|
Tale til min læremester Jørgen
Dragsdahl's
50 års fødselsdag
Bemærk: da talen blev holdt med et vist anstrøg af
humor, som ikke nødvendigvis her vil fremtræde på skrift, er der
visse steder indsat smileskilte :-)
Kære Jørgen
Ja, jeg ved godt at jeg halvt lovede ikke at holde tale, men da der
indtil nu ikke er nogen udenfor din familie, som har gjort det, og der
er en masse jeg brænder for at få sagt, kan jeg altså ikke holde
mig tilbage. Da jeg ikke dur til at holde tale og på det nærmeste
havde fået taleforbud - også af min kone - har jeg endvidere ikke taget
mig tid til at forberede en tale, så det jeg siger kommer frit fra
leveren. Desværre er min kones tilbageholdenhed på mine vegne nok
berettiget, for det vil være vanskeligt at holde tale for dig uden nødvendigvis
også at tale lidt om mig selv. Og det kan jo blive yderst pinligt....
:-)
Jeg var særdeles overrasket og glad, da jeg nede i Bolivia fik en
e-mail om at jeg var inviteret med til din 50 års fødselsdag, - ja, så
glad og ivrig at jeg - som du ved og har moret dig en del over -
stillede op med gaver og i fuldt festskrud i dette lokale allerede for
en måned siden :-)
Overraskelsen gik især på pludselig at finde ud af at du kun er
50 år og altså hele to år yngre end jeg selv. Hvorfor overrasket?
Jo, her kommer jeg allerede til at tale lidt om mig selv. Der er jo en
del til stede her i dag - ikke mindst blandt Informations gamle
medarbejdere - som sikkert kender til vort forhold til hinanden senere
i livet. Men det er nok de færreste, der ved hvordan det hele
startede. Du var jo for mig altid den store læremester....ja, jeg ved
ikke helt om det er det rigtige ord.....jeg har også lyst til at tage
større ord såsom "deus ex machina" og sågar Alice
Miller's "frelsende engel" på læben, når jeg tænker på
dig. Som en ung, usikker mand ude fra det mørkeste Vestjylland var
jeg sikkert et let offer. Jeg havde ikke meget selvtillid efter at være
blevet smidt ud af gymnasiet i utide og sådanne typer er jo altid
lette at rekruttere som disciple. I al fald fik du vækket et eller
andet slumrende i denne unge mand, der lige var kommet ind med 4-toget
:-)
Tidsånden havde du jo med dig i forsøget. Det var først en
artikel af Ole Wivel om diskriminationen af USA's sorte, som jeg læste
i Livgarden, som fik mig sat i gang i en eller anden alternativ
retning der gik stik imod den verden jeg havde kendt i Vestjylland.
Den fik mig til en dag at forvilde mig ind til et af dine møder - jeg
tror det var i Studentersamfundet eller i Grundtvigs Hus - hvor du brændende
talte det sorte Amerikas sag og fik gjort mig ganske ophidset og
indigneret. Jeg er sikker på at jeg ikke var den eneste, du fik sat i
gang med dine flammende taler dengang, hvor du i al fald i mine unge
øjne straks tonede frem som den store autoritet. Ja, som jeg husker
dig der på talerstolen - "larger than life" - får jeg den
dag i dag billeder af dig på nethinden som en anden Lenin, Rosa
Luxemburg, Karl Liebknecht e. lign. Ja, hvem ved om du også så dig
selv sådan dengang? :-)
Når jeg nævner alt dette, er det jo også fordi der er så mange
avisfolk tilstede her i dag og da I jo nok ind imellem har en
fortvivlet følelse af, at jeres arbejde blot skylles ud i toilettet
som næste dags lokumspapir, synes jeg det er vigtigt I samtidig har
jer for øje hvilket kæmpeansvar I også har. For dette er historien
om Jørgen Dragsdahl, der fik denne unge, usikre mand lokket ud i et
forfærdeligt uføre, et ganske godt eksempel på. Jørgen var jo ikke
blot AUTORITETEN m.h.t. de sorte pantere, han var endog de sorte
panteres danske ambassadør. Og hans smittende engagement fik hurtigt
denne usikre, unge mand overbevist om at det var i Amerika, den
virkelige "globale" kamp for retfærdighed foregik. Selv
denne kamp havde Jørgen været en del af - fremgik det i al fald af
