"Jorden er en syndefuld sang"
Amerikanske Billeder 25 år:

Udstilling i Rundetårn 23. juni-19. august 2001

Udstillingens billeder (ikke færdiggjort):

{ USA1 - USA2 - USA 3 - Nepal - Bolivia - Haiti - Afrika - Guatemala - Jamaica  
- Nicaragua - Thailand - Cambodja - Kosovo -
Hjem }

 

Tilbage til min virtuelle kirkegård   

Fra Rundetårns brochure:

Jacob Holdt udstiller for første gang i Danmark de originale fotos, der blev brugt i bogen "Amerikanske Billeder", der udkom for 25 år siden. På udstillingen vises desuden billeder fra hans rejser i bl.a. Bolivia, Nepal, Thailand, Haiti, Nicaragua og Kosovo.

Jacob Holdt blev kendt, da han i 1976 vendte hjem fra USA med sit lysbilledshow ”Amerikanske Billeder”. Showet er et udvalg af de15.000 billeder, som han tog under sin fem år lange rejse som vagabond i USA. Billederne er et forsøg på at skildre racismen i de sorte ghettoer, hvor han oplevede, at ”det var som om de sorte fra første dag tog mig ved hånden for at vise mig deres dybe smerte, en smerte jeg som udenforstående snart indså var forårsaget af de hvides undertrykkelse.” Han besluttede at bruge sit liv som brobygger mellem de hvide og de sortes adskilte verdener.

I 6 år turnerede han sammen med amerikanske frivillige rundt i 14 lande for at oplyse om de store menneskelige omkostninger ved at ghettoisere og udstøde en stor befolkningsgruppe. Overskuddet fra forestillingerne og hans bog af samme navn gik til at bekæmpe apartheid i Sydafrika – primært ved at give humanitær støtte til frihedsbevægelserne i frontliniestaterne omkring Sydafrika.
Det europæiske publikums nedladende holdning overfor USA - ”hvor er vi dog gode selv!” – kædet sammen den stigende racisme i Europa, blev dog snart for meget for Jacob Holdt og hans sorte medarbejdere. I 1982 flyttede de derfor virksomheden til USA, hvor han siden har brugt lysbilledshowet sammen med sine racismebearbejdende workshops i amerikanske universiteter. Med sine erfaringer herfra begyndte han efter 10 års pause igen at bruge lysbilledshowet herhjemme – nu som et langt mere effektivt ”terapeutisk” middel til at bearbejde racismen, som i mellemtiden var eksploderet i Europa med en tilsvarende ghettoisering som konsekvens – her af muslimske indvandrere.

Gennem alle årene har han modsat sig en udstilling af sine billeder. Han er jo ikke kunstner, som han siger: ”Jeg er derimod en god vagabond – god til at komme ind og bo hos mennesker, og så kan enhver jo tage et billede” Først og fremmest har han dog frygtet, at billederne – uden lysbilledshowets forklarende ord – kunne være med til at styrke negative fordomme i Europa overfor USA, og i USA overfor de sorte. Om denne velbegrundede angst forklarer han nærmere på sine hjemmesider.
Gennem alle årene har han bevaret venskabet med de fotograferede familier og en del af udstillingens mest bevægende afsnit er netop billederne af dem 25 år efter – i samme deprimerende håbløshed.

Ideen til udstillingen kom, da ulandsorganisationen CARE lavede en udstilling med Jacob Holdts billeder fra Bolivia, Nepal og Thailand. Hans tidligere engagement i Afrika havde vakt hans interesse for ulandsarbejde og gennem mange år har han lavet frivilligt arbejde for CARE, som han føler ”gør mindst racistisk skade – primært ved at bruge indfødte medarbejdere frem for udsendte molbotrampende danskere uden lokal indføling.” Med et smil berettiger han sin egen fotografiske tilstedeværelse med at han ”jo ikke er der for at hjælpe de indfødte, men for at oplyse danskerne om nødvendigheden af at hjælpe dem.”
Der er også billeder fra Guatemala, Haiti, Nicaragua, Cuba, Costa Rica, hvortil han hyppigt er rejst i sine ledige stunder i USA for at tilbyde lokale CARE-afdelinger sin assistance samt fra Kosovo, hvor han hjalp CARE USA under rydningen af landminer og genhusningen af flygtninge efter krigen. Ligesom med de oprindelige billeder fra USA, der blev finansieret gennem salg af blodplasma to gange ugentligt, er billederne fra den Tredje Verden af stærkt svingende kvalitet. "De er jo taget på solbrændte, udløbne film købt hos lokale gadesælgere.” Men de vidner – modsat Amerikanske Billeder – om hans optimistiske tro på at det er muligt at skabe forandring. 

Forklaringen er nok snarere at han som ”fritidsfotograf” i reglen glemmer alt om fototeknik i de lange foredragsperioder ligesom han har svært ved at forlige de to roller som ”den passive, afstandtagende fotografisk udbytter” og ”den aktive, medfølende omvandrende socialarbejder.” Han ved heller ikke om han har størst betydning som underholder og hofnar for det bedre borgerskab herhjemme eller for den lange hale af børn, som hans lange flettede skæg overalt trækker efter sig i slum og ghettoer. Uden deres vidunderlige samspil og hjælp til at komme i kontakt med de voksne, ville han aldrig kunne lave sine billeder. Derfor handler mange af billederne om disse børn – og om deres fremtid! 


  Copyright © 2001 AMERICAN PICTURES; All rights reserved.