Romeo og Julie i klankutter

af Jacob Holdt

 

 

 

 




Pamela besøger Jeffery i fængslet

Flere billeder til denne historie

Se et Tv-interview her med klanlederen før vi blev venner og hvordan han reagerede på mit budskab til ham og min bog

 

”Den største sorg i verden her,
er dog at miste den man har kær.”

Jeg er i skrivende stund på landevejen i USA og vil med det samme slå fast at denne rejsehistorie er aldeles ufærdig. At rejse drejer sig for mig ikke så meget om afsluttede udflugter, men om at rejse ind i mennesket undervejs. Og hvornår er en sådan rejse gennem Vorherres store støbeskeer egentlig slut? Mange af de mennesker, jeg beskrev i min bog Amerikanske Billeder, har jeg nu fulgt igennem 30 år og kan vel ikke skrive det endelige kapitel over før de afgår ved døden. At holde rede på de hundredvis af skæbner, jeg mødte i mine år som vagabond er i sig selv en livsrejse, men undervejs kommer der ustandseligt nye spændende rejseledsagere til.

Nogle af dem, der har fascineret mig mest i de senere år, er de mange hadets børn, jeg samler op som blaffere på USA’s landeveje – ensomme og forknytte står de hyppigt i vejsiden og venter tit i dagevis på at få et lift, da ingen vil samle dem op. Da de hele livet igennem på lignende måder har mødt vores afvisning, forundres og rystes vi over ustandseligt i medierne at høre om hvordan de pludselig eksploderer i hadske reaktioner overfor det samfund, som i den grad har vendt dem ryggen. Det er synd, for det er min erfaring gennem mange års rejser blandt hadets børn at der næppe findes kærligere mennesker. Ikke mindst gælder dette for Ku Klux Klan.

Hvis min læser umiddelbart løfter øjenbrynene ved dette udsagn, vil jeg bede dig om under læsningen at lægge dine egne hadske og negative tanker overfor Ku Klux Klan til side og forsøge – i al fald for en kort stund – at komme disse mennesker i møde med kærlige tanker. Allerede nu vil det gå op for dig hvor svært dette er og at hadet i hvert fald ikke eksklusivt monopoliseres af Ku Klux Klan. Sjældent har jeg oplevet dette så stærkt som lige nu, hvor det er lykkedes mig at trænge ind i selve hadets symbolske højborg – i hovedkvarteret for den største, hurtigst voksende og ifølge eksperter farligste Klangruppe i Amerika med forgreninger over hele verden, the American Knights of the Ku Klux Klan.

Min rejse for at kunne blive accepteret her har været lang, thi også jeg led af negative tanker overfor Klan-folk i mit tidligere liv. Først og fremmest fik jeg gennem min sorte ekskone et grundigt kendskab til hvordan de havde terroriseret hendes hjemby, Philadelphia i Mississippi, og myrdet tre borgerretsforkæmpere der. Senere måtte jeg flyve min sorte medarbejder, Tony Harris, hjem i chok fra en turne i Norge, hvor han på Tv havde set klanen med maskinpistoler skyde ind i en demonstration i hans hjemby Greensboro og bla. myrde hans egen tidligere kæreste, Sandy Williams. Jo, jeg er ikke blind for hvilken vold klanen rummer. Men allerede i disse to tilfælde fik jeg lidt forståelse, når jeg hørte om disse klanfolks fattige baggrund. Den ene af morderne i min kones hjemby, Jim Bailey, havde hun som barn leget med og kastet sten efter, da han som ”poor white trash” boede i de samme tarvelige shacks som hende selv. Jeg så derfor hurtigt en del af voldsmønstrene som mage til de sortes - fremkaldt af følelsen af at være udstødt og foragtet af samfundet. Ingen hvide med respekt for sig selv ville jo bo der ”on the wrong side of the tracks.”