hans dramatiske, Kosovo-agtige beskrivelse af at have været til stede
inde i selve de sorte panteres hovedkvarter midt under politiets
angreb, hvor kuglerne havde fløjtet ham om ørerne. Nu var der ingen
tvivl i mit sind mere. Som en anden Spaniensfrivillig måtte jeg selv
være med i denne vigtige kamp. Jo, jeg ville også være en rigtig
sort panter! :-)
Så Jørgen, som jeg kun kendte som den store taler og inspirator
dengang, fik mig til at købe en billet til USA, hvor jeg straks
troppede op i de sorte panteres hovedkvarter for at melde mig som
frivillig i denne altafgørende kamp. Men helt så let som Jørgen
havde beskrevet det, syntes jeg nu ikke det var. Straks han havde fået
mig lokket ind i ghettoen, blev jeg overfaldet af 3 pistolbevæbnede røvere
og her nyttede det ingen kære mor inde i sit eget hoved at forsvare
sig med at man var en af Jørgens og de sorte panteres disciple. Jeg
kan huske at jeg også spekulerede over hvordan Jørgen rent fysisk
var nået frem til hovedkvarteret. Det tog i al fald en hel dag for
mig at blaffe fra San Francisco ind i Oakland-ghettoen. For hvem kunne
drømme om at køre ind i et sådant kvarter? Og havde jeg mon troet
at jeg var ankommet til verdensrevolutionens højborg? Da jeg spurgte
et par dvaske, fedladne sorte i en forfalden, gammel trærønne:
"Hvor er De sorte Panteres hovedkvarter?" studsede jeg noget
over svaret "It is right here!" Nå, tænkte jeg, Jørgen
sagde jo at panterne var blevet angrebet af politiet, så de sidder
nok i stedet gemt ude bag hvert eneste gadehjørne. :-)
Mit første møde med pistolerne i gaden havde i øvrigt hurtigt fået
mig overbevist om at jeg ikke havde Jørgens revolutionære mod. Jeg
ville hellere dø strådøden eller i al fald lige se lidt af Amerika
først, når jeg nu var der. Så da mine forældre samtidig sendte mig
et kamera, spurgte jeg panterne om de ikke havde brug for billeder til
deres avis. Jeg tror nok, Jørgen, at dette var mit første lille
ubevidste oprør imod alt det du havde fået mig lokket ud i, men du
stod stadig for mig som den store autoritet. Jeg kan i al fald huske
min overraskelse, da jeg nu begyndte at vagabondere rundt i ghettoerne
for at levere billeder til de sorte panteres kamp, at jeg hurtigt
holdt op med at sige at jeg havde noget som helst med de sorte pantere
at gøre. Ja, allerede første gang en lærer samlede mig op og
inviterede mig til at tale til sine elever i et sort universitet og
jeg stolt nævnte at jeg "arbejdede for" de sorte pantere,
gik der en bølge af ubehag og angst igennem lokalet og ingen turde
bagefter at have noget med mig at gøre. Overalt i ghettoerne var
reaktionen den samme, at det udløste en reaktion som hvis jeg i dag
brugte etiketten "terrorist" om mig selv. Og det kunne denne
unge vestjyde jo ikke rigtig forstå, for min store læremester
derhjemme havde jo tudet os ørerne fulde om at alle USA's undertrykte
sorte "så godt som" var sorte pantere og støttede denne
store befrielseskamp :-)
Nå, men jeg kan også huske at jeg konkluderede at det så nok måtte
være de sorte, der var noget i vejen med. De var nok ikke blevet
informeret godt nok om alt det Jørgen vidste så meget om :-)
Under alle omstændigheder forblev du igennem de 5 år, jeg gik i
dine fodspor i ghettoerne, den store uangribelige autoritet for mig, så
da jeg vendte hjem til Danmark med 15.000 billeder - uden egentlig at
vide hvad jeg skulle bruge dem til - var du da også den første jeg tænkte
på at kontakte. Men der gik lang tid inden jeg tog mig sammen. Ikke
blot har man jo ærefrygt overfor sine autoriteter, men jeg skammede
mig jo inderst inde over at jeg havde stukket halen imellem benene og
aldrig taget del i den kamp, du havde fået mig til at indse jeg burde
være blevet en del af. Jeg havde blot gået skødesløst rundt og
danderet den med et kamera og betragtet det hele på sikker afstand.
