Der er et vidunderligt citat af Sokrates i Özlem Cekics bog, “Hvorfor hader han dig, mor?” Det lyder sådan her: “Vi kan nemt tilgive et barn, der er bange for mørke; livets virkelige tragedie er, når mænd er bange for lyset.”

Hvis der er nogen, der i den offentlige debat har fremkaldt had, så er det Özlem Cekic. Hun sagde engang til mig, at hun kunne tapetsere alle væggene i sit hjem med hademails. De var næsten alle sammen fra mænd, der er bange for lyset. Hvis også sjælelivet i en sådan situation bliver tapetseret med hademails, ja, så har mørket sejret, og traumatiseringen lurer. Det bliver måske bedre at holde mund og søge eksil i usynligheden. Men hvis svaret på had bliver tavshed, vil hadet kun triumfere og drage den forkerte lære: At had er den stærkeste kraft.

Et nærliggende og også fristende svar på barnets spørgsmål til sin mor om årsagen til, at hun er hadet, er dette: Han hader mig, fordi han er dum. Så svarer man på had med foragt, men foragt er ligesom had mørkets sprog. Özlem Cekic vælger at gøre det modsatte: At lukke lyset ind til de hadende. Hun opsøger dem, sætter sig over for dem og spørger dem, hvorfor de hader hende. Og så lærer hun hadets kilder at kende. Og det er sjældent dumhed.

Afmagt er måske den vigtigste årsag. En følelse af at være overset, holdt uden for, aldrig lyttet til, aldrig møde anerkendelse, en åben dør eller en fremstrakt hånd. Så kan had blive et forløsende sprog, der udpeger et sted at rette vreden hen. Özlem Cekic´s opdagelse er, at vreden ofte er berettiget. Men hun er ikke dens årsag. Blot bliver hun med sin synlighed i offentligheden mål for en vrede, der mangler retning og sprog.

Özlem Cekic drikker ikke dialog-kaffe med sine modstandere for at omvende dem, men for at vise dem, at uenighed og had ikke behøver at være uundgåelige følgesvende. Hun åbner en dør, og en åbnet dør er altid bedre end en låst. Det er essensen af demokratiet.

En sommerfugl er et forunderligt væsen, for den er i virkeligheden to. Først den grimmeste, mangebenede larve, der glubsk fortærer alt omkring sig. Så forpupper larven sig og gemmer sig i mørket. Inde i mørket finder en drabelig kamp sted, for larven har overhovedet ikke lyst til at blive en sommerfugl, men dens gener ender med at sejre, og ud af puppen kommer det smukkeste væsen med farvestrålende, graciøse vinger, som i et elegant svæv kysser blomsterne.

Det er det, Özlem Cekic er, en sommerfugl.

Men hun har også været en larve. I sin bog fortæller hun om alt det had, hun også har været opfyldt af, indtil hun fandt ud af, at had ikke var svaret på den undertrykkelse, hun som kvinde med kurdisk baggrund oplevede., Og så foldede hun sine vinger ud. Özlem Cekic ser mennesker som blomster, der fortjener et kys af sommerfuglen. Og det er det, dialogkaffe er, et befrugtende sommerfuglekys. Selv i den grimmeste larve gemmer der sig en sommerfugl, der kæmper for at komme ud, og Özlem Cekic påtager sig med sit altid åbne sind at være fødselshjælper.

Demokrati er ikke en statisk tilstand. Demokratiet er altid udfordret, ikke kun af fjender, men også af tilhængere, for forandring er dets første bud, og uden åbenhed ingen fornyelse. Derfor har demokratiet ikke kun brug for forsvarere, men også for bestandig fødselshjælp, og Özlem Cekic er en sådan demokratiets jordemor, og jeg tøver ikke med at kalde hende en af vores allervigtigste.

Hun er altid på lysets side.

 

Tilbage til Özlems 50 års fest