Siden begyndte jeg på foredragsturneer i USA og samlede hyppigt blaffende klan-folk op. På de uendeligt lange køreture fik jeg god lejlighed til at opleve mennesket bag hadets facade. For facaden var netop altid et utroligt lukket og forknyt ansigt af den type, der umiddelbart frastøder andre mennesker gennem sin fjendtlige udstråling. Men da jeg for længst havde oplevet de samme mønstre i de mest skadede sorte og i f.eks. kvindelige voldtægtsofre, vidste jeg intuitivt at de mennesker, vi diskriminerer imod, er dem der allerede er blevet skadede og diskriminerede tidligere. Det er let at elske de kvinder, der stråler af tillid og udadvendt kærlighed fordi de altid selv har mødt dette. Men jeg bliver næsten altid blæst omkuld af den fjendtlighed og lukkethed, jeg oplever i de mange voldtægtsofre i USA, som vi derefter yderligere diskriminerer imod som overvægtige når de hyppigt tvangsspiser sig ud af smerten. Hvad angår racisme havde jeg for længst lært at det vi diskriminerer imod ikke er hudfarve, men smerte - sådan som den manifesterer sig i en fortvivlet cocktail af vredes- og fjendtlighedsmønstre hos den udstødte.

Derfor var det altid en udfordring for mig når jeg mødte disse reaktioner, som vi misvisende kalder for ”had,” at overvinde mine egne umiddelbare negative følelser overfor mennesket bag dem og i stedet at udvise ekstraordinær imødekommenhed. Det startede måske som nysgerrighed, men da jeg hurtigt opdagede hvor meget taknemmelighed og kærlighed jeg fik tilbage, begyndte jeg at se det som en form for egoisme, thi også vi, der er gået igennem livet uden større skader, har jo behov for lidt kærlighed. Og det får man som bekendt ikke uden at investere lidt selv – hvis man overhovedet hører til de heldige, der har overskud til at investere.

En typisk racist, jeg samlede op i Georgia krævede netop en sådan investering. Han var lukket og udtrykte sig særdeles racistisk. Han ejede intet udover en lille æske med kassettebånd, så jeg begyndte at spørge ham ud om hans musik og at spille det på bilradioen. Det var i mine ører hæslig metalmusik, men jo mere jeg begyndte at spørge ham ud, jo mere begyndte han at ranke ryggen, at vise stolthed over den interesse han pludselig var genstand for. Og lidt efter lidt kunne jeg begynde at spørge ham ud om hans barndom. Som jeg anede havde han fået prygl i én uendelighed af sin far og tilføjede: ”Men jeg fortjente en god gang prygl, for jeg var et dårligt barn.” Her så jeg straks den typiske kobling i den klassiske racist. Intet barn fortjener naturligvis at blive mishandlet og ydmyget og ved at undskylde sin far, havde han uundgåeligt projiceret sin smerte ud på andre – i dette område naturligt på de sorte. Med sine negative reaktioner overfor sorte, oplevede han derefter hele tiden disse reagere negativt overfor ham med det resultat at han til sidst var overbevist om at de var skyld i hans dybere smerte. Dette er undertrykkelsens onde cirkel, som for længst havde fået mig til at se at den typiske racist er lige så meget offer som de sorte.