Så jeg var frygtelig nervøs, da jeg ringede dig op og sagde at
jeg havde været til dine foredrag for mange år siden og nu gerne
ville vise dig nogle billeder, jeg havde taget i USA - nervøs for at
du ikke ville være interesseret i at se hverken dem eller mig. Men du
inviterede mig og den sorte kone, du på samme måde indirekte havde
skaffet mig på halsen, ud til din lejlighed i Lyngby, og aldrig vil
jeg glemme din reaktion. Jeg havde igennem årene vænnet mig så
meget til forholdene i ghettoerne at jeg ikke tænkte over mine
fotografier som noget særligt, så hele tiden forventede jeg at du
blot ville affeje dem med en bemærkning om "at det havde du da
set langt værre selv" e. lign.
Men tværtimod optrådte du pludselig som en eksploderende vulkan
og opførte en ren krigsdans med fråden stående ud af mundvigene af
begejstring. Så vidt jeg husker, sagde du noget om at "det jo
var lige alt det, du havde skrevet og foredraget om igennem alle årene,
men i stigende grad følte dig frustreret over at ingen helt troede på,
tog helt alvorligt eller gad at høre mere" - (undtagen som sagt
enkelte naive disciple som mig!) - "som jeg nu kom og leverede
det endelige sandhedsbevis for".
Fra det øjeblik indgik læremesteren og hans elev i en slags
symbiose. Du leverede de store intellektuelle referencerammer mens jeg
kunne bruges til at støbe de emotionelle kugler, der kunne trænge
ind hos selv de mest forhærdede tidselgemytter. Når du brænder for
noget, tør ingen rigtig at sige dig imod, så med din indflydelse var
du nu i stand til for første gang i historien at rydde næsten hele
Information for al den ellers så kedelige tekst og i stedet at fylde
bladet med mine billeder. Og derefter gik det som bekendt derud ad.
Hvad jeg ikke havde forestillet mig der i 1976 var, at alt det du
havde sat i gang, for mit vedkommende skulle ende som en livskarriere,
hvilket jeg naturligvis på denne dag vil sige dig oprigtigt tak for,
da du med den indflydelse du havde på mig i min tidlige ungdom jo
samtidig havde bevirket, at jeg aldrig fik mig en uddannelse som kunne
kvalificere mig til stort andet end omrejsende gøgler,
foredragsholder eller hvad ved jeg. :-)
På det tidspunkt troede du mere på mig end jeg selv gjorde og
begyndte at optræde som faderlig rådgiver. Under en frokost, du
inviterede mig til i St. Kongensgade, fortalte jeg dig at jeg blot ønskede
at vende tilbage til landevejen som vagabond igen og ville tilbage til
USA hurtigst muligt. På en eller anden måde fik du mig - igen med
din store autoritet - overbevist om at jeg burde blive hjemme og i
stedet publicere mine billeder på forskellig vis - f.eks. på
Informations Forlag. Din indflydelse under denne frokost var igen
skelsættende for mig.
