta
da poco, ma diventa un bestseller, viene tradotto e cominciano a
chiamarlo per fargli raccontare.
In breve: per altri decenni di viaggi negli States, la sua vita è
quella del conferenziere, «oltre settemila talk, 35 mila ore di
proiezione di diapositive». Ricorsi della storia: era di origine
danese anche Jacob Riis, il sociologo riformista che un secolo fa
raccontò anche lui a colpi di flash Come vive l'altra metà,
(il titolo del suo libro, Simon & Schuster editore) nei ghetti per
immigrati a New York.
«Preferisco considerarmi un docente che un
fotografo», mi dice Holdt. «Ho capito che dovevo fare qualcosa per
far educare gli americani bianchi, far superare loro il trauma di
essere razzisti, far capire loro che siamo tutti vittime del
razzismo».
LA MILIARDARIA
NELLA BARACCA
Tutti vittime. Forse qualcuno non sarà d'accordo. Ma
Jacob preferisce anche usarla poco, la parola razzismo, preferisce
dire «il sistema del nostro pensiero oppressivo quotidiano».
Sì, il razzismo, ne é sicuro, o una malattia sociale. «Infetta
tutti, incluso me stesso ovviamente. Mi accorgevo, dopo aver
insegnato nelle università per bianchi, che i miei pensieri viravano
verso il pregiudizio. Allora rimediavo tornando a trovare i miei
amici nei ghetti».
Portandosi dietro anche qualche studente terròrizzato. E perfino una
miliardaria, Anna Roddick, proprietaria dell'impero cosmetico The
Body Shop, «voleva investire in programmi sociali, l'ho portata a
dormire nelle baracche», sorride, «volevo farle capire perché
vediamo costantemente un'immagine nemica nei nostri simili,
un'immagine che poi usiamo per giustificare la nostra violenza.
Volevo spiegare una cosa che ho capito: che oppressore e oppresso si
creano costantemente a vicenda, nessuno di noi o libero».
Negli anni Settanta, i grandi movimenti peri diritti
civili erano in riflusso. La questione razziale usciva dall'agenda
politica, data per risolta da leggi di parità, «tutto sulla carta.
Per i liberai bianchi era sufficiente dire che le leggi c'erano. Ma
intanto, era sempre più difficile per un nero denunciare
un'ingiustizia reale. Bombardati dafantasie televisive su quanto
erano liberi, avevano difficoltà a identificare il loro oppressore e
quindi cercavano in loro stessi la causa del loro crescente dolore».
Ma oggi è diverso, c'è Black Lives Matter, no? Sorride enigmatico:
«Certo, non ho mai visto tanti giovani bianchi nei cortei con i
neri. Chi non si indigna se la polizia ammazza i neri? Ma la
violenza della polizia è solo la schiuma del problema. Sotto c'è
ancora un abisso di ingiustizia che nessuno percepisce. Quando andai
por la prima volta in America, la differenza di patrimonio fra un
nero o un bianco medio era di uno a sei. Ora è di uno a venti. Dalle
baracche i neri poveri sono passati ai container, ma la loro vita
non è migliorata. La rabbia è scesa solo più nel profondo».
CONTRO LA PAURA
Jacob, pero... Se tutti siamo vittime, dove sono i
colpevoli?
Ci pensa un po'. «La prima volta che mi vidi puntare una pistola
allafronte ebbi paura. Che la impugnasse un bianco o un nero, credi,
non cambia. Contro la paura, cominciai a pensare: che cosa porta una
personaa piantarmi una pistola in faccia? La chiamai poi "tecnica
del perdonopreventivo"...».
Sì, ma la risposta? «Abbiamo tutti paura di qualcosa. Della nostra
debolezza, della nostra disistima verso noi stessi come esseri
umani. Allora cerchiamo capri espiatori negli altri».
Lo diresti anche di un attivista del KKK?
«Lo dico. La maggioranza dei membri del Klan non ha mai ammazzato
nessuno, neppure fatto violenze. È un rifugio di autoafformazione,
che è autodifesa, perfino auto-odio. Portai anche uno di loro, Jeff,
a casa dei neri, ecco la foto, abbracciato con Virginia.»
Capisco che ti chiamavano Cristo, non solo per l'aspetto fisico....
«Preferirei essere la Samaritana al pozzo, che da da bere a tutti.
Ma mi rendo conto che anche io sfrutto le persone con le mie foto,
da cui non trarranno benefici».
Da Nelson Mandela, Holdt ha preso in prestito una
parola, ubuntu: «La sensazione di essere umani solo attraverso
l'umanità altrui».
L'obiettivo finale allora quale può essere? La riconciliazione fra
bianchi e neri? Il sogno di Martin Luther King? Realistico?
«Non coltivo utopie. Io dico: prenditi la responsabilità dei tuoi
razzismi, riconosci il tuo razzismo ma agisci da antirazzista. Cerca
di essere un razzista consapevolmente antirazzista».
Michele Smargiassi
23 settembre 2022 - il venerdì