Men hvor går grænsen mellem almindelig racisme og direkte had? Det opdagede jeg også hurtigt – især med blaffere jeg samlede op fordi man i bilens enrum har mulighed for at trænge dybere ned i menneskesjælen end i mere overfladiske møder. Det er dette, der kan gøre selv en bilrejse på de monotone kedelige amerikanske veje uhyre spændende. I Tennessee samlede jeg en nat en fortabt blaffer op, som umiddelbart virkede helt lukket og uigennemtrængelig, men et eller andet bævende i hans stemme fik mig til at mistænke incest. Jeg spurgte ham derfor igennem lang tid kærligt ud om hans barndom. Og ganske rigtigt dukkede der langsomt op af sjælens dybder en gruopvækkende historie om en stedfaders voldtægt af ham, som han havde lagt et effektivt mentalt låg over. Han var i hvert fald selv overrasket over ikke blot minderne, der nu dukkede frem, men også over at han overhovedet fortalte det til nogen. I løbet af kort tid var dette knudebundt af et ungt menneske forvandlet til én stor taknemmelighed, der ville gøre alt for mig. Da vi holdt en kaffepause, viste jeg ham min bog (om underklassens sorte) og pludselig røg det ud af ham om jeg ikke ville med til det Ku Klux Klan-møde, han var på vej til. Jeg havde aldrig som vagabond kunne få opsporet denne hemmelige organisation. Nu åbnede en af dens medlemmer sig pludselig kærligt op for mig og tilbød at hjælpe mig med at tage skjulte billeder af den hemmelige korsafbrænding og i realiteten at forråde hans venner. Jeg vidste at jeg fra nu af ville kunne stole på ham, men hvor taknemmelige sådanne incestofre er over at få hjælp, viser følgende episode. 

Efter klanens mere åbne rekrutteringsmøde om eftermiddagen sad vi og spiste på en McDonald's, hvor jeg tilbød denne ludfattige klan-mand at ringe hjem til sin familie på mit kreditkort for at fortælle at han var nået vel frem. Men nu fortalte hans mor ham grædende i telefonen at hans onkel lige var blevet myrdet af to sorte. Pludselig så jeg hans ansigt blive forvandlet til alt det had, jeg først havde set i ham og jeg var i mine syv sind om hvorvidt jeg nu turde have tillid til at gå med denne mand ud i Alabamas mørke og øde skove og sammen med en flok utilregnelige kutteklædte mænd brænde kors af i noget jeg vidste ville udarte til massehysteri. Han vidste jo nu alt om mit forhold til sorte. Aldrig har jeg været mere skræmt. Og nu var det mig selv, der fik brug for at ringe rundt til venner i USA og familie i Danmark for at sige at hvis de ikke hørte fra mig inden midnat skulle de slå alarm. Det var en af de få gange i mit liv jeg udviste mod. Man er jo ikke modig når man – som jeg normalt oplever det – har tillid til det gode i mennesket. Men den dag havde jeg tvivl og skulle overvinde min frygt. Frygt bygger jo på det negative i mennesket hvorved man uundgåeligt fremelsker det onde. I dag er jeg glad for at jeg valgte at ”vise” tillid til dette smertens barn, thi for mennesker, der har det så skidt at deres eneste selvværdsfølelse opnås ved at se andre frygte deres aggressioner, er tillid det samme som en kærlighedserklæring.

Her lærte jeg nemlig min første vigtige lektie om Ku Klux Klan; at dens behov for kærlighed så langt, langt overgår dens behov for at hade. Siden har jeg utrætteligt prædiket om at kærlighed er den eneste måde at kurere racisme på, men hvis ikke jeg havde fået det så dramatisk demonstreret under min klan-vens voldsomme sjælekamp og min egen sveddryppende tvivl den nat, ville mine ord for længst have lydt hule i mine egne ører. For min tillid til ham var netop ikke ”blind” eller ”naiv”, men et valg. Et valg om ikke at flygte fra mennesket, når det ser allermest frygtindgydende ud – bag pistolløbet i ghettoen eller det brændende kors i skoven – netop når dets skingre råb om hjælp viser at det har allermest brug for én.

På det personlige plan har jeg altid følt at det var meget lettere at hjælpe klan-folk og nazister ud af deres destruktive adfærd end den almindelige gennemsnitsracist fordi årsagssammenhængen er så meget lettere at identificere. I al fald hvad angår menige medlemmer. Men gælder dette også i toppen?