Men at revolutionen æder sine egne børn, så vi jo også. I et
par år var der i al fald et vist konkurrence- og endog
misundelseselement i vores symbiotiske skæbnefællesskab. Dog altid på
et godmodigt, drillende plan. Du misundte mig - fornemmede jeg - at
jeg var i stand til rent faktisk at leve af - og i et par år endog at
leve ret godt af - hver aften at fyre de floskler af som jeg engang
havde lært af dig. :-)
Og jeg kunne vist ikke helt skjule min misundelse, da du kom hjem
fra Washington med en kugle i armen og triumferende fortalte:
"Se, jeg blev skudt. Det gjorde du ikke, hah, hah!" Så
måtte jeg jo igen en tur tilbage til USA for at gå i min læremesters
fodspor, men jeg tilstår dig gerne dit mod og at det nærmeste jeg
endnu er kommet døden er de utallige attentatforsøg, jeg har været
udsat for fra glatførebilister. :-)
Jo, jeg har meget at takke dig for, men skal gøre det kort, hvis
jeg skal undgå at den kone, du har skaffet mig her ved min side
begynder diskret at knibe mig i benet. For havde du ikke fået
overtalt mig til at blive hjemme i 1976 for at lave en bog ud af
billederne, ja, så var Vibeke ikke året efter genert kommet op til
mig i Sommersko og havde sagt: "Undskyld, men jeg har læst din
bog...." hvorefter jeg lynhurtigt slog til. Så hele to koner
skaffede du mig gennem årene og da der jo sikkert ikke er mange, der
har haft så stor og afgørende indflydelse på andres liv og skæbne,
synes jeg nok at det er værd at takke for på denne dag. :-)
Det skal dertil siges at du jo også begyndte selv at blive bevidst
om, hvor meget jeg skyldte dig. I al fald begyndte du at bede mig om
små diskrete tjenester til gengæld. Da du i en eller anden af dine
øst-vestlige overgangsperioder stod uden kone, sad du en dag hjemme
hos os og beklagede dig og sagde på din egen spøgende måde:
"Jacob, har Vibeke ikke en eller anden sød søster, du kan
skaffe mig?" Og med den autoritetsfølelse, jeg endnu nærede
overfor dig, kunne jeg jo ikke andet end "høre" dette som
at "det da var det mindste jeg kunne gøre for dig til gengæld."
"Jo, det skal jeg nok ordne", sagde jeg derfor, og gik ovenpå
og hentede Karen ned. Og sådan kom vi jo så i familie med hinanden
en tid - i en af de sjældne nedrustningsperioder, hvor du stillede
dig tilfreds med noget så lidet eksotisk og politisk som en dansk kæreste
:-)
Jo, jeg husker også andre tjenester, jeg gjorde dig. F.eks. sagde
du en dag: "Kan du ikke lige tage et par af mine bøger med og sælge
ved dine forestillinger."
Jo, jo, det var da det mindste jeg kunne gøre for min læremester. Og
så kom du kørende med en hel lastbilfuld af ganske usælgelige
eksemplarer af din seneste bog "Reaktionens Flodbølge", som
jeg endte med at måtte forære væk ud over det ganske land.
Måske fordi vi allerede på det tidspunkt - det kan vi jo nu alle
herinde sidde og fundere over - vist langsomt var ved at blive en del
af selv samme flodbølge. Så den bog var fint "timet", må
man vist sige, og blev da også som sagt "revet væk" i
flodbølgen. :-)
Nå, men at vort skæbnefællesskab gik noget videre, opdagede
jeg, da jeg pludselig - et par dage efter Gorbachovs fald - på ikke
helt så morsom vis, da jeg kom i en ubehagelig knibe med et vist
fremmed uvæsen på tre bogstaver. Da du nu i mellemtiden havde
opgivet at konkurrere med denne, din trofaste elev, om rollen som førende
autoritet i sorte amerikanske forhold og i stedet var blevet en
autoritet i øst-vest-forhold, ja, hvem anden tænkte jeg så straks
fortvivlet på at rådføre mig med end netop dig - efter alle de
andre kærlige, ja, faderlige råd, du havde givet mig igennem årene.
Men det var jo endnu engang som at gå lige lukt efter dig ind i løvens
hule. I al fald kan det nok være at jeg spærrede øjnene op, da du
selv en uge efter havnede i Ekstrabladets fedtefad.
 Alt dette vil jeg dog ikke rippe op i igen, men da vort skæbnefællesskab
(men jo ikke vore verdener, vel at mærke!) på det tidspunkt faldt
helt sammen - på flere niveauer endog - synes jeg at det er værd at
more sig lidt over visse detaljer. Thi det var jo i en af dine afspændingsperioder,
hvor vi som sagt havde fælles svigerfar - og tilmed en svigerfar, der
sad i en højt betroet stilling i NATO og ikke måtte have noget som
helst med Østlige lande at gøre, - ja, som nærede en panisk angst
overfor alt fra den side. Nu stod selv samme svigerfar pludselig med
ikke mindre end to umulige svigersønner, der begge var anklaget for
at være KGB-spioner og hvad ved jeg. Da det var lige før hans
pensionsalder, tog han det faktisk meget pænt og sent vil jeg glemme
den aften hvor hele familien var samlet for at se to af de gamle
KGB-chefer skændes på åben splitskærm - en i Moskva og en i
London. For hvem ville nogensinde have forestillet sig at vores
svigerfar en dag skulle ende med få urokkelig tillid til en KGB-mand
i Moskva? Men da denne med sin insider-viden leverede et absolut
overbevisende forsvar for os, stod svigerfar minsandten under hele
seancen og kom med høje begejstrede tilråb til ham i Moskva:
"Tryn ham, giv ham en lige i..." som var det en anden
fodboldkamp mellem øst og vest. Og det må vi jo i dag indrømme, at
det på en vis måde var :-)
De meningsløse anklager blev dog for dit vedkommende en voldsom og
trist afslutning på den kolde krig, som for dig pludselig blev næsten
lige så varm som det brændende engagement du tidligere havde lagt i
dens problematik. Og vi er nok flere - blandt de ældre herinde - der
stadig har lidt svært ved at orientere os i den nye ikke-bipolære
verdensorden. Så lad os hellere her i dag glæde os over, at vort skæbnefælleskab
jo også går på at Warzawapagten for os to lever videre i bedste
velgående. Da jeg på et tidspunkt lå i krig med Information - for
juridisk at få standset det Frankenstein-monster, du havde sat i gang
for mig derinde - tog det så hårdt på mine nerver, at jeg måtte
flygte med Vibeke til Warzawa. Her beseglede vi vort nye forhold ved
at underskrive en Warzawapagt om at få et barn. Og dette barn går
netop i disse dage til studentereksamen - takket være din huseren i
vort tidligere liv, Jørgen :-)
Og da du selv flygtede fra Information, var det jo ligeledes for -
så vidt vi alle her i dag kan se - at underskrive en lykkelig ægteskabspagt
med denne dejlige by. :-)
Men hvor svært netop du har det med at orientere dig i den ny
verdensorden - sådan som denne åbenbart opleves dernede fra din
uriaspost i Warszawa - synes jeg også lige vi skal høre et eksempel på.