Dette har jeg fået en usædvanlig chance til at undersøge, idet det i skrivende stund er lykkedes mig at vinde tilliden hos lederen af USA’s største klangruppe, the American Knights. To danske Tv-folk fulgte mig sidste år rundt på landevejene i USA for at lave et program om mit arbejde og fik den ide at konfrontere mig med den største klan-leder, Jeffery Berry. Pga. foredrag kunne jeg ikke selv være til stede og måtte tale til ham gennem en videooptagelse. Heri fortalte jeg ham at jeg havde dyb medfølelse for klanen, da jeg ikke havde mødt andet end skader såsom incest og børnemishandling i klan-folk ligesom de i fattigdom og samfundets ghettoisering af dem i et og alt i mine øjne lignede den sorte ghetto, jeg havde rejst så meget i. Det var lidt dristigt og frækt åbent op i en stolt klanleders ansigt at sammenligne klanen med de sorte, men det utrolige skete. Jeffery lyttede intenst til hvert ord uden at afbryde og sagde bagefter oprigtigt: ”Jeg ønsker at møde den mand.”  Det var helt tydeligt at jeg havde ramt et eller andet dybere i ham og da jeg nu et år efter var i nærheden af Indiana, besluttede jeg mig derfor til at besøge ham i hans hovedkvarter i Butler.

Her i denne fattige by, hvor alle ligner Ku Klux Klan-folk, spurgte jeg nu rundt efter ham og endte hos nogle forhutlede hvide i en tarveligt lurvet pensionat. Alle var de tabere, drukkenbolte osv. med en selvværdsfølelse omvendt proportional med alt det de vil gøre for én for at man skal blive og give dem lidt opmærksomhed. Alle kom de fra sønderknuste familier og hungrede efter kærlighed, da de ikke har mødt andet end modgang i livet. Først efter utallige øl og kopper kaffe fik jeg lov at gå. En fyr i en laset undertrøje kendte skam godt Jeffery, for "Jeffery killed my father." Og så fik jeg en lang historie om hvordan hans far og Jeffery havde været drukkenbolte sammen tidligere og hvordan Jeffery havde slået ham ihjel. Jeg troede ikke helt på det, men hele historien passede fint med det jeg siden fandt ud af.

Tania på tankstationenFor Jeffery var nu i fængsel, fik jeg skuffet at vide. Jeg ville alligevel møde hans familie og de fortalte at Jefferys datter, Tania, arbejdede på en tankstation i udkanten af byen. Jeg tankede op hos hende og gik ind for at betale og spurgte om hun var Tania. Ja, sagde hun overrasket. Jeg fortalte så om Tv-udsendelsen med hendes far og spurgte om hun selv var i klanen. Ja, sagde hun, og lyste op af stolthed. Hun var enormt fed og med samme ringe selvværd som de andre, men med et udtryk som en der var vokset op i en snæversynet forfulgt religiøs kult – lidt som mennonitterne jeg holdt foredrag for forleden. Hun sagde at hendes far ville ”elske” at få besøg af mig i fængslet. Når man betænker at hun har levet hele sit liv i en forhadt klangruppe, var det rørende at se hvor åben og imødekommende hun var. Som med de andre i pensionatet ville hun ikke lade mig gå, og skønt der var en kø af kunder bag mig, blev hun ved med at snakke og gav mig gratis donuts for at få mig til at blive. Allerede her opdagede jeg at det billede jeg havde dannet mig af klanen gennem de fortabte tilhængere, jeg gennem tiden har samlet op - som intet andet var end kærlighedshungrende "smertens børn" - faktisk også var gældende i selve toppen af den største Klan-gruppe i Amerika. 

Da jeg ikke nu kunne besøge Jefferey i hans lukkede afdeling, opgav jeg mit forehavende og gik ud til bilen. Men netop da jeg kørte ud på landevejen, kom Tania forpustet løbende efter mig og bankede på bilen. Og det var virkelig noget af en anstrengelse, hun der gjorde, for hendes overvægt var stor og afstanden til bilen og længden af køen indenfor endnu større. Hun kom for at fortælle, at Jefferys kone, Pamela, lige var kommet fra arbejde. Pamela havde ligesom Tania et trist, kuet blik over sig. Jeg fik nu alle detaljerne om hvad der var sket med Jeffery. To Tv-folk havde været på besøg for at interviewe ham og havde bagefter til politiet anmeldt Jeffery for at have holdt dem som gidsler. Da Jeffery havde følt at de blot var ude på at fremstille ham i en hadsk belysning, havde han krævet at få deres bånd udleveret. Ifølge Pamela havde han blot holdt dem tilbage i 5 minutter.

Med Pam udenfor klanens kirke

Pamela kunne straks lide mig og vil hjælpe mig ind i fængslet. Jeg kørte nu til deres hovedkvarter uden for byen, et forfaldent hus ved siden af Klan-kirken med dens store mobile stålkors uden for. Pamela inviterede mig tøvende indenfor - tøvende fordi huset var et stort rod og mindede om de tarveligste sorte shacks, jeg har fotograferet i syden. Dette viste sig at være hjemmet for den største klanleder i USA - med kapitler over hele verden. Jeg fik straks stærk medfølelse for dem midt i denne trøstesløse fattigdom og begyndte forsigtigt at spørge hende ud om hendes barndom som jeg jo altid gør det med klanfolk. Men forsigtigheden var slet ikke nødvendig, for som med alle disse fattige tabere hungrede hun blot efter et menneske at udlevere sin smerte til. Jeg behøvede slet ikke at spørge om incest. Det kom alt sammen væltende ud af hende helt automatisk - om en ”underlig” stedfader, der havde misbrugt hende seksuelt, om hvordan hun havde lagt låg over det i årevis osv. Da hun fortalte om alle sine år som narkoman, sagde hun flere gange undskyldende at hun siden var blevet klar over at det nok skyldtes disse seksuelle overgreb i barndommen. Jeg kunne have tilføjet - med mit kendskab til andre klanfolk - at det også nok var derfor hun var kommet i klanen, men gjorde det ikke, da jeg ikke ville tage hendes stolthed fra hende.

Da jeg spurgte om Jeffery havde haft en tilsvarende barndom, nikkede hun bekræftende, men sagde at hun ikke lige nu ville fortælle mig det hele - tydeligvis fordi hun ikke ønskede at kompromittere ham som lederskikkelse. Men han havde i al fald fået så forfærdelige prygl af sin "dysfunctional family" at han som barn var stukket af hjemmefra og siden havde levet på gaden som "hustler", sagde hun. Nu gik det op for mig i hvor høj grad jeg havde ramt plet med alt det jeg sagde til ham i Tv-udsendelsen om at jeg havde medfølelse for klanen fordi jeg havde fundet at de alle som en havde lidt tilsvarende skader og udstødelse som det jeg kendte i den sorte underklasse. 

Ved at henvende mig kærligt til klanen er det altså lykkedes mig at rejse ind i og stjæle selve klanens hjerte. For jeg har faktisk tænkt mig nu at flytte ind hos Pamela for at hjælpe hende med det bedste af den sjælesorg, jeg lærte i mine mange års racismeworkshops. Hun er – nøjagtigt som de menige klanmedlemmer - et utrolig villigt og taknemmeligt "offer." Og det på trods af at hun nu er den reelle leder af verdens største og - ifølge Southern Poverty Law Center - mest hadske klanorganisation.

Men hadet ligger måske et helt andet sted. For hverken hun - eller sandsynligvis Jeffery - har så vidt jeg kan se had til nogen – udover sig selv. Det kan lyde overraskende for lederne af en så stor såkaldt hadgruppe, men jo mere jeg snakker med hende i enerum, jo mere føler jeg at al deres had-retorik udadtil blot er et image, de puster sig op med for at få lidt opmærksomhed fra det omgivende samfund midt i deres egen dybe uforløste smerte. Ja, at det snarere er omverdenen, der hader eller har brug for nogen at hade, nok så meget som det er klanen.