Da jeg for to år siden skulle ned og holde foredrag til AISEC's
verdenskongres (en sammenslutning af handelsstuderende i alle lande),
tænkte jeg at jeg lige ville forhøre mig om situationen på de
polske landeveje. Så jeg ringede op til min sædvanlige autoritet,
der nu - troede jeg - var blevet en autoritet i polske forhold. Og
hvad gjorde du? Du skræmte mig fra vid og sans med de vildeste
historier om at jeg absolut ikke ville kunne køre på de polske veje,
for "det er ganske vist" at bare man går ind på en
restaurant et øjeblik bliver alle hjulene fjernet på bilen imens. Og
man bliver ustandseligt slået ned, røvet og endog dræbt af folk,
der udklædte som politifolk standser én på vejene osv. :-)
Jeg havde ikke været der siden murens fald, så jeg anede ikke
mine levende råd. I flere dage var jeg helt ude af mig selv og
vandrede hvileløst rundt på stuegulvet. Og det gjorde det ikke bedre
at Vibeke hele tiden sagde: "Herregud, dit pjok. At du lader dig
sådan skræmme af Jørgen Dragsdahl! Han er jo lige ved at tage livet
af dig! Tag dig nu lidt sammen som en mand!"
Og det gjorde jeg så ved at rekruttere - ikke blot en, men et par
eksamenslæsende kraftige mandlige studerende på universitetet, der
blev hyret som mine body guards. :-)
Men nu skete der noget forunderligt igen, der næsten var som et
deja vue med mit møde med de sorte panteres hovedkvarter, der så
mange år tidligere havde forundret mig ved at divergere ikke så lidt
fra Jørgens forhåndsbeskrivelse. Straks vi kørte ud i de øde
skovstrækninger fra færgen i Schwinousje, gav jeg mine body guards
ordre om at tage solbrillerne på i forventning om at vi netop der
ville blive standset af det vilde østens nye røverbander. Men, nej,
overalt udstrålede Polen fred og idyl, ja, langt mere end jeg huskede
det fra kommunismens tid. Folk var simpelthen så hjertestrømmende
flinke og imødekommende - ikke mindst i de nye servicecentre, der var
skudt op over hele landet - såsom McDonalds.:-)
At du i den grad havde magt til at bringe mig ud af ligevægt
forekommer mig utroligt. Det absurde i situationen var nemlig bl.a.,
at jeg lige var ankommet fra USA, hvor ingen mennesker længere er i
stand til at skræmme mig. Kun to uger før havde jeg f.eks. fulgt en
familie af hvide massemordere i Louisianas øde mosbegroede sumpe. De
havde myrdet så mange sorte, at de ikke længere kunne tælle disse på
deres fingre og tæer samt - fandt jeg senere ud af - ikke så få af
deres egne familiemedlemmer med alt fra økser til geværer. Men
angsten for det ukendte - den snigende gift som andre ofte
"velmenende" mennesker planter i ens hoved - den står man
magtesløs overfor.
Så det jeg vil sige med denne lille afsluttende historie, Jørgen,
er at nu skal det til at være slut med at betragte dig som autoritet
- i al fald udi polske forhold ? Nu vil jeg til at tage mig sammen og
lære at stå på egne ben! Du må samtidig lære at tage ansvar for
alt det, du lokker andre ud i..... men det har du jo sådan set også
selv erkendt ved bl.a. at invitere mig med her i dag. :-)
Og derfor vil jeg nu gerne benytte denne kærkomne lejlighed til at
sige dig en virkelig oprigtig tak - af hele mit hjerte - for alle de
livets vildveje, du igennem tiderne har ført mig ud på - og det gælder
ikke mindst dengang jeg også kom til at kende dig som
menneske - og ikke blot som en respektindgydende og forførende
autoritet!
Livet med dig som førerhund har sandelig ikke været uspændende for
denne unge og stadig lettere blinde vestjyde! I hvert fald ville det -
sikkert også for en del andre herinde - have været langt, langt
mindre spændende og farverigt.
Derfor vil jeg gerne nu - sammen med Vibeke her som du jo skænkede
mig - og alle de andre herinde, rejse mig for at udbringe en skål for
dig - for den livsgave, det har været for os alle at kende dig!
Tak, Jørgen!
Jørgen Dragsdahls egne artikler - bl.a.
om vores første møde
- kan læses på
www.dragsdahl.dk
|