Pam med brevene fra JeffI al fald der hvor Jeffery og Pamela er nået til i dag. Det er for dem begge deres første lykkelige ægteskab. Pamela har været igennem to ægteskaber før - begge med mænd, der bankede hende sønder og sammen som vi hyppigt kender det med incestofre, der ligesom går rundt med et usynligt mærke i panden skrigende "Bank mig!"  I klanen havde de fundet sammen. Som hun siger: "Dette er jo ikke andet end en loge for ligesindede drukkenbolte." At der var tale om en dyb, dyb kærlighed i dette relativt korte ægteskab, så jeg ved selvsyn da jeg fotograferede den store kurv med alle de tykke breve, han har skrevet til hende fra fængslet siden han blev indsat for kun 3 mdr. siden. Hver eneste dag skriver han. Fængslet vil ikke give ham kuglepenne, så han må hele tiden låne af sine sorte medfanger. For yderligere at ydmyge ham, har de barberet hans skæg og klippet ham skaldet som en tilfangetagen Talibankriger. 

Et udsagn om at kun kærlighed kan kurere had synes jeg at alt her beviser (selvom kærlighed fra et menneske udenfor klanen ville have været mere effektivt). For efter at de har fundet sammen, har hun fået ham til at opgive sin hadske offentlige retorik. Som hun selv siger - "det ligner jo slet ikke ham at hade, han elsker jo alle." Som klanleder har han blot været fanget ind af klanens hadske sprog. Det, der fik ham til at opgive sin had-snak i klanen, var da hun fik ham overbevist om at ingen gider at høre på alt det had mere i nutidens politisk korrekte klima. Og da Jefferery hungrer efter opmærksomhed og magt, skulle der ikke meget til at overbevise ham om at han i stedet skulle snakke om "equal rights for all". Heller ikke i Tv-udsendelsen talte han hadsk. Jeg har utrolig tit oplevet at folk, når de så billederne i min bog, kom med spontane hadske udfald mod da afbildede "lazy niggers", men Jeffery sagde intet negativt under bladningen i min bog.

Flere gange hørte jeg Pamela sige, hvordan hun og Jefferey havde elsket alle de propagandareklamer, der har kørt i fjernsynet siden World Trade Center-angrebet med billeder af sorte, hvide, gule, brune og røde amerikanere, der står sammen i én forbrødring og gør Amerika stærkt. Ja, de havde sågar straks ændret det store neonskilt på deres klankirke fra det tidligere "White pride worldwide" til nu blot "American Pride". Med andre ord var de nu nået præcist dertil hvor alle andre amerikanere står - hvor den menneskelige smertes behov for at finde syndebukke var blevet til blind patriotisme vendt mod det onde ude i verden frem for mod medborgere i deres eget samfund.

Deres kærlighed begyndte for mig at ligne en Romeo og Julie historie - modsat Shakespeares ikke i hver sin klan men i samme klan med en verden udenfor vendt i forenet had imod sig som følge af deres klodsede forsøg på gennem en stærkere end sædvanlig ungdomsvrede at kæmpe sig ud af  barndommens skader. Og netop hvor det var ved at lykkes dem gennem hinandens kærlighed at arbejde sig ud af denne vrede, slår samfundet udenfor ned på dem og adskiller dem fra hinanden. Morris Dees - min gamle allierede fra the Southern Poverty Law Center, der har ført juridisk krig mod klanen hele sit liv - går ind i en uskyldig sag om et skænderi med nogle Tv-folk for at få Jeffery indespærret for livstid. Der er ingen vidner og ingen tilskadekomne, kun den enes ord mod den andens. For at undgå en retssag med udsigt til 30 års fængsel, erklærede Jeffery sig skyldig i en mindre anklage og slap med 7 år. Jeg ser hele sagen som én stor politisk forfølgelse af samme slags, som jeg husker så godt fra de sorte panteres tid, - et uhyre undertrykkende klassesamfunds forsøg på at sætte de fattige op imod hinanden, de hvide mod de sorte, gennem de herskende mediers konstante forsøg på at sælge frygt og had. Jefferys drikkende loge ville jo intet andet være end en sådan drikkeklub for "smertens børn" hvis ikke medierne – også de danske - hele tiden kom løbende og bad dem iklæde sig hadets symboler. Samfundets undertrykte og udstødte – sorte pantere med geværer såvel som klansmænd i kutter – paraderer og udstiller sig altid villigt fordi de hungrer efter lidt opmærksomhed som erstatning for kærligheden, de aldrig fik. Om de udstiller deres smerte i Ricky Lake shows eller i voldelige slagsmål på Jerry Springer shows gør for dem ingen forskel. Blot de får nogle få sekunders berømmelse. Netop hvor Jeffery gennem sin kærlige kone er ved at komme ud af dette had-cirkus, kommer en Tv-station fra Kentucky anstigende med hadske forudindtagede meninger om klanen uden nogen som helst indføling med Jeffery som menneske - og konflikten bryder ud. Omgivelsernes behov for gladiatorunderholdning forsøger at fastholde Jeffery i Colosæums arena udkæmpende sin drabelige kamp med de sorte gladiatorer - på et tidspunkt hvor Jeffery er ved at få styrke til at indse at de sorte gladiatorer er hans virkelige allierede. Det er omgivelserne, der har taget Jeffry som gidsel - ikke omvendt.

Ingen hvide sagførere vil tage Jeffereys sag, kun en sort sagfører tog den uden problemer. Da jeg spurgte Pamela om Jeffery ingen problemer havde med at lade en sort sagfører repræsentere ham, så hun oprigtigt forundret på mig og sagde: "Du har fuldstændig misforstået ham. Jeffery har intet imod sorte ligesom min egen bedste veninde er sort."  Alt dette had mod sorte var i virkeligheden blot gladiatorernes spil for galleriet. Jeffery havde kørt et show om had ligesom jeg havde kørt et show om kærlighed fordi vores forskellige opvækst - i utryghed modsat tryghed - gjorde det naturligt for os at bruge hver sin form for retorik for at nå et publikum som ønsker at høre begge dele. Har man først haft en vis succes med sin retorik, bliver man hurtigt fastlåst af den, ved jeg selv.

Derfor vil jeg nu gå ind i Jefferys forsvar i samarbejde med hans sorte advokat, som tror han kan få Jefferys straf nedsat. Med den vægt jeg har gennem Amerikanske Billeder vil der blive lyttet til mig. En underlig situation fordi jeg derved pludselig står på modsat side af anklageren, min gamle ven Morris Dees. I hans kamp mod klanen har han lagt hele Jefferys synderegister fra hans vrede ungdom ud på Internettet – og det er ikke småting. Men Pamela havde allerede vist mig hvert eneste af hans synderegistre og disse får mig blot til i endnu højere grad at se fællesskabet med de sorte pantere, som rekrutterede fra et tilsvarende ødelagt lumpenproletariat og som skrækindjagende magtsymboler fik pludselig stolthed over at blive hørt i medierne – mens de ødelagdes indefra af medlemmernes kriminalitet. Smertens børn har aldrig været de artigste. Jeffereys 1-årige barnebarn går


 Pam med barnebarnet hos papegøjerne

allerede rundt og siger "white power" ligeså naturligt som jeg før så sorte børn sige ”black power” - ligesom de to papegøjer i Pamelas soveværelse skriger ”white power” efter at have hørt dette på telefonsvareren i årevis. Soveværelse, nå ja? Da jeg intet soveværelse kunne se i det rodede hus, spurgte jeg Pamela hvor hun sov. Det viste sig at hendes ”seng” var det fugtige cementgulv i udhuset hos papegøjerne. Jeg taler her om lederen af verdens største klan-gruppe. Eller taler jeg i virkeligheden om en fattigdom og undertrykkelse så trøstesløs og magtesløs at den ikke ser anden vej ud end at snakke de hadske papegøjer efter munden og puste sig op med deres lånte farverige fjer for at opnå lidt opmærksomhed fra omverdenen?

Pam leder efter billeder i det rodede soveværelse

For mig er der ingen tvivl og derfor har Pamela og Jeffery min fulde medfølelse. Og dette kan de tydeligvis føle, hvorfor familien åbner sig fuldstændigt op og viser mig en helt utrolig tillid. Alle Jefferys papirer fik jeg lov at rode igennem en hel aften. Alle regnskaber og medlemskort lå i et syndigt rod, men intet blev holdt hemmeligt for mig. Og alt fik jeg lov at fotografere. Hvis der var et Klan-billede på væggen jeg syntes var flot, sagde hun straks: "Jamen, tag det med dig." Min bil er så fyldt med klan-insignier, at jeg er berettiget bange for - som det hyppigt sker - at få den gennemrodet af politiet.

For en anti-racist som jeg er det en drøm at trænge ind i hjertet af denne hemmelige organisation, som FBI-agenter i årevis har forsøgt at infiltrere. Men jeg har hurtigt opdaget at det jeg afslører ikke er denne loge af fattige fortvivlede smertesophobninger, men derimod den ydre verdens behov for at lægge det for had, som den ikke vil kendes ved. Tydeligst så jeg dette, når vi viste mit lysbilledshow i Tyskland. Den tyske ungdom, som var midt i et opgør med deres forældregenerations nazisme, var rasende når jeg i mit show prøvede at forstå klanen som mennesker. Når jeg ikke selv var til stede, lod de paradoksalt nok deres had gå ud over min foreviser, en sort amerikaner. Efter nogle år nægtede han at stå og ”forsvare klanen” og flygtede fra hadet. Også i dag bliver jeg dagligt bombarderet med opringninger og e-mails fra danske skolebørn om Ku Klux Klan og har tit tænkt over hvorfor de allerede i så tidlig en alder – sikkert manipuleret af deres lærere - har så stort et behov for at lægge andre mennesker for had og dyrke det onde. For det er jo had når vi dømmer mennesker på det ydre uden at sætte os ind i deres baggrund. Når jeg begynder at forklare dem at klanen er mennesker som dem selv, ønsker de tydeligvis ikke at høre efter eller bliver forvirrede. Nøjagtigt ligesom hele Amerika lige nu er fuldstændig opslugt af at snakke om "onde terrorister", men intet ønsker at høre om den fattigdom, udstødelse og undertrykkelse, som frembringer dem.

At rejse er at søge selverkendelse og i denne rejse ind i det, som jeg troede var hadets højborg, har jeg først og fremmest lært at se monstret i os selv.

Fortsættes i 2. del: I fængsel for sin kærlighed, ikke had

Læs også om en sort kvindes sjove beretning om sit besøg
hos Ku Klux Klan, da jeg tog hende med til denne klangruppe.

Se også billederne fra mit besøg i en anden klangruppe

....eller læs min beretning om den kærlighed og ægte omsorg jeg fandt der.

 

Omtalte grupper:

American Knights of the Ku Klux Klan
Bemærk, klanens hjemmeside gik ned mens han var i fængsel, men jeg har her sat den op på mine egne hjemmesider så du kan se den. Jeffery og Pamela var blevet enige om at lade mig overtage deres hjemmeside for at lade mig lave et forsvar for Jeffery og en pædagogisk side om KKK, men de havde ingen penge til at betale regningen til hostserveren og glemte at sende mig regningen i tide.

Southern Poverty Law Center

  Copyright © 2003 Jacob Holdt

 

Tilbage til oversigt over mine artikler